Bod 2.3.1. Underbetaling. Virksomhedsoverdragelse.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Himmelev Tømrer- og Snedkerforretning v/Birgit Nielsen Klosterengen 144, Himmelev, 4000 Roskilde (advokat Lene Mærsk Møller). Dommere: Arnold Hansen, Carsten Holm, Mads Kofod, Terkel Lund-Nielsen, Erik Nielsen, Axel Sløk og Per Sørensen (retsformand).
Statutory Text (3 Articles)
Bod 2.3.1. Underbetaling. Virksomhedsoverdragelse.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Himmelev Tømrer- og Snedkerforretning v/Birgit Nielsen Klosterengen 144, Himmelev, 4000 Roskilde (advokat Lene Mærsk Møller). Dommere: Arnold Hansen, Carsten Holm, Mads Kofod, Terkel Lund-Nielsen, Erik Nielsen, Axel Sløk og Per Sørensen (retsformand).
Sagen vedrører spørgsmålet, om Himmelev Tømrer- og Snedkerforretning v/Birgit Nielsen er bundet af en tiltrædelsesoverenskomst med Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark, som Himmelev Tømrer- og Snedkerforretning ApS indgik i 1976.
PÅSTANDE
Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark, har nedlagt påstand om, at indklagede, Himmelev Tømrer- og Snedkerforretning v/Birgit Nielsen, for brud på § 21 i overenskomsten mellem Byggeriets Arbejdsgivere og Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark og for brud på overenskomstens fagretlige regler tilpligtes at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark indeholdende 9.434,- kr. i erstatning til 2 af forbundets medlemmer.
Indklagede, Himmelev Tømrer- og Snedkerforretning v/Birgit Nielsen, der ikke har bemærkninger til den beløbsmæssige opgørelse af erstatningskravet, har påstået frifindelse.
SAGSFREMSTILLING
Ved overenskomst af 15. september 1976 tiltrådte Himmelev Tømrer- og Snedkerforretning ApS overenskomsten mellem Hovedorganisationen af Mesterforeninger i Byggefagene i Danmark - nu Byggeriets Arbejdsgivere - og Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark. Overenskomsten blev underskrevet af Leif Nielsen på virksomhedens vegne.
På et tidspunkt i sommeren 1990 skiftede selskabet navn til BN og LN ApS, og efter at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 25. september 1990 havde indgivet opløsningsbegæring til skifteretten, blev selskabet erklæret konkurs den 13. november 1990.
I kurators redegørelse, der er udarbejdet umiddelbart før jul 1990, hedder det bl.a.
»Om baggrunden for konkursen kan kurator iøvrigt oplyse, at der i foråret 1990 med bistand af selskabets revisor blev arbejdet på en retablering af egenkapitalen, men dette lykkedes ikke.
Selskabets direktør og eneanpartshaver, Birgit Nielsen besluttede derfor at overdrage samtlige aktiver tilhørende selskabet til sig selv personligt med henblik på at fortsætte den hidtidige virksomhed.
Med henblik herpå udarbejdedes en opgørelse pr. 22/6-1990 over de aktiver, som skulle overdrages til Birgit Nielsen tilligemed en opgørelse over de passiver, som skulle overtages af Birgit Nielsen. Det var således meningen, at selskabet skulle være uden aktiver eller passiver.
Imidlertid kunne det på det første skifteretsmøde den 13/11-1990 konstateres, at visse formelle regler vedrørende overdragelsen ikke var blevet iagttaget, ligesom det kunne konstateres, at der fortsat var kreditorer i selskabet. ........
Det kan oplyses, at kurator har modtaget dokumentation for at samtlige de kreditorkrav, som er nævnt i bilag 1, er blevet betalt af Birgit Nielsen. Det drejer sig om gælden til Unibank A/S, gælden til Lars Rytter Villumsen, gælden til Ide-Revision samt samtlige skyldige beløb overfor Told- og Skattestyrelsen.
Samtidig kan det oplyses, at den i bilag 1 nævnte Volvo Stationcar er blevet ejerskiftet til Birgit Nielsen.
Da Birgit Nielsen således har betalt samtlige selskabets kreditorer og/eller opnået en ordning med disse, er der ikke baggrund for en fortsat konkursbehandling.
På det således foreliggende grundlag indstiller kurator derfor, at konkursbehandlingen afsluttes i medfør af Konkurslovens § 143, da der hverken er aktiver eller passiver i konkursboet.«
Boet blev sluttet i medfør af Konkurslovens § 143, og i januar 1991 registrerede Told- og Skattevæsenet Himmelev Tømrer- og Snedkerforretning som et personligt firma. Dette blev derefter drevet fra samme adresse som det tidligere selskab, og 2 svende, der havde været ansat i det tidligere selskab, og som ikke på noget tidspunkt havde været fratrådt, fortsatte med firmaet som arbejdsgiver.
I august 1991 og juli 1992 blev henholdsvis Peter Friislund og Jørgen Bjørneboe ansat som svende i firmaet, men ved skrivelse af 25. september 1992 (en fredag) blev sidstnævnte »fyret d. d. p. g. a. manglende tilgang af arbejde«, og ved skrivelse af 22. oktober 1992 (en torsdag) blev Peter Friislund afskediget »ved ugens udgang på grund af manglende tilgang af ordrer.«
Ved skrivelser af 27. oktober 1992 og 12. november 1992 indkaldte Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark indklagede til mæglingsmøder henholdsvis den 30. november og 23. november 1992, idet forbundet under henvisning til overenskomstens § 21 krævede, at indklagede skulle betale de 2 opsagte svende manglende løn i opsigelsesperioden. Da indklagede ikke reagerede på indkaldelserne bad Landsorganisationen i Danmark i skrivelser af 16. november og 8. december 1992 indklagede om inden 14 dage at kontakte Landsorganisationen i Danmark med henblik på at aftale datoer for fællesmøder, men da indklagede heller ikke reagerede på disse skrivelser, indbragtes sagen for Arbejdsretten.
Ifølge overenskomstens § 21 skal afskedigelse altid ske til fratrædelse ved en uges udgang med 1 arbejdsdags varsel, og hvis den ansatte har haft 1-2 års beskæftigelse, skal varslet være 3 arbejdsgade.
FORKLARINGER
Leif Nielsen, der er gift med Birgit Nielsen, har forklaret, at anpartsselskabet ophørte med virksomheden lige før jul 1990. Der var på dette tidspunkt ikke større arbejder i gang, idet han og hustruen Birgit Nielsen kørte på lavt blus, indtil de vidste, hvad der skulle ske. Et par måneder forinden havde selskabet skiftet navn til BN og LN ApS for at beskytte navnet Himmelev Tømrer- og Snedkerforretning mod den konkurs, som de allerede da anså for uundgåelig.
Birgit Nielsen har forklaret, at hun altid har været ejer af virksomheden, også da den var et selskab. Det er dog reelt hendes mand, Leif Nielsen, der har drevet virksomheden, idet hun selv nærmest har fungeret som medhjælpende hustru. Det var hendes mand, der i 1976 underskrev tiltrædelsesoverenskomsten, som hun fra starten selv kendte eksistensen af. Hun husker ikke, om de ansatte overhovedet blev klar over, at der var sket en ændring af virksomhedens status ved juletid 1990. Hun mener dog, at hun og hendes mand først talte om det på et senere tidspunkt.
PARTERNES ARGUMENTER
Klagerne har anført, at indklagede ved afskedigelsen af de to svende i september og oktober 1992 var bundet af tiltrædelsesoverenskomsten, både i kraft af § 2 i lov om virksomhedsoverdragelse og fordi firmaet reelt er identisk med det anpartsselskab, der tiltrådte overenskomsten. Efter omdannelsen, blev virksomheden - stadig med Birgit Nielsen som formel ejer - drevet uændret videre af Leif Nielsen fra samme lokaler, med samme værktøj og med samme ansatte. Firmaet gav heller ikke meddelelse til Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark om, at det ikke længere mente sig bundet af overenskomsten.
Indklagede har anført, at det personligt drevne firma hverken har overtaget eller er identisk med det selskab, der indgik tiltrædelsesoverenskomsten, og som blev opløst ved skifteretten. Forpligtelserne i henhold til overenskomsten er derfor heller ikke overtaget af firmaet.
ARBEJDSRETTENS BEMÆRKNINGER
Af kurators redegørelse til skifteretten ved udgangen af 1990 fremgår, at selskabets eneanpartshaver overdrog samtlige selskabets aktiver til sig selv personligt med henblik på at fortsætte den hidtidige virksomhed. Overdragelsen skete, efter at hun havde betalt eller opnået en ordning med samtlige selskabets kreditorer, og det må efter Leif og Birgit Nielsens forklaringer om det indklagede firmas arbejdsområde, aktiver, ansatte m.v. lægges til grund, at firmaet i det hele var identisk med det tidligere selskab.
Under disse omstændigheder var indklagede bundet af overenskomsten på samme måde som selskabet, og der må derfor gives klagerne medhold i, at indklagede har brudt overenskomsten ved at afskedige de to svende uden det fornødne varsel i medfør af § 21.
Indklagede har desuden brudt de fagretlige regler ved ikke at reagere på klagernes anmodninger om afholdelse af mæglings- og fællesmøder.
Klagernes påstande tages herefter til følge, og indklagede pålægges en bod på 35.000 kr., indeholdende 9.434 kr. i betaling til de 2 svende for manglende opsigelsesvarsel.
T h i k e n d e s f o r r e t
Indklagede, Himmelev Tømrer- og Snedkerforretning, skal for brud på overenskomsten mellem Byggeriets Arbejdsgivere og Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark og for brud på de fagretlige regler betale en bod på 35.000,00 kr. indeholdende 9.434,00 kr. i erstatning for manglende opsigelsesvarsel til to af Snedker- og Tømrerforbundet i Danmarks medlemmer.
Indklagede skal betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.
De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter afsigelse af denne dom.
(* 1)Henvisninger: K.91.251 (A 1992, s.76), K.91.116 (A 1992, s.42), K.9503 (A 1982, s.29).
Eneanpartshaver, der havde overtaget alle aktiver og passiver i ApS'et, bundet af overenskomst indgået af ApS'et.
Et ApS indgik i 1976 tiltrædelsesoverenskomst med et fagforbund.
Inden eller i forbindelse med en konkursbehandling vedrørende selskabet overtog eneanpartshaveren personligt alle selskabets aktiver og passiver, hvorfor konkursbehandlingen afsluttedes i medfør af konkurslovens § 143 i januar 1991. I sommeren 1991 blev to svende ansat i den nu personligt drevne virksomhed. De blev kort efter afskediget uden at det varsel, der var fastsat i den hovedoverenskomst, der var tiltrådt ved tiltrædelsesoverenskomsten. Det lagdes til grund, at den igangværende virksomhed i det hele var identisk med det selskab, der havde indgået tiltrædelsesoverenskomsten, hvorfor virksomheden var bundet af denne. Bod for overenskomstbrud og for at have brudt de fagretlige regler ved ikke at reagere på klagerens anmodninger om afholdelse af mæglings- og fællesmøder fastsat til 34.434 kr., indeholdende 9.434 kr. i betaling til de to svende for manglende opsigelsesvarsel.