Bod 1.2.1.2., 1.3., 2.3.2. Organisationsansvar 2.2. og 3.1. Systematisk aktion. Støtte til overenskomststridig virksomhed. Temponedsættelse.(* 1) (* 2) Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service for Danbor Service A/S, Esbjerg (advokat Henrik Uldal) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) og Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service for Danbor Service A/S, Esbjerg (advokat Henrik Uldal) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for SiD Transport, Esbjerg, og samme mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) Dommere: Bollerup-Jensen, Arnold Hansen, Thorkild E. Jensen, Lind, Sløk, Per Sørensen (retsformand) og Westergaard.
Statutory Text (3 Articles)
Bod 1.2.1.2., 1.3., 2.3.2. Organisationsansvar 2.2. og 3.1. Systematisk aktion. Støtte til overenskomststridig virksomhed. Temponedsættelse.(* 1) (* 2) Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service for Danbor Service A/S, Esbjerg (advokat Henrik Uldal) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) og Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service for Danbor Service A/S, Esbjerg (advokat Henrik Uldal) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for SiD Transport, Esbjerg, og samme mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) Dommere: Bollerup-Jensen, Arnold Hansen, Thorkild E. Jensen, Lind, Sløk, Per Sørensen (retsformand) og Westergaard.
Sagen drejer sig om, hvorvidt der fra den 2. marts 1993 fandt en overenskomststridig temponedsættelse sted på virksomheden Danbor Service A/S, Esbjerg, og i bekræftende fald, om temponedsættelsen har haft systematisk sammenhæng med en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse den 24.-25. februar 1993, og om Specialarbejderforbundet i Danmark og forbundets afdeling i Esbjerg har pådraget sig organisationsansvar. Desuden er spørgsmålet, om Danbor Service A/S har været berettiget til at foretage delvis tilbageholdelse af løn til de medarbejdere, der deltog i arbejdsnedlæggelsen og temponedsættelsen.
PÅSTANDE
Klagerne, Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service for Danbor Service A/S, Esbjerg, har nedlagt følgende påstande
1. De indklagede arbejdstagere skal til Dansk Arbejdsgiverforening betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod for hver time, de pågældende har deltaget i arbejdsnedlæggelser fra den 24. februar 1993 og i temponedsættelser fra den 2. marts 1993.
2. Indklagede SiD Transport, Esbjerg, skal for brud på Hovedaftalens § 2, stk. 4, og for delagtighed i den overenskomststridige temponedsættelse betale en efter rettens skøn fastsat bod til Dansk Arbejdsgiverforening.
3. Indklagede Specialarbejderforbundet i Danmark skal for delagtighed i overenskomstbrud betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til Dansk Arbejdsgiverforening.
Indklagede, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund for SiD Transport, Esbjerg, har påstået frifindelse og har nedlagt selvstændig påstand om, at Danbor Service A/S for overenskomststridig løntilbageholdelse skal betale en efter rettens skøn fastsat bod til Specialarbejderforbundet i Danmark.
Klagerne har påstået frifindelse for indklagedes selvstændige påstand.
SAGSFREMSTILLING
Danbor Service A/S, Esbjerg, yder service til boreplatformene i Nordsøen i form af transport af udstyr m.v. til og fra Esbjerg Havn. Fra den 24. februar 1993 kl. 10.55 til den 25. februar 1993 kl. 10.00 etablerede de indklagede medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark, der er beskæftiget som havnearbejdere, en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse hos Danbor Service A/S. Sagen behandledes på et fællesmøde den 4. marts 1993, hvor arbejderne erkendte, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig. På mødet gjorde man fra arbejdsgiverside desuden gældende, at der den 2. og 3. marts 1993 var sket overenskomststridig temponedsættelse. Arbejdsgiveren var af den opfattelse, at aktionerne skyldtes, at arbejdstagerne kort tid forinden havde tabt en faglig voldgift, men alligevel forsøgte at tvinge virksomheden til at optage forhandlinger om et p-lønsystem. Arbejdsgiveren gav desuden udtryk for, at arbejdsnedlæggelsen og den kollektive temponedsættelse var et led i en systematisk aktion, og man forbeholdt sig at foretage forholdsmæssig lønreduktion og at gøre organisationsansvar gældende.
Fra arbejdstagerside fandt man det ikke dokumenteret, at der var tale om en overenskomststridig kollektiv temponedsættelse, men såfremt en sådan foregik, ville organisationen pålægge arbejdstagerne at normalisere arbejdet. Desuden bestred man, at der var grundlag for at foretage lønreduktion.
Da der efter arbejdsgiverens opfattelse fortsat skete temponedsættelse, blev sagen indbragt for Arbejdsretten, hvor de indklagede i et møde den 11. marts 1993 erkendte, at der var tale om overenskomststridige temponedsættelser, og retsformanden opfordrede indtrængende arbejdstagerne til at følge det pålæg om straks at normalisere arbejdet, som organisationerne ville meddele dem.
Da temponedsættelsen fortsatte, erklærede det indklagede forbund under et nyt retsmøde i Arbejdsretten den 18. marts 1993, at det nu ville give sine medlemmer ubetinget pålæg om straks at normalisere arbejdet. Arbejdet blev dog ikke normaliseret, og under endnu et retsmøde den 25. marts 1993 opfordrede retsformanden indtrængende arbejdstagerne til at følge det nye pålæg, som forbundet ville meddele.
Klagerne har under sagen gjort gældende, at temponedsættelsen trods pålæggene fortsatte, indtil arbejdstagerne efter en afstemning herom den 3. maj 1993 normaliserede arbejdet. På det tidspunkt havde arbejdsgiveren foretaget delvis løntilbageholdelse, og Danbor Service's kunde, Maersk Olie og Gas A/S, havde med virkning fra den 1. april 1993 omdirigeret forsyningsskibene, således at disse blev lastet og losset fra en havn i Holland. Under et interview til Jyske Vestkysten den 1. april 1993 havde formanden for SiD Transport i Esbjerg, Sven Erik Christensen, udtalt, at en SiD-undersøgelse ikke tydede på nogen temponedsættelse hos havnearbejderne. Derefter citeredes han for følgende bemærkning
»Hvis det er tilfældet, så skyldes det, at der er indført en ny måde at laste på.«
Under et fællesmøde den 5. april 1993 gjorde man fra arbejdsgiverside gældende, at SiD Transport, Esbjerg, ved formandens offentlige bestridelse af den i Arbejdsretten erkendte temponedsættelse havde pådraget sig et meget alvorligt organisationsansvar. Ifølge referatet fra mødet var det således arbejdsgiversidens opfattelse,
»at SID Transport, Esbjerg ved sin formand Sven Erik Christensen ved at så tvivl om eksistensen af den i Arbejdsretten erkendte overenskomststridige temponedsættelse gør sig delagtig i det påklagede forhold.
at SID Transport, Esbjerg ved de faldne udtalelser ikke har taget afstand fra temponedsættelsen og dermed ikke gjort, hvad der med rimelighed kan forventes for at søge at få den ulovlige konflikt bragt til ophør.
at SID Transport, Esbjerg som følge af ovenstående har begået brud på Hovedaftalens § 2, stk. 4.
Som en skærpende omstændighed bemærkes, at det er arbejdsgiversidens opfattelse, at SID Transport, Esbjerg støtter en ulovlig aktion, hvorved man søger at tvinge virksomheden til at optage forhandling om et p-lønsystem, og således ikke efterlever voldgiftskendelse afsagt om dette spørgsmål.«
Fra arbejdstagerside blev det gjort gældende,
»at afdelingsformand Sven Erik Christensens udtalelser alene var relateret til dennes gennemgang af det fremlagte materiale i den verserende arbejdsretssag. Såvel SID Transport, Esbjerg og SID vedstår de givne pålæg i AR 93.093 og bestrider således, at der foreligger et organisationsansvar.«
I en artikel i Børsen den 4. maj 1993 hedder det bl.a.
»Næstformand for SiD Transport, Esbjerg, Jens Erik Christensen, siger til Børsen, at afdelingen efter den seneste tids begivenheder ønskede en tilkendegivelse fra Danbor basens havnearbejdere - og at den viser et markant flertal for, at der skal arbejdes helt normalt.
- Det har vi sagt hele tiden. Vi kender jo ikke noget til den påståede slowdownaktion. Derfor har vi heller ikke haft anden mulighed end at indskærpe vore medlemmer, at de skal arbejde normalt. Nu har vi fået arbejdernes tilkendegivelse af, at de efterkommer vore ønsker, siger Jens E. Christensen. Næstformanden lægger dog ikke skjul på, at Mærsk-beslutningen om at sende samtlige supplyskibe med alle forsyninger til DUC's Nordsø-aktiviteter via Den Helder i Holland har skabt et stort pres: ......
- Vi bryder os heller ikke om den megen uro. Men man kunne måske se sagen fra to sider og interessere sig for, at der kan være behov for en justering af de eksisterende lønaftaler m.v. fra 1986. Desuden kan det ikke udelukkes, at der er nogle ting at forbedre i arbejdsmiljøet.«
I retsmødet i Arbejdsretten den 18. marts 1993 fremlagde klagerne en opgørelse af dagstotaler på produktiviteten, hvoraf fremgik, at der i perioden fra 2. marts til 9. marts 1993 var sket et fald i det antal tons, der gennemsnitligt var blevet løftet, på 39,1% i forhold til den sædvanlige kapacitet. Opgørelsen, der var dateret den 11. marts 1993, var vedlagt målinger af antallet af løft i nærmere angivne perioder under lastning/losning af forskellige skibe. Der er mellem parterne enighed om, at der i oplysningerne om den vægt, der blev lastet, tillige indgår bulk, d.v.s. brændsels- og vandforsyning m.v., og at de tal, der fremgår af opgørelsen af 11. marts 1993, derfor ikke giver et helt præcist billede af kapaciteten.
Af en senere opgørelse, som Danbor Service A/S har foretaget på grundlag af daglige (84) målinger omfattende lastning og losning af alle skibe, fremgår, at der i perioden fra 3. marts til 31. marts 1993 var en gennemsnitlig produktivitetsnedgang på 48,3%. Nedgangen skal ses i forhold til en norm på 50 løft pr. time ved losning og 40 løft pr. time ved lastning, der ifølge Danbor Service A/S er fastsat på baggrund af 14 års erfaring. I en erklæring af 19. april 1993 har det statsautoriserede revisionsfirma KPMG C. Jespersen udtalt, at Danbor Service's opgørelse er talmæssigt korrekt på basis af selskabets målinger.
Til belysning af normtallets rigtighed har klagerne fremlagt forskellige opgørelser, herunder revisorattesterede, af løftekapaciteten under normale arbejdsforhold, både før den 2. marts 1993 og efter genoptagelsen af arbejdet i normalt omfang den 3. maj 1993.
Af en erklæring af 15. marts 1993 fra firmaet Åkerbergs fremgår, at den kran, der benyttedes til lastning og losning af skibene, til fulde overholdt de specifikationer, der var givet fra kranleverandøren.
Af en opgørelse over virksomhedens dieselforbrug til kran og trucks m.v. fremgår, at der i marts måned blev brugt 15,7% mere diesel end i februar 1993, hvilket skyldes en længere operationstid. Desuden viser en opgørelse, at der i perioden fra 1. januar til 28. februar 1993 var 999 overarbejdstimer, mens der i marts måned blev brugt 1307 timer, d.v.s. en stigning på 30,8%. I de samme perioder blev der ekspederet henholdsvis 11.410 og 11.168 tons stykgods. Timeforbruget ved skibsoperationerne var i marts måned 1993 ca. 2400 timer mod godt 1500 timer i januar måned 1993.
Af opgørelser over produktiviteten fremgår, at der også efter flytningen af skibsoperationerne til Holland den 1. april 1993 var en nedgang i antallet af løft både ved lastning og losning. Da arbejdsmængden var stærkt reduceret, var faldet i produktiviteten dog ikke af samme omfang som i marts måned.
Ved skrivelse af 24. marts 1993 meddelte Danbor Service A/S i alt 22 medlemmer af SiD, at der i den løn, der skulle udbetales den 30. marts 1993, ville blive trukket a conto 30% for samtlige præsterede arbejdstimer for perioden 5. marts - 20. marts 1993, begge dage incl. Det er oplyst, at de 22 arbejdere i altovervejende omfang skiftedes til at foretage de forskellige operationer, og at 8 mand ad gangen var beskæftiget ved kranen, mens resten var beskæftiget med pakning af containere, truckkørsel m.v.
FORKLARINGER
Steen Hansen, der er chef for lastning og losning af offshore transporterne, har forklaret, at Danbor Service A/S udlejer folk og materiel på timebasis. De 22 arbejdere skiftes til at være 8 ad gangen på vagtholdet, der betjener kranen. Den 18. december 1992 havde man af sikkerhedsmæssige grunde nedsat den maximale vægt pr. løft fra 4,7 til 3,25 tons, hvilket dog ikke havde nogen indflydelse på antallet af løft. Inden arbejdsnedlæggelsen den 24. februar 1993 havde der været meget »støj« på arbejdspladsen på grund af utilfredshed med udfaldet af en voldgiftssag, hvorved arbejdsgiveren fik medhold. Fra den 2. marts 1993 blev alt pludseligt »besværligt«. Kranen kørte langsomt, gearet på gaffeltrucks kunne ikke findes, containerne blev pakket forkert og måtte stuves om etc. Under normale forhold sendes skibene af sted ca. kl. 18, men under temponedsættelsen kom de først afsted ved 22-23 tiden, og der blev faktureret langt flere overtimer end sædvanligt. Alle 22 arbejdere deltog i aktionen, og det var ligegyldigt, hvem der kom til at betjene kranen. Målingerne af det faktiske antal løft i denne periode blev foretaget af formændene, mens vidnet foretog selve beregningerne. Normtallene på 50 og 40 er udregnet efter mange års erfaring. Efter flytningen af skibene til Holland sendte Maersk kun lejlighedsvis et skib til Esbjerg Havn.
Lønreduktionen på 30 % skete for perioden 5.-20. marts 1993, fordi fællesmødet havde fundet sted den 4. marts 1993.
Den reelle lønreduktion for marts måned var 13,6%.
Under et møde den 1. april 1993, hvorunder også tillidsmanden Lars Bo Carlsen var til stede, sagde Sven Erik Christensen til vidnets store forbavselse, at der jo ingen temponedsættelse havde været. Da vidnet viste udskriften af retsbogen fra Arbejdsretten, sagde Sven Erik Christensen: »Det er også lige meget - hvad skal der til for at få arbejdet normaliseret«. Denne bemærkning kunne kun forstås som et spørgsmål om, hvad Danbor ville betale for at få den temponedsættelse, »der ikke var der«, ophævet.
Holger Sølvsten, der er sektionsleder i Maersk Olie og Gas, skibstransporten, har forklaret, at han har været beskæftiget ved forsyningsskibene siden 1982, og at han har været arbejdsleder i 1 1/2år. Allerede den 22. februar 1993 øgedes både hans og hans 3 kollegers overarbejdstid, fordi tempoet blev nedsat. Maersk bruger kun Danbor Service A/S, der er et selskab inden for A.P. Møller koncernen. Normalt har vidnet god kontakt med arbejderne hos Danbor, men pludselig kunne han ikke få dem i tale, og når det endelig skete, kiggede de den anden vej, når han bad dem om at pakke.
Ejvind Holm har forklaret, at han har arbejdet hos Danbor i 15 år, heraf de sidste 11 år som formand. Normtallene på 50 og 40 var sikre tal efter mange års erfaring. Han målte operationerne, da temponedsættelsen begyndte, og kunne konstatere, at det var alle operationer, der gik langsomt.
Lars Bo Carlsen har forklaret, at han har været tillidsmand i knap 2 år, og at han selv normalt er beskæftiget med truckkørsel. Årsagen til arbejdsnedlæggelsen var, at arbejderne fik ordre om at sikre borerørene inden lastningen. Det kostede en masse ekstra arbejde. Han har ingen erindring om, at voldgiftssagen skulle være årsagen. Han fik den opfattelse, at arbejdsgiverens ordre dækkede over et optræk til de forestående overenskomstforhandlinger. Han har ikke selv på noget tidspunkt bemærket, at der skete temponedsættelser. Da han var til fællesmødet den 4. marts 1993, fik han af Sven Erik Christensen at vide, at også temponedsættelser var overenskomststridige, hvad han også sagde til sine kolleger på havnen efter tilbagekomsten. De benægtede dog, at der var tale om temponedsættelse. Arbejdets art gør, at der kan være ret store udsving i arbejdstempoet. De tal, han fik forevist af formanden, kunne ikke overbevise ham om, at tempoet var nedsat.
Sven Erik Christensen, der er afdelingsformand for SiD Transport i Esbjerg, har forklaret, at timelønnen for lastning og losning af FETA-ost var 241 kr. Arbejdet er - i modsætning til arbejdet hos Danbor Service A/S - akkordarbejde, men illustrerer, at timelønnen for de indklagede medlemmer af forbundet var lav - ca. 90 kr. i timen. Der var stor uklarhed omkring de tal, han blev præsenteret for af Danbor, og han havde derfor ikke store muligheder for at vurdere, om de kunne holde. Hans medlemmer sagde, at normtallene på henholdsvis 50 og 40 slet ikke passede, og at der ikke var temponedsættelse, men han videregav dog pålæggene om at normalisere arbejdet. Da han senere, d.v.s. efter den 6. maj 1993 så tallene, der var renset for bulk, måtte han erkende, at der havde været tale om temponedsættelse. Hans udtalelse til Jyske Vestkysten den 1. april, byggede på, at der var sket en ændring af vægten pr. løft, som fik betydning for kapaciteten, og på udtalelserne fra medlemmerne, bl.a. om den ændrede sikring af borerørene.
PARTERNES ARGUMENTER
Klagerne har anført, at det såvel ved de indklagedes erkendelser i Arbejdsretten som ved de målinger af produktiviteten, der blev foretaget af virksomheden i perioden fra 2. marts til 31. marts 1993, sammenholdt med målingerne i 1992 og i 1993 før og efter temponedsættelsen, er bevist, at der i denne periode skete temponedsættelse i et betydeligt omfang. Formodning om kransvigt eller andre mulige årsager til temponedsættelsen er blevet tilbagevist gennem bl.a. erklæringen fra Åkersberg.
Det må lægges til grund, at alle 22 ansatte, der på skift varetog de forskellige funktioner, deltog i aktionen, også når de ikke betjente kranen. I denne forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at alle arbejdstagere deltog i afstemningen den 3. maj 1993. Det er desuden godtgjort, at der var en systematisk sammenhæng mellem arbejdsnedlæggelsen den 24.-25. februar 1993 og temponedsættelsen i marts 1993, idet formålet med hele aktionen var at gennemtvinge et andet lønsystem, efter at voldgiftskendelsen var gået de indklagede imod. På denne baggrund var den delvise løntilbageholdelse, der skete hos alle de ansatte og kun for en periode på 14 dage, fuldt lovlig.
For så vidt angår organisationsansvaret har klagerne anført, at det indklagede forbund ikke har gjort, hvad det kunne for at standse konflikten. Tværtimod fremmedes og forlængedes konflikten med Sven Erik Christensens udtalelser til pressen den 1. april 1993, det blev fremsat trods forbundets erkendelse i Arbejdsretten den 11. og 18. marts 1993 og trods forbundets eget pålæg til medlemmerne. Udtalelserne må derfor anses for fremsat mod bedre vidende med det formål at skade virksomheden, og forbundets Esbjerg afdeling må derfor pålægges en alvorlig bod. Også forbundets hovedkontor i København har pådraget sig organisationsansvar ved ikke på fællesmødet den 5. april 1993 at tage afstand fra Sven Erik Christensens udtalelser.
Indklagede har fortsat erkendt, at arbejdsnedlæggelsen den 24.- 25. februar 1993 var overenskomststridig, men har gjort gældende, at klagerne ikke har godtgjort, at der var tale om temponedsættelse. Hvis det lægges til grund, at der har været temponedsættelse, har den alene fundet sted under operationerne med kranen og alene i marts måned, da der ikke var noget at lave efter flytningen af skibene til Holland. Det er heller ikke godtgjort, at en eventuel temponedsættelse har haft systematisk sammenhæng med arbejdsnedlæggelsen. Arbejderne fik først den 25. februar 1993 kendskab til den voldgiftskendelse, der gik dem imod, og da forbundet i Arbejdsretten erkendte, at der var tale om overenskomststridig temponedsættelse, skete det på grundlag af Danbors opgørelse af 11. marts 1993, der senere viste sig at være behæftet med stor usikkerhed. Det er i lyset heraf, Sven Erik Christensens udtalelse skal ses, og der kan derfor ikke blive tale om nogen bod. Tværtimod har Danbors løntilbageholdelse været overenskomststridig, og hvis en løntilbageholdelse har været berettiget, kunne den i hvert fald ikke ske over for alle arbejdere, men kun over for dem, der beviseligt deltog i aktionen.
ARBEJDSRETTENS BEMÆRKNINGER
Den revisorattesterede opgørelse af produktiviteten, som Danbor foretog på grundlag af målingerne af antallet af løft i perioden fra den 2. til den 31. marts 1993, var renset for bulk, og det findes ubetænkeligt at lægge den til grund. Herefter og efter bevisførelsen i øvrigt, herunder indholdet af interviewet i Jyske Vestkysten den 1. april 1993, findes det godtgjort, at der både i denne periode og i perioden fra den 1. april til afstemningen den 3. maj 1993 fandt en temponedsættelse sted, ligesom det - når også henses til oplysningerne om arbejdspladsens størrelse og arbejdets fordeling blandt arbejderne - findes godtgjort, at alle 22 arbejdere deltog i nedsættelsen.
Temponedsættelsen indledtes tirsdag den 2. marts 1993, efter at der havde været arbejdsnedlæggelse fra onsdag den 24. februar til torsdag den 25. februar 1993, og det må på baggrund af tidspunktet for afsigelsen af den voldgiftskendelse, der gik arbejderne imod, og de udtalelser, som Sven Erik Christensen ubestridt fremsatte til pressen den 1. april 1993, lægges til grund, at aktionen skete samlet og systematisk med det formål at opnå et andet lønsystem. Klagernes påstand om, at de indklagede arbejdere skal betale en bod for hver time, de har deltaget i arbejdsnedlæggelsen og temponedsættelsen, tages derfor til følge. Boden for arbejdsnedlæggelsen fastsættes til 27 kr. pr. time, mens den for temponedsættelsen skønsmæssigt fastsættes til 40% af dette beløb, eller til 10,80 kr. pr. time fra den 2. marts 1993 til og med den 18. marts og til 18,80 kr. efter pålæggets meddelelse fra den 19. marts 1993 til den 3. maj 1993.
Det følger af det anførte, at Danbor Service A/S var berettiget til at foretage delvis tilbageholdelse af arbejdernes løn, og da løntilbageholdelsen ikke gik ud over, hvad der under de foreliggende omstændigheder var rimeligt, tages klagernes påstand om frifindelse over for de indklagedes selvstændige påstand til følge.
Sven Erik Christensens udtalelser til Jyske Vestkysten den 1. april 1993, hvis rigtighed som nævnt ikke er blevet bestridt, var af en sådan karakter, at de fremstod som en støtte til arbejdernes temponedsættelse, der da også fortsatte i mere end 1 måned derefter. Også de udtalelser, næstformanden, Jens Erik Christensen, fremkom med til Børsen den 4. maj 1993, bestyrker opfattelsen af, at den indklagede SiD afdeling i Esbjerg ikke blot har undladt at gøre, hvad der med rimelighed måtte forventes for at hindre temponedsættelsen, der var erkendt overenskomststridig, men har bidraget til dens fortsættelse. Afdelingen har derfor begået brud på Hovedaftalens § 2, stk. 4, og pålægges en bod på 50.000 kr.
Det findes ikke bevist, at Specialarbejderforbundet i Danmark, København, har gjort sig delagtig i afdelingens overenskomststridige forhold, og de indklagedes frifindelsespåstand tages derfor til følge for så vidt angår denne del af klagernes påstand.
T h i k e n d e s f o r r e t
De indklagede medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark skal hver til Dansk Arbejdsgiverforening betale en bod på 27 kr. for hver time, de har deltaget i arbejdsnedlæggelsen fra den 24. til den 25. februar 1993.
De indklagede medlemmer af forbundet skal hver til Dansk Arbejdsgiverforening betale en bod på 10,80 kr. for hver time, de har deltaget i temponedsættelsen i dagene fra den 2. til den 18. marts 1993, og 18,80 kr. for hver time, de har deltaget i dagene fra den 19. marts til den 3. maj 1993.
SiD Transport, Esbjerg, skal til Dansk Arbejdsgiverforening betale en bod på 50.000 kr.
Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service for Danbor Service A/S frifindes for de indklagedes påstand om bod.
Specialarbejderforbundet i Danmark frifindes for klagernes påstand om bod.
De indklagede skal betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.331-32, s.501 ff. Vedr. størrelsen af bod for temponedsættelse: K.91.253 (A 1992, s.77), K.91.213 (A 1992, s.57, K.10.445 (A 1985, s.137). Vedr. organisationsansvar for afdelingsformandens udtalelser: AD 10.191 (A 1984, s.153).
Systematisk sammenhæng mellem arbejdsnedlæggelse og temponedsættelse.
Bod for afdelingsformands udtalelser til dagblad.
Et antal havnearbejdere etablerede i ca. 1 døgn en arbejdsnedlæggelse. På fællesmøde erkendte man fra arbejdstagerside, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig.
På mødet gjorde man fra arbejdsgiverside gældende, at der efter ophøret af arbejdsnedlæggelsen var etableret en overenskomststridig temponedsættelse. Fra arbejdstagerside fandt man ikke dette dokumenteret, men man gav tilsagn om at pålægge arbejderne at normalisere arbejdet, såfremt en temponedsættelse foregik. På et forberedende retsmøde 11/3-93 erkendte arbejdstagersiden, at der foregik overenskomststridig temponedsættelse, og man gav tilsagn om at pålægge arbejderne at normalisere arbejdet. Under et nyt forberedende retsmøde den 18/3-93 erklærede lønmodtagerorganisationerne, at man nu ville give sine medlemmer ubetinget pålæg om straks at normalisere arbejdet. Imidlertid fortsatte temponedsættelsen, og sagen blev påny behandlet i Arbejdsretten 25/3-93. I et interview i et større lokalt dagblad 1/4-93 udtalte vedkommende afdelingsformand, at en undersøgelse ikke tydede på nogen temponedsættelse, men han tilføjede, at hvis det var tilfældet, var det fordi der var indført en ny måde at laste på. Først efter en afstemning blandt arbejderne den 3/5-93 blev arbejdet normaliseret. Arbejdsretten fandt det - bl. a. ved revisorattesterede opgørelser af produktiviteten og interviewet med afdelingsformanden - godtgjort, at der havde fundet temponedsættelse sted, og at der var systematisk sammenhæng mellem temponedsættelsen og arbejdsnedlæggelsen. Boden for arbejdsnedlæggelsen blev takstmæssigt fastsat til 27 kr. pr. time, mens der for temponedsættelsen skønsmæssigt blev fastsat en bod på 40 % af dette beløb, d.v.s. 10,80 kr. pr time, forhøjet til 18,80 kr.
efter pålæggets meddelelse under det forberedende retsmøde i Arbejdsretten den 18/3-93. En i anledning af temponedsættelsen iværksat lønreduktion fandtes berettiget. Der idømtes vedkommende afdeling af fagforbundet en bod på 75.000 kr., for afdelingsformandens udtalelser i interviewet, idet disse fremstod som en støtte til arbejdernes temponedsættelse, og fordi afdelingen fandtes ikke blot havde undladt at gøre, hvad der med rimelighed måtte forventes for at hindre temponedsættelsen, men også havde bidraget til dens fortsættelse, jf. Hovedaftalens § 2, stk. 4. Derimod fandtes det ikke godtgjort, at forbundet havde gjort sig delagtig i afdelingens overenskomstbrud.