Hovedaftalens § 7, stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Konfliktvarsel.(* 1) (* 2) Dansk Vagt-Forbund (advokat Christian Harlang) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening for Cerberus A/S (Advokat Vagn Marquardt) Dommere: Svend Askær, Jørgen Ulrik Brink, Søren Dalmark, Leif Dolleris, Carsten Holm, Erik Kjærgaard, Per Sørensen (retsformand).

Hovedaftalens § 7, stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Konfliktvarsel.(* 1) (* 2) Dansk Vagt-Forbund (advokat Christian Harlang) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening for Cerberus A/S (Advokat Vagn Marquardt) Dommere: Svend Askær, Jørgen Ulrik Brink, Søren Dalmark, Leif Dolleris, Carsten Holm, Erik Kjærgaard, Per Sørensen (retsformand).

Sagens problem er, om vagtselskabet Cerberus A/S gyldigt har frigjort sig fra en overenskomst med Dansk Vagt-Forbund gennem en frigørelseskonflikt.

PÅSTANDE

Klageren, Dansk Vagt-Forbund har nedlagt påstand om, at indklagede Dansk Arbejdsgiverforening for Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening for Cerberus A/S, skal anerkende, at den pr. 1. maj 1993 varslede lockout ikke er lovligt etableret og at den mellem parterne d. 11. maj 1989 indgåede overenskomst fortsat er gældende.

Endvidere skal indklagede tilpligtes at betale en alvorlig bod til klageren.

Indklagede, har påstået frifindelse.

SAGSFREMSTILLING

I 1990 købte det indklagede selskab Alarmgruppens Vagtselskab A/S, der ikke var medlem af Dansk Arbejdsgiverforening, men som havde en overenskomst med klageren. I overenskomsten hed det blandt andet

»§ 1 OVERENSKOMSTOMRÅDE

Overenskomsten omfatter al vagt- og sikkerhedsarbejde i firmaet. Herunder alarmstationsarbejde og udkørsel til alarmer i funktion.

Arbejde på dette overenskomstområde, kan alene udføres af andre end dem i par. 2.2. nævnte, ved skriftlig aftale mellem overenskomstparterne. Dette gælder også ved brug af andre vagtvirksomheder.«

Ifølge overenskomstens § 2, stk. 2, skulle de ansatte være medlem af Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Fagforening (en fagforening under Dansk Vagt-Forbund), og ifølge § 2, stk. 5, skulle selskabets opsigelse af en medarbejder ske med 5 måneders varsel, hvis den pågældendes anciennitet var 8 år og 7 måneder, og med 6 måneders varsel, hvis ancienniteten var højere.

I § 22 hed det

»Denne overenskomst træder i kraft 1. marts 1989 og er

gældende indtil en af parterne, i henhold til de til enhver tid gældende regler, opsiges til ophør, dog tidligst til 1. marts 1991.

Overenskomsten løber videre indtil ny er underskrevet af begge parter, eller konflikt er etableret efter gældende regler.«

Ved skrivelse af 27. november 1990 til klageren opsagde indklagede overenskomsten, idet det i skrivelsen tilføjedes, at indklagede havde besluttet at søge medlemskab i Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening.

Ved skrivelse af 29. november 1990 opsagde også klageren overenskomsten. I skrivelsen hed det

»I henhold til overenskomstens regler, opsiges den hermed med 3 måneders varsel, med virkning fra den 28.02.1991.

Ændringsforslag til fornyelse af overenskomsten m.v. vil blive fremsendt efter aftale.

Forhandlingsmøde kan aftales med vort kontor.«

Overenskomsten blev ikke genforhandlet under overenskomstforhandlingerne i 1991, hvorfor den løb videre i henhold til § 22. Den 6. april 1992 sendte Dansk Arbejdsgiverforening følgende lockoutvarsel til klageren

»For at opnå en forenkling af overenskomstforholdene for virksomheden Cerberus A/S, der er medlem af Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening, skal vi meddele, at Dansk Arbejdsgiverforening til varetagelse af sit medlems interesser agter at forelægge en kompetent forsamling forslag om iværksættelse af arbejdsstandsning over for medlemmer af Dansk Vagtforbund i det omfang og fra det tidspunkt, som vor kompetente forsamling måtte beslutte.«

Den 10. april 1992 protesterede klageren mod varslet under henvisning til arbejdsretslovens § 9, og efter at sagen havde været drøftet på et møde mellem parterne den 15. juni 1992, tilbagekaldte indklagede varslet ved skrivelse af 28. oktober 1992. I skrivelsen hed det

»På et møde den 15. juni 1992 i Dansk Arbejdsgiverforening drøftedes lovligheden af et af DA den 6. april 1992 afsendt 1. lockoutvarsel vedrørende medlemmer af Dansk Vagt-Forbund ansat hos Cerberus A/S.

På mødet, hvor der ikke opnåedes enighed, anførte De, at overenskomsten mellem Dansk Vagt-Forbund og Cerberus A/S ikke kunne anses for omfattet af Hovedaftalen, og at varsling af lockout derfor ikke lovligt kunne ske i henhold til Hovedaftalens regler.

DA fastholdt derimod, at afgivelsen af lockoutvarslet kunne ske i henhold til Hovedaftalens regler.

Dansk Vagt-Forbund har tidligere i forbindelse med et møde den 30. april 1992 i AHTS gjort gældende, at overenskomstens § 22, hvoraf det fremgår, at »overenskomsten løber videre, indtil ny er underskrevet af begge parter, eller konflikt er etableret efter gældende regler«, må forstås således at frigørelseskonflikt skal varsles under respekt af de individuelle opsigelsesvarsler.

Uanset at vi fortsat er af den opfattelse, at DA lovligt vil kunne varsle konflikt efter Hovedaftalens regler, har vi besluttet at handle i overensstemmelse med Dansk Vagt-Forbunds opfattelse, jf. ovenfor. Vi skal således ved nærværende skrivelse tilbagekalde det den 6. april 1992 fremsendte 1. lockoutvarsel. En frigørende konflikt vil herefter blive varslet under respekt af de individuelle opsigelsesvarsler, jf. skrivelse af d.d.'

Samme dag sendte indklagede et nyt lockoutvarsel til klageren. I denne skrivelse hed det blandt andet

»...... at vi ønsker frigørelse fra nævnte overenskomst og samtlige dertil knyttede aftaler.

Med henblik herpå varsles der herved lockout over for samtlige medlemmer af Dansk Vagt-Forbund beskæftiget hos Cerberus A/S og omfattet af overenskomsten mellem virksomheden og Dansk Vagt-Forbund til ikrafttræden den 1. maj 1993 ved døgnets begyndelse.«

Den følgende dag sendte indklagede en opsigelse til alle medarbejdere, der var omfattet af lockouten. I opsigelsen henvistes til, at indklagede havde besluttet at respektere klagerens krav om, at en lockout skulle varsles med respekt af de individuelle opsigelsesvarsler, og det blev understreget, at de af lockouten omfattede medarbejderes ansættelsesforhold blev varslet til endeligt ophør med udgangen af april 1993, idet lockouten trådte i kraft den 1. maj ved døgnets begyndelse.

I en efterfølgende orientering til medlemmerne skrev Vagtfunktionærernes Faglige Klub blandt andet

»Efter flere forgæves forsøg, sidst ved at forsøge at »snyde sig til det«, har CERBERUS/DA nu besluttet sig for ikke at fortsætte efter Hovedaftalen, men efter de regler som forbundet hele tiden har fortalt var de rigtige.

Det betyder, at DA har trukket det oprindelige lockoutvarsel tilbage, og i stedet sendt et nyt lockoutvarsel hvor de meddeler, at de vil opsige alle de ansatte vagtfunktionærer til udløbet af april 1993.

Der er samtidig fra firmaet sendt opsigelse til hver enkelt, hvor man bliver opsagt med virkning fra udløbet af april måned 1993.

At benytte denne fremgangsmåde er den korrekte, hvorfor der ikke kan siges noget til den, bortset fra, at man også har opsagt tillidsmand, stedfortræder og sikkerhedsrepræsentanterne, hvilket ikke kan lade sig gøre, da de alle er uopsigelige i.h.t. tillidsmandsbeskyttelsen i overenskomsten. Forbundet vil derfor protestere over disse opsigelser.'

Den 25. april 1993 indrykkede indklagede en annonce i Søndagsavisen, hvori der søgtes vagtfunktionærer til omgående tiltrædelse med løn i henhold til overenskomst mellem Dansk Funktionærforbund og VABA (Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening), og i dagene fra den 2. til den 19. maj 1993 ansatte indklagede 45 medarbejdere. Heraf havde 29 været ansat under den tidligere overenskomst, og af disse blev 1 ansat den 2. maj, 28 den 3. maj og 1 den 4. maj.

Forinden havde der den 30. april 1993 været afholdt et kort møde i Forligsinstitutionen, hvorunder klageren tilkendegav, at overenskomstens regler for varsling af lockout havde været overholdt bortset fra, at også tillidsmænd, stedfortrædere og sikkerhedsrepræsentanter var blevet opsagt.

FORKLARINGER

Henrik Falshøj, der er salgsdirektør i Cerberus, har forklaret, at Cerberus inden købet af Alarmgruppens Alarmselskab havde købt et andet vagtselskab, der var medlem af VABA og dermed af DA. Ledelsen ønskede derfor, at også det nye selskab skulle omfattes af brancheoverenskomsten med Dansk Funktionærforbund. Det var indklagedes opfattelse, at varsling af lockout skulle ske i overensstemmelse med Hovedaftalens regler, men da klageren fastholdt, at overenskomsten ikke var omfattet af Hovedaftalen, og at varslet skulle ske med respekt af de individuelle opsigelsesvarsler, opsagde indklagede for en sikkerheds skyld alle medarbejderne med 6 måneders varsel, også selv om kun få havde krav på et så langt varsel.

Steffen Stello, der er teknisk chef hos indklagede, har forklaret, at der var over 200, der reflekterede på annoncen i Søndagsavisen. Samtalerne med ansøgerne begyndte lørdag den 1. maj, og de første, der blev ansat, var ansøgere, der ikke havde været ansat under den gamle overenskomst. Grunden hertil var blandt andet, at de gamle medarbejdere først indgav deres ansøgninger den 1. maj og senere. Der skete helt ny ansættelse af alle ansøgere, og de gamle medarbejdere førte ikke anciennitet, der var oparbejdet under den gamle overenskomst, med sig over i den nye ansættelse.

Inden opsigelsesperiodens udløb blev alle de opsagte medarbejdere informeret om, at de skulle aflevere alt materiel senest 1 time før arbejdstids ophør den 30. april 1993, og denne besked blev også fulgt. Ved døgnets begyndelse den 1. maj 1993 var ingen af de opsagte medarbejdere på arbejde i virksomheden. For at kunne opfylde de kontraktsmæssige forpligtelser over for forbundene, måtte indklagede derfor trække på bistand fra konkurrerende vagtvirksomheder, der i dagene op til den 1. maj havde erklæret sig indforstået med at træde til, når der opstod problemer. Den gamle overenskomst var udløbet, hvorfor dens forbud mod anvendelse af andre vagtvirksomheder uden skriftlig aftale ikke gjaldt længere.

PARTERNES ARGUMENTER

Klageren har gjort gældende, at indklagede ikke gyldigt har frigjort sig fra den gamle overenskomst, fordi lockouten ikke var gyldigt varslet. Henvisningen i overenskomstens § 22 til »de til enhver tid gældende regler« indebærer, at Hovedaftalen ikke gælder, og at en »lockout« derfor kun kan etableres ved, at der sker en gyldig individuel opsigelse af hver enkelt medarbejder. Uanset at alle medarbejdere har fået 6 måneders opsigelsesvarsel, er en sådan gyldig opsigelse ikke sket, fordi indklagede ikke har iagttaget bestemmelserne i §§ 23 b-c i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring. Ifølge disse bestemmelser skal der inden en vis frist gives vedkommende arbejdsmarkedsnævn underretning om påtænkte afskedigelser af større omfang. Baggrunden herfor er blandt andet, at virksomheder af en vis størrelse, som påregner sådanne afskedigelser, skal indlede forhandlinger med repræsentanter for lønmodtagerne på virksomheden, og at den offentlige myndighed skal kunne benytte varslingsfristen til at søge løsninger på de problemer, som afskedigelserne rejser.

Klageren har endvidere gjort gældende, at lockouten ikke på noget tidspunkt har været effektiv. Indklagede havde allerede før opsigelsesperiodens udløb indgået aftale med andre vagtvirksomheder om udførelse af arbejdet, og efter den 30. april 1993 genansatte indklagede en meget stor del af de tidligere medarbejdere. Ikke mindst takket være genansættelserne gik indklagede forberedt ind i konflikten, der derved ikke blev mærkbar eller indebar nogen risiko for indklagede. Hvis en arbejdsgiver kan frigøre sig fra en overenskomst ved en sådan fremgangsmåde, vil overenskomstsystemet blive undergravet.

Indklagede har gjort gældende, at varslingen af lockoutet var gyldig. Overenskomstens § 22 indebar, at indklagede kunne komme ud af overenskomstforholdet ved en frigørelseskonflikt, jf. Hovedaftalens § 7, stk. 2. Der var ikke tale om individuelle opsigelser, der forudsatte overholdelse af alle regler herom, men om opsigelser, der i overensstemmelse med klagerens ønske skete med respekt af de individuelle opsigelsesvarsler. Bestemmelserne i kapitel 5a i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring finder derfor ikke anvendelse, jf. lovens § 23a, stk. 5. Hertil kommer, at klageren ikke på noget tidspunkt i varslingsperioden på 6 måneder bestred lovligheden af lockoutvarslet. Indklagede har således ikke overholdt protestfristen i arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 3, og har derfor fortabt retten til at bestride varslingens gyldighed.

For så vidt angår spørgsmålet, om lockouten var effektiv, har indklagede anført, at samtlige 61 medarbejdere blev opsagt og også reelt var fratrådt, da overenskomsten bortfaldt ved døgnets udløb den 30. april 1993. Annonceringen efter medarbejdere den 25. april 1993 resulterede i ca. 200 ansøgninger fra såvel kendte som ukendte arbejdstagere, og indklagede var således ikke henvist til at anvende nogen af de tidligere medarbejdere. På nær en enkelt blev tidligere medarbejdere først ansat den 3. maj og senere, og det skete gennem nyansættelser på ændrede vilkår og uden overførsel af anciennitet. I tiden umiddelbart efter overenskomstens bortfald var indklagede nødt til at lade arbejdet udføre af ledende medarbejdere og - i et vist omfang - af konkurrerende selskaber og underentreprenører. Også dette illustrerer, at lockouten var effektiv, idet indklagede risikerede dels, at virksomheden ikke kunne overholde sine kontraktslige forpligtelser, dels at miste kunder til andre virksomheder.

ARBEJDSRETTENS BEMÆRKNINGER

Ifølge overenskomstens § 22 kunne overenskomsten opsiges i henhold til de til enhver tid gældende regler, og den løb ikke videre efter etableringen af en konflikt efter gældende regler. Der er enighed mellem parterne om, at indklagede kun kunne komme ud af overenskomsten med klageren ved en frigørelseskonflikt. Der er således tale om en kollektiv arbejdskonflikt, der ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 23a, stk. 5, ikke er omfattet af bestemmelserne i lovens kapitel 5a, og dette ændres ikke af, at indklagede - efter ønske fra klageren - har meddelt hver enkelt medarbejder opsigelse med det længste varsel.

Ved indklagedes opsigelser i oktober 1992 ophørte ansættelsesforholdet for alle medarbejdere, der var omfattet af overenskomsten med klageren, og de pågældende medarbejdere fratrådte også reelt inden udløbet af døgnet den 30. april 1993, idet virksomhedens udførelse af vagtarbejdet derefter skete ved hjælp af konkurrerende virksomheder og af nye og tidligere medarbejdere, efterhånden som de blev ansat. Desuden blev de 29 tidligere medarbejdere ansat på andre vilkår og uden overførsel af anciennitet. Under disse omstændigheder må der gives indklagede medhold i, at indklagede ved en lovligt varslet frigørelseskonflikt har frigjort sig fra overenskomsten med klageren.

Indklagedes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening for Cerberus A/S, frifindes.

Klageren, Dansk Vagt-Forbund, skal betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.119 ff.

Frigørelseskonflikt lovligt iværksat.

Et selskab S1 købte i 1990 selskabet S2, der ikke var medlem af DA, men som havde overenskomst med klageren. Denne overenskomst bestemte bl. a., at den efter opsigelse løb videre, indtil ny overenskomst var indgået eller konflikt »etableret efter gældende regler«. Ved skrivelse af 27/11-90 opsagde S1 overenskomsten og meddelte samtidig, at man havde besluttet sig til at søge medlemskab i Vagt- og Alarmbranchens arbejdsgiverforening under DA. 29/11-90 opsagde også klageren overenskomsten. 6/4-92 sendte DA lock-outvarsel til klageren. 10/4-92 protesterede klageren mod varslet, der var afgivet efter Hovedaftalens regler, idet man gjorde gældende, at dette ikke var lovligt. 28/10-92 tilbagekaldte DA varslet og varslede samme dag påny lock-out pr. 1/5-93, nu således, at man sendte en opsigelse til alle medarbejdere, der var omfattet af lock-outen, under iagttagelse af de individuelle opsigelsesvarsler. For Arbejdsretten nedlagde klageren påstand om, at lock-outen ikke var lovligt varslet, idet arbejdsgiveren ikke havde iagttaget §§23 b-c i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Klageren gjorde endvidere gældende, at lock-outen ikke havde været effektiv, idet en del af de lock-outede medarbejdere efter den 30/4-93 var blevet genansat. Arbejdsretten fastslog, at der var tale om en kollektiv arbejdskonflikt, som i følge arbejdsløshedsforsikringslovens §23a, stk. 5 ikke er omfattet af bestemmelserne i lovens § kapitel 5a, og dette ændredes ikke af, at indklagede - efter ønske fra klageren - havde meddelt hver enkelt medarbejder opsigelse med det længste varsel. Arbejdsretten udtalte endvidere, at ansættelsesforholdet ophørte for alle medarbejdere, der var omfattet af overenskomsten, ved opsigelserne i oktober 1992, og de pågældende medarbejdere fratrådte også reelt inden udløbet af døgnet 30/4-93, idet virksomhedens udførelse af vagtarbejdet derefter skete ved hjælp af konkurrerende virksomheder og af nye og tidligere medarbejdere, efterhånden som de blev ansat. Desuden blev de 29 tidligere medarbejdere ansat på andre vilkår og uden overførsel af anciennitet. Under disse omstændigheder fandtes indklagede ved en lovligt varslet frigørelseskonflikt at have frigjort sig fra overenskomsten med klageren.