Legislator Case Law & Legislation
U19930361013 DK

Bod 2.3.2. Tillidsrepræsentant. (* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund og Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Epoke Production A/S, Askov (advokat Henrik Uldal). Dommere: Marie Louise Andreasen (retsformand), Peter Andersen, Brink, Arnold Hansen, Steen A. Rasmussen, Sløk og Westergaard.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1993 3610 Valid

Bod 2.3.2. Tillidsrepræsentant. (* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund og Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Epoke Production A/S, Askov (advokat Henrik Uldal). Dommere: Marie Louise Andreasen (retsformand), Peter Andersen, Brink, Arnold Hansen, Steen A. Rasmussen, Sløk og Westergaard.

Under sagen er der rejst spørgsmål, om et overarbejde i ugerne 47-50 - d.v.s. fra den 9. november til den 13. december 1992 - på virksomheden Epoke Production A/S fulgte reglerne i § 12 i overenskomsten mellem Industriens Arbejdsgivere og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark, der har dette indhold

»§ 12 Overarbejde

Stk. 1

Organisationerne er enige om, at overarbejde så vidt muligt bør undgås, men at der kan forekomme forhold, der nødvendiggør overarbejde af hensyn til virksomhedens drift eller rettidig færdiggørelse af indgåede ordrer, forpligtelser etc.

Stk. 2

Omfanget af overarbejde bør som regel ordnes mellem arbejdsgiverens repræsentant og den enkelte arbejder personligt under hensyn til vedkommende arbejdssteds særlige og den enkelte arbejders personlige forhold.

Den enkelte arbejder må - udover 37 præsterede arbejdstimer pr. uge - ikke udføre mere afspadseringsfrit overarbejde end 12 timer i alt i fire på hinanden følgende uger.

Den enkelte arbejder kan ikke systematisk nægte at påtage sig overarbejde.

Tillidsmanden holdes orienteret om overarbejdets omfang.

Stk. 3

Når tvingende grunde foranlediger det, kan virksomhedens ledelse og tillidsmanden i forening lokalt give tilladelse til udførelse af overarbejde ud over den i stk. 2 angivne grænse. .........«

PARTERNES PÅSTANDE

Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund og Specialarbejderforbundet i Danmark, har nedlagt påstand om, at indklagede ved at iværksætte det pågældende overarbejde har brudt gældende overenskomsts § 12, og at indklagede skal betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til Dansk Metalarbejderforbund og Specialarbejderforbundet i Danmark.

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Epoke Production A/S, har påstået frifindelse.

SAGSFREMSTILLING

Virksomheden Epoke Production A/S fremstiller materiel navnlig til glatførebekæmpelse og har ca. 150 ansatte i produktionen.

På grund af en forventning om lavere ordreindgang opsagde virksomheden den 23. oktober 1992 18 medarbejdere, hvoraf 12 skulle fratræde den 13. november og 6 den 11. december 1992.

Ordrebeholdningen var da på ca. 18 mio.kr., hvoraf en ordre på saltspredere til Italien udgjorde de 5 mio.kr. Arbejdet med denne ordre gik ikke så hurtigt som planlagt, og ledelsen ønskede, for at gøre forsinkelsen så lille som mulig, at få medarbejderne til at arbejde over i nogle uger.

Fællestillidsmand Kaj Sørensen blev derfor kontaktet, og på et møde den 13. november 1992 og i tiden forud herfor blev det aftalt, at 7 medarbejdere fik udskudt deres fratræden fra den 13. november til den 11. december 1992.

På mødet den 13. november accepterede fællestillidsmanden, at overarbejde for nogle medarbejdere på mere end 12 timer inden for 4 på hinanden følgende uger var nødvendigt for, at virksomheden i videst muligt omfang kunne leve op til indgåede forpligtelser. Han fastholdt, at det var ønskeligt, at alle opsigelser blev udskudt, idet det ellers hos medarbejderne kunne blive vanskeligt at skabe forståelse for nødvendigheden af at arbejde over. Virksomheden afviste dette og mente ikke, at udskydelse af fratrædelsestidspunktet for de sidste 5 medarbejdere ville påvirke omfanget af overarbejde. Det aftaltes herefter, at virksomheden skulle varsle de berørte medarbejdere til overarbejde, og at tillidsmanden skulle anbefale dets gennemførelse.

Fra den 13. november kl. 12.30 blev der på virksomheden etableret en overenskomststridig kollektiv arbejdsnedlæggelse og overarbejdsvægring, og ved et fællesmøde den 16. november blev overenskomststridigheden erkendt af arbejdstagerne, der oplyste, at forholdene var udløst af, at virksomheden ikke ville udsætte afskedigelser, og derved selv havde bragt sig i en situation, hvor der opstod behov for overarbejde.

Der blev herefter udført overarbejde med op til 19 timer ugentlig for den enkelte medarbejder og i alt 557 timer af 61 medarbejdere i uge 47, 704 timer af 87 medarbejdere i uge 48, 275 timer af 52 medarbejdere i uge 49 og 158 timer af 35 medarbejdere i uge 50. Overarbejdet blev til dels udført i afdelinger, hvor de 5 medarbejdere, der fratrådte den 13. november, havde arbejdet.

Efter en lokal forhandling den 17. november skrev virksomheden den 19. november til medarbejderne og forklarede baggrunden for overarbejdet og appellerede til, at det blev gennemført.

Der blev i sagen holdt fællesmøde den 24. november 1992 og forberedende retsmøde i Arbejdsretten den 3. december 1992.

FORKLARINGER

Kaj Sørensen har blandt andet forklaret, at han har arbejdet i virksomheden i 27 år, har været tillidsmand i ca. 20 år og fællestillidsmand i ca. 7 år.

Det var hans og de øvrige medarbejderes opfattelse, at de 5, der fratrådte den 13. november, godt kunne have lavet noget af det arbejde, der blev udført som overarbejde, eller at der kunne være foretaget en midlertidig omplacering af arbejderne, således at en del af overarbejdet kunne være undgået.

Hvis han havde været klar over, at der for nogle medarbejdere blev tale om 40-50 timers overarbejde, ville han ikke som tillidsmand have godkendt overarbejdet.

Han mener, at han tydeligt protesterede mod overarbejdet, man han har dog underskrevet mødereferaterne, hvor der kun er brugt udtrykket, at han fandt det ønskeligt, at afskedigelserne i stedet blev udskudt.

Arbejdstagernes protest mod omfanget af overarbejdet fremgår også af referatet fra fællesmødet den 24. november, hvor der henvises til overenskomstens § 12, stk. 1.

Preben Jørgensen har blandt andet forklaret, at han har været direktør på virksomheden siden februar 1989.

Det var nogle ændringer, som de italienske købere af saltspredere kom med i august-september, som medførte en kritisk situation, da maskinerne naturligvis skulle leveres før vintersæsonen. Dette blev lysende klart i november.

Da virksomheden i begyndelse af uge 46 orienterede tillidsmændene om omfanget af det ønskede overarbejde, mødte man som sædvanlig forståelse, selvom tillidsmændene foretrak, at samtlige afskedigelser blev udskudt.

Det havde også været det billigste for virksomheden at få arbejdet udført i normal arbejdstid, men ledelsen mente, at det var umuligt at bruge uerfarne folk til arbejdet, og maskinkapaciteten satte grænser for, hvor mange der kunne være beskæftiget på samme opgave.

Man vurderede for hver enkelt af de 5 først afskedigede, om de - eventuelt ved rokeringer - kunne erstatte overarbejdet, men det var ikke muligt. Behovet for overarbejde blev forøget ved arbejdsnedlæggelserne.

PARTERNES ARGUMENTER

Klagerne har til støtte for påstandene gjort gældende, at overarbejdet i de uger, sagen drejer sig om, har haft et betydeligt omfang. Efter hele sagsforløbet må det have stået virksomheden klart, at medarbejderne ikke ville acceptere dette samtidig med afskedigelserne, og at virksomheden derfor ikke med rette kunne lægge til grund, at fællestillidsmanden gav tilladelse til overarbejdet, medmindre alle afskedigelserne blev udskudt. Det er i øvrigt ikke sandsynliggjort, at de 5 medarbejdere, der fratrådte den 13. november, ikke direkte eller indirekte kunne have udført en del af det arbejde, der faktisk blev lavet som overarbejde.

De indklagede har heroverfor anført, at der var tvingende grunde til, at virksomheden måtte forlange overarbejde. Det må efter Preben Jørgensens forklaring lægges til grund, at arbejdet ikke kunne tilrettelægges således, at man kunne undgå nogen nævneværdig del af overarbejdet, ved at udskyde fratrædelsestidspunktet for de 5 først fratrådte medarbejdere.

Fællestillidsmanden havde uden forbehold og betingelser godkendt overarbejdet, og overenskomstens betingelser for at gennemføre det har derfor været opfyldt.

ARBEJDSRETTENS BEGRUNDELSE OG KONKLUSION

Som det underskrevne mødereferat fra den 13. november 1992 er formuleret, må det lægges til grund, at fællestillidsmanden uden at opstille særlige betingelser har godkendt det omstridte overarbejde som nødvendigt, jfr. overenskomstens § 12, stk. 3. Efter de forklaringer, der er afgivet, kan det ikke afvises, at det ville være umuligt for virksomheden at tilrettelægge arbejdet således, at man i stedet for overarbejdet eller en betydelig del heraf udskød fratrædelsen for de 5 medarbejdere, der holdt op den 13. november 1992.

Herefter er det ikke godtgjort, at overenskomstens betingelser for at gennemføre overarbejdet ikke var opfyldt, og de indklagede frifindes derfor.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Epoke Production A/S, frifindes.

I sagsomkostninger skal Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund og Specialarbejderforbundet i Danmark betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Dom 1993 3610 Valid

Virksomhed frifundet for brud på overenskomstbestemmelse om omfanget af overarbejde.

I følge overenskomsten måtte en arbejder ikke udføre mere afspadseringsfrit overarbejde end 12 timer i alt i 4 på hinanden følgende uger. Dog kunne virksomhedens ledelse og tillidsmanden i forening lokalt give tilladelse til udførelse af overarbejde udover denne grænse. På en virksomhed, der var omfattet af overenskomsten, var et antal medarbejdere blevet opsagt til senere fratræden på grund af forventning om lavere ordreindgang. Da det senere viste sig, at arbejdet med en enkelt større ordre ikke gik så hurtigt som planlagt, aftalte virksomheden med fællestillidsmanden, at 7 af de opsagte medarbejdere fik deres fratræden udskudt i ca. en måned. Samtidig accepterede fællestillidsmanden, at overarbejde for nogle medarbejdere ud over den i overenskomsten fastsatte grænse var nødvendigt, for at virksomheden i videst muligt omfang kunne leve op til indgåede forpligtelser. Han fastholdt, at det var ønskeligt, at alle opsigelserne blev udskudt, men da virksomheden afviste dette, aftaltes det, at virksomheden skulle varsle de berørte medarbejdere til overarbejde, og at tillidsmanden skulle anbefale dets gennemførelse.

Virksomheden indklagedes for Arbejdsretten med påstand om, at den ved at iværksætte overarbejdet havde brudt overenskomsten, idet det blev gjort gældende, at virksomheden ikke med rette kunne lægge til grund, at fællestillidsmanden gav tilladelse til overarbejdet, med mindre alle afskedigelserne blev udskudt. Virksomheden blev frifundet, idet det, som det underskrevne mødereferat var formuleret, måtte lægges til grund, at fællestillidsmanden uden at opstille særlige betingelser havde godkendt det omstridte overarbejde som nødvendigt, lige som det ikke kunne afvises, at det ville være umuligt for virksomheden at tilrettelægge arbejdet således, at man i stedet for overarbejdet eller en betydelig del heraf udskød fratrædelsen for de 5 medarbejdere, der ikke havde fået deres afskedigelser udskudt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →