Kollektiv overenskomst 1. Tillidsrepræsentant. Ej opstået overenskomstforhold mellem virksomhed og fagforbund (* 1) (* 2) Dansk Vagt-Forbund (advokat Christian Harlang) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening for ISS Securitas A/S (advokat Helge Werner) Dommere: Jørgen Brink, Friis Christensen, Søren Dalmark, Poul Fl. Hansen, Carsten Holm, Nyløkke Jørgensen og Kardel (retsformand).
Statutory Text (3 Articles)
Kollektiv overenskomst 1. Tillidsrepræsentant. Ej opstået overenskomstforhold mellem virksomhed og fagforbund (* 1) (* 2) Dansk Vagt-Forbund (advokat Christian Harlang) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening for ISS Securitas A/S (advokat Helge Werner) Dommere: Jørgen Brink, Friis Christensen, Søren Dalmark, Poul Fl. Hansen, Carsten Holm, Nyløkke Jørgensen og Kardel (retsformand).
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt ISS Securitas A/S har forholdt sig således overfor Dansk Vagt-Forbund, at der siden dannelsen af Dansk Vagt-Forbund i januar 1988 er opstået overenskomstmæssige relationer mellem virksomheden og forbundet.
Dette gøres gældende af forbundet, som i konsekvens heraf har nedlagt følgende påstande
1. Den indklagede virksomhed tilpligtes at overholde de gældende tillidsmandsregler.
2. Den indklagede virksomhed tilpligtes at anerkende, at tillidsmand Victor Sten Pedersen fortsat er tillidsmand for region Fyn.
3. Den indklagede virksomhed tilpligtes at anerkende, at vægter Hans Hessellund er gyldig valgt og anmeldt tillidsmand for region Århus.
4. De indklagede arbejdsgiverorganisationer og den indklagede virksomhed tilpligtes, som følge af delagtighed i og brud på gældende tillidsmandsregler, hver at betale en alvorlig bod, hvis størrelse fastsættes nærmere af Arbejdsretten.
5. De indklagede arbejdsgiverorganisationer og den indklagede virksomhed tilpligtes at anerkende, at der i medfør af Arbejdsretslovens § 9, stk 1, nr. 4 foreligger kollektiv overenskomst mellem den indklagede virksomhed og Dansk Vagt-Forbund, jf. bilag 15-40.
6. De indklagede arbejdsgiverorganisationer og den indklagede virksomhed tilpligtes at anerkende, at det jf. påstand 5 nævnte overenskomstforhold mandag den 19. marts 1990 er ulovligt opsagt.
I replikken havde klageren, som tilføjelse til påstand 2, yderligere nedlagt påstand om, at 9 nærmere angivne tillidsmænd fortsat skulle anerkendes som tillidsmænd. Under domsforhandlingen blev det af de indklagede gjort gældende, at der var forskellige fejl i denne supplerende påstand, der herefter blev frafaldet af klageren, idet de indklagede gav tilsagn om at ville følge dommens resultat også for så vidt angår de personer, der var nævnt i den supplerende klage.
De indklagede har taget bekræftende til genmæle overfor påstand 1, men har har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Sagen er en udløber af den tvist mellem Dansk Vagt-Forbund og Dansk Funktionærforbund, der blev afgjort af Højesteret ved dom afsagt den 4. juni 1991, jfr. Ugeskrift for Retsvæsen 1991, side 624.
De nærmere omstændigheder i denne sag kan kort resumeres således
Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning var sammen med andre landssammenslutninger tilknyttet Dansk Funktionærforbund. I foråret 1987 blev der med Dansk Funktionærforbunds samtykke etableret strejke af offentligt ansat personale under Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning. Efter nogle underhåndsforhandlinger med det offentlige besluttede Dansk Funktionærforbunds hovedbestyrelse den 1. juli 1987 at bemyndige forretningsudvalget til at afslutte forlig. Et af forligsmanden fremsat mæglingsforslag blev forkastet ved urafstemning blandt de strejkende, men efter en kongres i Dansk Funktionærforbund blev forslaget vedtaget som forlig. På et i Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning afholdt delegeretmøde vedtoges - men ikke med den i Dansk Funktionærforbunds love krævede majoritet - en udmeldelse af Dansk Funktionærforbund. Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning dannede herefter den 25. januar 1988 sit eget forbund, Dansk-Vagt Forbund, og påstod under sagen blandt andet, at forbundet lovligt var udtrådt af Dansk Funktionærforbund. Ved Højesterets dom, der i så henseende var en stadfæstelse af Østre Landsrets dom af 30. juni 1989, fik forbundet ikke medhold i denne påstand.
ISS Securitas havde pr. 1. marts 1987 overenskomst med Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning. Overenskomsten kunne tidligst opsiges til den 1. marts 1991, medens overenskomstens betalingssatser kunne opsiges til den 1. marts 1989. Ifølge en tilføjelse til overenskomsten var parterne enige om efter overenskomstsituationens afslutning at optage drøftelse om de gældende protokollater, lokalaftaler, blivende bestemmelser og tjenestereglementer. De gældende tillidsmandsregler gik ud på, at tillidsmanden skulle vælges mellem de medarbejdere, der var fast beskæftiget i virksomheden: den pågældende skulle have arbejdet i virksomheden i mindst 1 år inden for de sidste 2 år. Valget var ikke gyldigt, før det var godkendt af Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning og meddelt virksomhedens ledelse. Denne meddelelse skulle ske hurtigst muligt, senest 14 dage efter valget, og eventuel indsigelse fra virksomhedens side mod det foretagne valg skulle være landssammenslutningen i hænde senest 14 dage efter modtagelse af meddelelse om valget.
Til belysning af sagen er der - som anført under påstand 5 - fremlagt et betydeligt bilagsmateriale. For perioden fra den 4. januar 1988 til den 28. november 1988 er der således fremlagt ialt 10 lokalaftaler vedrørende en række forskellige forhold. De er indgået mellem ISS Securitas A/S på den ene side og tillidsmænd, der efter det oplyste var medlemmer af Dansk Vagt-Forbund, på den anden side. Der er endvidere fremlagt en meddelelse af 1. juni 1988 fra virksomheden til tillidsmændene.
Den 2. december 1988 meddelte Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening Dansk Vagt-Forbund, at man havde modtaget en opsigelse blandt andet vedrørende betalingssatserne. I den anledning meddelte man, at man ikke kunne anerkende opsigelserne fra forbundets side, da det ikke var fastslået, om forbundet, udover at være forpligtet af de nævnte overenskomster, også var berettiget til at udøve partsbeføjelser som for eksempel opsigelse af overenskomstens betalingssatser.
I denne forbindelse har de indklagede yderligere henvist til oplysningerne i Arbejdsrettens dom af 18. august 1992 i sag nr. 89.370 (Arbejdsretligt Tidsskrift 1992, side 13), hvori er omtalt et fællesmødeprotokollat af 19. april 1988 i Dansk Arbejdsgiverforening i anledning af en af Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening rejst klage over, at et antal medlemmer af Dansk Vagt-Forbund, som var beskæftiget hos ISS Securitas A/S, Fyns afdeling, havde etableret en overenskomststridig kollektiv arbejdsnedlæggelse den 14. april 1988. I dette mødereferat var det anført, at arbejdsgiversiden erkendte, at Dansk Vagt-Forbund var forhandlingsberettiget for så vidt angår sine medlemmer, idet der dog blev taget forbehold for, om Dansk Vagt-Forbund er part i den gældende overenskomst, eller om Dansk Vagt-Forbund har selvstændigt krav på at forhandle en overenskomst. Man henviste i så henseende til den ved Østre Landsret verserende retssag mellem Dansk Funktionærforbund og Dansk Vagt-Forbund.
I marts 1989 opstod der problemer i anledning af, at Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening havde gennemført de såkaldte midtvejsforhandlinger med Dansk Funktionærforbund. I den anledning meddelte ISS Securitas A/S den 14. marts 1989, at man sammen med organisationerne på arbejdsgiverside havde den opfattelse, at Dansk Funktionærforbund måtte anses som rette lønmodtagerpart i de eksisterende overenskomster indgået i 1987, indtil det modsatte var godtgjort.
Den 21. februar 1990 meddelte Dansk Funktionærforbund ISS Securitas A/S, at virksomheden i det fremtidige samarbejde i koncernens samarbejdsudvalg alene måtte indkalde tillidsrepræsentanter valgt fra et LO-forbund.
Den 27. februar 1990 indgav klageren herefter klageskrift til Arbejdsretten.
Den 19. marts 1990 meddelte ISS Securitas A/S »at ISS bryder med Dansk Vagt-Forbund«, idet man anførte, at man havde overenskomst med Dansk Funktionærforbund, at en landsretsdom fra juni 1989 klart gav udtryk for, at Dansk Vagt-Forbunds udmeldelse af Dansk Funktionærforbund var ulovlig, og at der forelå en skriftlig henvendelse fra LO, der utvetydigt gjorde opmærksom på, at man anså det for overenskomststridigt at lade andre end LO-organiserede medlemmer deltage i samarbejdsudvalg m.v.
I tiden fra den 2. december 1988 indtil bruddet i 1990 har klageren dokumenteret, at der foreligger en del lokalaftaler, et forlig vedrørende en afskediget medarbejder, nogle dispensationer fra den faglige klub, en henvendelse vedrørende det såkaldte ERN-system, mødereferater vedrørende møder den 16. oktober og den 18. oktober 1989 og en tilkendegivelse fra arbejdstagersiden vedrørende den såkaldte vagtmanual. I alle disse tilfælde er det oplyst, at forhandlingerne er foretaget med tillidsmænd, der var medlem af Dansk Vagt-Forbund.
Omkring årsskiftet 1989/90 opstod der mellem parterne den tvist, der har givet sig udslag i klagerens påstand 2 og påstand 3.
Der er afgivet forklaring af vægter Jørgen Hansen og direktør Jens Ottosen-Støtt.
Jørgen Hansen har forklaret, at han har været ansat i virksomheden siden oktober 1973. Han blev tillidsmand den 1. april 1986 og senere fællestillidsmand for region Øst. Den 19. marts 1990 blev han fyret som tillidsmand. Nu er han formand for fællesklubben og i øvrigt medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem. I overenskomsten af 1987 var det forudsat, dels at der skulle udarbejdes manualer, dels at der hen ad vejen skulle udarbejdes lokalaftaler. Allerede i juni 1987 startedes forhandlingerne om, hvad der skulle med i manualen, men på grund af chefskifter i virksomheden tog det længere tid end ventet. I 1989 var der møder, blandt andet den 6. oktober og den 17. oktober, og den 4. januar 1990 blev der afholdt et afsluttende møde. Under ingen af møderne blev der taget forbehold om, at han ikke kunne repræsentere medarbejderne, selv om det var kendt, at han var medlem af Dansk Vagt-Forbund.
Jens Ottosen-Støtt har forklaret, at han blev ansat som direktør den 9. maj 1988. I virksomheden var man udmærket klar over, hvem der var medlemmer af Dansk Vagt-Forbund, idet det var kodet ind, således at der blev trukket kontingent til forbundet i lønnen. Han var heller ikke i tvivl om, at Jørgen Hansen var medlem af dette forbund. Baggrunden for reaktionen den 19. marts 1990 var en henvendelse fra LO om, at man alene kunne acceptere tillidsmænd med relation til LO, idet Dansk Funktionærforbund var den organisation, der havde overenskomst med virksomheden. Jørgen Hansen var lovlig valgt som tillidsmand, og så længe der ikke var rejst nogen indsigelse herimod, forhandlede man med ham. Der er fra virksomhedens side aldrig givet udtryk for, at man skulle anerkende Dansk Vagt-Forbund som overenskomstpart, tværtimod var det »et fast inventar«, at man under forhandlingerne gav udtryk for, at man ikke herved havde anerkendt forbundet.
Til støtte for klagen har klageren anført, at langt de fleste vægtere er medlem af Dansk Vagt-Forbund, der indtil højesteretsdommen anså sig som overenskomstpart. Uanset at Højesteret har fastslået, at der ikke er identitet mellem forbundet og Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning, kan forbundet dog alligevel have rettigheder som overenskomstpart, idet de er opstået ved, at virksomheden har behandlet tillidsmændene som faglige, stedlige repræsentanter for organisationen. Overenskomsten skal ses i sammenhæng med den manual og de lokalaftaler, der er forudsat i denne, og efter 1987 er forhandlingerne fortsat i 1988 og 1989 indtil bruddet i 1990. Den 2. december 1988 har Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening ganske vist givet udtryk for, at Dansk Vagt-Forbund ikke var forhandlingsberettiget, men allerede inden dette tidspunkt var der opstået et overenskomstforhold mellem ISS Securitas A/S og forbundet. Dette bestyrkes af, at forhandlingerne fortsatte i 1989. Virksomheden kan ikke »ride på 2 heste« i hele 1989 - ved på den ene side at fastholde, at forbundet ikke var forhandlingsberettiget og på den anden side forhandle med tillidsrepræsentanter fra forbundet. Virksomheden har, i hvert fald også formelt, erkendt dette, idet man selv har betegnet det, der skete den 19. marts 1990, som at man »bryder« med Dansk Vagt-Forbund.
De indklagede har anført, at ISS Securitas A/S har accepteret, at tillidsmændene var valgt i overensstemmelse med de gældende tillidsmandsregler, og virksomheden har ikke blandet sig i dette valg. Det har derfor været helt naturligt at forhandle med disse tillidsmænd indtil bruddet i marts 1990. I hvert fald den 2. december 1988 har virksomheden klart tilkendegivet, at man ikke betragter Dansk Vagt-Forbund som overenskomstpart, og under hensyn til at forbundet blev stiftet så sent som den 25. januar 1988, kan der ikke være opstået nogen stiltiende overenskomst eller noget overenskomstforhold mellem virksomheden og forbundet. Noget sådant må efter teori og praksis forudsætte et langt længere tidsrum. Dette gælder i ganske særlig grad i en situation som den foreliggende, hvor der foreligger overenskomst med et andet forbund. I øvrigt har de indklagede henvist til, at Dansk Arbejdsgiverforening allerede den 19. april 1988 klart tilkendegav arbejdsgiverorganisationernes holdning til Dansk Vagt-Forbund.
Arbejdsretten skal udtale
Den 2. december 1988 meddelte Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening Dansk Vagt-Forbund, at man ikke kunne anerkende nogle opsigelser fra forbundets side, da det ikke var fastslået, at forbundet også var berettiget til at udøve partsbeføjelser som for eksempel opsigelse af overenskomster. I hvert fald efter dette tidspunkt må det have stået forbundet klart, hvilken holdning arbejdsgiverorganisationerne havde til forbundet, der herefter ikke kan have haft nogen berettiget forventning om, at fortsatte forhandlinger med ISS Securitas A/S kunne skabe en overenskomstlignende situation med denne virksomhed. I perioden forud - nemlig fra dannelsen af Dansk Vagt-Forbund den 25. januar 1988 indtil den 2. december 1988 - har ISS Securitas i et vist omfang ført forhandlinger med tillidsmænd, der var medlemmer af Dansk Vagt-Forbund. Imidlertid må det lægges til grund, at de pågældende tillidsmænd var lovligt valgt, og der ikke i dette tidsrum har været rejst indsigelse mod deres virksomhed som tillidsmænd. Hertil kommer, at i tiden indtil Højesterets dom af 4. juni 1991 var spørgsmålet om, hvorvidt Dansk Vagt-Forbund var overenskomstpart, uafklaret. Under disse omstændigheder kan det ikke antages, at der er opstået noget overenskomstforhold mellem ISS Securitas A/S og Dansk Vagt-Forbund på grundlag af, at virksomheden i denne periode har ført forhandlinger med de pågældende tillidsmænd.
Som følge heraf frifindes de indklagede for de nedlagte påstande 2 - 6.
T h i k e n d e s f o r r e t
ISS Securitas A/S tilpligtes at overholde gældende tillidsmandsregler. I øvrigt frifindes de indklagede for klagerens påstande i nærværende sag.
I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal klageren betale 2.000 kr.
(* 1) Henvisninger: K.89.370 (A 1992, s.13) Højesteretsdom i UfR. 1991, s.624.
Fagforbundet V indklagede 27/2-90 virksomheden I for Arbejdsretten under nedlæggelse af en række påstande, der alle byggede på, at I siden dannelsen af V den 25/1-88 havde forholdt sig således over for V, at der var opstået overenskomstmæssige relationer mellem I og V. I havde siden dannelsen af V i et vist omfang ført forhandlinger med tillidsmænd, der var medlemmer af V. 2/12-88 meddelte I's arbejdsgiverforening V, at man ikke kunne anerkende Fagforbundet V indklagede 27/2-90 virksomheden I for Arbejdsretten under nedlæggelse af en række påstande, der alle byggede på, at I siden dannelsen af V den 25/1-88 havde forholdt sig således over for V, at der var opstået overenskomstmæssige relationer mellem I og V. I havde siden dannelsen af V i et vist omfang ført forhandlinger med tillidsmænd, der var medlemmer af V. 2/12-88 meddelte I's arbejdsgiverforening V, at man ikke kunne anerkende nogle opsigelser fra V's side, da det ikke var fastslået, at V også var berettiget til at udøve partsbeføjelser som f. eks.
opsigelse af overenskomster. Ved Højesterets dom af 4/6-91 blev det fastslået, at V ikke var lovligt udmeldt af Dansk Funktionærforbund Arbejdsretten udtalte, at det i hvert fald efter 2/12-88 måtte have stået V klart, hvilken holdning arbejdsgiverorganisationerne havde til V, der herefter ikke kunne have haft nogen berettiget forventning om, at fortsatte forhandlinger med I kunne skabe en overenskomstlignende situation med denne virksomhed. Det måtte lægges til grund, at de tillidsmænd, som I havde forhandlet med inden den 2/12-88, var lovligt valgt, og der var ikke indtil da rejst indsigelse mod deres virksomhed som tillidsmænd. Hertil kom, at spørgsmålet om, hvorvidt V var overenskomstpart, var uafklaret indtil højesteretsdommen af 4/6-91. Under disse omstændigheder kunne det ikke antages, at der var opstået noget overenskomstforhold mellem I og V på grundlag af, at I havde ført forhandlinger med de pågældende tillidsmænd.