Legislator Case Law & Legislation
U19930349513 DK

Forligsinstitutionen.(* 1) (* 2) Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for en række medlemsforeninger (advokat Merete Preisler) mod Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (konsulent Ulrik Jørgensen) Dommere: Arnold Hansen, Otto Hansen, Spang-Hanssen, Carsten Holm, Erik Nielsen, Per Sørensen (retsformand) og Westergaard.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1993 3495 Valid

Forligsinstitutionen.(* 1) (* 2) Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for en række medlemsforeninger (advokat Merete Preisler) mod Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (konsulent Ulrik Jørgensen) Dommere: Arnold Hansen, Otto Hansen, Spang-Hanssen, Carsten Holm, Erik Nielsen, Per Sørensen (retsformand) og Westergaard.

Sagens spørgsmål er, om Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet har været berettiget til den 1. april 1993 at afgive konfliktvarsel, fordi der ikke har kunnet opnås enighed mellem forbundet og Dansk Industri om den nærmere udformning af den arbejdsmarkedspensionsordning på en række overenskomstområder, der skulle være trådt i kraft pr. 1. januar 1993.

PÅSTANDE.

Klagerne, Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri, har nedlagt påstand om, at indklagede, Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet, skal anerkende at de konflikter, der varsledes ved skrivelser af 1. april 1993, er overenskomststridige.

Indklagede, Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet, har påstået frifindelse.

Forligsmandens mæglingsforslag af 16. marts 1991 indeholdt følgende bestemmelser om pension for så vidt angår overenskomstforhold, hvor der ikke var opnået enighed

»Med virkning senest fra 1. januar 1993 etableres en pensionsordning for ansatte under overenskomster, hvor kravet om en pensionsordning er rejst.

Formål.

Formålet med pensionsordningen er at sikre den ansatte og dennes eventuelle efterladte i tilfælde af den ansattes invaliditet, alderspensionering eller død.

Ordningens midler investeres med henblik på at opnå det størst mulige afkast under hensyntagen til betryggende sikkerhed og bevarelse af midlernes realværdi.

Investeringerne skal være bestemt af saglige, forretningsmæssige hensyn.

Personkreds.

Ansatte med 9 måneders anciennitet på overenskomstområdet er omfattet af pensionsordningen fra det fyldte 20 år. Anciennitetskravet bortfalder for lønmodtagere, der ved ansættelsen er omfattet af en arbejdsmarkedspension baseret på kollektiv overenskomst.

Der må ikke stilles helbredskrav ved indtræden i pensionsordningen.

Pensionsbidrag.

Pensionsbidraget udgør mindst 0,9 pct. af den ansattes ferieberettigede løn plus ferie- og søgnehelligdagsbetaling. Den ansatte betaler 1/3 af bidraget, arbejdsgiveren 2/3.

Ydelser.

Når pensionsordningen er fuldt udbygget, skal den omfatte livsvarig alderspension, livsvarig invalidepension og en midlertidig pensionsydelse til efterladte børn. Der skal være mulighed for at vælge supplerende ydelser og for at kapitalisere små pensionsbeløb.

Pensionsordningens udformning.

Den nærmere udformning af pensionsordningen, herunder organisationsform, ledelsesforhold, vedtægter, pensionsregulativ, ydelsesstruktur m.v. sker ved et udvalgsarbejde mellem de enkelte overenskomstparter med henblik på at etablere en pensionsordning, der harmonerer med og kan administreres sammen med ordninger vedtaget på beslægtede overenskomstområder.

Udvalgene består af 2 repræsentanter for hver overenskomstpart. Udvalgene kan, hvis parterne ønsker det, tiltrædes af repræsentanter for hovedorganisationerne.

Udvalgene skal afslutte arbejdet senest 1. december 1991.«

Med henblik på at gennemføre mæglingsforslagets bestemmelser blev der nedsat et teknisk udvalg, som imidlertid måtte konstatere, at der ikke kunne opnås enighed om etableringen af en pensionsmodel. Dansk Industri anbefalede, at de berørte lønmodtagere blev tilsluttet Industriens Pensionsforsikringsselskab A/S, og NNF anbefalede, at lønmodtagerne blev tilsluttet den pensionskasse, der er stiftet i samarbejde med Den danske bagerstands Fællesorganisation samt enkeltstående industrivirksomheder, der ikke er medlem af Dansk Industri, men som er overenskomstdækket i forhold til forbundet. Efter de to parters opfattelse opfylder begge pensionsordningsmodeller mæglingsforslagets krav. Da der heller ikke under senere drøftelser mellem parterne har kunnet opnås enighed, indgik parterne ved et protokollat af 26. oktober 1992 følgende aftale om en deponeringsordning

»Såfremt der pr. 1. januar 1993 ikke er opnået enighed om etablering af en pensionsordning i henhold til de bestemmelser, der en anført i Mæglingsforslaget af 16. marts 1991, er det dags dato mellem nedenstående parter aftalt, at arbejdsgiverne inden for overenskomstområderne til en deponeringsordning tilbageholder og indbetaler såvel den ansattes som arbejdsgiverens pensionsbidrag, p.t. henholdsvis 0,3 og 0,6 pct. af den ansattes ferieberettigede løn plus ferie- og søgnehelligdagsbetaling.«

Da der heller ikke på et fællesmøde den 2. december 1992 kunne opnås enighed om valg af pensionsinstitut, aftalte parterne den 15. december 1992 som en midlertidig løsning, at beregningen af pensionsbidrag kunne udskydes indtil den 1. april 1993, og at det beregnede pensionsbidrag skulle deponeres som aftalt den 26. oktober 1992, hvis der stadig ikke var opnået enighed pr. 1. april 1993. Forinden havde Dansk Industri den 8. december 1992 blandt andet skrevet således til Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet

»Med underskrivelse af protokollatet af 26. oktober d.å. blev der indgået en aftale,der under forudsætning af manglende enighed vil gøre det muligt pr. 1. januar 1993 at tilbageholde pensionsbidrag fra såvel arbejdsgivere som arbejdstagere.

Fra arbejdsgiverside har vi lagt betydeligt vægt på denne aftale, der på den ene side bortfjerner de aftaletekniske vanskeligheder, der ellers ville være forbundet med at opfylde de forpligtelser, der med mæglingsforslaget af 16. marts 1991 må anses for at være pålagt arbejdsgiversiden.

På den anden side er aftalen vigtig, netop fordi parterne har aftalt sig til rette, og dermed tillige har afskåret sig fra at gøre spørgsmålet om pensionsmidlernes placering til genstand for en interessekonflikt, der ikke synes at tjene nogen af parterne med et fornuftigt formål.

At arbejdsgiversiden i fællesmødeprotokollatet af den 2 d.m. anførte, at man havde til hensigt foreløbig at indbetale de tilbageholdte midler til Industri Pension, skal ses i lyset af grundige overvejelser omkring to mulige løsningsmodeller.«

I skrivelsen redegjorde Dansk Industri desuden for, hvorfor man fandt, at der burde etableres en midlertidig pensionsordning i stedet for deponeringsordningen.

Under henvisning til, at ikke var lykkedes at opnå enighed, afgav Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet den 1. april 1993 konfliktvarsel inden for flere overenskomstområder. Dansk Arbejdsgiverforening protesterede den 1. april 1993, og den 13. april 1993 afholdtes fællesmøde. I referatet fra mødet hedder det bl.a.

»Fra arbejdsgiverside fastholdt man, at de varslede konflikter ikke var lovlige. Man anførte således, at der i protokollat af 15. december 1992 netop var taget stilling til, hvorledes parterne skulle forholde sig, såfremt der ikke pr. 1. april 1993 var opnået enighed om valg af pensionsinstitut. I så fald skulle der deponeres i henhold til protokollat af 26. oktober 1992 mellem Dansk Industri og NNF.

Fra arbejdstagerside var man af den opfattelse, at de varslede konflikter var lovlige.

Parterne var enige om, at konflikt i givet fald tidligst kan etableres på tredjedagen, efter at der foreligger dom fra Arbejdsretten om de varslede konflikters lovlighed.

Fra arbejdsgiverside henledte man opmærksomheden på en af DI fremsendt forespørgsel om NNF's villighed til at bære økonomiske omkostninger i forbindelse med etablering af en deponeringsordning.

Fra arbejdstagerside svarede man, at NNF ikke var villig til at bære sådanne omkostninger.«

Forklaringer.

Erik Kjærgaard, der er underdirektør i Dansk Industri har forklaret, at Dansk Industri, der havde anerkendt, at der var en betalingsforpligtelse, indgik deponeringsaftalen af 26. oktober 1992 for at undgå, at der opstod en konflikt på grund af uenigheden. Som optakt til det kommende møde med Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet sendte Dansk Industri brevet af 8. december 1992 for at fastslå, hvad der efter Dansk Industris opfattelse havde været begge parters hensigt med deponeringsaftalen, og der kom ingen reaktion herpå fra Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundets side. På møderne i december 1992 blev det nøje drøftet, hvad der skulle ske, hvis enighed ikke blev opnået pr. 1. april 1993, og der blev ikke herunder taget forbehold for konfliktmuligheden.

Ole Lundstrøm fra Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet har forklaret, at han deltog i alle møderne med Dansk Industri, og at spørgsmålet om konfliktret efter hans erindring slet ikke blev omtalt på nogen af møderne. Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet reagerede ikke på Dansk Industri's brev af 8. december 1992, fordi det blot indeholdt gentagelser af de synspunkter, Dansk Industri havde givet udtryk for på fællesmødet den 2. december 1992.

PARTERNES ARGUMENTER.

Klagerne, har anført, at pensionsordningen var omfattet af mæglingsforslaget, hvorfor der i tilfælde af uenighed om dens nærmere etablering ikke er konfliktret i overenskomstperioden, hvor der er fredspligt. Dansk Industri har erkendt sin forpligtelse til at betale pensionsbidrag, og der er tale om et organisationspolitisk spørgsmål, som der ikke tidligere er taget stilling til. I et sådant tilfælde kan fredspligten ikke tilsidesættes. Hertil kommer, at det ved aftalerne af 26. oktober og 15. december 1992 tillige blev aftalt eller i hvert fald indbygget som en forudsætning, at der ikke kan konfliktes, så længe Dansk Industri er villig til at deponere og til at forhandle om ordningen. Det har formodningen imod sig, at Danske Industri skulle være gået ind på aftalen, hvis der var konfliktet, og den omstændighed, at Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet ikke reagerede på brevet af 8. december 1992, viser, at det har stået også forbundet klart, at fredspligten var en fælles forudsætning for aftalen.

De indklagede, har anført, at konflikten ikke er varslet med henblik på en frigørelse eller en ændring af overenskomsten i overenskomstperioden, men på en løsning af en interessetvist om et spørgsmål, som parterne trods mange forsøg ikke har kunne forhandle sig til enighed om. Der er derfor konfliktret. Deponeringsaftalen blev indgået for at opnå en kortvarig løsning af et akut problem, og hverken aftalens ordlyd eller det, klagerne i øvrigt har anført, giver grundlag for at statuere, at de indklagede har givet afkald på konfliktretten.

ARBEJDSRETTENS BEMÆRKNINGER.

Ved mæglingsforslaget af 16. marts 1991 blev det overladt til parterne ved forhandling at fastlægge den nærmere udformning af pensionsordningen, der skulle være trådt i kraft den 1. januar 1993. Da parterne ikke har kunnet opnå enighed om ordningen, foreligger der en interessetvist, og det strider derfor ikke imod fredspligten nu at søge spørgsmålet løst gennem en konflikt. Da det ikke af deponeringsaftalen fremgår, at Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet som et led i aftalen har fraskrevet sig retten til at konflikte, og klagerne heller ikke i øvrigt har godtgjort, at parterne havde en fælles forudsætning herom, er de varslede konflikter ikke overenskomststridige.

Indklagedes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet, frifindes.

Klagerne, Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri, skal betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

Dom 1993 3495 Valid

Konfliktvarsel.

Konfliktret ved uenighed om gennemførelse af pensionsordning Forligsmandens mæglingsforslag af 16/3-91 indeholdt bestemmelse om etablering af en pensionsordning pr. 1/1-93. Den nærmere udformning heraf overlades til parternes aftale. 26/10 1992 aftalte sagens parter, at pensionsbidragene skulle tilbageholdes af arbejdsgiveren til en deponeringsordning, såfremt enighed om pensionsordningens udformning ikke var opnået inden 1/1-93. Da dette ikke skete, afgav arbejdersiden konfliktvarsel 1/4-93.

Arbejdsgiversiden indbragte spørgsmålet om lovligheden heraf for Arbejdsretten. Udtalt, at der forelå en interessekonflikt, og at det derfor ikke stred mod fredspligten at søge spørgsmålet løst gennem en konflikt. Da det ikke af deponeringsaftalen fremgik, at indklagede som led i aftalen havde fraskrevet sig retten til at konflikte, og klagerne heller ikke i øvrigt havde godtgjort, at parterne havde en fælles forudsætning herom, fandtes de varslede konflikter ikke overenskomststridige.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →