Konfliktvarsel. Forligsinstitutionen.(* 1) (* 2) Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere og Gartneribrugets Arbejdsgiverforening (fuldmægtig Kirsten Maxen) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) Dommere: John Dahl, Arnold Hansen, Henrik Lind, Allan Nielsen, Ross Pedersen, Riis (retsformand) og Westergaard.

Konfliktvarsel. Forligsinstitutionen.(* 1) (* 2) Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere og Gartneribrugets Arbejdsgiverforening (fuldmægtig Kirsten Maxen) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) Dommere: John Dahl, Arnold Hansen, Henrik Lind, Allan Nielsen, Ross Pedersen, Riis (retsformand) og Westergaard.

Under denne sag har Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere og Gartneribrugets Arbejdsgiverforening indklaget Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark for Arbejdsretten og efter den endeligt nedlagte påstand påstået Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark tilpligtet at anerkende, at de i breve af 21. december 1992 over for Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere og Gartneribrugets Arbejdsgiverforening varslede konflikter er ulovlige.

De indklagede har påstået frifindelse.

Sagens omstændigheder er følgende

Specialarbejderforbundet i Danmark og Landsforeningen Danske Anlægsgartnermestre underskrev den 28. februar 1991 følgende protokollat om pension

»Parterne er enige om, med henblik på etablering af pension 1. januar 1993 at nedsætte et udvalg med lige mange repræsentanter fra SiD og LDA, som inden den 1. juli 1992 afgiver rapport om følgende forhold

1. Indstilling om de regler, som er relevante for pensionsordningen.

2. En vurdering af de forskellige muligheder for pensionsordninger med hensyn til krav til ordningens indhold, valg af pensionsforvaltning og administration.

3. En vurdering af hvorledes erhvervsinvesteringer fortrinsvis kan ske i privat dansk anlægsgartneri.

Der var mellem parterne enighed om at der, dersom enighed ikke kan opnås, da at anmode forligsmanden for SALA/LO - området om at udpege en mæglingsmand.«

Der blev den 7. og den 12. marts 1991 underskrevet fire tilsvarende protokollater om pension. Protokollaterne var underskrevet af Specialarbejderforbundet i Danmark og Landbrugets Arbejdsgiverforening, Specialarbejderforbundet i Danmark, Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark og Landbrugets Arbejdsgiverforening, Specialarbejderforbundet i Danmark og Gartneribrugets Arbejdsgiverforening samt Specialarbejderforbundet i Danmark og Arbejdsgiverforeningen for Skov- og Landbrug.

Ved skrivelse af 15. oktober 1992 anmodede forligsmanden, professor Lars Nordskov Nielsen, direktør for Arbejdsskadestyrelsen Finn B. Svarrer om som mæglingsmand at bistå parterne i deres forhandlinger om en pensionsordning på landbrugs-, skovbrugs- og gartneriområdet.

Direktør Finn B. Svarrer redegjorde i skrivelse af 12. november 1992 til Statens Forligsmand i arbejdsstridigheder for de udfoldede mæglingsbestræbelser. Det hedder i skrivelsen blandt andet

»Jeg har derefter den 27. oktober og den 9. november 1992 holdt daglange møder med parterne i et forsøg på at nå til et forslag, der kunne samle enighed både på arbejdsgiver- og arbejdstagerside.

Om aftenen den 9. november måtte jeg konstatere, at der ikke var udsigt til, at der gennem fortsatte forhandlinger kunne skabes enighed om et forslag om pensionsforholdene på områderne.

Ved forhandlingernes begyndelse bekræftede parterne, at protokollaterne efter deres indhold forpligtede dem til gennem forhandlinger at søge opnået enighed om en pensionsordning.

Parterne havde selv holdt flere møder om sagen, og i den forbindelse var der udarbejdet en såkaldt teknikerrapport, der beskriver de mange muligheder, der foreligger hvad angår etablering af pensionsordninger. Rapporten beskriver bl.a. de forskellige typiske administrationsformer og derved også vægten, der normalt tillægges parterne som led i deres interessevaretagelse. Rapporten beskriver endvidere ydelsesstrukturen, der i givet fald kan blive tale om.

Det blev hurtigt klart, at den store uenighed parterne imellem gjorde sig gældende i spørgsmålene om, hvorledes administrationen i givet fald skulle indrettes, og hvordan investeringspolitikken i givet fald skulle tilrettelægges.

I forhandlingernes senere faser blev spørgsmålene drøftet ud fra flere administrationsformer, der med variationer kunne indrettes efter parternes ønske. Der var især tale om administration i form af en pensionskasse, en administration i aktieselskabsform og en administration i form af et af parterne etableret arbejdsmarkedspensionsudvalg.

I forbindelse med de forskellige administrationsformer blev det drøftet at sikre parternes indflydelse på investeringspolitikken gennem et investeringsudvalg, der måtte indpasses i den administrationsform, som i givet fald blev valgt.

Om aftenen den 9. november måtte jeg som nævnt konstatere, at der ikke var mulighed for at sikre begge parters udtrykte og fastholdte ønske om indflydelse på den administrative tilrettelæggelse af formueforvaltningen og på, hvad der i givet fald skulle kunne investeres i.

På et afsluttende fællesmøde orienterede jeg parterne om, at jeg på den baggrund ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at fortsætte mæglingsbestræbelserne. Jeg henviste til forhandlingsforløbet, således som jeg så det, d.v.s. i overensstemmelse med indholdet af dette brev, og jeg fik bekræftet, at parterne fastholdt deres udtrykte opfattelser om de 2 principielle spørgsmål.«

Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark meddelte ved skrivelser af 20. og 23. november 1992 Forretningsudvalget for Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, at man, da det endnu ikke var lykkedes at opnå enighed om en pensionsaftale, over for deres kompetente forsamlinger agtede at fremlægge forslag om arbejdsstandsning.

Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger protesterede ved skrivelser af 24. november 1992 imod varslernes lovlighed og begærede sagen behandlet på et hastefællesmøde, der afholdtes den 26. november 1992. Det hedder i mødereferatet herfra blandt andet

»Fra arbejdsgiverside gjorde man gældende, at strejkevarslerne betragtedes som ulovlige, da der ikke var knyttet særskilt konfliktret til den hensigtserklæring af 7. marts 1991, som var indgået under overenskomstforhandlingerne med henblik på at søge opnået enighed om en pensionsordning, hvorfor man forlangte at få konfliktvarslerne trukket tilbage.

Fra arbejdsgiverside gjorde man tillige gældende, at protokollatet fra overenskomstforhandlingerne ikke forpligtede arbejdsgiverne til at indføre pension fra 1. januar 1993, hvis man under forhandlingerne ikke kunne nå til enighed om reglerne for en etablering heraf, idet man i øvrigt gjorde gældende, at arbejdsgiverne havde tilbudt flere forskellige pensionsmodeller, som lønmodtagersiden ikke havde ønsket at tage imod.

På denne baggrund fastholdt arbejdsgiversiden, at strejkevarslerne var ulovlige, idet der efter Hovedaftalen var fredspligt indtil udløbet af den bestående overenskomstperiode, hvorfor sagen ville blive indbragt for Arbejdsretten som hastesag, jfr. Arbejdsretslovens § 9, stk. 1., såfremt konfliktvarslerne ikke blev tilbagekaldt som ovenfor anført.

Lønmodtagersiden bestred, at protokollatet af 7. marts 1991 var en hensigtserklæring.

Fra lønmodtagerside gjorde man endvidere gældende, at konfliktvarslerne var lovlige, idet der var tale om en interessetvist, således at der var adgang til konflikt, såfremt man ikke kunne nå til enighed om en pensionsordning.

Fra lønmodtagerside pointeredes det, at konfliktvarslet af 20. november 1992 vedrørte hele Specialarbejderforbundet i Danmarks overenskomstområde med de pågældende arbejdsgiverforeninger.

Fra arbejdsgiverside bestred man dette og gjorde gældende, at de modtagne konfliktvarsler kun betragtedes som hidrørende fra Specialarbejderforbundet i Danmark's GLS-gruppe.«

Ved skrivelser af 27. november 1992 har Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark fremsendt 2. strejkevarsel, hvorefter arbejdsstandsning etableres tirsdag den 8. december 1992 ved arbejdstids begyndelse.

Ved skrivelser af 30. november 1992 har Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger protesteret herimod.

Indklagede erklærede sig i retsmøde i Arbejdsretten den 3. december 1992 indforstået med at udsætte strejken, indtil der foreligger afgørelse i sagen.

Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark har ved skrivelser af 21. december 1992 til Forretningsudvalget for Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger fremsendt nye 1. konfliktvarsler.

Konfliktvarslerne vedrørende Danske Anlægsgartnermestre er samme dag annulleret, da der er indgået en pensionsaftale med dette forbund, hvorefter der med virkning fra den 1. januar 1993 er etableret en pensionsordning, der varetages af PKS Pension.

Ved skrivelser af 23. december 1992 protesterede Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger mod de ved skrivelserne af 21. december 1992 fremsendte nye 1. konfliktvarsler.

Der er under domsforhandlingen afgivet vidneforklaring af gruppeformand i Specialarbejderforbundet i Danmark Svend Aage Laursen.

Klagerne har gjort gældende, at der består fredspligt i overenskomstperioden, og at fredspligten kun undtagelsesvis kan tilsidesættes til fordel for aktionsretten. Protokollaterne fra overenskomstforhandlingerne kan ikke legitimere de varslede kampskridt, da de alene er hensigtserklæringer, der ikke medfører en ubetinget pligt for arbejdsgiversiden til at have etableret en pensionsordning fra den 1. januar 1993. Den mellem parterne bestående interessemodsætning om indførelse af en pensionsordning skal bedømmes med udgangspunkt i protokollaterne fra overenskomstforhandlingerne og må derfor behandles som en uegentlig retstvist eller en interessetvist uden særskilt konfliktadgang i den bestående overenskomsts fredpligtsperiode.

De indklagede har gjort gældende, at protokollaterne fra overenskomstforhandlingerne ikke alene er hensigtserklæringer. Protokollaternes ordlyd viser, at de giver lønmodtagersiden ret til en pensionsordning fra den 1. januar 1993. Dette bekræftes også af parternes oplysninger til mæglingsmanden ved forhandlingernes begyndelse. Uoverensstemmelsen mellem parterne om ordningens indførelse er ikke en retskonflikt, men en interessekonflikt. Der kan derfor lovligt iværksættes konflikt forud for overenskomstens almindelige udløb den 1. marts 1993.

Arbejdsretten skal udtale

Efter ordlyden af protokollaterne har de indklagede haft føje til at antage, at de har ret til at få etableret en pensionsordning fra den 1. januar 1993. Det er ikke gjort gældende, at parterne var enige om eller havde en fælles forudsætning om, at der ikke var adgang til at iværksætte konflikt, hvis man ikke nåede til et forhandlingsresultat. Når enighed ikke er opnået, foreligger der en interessekonflikt.

Under disse omstændigheder strider det ikke imod fredspligten, at de indklagede forbund har varslet konflikt til understøttelse af deres krav til pensionsordningerne.

De indklagede må derfor frifindes.

T h i k e n d e s f o r r e t

De indklagede, Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, frifindes.

I sagsomkostninger skal klagerne, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

(* 1)Henvisninger: Per Jacobsen s.213, s.237, s.300, Knud Illum s. 246-47, K.93.132, K.88.313 (A 1988, s.141).

Konfliktvarsel fundet lovligt.

I forbindelse med forhandlingerne om overenskomstfornyelse i foråret 1991 underskrev SiD og KAD sammen med en række arbejdsgiverorganisationer protokollater om nedsættelse af udvalg med henblik på etablering af pension pr. 1/1-93. Efter at det - trods medvirken fra en mæglingsmand fra forligsinstitutionen - måtte konstateres, at der ikke kunne opnås enighed om en pensionsordning, varslede arbejdersiden konflikt. Lovligheden heraf blev indbragt for Arbejdsretten. Udtalt, at arbejdersiden efter ordlyden af protokollaterne havde haft føje til at antage, at man havde ret til at få etableret en pensionsordning fra 1/1-93. Det var ikke gjort gældende, at parterne var enige om eller havde en fælles forudsætning om, at der ikke var adgang til at iværksætte konflikt, hvis man ikke nåede til et forhandlingsresultat. Når enighed ikke var opnået, forelå der en interessekonflikt. Under disse omstændigheder stred varslerne om konflikt til understøttelse af kravene til pensionsordningerne ikke mod fredspligten.