Bod 2.3.2. Faglig voldgift. Kutyme. Organisationsansvar 2.1.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Træindustriarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Novopan Træindustri A/S, Pindstrup (advokat Merete Preisler) og Landsorganisationen i Danmark for Træindustriarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri (advokat Merete Preisler). Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Carsten Holm, Bollerup Jensen, Kardel (retsformand), Mads Kofod og Lind.

Bod 2.3.2. Faglig voldgift. Kutyme. Organisationsansvar 2.1.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Træindustriarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri for Novopan Træindustri A/S, Pindstrup (advokat Merete Preisler) og Landsorganisationen i Danmark for Træindustriarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Industri (advokat Merete Preisler). Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Carsten Holm, Bollerup Jensen, Kardel (retsformand), Mads Kofod og Lind.

Under denne sag har klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Træindustriarbejderforbundet i Danmark, indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Novopan Træindustri A/S, Pindstrup, og Dansk Industri for Arbejdsretten med påstand om, at Novopan Træindustri A/S tilpligtes at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til Træindustriarbejderforbundet i Danmark for brud på gældende overenskomst og med påstand om, at indklagede, Dansk Industri, ligeledes tilpligtes at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til Træindustriarbejderforbundet i Danmark for medvirken til brud på gældende overenskomst.

De indklagede har påstået frifindelse.

Sagens omstændigheder er følgende

Den indklagede virksomhed er medlem af Dansk Industri og omfattet af landsoverenskomsten med Træets Arbejdsgiverforening. Den 10 juni 1991 har virksomheden indgået en lokalaftale med de ansatte medlemmer af det klagende forbund blandt andet vedrørende overtidsbetaling. I sommeren 1991 blev Træindustriarbejderforbundets Pindstrup afdeling opmærksom på, at virksomheden ikke udbetalte overtidsbetaling beregnet ud fra den fulde personlige timeløn, jf. overenskomstens § 14. Timelønnen var i lokalaftalen fastsat til 73,05 kr. Herudover blev der ydet et »produktionstillæg« på 3,77 kr. Efter forbundets opfattelse var produktionstillægget, der blev udbetalt for samtlige timer, et fast og produktionsuafhængigt tillæg til lønnen og derfor en del af den faste timeløn. Den indklagede virksomhed var af den opfattelse, at der ikke skulle beregnes overarbejdsbetaling af produktionstillægget. Uoverensstemmelsen blev behandlet på et mæglingsmøde den 19. september. Enighed kunne ikke opnås på dette møde. Den 19. december 1991 blev der afholdt organisationsmøde. Enighed kunne heller ikke opnås på dette møde. Sagen blev herefter henvist til faglig voldgift, og den 17. marts 1992 afsagde opmanden en kendelse, hvori det blandt andet hedder

»Parterne er enige om, at det omhandlede »produktionstillæg« ikke kan betragtes som et af overenskomstens § 8 omfattet produktionstillæg, fordi der er tale om et fast tillæg. Klagerne har herved henholdt sig bl.a. til en opmandskendelse af 11. april 1988, hvor denne fortolkning af § 8 fastslås, og de indklagede har under sagen erklæret sig enig i den i den omhandlende opmandskendelse indeholdte fortolkning af overenskomstens § 8.

I § 14, stk. 1 i den mellem parterne gældende overenskomst fastslås det, at tillæg for overarbejde skal beregnes af den »personlige timeløn«, men dette begreb er ikke nærmere defineret i overenskomsten. Klagerne har imidlertid også her henvist til den før omtalte opmandskendelse fra 1988, idet det heri fastslås, at et »produktionstillæg«, der som i nærværende sag udbetales med et fast beløb til alle arbejdstimer, må anses som en del af den »personlige timeløn«. De indklagede bestrider ikke rigtigheden af denne fortolkning af overenskomsten.' ......

Til det således anførte skal opmanden bemærke

Indledningsvist skal det fastslås, hvad parterne i deres procedurer har erklæret sig enige i, at det i sagen omhandlede »produktionstillæg« på 3,77 kr., idet det er fast og produktionsuafhængigt og således udbetales til samtlige timer, ikke er omfattet af landsoverenskomstens § 8, men derimod er en del af den i overenskomstens § 6 omhandlede »personlige timeløn«. Tillægget skal derfor, medmindre der kan påvises en lovlig hjemmel til at fravige de overenskomstmæssige bestemmelser, medtages i grundlaget for beregning af tillæg for overtid, jvf. overenskomstens § 14, stk. 1.

Sagens udfald må derfor bero på, om der, som det er gjort gældende af de indklagede, kan påvises en sådan hjemmel i form af en stiltiende aftale mellem overenskomstparterne eller i form af en bindende kutyme.

F.s.v. angår spørgsmålet om eksistensen af en stiltiende aftale mellem overenskomstparterne, må opmanden være enig med klagerne i, at det ikke ved det under sagen oplyste kan anses for godtgjort, at det klagende forbund har haft nogen som helst viden om den af den indklagede virksomhed praktiserede fremgangsmåde før i sommeren 1991, hvor sagen blev rejst overfor forbundet af den lokale forbundsafdeling. Opmanden er derfor enig med klagerne i, at der ikke eksisterer nogen stiltiende aftale mellem overenskomstparterne. Da det er forbundet, der er overenskomstpart, kan en eventuel viden hos den lokale afdeling og dennes formand ikke tillægges betydning, men opmanden bemærker for god ordens skyld, at han ej heller anser det sikkert godtgjort, at afdelingen eller dens formand havde en sådan viden eller burde have haft den.

F.s.v. angår eksistensen af en bindende kutyme for den praktiserede fremgangsmåde, er det naturligvis rigtigt, at den har været praktiseret helt fast igennem en meget lang årrække. Det synes også at være utvivlsomt, at begge de lokale parter har opfattet den praktiserede fremgangsmåde som værende i overensstemmelse med overenskomsten. Det kan således også siges, at ordningen er blevet fulgt ud fra en retlig forpligtelse, hvad enten denne måtte grunde sig i praksis eller lokalaftalens forudsætninger. Uanset dette finder opmanden imidlertid ikke at kunne give de indklagede ret i, at der foreligger en bindende kutyme. Det må være opmandens opfattelse, at bestemmelsen i overenskomstens § 14, stk. 1 om grundlaget for beregning af tillæg for overarbejde hører til de overenskomstbestemmelser, der ikke kan fraviges af de lokale parter til ugunst for lønmodtagerne, men mindre en sådan fravigelse tillades af den berettigede lønmodtagerorganisation, således at eventuelle fravigelser kan bringes til ophør på begæring af lønmodtagerorganisationen uden varsel. Når en lokal aftale om en fravigelse ikke ville kunne indgås lovligt, må det være opmandens opfattelse, at en kutyme med et tilsvarende indhold heller ikke vil kunne stiftes uden den berettigede lønmodtagerorganisations viden om den kutymebegrundende praksis, idet det synes uantageligt, at lønmodtagerorganisationens muligheder for at hævde de overenskomstmæssige rettigheder skulle være ringere, hvis den påberåbte retsstiftende kendsgerning er en lokal sædvane, end når den er en lokal aftale. Som allerede anført kan det ikke antages, at det klagende forbund har haft kendskab til den praktiserede fremgangsmåde før i sommeren 1991, og opmanden må derfor være enig med klagerne i, at der ikke foreligger nogen kutyme.

F.s.v. angår spørgsmålet om eventuel efterbetaling af de herefter for lidt erlagte beløb, er opmanden enig med de indklagede i, at det er sædvanlig fagretlig praksis alene at pålægge efterbetaling fra et tidspunkt, der sædvanligvis ikke ligger tidligere end tidspunktet for begæring om fagretlig behandling. Opmanden finder ikke, at der i den foreliggende sag er sådanne særlige momenter, der kunne begrunde en fravigelse fra denne sædvanlige praksis. Det fremgår ganske vist af det under sagen oplyste, at det klagende forbund og vel også dettes lokale afdeling har reageret umiddelbart efter, at man blev klar over, at man på virksomheden ikke beregnede tillæg for overarbejde i overensstemmelse med overenskomsten, hvorfor der ikke er tale om rettighedsfortabende passivitet fra klagernes side. Det fremgår imidlertid også af det under sagen oplyste, at de lokale parter siden i hvert fald 1979 samstemmende har været af den opfattelse, af den praktiserede ordning var i overensstemmelse med overenskomsten, hvorfor kravet om medregning af »produktionstillægget« i beregningsgrundlaget for betaling for overarbejde først blev rejst i sommeren 1991. Under disse omstændigheder finder opmanden, at efterbetaling af den lidt erlagte overarbejdstidsbetaling kun bør ske for overarbejde, der er udført efter den 5. august 1991, hvor forbundet begærede mægling afholdt.

For god ordens skyld bemærkes det, at der ikke hermed er taget stilling til afgørelsens eventuelle betydning for lokalaftalen iøvrigt, idet dette spørgsmål ikke er produceret for voldgiftsretten.

Opmanden finder således i det hele at måtte give klagerne medhold i deres subsidiære påstand med efter betaling fra det ovenfor anførte tidspunkt, den 5. august 1991.

Med hensyn til sagens omkostninger forholdes der som nedenfor anført.

Der afsiges herefter følgende

KENDELSE

Træets Arbejdsgiverforening og Novopan Træindustri A/S bør anerkende, at det på Novopan Træindustri A/S fast udbetalte produktionstillæg skal indgå i beregningsgrundlaget for overarbejdsbetaling i henhold til landsoverenskomstens § 14, og Novopan Træindustri A/S, Pindstrup, 8550 Ryomgaard tilpligtes at efterbetale tillæg for overarbejde beregnet på dette grundlag for alt overarbejde, der er udført efter den 5. august 1991.'

Den i sagen omhandlede tidligere opmandskendelse blev afsagt den 11. april 1988 af samme opmand og vedrørte en konflikt mellem Træindustriforbundet i Danmark for forbundets sydfynske afdeling mod Træets Arbejdsgiverforening for Ferritslev Savværk A/S, Ferritslev. Denne sag drejede sig om, hvorvidt Ferritslev Savværk var forpligtet til at beregne overtidstillæg af et fast tillæg på 12.30 kr., der blev udbetalt til alle normaltimer præsteret af forbundets medlemmer som erstatning for et variabelt produktionstillæg i henhold til en tidligere gældende produktionstillægsordning. I kendelsen blev det bestemt, at det var i strid med § 14 i overenskomsten mellem Træindustriforbundet og Træets Arbejdsgiverforening, at der ikke blev beregnet overtidsbetaling af produktionstillægget i henhold til den på virksomheden indgåede produktionstillægsaftale.

Indklagede har til brug for sagens behandling fremlagt mæglingsreferater af 22. juni og 21. september 1988 vedrørende forskellige uoverensstemmelser i den indklagede virksomhed. Herunder har man drøftet overarbejde ifølge de foreliggende referater. Indklagede har endvidere henvist til en skrivelse af 29. august 1988 fra Træets Arbejdsgiverforening til Træindustriforbundet i Danmark vedrørende betaling for overarbejde.

Der er afgivet forklaring af forbundssekretær Flemming Andersen, afdelingsformand Bent Nielsen, direktør Tage Bojsen-Møller og kontorchef Lasse Jensen.

Forbundssekretær Flemming Andersen har forklaret, at forbundet blev bekendt med problemet, da man i forbindelse med en anden sag fik en lønseddel, hvor der ikke var beregnet overarbejdsbetaling af det tillæg, som forbundet betragtede som et fast løntillæg. Man rettede henvendelse til ledelsen, der afviste at udbetale overarbejdsbetaling. Under mæglingsmødet blev det fra arbejdsgiverside fastholdt, at der ikke skulle betales overarbejdsbetaling. Man blev opmærksom på den tidligere kendelse, som blev drøftet under mødet, men det blev gjort gældende fra arbejdsgiverside, at der ikke forelå identitet mellem problemerne i denne kendelse og i nærværende sag. Det blev dog ikke gjort gældende, at der skulle være opstået en kutyme, der kunne give et andet resultat. På organisationsmødet blev det også fra arbejdsgiverside gjort gældende, at den tidligere sag ikke var relevant. Allerede på dette møde blev det fra arbejdstagerside anført, at man ville overveje et eventuelt organisationsansvar. Først under proceduren i voldgiftssagen kom det frem, at man fra arbejdsgiverside gjorde kutymesynspunktet gældende. De bilag, der fra indklagedes side er fremlagt vedrørende drøftelse af overarbejde m.v. i virksomheden, har intet med den foreliggende sag at gøre.

Bent Nielsen har forklaret, at han er afdelingsformand i Pindstrup. Han blev bekendt med problemet i sommeren 1991. Han var ikke tidligere gået ind i den slags ting.

Tage Bojsen-Møller har forklaret, at han har været direktør i virksomheden siden 1982. Umiddelbart efter kendelsen udbetalte man det skyldige beløb, der blev opgjort til 15.500 kr. fordelt til 31 medarbejdere. Efter hans opfattelse har Bent Nielsen hele tiden vist interesse for, hvorledes lønstrukturen i virksomheden var. Medarbejderne i virksomheden har ikke lidt noget tab, ved at de ikke har fået de pågældende overarbejdstillæg. Dette tillæg er indgået i de samlede lønovervejelser, og virksomheden har således betalt ca. 7.500 kr. årligt i særligt holdskiftetillæg. Ordningen med ikke at give overarbejdstillæg for produktionstillægget har i hvert fald været gældende siden 1979.

Lasse Jensen har forklaret, at han er kontorchef i Dansk Industri og har været det siden sommeren 1991. Han var med til organisationsmødet og procedør i den faglige voldgift. Det var afgørende for ham, at der forelå en almindelig kendt praksis, som var kendt både af medarbejderne og ledelsen, og dette var afgørende for den afvisende holdning. Under sagen bestred forbundet at være bekendt med denne ordning.

Til støtte for klagen har klagerne gjort gældende, at det må anses for elementært, at lokale parter ikke kan fravige overenskomsten til skade for arbejdstagerne. Dette gælder i særlig grad for så vidt angår lønforhold, som må anses for en meget væsentlig del af overenskomsten. Parterne i overenskomsten er dem, der har underskrevet denne. Det må også være elementært, at der ikke kan stiftes en kutyme, som fraviger overenskomsten på sådanne punkter. Det har været anerkendt i teori og praksis siden tyverne. Uanset det klare overenskomstbrud pålagde arbejdsgiverforeningen ikke virksomheden at rette op på forholdet. Dette havde til følge, at overenskomstbruddet fortsatte, indtil opmandskendelsen forelå. Det er i denne forbindelse også uheldigt, at spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en kutyme, ikke blev berørt eller behandlet under møderne inden voldgiftssagen. De indklagedes holdning er ikke undskyldelig. Forbundet havde fra første færd givet udtryk for, at man var ubekendt med, at der skulle foreligge en praksis af den pågældende art i virksomheden. Allerede på mæglingsmødet skulle man derfor været bragt ud af den vildfarelse, at der kunne foreligge en kutyme. Hvis der havde foreligget en kutyme, kunne man i øvrigt fra de indklagedes side have gjort skridt til at sige den op. Noget sådant er heller ikke sket. Der foreligger intet grundlag for nedsættelse af boden efter Arbejdsretslovens § 12. De indklagedes holdning skyldes enten stædighed eller ukendskab til elementære retsregler, og dette gælder, uanset om man lægger til grund, at voldgiftssagen drejede sig om en fortolkning af overenskomsten eller om, hvorvidt der skulle foreligge en kutyme, der ændrede overenskomsten.

De indklagede har gjort gældende, at der foreligger formildende omstændigheder i et sådant omfang, at et eventuelt bodsansvar bør bortfalde. Det er i så henseende navnlig anført, at alene det forhold, at man taber en faglig voldgift ikke kan give anledning til, at der pålægges en virksomhed bod. Dette forudsætter, at virksomheden enten var klar over, at der forelå et overenskomstbrud, eller der er udvist en sådan grad af uagtsomhed, at dette giver grundlag for at pålægge bod. I det foreliggende tilfælde er der tale om en langvarig praksis siden 1979, og virksomheden har været i god tro med hensyn til, om der skulle udbetales overtidsbetaling af tillægget. Virksomheden betalte straks efter, at opmandskendelsen forelå. Det var et meget ringe beløb, der skulle betales i efterbetaling, og medarbejderne har som anført ikke haft noget tab, idet de på anden måde er blevet kompenseret herfor. Hertil kommer, at der foreligger egen skyld hos arbejdstagernes repræsentanter. Bent Nielsen har været bekendt med lønforholdene i virksomheden, og man har i tiden efter 1988 jævnligt drøftet spørgsmålet om overarbejde. Under disse drøftelser burde forbundet have gjort opmærksom på problemet. Hertil kommer i øvrigt, at de to kendelser er forskellige. I kendelsen fra 1988 var der ikke spørgsmål om, hvorvidt overenskomsten var ændret på grund af en kutyme. Dette var hovedspørgsmålet i kendelsen fra 1992.

Arbejdsretten skal udtale

Den indklagede virksomhed havde siden 1979 fulgt den praksis, der blev underkendt ved opmandskendelsen i 1992. Først i sommeren 1991 blev der af medarbejderne rejst spørgsmål om lovligheden heraf, og problemet blev behandlet på sædvanlig fagretlig måde. Virksomheden har ikke været bekendt med kendelsen af 1988 og de problemer, denne kunne give anledning til, og måtte under sagen gå ud fra, at dens interesser blev varetaget af vedkommende brancheforening. Under hensyn hertil finder Arbejdsretten, at virksomheden ikke har forskyldt bod.

Med hensyn til organisationsbod for Dansk Industri bemærkes, at det må lægges til grund, at det synspunkt, at der skulle foreligge en kutyme, der havde ændret overenskomsten, først blev fremsat under selve voldgiftssagen, hvor man i øvrigt var enige i, at den fulgte praksis ikke var i overensstemmelse med overenskomsten. Som anført fandt opmanden, at bestemmelsen i overenskomstens § 14 om grundlaget for beregning af tillæg for overarbejde hørte til de overenskomstbestemmelser, der ikke kan fraviges af de lokale parter til ugunst for lønmodtagerne, hvorfor en kutyme med et tilsvarende indhold heller ikke kunne stiftes uden den berettigede lønmodtagerorganisations viden om den kutymebegrundende praksis. Dette synspunkt er i overensstemmelse med, hvad der er almindeligt anerkendt som gældende arbejdsret gennem en årrække. Arbejdsgiverforeningens holdning under sagen var derfor af en sådan art, at bod er forskyldt. Efter et samlet skøn over sagens omstændigheder findes boden at kunne fastsættes til 100.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Novopan Træindustri A/S, Pindstrup, frifindes.

Indklagede, Dansk Industri, skal inden 14 dage efter denne doms afsigelse til Træindustriarbejderforbundet i Danmark betale en bod på 100.000 Kr.

Indklagede, Dansk Industri, skal endvidere betale sagens omkostninger med 2.000 kr. til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: K.87.003 (A 1987, s.122), K.88.184 (A 1988, s.125).

Virksomhed frifundet, men dens arbejdsgiverorganisation idømt bod for virksomhedens overenskomststridige beregning af overtidsbetaling Ved en opmandskendelse fra 1988 var det fastslået, at et såkaldt produktionstillæg, der var hjemlet i en overenskomst mellem et fagforbund og en arbejdsgiverorganisation skulle indgå i beregningen af overtidsbetaling. En virksomhed, der var omfattet af samme overenskomst, havde siden 1979 undladt at beregne overtidsbetaling af produktionstillægget, hvilket T blev opmærksom på i 1991. Ved en opmandskendelse i 1992 fik T medhold i, at dette stred mod overenskomsten.

Virksomheden og arbejdsgiverorganisationen blev herefter indklaget for Arbejdsretten med påstand om bod for overenskomstbrud.

Virksomheden blev frifundet herfor, idet det lagdes til grund, at den ikke kendte opmandskendelsen fra 1988 og de problemer, denne kunne give anledning til, og at virksomheden under sagen måtte kunne gå ud fra, at dens interesser blev varetaget af vedkommende brancheforening. Arbejdsgiverorganisationen blev derimod idømt en bod på 100.000 kr. for ikke straks at have pålagt virksomheden at beregne overtidsbetaling af tillægget, idet dens anbringende om, at der skulle foreligge en kutyme, der havde ændret overenskomsten, først blev fremsat under selve voldgiftssagen, og idet det er almindeligt anerkendt som gældende arbejdsret gennem en årrække, at en kutyme, der fraviges af de lokale parter til ugunst for lønmodtagerne, ikke kan stiftes uden den berettigede lønmodtagerorganisations viden om den kutymebegrundende praksis.