Tilbagebetalingskrav - kontanthjælp - gældsanering (* 2)

Tilbagebetalingskrav - kontanthjælp - gældsanering (* 2)

M P-K (adv. S. P., Horsens)

mod

Den Sociale Ankestyrelse (km.adv. v(adv. B. E.)

Østre Landsrets dom 30. januar 1992 (13. afd.) (N., K., K. M. R., (kst.))

Under denne sag, der er anlagt ved Københavns byret den 9. august 1990, og som i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 4. er henvist til behandling ved landsretten, har sagføreren M. P-K. påstået sagsøgte Den Sociale Ankestyrelse tilpligtet at anerkende, at K kommunes tilbagebetalingskrav på 10.059 kr. vedrørende kontanthjælp med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, udbetalt i maj og juli 1986 er omfattet af en af skifteretten i R den 8. oktober 1987 afsagte kendelse om gældssanering for sagsøgeren, hvorefter gælden pr. 27. februar 1987 nedsattes til 2.854988 %, idet den øvrige del af gælden bortfaldt.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagens omstændigheder er følgende

Sagsøgeren modtog fra K kommune i maj og juli 1986 kontanthjælp med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, til et samlet beløb af 10.059 kr. til betaling af husleje- og elregningsrestance vedrørende februar og marts måned 1986. Sagsøgeren fik ved hjælpens udbetaling tilkendegivet tilbagebetalingspligten, men der blev ikke fastsat tilbagebetalingsordning, idet sagsøgeren på dette tidspunkt fortsat modtog bistandhjælp.

Den 19. januar 1987 indgav sagsøgeren begæring om gældssanering, der indledtes den 27. februar 1987. Gældssaneringskendelse, blev afsagt den 8. oktober 1987, således at gælden pr. 27. februar 1987 blev nedsat til 2,854988 %, idet den øvrige del af gælden bortfalder. Der blev ikke fra K kommune under gældssaneringssagen foretaget anmeldelse af den tilbagebetlingspligtige bistandshjælp.

I oktober 1987 fremsatte K kommune krav om tilbagebetaling af den ydede hjælp og anmodede ved skrivelse af 22. oktober 1987 H kommune, hvor sagsøgeren nu havde bopæl,om, at betaling blev afkrævet ham. Da sagsøgeren flyttede, gentog K kommune i 1988 denne anmodning over for HO kommune og T-U kommune. Sagsøgeren nægtede imidlertid tilbagebetaling under henvisning til, at kommunens krav var omfattet af kendelsen om gældssanering. Da K kommune afviste dette, klagede sagsøgeren til Amtsankenævnet for F amt, som den 26. maj 1989 stadfæstede kommunens afgørelse om tilbagebetaling.

Sagsøgeren påklagede amtsankenævnets afgørelse til sagsøgte, Den Sociale Ankestyrelse, som den 27. april 1990 traf følgende afgørelse

Efter de foreliggende oplysninger finder Ankestyrelsen, at K kommune uanset den stedfundne gældssanering har været berettiget til at fastholde sit krav om tilbagebetaling af et beløb på 10.089,10 kr.

Ankestyrelsen har herved især lagt vægt på, at der ikke tidligere havde været grundlag for at fastsætte en betalingsordning, ligesom tilbagebetalingskravet ikke kunne anses for bortfaldet efter den specielle 5-års-bestemmelse i bistandslovens § 27, stk. 4.

Det bemærkes, at spørgsmålet om kommunens krav burde havde været omfattet af den stedfundne gældssanering, i sidste instans henhører under domstolene.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at K kommunes tilbagebetalingskrav er stiftet inden gældssaneringens indledning den 27. februar 1987 og dermed er omfattet af gældssaneringskendelsen, jf. konkurslovens § 199, stk. 1. Sagsøgeren har herved henvist til, at tilbagebetalingskravet må betragtes som en betinget fordring, der efter reglerne i konkurslovens § 147, stk. 2, og § 182, stk. 2, behandles af skifteretten ved konkurs og tvangsakkord. Dette må også gælde ved gældssanering. At kravet må være stiftet ved beløbets udbetaling, synes også at fremgå af bistandslovens § 27, der benytter ordene gennemføres og bortfalder, som ikke giver mening i forbindelse med ikke-eksisterende krav.

Det ville stride mod formålet med tilbagebetaling, hvis den obligatoriske pligt hertil efter lovens § 25 skulle være omfattet af gældssanering, medens den fakultative pligt efter § 26 ikke var omfattet og ville i øvrigt føre til vilkårlighed, idet en kommune, der kunne forudse en gældssaneringssag, da selv kunne bestemme, at dens krav om tilbagebetaling efter § 26 ikke skulle være omfattet af gældssaneringssagen ved at lade en tilbagebetalingsbeslutning afvente gældssaneringskendelsen.

Loven har fastlagt et kompetencesystem, hvorefter skifteretten afgør, om der er grundlag for gældssanering, samt hvilke beløb skyldneren efter afholdelse af rimelige leveomkostninger kan afse til kreditorerne. Det ville være i strid hermed og med gældssaneringens formål, såfremt en kommune med et tilbagebetalingskrav efter bistandslovens § 26 i realiteten kunne omgøre skifterettens afgørelse og i strid med gældssaneringskendelsen gøre sine fulde fordring gældende, således som det antages af sagsøgte.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden henvist til, at det pågældende krav ikke var stiftet ved gældssaneringssagens indledning. Efter bistandslovens § 27, stk. 1, gennemføres tilbagebetalingskravet kun, hvis bistandsmodtagerens økonomiske forhold muliggør tilbagebetaling, og tilbagebetalingskravet kan derfor først anses for stiftet, når denne økonomiske betingelse er opfyldt. Derfor kan kommunerne ikke i gældssaneringssager anmelde § 26-krav, hvis der ikke er truffet bestemmelse om at gennemføre tilbagebetaling.

LANDSRETTENS BEMÆRKNINGER

Den omhandlede bistandshjælp er udbetalt i medfør af bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, jfr. stk. 2, og er således omfattet af tilbagebetalingspligt. På tidspunktet for gældssaneringssagens indledning var denne tilbagebetalingspligt kun latent eksisterende, idet dens gennemførelse var afhængig af usikre, fremtidige forhold vedrørende sagsøgerens betalingsevne, jf. lovens § 27, stk. 1. En sådan latent tilbagebetalingspligt findes ikke i relation til bestemmelsen i konkurslovens § 199, stk. 1, at kunne betragtes som en fordring, der allerede er stiftet på nævnte tidspunkt. Herefter tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Sagens omkostninger ophæves.

HØJESTERETS DOM

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere.

Appellanten har gentaget sin påstand.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Ved hjælpens udbetaling blev appellanten gjort bekendt med kommunalbestyrelsens beslutningom tilbagebetalingspligt, jf. bistandslovens § 26, stk. 2, sammenholdt med stk. 1, nr. 1. Tilbagebetalingskravet må herefter anses for stiftet ved hjælpens udbetaling, uden at det findes afgørende, at der ikke inden gældssaneringssagens indledningvar fastsat en betalingsordning efter lovens § 27, stk. 1. Da kravet således var stiftet inden dette tidspunkt, omfatter kendelsen også dette krav, hvilket tillige findes bedst stemmende med gældssaneringsens formål. Højesteret tager derfor appellantens påstand til følge.

THI KENDES FOR RET

Indstævnte Den Sociale Ankestyrelse, skal anerkende , at K kommunes tilbagebetalingskrav på 10.059,10 kr. vedrørende kontanthjælp med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, udbetalt i maj og juli 1986, er omfattet af den af skifteretten i R den 8. oktober 1987 afsagte kendelse om gældssanering for appellanten M. P-K., hvorefter gælden pr. 27. februar 1987 nedsattes til 2.854988 %, idet den øvrige del af gælden bortfaldt.

Indstævnte skal i sagsomkostninger for landsret og Højesteret inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 20.000 kr.til appellanten.

(* 1) Se tillige SM O-002-93

Resume (udarbejdet af Socialministeriet) En kommunes tilbagebetalingskrav på ydet kontanthjælp ansås for stiftet allerede ved udbetalingen af hjælpen - og dermed omfattet af gældsaneringen - idet det ikke fandtes afgørende, at der ikke forud for indledningen af gældsaneringen var fastsat en betalingsordning for tilbagebetalingskravet. (* 1)