Vejledning om underretningspligt - tilbagebetaling - god og ond tro

Vejledning om underretningspligt - tilbagebetaling - god og ond tro

(Thrane, Jochimsen, Kjeld Christensen (kst.».

A, (adv. Kim Munk-Petersen, Nørresundby)

mod

K Kommune, (adv. Lone Felden Nielsen, Nørresundby).

Forvaltningsret 25.3. - pengevæsen m.v. 5.5.

2. Jf. U1988.1017 H (kommenteret af Erik Riis i U.1989.B225), 1989.1088 H og 1991.723 samt Jørgen Graversen: Tilbagebetaling af sociale ydelser s.27.

VESTRE LANDSRETS DOMME (MARTS 1992)

Aalborg rets 6. afdelings dom af 9. januar 1990.(3)

Under denne sag, der er anlagt den 10. oktober 1988, har sagsøgerinden, kioskejer A, hvem der er meddelt fra proces, påstår sagsøgte, K kommune, dømt til at betale 188.789 kr. 00 åre med sædvanlig procentrente fra nærmere angivne tidspunkter, subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn.

Det påstævnede beløb angives at udgøre er refusionskrav, som sagsøgerinden mener at have mod sagsøgte, der med urette har forlangt og fået tilbagebetalt sygedagpenge, som sagsøgte i medfør af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel havde udbetalt til sagsøgerindens nu afdøde ægtefælle, B, i tidsrummet fra den 14. januar 1982 til den 14. juli 1985.

Sagsøgte har nedlagt påstand mod frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

Ifølge lægeerklæring af 12. februar 1982 blev B den 7. januar 1982 taget i behandling af sin læge L, under diagnosen Morbus Hodgkin (sygdom i lymfesystemet). Lægen erklærede den pågældende fuldt uarbejdsdygtighed og oplyste, at hun skønnede at arbejdsudygtigheden ville vare i ca. 1/2 år, men fandt dog svært at sige, at B, der som erhvervsdrivende havde tegnet en frivillig sygesikring, fremsendte den 29. januar 1982 på en af sikringsstyrelsen godkendt blanket en anmodning til den sagsøgte kommune om udbetaling af dagpenge, hvilken anmodning kommunen imødekom.

Nogle måneder senere blev sagsøgerinden og hendes ægtefælle under er tilfældigt kundebesøg af en repræsentant for deres forsikringsselskab gjort opmærksom på, at B havde en forsikring i selskabet, der berettigede ham til en månedlig ydelse på ca. 4.800 kr. med virkning fra den 14. april 1982 modtog B herefter denne ydelse hver måned, indtil han afgik ved døden den 16. december 1987, men han underrettede aldrig K kommune om disse udbetalinger.

I juli måned 1985 blev sagsøgte på eget initiativ opmærksom på den udbetalte forsikringsydelse og skrev herefter den 16. august 1985 således til B

»Vedr. dagpenge i perioden 14/4-82-14/7-85. Under henvisning til samtale her på forvaltningen den 26. juli 1985 samt telefonsamtale den 7. august 1985 meddeles det herved, at De i perioden 14. januar 1982 til den 14. juli 1985 har modtaget dagpenge efter reglerne i dagpengelovens § 22 med regulering efter lovens § 23. Som beregningsgrundlag er benyttet den registrerede dagpengegivende indtægt for 1980 ialt 51.102,00, jfr. vedlagte opgørelse.

I henhold til dagpengelovens § 50 stk. 1 er der pligt til at underrette det sociale udvalg om ændringer i Deres økonomiske forhold, der kan medføre ændring eller bortfald af ydelserne. Dette gælder f.eks. hvis der i den løbende dagpengeperiode kommer en forsikringsydelse, der skal tages i betragtning ved beregning af dagpengebeløbet. For meget udbetalte dagpenge, der skyldes tilsidesættelse af oplysningspligten skal tilbagebetales jfr. § 50, stk. 2.

Socialforvaltningen har erfaret, at De siden 14/4-82 har modtaget en invaliderenteerstatning fra forsikringsselskabet Hafnia Hånd i Hånd, hvorfor Deres dagpenge i henhold til § 24, stk. 8 skal nedsættes, idet invaliderenteerstatningen samt dagpenge ikke må overstige dagpengegivende indtægt.

Iflg. vedlagte opgørelse fremgår det, at De har modtaget kr. 188.789,00 for meget i dagpenge for perioden. Beløbet skal tilbagebetales jfr. § 50, stk. 2, hvorfor De inden 14 dage bedes give møde for at aftale en afvikling af beløbet. I modsat fald vil beløbet overgå til inddrivelse efter reglerne i dagpengelovens paragraf 50, stk. 3.

Vedlagt kopi af lov, ugentligt dagpengeopgørelse samt opgørelse over beregning af dagpenge.

Ovennævnte afgørelse kan ankes. Ankevejledning vedlagt.«1)

Denne afgørelse indbragte B for Det sociale amtsankenævn for Nordjyllands amt, der den 13. maj 1986 stadfæstede K kommunes afgørelse.

Herefter blev de udbetalte sygedagpenge, ialt 188.789 kr. 00 øre, om hvis størrelse parterne er enige, tilbagebetalt til K kommune, tildels i form af modregning i for meget betalt skat.

Videre fremgår det af sagen bl.a. ved en lang række dokumenterede skrivelser fra den sagsøgte kommune til egen læge og til radiumstationen på Aalborg Sygehus Syd, at sagsøgte til opfyldelse af bestemmelsen til sygedagpengelovens § 47, stk. 3, har fulgt dagpengesagen op for så vidt angår det helbredsmæssige. Af såvel egen læges som sygehusets besvarelser heraf ses, at man fortsat anså B for syg, men med udsigt til helbredelse. I nogle af disse svar er tillige tilkendegivet, at der ikke bør søges invalidepension.

Den 19. august 1983 rettede sagsøgte påny henvendelse til sygehusets radiumstation, hvem man med henvisning til dagpengelovens § 52, stk. 1 anmodede om at få oplyst, hvad journalen måtte indeholde om diagnose, behandling m.v. og resultatet heraf. Samtidig gav kommunen følgende redegørelse om årsagen til rekvisition af disse oplysninger

»Patienten har været sygemeldt siden 14/1-1982 og vil, efter de sidste oplysninger fra egen læge, være uarbejdsdygtig i endnu 1/2-1 år og man vil gerne have vurderet, om denne patient vil være i stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, eller noget andet skal sættes i stedet for dagpenge.

Desuden vil patienten med udgangen af november måned 1983 falde for varighedsbegrænsningen i henhold til dagpengelovens § 25.«

Denne anmodning besvarede sygehuset den 6. september 1983 således: »Vi kan meddele, at patienten på grund af genopblussen af hans sygdom (Mb. Hodgkin - lymfekirtelsygdom) påny er sat i behandling med cytostatika (celledræbende midler).

Denne behandling er foreløbig planlagt et halvt år frem, ca. indtil januar 1984. Eftersom det er meget sandsynligt, at patienten herefter påny vil være arbejdsdygtig, vil vi anmode om, at man i denne patients tilfælde ville dispensere fra 91 ugers reglen, således at patienten kan få dagpenge en længere periode end de 91 uger. Det skal anføres, at patienten til trods for sin sygdom er i god almen tilstand. «

Herefter anmodede den sagsøgte kommune ved skrivelse af 14. september 1983 Sikringsstyrelsen om at dispensere fra 91-ugers reglen, og ved skrivelse af 20. september 1983 gav Sikringsstyrelsen denne dispensation, foreløbig indtil den 1. marts 1984.

I tiden indtil den 16. juni 1985 rettede den sagsøgte kommune herefterjævnligt henvendelse til sygehusets radiumstation med forespørgsel om B s aktuelle helbredstilstand, og bad derefter med henvisning til sygehusets svar Sikringsstyrelsen yderligere forlængelse af dagpengeperioden, hvilke anmodninger Sikringsstyrelsen imødekom. Ved den sidste dispensation tilkendegav Sikringsstyrelsen, at perioden kunne forlænges længst indtil den 1. oktober 1985. - - -

Alligevel rejste den sagsøgte kommune pensionssag, og ved kendelse af 2.5-1986 tildelte revaliderings- og pensionsnævnet for Nordjyllands amt B højeste førtidspension med virkning fra den 1. januar 1986.

Sagsøgte har i retten fremlagt en af kommune-data trykt blanket kaldet »kvittering for dagpenge« og oplyst, at den er anvendt ved udbetaling af dagpenge til B i den omhandlede periode. På bagsiden af blanketten findes en trykt vejledning, og der var mellem parterne enighed om, at der i denne har været følgende afsnit i hele udbetalingsperioden

»Ændring af indtægtsforhold. Oplysningspligt. De har pligt til straks at oplyse social- og sundhedsforvaltningen om ændringer i indtægtsforholdene f.eks. om tilkendelse og regulering af privat pension, tjenestemandspension, renteerstatning eller lignende.«

I bestemmelsen er ordene »Ændring af indtægtsforhold« og »pligt til straks at oplyse« særligt fremhævet i forhold til den øvrige tekst.- - -

Sagsøgerinden har bl.a. forklaret, at ægtefællerne ejede og i forening drev en kiosk i Nørresundby.

De passede kiosken alene, indtil B blev syg før jul i 1981. Da ægtefællerne havde en forsikring der berettigede dem til udbetaling af dagpenge fra kommunen selv om de var selvstændige erhvervsdrivende, ringede de til kommunekontoret og bad om en ansøgning om dagpenge.

Da ansøgningsblanketten kom, gik sagsøgerindens mand til sin læge, der skrev en lægeerklæring og formentlig indsendte denne til kommunen. B var herefter hos lægen hver 3. måned hvorefter lægen sendte en ny erklæring til kommunen. Allerede fra begyndelsen af 1982 var sagsøgerindens ægtefælle ude af stand til at arbejde, men ægtefælles talte ikke så tidligt med lægen om pension. Sagsøgerinden talte i en anden forbindelse med ægtefællernes forsikringsmand, og da denne erfarede, at B var syg, gjorde han opmærksom på, at B havde en ikke behovsbetinget forsikring mod følger af uarbejdsdygtighed. Herefter fik sagsøgerindens ægtefælle hver måned penge fra forsikringsselskabet, indtil han døde. Sagsøgerinden oplyste vist nok forsikringsmanden om, at hendes mand fik sygedagpenge fra kommunen, men forsikringsmanden sagde ikke noget om, at forsikringsydelserne kunne give problemer i forhold til kommunen. Da ægtefællerne senere bebrejdede ham, at han ikke havde sagt noget herom, erklærede han, at han ikke vidste dette. Sygedagpengene kom hver måned på en check fra kommunen sammen med en blanket.

Der skulle ikke kvitteres for pengene, og sagsøgerinden så ikke på bagsiden af blanketten, og hun tror heller ikke, at hendes mand læste den. Sagsøgerinden har først set på bagsiden, da sagen opstod. Sagsøgerinden har aldrig været i kommunen for at tale om opfølgning af dagpengesagen, og det har hendes man heller ikke været. Da sagsøgerinden engang var på kommunekontoret i anden anledning fortalt hendes sagsbehandler hende, at hendes mand på et tidspunkt ville falde for dagpengeloves tidsbegrænsning, og at der så nok skulle iværksættes noget andet. Hverken sagsøgerinden eller hendes mand har rejst spørgsmål om pension. De var mere optaget af hendes mands sygdom, og ægtefællen troede hele tiden på, at han ville blive rask. Allerede i 1983 sagde lægerne på radiumstationen, at B slet ingen chancer havde, og at der højst ville gå to måneder.

Alligevel gik der 5 år. Ægtefællen var utroligt syg mellem kemokurene, og i slutningen af sygdomsperioden sagde lægerne, at han psykisk ikke kunne tåle at få at vide, hvor syg han var. Først ret sent fortalt man sagsøgerinden på kommunekontoret, at hendes mand skulle have helbredsbetinget førtidspension, og det fik han så ret hurtigt. Sagsøgerinden har til støtte for sin påstand i første række gjort gældende, at den sagsøgte kommune har begået en fejl i såvel sin vejledningspligt over for ægtefællerne som i sin vurdering af dagpengesagen. Således har sagsøgte ikke givet ægtefællerne oplysning om, at modtagere af sygedagpenge skulle give besked til kommunen om eventuelle ændringer i deres økonomi. Endvidere skal sagsøgte efter dagpengeloven ikke alene vurdere det lægelige, men også dagpengemodtagerens sociale og økonomiske situation. Ved en korrekt sagsbehandling kunne den skete fejludbetaling være undgået, og sagsøgte kan som følge af disse omstændigheder ikke kræve tilbagebetaling.

I anden række har sagsøgerinden gjort gældende, at hendes mand ikke har modtaget dagpengeydelserne mod bedre vidende, og at sagsøgte derfor heller ikke har kunnet kræve tilbagebetaling i medfør af sygedagpengelovens § 50, stk. 2. Ganske vist hat B ikke, som han skulle, underrettet sagsøgte om, at han samtidig modtog ydelser efter en privat tegnet sygeforsikring, men han er aldrig af sagsøgte blevet direkte informeret om denne pligt, der blot fremgik af en trykt standardblanket, som folk ikke læser. B har ikke på nogen måde forsøgt at skjule, at han fik forsikringsydelserne, og de fremgår da også af hans regnskaber, således at kommunens socialforvaltning kunne og burde have indhentet oplysninger herom i skatteforvaltningen. B har heller ikke haft noget motiv til at skjule, at han fik disse forsikringsydelser, fordi han kunne være overgået til helbredsmæssig førtidspension. Det er således ikke bevist, at sygedagpengene er modtaget mod bedre videne, og B kendte slet ikke problemet.

Sagsøgerinden har herudover henvist til en teoretisk fremstilling af problemerne omkring den tilsvarende bestemmelse i bistandslovens § 25, hvorefter formodningen for snyderi afsvækkes af manglende oplysninger.

Sagsøgerinden har endelig henvist til Højesterets dom af 19. oktober 1988 (gengivet i U.f.R 1988 p. 1017 flg), hvorefter der ikke kunne ske tilbagebetaling af for meget udbetalt bistandshjælp og invalidepension. Sagsøgerinden har hævdet, at Højesteret i denne dom har fastslået, at udtrykket »mod bedre vidende« skal forstås som svig, hvilket ikke er udvist i nærværende sag.

For så vidt angår den subsidiære påstand har sagsøgerinden gjort gældende, at sagsøgte i hvert fald i foråret 1984 burde havde rejst sag om helbredsbetinget førtidspension, og at betingelserne for tilkendelse heraf var opfyldt.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand om frifindelse principalt bestridt, at kommunen har gjort sig skyldig i forkert sagsbehandling. Tværtimod er alle gældende forskrifter overholdt, og der kræves ikke en løbende vurdering af en dagpengemodtageres økonomi. Sagen drejer sig i dag om retrospektiv vurdering af, hvad der kunne være sket, og hvad der burde være sket. Alle bilag viser, at lægerne har henstillet, at dagpengene skulle forsætte, idet man har haft tro på, at B ville blive rask. Hertil kommer, at Bs egen læge ikke har sat kryds i lægeattesternes rubrikker om at søge helbredsbetinget førtidspension. Derfor vidste den sagsøgte kommune ikke bedre end at fortsætte dagpengeudbetalingen og Sikringsstyrelsen traf jo samme afgørelse i de første 3 år.

Subsidiært har sagsøgte gjort gældende, at B i den løbende sag burde have givet besked om forsikringsydelserne, og at han har modtaget dagpengeydelserne mod bedre vidende. Sagsøgte har derfor været berettiget til at kræve det udbetalte beløb tilbagebetalt. Ukendskab til loven fritager ikke for ansvar, og dagpengelovens § 50, stk. 2, kræver ikke ond tro, men blot en vis grad af uagtsomhed i form af burde viden. Den af sagsøgerinden påberåbte højesteretsdom kan ikke uden videre tages til indtægt for hendes påstand, idet den af dommen omhandlende kommune havde haft et incitament til at indhente nærmere oplysninger. Der er således ikke udvist noget ansvarspådragende forhold fra den sagsøgte kommunes side.

Retten skal udtale

Efter det således fremkomne lægger retten til grund, at B i hele det tidsrum, hvori kommunen udbetalte ham sygedagpenge, hver måned modtog en udbetalingsblanket, hvori pligten til at oplyse ændringer i indtægtsforholdene var trykt og særligt fremhævet, men at hverken han eller hans ægtefælle til trods herfor underrettede sagsøgte om forsikringsydelserne eller forespurgte, hvorvidt disse ville påvirke dagpengeudbetalingen. Retten finder, at den gennem ca. 3 år måned for måned gentagne og fremhævede oplysninger om pligt til at underrette kommunen om ændringer i indtægtsforholdene har statueret en sådan »burde viden« hos B, at der findes ubetænkeligt at fastslå, at han uberettiget har modtaget sygedagpengene om bedre vidende.

Det følger herefter af sygedagpengelovens § 50, stk. 2, at det af sagsøgte krævede beløb, om hvis størrelse der ikke er uenighed, har skullet tilbagebetales.

Herefter, og idet retten ikke i det foran beskrevne sagsforløb har fundet grundlag for kritik af kommunens sagsbehandling eller sagsvurdering, der kan føre til andet resultat tager retten sagsøgtes påstand om frifindelse til følge. - - -

Venstre Landsrets dom.

- - - For landsretten har appellanten. A gentaget sin påstand i første instans om betaling af 188,789 kr. Appellanten har påstået beløbet forrentet med sædvanlig procentrente fra de respektive indbetalingsdatoer vedrørende tilbagebetaling af beløbet til indstævnte, K Kommune, subsidiært fra sagens anlæg.

Indstævnte har påstået dommen stadfæstet.

- - -

Af to blanketter »Opgørelse over sygedagpenge« vedrørende B, der er udskrevet henholdsvis den 4. og 11. februar 1982, hedder det under »vejledning til beregning af dagpenge«, der er påtrykt på bagsiden af blanketterne

»- - -

6. Refusion til arbejdsgiver/anden hjælp pr. uge.

Eventuelt anden hjælp, der udbetales under sygeperioden må sammen med dagpengene ikke overstige det benyttede indtægtsgrundlag (kolonne 4).

Hvis dette sker nedsættes dagpengene med det overskydende beløb. ---

Raskmelding.

Underretningspligt.

Der er pligt til omgående ar underrette social- og sundhedsforvaltningen om raskmelding - - -. « Af en under sagen fremlagt blanket, der er udskrevet den 29. april 1982, og hvor der angives. af en tilsvarende blanket har været anvendt vedrørende udbetaling af sygedagpenge til B, er det foran anførte under Vejledningen pkt. 6 uændret. Overskriften »Raskmelding« er udgået og erstattet af »Underretningspligt«. Det hedder videre

»Ændring af indtægtsforhold.

De har pligt til straks at underrette social- og sundhedsforvaltningen, hvis der sker ændringer i indtægtsforholdene - eller De bliver tilkendt privat pension, tjenestemandspension, renteerstatning eller lignende.

- - -«

Det er for landsretten oplyst, at blanketter med tilsvarende tekst blev anvendt ved de senere udbetalinger af dagpenge i perioden.

Den i byrettens dom af indstævnte fremlagte blanket fra Kommunedata, der for byretten er blevet oplyst at vedrøre udbetaling af dagpenge til B i perioden, er for landsretten oplyst at blanket (DP 126), der alene anvendes ved regulering af dagpenge. - - Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for byretten. Appellanten har ikke gentaget sin subsidiære påstand om betaling af et mindre beløb på grund af, at B havde været berettiger til at modtage førtidspension fra et tidligere tidspunkt end sket. - Der findes ikke grundlag for at give appellanten medhold i sin påstand på grund af det anførte vedrørende indstævntes sagsbehandling, herunder den skete administration af sygedagpengelovens dagældende § 47.

Der må lægges til grund, at B ved udbetaling af sygedagpenge første gang i 1982 ikke forinden ved personlig kontakt med kommunen havde modtaget anden vejledning vedrørende udbetaling af dagpenge end den vejledning, der var påtrykt bag på den blanket, der blev tilsendt ham ved den første udbetaling af dagpenge. På denne blanket er der alene foreskrevet en underretningspligt vedrørende »Raskmelding«. Det må endvidere lægges til grund, at B ikke har modtaget anden meddelelse om den ændring der -formentlig i april 1992 - skete i blankettens »Vejledning«, end den meddelelse han fik ved tilsendelse af blanketten og checken på sygedagpengebeløbet. Ved den skete ændring blev pligten til at underrette social- og sundhedsforvaltningen om ændringer i indtægtsforholdene anført under »Underretningspligt« i vejledningen, men det er ikke på opgørelsen iøvrigt anført, at der er sket en ændring i vejledning.

Uanset at dagpengemodtagerens underretningspligt følger af dagældende sygedagpengelovs § 50, stk. 1, finder landsretten, at der på et område som det her omhandlede - hvor der gives en vejledning på de tilsendte opgørelser - må kræves en ret høj klarhed med hensyn til vejledning om underretningspligt, når en forsømmelse af denne pligt kan medføre krav om tilbagebetaling.

Når henses hertil og til, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at B heller ikke af forsikringsagentes fik oplysning om, at ydelserne i henhold til forsikringen, som blev angiver til skattevæsenet, kunne få betydning for beregningen af sygedagpengene, finder landsretten ikke med den tilstrækkelige sikkerhed at kunne fastslå, at B - der led at en svær sygdom og i perioden var under belastende sygdomsbehandling - har været vidende om, at han ikke havde en ret til at modtage de dagpengebeløb, som blev udbetalt til ham. Landsretten finder herefter, at der ikke har været tilstrækkelig grundlag for at kræve tilbagebetaling, og landsretten tager derfor appellantens påstand til følge og således, at beløbet forrentes som af appellanten principalt påstået. - - -

Sagens omkostninger for begge retter skal indstævnte betale til appellanten med 45,000 kr. - - -

1) Ankevejledning ikke vedlagt her.

Resume (udarbejdet af Socialministeriet) En kommunes vejledning om underretningspligt for en ydelsesmodtager kræver ret høj klarhed, når en forsømmelse af underretningspligten kan medføre krav om tilbagebetaling.