Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for MTGroup, Korsør (advokat Merete Preisler). Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand) Marstrand Dahl, Annette Elmer, Arnold Hansen, Poul Fl. Hansen, Gert Kristensen, og Erik Nielsen. Bod 2.3.1. Underbetaling. Aftale indgået med nogle ansatte ikke gyldig for så vidt den fraveg den kollektive overenskomst til skade for de ansatte.(* 1) (* 2)

Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for MTGroup, Korsør (advokat Merete Preisler). Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand) Marstrand Dahl, Annette Elmer, Arnold Hansen, Poul Fl. Hansen, Gert Kristensen, og Erik Nielsen. Bod 2.3.1. Underbetaling. Aftale indgået med nogle ansatte ikke gyldig for så vidt den fraveg den kollektive overenskomst til skade for de ansatte.(* 1) (* 2)

Sagens problem er, om der vedrørende riggere ansat hos MTGroup til arbejde i Halsskov og på Sprogø i foråret og sommeren 1991 gyldigt var aftalt en fravigelse af reglerne om overarbejde og betaling herfor i overenskomsten mellem Entreprenørforeningen og Specialarbejderforbundet i Danmark.

PARTERNES PÅSTANDE

Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, har påstået, at indklagede Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for MTGroup, har begået brud på gældende overenskomst §§ 5 og 10 vedrørende overarbejdsbetaling, og har påstået indklagede tilpligtet at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod indeholdende manglende overtidsbetaling på 253.706,02 kr. til Specialarbejderforbundet i Danmark.

De indklagede har påstået frifindelse, men har ikke bestridt størrelsen af den eventuelt manglende overtidsbetaling.

SAGSFREMSTILLING

Den 21. marts 1991 blev der på MTGroups brevpapir skrevet en lokalaftale som tillæg til overenskomsten mellem Entreprenørforeningen og Specialarbejderforbundet i Danmark. Ifølge papiret var der ved forhandling mellem MTGroup og de valgte tillidsmænd opnået enighed om, at der i logistikafdelingen på Halsskov og/eller ny Sprogø kan benyttes toholds holddriftplan for 12 timers bemanding af arbejde 6 dage om ugen. Af beskrivelsen fremgår bl.a., at der ikke er fast overtid i planen.

Papiret blev kun underskrevet af arbejdsgiversiden.

Henry Jensen, der er faglig sekretær i Specialarbejderforbundet i Danmarks Korsørafdeling og specielt ansat til fra et Storebæltskontor fælles for Snedker- og Tømrerforbundet og Specialarbejderforbundet i Danmark at rådgive medlemmer om arbejds- og lønforhold, skrev den 27. marts 1991 til MTGroup og bad på opfordring af riggere om et møde for at få klarlagt arbejdstider og lønforhold på arbejdspladserne i Halsskov og Sprogø. I 1991 arbejdede et antal riggere på Sprogø og i Halsskov med læsning, surring og losning af udstyr og materialer, herunder tunnelelementer. De havde i perioden fra den 2. april 1991 til den 28. september 1991 en arbejdstid hver anden uge mandag-lørdag incl. kl. 6 - 18.30.

Nogle af riggerne på Sprogø-siden anførte på deres timesedler for den 8. og 9. april og for nogle dage i begyndelsen af juli 8 normaltimer, 3 »50 %-timer« og 1 1/2 »100 %-timer« pr. dag. Arbejdsformanden stregede timespecifikationen ud, før de pågældende fik deres kopi tilbage. På de øvrige timesedler blev samtlige 12 1/2 time af riggerne anført som normaltimer, og alle fik udbetalt løn beregnet som normaltimer.

Den 8. april blev der holdt et møde mellem riggerne Peter Lauberg og Henrik Jensen som talsmænd for kollegerne henholdsvis i Halsskov og på Sprogø samt Ole Munk og Villy Bruun for arbejdsgiverne. Henry Jensen deltog ikke i mødet, hvor der blev enighed om, at der ikke var hold i rygter om, at arbejdsgiveren skulle have truet med afskedigelser for at få indgået aftale de 21. marts 1991. Der blev ikke skrevet referat af mødet.

Den 4. juli 1991 skrev Henry Jensen følgende besked til tillidsmændene

»Jeg går på ferie i ugerne 28-29-30. Omkring problemerne med riggerne på Sprogø, må du bede dem om at skrive overarbejde på ugesedlen hver dag, da de ikke arbejder på holddrift. Hvis kravet så bliver afvist, må vi tage en fagretslig behandling af sagen«

Specialarbejderforbundet i Danmarks Korsør-afdeling Storebæltskontoret, fremsatte den 9. oktober 1991 overfor MTGroup krav om efterbetaling til riggerne på Sprogø af forkert udbetalt aflønning. Der blev henvist til brevet af 27. marts 1991, og afdelingen bad på baggrund af det langstrakte forhandlingsforløb om svar så hurtigt som muligt. Arbejdsgiveren svarede den 24. oktober 1991, at der ikke havde været nogen skriftlig aftale med riggerne, men at de mundtligt havde accepteret arbejdsplanen, der var blevet fulgt i ca. 1/2 år. Man foreslog som alternativ en afregning i henhold til vekselugebegrebet.

Mæglingsmøde blev startet den 5. december 1991 og fortsat den 16. december 1991, og fællesmøde blev holdt den 20. december 1991.

Fra arbejdsgiverside blev det erkendt, at overenskomstens betalingssatser ikke kan fraviges lokalt, men det blev gjort gældende, at Specialarbejderforbundets repræsentant havde været vidende om indgåelse af aftalen om arbejde i henhold til holddriftplan og ikke havde gjort indsigelse.

Arbejdstagersiden gjorde gældende, at forbundet først havde kendt den påståede aftale den 29. oktober 1991, og at den lokale afdeling hele tiden havde hævdet, at betalingen var i strid med overenskomsten.

FORKLARINGER

Henry Jensen har bl.a. forklaret, at der var en tillidsmand for alle faggrupper i Halsskov og en på Sprogø. Ingen af tillidsmændene var rigger. Selv havde han dengang ikke fri adgang til arbejdspladserne.

Han havde ikke set lokalaftaleforslaget af 21. marts 1991. Efter hans brev af 27. marts blev der aftalt møde til den 8. april, men virksomheden aflyste over for ham mødet, fordi man ville undersøge sagen nærmere.

Han bad tillidsmændene om at starte forhandlinger og har de mange gange, han spurgte tillidsmændene, fået at vide, at der stadig var forhandlinger i gang.

Selv har han efter den 8. april flere gange mundtligt forgæves bedt Ole Munk eller Kim Kantsøe hos MTGroup om at få fastsat et nyt møde om denne sag.

Der var i foråret 1991 et dårligt forhold mellem arbejderne og byggepladsledelsen, og det blev først forbedret efter et 2-dages møde i begyndelsen af sommeren på Metalskolen i Jørlunde, hvor man blev enige om at få byggepladsen til at fungere ordentligt og løst konflikter på stedet. Dette var baggrunden for, at han ikke sendte sagen om riggenes arbejdstid til mægling, men ventede på resultat af lokale forhandlinger.

Da han skrev beskeden af 4. juli 1991 til tillidsmændene, regnede han med, at riggerne hele tiden havde anført overtiden på deres timesedler, og han ville blot sikre sig, at de fortsatte med det.

På et møde den 28. august var virksomheden repræsenteret af Henrik Thorsen og Kim Kantsøe. Selv om mødet skulle handle om denne sag, var Thorsen ikke forberedt på emnet, og der var enighed om, at man måtte tage diskussionen en anden dag.

Han aftalte derefter med Ole Munk eller Kim Kantsøe et møde den 10. september, hvor også tillidsmændene skulle med. Virksomheden sagde imidlertid senere, at han ikke måtte deltage i mødet, og han måtte acceptere, at virksomheden forhandlede videre med tillidsmændene.

Da der stadig ikke kom noget resultat, sagde han til Kantsø, at de måtte opgive at løse sagen på stedet. Derefter indberettede han den 29. oktober 1991 til forbundet, og det var første gang, han havde henvendt sig der om denne sag.

Hver gang, han har drøftet sagen med arbejdsgiveren, har han sagt, at aflønningen var overenskomststridig.

Knud Nielsen har bl.a. forklaret, at han fra 6. december 1990 var ansat som rigger på Sprogø. Indtil april 1991 havde han og kollegerne en normal 7 1/2 times arbejdsdag. Efter besked fra formanden blev arbejdstiden fra 2. april lagt om til hver anden uge. Selv om han var valgt som talsmand på Sprogø-siden, har han ikke deltaget i forhandlinger om arbejdstidsomlægning, og han har ikke set lokalaftaleudkastet af 21. marts. Der har ikke været afstemning blandt riggerne på Sprogø om denne aftale.

Han skrev i begyndelsen af april overtid på timesedlerne og protesterede, når formanden stregede det over. Han sagde til tillidsmanden, at han mente, de skulle have overarbejdsbetaling, og tillidsmanden ville gå videre med sagen til fagforeningen. Da sagen således var startet, holdt han op med at skrive overtid på timesedlerne og begyndte først igen, da han i juli fik en seddel om at gøre det.

Den 11. december 1991 var han som talsmand til et møde med tillidsmændene og repræsentanter for virksomheden. Han blev opfordret til at skrive under bl.a. på, at der var en mundtlig aftale fra marts, og at der var sket korrekt aflønning herefter. Da han ikke havde indgået nogen aftale, og da han i øvrigt havde fået besked på ikke at skrive under på nogen aftale, fulgte han ikke opfordringen.

Kim Hansen har bl.a. forklaret, at han fra 1. januar 1990 har været arbejdsformand for riggerne på Sprogø.

Villy Bruun havde sagt, at det var aftalt, at der skulle arbejdes hver anden uge uden overtidsbetaling. Derfor stregede han det, hvis riggerne havde ført overtid på timesedlerne. Der var ingen af riggerne, der reagerede over for ham i den anledning.

Han blev irriteret, da riggerne igen i juli skrev overtid på timesedlerne, således at han på ny måtte lave udstregninger. Han kan ikke huske, hvad riggerne svarede, da han gjorde vrøvl.

Han har ikke selv fri hver anden uge og får derfor overtidsbetaling for at arbejde 12 1/2 time daglig.

Evald Petersen har bl.a. forklaret, at han er forretningsfører i Specialarbejderforbundet i Danmark. I forbundet havde man hverken officielt eller uofficielt kendskab til denne sag, før man fik indberetningen af 29. oktober.

Ved mæglingsmødet den 5. december krævede arbejdstagerne efterbetaling og bod, men kunne ikke opgøre efterbetalingsbeløbet helt eksakt. Arbejdsgiverne ønskede udsættelse for at undersøge beregningen. Det var først, da mødet blev genoptaget den 16. december, at arbejdsgiverne gjorde gældende, at de ansatte havde accepteret arbejdstiden ved en lokalaftale. Arbejdsgiverne havde imidlertid ingen dokumentation, heller ikke ved vidner. Selv om der havde været en sådan aftale, havde den ikke kunnet løse sagen, da fravigelse af overenskomsten er et forbundsanliggende.

Ole Lauritsen har bl.a. forklaret, at han har været viceprojektchef på Storebælt siden 1. juli 1991. Han hørte først i oktober 1991 om kravet om overarbejdsbetaling. Det er hans personlige mening, at flertallet af riggerne var glade for aftalen om at arbejde hver anden uge, og at fagforeningen ikke ville ødelægge noget for medlemmerne og derfor lod tiden gå uden at starte fagretlig sag.

Der havde i foråret og sommeren 1991 været mange lokalaftaler, der alle havde haft et hurtigt sagsforløb, og hvor der flere gange havde været mægling.

Efter mødet i Jørlunde er problemer på arbejdspladsen blevet taget op og løst på stedet.

Lokalaftaler er normalt skriftlige. Når den ikke er det i denne sag, er det muligvis, fordi den er fra før man skiftede administration i MTGroup.

Villy Bruun har bl.a. forklaret, at han fra 1. maj 1989 til 1. december 1991 var leder af MTGroups logistikafdeling, og dermed den, riggerne refererede til.

Han er sikker på, at det var efter riggernes ønske, at lokalaftaleudkastet af 21. marts blev lavet. Det er muligvis arbejdsformanden i Halsskov, der har formuleret papiret. Der var problemer med tunnelboremaskinerne, og riggerne var nervøse for deres arbejdssituation. Da der med den nye arbejdstid kun var fire mand på hvert hold, blev der mindre risiko for fyringer. Det var desuden en fordel for riggerne at have otte fridage i træk.

Arbejdsgiverne var interesseret i aftalen, fordi man derved fik bemandet lørdagene uden at skulle betale overtid, og fordi man skulle betale for en chartret slæbebåd seks dage ugentlig.

Han talte med personaleafdelingen, om man overenskomstmæssigt kunne indgå en sådan aftale, og personaleafdelingen undersøgte sagen og sagde god for ordningen.

Peter Lauberg har bl.a. forklaret, at han arbejdede som rigger på Halsskov-siden og sammen med andre riggere derfra lavede planen om arbejde hver anden uge. Der var enighed om, at planen var god, idet man så kunne undgå fyringer, og fordi riggerne fik fri hveranden uge. De fik også 200 kr. mere i løn hver 14. dag, idet de ikke på Halsskov-siden havde haft overarbejde under den hidtidige ordning. De gav planen til deres formand, der gav den videre til Villy Bruun. Hos Sprogø-folkene var Henrik Jensen talsmand. Han fik forelagt planen, og der blev på de to arbejdspladser samtidigt holdt afstemning om den. Han kan ikke huske, om nogen stemte imod, men der var i hvert fald begge steder flertal for.

Der blev givet besked herom til virksomheden, der ligeledes accepterede. Han var ikke klar over, at en sådan aftale var overenskomststridig. Han tror, at også Henry Jensen kendte aftalen. Inden man gik i gang med mødet den 8. april ventede man forgæves på Henry Jensen i 15 - 30 minutter.

Så vidt han ved, gjorde Henry Jensen ikke noget ved sagen, og det var først, da ordningen havde fungeret i ca. 1 måned, han fra riggerne på Sprogø hørte, at sagen fortsatte i systemet. Han ved ikke, om tillidsmanden i Halsskov er blevet kontaktet af afdelingen.

Han deltog i et af mæglingsmøderne i december. På Halsskov- siden var der enighed om, at ordningen var god nok, og riggerne underskrev derfor på eget initiativ en erklæring om, at de efter mundtlig aftale i marts 1991 var blevet korrekt aflønnet.

Det er hans fornemmelse, at riggerne på Sprogø har fortrudt efterfølgende.

Carsten Bekker har bl.a. forklaret, at han er afdelingsdirektør i Entreprenørforeningen og fra juni 1991 har haft Storebælt under sit område. I oktober hørte han, at der var rejst krav fra Sprogø-riggerne. Han mente imidlertid, at holddriftsaftalens § 9 gav hjemmel for en lokalaftale. Kim Kantsø mente, at han kunne løse problemerne lokalt med Henry Jensen.

Han deltog i to mæglingsmøder. Ved det første sagde Evald Petersen, at hvis der kunne dokumenteres en aftale, så var der intet krav. Ved det andet havde arbejdsgiverne dokumentation i form af timesedler, der ikke angav overtid. Evald Petersen var imidlertid ikke tilfreds og påstod nu, at der var overenskomstbrud.

Ved fællesmødet frafaldt arbejdsgiverne efter råd fra Dansk Arbejdsgiverforening, at holddriftsaftalen gav ret til en lokalaftale som den foreliggende.

Når Henry Jensen har kendt problemet siden april, undrer det ham, at der ikke blev rejst sag, straks da overtimerne blev slettet på timesedlerne.

Kim Kantsøe har bl.a. forklaret, at han ikke har haft møder med Henry Jensen om denne sag. Det var først i august, han fik en henvendelse om, at der var betalingsproblemer på Sprogø. Han mener ikke at have hørt, at der skulle være skrevet overtid på timesedlerne.

PARTERNES ARGUMENTER

Klagerne har til støtte for deres påstande gjort gældende, at den kollektive overenskomst ikke kan fraviges til ugunst for arbejdstagerne uden forbundets godkendelse, hvilket også nu er erkendt af de indklagede.

Det er helt udokumenteret, at Specialarbejderforbundet i Danmark skulle have haft kendskab til nogen lokal aftale, og dette blev i øvrigt også først hævdet af de indklagede ved fællesmødet, da man var blevet klar over, hvordan retsstillingen var. Den lokale afdelings handlemåde kan under ingen omstændigheder føre til, at klagerne stilles, som om forbundet havde accepteret en fravigelse af overenskomsten. Afdelingen har desuden fra første færd protesteret mod overarbejdet, og de indklagede havde intet grundlag for at tro, at dette synspunkt senere var frafaldet, eller at ordningen stiltiende var blevet accepteret. Det gør ingen forskel, at nogle af riggerne ikke mente, de skulle have overarbejdsbetaling.

Sagen har ikke udløb i en tvivl om den rigtige fortolkning af overenskomsten, og der er derfor ikke grundlag for kun at pålægge efterbetaling fra det tidspunkt, hvor den fagretlige behandling begyndte.

Det er stærkt kritisabelt, at virksomheden, efter at den fagretlige behandling startede, har forsøgt at få arbejdstagerne til at frafalde efterbetalingskrav. Da der således er tale om et groft overenskomstbrud, og da den manglende betaling har givet virksomheden en betydelig rentefordel, bør den samlede bod fastsættes til ikke under 400.000 kr.

De indklagede har heroverfor anført, at arbejdstidsordningen støttede sig på en mundtlig aftale mellem virksomheden og de ansatte og på overenskomstparternes stiltiende accept heraf. Henry Jensen, som udelukkende tog sig af arbejdspladserne ved Storebælt, har som forbundets forlængede arm accepteret ordningen. Hvis afdelingen havde forfulgt sagen på normal måde, ville ordningen, der var i overensstemmelse med de ansattes ønsker, straks være blevet standset.

Selv om der skulle kunne statueres overenskomstbrud, er der ikke nødvendigvis også efterbetalingspligt. Det er klagernes egen skyld, at de ansatte gik ind på ordningen, og at afdelingen og dermed forbundet trods viden om problemerne ikke med det samme rejste sagen på normal måde. Da desuden virksomheden helt frem til fællesmødet var i god tro med hensyn til lokalaftalens gyldighed, bør den ikke tilpligtes at efterbetale overtidsbetaling. Det samme resultat følger også af, at Arbejdsrettens dom tidligst bør få virkning fra begæringen om mæglingsmøde.

Der er i hvert fald med virksomhedens gode tro og klagernes egen skyld så formidlende omstændigheder, at bod ikke bør idømmes.

ARBEJDSRETTENS PRÆMISSER OG KONKLUSION

Overenskomsten kan som erkendt kun fraviges af overenskomstparterne.

Den aftale, der mundtlig er indgået mellem virksomheden og nogle af de ansatte, har derfor ikke gyldighed for så vidt den fraviger overenskomsten til skade for de ansatte.

Det er ikke under sagen godtgjort, at Specialarbejderforbundet i Danmark eller nogen, der i den henseende kunne handle på forbundets vegne, udtrykkeligt eller stiltiende har godkendt den lokale aftale.

Da der ikke i det fremkomne er grundlag for at statuere, at virksomheden ikke skal efterbetale for hele perioden, tages klagernes påstand til følge, og boden fastsættes til 300.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for MTGroup, Korsør, har i perioden 2. april - 28. september 1991 for så vidt angår riggere ansat på arbejdspladsen Storebælt brudt overenskomsten §§ 5 og 10 om overarbejdsbetaling og skal til Specialarbejderforbundet i Danmark betale en bod på 300.000 kr., indeholdende 253.706,02 kr. i manglende overtidsbetaling.

De indklagede skal desuden betale 2000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen, s. 79 og 94, K. 92.026.

En virksomhed indgik med nogle ansatte en mundtlig aftale om en arbejdstid, der fraveg den kollektive overenskomst på området, herunder bestemmelserne om overtidsbetaling.

Arbejdsretten fandt det ikke under sagen godtgjort, at fagforbundet eller nogen, der i den relevante henseende kunne handle på forbundets vegne, udtrykkeligt eller stiltiende havde godkendt den mundtlige aftale. Da der ikke fandtes grundlag for at statuere, at virksomheden ikke skulle efterbetale for hele den periode, hvori arbejderne var aflønnet i henhold til den mundtlige aftale, idømtes virksomheden en bod på 300.000 kr., indeholdende ca.

250.000 kr. i manglende overtidsbetaling.