Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Emballageindustrien for A/S P. Bjørnbak Konvolutfabrik (advokat Merete Preisler) Dommere: Peter Andersen, Erik Cruse, Arnold Hansen, Kiil (retsformand), Erik Ross Pedersen, Sløk og Westergaard. Bod 2.3.2., Faglig voldgift. Kollektiv overenskomst 3. Processuelle spørgsmål 2.2. Fortolkning af bemandingsaftale.(* 1) (* 2)

Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Emballageindustrien for A/S P. Bjørnbak Konvolutfabrik (advokat Merete Preisler) Dommere: Peter Andersen, Erik Cruse, Arnold Hansen, Kiil (retsformand), Erik Ross Pedersen, Sløk og Westergaard. Bod 2.3.2., Faglig voldgift. Kollektiv overenskomst 3. Processuelle spørgsmål 2.2. Fortolkning af bemandingsaftale.(* 1) (* 2)

1. Ved klageskrift af 12. februar 1992 har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Emballageindustrien for A/S P. Bjørnbak Konvolutfabrik for Arbejdsretten, hvor klagerne har nedlagt følgende endelige påstand

Indklagede A/S P. Bjørnbak Konvolutfabrik har handlet overenskomststridigt ved ikke at efterleve aftale af 20. juni 1991 mellem Dansk Typograf-Forbund og Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening.

Indklagede tilpligtes fortsat at efterleve aftale af 20. juni 1991 mellem Dansk Typograf-Forbund og Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening.

Indklagede tilpligtes til Dansk Typograf-Forbund at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

De indklagede, der har frafaldet en i svarskriftet nedlagt principal påstand om sagens henvisning til fagretlig behandling, eventuel faglig voldgift, har påstået frifindelse.

2. Aftalen af 20. juni 1991, der for Dansk Typograf-Forbund er underskrevet af sekretær Preben Hansen og for Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening af direktør John Niklasson, har følgende ordlyd

»Ved et møde dags dato mellem repræsentanter for Dansk Typograf-Forbund og Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening har man drøftet betjening af ark- og rullemaskiner hos A/S P. Bjørnbaks Konvolutfabrik.

Parterne er enige om følgende løsning

Ved ark- og rullemaskiner under nærværende konditioner er bemandingen på daghold minimum 2 faglærte trykkere, og på aftenhold minimum 1 faglært trykker. På natholdet kan der produceres uden trykker ved kørsel af foertryk med op til 4 værker.

Det forudsættes, at der ved sygdom, afspadsering, kurser og ferie indsættes erstatningsmandskab, således at ovennævnte minimum bemanding overholdes.

Såfremt forudsætningerne for denne aftales indgåelse ændres væsentligt, kan der af en af parterne begæres genforhandling.«

3. Om baggrunden for den opståede tvist er oplyst

I slutningen af september 1991 gik en af virksomhedens faglærte trykkere på efterløn. Den pågældende havde primært været beskæftiget på ældre arkmaskiner og havde kun arbejdet på rullemaskine i forbindelse med kørsel på aftenhold. Da virksomheden allerede i løbet af august 1991 havde solgt et antal ark- og rullemaskiner, herunder de maskiner, som den pågældende trykker havde været beskæftiget ved, besluttede virksomhedens ledelse uden forhandling herom med forbundet, at den ledigblevne stilling ikke skulle genbesættes. Da man fra forbundets side protesterede herimod, afholdtes den 28. oktober 1991 et mæglingsmøde, hvor enighed ikke kunne opnås. I referatet fra det efterfølgende organisationsmøde den 12. november 1991 hedder det bl.a.

»Fra arbejdstagerside gjorde man gældende, at virksomheden ensidigt har ændret bemandingsaftalen af 20. juni 1991, indgået mellem organisationerne.

Organisationsaftalen er ikke i henhold til dennes sidste afsnit begæret genforhandlet af Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening, hvorfor den i aftalen værende minimumsbemanding med 2 trykkere på daghold som minimum og 1 trykker på aftenhold ikke har været efterlevet siden 30. september 1991 og fortsat ikke efterleves.

Fra arbejdsgiverside gjorde man gældende, at aftalen fortsat efterleves, idet bemandingen er ændret i forhold til de ændrede konditioner, og at denne ændring ligger indenfor aftalens forudsætninger.

Enighed kunne ikke opnås........«

Uoverensstemmelsen blev herefter behandlet ved et fællesmøde den 6. december 1991. I referatet fra mødet hedder det bl.a.

»Fra arbejdstagerside blev det fremført, at virksomheden ikke ensidigt kan ændre ovennævnte organisationsaftale vedrørende bemanding af trykmaskiner. Det blev endvidere fremført, at bemandingsaftalen fortsat ikke efterleves.

Fra arbejdsgiverside blev ovennævnte brud benægtet, og der blev henvist til, at aftalens afsnit 1 relaterer sig til forholdet mellem antallet af maskiner og antallet af trykkere. Dette forhold er ikke ændret. Endvidere var der efter arbejdsgivers opfattelse ved aftalens indgåelse enighed om, at såfremt den produktion, der nu er udlagt, flyttes tilbage, kan der af en af parterne begæres genforhandling. Dette er ikke tilfældet.

Fra arbejdstagerside bestred man ovennævnte og tog forbehold overfor at videreføre uoverensstemmelsen ved Arbejdsretten, herunder at gøre organisationsansvar gældende, idet Papirvareindustrien ikke har taget initiativ til at genforhandle organisationsaftalen.

Fra arbejdsgiverside bestred man, at der var grundlag for at gøre organisationsansvar gældende.

Fra arbejdsgiverside var man af den opfattelse, at rette forum for nærværende fortolkningsuoverensstemmelse er faglig voldgift.«

4. Handlingsforløbet forud for den indgåede organisationsaftale af 20. juni 1991 fremgår til dels af oplysningerne gengivet i Arbejdsrettens dom af 11. april 1991 i sag nr. 91.055 (Arbejdsretligt Tidsskrift 1991. 125 ff). I den i dommen omtalte - og delvis refererede - »Rapport over forsøg med fleksibilitetsaftale i produktionen hos A/S P. Bjørnbaks Konvolutfabrik«, der blev godkendt af projektgruppen den 1. februar 1992, hedder det bl.a.

»BAGGRUND

A/S P. Bjørnbaks Konvolutfabrik, som er Danmarks største producent af konvolutter, blev den 1. august 1988 købt af Sveriges største producent af konvolutter, AB Sture Ljungdahl i Nybro.

Ved overtagelsen i 1988 var der ansat 148 personer i Bjørnbak, fordelt på følgende områder

Mekanikere i produktionen 20

Typografer 7

Kartonnagearbejdere 48......

Efter overtagelsen af Bjørnbak drøftede man i ledelsen, hvorledes man kunne tilpasse de to virksomheders produktion til hinanden, således at man fik en optimering af produktionsapparatet.

Fra Ljungdahls side blev det oplyst, at man gerne så produktionen i Danmark tilpasset de svenske forhold, således at man dels ved at indføre ny teknologi i Bjørnbak, og dels ved at tilpasse bemandingsforholdene til svenske forhold, kunne få en bedre udnyttelse af produktionskapaciteten hos Bjørnbak.

INDLEDENDE FORHANDLINGER

I efteråret 1988 blev der via Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening (P.A.) taget kontakt til Dansk Typograf-Forbund (D.T-F.), for at drøfte de forskelle, der er på trykområdet i forhold til Ljungdahl i Sverige.

I Sverige findes der ingen typografer i selve konvolutproduktionen, eller ved de såkaldte Jet-press.

Møderne mellem P.A. og D.T-F. resulterede i, at det blev foreslået, at de eksisterende faggrænser, som findes mellem Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund (D.B.K.F.), Dansk Metal (D.M.) og D.T-F., i en periode skulle sættes ud af drift, så man kunne drage erfaring heraf, og herefter drøfte, hvorledes man senere skulle fortsætte........

TEKNOLOGISK UDVIKLING

Ved Ljungdahls overtagelse af Bjørnbak besluttede man, at der på virksomheden i Hedehusene skulle indføres automatiske rulleskiftere.

Tidligere havde det været mekanikernes arbejde at skifte ruller på konvolutmaskinerne, hvilket ved normalproduktion skulle foregå hver 20. minut. Ved at indføre automatiske rulleskiftere kunne mekanikerne frigøres til andet arbejde, og de automatiske rulleskiftere skulle passes af kartonnagearbejdere.

Siden flex-aftalen er blevet indgået, er der blevet indført automatiske rulleskiftere på 5 rullemaskiner i produktionen.

Ved indgåelse af aftalen mellem D.T-F. og P.A. den 23. januar 1989 var der følgende produktionsmaskiner i fabrikken

RULLEMASKINER

(Specifikation af 11 maskiner, hvoraf 2 ikke længere findes i produktionen og en blev afhentet i 1991)

ARKMASKINER

(Specifikation af 21 maskiner, hvoraf 5 ikke længere findes i produktionen og 4 blev afhentet i 1991).

Desuden kommer der i løbet af 1991 følgende nye produktionsmaskiner, som vil erstatte flere af de nuværende maskiner

Ca. 1. februar arkmaskine nr. 381

April kvartal rullemaskine nr. 202

I 1992/93 kommer der yderligere en rullemaskine af typen 249.

Ud over konvolutproduktionsmaskiner er der i 1990 blevet indført en konvoluttiltrykningsmaskine af typen Jet-press til tryk på færdige konvolutter, og i midten af februar 1991 forventes yderligere en Jet-press leveret.......

KØB AF JET-PRESS TILTRYKNINGSMASKINE.

Ved flex-aftalens indgåelse oplyste virksomheden, at man fremover vil satse mere på tiltrykning af konvolutterne, frem for at sætte udvendigt tryk på i selve produktionen. På grund af lange leveringstider (op til 12 måneder) på Jet- presser, kunne man ikke oplyse om, hvornår de første maskiner kunne komme ind i virksomheden.

I januar 1990 fik man den første Jet-press, og der blev i den forbindelse afholdt et møde mellem virksomhedens direktør og typografernes tillidsmand.

Her drøftede man, hvorledes Jet-pressen skulle indgå i den daglige produktion, samt fordelingen af arbejdsopgaver mellem konvolutproduktionen og Jet-pressen.

Det blev påpeget fra virksomhedens side, at det var vigtigt at få en aftale i stand omkring arbejdsfordelingen, idet det ikke ville være rentabelt at indføre en Jet-press, såfremt de nuværende faggrænser og restriktive bemandingsregler blev fastholdt.

Mødet endte med en lokalaftale underskrevet af direktør Jørgen Sejr og typografernes tillidsmand Viggo Glyng. .......

Herefter blev to typografer sendt til Sverige til uddannelse i Jet-pressen, og ca. 1. maj 1990 blev maskinen opstillet i en særlig afdeling på fabrikken.

I begyndelsen var maskinen bemandet med en typograf og en kartonnagearbejder, men senere oprettede man en repro- afdeling og bemandede også denne afdeling med en typograf.

Der kom en kraftig stigning i udvendigt tiltryk på konvolutter i afdelingen, og samtidig skete der et mindre fald i udvendigt tryk på produktionen.

Kun ved store ordrer vil det være rentabelt at køre med udvendigt tryk i konvolutproduktionen, svarende til den svenske produktionsmodel.

Over for typograferne blev der gjort opmærksom på, at det er i tiltrykningsafdelingen, udviklingen vil ske, og der blev bestilt yderligere en Jet-press til levering i februar 1991.

I slutningen af 1990 var ordremængden til Jet-pressen så stor, at det var nødvendigt at køre i 2-holdsdrift. ......«

5. For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af nedennævnte vidner.

Virksomhedens direktør Jørgen Sejr har forklaret bl.a., at han deltog i de indledende forhandlinger om den fremtidige ordning efter afslutningen af flex-forsøget, men ikke i de forhandlinger, som bl.a. resulterede i aftalen af 20. juni 1991, idet disse forhandlinger foregik mellem organisationerne. Formålet med den forsøgsperiode, som resulterede i flex-aftalen, var at øge effektiviteten ved at nedbryde de eksisterende faggrænser, som betød, at de enkelte faggrupper - typografer, mekanikere og kartonnagearbejdere - havde en del spildtid. Efter at rapporten var gjort færdig og godkendt af projektgruppen den 1. februar 1991, afholdtes en række møder, som organisationerne lidt efter lidt kom til at deltage i. Aftalen af 20. juni 1991 var et resultat af disse forhandlinger. Der blev i et større forum med deltagelse også af repræsentanter for medarbejderne redegjort for aftalens indhold. Direktør John Niklasson fra Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening omtalte i den forbindelse bestemmelsen i aftalens sidste stk., hvorefter en af parterne kan begære genforhandling af aftalen, hvis forudsætningerne for aftalens indgåelse ændres væsentligt. Baggrunden for denne bestemmelse er, at virksomheden som led i rationaliseringsbestræbelserne har etableret et selvstændigt trykkeri Royal for udvendigt tryk på konvolutterne, således at man hos Bjørnbak er gået over til i alt væsentligt blot at lave blanke kuverter med indvendigt tryk, hvorved man undgår en besværlig og tidkrævende omstilling af maskinerne. Der er tale om to selvstændige virksomheder, om end på samme adresse, men med særskilt personale hvert sted. Meningen med forbeholdet om adgang til genforhandling er herefter, at en sådan forhandling kan kræves, hvis man skulle vælge at vende tilbage til den tidligere ordning, hvorefter også udvendigt tryk skete hos Bjørnbak. Skulle man vælge at flytte Jet-presserne fra Royal til Bjørnbak, må den aftalte bemanding her naturligvis genforhandles. I løbet af efteråret 1991 solgte man en del af Bjørnbaks maskiner. Det var nok forudset i aftalen om flex-ordningen og dermed forud for aftalen af 20. juni 1991, at der skulle ske en reduktion af maskinparken, men det var ikke forudset, at det ville ske i det omfang, som tilfældet blev, nemlig en rullemaskine og 6 andre maskiner. Salget af så mange maskiner betød, at man ikke længere havde brug for det samme antal medarbejdere hos Bjørnbak som hidtil. Man genbesatte derfor ikke den stilling, som blev ledig, da en trykker gik på efterløn. Til gengæld har man ansat yderligere en typograf i Royal, således at antallet af typografer i de to virksomheder under et er uændret. Den undladte genbesættelse af stillingen hos Bjørnbak blev ikke forhandlet mellem organisationerne, men blev drøftet med de to tilbageværende typografer, der har erklæret, at de godt kan klare arbejdet, hvilket har vist sig at være rigtigt. De er begge ansat på funktionærlignende vilkår. Minimumsbemandingen i første stk. af aftalen af 20. juni 1992 er gældende »under nærværende konditioner« og kan derfor ikke forpligte til at opretholde en uændret bemanding, når antallet af maskiner blev reduceret i det omfang, hvori det skete i efteråret 1991.

Fuldmægtig i Dansk Industri Søren Bødker Nielsen har forklaret bl.a., at han under sin ansættelse i Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening deltog i de forhandlinger, som resulterede i aftalen af 20. juni 1991. Det er vidnet, der har formuleret aftalen, som blev underskrevet af direktør Niklasson. Aftalen blev til som et slags tillæg til fleksibilitetsaftalen, efter at Bjørnbak havde etableret virksomheden Royal, hvor hovedparten af udvendigt tryk skulle foregå. Meningen med aftalens sidste stk. var, at forbundet skulle have adgang til at kræve bemandingsaftalen genforhandlet, hvis arbejdet i Royal - hvor man havde en aftale med typograferne - senere skulle blive flyttet tilbage til Bjørnbak. Vendingen i første stk.: »under nærværende konditioner« skulle tage højde for den uro, der havde været på Bjørnbak i forbindelse med flex- forsøget. Udgangspunktet for bemandingsaftalen skulle være den maskinpark, som var opregnet i rapporten fra 1. februar 1991. Der skulle så være et vist rimeligt forhold mellem maskinparken og antallet af typografer. Efter at aftalen var indgået, blev det ved et møde forklaret medarbejderne, hvad aftalen indebar. Det foregik nærmest i to tempi, dels i form af en beskrivelse af konditionerne, dels som en forklaring på, hvad der lå i kravet om væsentligt ændrede forudsætninger. Det blev herunder oplyst, at det sidste gik på, at man kunne forlange aftalen genforhandlet, hvis arbejdet i Royal kom tilbage til Bjørnbak. Vidnet kan ikke forklare, hvorfor man så ikke udtrykkeligt har nævnt Royal i aftalen.

Direktør i Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening John Niklasson har forklaret bl.a., at han deltog i de forhandlinger, der resulterede i fleksibilitetsaftalen, hvorefter enhver inden for de involverede faggrupper i princippet kan lave alt på en konvolutmaskine. Nedbrydningen af faggrænserne betød imidlertid, at hver faggruppe blev bange for at miste indflydelse. Det var derfor nødvendigt at beskrive de konditioner, som skulle være gældende for det fremtidige - fleksible - arbejde. Skete der så ændringer i produktionsgangen, måtte man forhandle herom. Aftalen af 20. juni 1991 må således forstås som et supplement til fleksibilitetsaftalen foranlediget af, at der efterfølgende skete den ændring, at hovedparten af udvendigt tryk blev lagt over i Royal.

Sekretær i Dansk Typograf-Forbund Preben Hansen har forklaret bl.a., at baggrunden for fleksibilitetsaftalen var en faglig voldgift, som den indklagede virksomhed havde tabt, og hvorved det blev fastslået, at den enkelte trykker ikke var forpligtet til at betjene mere end 3 trykværker. Fleksibilitetsaftalen skulle bl.a. sikre, at der beskæftigedes forholdsmæssigt lige mange medarbejdere fra de 3 faggrupper, aftalen vedrørte, nemlig typografer, mekanikere og kartonnagearbejdere. Aftalen af 20. juni 1991, der blev indgået mellem de respektive organisationer og derfor i givet fald skal genforhandles af organisationerne, betyder, at man accepterede minimum en trykker på aftenholdet og dermed dispenserede fra resultatet ved den faglige voldgift, således at der på aftenholdet kan betjenes 4 trykværker. Men på dagholdet skal der i al fremtid være minimum 2 trykkere. Vendingen »under nærværende konditioner« refererer til flex-rapportens opregning af maskiner. Hvis der udover de heri opregnede ændringer sker nedskæring af maskinparken, og virksomheden i den forbindelse ønsker at reducere antallet af trykkere, indebærer aftalen, at der skal forhandles herom mellem organisationerne, hvis en af parterne begærer det. Det samme gælder, hvis virksomheden skulle vælge at flytte maskinerne i Royal tilbage til Bjørnbak uden en tilsvarende personaleudvidelse. De forudsætninger, der tænkes på i aftalens sidste stk., er de forudsætninger, der knytter sig til størrelsen af maskinparken.

6. Til støtte for påstanden har klagerne anført, at en stillingtagen til denne må ske på grundlag af en fortolkning af aftalen af 20. juni 1991 sammenholdt med, at en væsentlig forudsætning er ændret, fordi en trykker er gået på efterløn, og virksomheden har valgt ikke at genbesætte hans stilling. Forklaringerne om, hvad der nærmere ligger i aftalen, lader sig vanskeligt forene. Aftalen må derfor forstås efter ordlyden. Der er tale om en ganske almindelig bemandingsaftale, hvis formål er at beskytte forbundsmedlemmernes interesser. Aftalen fastsætter en minimumsbemanding på 2 faglærte trykkere på dagholdet og 1 faglært trykker på aftenholdet. Dette gælder efter første stk. »under nærværende konditioner«, en vending, som skal sammenholdes med aftalens sidste stk. Der sigtes hermed til maskinparkens størrelse, som er afgørende for bemandingen. Da aftalen blev indgået, var der mellem organisationerne enighed om størrelsen af maskinparken og bemandingen. Sker der væsentlige ændringer i disse størrelser, skal aftalen genforhandles, hvis en af parterne begærer det. Det er netop situationen her, hvor man har valgt at undlade genbesættelse af den ledigblevne stilling som trykker. Ved at nægte forbundet en genforhandling af aftalen har man brudt denne. Man har alene drøftet situationen med de to tilbageværende typografer, hvilket ikke kan erstatte en organisationsforhandling.

7. De indklagede har anført, at en fortolkning af aftalen af 20. juni 1991 ikke kan føre til at fastslå, at forbundet havde krav på genforhandling af aftalen, blot fordi en af virksomhedens trykkere gik på efterløn, og virksomheden herefter valgte ikke at genbesætte stillingen, fordi man i efteråret 1991 reducerede maskinparken i videre omfang end forudset ved aftalens indgåelse. Forklaringerne om baggrunden for aftalen og om dennes indhold bekræfter, at der med bestemmelsen om genforhandling i tilfælde af væsentligt ændrede forudsætninger alene er tænkt på forretningskonceptet, medens vendingen »under nærværende konditioner« har størrelsen af maskinparken for øje. »Konditioner« og »forudsætninger« har med andre ord hver sin betydning. Aftalen er en organisationsaftale. Også det taler imod den forståelse af aftalen, som klagerne gør gældende, idet det må have formodningen imod sig, at organisationerne skal indblandes, hver gang der sker tilkøb eller frasalg af maskiner.

Med den af de indklagede hævdede forståelse af aftalen er spørgsmålet alene, om den ene trykkers fratræden og det foretagne salg af 7 maskiner ændrede forudsætningerne for aftalen så væsentligt, at forbundet med rette kunne kræve genforhandling? Det bestrider de indklagede, der med rette har afvist en sådan forhandling. Spørgsmålet om genbesættelse af den ledigblevne stilling som trykker er blevet forhandlet lokalt med de to tilbageværende trykkere, hvilket er fyldestgørende.

8. Arbejdsretten skal udtale

Aftalen af 20. juni 1991 fastsætter i stk. 1 en minimumsbemanding med faglærte trykkere henholdsvis på dag- og aftenhold »under nærværende konditioner«. Sammenholdes denne bestemmelse med aftalens sidste stk., hvorefter parterne kan begære aftalen genforhandlet, såfremt »forudsætningerne« for aftalens indgåelse ændres væsentligt, må en naturlig sproglig forståelse af aftalen nærmest føre til, at genforhandling kan kræves, hvis de »konditioner«, der var gældende ved aftalens indgåelse, ændres væsentligt.

Denne forståelse er så vidt ses i overensstemmelse med forbundssekretær Preben Hansens forklaring om aftalens indhold, men er uforenelig med de øvrige forklaringer, hvorefter aftalens første og sidste stk. omhandler forskellige situationer, idet sidste stk. specifikt og udelukkende er møntet på den situation, at de trykopgaver, som nu udføres i virksomheden Royal, tilbageføres til Bjørnbak.

Da denne sondring ikke er kommet til udtryk i formuleringen af aftalen, der er konciperet af arbejdsgiversidens repræsentant, og da forklaringerne om aftalens indhold som nævnt er uforenelige, finder retten at måtte lægge den forståelse af aftalen til grund, som umiddelbart er bedst stemmende med ordlyden. Herefter, og da de ændrede konditioner vedrørende bemandingen efter det foreliggende må siges væsentligt at have ændret aftalens forudsætninger, således at kravet om organisationsforhandling burde være imødekommet, gives der klagerne medhold i første og andet led af påstanden.

Retten finder derimod ikke grundlag for at pålægge den indklagede virksomhed at betale bod. Der er herved lagt vægt på, at udfaldet af sagen - der naturligt burde have været afgjort ved faglig voldgift - i første række beror på en fortolkning af aftalen af 20. juni 1991, som har kunnet give anledning til rimelig tvivl. Den omstændighed, at den indklagede virksomhed i tillid til en forståelse af aftalen, som nu underkendes, har afslået begæringen om organisationsforhandling, bør derfor ikke udløse noget bodsansvar for virksomheden.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede A/S P. Bjørnbak Konvolutfabrik har handlet overenskomststridigt ved ikke at efterleve aftale af 20. juni 1991 mellem Dansk Typograf-Forbund og Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening.

Indklagede tilpligtes fremtidig at efterleve aftale af 20. juni 1991 mellem Dansk Typograf-Forbund og Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening.

Indklagede frifindes for den nedlagte bodspåstand.

I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal indklagede betale 2.000 kr.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen, s. 96, 442 (note 111), K. 86.127 (A 1988, s. 20), K. 89.340 (A 1991, s. 22).

En mellem et fagforbund og en arbejdsgiverforening indgået aftale fastsatte bemandingen af en bestemt type maskiner i en virksomhed »under nærværende konditioner«. Det var i aftalen bestemt, at såfremt forudsætningerne for aftalens indgåelse ændredes, kunne den af en af parterne begæres genforhandlet. En ansat, der indgik i bemandingen af de pågældende maskiner, fratrådte sin stilling, og virksomheden besluttede uden forhandling med forbundet at undlade at genbesætte den ledigblevne stilling. I den anledning indklagede forbundet virksomheden for Arbejdsretten med påstand om bod for overenskomstbrud ved ikke at have genforhandlet aftalen.

Indklagede frafaldt en under sagens forberedelse fremsat påstand om sagens henvisning til faglig voldgift. De i Arbejdsretten afgivne vidneforklaringer til forståelse af aftalen fandtes uforenelige, og da klagerens forståelse af aftalen fandtes bedst forenelig med ordlyden af aftalen, fandt Arbejdsretten, at virksomheden havde overtrådt aftalen. Der fandtes derimod ikke grundlag for at pålægge virksomheden bod, idet udfaldet af sagen - der naturligt burde have været afgjort ved faglig voldgift - i første række beroede på en fortolkning af aftalen, der havde kunnet give anledning til rimelig tvivl.