Dansk Arbejdsgiverforening for Byggeriets Arbejdsgivere for Malerhuset Steen Nielsen A/S (advokat Merete Preisler) mod Landsorganisationen i Danmark for Malerforbundet i Danmark for to medlemmer af dette forbund (konsulent Ino Dimsits). Dommere: Arnold Hansen, Carsten Holm, Mads Kofod, Erik Nielsen, Erik Ross Pedersen, Spang-Hanssen og Per Sørensen (retsformand). Bod 1.1. Kollektiv overenskomst 3. Passivitet. To arbejderes opsigelse af arbejdsforholdet var ikke overenskomststridig(* 1) (* 2)

Dansk Arbejdsgiverforening for Byggeriets Arbejdsgivere for Malerhuset Steen Nielsen A/S (advokat Merete Preisler) mod Landsorganisationen i Danmark for Malerforbundet i Danmark for to medlemmer af dette forbund (konsulent Ino Dimsits). Dommere: Arnold Hansen, Carsten Holm, Mads Kofod, Erik Nielsen, Erik Ross Pedersen, Spang-Hanssen og Per Sørensen (retsformand). Bod 1.1. Kollektiv overenskomst 3. Passivitet. To arbejderes opsigelse af arbejdsforholdet var ikke overenskomststridig(* 1) (* 2)

Ved klageskrift af 19. marts 1992 har Dansk Arbejdsgiverforening for Byggeriets Arbejdsgivere for Malerhuset Steen Nielsen A/S indklaget Landsorganisationen i Danmark for Malerforbundet i Danmark for 2 medlemmer af dette forbund med følgende påstand

De indklagede har begået overenskomstbrud ved ikke at overholde gældende opsigelsesvarsler i den mellem parterne indgåede overenskomst og skal herfor betale en efter Arbejdsretten fastsat bod til Dansk Arbejdsgiverforening, indeholdende den af arbejdsgiveren i henhold til overenskomstens § 12, stk. 11, tilkomne godtgørelse.

De indklagede har påstået frifindelse.

SAGSFREMSTILLING

Tirsdag den 5. marts 1991 opsagde de to indklagede malersvende, Alex S. Andreasen og Lars Knudstrup, deres ansættelsesforhold med Malerhuset Steen Nielsen A/S til fratræden fredag den 8. marts 1991. Begge opsigelser skete skriftligt på to enslydende akkordsedler, der lød således

»Hermed opsiger jeg min stilling i Steen Nielsen fra og med fredag den 8. marts 1991 i henhold til paragraf 12, stk. 13.«

Alex Andreasen havde da været ansat i virksomheden i ca. 6 1/2 år, mens Lars Knudstrup havde været ansat i 2 1/3 år. På opsigelsestidspunktet var de beskæftiget med akkordarbejde på Nationalmuseet, idet Lars Knudstrup den 5. og 6. marts 1991 dog midlertidigt var flyttet over til en anden arbejdsplads.

Der blev afholdt mæglingsmøde den 18. marts 1991, timandsmøde den 23. april 1991 og fællesmøde den 25. juni 1991, uden at enighed kunne opnås.

Ifølge § 12, stk. 1 B, i overenskomsten mellem Byggeriets Arbejdsgivere, Malersektionen Danske Malermestre og Malerforbundet i Danmark er opsigelsesvarslet fra arbejdernes side 5 arbejdsdage efter 1 års beskæftigelse og 14 arbejdsdage efter 5 års beskæftigelse (7 arbejdsdage efter 3 års beskæftigelse).

Overenskomstens § 12, stk. 13, lyder således

»Uanset arbejderens pligt til at give opsigelsesvarsel bør arbejdsgiveren ikke vægre sig ved at træffe aftale om, at arbejderen straks kan fratræde arbejdet, hvis arbejderen beviser, at der er tilbudt ham en fast plads eller lignende, der nødvendiggør, at opsigelsesfristen ikke kan overholdes.«

Såfremt en arbejder forlader virksomheden uden at give det varsel, han er pligtig til, skal han ifølge overenskomstens § 12, stk. 11, erlægge en bod til modparten svarende til akkordudbetalingen for de arbejdsdage, overtrædelsen andrager.

Malerfirmaet VSL Dalager A/S har den 12. juni 1991 i to enslydende erklæringer stilet til henholdsvis Alex Andreasen og Lars Knudstrup udtalt

»Vi skal herved bekræfte, at såfremt du ikke var startet i firmaet d. 11.03.91, ville du ikke blive antaget, da vi så havde måttet entrere med andre.

Vi kan samtidig bekræfte, at du stadigvæk er ansat i firmaet.«

FORKLARINGER

Steen Nielsen, der er direktør hos klagerne, har forklaret, at malerkonduktør Aage Frederiksen var arbejdsleder under arbejdet på Nationalmuseet, da de to svende sagde op. Da Aage Frederiksen den 5. marts 1991 kom hjem med opsigelserne, fortalte han, at han havde talt med de to om, at varslet i overenskomsten ikke var blevet overholdt. Vidnet kontaktede telefonisk Mogens Berg hos Byggeriets Arbejdsgivere, og han rådede vidnet til ikke at foretage sig noget. Vidnet spurgte, om han ikke skriftligt skulle meddele de to svende, at de ikke kunne forlade arbejdspladsen, før varslingsfristen var udløbet, men Mogens Berg fastholdt, at vidnet intet skulle foretage sig. Aage Frederiksen fortalte, at han hver dag indtil fredag den 8. marts 1991 sagde til svendene, at de skulle gøre deres akkordarbejde færdigt. Der var rigeligt arbejde til dem både på Nationalmuseet, og når de var færdige der. I alt var der ansat ca. 40 svende i selskabet, hvoraf 6-8 var beskæftiget med arbejdet på Nationalmuseet. Vidnet har aldrig været ude for, at en ansat har ønsket at frigøre sig med en henvisning til overenskomstens § 12, stk. 13.

Aage Frederiksen har forklaret, at det var Alex Andreasen, der afleverede begge opsigelserne til ham. Den 5. og 6. marts 1991 var Lars Knudstrup midlertidigt overflyttet til en anden arbejdsplads. Da Alex Andreasen på vidnets spørgsmål havde sagt, hvad der stod i overenskomstens § 12, stk. 13, sagde vidnet, at opsigelserne var i strid med overenskomsten, da opsigelsesvarslet ikke var overholdt, og de var i gang med akkordarbejde. Alex Andreasen sagde hertil, at det var han ligeglad med. Mogens Berg sagde, at det var tilstrækkeligt at protestere mundtligt. I dagene indtil den 8. marts 1991 fortalte vidnet svendene, at de ikke kunne ophøre hos firmaet om fredagen. Da de udeblev om mandagen, måtte vidnet sætte nye folk ind i stedet.

De fik senere begge udbetalt deres andel af akkordoverskuddet for det arbejde, de havde udført.

Mogens Berg har forklaret, at han, der er ansat i Byggeriets Arbejdsgivere, aldrig har været ude for, at § 12, stk. 13, i overenskomsten er blevet påberåbt. Da Steen Nielsen den 5. marts 1991 spurgte, hvordan han skulle forholde sig i anledning af opsigelsen, sagde vidnet, at han ikke skulle reagere skriftligt, kun mundtligt. Først når det om mandagen viste sig, om svendene udeblev, ville overenskomsten være overtrådt, hvorefter der skulle indkaldes til mæglingsmøde. Det er vidnets opfattelse, at bestemmelsen i § 12, stk. 13, ikke finder anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor de to svende var i fast ansættelsesforhold hos klagerne.

Alex Andreasen har forklaret, at akkorden var ved at være færdig den 5. marts 1991, og at man derfor var i gang med nedmanding. Det eneste, Aage Frederiksen gjorde, da han modtog opsigelserne, var at kvittere for modtagelsen. Han sagde intet om, at opsigelserne var overenskomststridige, og at vidnet og Lars Knudstrup skulle møde mandag den 11. marts 1991. De talte således slet ikke om § 12, stk. 13. Vidnet og Lars Knudstrup henviste i skrivelsen til denne bestemmelse, fordi en formand 14 dage forinden havde ophørt med at arbejde for klagerne med den samme begrundelse, uden at der i den anledning var opstået problemer. Først da vidnet modtog indkaldelsen til mæglingsmødet, blev han klar over, at arbejdsgiveren ikke ville acceptere opsigelsen.

PARTERNES ARGUMENTER.

Klagerne har anført, at bestemmelsen i overenskomstens § 12, stk. 13, ikke kunne påberåbes af de to indklagede svende, da de sagde op. Bestemmelsen blev indsat i overenskomsten i slutningen af 1960'erne med henblik på - i en byggemæssigt stærkt krisepræget periode, hvor fastansættelse kun sjældent kunne tilbydes - at give de ansatte mulighed for uden varsel eller med forkortet varsel at blive frigjort fra et midlertidigt ansættelsesforhold. I denne sag havde begge svende været i et fast ansættelsesforhold i en årrække, og det må lægges til grund, at de kunne forblive i ansættelsen også efter færdiggørelsen af arbejdet på Nationalmuseet.

Klagerne har endvidere anført, at selv om bestemmelsen har kunnet anvendes i et ansættelsesforhold som det foreliggende, var betingelserne for at fratræde arbejdet uden at overholde den almindelige opsigelsesfrist ikke opfyldt. De indklagede har ikke godtgjort, at der er indgået en aftale herom med klagerne. Tværtimod må det efter Aage Frederiksens forklaring lægges til grund, at der straks blev protesteret imod opsigelserne. Det er efter § 12, stk. 13, desuden en betingelse, at arbejderen beviser, at der er tilbudt ham en fast plads eller lignende, der nødvendiggør, at opsigelsesfristen ikke kan overholdes. Et sådant bevis blev ikke præsteret ved opsigelsen, og den efterfølgende erklæring fra den nye arbejdsgiver kan ikke tjene som bevis. Endelig følger det af ordet »bør«, at arbejdsgiveren ikke har pligt til at efterkomme arbejderens ønske om øjeblikkelig fratrædelse, selv om arbejderen kan præstere der fornødne bevis.

Indklagede har anført, at klagernes anbringende om bestemmelsens anvendelsesområde ikke fremgår af selve overenskomsten og i øvrigt er helt udokumenteret. Det må endvidere lægges til grund, at klagerne hverken skriftligt eller mundtligt protesterede imod opsigelserne over for de indklagede, hvorfor disse med rette har været af den opfattelse, at klagerne var indforstået med det korte opsigelsesvarsel i medfør af § 12, stk. 3. Dette anbringende blev da heller ikke afvist eller imødegået på mæglingsmødet den 18. marts 1991 eller på timandsmødet den 23. april 1991, jf. også referaterne herfra.

De indklagede har endelig gjort gældende, at klagerne har udvist rettighedsfortabende passivitet. Først ca. 9 måneder efter fællesmødet den 25. juni 1992 blev sagen indbragt for Arbejdsretten, og de indklagede har derfor med rette kunnet indstille sig på, at klagerne ikke ville foretage sig mere i sagen.

ARBEJDSRETTENS BEMÆRKNINGER.

Der er ikke i overenskomsten eller det, der i øvrigt er oplyst, holdepunkter for at antage, at overenskomstens § 12, stk. 13, ikke har kunnet anvendes af Alex Andreasen og Lars Knudstrup, fordi de i en årrække havde haft fast ansættelse hos klagerne.

Efter modtagelsen af de indklagedes skriftlige opsigelser tirsdag den 5. marts 1991 reagerede klagerne ikke skriftligt over for de indklagede, og det kan ikke efter de modstridende forklaringer herom anses for godtgjort, at klagerne inden arbejdstidens ophør fredag den 8. marts 1991 protesterede imod, at de indklagede ophørte med at arbejde hos klagerne fra dette tidspunkt. Under disse omstændigheder var de indklagede berettiget til at gå ud fra, at klagerne var indforstået med det korte opsigelsesvarsel.

De indklagedes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Landsorganisationen i Danmark for Malerforbundet i Danmark for to medlemmer af dette forbund, frifindes.

Klagerne, Dansk Arbejdsgiverforening for Byggeriets Arbejdsgivere for Malerhuset Steen Nielsen A/S, skal betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

(* 1)

I følge en kollektiv overenskomst var opsigelsesvarslet fra arbejderside 5 arbejdsdage efter 1 års beskæftigelse og 14 arbejdsdage efter 5 års beskæftigelse.

Overenskomstens § 12, stk. 13, bestemte, at arbejdsgiveren trods arbejdernes pligt til at give opsigelsesvarsel ikke burde vægre sig ved at træffe aftale om, at arbejderne straks kunne fratræde arbejdet, hvis arbejderen beviste, at der var tilbudt ham en fast plads eller lignende, der nødvendiggjorde, at opsigelsesfristen ikke kunne overholdes.

To arbejdere, der havde været beskæftiget på en virksomhed i henholdsvis 2 1/3 år og 6 1/2 år, opsagde deres stillinger fra og med den 8/3 1991 uden at iagttage overenskomstens opsigelsesvarsel. I den anledning blev arbejderne indklaget for Arbejdsretten, som fandt, at bestemmelsen i overenskomstens § 12, stk. 13, var anvendelig i det foreliggende tilfælde. Da det ikke var godtgjort, at arbejdsgiveren inden arbejdstids ophør den 8/3 1991 havde protesteret imod, at de to arbejdere ophørte med at arbejde på virksomheden fra dette tidspunkt, fandtes de at have været berettigede til at gå ud fra, at arbejdsgiveren var indforstået med, at der var afgivet et kortere opsigelsesvarsel end fastsat i overenskomsten. Herefter blev de pågældende arbejdere frifundet.