Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO (advokat Helge Werner) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Annette Elmer, Arnold Hansen, Otto Hansen, Erik Jensen, Gert Kristensen og Henrik Lind. Organisationsansvar 2.1. Organisationsansvar for ikke at erkende overenskomstbrud og give pålæg til medlemsvirksomhed.(* 1) (* 2)

Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO (advokat Helge Werner) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Annette Elmer, Arnold Hansen, Otto Hansen, Erik Jensen, Gert Kristensen og Henrik Lind. Organisationsansvar 2.1. Organisationsansvar for ikke at erkende overenskomstbrud og give pålæg til medlemsvirksomhed.(* 1) (* 2)

Sagens problem er, om en arbejdsgiverorganisation har pådraget sig organisationsansvar ved ikke at erkende overenskomstbrud og give pålæg til sit medlem.

PARTERNES PÅSTANDE

Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Dansk El- Forbund, har indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO for Arbejdsretten med endelig påstand om,

at Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO har brudt gældende overenskomst ved på fællesmødet den 1. juli 1992 og på det forberedende møde i Arbejdsretten den 9. juli 1992 at have undladt at pålægge Vestbjerg Installationsforretning at anvende 37 timers arbejdsuge, og

at Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO til Dansk El- Forbund betaler en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod.

De indklagede har påstået frifindelse.

SAGSFREMSTILLING

Ifølge parternes landsoverenskomst § 7, stk. 1, er den normale ugentlige arbejdstid fra 1. september 1990 37 timer. I stk. 2 bestemmes

»Hvor elektroinstallatør og elektrikere enes om det, kan arbejdstiden iværksættes med varierende ugentlig arbejdstid, blot den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er...... 37 timer. Arbejdstiden i den enkelte uge må ikke overstige 45 timer. Forudsætningen for anvendelse af varierende ugentlige arbejdstider er, at de forud fastlægges, og at det tydeligt er tilkendegivet ved opslag eller anden form for meddelelse, hvorledes arbejdstiden er fordelt over kalenderåret.«

Da Dansk El-Forbund i anden forbindelse fik en opgørelse over løn- og arbejdsforhold fra 7. oktober 1991 til 1. maj 1992 for en af elektrikerne i Vestbjerg Installationsforretning Jesper Ingeman Nielsen, blev man opmærksom på, at den ansatte i hele perioden bortset fra ferie og søgne-helligdage havde arbejdet 37 1/2 time om ugen uden afspadsering og uden overarbejdsbetaling.

I den anledning blev ELFO den 27. maj 1992 indkaldt til fællesmøde med Landsorganisationen i Danmark, og ELFO bad den 2. juni 1992 virksomheden om snarest muligt skriftligt at komme med bemærkninger til sagen.

Fællesmødet blev holdt den 1. juli 1992. Virksomheden var varslet herom, men mødte ikke. Der blev fremlagt timeopgørelser, herunder for Jesper Ingeman Nielsen. Arbejdsgiversiden repræsenteret af bl.a. Hanne Biehl fra ELFO fremlagde følgende meddelelse til medarbejderne i Vestbjerg Installationsforretning

»Følgende aftale mellem medarbejdere og Vestbjerg- Installationsforretning er pr. 27.08.1990 indgået.

Den 1/2 times ugentlige arbejdstidsnedsættelse pr. 27.08.1990 afvikles i firmaet individuelt.

Medarbejderne kan selv vælge hvornår de vil afvikle tiden, 1 dag eller flere dage samlet. Afviklingen sker i henhold til pgf. 7 afsnit 2 elektrikeroverenskomsten.

Vestbjerg den 27.08.90

Indehaver Tillidsmand

Sv. Oluf Jensen Ejgil Nielsen«

Arbejdsgiversiden bestred på det foreliggende grundlag, at virksomheden begik brud på overenskomstens § 7, som man var enig i skulle overholdes. Man foreslog behandling af sagen ved faglig voldgift. Arbejdstagersiden fastholdt under henvisning til timeopgørelserne, at der var overenskomstbrud, og tog forbehold bl.a. for at gøre organisationsansvar gældende. Det blev oplyst, at Ejgil Nielsen ikke var eller havde været valgt som tillidsmand. Der var enighed om ved et snarligt møde at drøfte temaet for en eventuel faglig voldgift.

ELFO foreslog den 2. juli 1992 organisationsmødet holdt tre uger senere, mens Dansk El-Forbund den 6. juli 1992 på telefax svarede, at man ønskede det holdt indenfor den kommende uge og ville indbringe sagen for Arbejdsretten, hvis man ikke den 7. juli 1992 havde fået aftale herom.

ELFO reagerede ikke herpå, og den 9. juli 1992 blev sagen behandlet som hastesag i Arbejdsretten. Her opfordrede klagerne ELFO til at pålægge virksomheden at anvende 37 timers arbejdsuge, medmindre det på forhånd er fastlagt og tilkendegivet over for elektrikerne, hvorledes arbejdstiden er fordelt over kalenderåret.

Indklagede ønskede ikke at meddele virksomheden et pålæg som begæret af klagerne, men ville pålægge virksomheden at overholde den gældende overenskomsts § 7, stk. 2, idet man samtidig opfordrede klagerne til at deltage i et møde som aftalt under fællesmødet den 1. juli 1992.

Den 15. juli 1992 blev det på et møde mellem virksomheden og Dansk El-Forbunds kredskontor tilkendegivet, at virksomheden straks ville nedsætte den ugentlige arbejdstid til 37 timer og ville efterbetale overtidstillæg med virkning fra 27. august 1990. Kredssekretæren ville derfor opfordre Dansk El- Forbund til at frafalde bodskravet mod virksomheden - men ikke mod ELFO.

På parternes møde den 7. august 1992 erkendte ELFO, ud fra de nu foreliggende oplysninger, at den i virksomheden praktiserede tilrettelæggelse af arbejdstiden var i strid med overenskomsten §§ 7 og 13, men bestred, at det på fællesmødet den 1. juli 1992 havde været muligt at fastslå overenskomstbruddet.

VIDNEFORKLARINGER

Niels Johan Nielsen har bl.a. forklaret, at han er underdirektør i ELFO. Efter brevet af 2. juni 1992 sendte virksomheden kopi af meddelelsen af 27. august 1990 til ELFO. Trods opfordring fra ELFO sendte virksomheden ikke yderligere materiale. Han var klar over, at aftalen ikke kunne stå alene. ELFO havde dog ikke konkret bedt virksomheden om at få det opslag eller den meddelelse, som burde være en følge af aftalen. Han troede dog, at betingelserne for varierende ugentlig arbejdstid var opfyldt, og at sagen derfor ville blive trukket tilbage på fællesmødet. Umiddelbart efter fællesmødet kontaktede ELFO virksomheden og varslede et besøg der. I begyndelsen af august fik ELFO telefonisk besked fra virksomheden om, at man lokalt var nået til enighed.

Hanne Biehl har bl.a. forklaret, at hun ved fællesmødet den 1. juli 1992 ikke kunne se, om der var anden dokumentation fra modparten end Jesper Ingeman Nielsens time- og lønopgørelse. Hun kan ikke huske, om hun direkte spurgte efter yderligere dokumentation, og hun tog ikke under fællesmødet telefonisk kontakt til virksomheden.

Efter fællesmødet ringede hun til installatøren, orienterede om fællesmødet og sagde, at det var nødvendigt med et møde på virksomheden.

Hun skrev den 27. juni 1992 til Dansk El-Forbund og foreslog et møde, når hun kom hjem fra tre ugers ferie, der begyndte 6. juli 1992. Det var ganske normalt, at der skete en sådan udsættelse, og hun fandt ikke sagen specielt presserende. Telefaxen af 6. juli 1992 kom i hendes ferie.

Arne Hansen har forklaret, at han deltog i fællesmødet den 1. juli 1992 for Dansk El-Forbund. LO-forhandleren havde mere end den ene løn- og timeopgørelse med til forhandlingen.

PARTERNES ARGUMENTER

Til støtte for deres påstande har klagerne gjort gældende, at virksomheden ubestrideligt havde begået overenskomstbrud.

Beskrivelsen af bruddet i fællesmødebegæringen var klar, og ELFO havde mere end en måned til at undersøge sagen før fællesmødet. ELFO var klar over, at aftalen af 27. august 1990 ikke overholdt reglerne for fravigelse af arbejdstiden, og man havde derfor pligt til på fællesmødet at erkende overenskomstbrud og pålægge medlemmet at bringe de ulovlige forhold til ophør.

På det forberedende møde i Arbejdsretten burde ELFO havde vejledt virksomheden ved at give pålæg af den ordlyd, klagerne forlangte. Det pålæg, der faktisk blev givet, er uden egentligt indhold.

Der bør pålægges bod af anseelig størrelse for organisationsansvar i forbindelse med et så klart brud på regler om så væsentlige spørgsmål som arbejdstid.

De indklagede har heroverfor anført, at det hverken på fællesmødet eller mødet i Arbejdsretten var klart, at overenskomsten var brudt. ELFO havde taget alle nødvendige skridt til at afklare forholdene og kunne med rimelighed regne med, at der den 27. august 1990 var indgået en lokalaftale i overensstemmelse med overenskomstens § 7, stk. 2. Klagerne har således ikke godtgjort, at ELFO den 1. juli 1992 eller den 9. juli 1992 burde have erkendt overenskomstbrud eller have givet pålæg om andet end at overholde overenskomsten, således som det skete den 9. juli 1992.

ARBEJDSRETTENS PRÆMISSER OG KONKLUSION

Den eventuelle uklarhed om de faktiske forhold i virksomheden kunne være afklaret ved ELFO's kontakt med sit medlem forud for eller under fællesmødet.

Det må derfor lægges til grund, at indklagede ELFO den 1. juli 1992 burde have vidst, at overenskomstens bestemmelser om arbejdstid gennem nogen tid ikke havde været overholdt i virksomheden.

De indklagede bestred overenskomstbruddet på fællesmødet den 1. juli 1992 og gav ikke virksomheden pålæg om at overholde overenskomsten. Ved mødet i Arbejdsretten den 9. juli 1992 nægtede de indklagede at give virksomheden det pålæg, som klagerne havde ønsket, og som fulgte reglerne i overenskomsten.

Ved disse undladelser findes indklagede ELFO at have gjort sig delagtig i det overenskomstbrud, virksomheden begik, og det pålægges derfor denne indklagede at betale en bod på 100.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO, skal til klagerne, Dansk El-Forbund, betale en bod på 100.000 kr.

I sagsomkostninger skal de indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen, s.517 ff., K. 88.063 (A 1988, s.122), K. 10.409 (A 1986, s. 16).

I § 7, stk 2, i en overenskomst var det bestemt, at den ugentlige arbejdstids længde kunne variere, hvis virksomhed og arbejdere var enige herom, blot den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid var 37 timer. Forudsætningen herfor var dog, at det var tilkendegivet ved opslag eller anden form for meddelelse, hvorledes arbejdstiden var fordelt over kalenderået.

Et fagforbund påstod under et fællesmøde, at en virksomhed havde begået overenskomstbrud ved at lade arbejderne arbejde 1/2 time mere end 37 timer ugentligt. Arbejdsgiverforeningen ville ikke erkende, at overenskomsten var overtrådt. Under et forberedende retsmøde i Arbejdsretten opfordrede fagforbundet arbejdsgiverforeningen til at pålægge virksomheden at anvende 37 timers arbejdsuge, med mindre det på forhånd var fastlagt og tilkendegivet over for arbejderne, hvorledes arbejdstiden var fordelt over kalenderåret. Arbejdsgiverforeningen ville ikke meddele virksomheden et pålæg som begæret af fagforbundet, men erklærede at ville pålægge virksomheden at overholde overenskomstens § 7, stk. 2.

Arbejdsretten fandt, at der forelå overenskomstbrud, og at arbejdsgiverforeningen på fællesmødet burde have vidst dette.

Arbejdsgiverforeningen fandtes ved ikke på fællesmødet at have givet virksomheden pålæg om at overholde overenskomsten og ved under det forberedende møde i Arbejdsretten at have nægtet at give virksomheden det pålæg, som klagerne ønskede, og som fulgte reglerne i overenskomsten, at have gjort sig delagtig i det af virksomheden begåede overenskomstbrud. Boden herfor fastsattes til 100.000 kr.