Legislator Case Law & Legislation
U19920361013 DK

Landsorganisationen i Danmark for Murerforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Serridslev Murerforretning ApS, Serridslevvej 5, 8700 Horsens (advokat Steffen Pertou). Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Bæhring, Annette Elmer, Bent Larsen, Lund-Nielsen, Sløk og H.C. Tjellesen. Bod 2.3.1. Omgåelse. Virksomhedsoverdragelse. Arbejdsgivers udmeldelse af mesterorganisation og virksomheds overgang til nystiftet anpartsselskab medførte ikke ophør af overenskomst.(* 1) (* 2)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1992 3610 Valid

Landsorganisationen i Danmark for Murerforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Serridslev Murerforretning ApS, Serridslevvej 5, 8700 Horsens (advokat Steffen Pertou). Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Bæhring, Annette Elmer, Bent Larsen, Lund-Nielsen, Sløk og H.C. Tjellesen. Bod 2.3.1. Omgåelse. Virksomhedsoverdragelse. Arbejdsgivers udmeldelse af mesterorganisation og virksomheds overgang til nystiftet anpartsselskab medførte ikke ophør af overenskomst.(* 1) (* 2)

Sagens problem er, om en overenskomst gælder for en virksomhed også efter arbejdsgiverens udmeldelse af mesterorganisationen og efter virksomhedens overdragelse fra en person til et anpartsselskab og videre til et andet anpartsselskab, og uanset at der ved overdragelsen kun var ansat en elev.

PARTERNES PÅSTANDE

Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Murerforbundet i Danmark, har indklaget Serridslev Murerforretning ApS for Arbejdsretten med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende at være omfattet af overenskomst indgået mellem Murerforbundet i Danmark og Kjeld Laursen, at indklagede har brudt gældende overenskomst ved at beskæftige uorganiseret arbejdskraft og ved ikke at deltage i fagretlig behandling af sagen og at indklagede for de begåede brud pålægges at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til klagerne.

Indklagede har påstået frifindelse, men har erkendt i perioden 13. oktober 1990 - 5. november 1990 at have haft ansat en medarbejder, der ikke var organiseret som nævnt i overenskomsten.

SAGSFREMSTILLING

Den 6. august 1979 tiltrådte murermester Kjeld Ivan Laursen den overenskomst, som til enhver tid er gældende mellem Hovedorganisationen af Mesterforeninger i Byggefagene i Danmark og Murerforbundet i Danmark.

Han indgik herefter et samarbejde med sin bror og en tredie mester i Laursen og Juul A/S, senere ApS. I midten af 1980'erne solgte Juul sine anparter, og selskabet ændrede navn til Brdr. Laursen ApS. Nogle år senere trådte broderen ud, og selskabet ændrede navn til Kjeld Laursen ApS. Selskabet var medlem af Hovedorganisationen af Mesterforeninger samt af organisationens garantiordning for kloakmestre.

For at komme ud af overenskomsten og garantiordningen meldte Kjeld Laursen sig ud af mesterforeningen og likviderede anpartsselskabet pr. 31. december 1989 og startede pr. 1. januar 1990 et nyt anpartsselskab, Serritslev Murerforretning ApS, med samme adresse og med den samme elev Brian Kammersgaard ansat. Kjeld Laursen er enedirektør i selskabet, der tegnes af ham alene. Eleven blev udlært i februar 1990 og var derefter ansat i anpartsselskabet i 1-2 måneder. Fra 13. oktober 1990 til 5. november 1990 var Kristian Rasmussen, der ikke var organiseret hos klagerne, ansat i Murerforretningen. Han havde nogle år tidligere været ansat i Brdr. Laursen ApS.

Overenskomsten indeholder i §§ 10 og 11 pålæg til arbejdsgiverne om fortrinsvis at ansætte organiserede svende og i § 9 visse regler om beskæftigelse af elever. Reglen om løn m.v. til elever findes i en speciel overenskomst mellem de samme organisationer.

Klagerne gjorde i oktober 1990 gældende, at indklagede havde begået overenskomstbrud. Trods opfordringer deltog indklagede ikke i mæglingsmøde eller fællesmøde.

FORKLARINGER

Johs. Mølgaard har under sagen bl.a. forklaret, at afdelingen var interesseret i et mæglingsmøde, men at det blev aflyst, fordi indklagedes advokat stillede særlige betingelser. Brian Kammersgaard var (og er) medlem hos klagerne.

Kjeld Ivan Laursen har bl.a. forklaret, at han også efter Juuls udtræden af anpartsselskabet fortsatte med at betale til garantiordningen for kloakmestre i hovedorganisationen. Da han ikke ville fortsætte med det og heller ikke ville være bundet af overenskomsten, meldte han sig ud og startede forretningen i et nyt anpartsselskab. Eleven vidste godt, at det anpartsselskab, der havde indgået uddannelsesaftalen, blev likvideret. Han gav ikke besked om likvidationen til Murerforbundet eller andre. Når han ikke deltog i noget møde med klagerne, var det, fordi han havde forstået, at dette ville blive opfattet som en anerkendelse af, at overenskomsten gjaldt for ham.

PARTERNES ARGUMENTER

Til støtte for sine påstande har klagerne gjort gældende, at udmeldelsen af hovedorganisationen ikke i sig selv frigør arbejdsgiveren fra overenskomsten. Kjeld Laursen har forsøgt at omgå reglerne om frigørelse fra overenskomsten ved at stifte et nyt selskab, der i realiteten er identisk med det gamle. Indklagede er derfor bundet af overenskomsten, som ubestrideligt er overtrådt, dels ved vægringen ved at deltage i fagretlig behandling, dels ved ansættelse af uorganiseret arbejdskraft.

Virksomheden er overdraget til indklagede, og forpligtelsen i henhold til overenskomsten følger også af loven om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse. Eleven, der var ansat både i det gamle og i det nye anpartsselskab, var omfattet af overenskomstens § 9, og loven finder derfor anvendelse på denne virksomhedsoverdragelse.

Indklagede har heroverfor anført, at arbejdsgiveren ved udmeldelsen af hovedorganisationen er blevet frigjort fra overenskomsten.

Selv bortset herfra kan hverken Kjeld Laursens tiltræden af overenskomsten eller det tidligere anpartsselskabs medlemskab af hovedorganisationen medføre, at indklagede - der er en ny juridisk person med eget anpartsselskabs- registreringsnummer - er bundet af overenskomsten.

Ved virksomhedens overdragelse til indklagede var der i øvrigt ingen ansatte omfattet af overenskomsten, idet eleven ikke blot via overenskomstens § 9 kan anses omfattet af denne. Loven om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse finder derfor ikke anvendelse.

ARBEJDSRETTENS PRÆMISSER OG KONKLUSION

Det indklagede anpartsselskab, har pr. 1. januar 1990 overtaget funktioner, adresse og ledelse fra Kjeld Laursen ApS, der blev likvideret pr. 31. december 1989. Formålet med overgangen til nyt selskab var udelukkende at frigøre virksomheden fra forpligtelserne i henhold til overenskomsten og garantiordningen. Under disse omstændigheder må indklagede være forpligtet af overenskomsten i samme omfang som det tidligere anvendte anpartsselskab.

Dette selskab var som medlem af Hovedorganisationen af Mesterforeninger i Byggefagene i Danmark forpligtet til at følge overenskomstens regler, herunder om ansættelse af organiseret arbejdskraft og om fagretlig behandling af tvister. Selskabet er bundet af overenskomsten, indtil den ophører efter reglerne herom, og arbejdsgiverens udmeldelse af hovedorganisationen bringer ikke automatisk overenskomsten til ophør i forhold til ham.

Allerede af den grund tages klagernes påstand til følge, således at boden for overenskomstbrud, herunder vægring ved at deltage i fagretlig behandling af sagen, fastsættes til 25.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Serridslev Murerforretning ApS, skal anerkende at være omfattet af overenskomsten med klageren, Murerforbundet i Danmark.

Indklagede har brudt gældende overenskomst ved at beskæftige uorganiseret arbejdskraft og ved ikke at deltage i fagretlig behandling af sagen og skal for disse overenskomstbrud betale en bod på 25.000 kr. til Murerforbundet i Danmark.

I sagsomkostninger skal indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Dom 1992 3610 Valid

Et selskab blev udmeldt af den pågældende mesterorganisation, hvilket ikke automatisk bragte den mellem organisationen og vedkommende fagforbund bestående overenskomst til ophør i forhold til selskabet. Antaget, at formålet med, at selskabet senere likviderede, og at dets funktioner blev overtaget af et nyt selskab, udelukkende var at frigøre virksomheden fra at være forpligtet af overenskomsten. Under disse omstændigheder var det nye selskab forpligtet af overenskomsten i samme omfang som det likviderede anpartsselskab.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →