Dansk Arbejdsgiverforening for Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening for Esselte Dymo A/S, Randers (advokat Merete Preisler) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) Dommere: Bæhring, Holm, Hornslet (retsformand), Mads Kofod, Erik Nielsen, Albæk Petersen og Sløk. Temponedsættelse. Temponedsættelse fundet godtgjort.(* 1) (* 2)

Dansk Arbejdsgiverforening for Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening for Esselte Dymo A/S, Randers (advokat Merete Preisler) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) Dommere: Bæhring, Holm, Hornslet (retsformand), Mads Kofod, Erik Nielsen, Albæk Petersen og Sløk. Temponedsættelse. Temponedsættelse fundet godtgjort.(* 1) (* 2)

Under denne sag har Dansk Arbejdsgiverforening for Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening for Esselte Dymo A/S, Randers, indklaget Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund for et antal medlemmer af dette forbund med påstand om, at de indklagede tilpligtes at betale bod for temponedsættelser pågået i perioden 21. maj 1990 til 29. juni 1990.

Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært anvendelse af en mild bod.

Sagen drejer sig om påståede temponedsættelser i den ovennævnte periode i forbindelse med virksomhedens specialproduktion af tipskuponer. Denne produktion foregår på to specialtrykmaskiner, der - i 2-holdsdrift - hver betjenes af to typografer og to bogbinderiassistenter. Sagen omfatter ifølge den som bilag 1 fremlagte navneliste i alt 12 typografer, heraf 4, der har været »afløsere« ved tipskuponproduktionen.

I den omhandlede periode pågik der lønforhandlinger mellem virksomheden og de typografiske medarbejdere, der er medlemmer af Dansk Typograf-Forbund. Lønforhandlingerne blev indledt den 9. marts 1990, og under tre lønforhandlinger med sidste møde den 4. april 1990 fremsatte parterne tilbud og krav. I en skrivelse af 31. maj 1990 skrev virksomheden og tillidsrepræsentanten bl.a. således til typografforbundet

»Såvel tilbud som krav er gensidigt blevet afvist, og den aktuelle situation har været drøftet mellem parterne på møder afholdt den 30. og 31. maj 1990.

Situationen set fra virksomhedens side er, at der er tale om temponedsættelse, overarbejdsvægring og ubelejligt sygefravær, som er ensbetydende med, at vore leveringsbetingelser er vanskelige at overholde.

Der er enighed mellem parterne om, at afstanden mellem tilbud og krav er af en størrelsesorden, der næppe kan føre til en lokal forhandlingsløsning. Vi anmoder derfor vore respektive organisationer om at etablere et mæglingsmøde med henblik på en endelig og permanent løsning af de igangværende lønforhandlinger.«

Efter at mæglingsmøde forgæves havde været afholdt den 11. juni 1990, blev der den 27. juni 1990 afholdt fællesmøde i anledning af en klage over, at et antal typografer hos Esselte Dymo A/S, Randers, beskæftiget ved tipsmaskiner, fra den 21. maj 1990 havde »etableret kollektiv temponedsættelse fra ca. 15 til ca. 40 pct.« I fællesmødereferatet siges bl.a.

»Under forudsætning af rigtigheden af de fra arbejdsgiverside fremførte oplysninger erkendte man fra arbejdstagerside, at den stedfindende temponedsættelse er overenskomststridig, og arbejdstagerorganisationerne gav tilsagn om at pålægge de implicerede forbundsmedlemmer at bringe temponedsættelsen til ophør omgående og normalisere arbejdet fremover.«

Lønforhandlingerne blev afsluttet med en lønaftale den 2. juli 1990. Ifølge den indgåede aftale fik den aftalte lønregulering ikke virkning med tilbagevirkende kraft fra den 1. marts 1990, »idet virksomheden mener at kunne påvise en klar temponedsættelse over de seneste uger.«

Klagerne har opgjort temponedsættelsen i den omhandlede periode til 24 % med udgangspunkt i en lokalaftale af 22. september 1989 om produktivitet for typografiske medarbejdere på Esselte Dymo A/S, hvorefter produktivitetsgrundlaget/normalproduktionen beregnet som gennemsnit over en 5 dages uge skulle øges fra 63.400 stk. pr. time til 65.500 stk. pr. time. For ydelserne ifølge lokalaftalen skulle der betales 300 kr. pr. uge pr. typograf.

Efter en af virksomheden foretagen opgørelse udgjorde »normalproduktionen« på de to maskiner i den omhandlede periode 50.860.750 stk., medens den faktiske produktion udgjorde i alt 38.468.025 stk. Differencen udgør 24 %. Fordelt på de enkelte uger - 21 - 26 incl. - er temponedsættelserne opgjort til henholdsvis 16, 15, 15, 24, 37 og 28 %. Virksomhedens statsautoriserede revisor har gennemgået og kontrolleret rigtigheden af de af klagerne fremlagte bilag, herunder de registrerede produktionstal, som ligger til grund for de udarbejdede opgørelser.

Indklagede har i svarskriftet ved gennemgang af de to produktionsmaskiner i den omhandlede periode henvist til en række forhold, der efter indklagedes opfattelse kan have forårsaget den lavere produktion. Endvidere har indklagede generelt anført

»at papiret er meget svingende i kvaliteten,

at nye »on-line mærker« er svære at montere,

at nye kuponuger skal godkendes af værkføreren, hvilket betyder stop indtil godkendelse foreligger,

at maskine 237 i uge 25 kørte med nummerfejl på 3 skift,

at pigernes toiletbesøg giver stop/opstart,

at der er megen statisk elektricitet,

at der er dårlig planlægning..... ......

at aftenturen selv står for problemerne, når maskinen ikke virker, idet værkføreren går hjem til fyraften præcis (kl. 14-15).'

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af personalesekretær hos Esselte Dymo A/S, Randers, Peter Pallisgaard, og af typografernes tillidsrepræsentant, Lene Lind.

Peter Pallisgaard har forklaret, at der var en betydelig fortjeneste for virksomheden knyttet til produktionen af tipskuponer. Han var med i alle lønforhandlinger, og der var ikke tvivl om, at temponedsættelserne havde sammenhæng med lønforhandlingerne, hvor der var stor afstand mellem parterne. Der har ellers ikke været problemer med at nå normalproduktionen efter lokalaftalen fra september 1989, men under lønforhandlingerne faldt tempoet. Efter vidnets opfattelse var årsagen, at man ønskede at presse virksomheden på et meget følsomt produktionsområde. I forbindelse med en gennemgang af de forhold, der er anført i indklagedes svarskrift, har vidnet forklaret, at nogle af de nævnte forhold ikke indgår i beregningen af kørselstiden og temponedsættelsen. I øvrigt er der tale om forhold, der ikke er specielle for temponedsættelsesperioden. »Det er et billede af hverdagen på godt og ondt.« Særlig med hensyn til de påberåbte problemer for »aftenturen« som følge af, at værkføreren går hjem kl. 14, har han forklaret, at der er ansat en aftenværkfører, som til enhver tid kan tilkaldes.

Lene Lind har forklaret, at hun som tillidsrepræsentant deltog i de forhandlinger, der førte til lokalaftalen af 22. september 1989. Den dengang aftalte produktivitetsforøgelse byggede på, hvad man havde beregnet, at man skulle kunne nå under normale omstændigheder. Hun mener ikke, der har været problemer med at nå normalproduktionen i 1989-90, før den her omhandlede periode, hvor der ind imellem var nogen unormale forhold. Hun henviser herved til de i svarskriftet nævnte forhold, der skulle være trukket ud ved beregningen af temponedsættelsen. Hun mener ikke, det er berettiget at sige, at der har været tale om en temponedsættelse på 24%. Der har også efter, at lønforhandlingerne var afsluttet - i uge 29 i 1990 - været en lavere produktion end normalproduktionen - efter klagerens opgørelse 6% lavere. Hun bestrider, at lønproblemerne og temponedsættelsen havde sammenhæng og oplyser, at der er store problemer med samarbejdet på virksomheden.

Klagerne har til støtte for påstanden om bod gjort gældende, at indklagede allerede under fællesmødet - under forudsætning af rigtigheden af de fra arbejdsgiversiden fremførte oplysninger - erkendte, at der var tale om en overenskomststridig temponedsættelse. Den af klagerne beregnede temponedsættelse er nu klart dokumenteret under sagen, og der er godtgjort en nær tidsmæssig sammenhæng mellem temponedsættelserne og de dengang uløste lønproblemer, der viser, at der var tale om en bevidst - og væsentlig - tilsidesættelse af lokalaftalen fra september 1989 som en demonstration som led i lønforhandlingerne. De forhold, som de indklagede har henvist til i svarskriftet som begrundelse for den lavere produktivitet, er - i det omfang forsinkelsesperioderne ikke er trukket ud ved beregningen - ikke specielle for temponedsættelsesperioden. De kan derfor ikke føre til, at der ikke skal pålægges bod. Ved bodsfastsættelsen må det tages i betragtning, at temponedsættelsen har påført virksomheden et betydeligt tab - på to uger ca. 200.000 kr.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at klagerne ikke har ført tilstrækkeligt bevis for, at der har været tale om et overenskomststridigt, kollektivt kampskridt. Det må antages, at produktivitetsnedgangen skyldes de i svarskriftet anførte forhold eller i hvert fald forhold, der gør temponedsættelsen undskyldelig. Indklagede har herved anført, at selvom der har været tale om en temponedsættelse, har det ikke været en temponedsættelse som et kollektivt kampskridt.

Arbejdsretten skal udtale

Arbejdsretten finder, at klagerne ved de tilvejebragte revisorattesterede beregninger sammenholdt med oplysningerne i øvrigt, herunder om den tidsmæssige nære sammenhæng mellem produktionsnedgangen og problemerne i forbindelse med lønforhandlingerne, har godtgjort, at de i bilag 1 anførte arbejdstagere i den i sagen omhandlede periode har deltaget i en overenskomststridig temponedsættelse af den af klagerne hævdede størrelsesorden. Klagerne må derfor have medhold i påstanden om bod.

Det bemærkes herved, at indklagede ikke har sandsynliggjort, at produktionsnedgangen på nogen måde skyldes andre forhold af betydning for bodsfastsættelsen.

De omhandlede arbejdstagere pålægges herefter hver at betale en bod på 30 kr. for hver dag, de i perioden 21. maj 1990 til 29. juni 1990 har deltaget i den uberettigede temponedsættelse.

T h i k e n d e s f o r r e t

De på bilag 1 anførte arbejdstagere skal hver betale en bod, der fastsættes til 30 kr., for hver dag, de i perioden 21. maj til 29. juni 1990 har deltaget i den uberettigede temponedsættelse.

Boden tilfalder Dansk Arbejdsgiverforening.

I sagsomkostninger skal indklagede, Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund for et antal medlemmer af dette forbund, betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: K. 91.253.

Ved fremlæggelse af revisorattesterede beregninger fandtes en virksomhed at have godtgjort, at arbejdstagere havde deltaget i overenskomststridige temponedsættelser på 24% i forhold til den gældende lokalaftale. De pågældende arbejdstagere pålagdes en bod på 30 kr. for hver dag de havde deltaget i temponedsættelsen.