Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger for Slagteriregion Syd A.m.b.a. (advokat Niels Nehrkorn). Dommere: Bæhring, Annette Elmer, Poul Fl. Hansen, Hornslet (retsformand), Erik Nielsen, Albæk Petersen og Steen A. Rasmussen. Faglig voldgift. Kollektiv Arbejdsret, generelt. En overenskomsts betalingsbestemmelser kan ikke fraviges til skade for arbejdstageren ved lokalaftale.(* 1) (* 2)

Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger for Slagteriregion Syd A.m.b.a. (advokat Niels Nehrkorn). Dommere: Bæhring, Annette Elmer, Poul Fl. Hansen, Hornslet (retsformand), Erik Nielsen, Albæk Petersen og Steen A. Rasmussen. Faglig voldgift. Kollektiv Arbejdsret, generelt. En overenskomsts betalingsbestemmelser kan ikke fraviges til skade for arbejdstageren ved lokalaftale.(* 1) (* 2)

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet indklaget Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger for Slagteriregion Syd A.m.b.a. med påstand om, at Slagteriregion Syd A.m.b.a. skal efterbetale det i overenskomstens bestemmelser om skifteholdsdrift punkt 7 fastsatte søn- og helligdagstillæg for perioden fra 19. april 1990 til 21. januar 1991.

Indklagede har påstået frifindelse.

De i klagernes påstand nævnte overenskomstbestemmelser, der var indeholdt i den fra 1987 til 1991 gældende overenskomst, lyder således

»7. Holddriftsarbejde inden for et søn- og helligdagsdøgn betales med et tillæg på kr. 40,00 pr. time.

Herudover ydes de for hverdage normale skifteholdstillæg for 2. og 3. skift.«

Om sagens nærmere omstændigheder er det oplyst, at der i slutningen af 1989 var behov for en produktionsudvidelse på den indklagede virksomhed. Man startede derfor et mindre nathold, der arbejdede fra søndag aften til fredag morgen. Dette nathold fik det nævnte tillæg på 40 kr. pr. time for arbejde i søndagsdøgnet.

I begyndelsen af 1990 ønskede virksomheden en betydelig udvidelse af natholdet, og natholdet fik at vide, at arbejdsugen af omkostningsmæssige hensyn skulle omlægges fra arbejde søndag nat til arbejde fredag nat.

Natholdet ville imidlertid helst arbejde fra søndag aften til fredag morgen for at kunne holde fri fredag aften, og man var villige til at frasige sig 40 kr.-tillægget for arbejde i søndagsdøgnet, da man var indforstået med at bytte lige over med timerne fra fredag aften til søndag aften.

På et ekstraordinært samarbejdsudvalgsmøde den 8. januar 1990 blev der nedsat et udvalg til udarbejdelse af oplæg om indførelse af holddrift. Der blev herefter i begyndelsen af februar 1990 afholdt et orienteringsmøde med de berørte medarbejdere med henblik på at lægge arbejdsugen fra mandag aften til lørdag morgen, og på et ekstraordinært samarbejdsudvalgsmøde den 15. februar 1990 orienterede man fra virksomhedens side om opstart på nathold i udbening, pakkeri m.v. Natholdet skulle herefter begynde mandag den 26. februar 1990. De berørte medarbejdere fik udleveret skrivelser, hvoraf fremgik, at natholdets arbejdsuge fra mandag den 26. februar 1990 var fra mandag aften til lørdag morgen, og at medarbejdere, der blev overflyttet til natholdet, ligeledes skulle starte mandag den 26. februar.

Problemerne omkring fastsættelse af arbejdstiden for natholdet var herefter årsag til en arbejdsnedlæggelse, der blev behandlet på et ekstraordinært samarbejdsudvalgsmøde den 16. februar 1990. Resultatet blev, at de udsendte breve blev tilbagekaldt, og natholdet foreløbig udsat.

På et nyt samarbejdsudvalgsmøde den 5. marts 1990 meddelte virksomheden, at man af produktionsmæssige årsager fortsat ønskede etableret nat/aftenhold i udbening og pakkeri, og man fremlagde til drøftelse et oplæg med fem alternative muligheder, der var beskrevet således

»1. aftenhold 5 dage/uge

Arbejdstid 7,00 timer/dag excl. spisepause

Start mandag ca. 15:30

Slut fredag ca. 22:50

2. aftenhold 4 dage/uge

Arbejdstid 8 timer 45 min./dag, excl. spisepause

Start mandag ca. kl. 15:30

Slut fredag ca. kl. 0.35

3. nathold 5 dage/uge (start søndag aften uden overtidsbetaling).

Der er enighed mellem parterne om, at »overtidsbetaling« her sigter til det i sagen omhandlede 40 kroners tillæg .

Arbejdstid 7,00 timer/dag, excl. spisepause

Start søndag ca. kl. 23:00

Slut fredag ca. kl. 6:20

4. Nathold 5 dage/uge (start mandag aften)

Arbejdstid 7,00 timer/dag, excl. spisepause

Start mandag ca. kl. 23:00

Slut lørdag ca. kl. 6:20

5. nathold 4 dage/uge

Arbejdstid 8 timer 45 min./dag, excl. spisepause

Start mandag ca. kl. 21:15

Slut fredag ca. kl. 6:20'

Af referatet fra mødet den 5. marts 1990 fremgår følgende: »......

Tillidsmanden meddelte, at man ikke kunne akceptere de fremlagte forslag og tilføjede, at forslag 2, 3 og 5 var direkte overenskomststridige.

Dette tilbageviste virksomheden helt klart og ingen kunne dokumentere disse påstande, som senere måtte betegnes som grundløse.

Virksomheden anførte, at der direkte i overenskomsten er anført, at forslag 2 og 5 kan gennemføres, når der er lokal enighed herom.

Med hensyn til forslag 3, så er der bestemt ikke enighed mellem organisationerne om den holdning NNF her har indtaget.

Tillidsmanden meddelte, at man måske kunne akceptere forslag 1, hvis dette skete på fuld frivillig basis således, at medarbejderne frit kan melde sig til denne løsning.

Dette kunne virksomheden kun delvist akceptere, man vil gå langt ad frivillighedens vej men er der ikke tilstrækkelig tilslutning fra medarbejderside og hvis ikke de pågældende medarbejdere kan udføre det omtalte arbejde, kan det blive nødvendigt yderligere at udvælge medarbejdere jfr. overenskomstens muligheder for holddrift og varsling mv.

Virksomheden beklagede iøvrigt meget tillidsmandens afvisning af hele oplægget og kunne desværre konstatere, at man fra B-siden ikke havde fremlagt nogen form for forslag til løsning og åbenbart heller ikke havde ændret holdning, siden man for godt 2 uger siden sidst havde drøftet disse forhold.

Begge parter er positivt forpligtet til at finde en løsning og dette skal helst ske i et fortsat godt samarbejde, ellers kan virksomheden se sig nødsaget til at varsle og etablere holddriftsordning udfra de muligheder som overenskomsten giver - i så fald vil man vælge den løsning som er skitseret i forslag 1.

Dette var virksomheden klar over ville gå imod mange medarbejderes ønsker, men hvis man lokalt og fra NNF's side fortsat vil blokere en sådan løsning, havde virksomheden ikke noget andet valg.

En løsning efter forslag 1 vil passe godt i produktionsforløbet og vil iøvrigt være mindre omkostningskrævende, end en løsning hvor man arbejder på direkte nathold.

Virksomheden foreslog igen, at man frit lod de implicerede medarbejdere vælge hvilken form for holddrift man helst vil arbejde under, i så fald er der, efter virksomhedens opfattelse, ingen tvivl om, at langt de fleste vælger forslag 3 eller forslag 5.

På den måde fik man også en god løsning på problemerne, uden at man yderligere skadede det ellers så gode samarbejde på virksomheden !

Dette kunne man ikke umiddelbart akceptere fra B-siden og man anmodede om lidt længere tid til overvejelser af forholdene.......«

For at finde en løsning foreslog tillidsmanden og virksomheden herefter, at man på forsøgsbasis indførte en 4 dages uge, og et forslag om en lokalaftale om nathold med en 4-dages uge på 35 timer fra mandag til fredag morgen blev sendt til behandling i NNF og SALA men efter det oplyste afvist af Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet.

Efter fortsatte drøftelser blev der herefter den 19. april 1990 mellem virksomheden og tillidsmanden indgået en »Lokalaftale om arbejde på nathold«, hvorefter der skulle arbejdes i overensstemmelse med det ovenfor nævnte oplægs forslag 3. Efter det oplyste havde Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet ikke været inddraget i drøftelserne, og aftalens tekst, der er konciperet af virksomheden, er udarbejdet i samråd med Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger.

Om betalingen siges det i lokalaftalen

»Betalingen vil være overenskomstens normale akkord- og timeløn med tillæg for skiftehold på kr. 10,34 pr. time.......

Parterne er bekendt med at organisationerne er uenige om overenskomstens fortolkning i forbindelse med ovennævnte aftale, og der er derfor enighed om, at aftalen, uden yderligere konsekvenser, kan ophøre med een uges varsel, når en afklaring mellem organisationerne foreligger.«

Aftalen blev godkendt på et ekstraordinært samarbejdsudvalgsmøde samme dag.

Den følgende dag anmodede tillidsmanden forbundet om at få afklaret betalingsspørgsmålet, og forbundets lokalafdeling indsendte den 20. april 1990 lokalaftalen til NNF Slagtergruppen med følgende bemærkning

»Da vi ikke kan blive enige med slagteriet om tillægget på de 40 kr., for at arbejde om natten fra søndag til mandag, er vi enige med dem om at lade vore hovedorganisationer om at afgøre dette spørgsmål, så jeg må anmode jer om en afgørelse.«

Spørgsmålet blev herefter første gang behandlet på et organisationsmøde den 9. maj 1990. Af mødereferatet fremgår, at sagen var sendt til udtalelse hos virksomheden, og at forbundet ville blive informeret, når der forelå et svar.

Det viste sig, at organisationerne ikke kunne blive enige. Derimod opstod tilsvarende problemer på andre virksomheder, herunder virksomheder, hvor etablerede aften/nathold var flyttet fra en hverdags aften til søndag aften.

Overenskomstparterne blev herefter enige om at lade en faglig voldgift generelt tage stilling til betalingsspørgsmålet.

Opmandskendelsen blev afsagt den 21. januar 1991. I kendelsen udtaler opmanden

»Overenskomstens § 3 punkt g giver adgang til flytning af hele arbejdsdage ved lokale aftaler, og parterne er enige om, at man ved reglens indføjelse i overenskomsten alene tænkte på såkaldte »indeklemte« arbejdsdage.

I de i sagen omhandlede tilfælde har man ændret holddriftsplanerne, således at arbejdsugen fast går fra søndag aften til fredag aften i stedet for fra mandag morgen til lørdag morgen. En sådan ændring kan indarbejdes i den årlige holddriftsplan, og den kan efter opmandens opfattelse ikke anses som omfattet af overenskomstens § 3 punkt g.

At arbejdsugen for det kontinuerlige holddriftsarbejde ændres til at begynde søndag aften, kan ikke føre til, at ugens første hold fra søndag aften til mandag morgen ikke er holddriftsarbejde.

Opmanden er således enig med forbundet i, at der ikke er hjemmel til ved lokale aftaler at ændre holddriftsbestemmelsernes regel om søndagstillæg, og forbundets påstand tages derfor til følge.

Opmanden finder resultatet bestyrket ved, at Arbejdsgiverforeningerne i skrivelsen af 25. september 1990 har erkendt, at der skal betales søndagstillæg, hvis ændringen sker efter virksomhedernes ønske. Det kan vel forekomme urimeligt, at en af arbejderne ønsket ændring ikke kan ske uden forøget lønudgift for arbejdsgiveren, men arbejderne kan efter almindelige arbejdsretlige principper ikke på egen hånd aftale lavere lønninger, end overenskomsterne foreskriver. I de i sagen omhandlede tilfælde har arbejdsgiverne ret til at afvise arbejdernes ønske om ændring af arbejdstiden, og endelig er der en mulighed for, at der ved forhandling mellem overenskomstparterne kan aftales en fravigelse af overenskomsten i de enkelte tilfælde.'

Ved kendelsen bestemtes det herefter, at Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger skal anerkende, at det i overenskomstens bestemmelser om skifteholdsdrift punkt 7 fastsatte søn- og helligdagstillæg skal betales for alt holddriftsarbejde inden for et søn- og helligdagsdøgn, uanset om arbejdet er fastlagt med accept af eller efter ønske fra arbejderne.

Umiddelbart efter voldgiftskendelsen ændrede virksomheden arbejdstiden for natholdet således, at natholdet starter mandag aften og slutter lørdag morgen, d.v.s. den ordning, der i det tidligere nævnte oplæg til samarbejdsudvalgsmødet den 5. marts 1990 var anført under 4.

Ligeledes umiddelbart efter voldgiftskendelsen anmodede tillidsmanden virksomheden om at efterbetale tillægget for holddrift i søndagsdøgnet, men da dette blev afvist, rejste Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet på ny sagen over for Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger ved en skrivelse af 5. februar 1991.

Klagerne har til støtte for påstanden om efterbetaling gjort gældende, at der i den periode, hvor arbejdet på nathold foregik i overensstemmelse med lokalaftalen af 19. april 1990, skulle være udbetalt et tillæg på 40 kr. i timen for holddriftsarbejde i søndagsdøgnet. Der foreligger hverken passivitet fra forbundets side med hensyn til kravets rejsning eller nogen reel fortolkningstvivl, der kan begrunde, at efterbetalingskravet ikke fuldt ud kan gennemføres. Heller ikke selve lokalaftalens indgåelse er til hinder for kravet.

Klagerne har herved i første række anført, at lokalaftalen ikke kan fortolkes som et afkald på efterbetaling, hvis uenigheden om overenskomstens fortolkning - som det skete ved voldgiftskendelsen - blev afklaret til fordel for arbejdstagernes standpunkt. Det kan lægges til grund, at virksomheden og tillidsmanden ved indgåelsen af lokalaftalen havde hver sin opfattelse, og det fremgår ikke udtrykkeligt af aftalen, at den indebar et så vidtgående og særpræget afkald, som indklagede hævder. Indklagede må have bevisbyrden for den således hævdede fortolkning, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Virksomheden var både efter tillidsmandens udtalelser under samarbejdsudvalgsmødet den 5. marts 1990 og efter bemærkningen i lokalaftalen om uenigheden mellem organisationerne om overenskomstfortolkningen klar over tillidsmandens og forbundets holdning til betalingsspørgsmålet. Hvis det var virksomhedens tanke, at der i forbindelse med lokalaftalen skulle gives et forhåndsafkald på et eventuelt efterbetalingskrav, havde det været enkelt udtrykkeligt at skrive det, ligesom det havde været naturligt at sikre sig forbundets tilslutning hertil. Det er et almindeligt arbejdsretligt princip, at man ikke ved lokalaftale kan fravige overenskomsternes betalingsbestemmelser til skade for arbejdstagerne. Dette må antages at have været virksomheden bekendt, og har i hvert fald været kendt for Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger, der medvirkede ved lokalaftalens formulering. Koncipisten har således kendt det nævnte arbejdsretlige princip, og det har formodningen for sig, at Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger ikke har medvirket til indgåelse af en overenskomststridig aftale. Bestemmelsen i lokalaftalen om opsigelse »uden yderligere konsekvenser« henviser naturligt til det korte opsigelsesvarsel, og indklagede må i hvert fald som koncipist bære risikoen for uklarhed om, hvorledes aftalen skal forstås.

Subsidiært har klagerne anført, at indklagede ikke kunne få medhold, selv om aftalen skulle forstås som et afkald på efterbetalingen. Dette følger af, at en sådan aftale som ovenfor anført ville være overenskomststridig, hvorfor der ikke kan støttes ret på den. Dette gælder så meget mere, når arbejdsgiverparten - som det må antages her - har været bekendt hermed, men ville også gælde, selv om dette ikke var tilfældet.

Endelig har klagerne overfor det af indklagede fremførte synspunkt om god tro hos virksomheden med hensyn til overenskomstfortolkningen bestridt denne gode tro, under henvisning til, at parterne under voldgiftssagen var enige om, at man ved indføjelse af § 3 punkt g i overenskomsten alene tænkte på de såkaldte »indeklemte« arbejdsdage, jf. citatet af kendelsen ovenfor.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at lokalaftalen blev indgået under hensyn til, at medarbejderne hellere ville arbejde søndag nat end fredag nat. Virksomheden havde ingen produktionsmæssige ønsker om denne ordning, men var indforstået hermed, såfremt bytningen var omkostningsneutral. Virksomheden ville ikke betale søndagstillægget på 40 kr. i timen og var på baggrund af den i voldgiftskendelsen nævnte § 3 punkt g i overenskomsten i god tro med hensyn til, at man efter overenskomsten kunne bytte timerne lige over. Resultatet af den faglige voldgift viste noget andet. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke var tvivl, og i en sådan situation må virksomhedens gode tro føre til fritagelse for et efterbetalingskrav. Den i kendelsen omtalte enighed mellem parterne om baggrunden for overenskomstens § 3 punkt g blev først opnået under den faglige voldgiftssag.

Indklagede har endvidere anført, at aftalen fra virksomhedens side blev indgået under den forudsætning, at der ikke kunne kræves efterbetaling, og det er denne forudsætning der er kommet til udtryk i formuleringen om opsigelse »uden yderligere konsekvenser.« Efter indklagedes opfattelse må parterne i lige grad bære risikoen ved en eventuel uklarhed om aftalens forståelse. Hvis tillidsmanden mente, at tillægget i givet fald skulle efterbetales, burde han have sørget for, at denne opfattelse var kommet til udtryk.

Specielt om den ovennævnte skrivelse af 20. april 1990 fra forbundets lokalafdeling til NNF Slagtergruppen har indklagede anført, at virksomheden først blev bekendt med denne skrivelse efter opmandskendelsens afsigelse. Hvis det havde været virksomheden bekendt, at der var uenighed om, hvorvidt tillægget i givet fald skulle efterbetales, ville man omgående have opsagt lokalaftalen. Også af den grund bør indklagede frifindes.

Arbejdsretten skal udtale

Af de grunde, der er anført af klagerne, og som er gengivet ovenfor, finder Arbejdsretten, at klagerne må have medhold i påstanden om efterbetaling.

T h i k e n d e s f o r r e t

Slagteriregion Syd A.m.b.a. skal efterbetale det i overenskomstens bestemmelser om skifteholdsdrift punkt 7 fastsatte søn- og helligdagstillæg for perioden fra 19. april 1990 til 21. januar 1991.

I sagsomkostninger skal indklagede, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger for Slagteriregion Syd A.m.b.a., betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s. 79, Rise Faglig Voldgift s. 355, K. 90.377 (A 1991, s.104), K. 7969 (A 1977, s. 48).

Efter en overenskomst skulle holddrift uden for et søn- og helligdagsdøgn betales med et tillæg af 40 kr. pr. time.

Efter lokale forhandlinger blev der indført en arbejdstid for et nathold, der varede fra søndag aften til fredag morgen. Der opstod uenighed om, hvorvidt det nævnte 40 kr.'s tillæg skulle betales til natholdet, idet det af arbejdsgiveren blev anført, at arbejderne ønskede at arbejde søndag aften i stedet for fredag aften, og at dette var den eneste grund til at arbejdstiden også omfattede søndagen. En voldgiftskendelse fastslog, at der ikke var hjemmel til ved lokale aftaler at ændre overenskomstens bestemmelse om holddriftstillægget for søn- og helligdagsarbejde.

Virksomheden ændrede straks efter kendelsens afsigelse arbejdstiden for natholdet, således at søndagen ikke indgik i arbejdstiden. Imidlertid afslog virksomheden at udbetale 40 kr.'s tillægget for de søndage, hvor der var arbejdet i holddrift, idet man gjorde gældende at have været i god tro, og at spørgsmålet først havde fundet sin afklaring ved voldgiftskendelsen.

Blandt andet under henvisning til, at man ikke ved lokalaftale kan fravige en overenskomsts betalingsbestemmelser til skade for arbejdstagerne gav Arbejdsretten forbundet medhold i kravet om betaling af det omtvistede tillæg for holddriftsarbejde på søndage.