Arbejdsrettens dom af 18. august 1992 i sag nr. 89.370: Dansk Vagt-Forbund (advokat Christian Harlang) mod Jalo Vagtservice, Jan Jalo ApS Præstefælledvej 55, 2770 Kastrup (advokat Morten P. Sebber) Dommere: Anker Christoffersen, Dolleris, Dresling, Kardel (retsformand), Kurt Petersen, Spang-Hanssen og Thorning. Kollektiv overenskomst 1. Processuelle spørgsmål 3.1. (* 1) (* 2)

Arbejdsrettens dom af 18. august 1992 i sag nr. 89.370: Dansk Vagt-Forbund (advokat Christian Harlang) mod Jalo Vagtservice, Jan Jalo ApS Præstefælledvej 55, 2770 Kastrup (advokat Morten P. Sebber) Dommere: Anker Christoffersen, Dolleris, Dresling, Kardel (retsformand), Kurt Petersen, Spang-Hanssen og Thorning. Kollektiv overenskomst 1. Processuelle spørgsmål 3.1. (* 1) (* 2)

Denne sag drejer sig om, hvorvidt klageren, Dansk Vagt- Forbund, har søgsmålskompetence som overenskomstpart over for indklagede, Jalo Vagtservice ApS, under følgende omstændigheder

Den 1. december 1987 blev indklagede optaget i Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening og som sådan undergivet den gældende brancheoverenskomst for vagtselskaber af juni 1987.

Den 12. januar 1988 blev der afholdt et mæglingsmøde mellem Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning og Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening i anledning af diverse uoverensstemmelser hos indklagede. Man enedes om, at medarbejdere ansat før den 1. december 1987 skulle aflønnes efter den nævnte brancheoverenskomst med et særligt tillæg.

Den 13. september 1988 blev der afholdt møde mellem Dansk Vagt-Forbund og Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening.

Mødereferatet er sålydende

»Der er d.d. afholdt mæglingsmøde mellem nedenstående organisationer vedrørende diverse konkrete fagretlige problemer hos Jan Jalo ApS.

Efter det oplyste er alle implicerede på arbejdersiden medlem af Dansk Vagt-Forbund, jfr. fællesmødeprotokollat af 19. april 1988.

Fra arbejdsgiverside tilkendegav man, at de af Jan Jalo ApS anvendte ansættelseskontrakter var overenskomststridige, for så vidt angår punkterne 1, 3 og 12.

Yderligere blev det tilkendegivet, at virksomheden vil tilmelde sine medarbejdere Specialarbejderskolen.

For så vidt angår Søren Thomas Johnson, tilkendegav arbejdsgiversiden, at man ville trække bortvisningen tilbage, således at denne alene er at betragte som en opsigelse.

Fra arbejdstagerside erkendte man ikke opsigelsens lovlighed.

For så vidt angår Jim Eisenreich betaler virksomheden til fuld og endelig afgørelse af ansættelsesforholdet 30.000 kr. inden 14 dage.

Fra Dansk Vagt-Forbunds side forbeholdt man sig ret til at videreføre de punkter, hvorom enighed ikke kunne opnås, for Arbejdsretten for at opnå bod.«

Det i mødereferatet nævnte fællesmødeprotokollat af 19. april 1988 vedrørte et fællesmøde i Dansk Arbejdsgiverforening i anledning af en af Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening rejst klage over, at et antal medlemmer af Dansk Vagt-Forbund beskæftiget hos ISS Securitas A/S, Fyns- afdeling havde etableret en overenskomststridig kollektiv arbejdsnedlæggelse den 14. april 1988. I dette mødereferat er det anført, at arbejdsgiversiden erkendte, at Dansk Vagt-Forbund var forhandlingsberettiget for så vidt angår sine medlemmer, idet der dog blev taget forbehold for, om Dansk Vagt-Forbund er part i den gældende overenskomst, eller om Dansk Vagt- Forbund har selvstændig krav på at forhandle en overenskomst. Der blev fra arbejdsgiverside i den anledning henvist til den ved Østre Landsret verserende retssag mellem Dansk Funktionærforbund og Dansk Vagt-Forbund.

I den pågældende sag blev der afsagt dom i Østre landsret den 30. juni 1989. Dommen blev anket til Højesteret, der afsagde dom den 4. juni 1991.

Dommen vedrørte følgende problem

Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning var sammen med andre landssammenslutninger tilknyttet Dansk Funktionærforbund. I foråret 1987 blev der med Dansk Funktionærforbunds samtykke etableret strejke af offentligt ansat personale under Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning. Efter nogle underhåndsforhandlinger med det offentlige besluttede Dansk Funktionærforbunds hovedbestyrelse den 1. juli 1987 at bemyndige forretningsudvalget til at afslutte forlig. Et af forligsmanden fremsat mæglingsforslag blev forkastet ved urafstemning blandt de strejkende, men efter en kongres i Dansk Funktionærforbund blev forslaget vedtaget som forlig. På et i Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning afholdt delegeretmøde vedtoges - men ikke med den i Dansk Funktionærforbunds love krævede majoritet - en udmeldelse af Dansk Funktionærforbund. Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning dannede herefter sit eget forbund, Dansk-Vagtforbund, og påstod under sagen bl.a., at forbundet lovligt var udtrådt af Dansk Funktionærforbund. Ved Højesterets dom fik forbundet ikke medhold i denne påstand.

Det fremgår af sagen, at Dansk Vagt-Forbund blev etableret den 25. januar 1988.

På grundlag af mødereferatet af 13. september 1988 rettede klageren henvendelse til fogedretten i Tårnby med begæring om udlæg for 30.000 kr. Ved kendelse af 17. maj 1989 henviste fogedretten sagen til Arbejdsretten.

Klageskrift blev herefter indgivet den 5. oktober 1989 med påstand om, at indklagede havde gjort sig skyld i brud på overenskomsten, handlet organisationsfjendtlig og tilligemed påstand om betaling af en betydelig bod.

Indklagede har påstået afvisning under hensyn til, at klageren ikke har søgsmålkompetence, da der ikke foreligger et overenskomstforhold mellem parterne.

Sagen har været stillet i bero på udfaldet af den ved Østre landsret og Højesteret verserende sag og har herefter i første halvår 1992 gentagne gange måtte udsættes på grund af vanskeligheder med berammelse af domsforhandling.

Klagerne har fastholdt, at der foreligger et overenskomstforhold mellem parterne, idet indklagede var omfattet af den gældende brancheoverenskomst, og Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening har ved uden forbehold at indlede forhandling den 13. september 1988 stiltiende anerkendt, at klageren er blevet part i dette overenskomstforhold. At klageren har identitet som juridisk person, er efter Højesterets dom ubestrideligt og er i øvrigt også anerkendt i arbejdsretlig praksis.

Indklagede har bestridt, at mødet den 13. september 1988 skal tages som udtryk for, at Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening har anerkendt Dansk Vagt-Forbund som overenskomstpart, og klagerne har herefter ikke søgsmålskompetence, fordi der ikke foreligger nogen overenskomst mellem parterne.

Indklagede har under sagen afgivet procesunderretning til Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening.

Arbejdsretten skal udtale

Arbejdsretten finder ikke grundlag for at fastslå, at Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening ved at deltage i mæglingsmødet den 13. september 1988 stiltiende har anerkendt, at klageren var overenskomstpart. Der blev under mødet udtrykkeligt henvist til, at alle implicerede på arbejdersiden var medlem af Dansk Vagt-Forbund, og der blev tillige henvist til et fællesmødeprotokollat af 19. april 1988, hvor man fra Dansk Arbejdsgiverforening udtrykkeligt har taget forbehold om Dansk Vagt-Forbunds stilling som eventuel overenskomstpart.

Klagerne har herefter ikke søgsmålskompetence i sagen, og indklagedes påstand om afvisning tages herefter til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Denne sag afvises.

Inden 14 dage betaler klageren, Dansk Vagt-Forbund, 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.425 f., Christensen Kommentar s.84 f., Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1991, side 624.

Arbejdsretssag afvist på grund af manglende søgsmålskompetence, da der ikke fandtes at foreligge noget overenskomstforhold mellem parterne.

En virksomhed J blev 1/12-87 optaget i arbejdsgiverforeningen A og som sådan undergivet den gældende brancheoverenskomst. Under et mæglingsmøde den 13/9-88 mellem fagforbundet V og A blev der behandlet nogle uoverensstemmelser på J. Der blev opnået enighed om bl.a., at J skulle betale et medlem af V 30.000 kr. I et referat fra mødet nævntes, at alle implicerede på arbejdersiden var medlemmer af V, og der henvistes til et tidligere fællesmødereferat, hvori arbejdsgiversiden havde taget forbehold for, om V var part i den gældende overenskomst, eller om V havde selvstændigt krav på at forhandle en overenskomst. Dette skyldtes, at der verserede en sag ved de almindelige domstole om, hvorvidt V var lovligt udmeldt af Dansk Funktionærforbund.

V begærede udlæg for de nævnte 30.000 kr., men denne sag blev af fogedretten henvist til Arbejdsretten, hvorefter V indklagede J for overenskomstbrud for Arbejdsretten.

Højesteret fastslog den 4/6-1991, at V ikke var lovlig udmeldt af Dansk Funktionærforbund.

Arbejdsretten fandt ikke, at A den 13/9-1988 stiltiende havde anerkendt V som overenskomstpart. Herefter havde V ikke søgsmålskompetence i sagen, og en af J nedlagt afvisningspåstand blev taget til følge.