Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Danske Biografers Fællesforening, Bulowsvej 50 A, 1870 Frederiksberg C. (advokat Zygmunt Auster). Dommere: Peter Andersen, Søren Christensen, Arnold Hansen, Hornslet (retsformand), Erik Nielsen, Steen A. Rasmussen og Sarroe. Bod 2.3.2. Organisationsforhold. Processuelle spørgsmål 3.7. Ikke anledning til at tage stilling til, om en part var bundet af overenskomst i en nu afsluttet periode.(* 1) (* 2)

Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Danske Biografers Fællesforening, Bulowsvej 50 A, 1870 Frederiksberg C. (advokat Zygmunt Auster). Dommere: Peter Andersen, Søren Christensen, Arnold Hansen, Hornslet (retsformand), Erik Nielsen, Steen A. Rasmussen og Sarroe. Bod 2.3.2. Organisationsforhold. Processuelle spørgsmål 3.7. Ikke anledning til at tage stilling til, om en part var bundet af overenskomst i en nu afsluttet periode.(* 1) (* 2)

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Danske Biografers Fællesforening for Arbejdsretten.

Ved klageskrift af 2. september 1991 nedlagde klagerne følgende påstand

Indklagede, Danske Biografers Fællesforening, tilpligtes at anerkende, at den er bundet af den mellem Specialarbejderforbundet i Danmark og Danmarks Biografteater Forening gældende overenskomst.

Indklagede har handlet overenskomststridigt ved ikke at anerkende dette, og tilpligtes derfor til Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

Under domsforhandlingen den 14. april 1992 ændredes påstandens første led således, at ordene »er bundet« blev erstattet med »var bundet«. Der henvises til de forklarende bemærkninger nedenfor.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagen drejer sig om en overenskomst af 16. marts 1989 indgået mellem Danmarks Biografteater Forening (provinsen) og Specialarbejderforbundet i Danmark vedrørende løn- og arbejdsforhold for operatører, kontrollører og piccoloer.

Ifølge overenskomstens § 19 skulle den gælde, indtil den med 3 måneders varsel blev opsagt til ophør en 1. marts, dog tidligst den 1. marts 1991.

I løbet af 1989 fandt medlemmerne af Danmarks Biografteater Forening forskellene mellem biograferne- og interesseforskellene imellem dem - så store, at man ikke længere kunne være samlet i en fælles forening. Foreningens bestyrelse udsendte derfor til samtlige biografer i Danmark et forslag, hvorefter der i stedet for, at Danmarks Biografteater Forening skulle være den samlende forening for biografteatrene, skulle dannes tre foreninger, som hver især skulle repræsentere de interessegrupper, som naturligt faldt ind under foreningens virke. Danmarks Biografteater Forening skulle herefter være en paraplyforening for de tre underforeninger. Yderligere skulle Danmarks Biografteater Forening tage navneforandring til »Danske Biografers Fællesforening«. I overensstemmelse med forslaget blev på stiftende generalforsamlinger i marts måned 1990 dannet følgende tre foreninger

1. Foreningen af Premierebiografer i København, Århus, Odense og Ålborg.

2. Foreningen af større Provinsbiografer.

3. Foreningen af mindre og mellemstore Biografer.

Samtidig blev det på Danmarks Biografteater Forenings generalforsamling den 6. februar 1990 og på foreningens ordinære generalforsamling den 22. marts 1990 vedtaget at ændre formålsbestemmelse og opbygning i det hele taget, således at foreningen kom til at tjene som paraplyorganisation for de tre underforeninger af biografteatre i Danmark.

Ved anbefalet brev af 28. november 1990 til »Danske Biografers Fællesforening« opsagde Specialarbejderforbundet i Danmark overenskomsten til ophør den 1. marts 1991. Det hedder videre i skrivelsen

»Idet vi anmoder om anerkendelse af rettidig modtagelse af opsigelsen, anmoder vi samtidig om, at der snarest belejligt træffes aftale om tidspunktet for et møde med henblik på forhandling af fornyelse af overenskomsten.«

Skrivelsen blev den 17. december 1990 af foreningen tilbagesendt til forbundet med følgende påtegning

»Ovenstående meddelelse er taget til efterretning.«

Den 21. december 1990 fremsendte forbundet herefter til »Danmarks Biografteater Forening« ændringsforslag til forhandling til fornyelse af overenskomsten med den tilføjelse, at forbundet efter den 1. januar 1991 ville kontakte foreningen med henblik på aftale om det første forhandlingsmøde. Ved skrivelse af 29. januar 1991 anmodede forbundet om, at der snarest blev aftalt et forhandlingsmøde, og uden svar herpå varslede forbundet bl.a. under henvisning til Hovedaftalens § 2, stk. 3, konflikt ved fremsendelse til indklagede af 1. strejkevarsel den 14. februar 1991. Dette bevirkede, at indklagede den følgende dag - den 15. februar 1991 - meddelte Specialarbejderforbundet i Danmark, »at Danmarks Biografteater Forening ikke længere eksisterer.« Det siges videre i skrivelsen

»Ved generalforsamlingen den 22. marts 1990 blev det bestemt at opløse foreningen samt danne 3 nye foreninger.

Som nævnt eksisterer der altså ikke nogen Danmarks Biografteater Forening i provinsen, men 3 foreninger, som på tværs af geografien er stiftet ud fra biografernes størrelse.

Der er altså ikke nogen overenskomstpart i relation til SID.«

Sagen blev herefter af forbundet indbragt til Landsorganisationen i Danmark, og fællesmøde blev afholdt den 10. juni 1991. Herunder fastholdt arbejdstagersiden,

»at Danske Biografers Fællesforening på vegne af Danmarks Biografteaterforening (provinsen) er forpligtet til at forhandle bestående overenskomst.

Fra Danske Biografers Fællesforenings side gjorde man gældende, at årsagen til deltagelse i fællesmøde alene var for at orientere om situationen, da foreningen ikke har kompetence til at forhandle.«

Ved sagens indbringelse for Arbejdsretten gjorde klagerne i overensstemmelse med standpunktet under fællesmødet gældende, »at en intern strukturændring på arbejdsgiversiden er uden betydning for de bestående overenskomstforhold, så meget som selve arbejdspladserne fortsat består. Fællesforeningen må herefter indtræde i overenskomstforholdet.«

Under domsforhandlingen blev det imidlertid fra klagernes side tilkendegivet, at det kan lægges til grund, at hverken Hovedaftalens § 7, stk. 2, eller tilsvarende bestemmelser var gældende for den i sagen omhandlende overenskomst. Denne er derfor ved »simpel opsigelse« fra Specialarbejderforbundet i Danmark's side bortfaldet efter udløbet af opsigelsesperioden den 1. marts 1991. Klagerne gør endvidere ikke gældende, at stiftelsen af de tre nævnte underforeninger i forbindelse med ændringen af Danmarks Biografteater Forening skete som chikane over for Specialarbejderforbundet i Danmark eller i omgåelseshensigt. Det kan lægges til grund, at man af driftsmæssige årsager fandt det hensigtsmæssigt at danne nogle nye foreninger. Klagerne lægger imidlertid vægt på, at Danmarks Biografteater Forening ikke blev opløst men fortsatte - med ændret navn og formål - som indklagede, Danske Biografers Fællesforening. Den ovennævnte ændring af klagernes påstand betyder, at klagerne nu accepterer, at indklagede ikke længere er bundet af overenskomsten, men at klagerne ønsker Arbejdsrettens stillingtagen til indklagedes adfærd i tidsrummet frem til den 14.-15. februar 1991, hvor indklagede efter Specialarbejderforbundet i Danmark's 1. strejkevarsel oplyste om ændringerne i biografernes organisatoriske forhold.

Under domsforhandlingen har Jens Rykær som formand for indklagedes bestyrelse forklaret, at den indklagede forening intet har at gøre med de enkelte biografers daglige virke. Den kan herunder - i modsætning til den tidligere Danmarks Biografteater Forening - ikke forhandle med samarbejdsparterne som f.eks. Specialarbejderforbundet i Danmark. Den ny paraplyorganisation har ingen kompetence til at fortælle de enkelte grupperinger af biografer, hvordan de skal »drive butikken«. Mens Danmarks Biografteater Forening havde de enkelte biografer som medlemmer, er det nu 3 nydannede underforeninger - som er selvstændige, autonome foreninger for biografer, der ligner hinanden - der er medlemmer af den indklagede forening. Havde man ikke lavet de 3 underforeninger i 1990, havde der efter hans opfattelse på grund af den radikale udvikling inden for branchen ikke i dag bestået en samlet forening for samtlige biografer i Danmark. Fællesforeningen holder nu 1 møde årlig og behandler spørgsmål af mere eller mindre ideel interesse, f.eks. i forbindelse med en henvendelse fra et ministerium, der ønsker bud på revision af censurlovgivningen, eller fra filminstituttet om besættelsen af poster i udvalg eller lignende. Den tidligere organisation var ikke medlem af nogen arbejdsgiverforening, og det er den indklagede forening heller ikke. Vidnet tror ikke, nogen ved stiftelsen af indklagede tænkte på at orientere Specialarbejderforbundet i Danmark. Vidnet gjorde det i hvert fald ikke.

Klagerne har til støtte for deres påstand anført, at indklagede burde have reageret på en helt anden måde over for Specialarbejderforbundet i Danmark. Efter dannelsen af de tre underforeninger den 22. marts 1990 bestod Danmarks Biografteater Forening, som havde overenskomst med forbundet, fortsat som paraplyorganisation - om end under et andet navn. Det var således en overenskomstpart, der fortsat eksisterede, men man tænkte ikke på at orientere sin modpart om de skete ændringer. Forbundet måtte herefter gå ud fra, at overenskomsten fortsat eksisterede, og forbundet havde ingen grund til at reagere. Det var på den baggrund naturligt, at forbundet handlede, som det gjorde, ved at opsige overenskomsten med henblik på forhandlinger om fornyelse af denne. Heller ikke i denne forbindelse orienterede indklagede om de organisatoriske ændringer, der var foretaget, men oplyste først herom, da forbundet den 14. februar 1991 sendte 1. strejkevarsel. Klagerne gør gældende, at dette efter den mellem hovedorganisationerne vedtagne norm, der efter overenskomstens § 15 var gældende for behandling af faglig strid, må anses for overenskomststridigt, og at indklagede, der var overenskomstbundet, indtil overenskomsten bortfaldt den 1. marts 1991, må pålægges en bod herfor.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede, Danske Biografers Fællesforening, anført, at indklagede - selvom den »juridiske skal« af den gamle Danmarks Biografers Fællesforening ikke faldt væk - i den periode, som sagen nu angår, intet kunne have foretaget i relation til Specialarbejderforbundet i Danmark af betydning for overenskomstforholdet på grund af manglende kompetence i forhold til de nystiftede 3 underforeninger og de biografvirksomheder, der nu var blevet medlemmer af disse foreninger. Overenskomsten var fortsat gældende indtil bortfaldet den 1. marts 1991, men klagerne har intet anført, som blot antyder, at der fra den 22. marts 1990 og indtil den 1. marts 1991 var tale om et overenskomstbrud fra indklagedes side. Der er derfor intet grundlag for at tage indklagedes påstand til følge.

Arbejdsretten skal udtale

Således som klagernes påstand er ændret under domsforhandlingen, drejer sagen sig reelt alene om, hvorvidt indklagede har handlet overenskomststridigt ved ikke tidligere at have underrettet Specialarbejderforbundet i Danmark om ændringerne i de organisatoriske forhold, der bevirkede, at indklagede ikke havde kompetence til at forhandle overenskomst på biografernes vegne. Klagerne har ikke gjort gældende, at indklagede i øvrigt har begået brud på overenskomsten, der bortfaldt ved forbundets opsigelse pr. 1. marts 1991.

Det må medgives klagerne, at forbundet i hvert fald i forbindelse med forbundets opsigelse af overenskomsten den 28. november 1990 burde være underrettet om de organisatoriske ændringer, der var gennemført tidligere på året. Arbejdsretten finder imidlertid intet grundlag for at fastslå, at indklagede ved at undlade dette har udvist et overenskomststridigt forhold med bod til følge. Da der, således som sagen er forelagt, ikke findes anledning til at tage stilling til, om indklagede indtil overenskomstens bortfald »var« bundet af overenskomsten, tager Arbejdsretten i det hele indklagedes frifindelsespåstand til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Danske Biografers Fællesforening, frifindes.

I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, betale 2.000 kr.

(* 1) Henvisninger: K. 10.119 (A 1984, s.104).

Under domsforhandlingen af en arbejdsretssag om, hvorvidt indklagede »er« bundet af en overenskomst, ændrede klageren påstanden til at angå spørgsmålet om, hvorvidt indklagede »var« bundet af overenskomsten indtil denne var udløbet (hvilket var sket inden sagens indbringelse for Arbejdsretten). Sagen drejede sig i øvrigt om, hvorvidt indklagede havde handlet overenskomststridigt ved ikke at give klageren meddelelse om væsentlige organisatoriske ændringer hos indklagede. Arbejdsretten fandt ganske vist, at indklagede burde have underrettet klageren om de pågældende organisationsændringer, men der var intet grundlag for at fastslå, at indklagede herved havde udvist et overenskomststridigt bodspådragende forhold. Da der, således som sagen var forelagt, ikke fandtes anledning til at tage stilling til, om indklagede indtil overenskomstens bortfald »var« bundet af overenskomsten, blev indklagede i det hele frifundet.