Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod DMW Varmecenter ApS, Buddinge Hovedgade 156, 2860 Søborg (advokat Helle Gregersen). Dommere: Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Kiil (retsformand), Bent Knap, Allan Nielsen, Erik Nielsen og Sven F. Thomsen. Bod 2.3.2. Faglig voldgift. Fællesmøder. Hovedaftalens § 7, stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Passivitet. Særoverenskomst. Kollektiv overenskomst ikke ophørt på grund af fagforbundets passivitet.(* 1) (* 2)

Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod DMW Varmecenter ApS, Buddinge Hovedgade 156, 2860 Søborg (advokat Helle Gregersen). Dommere: Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Kiil (retsformand), Bent Knap, Allan Nielsen, Erik Nielsen og Sven F. Thomsen. Bod 2.3.2. Faglig voldgift. Fællesmøder. Hovedaftalens § 7, stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Passivitet. Særoverenskomst. Kollektiv overenskomst ikke ophørt på grund af fagforbundets passivitet.(* 1) (* 2)

1. Ved klageskrift af 4. oktober 1991 har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund indklaget DMW Varmecenter ApS, Søborg, for Arbejdsretten og nedlagt følgende påstand

Indklagede, DMW Varmecenter ApS, tilpligtes at anerkende at være omfattet af gældende overenskomst mellem Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening og Dansk Metalarbejderforbund.

Indklagede, DMW Varmecenter ApS, tilpligtes for vægring ved at deltage i lovligt indkaldt fællesmøde til Dansk Metalarbejderforbund at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

Indklagede har påstået frifindelse.

Tvisten, der udspringer af indklagedes vægring ved at deltage i fagretlig behandling af en påstået bortvisning af en medarbejder, vedrører alene spørgsmålet, om en i 1981 indgået tiltrædelsesaftale med Dansk Metalarbejderforbunds afdeling 11 fortsat er gældende eller må anses for ophørt på grund af passivitet fra forbundets side.

2. Af sagen fremgår, at det indklagede selskab er en mindre virksomhed, der navnlig beskæftiger sig med installation og vedligeholdelse af villafyr og kun har få ansatte, herunder i gennemsnit 5 montører. Indtil 1. januar 1988 var der tale om en personligt ejet virksomhed, hvis indehaver Jørn Claudi Pedersen - der nu er afgået ved døden - den 9. september 1981 havde underskrevet den nævnte tiltrædelsesaftale med Dansk Metalarbejderforbunds afdeling 11. I aftalen, der på forbundets vegne er underskrevet af afdelingsformand Svend Bonvang, hedder det bl.a.

»I alle spørgsmål vedrørende løn- og øvrige arbejdsforhold er der enighed om fremover at følge samtlige bestemmelser, der er indeholdt i hovedoverenskomsten for smede og maskinarbejdere, der er aftalt mellem Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening og Dansk Metalarbejderforbund incl. den mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark til enhver tid gældende hovedaftale samt de bestemmelser, der er aftalt mellem de to hovedorganisationer angående Uddannelsesfond......

Nærværende aftale kan alene opsiges skriftligt med 3 måneders varsel til en 1. marts i forbindelse med fornyelserne af hovedoverenskomsten mellem Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening og Dansk Metalarbejderforbund. Fremsendes sådan opsigelse ikke, er der mellem parterne enighed om, at aftalen for den efterfølgende tid forlænges på grundlag af ændringer af enhver art, som måtte blive gældende i overenskomstforholdet mellem Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening og Dansk Metalarbejderforbund.......

Firmaet er endvidere indforstået med ved alt smede og maskinarbejde - herunder også oliefyrsmontørarbejde - kun at beskæftige medlemmer af Dansk Metalarbejderforbund.«

Tiltrædelsesaftalen - der som det ses henviser også til den til enhver tid gældende Hovedaftale mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark - blev af begge parter opsagt med 3 måneders varsel til den 1. marts 1985. I opsigelsesskrivelsen af 22. november 1984 fra forbundets afdeling 11 hedder det bl.a.

»Idet vi kvitterer for modtagelsen af Deres opsigelse af ovennævnte aftale, kan vi hermed meddele, at vi ligeledes opsiger aftalen med 3 måneders varsel til den 1. marts 1985.

Foranlediget af Deres opsigelse kan vi meddele, at vi ønsker at tiltrædelsesaftalen fortsætter i sin fulde ordlyd, og herudover stiller vi særkrav om tilføjelse i henhold til vedlagte bilag......

Samtidig går vi ud fra, at der kan træffes telefonisk aftale om møde vedrørende fornyelse af tiltrædelsesaftalen samt de fremsendte særkrav.«

Efter det oplyste frafaldt afdelingen under forhandlingerne de fremsendte særkrav. Nogen formel fornyelse af aftalen fandt herefter ikke sted.

Med overtagelsesdag den 1. januar 1988 blev virksomheden erhvervet af det indklagede selskab, hvis anpartskapital på 80.000 kr. er fordelt mellem de nuværende ejere med 40.000 kr. til Jørgen Duus og 40.000 kr. til Kate Jørgensen. Selskabet overtog det daværende personale, herunder en medarbejder, der var organiseret i Dansk Metalarbejderforbund. Den pågældende blev afskediget den 25. marts 1988, efter det foreliggende på grund af omstrukturering i virksomheden.

3. Som nævnt er baggrunden for den opståede tvist om tiltrædelsesaftalens fortsatte beståen indklagedes opsigelse/bortvisning af forbundets medlem Jens Peter Bang Svendsen, der den 17. august 1990 skriftligt blev opsagt »pr. dags dato« på grund af »samarbejdsproblemer«. Opsigelsen gav anledning til, at der den 24. s.m. blev afholdt et møde med deltagelse af en repræsentant fra forbundets afdeling 11 og den ene af virksomhedens indehavere Kate Jørgensen. I det af deltagerne underskrevne protokollat om mødets resultat er mødet betegnet som et »Mæglingsmøde«.

Da der ikke under mødet kunne opnås enighed, og da virksomheden efterfølgende nægtede at deltage i den fortsatte fagretlige behandling af opsigelsen, anmodede Landsorganisationen i Danmark den 20. december 1990 om afholdelse af fællesmøde med henblik på sagens indbringelse for Arbejdsretten. Som svar herpå fremsendte indklagedes advokat den 4. januar 1991 en skrivelse til Landsorganisationen i Danmark, hvori det bl.a. hedder

»Indledningsvis bemærkes, at min klient ikke har nogen form for overenskomst med Dansk Metal, ligesom man ikke har tiltrådt en tidligere fremsendt »tiltrædelsesaftale«.

Det er derfor ikke korrekt, når De i Deres ovennævnte skrivelse anfører, at min klient er forpligtet til at deltage i den fagretlige behandling af sagen i henhold til en indgået tiltrædelsesaftale.

Jeg har forstået, at De har anført, at en af DMW Varmecenter v/Jørn Claudi den 9. september 1981 indgået tiltrædelsesaftale tillige skulle have virkning for min klient, hvilket må bestrides, idet min klient ikke beskæftiger medarbejdere, der var ansat i den tidligere virksomhed, og tiltrædelsesaftalen er derfor i sin helhed bortfaldet. Jeg har også noteret mig, at Dansk Metal selv er af den opfattelse, at der ikke er indgået nogen tiltrædelsesaftale, idet man med skrivelse af 14/8 1989 fremsendte udkast til en sådan aftale til min klients godkendelse og tiltrædelse, hvilket imidlertid aldrig skete.

Det må derfor konstateres, at de ansatte montører, herunder den tidligere ansatte Jens Peder Svendsen, var ansat udelukkende på basis af en privatretlig aftale mellem parterne, at skriftligt aftalegrundlag ikke foreligger og at der ikke mellem parterne er aftalt noget opsigelsesvarsel, hvorfor opsigelse kan ske med øjeblikkelig virkning, således som det er tilfældet i foreliggende sag.........'

Den i svaret nævnte skrivelse af 14. august 1989 er en trykt formular »Fremsender uden følgeskrivelse«, hvormed Dansk Metalarbejderforbunds afdeling 17 »ifølge aftale« og »i henhold til tlf.samtale af 14/8 89« fremsendte formular til en tiltrædelsesaftale til bl.a. hovedoverenskomsten mellem Jernets Arbejdsgiverforening og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark. Formularen blev ikke underskrevet og tilbagesendt.

I de følgende måneder frem til klageskriftet af 4. oktober 1991 - dog med en afbrydelse fra medio februar til begyndelsen af august - fandt der yderligere brevveksling sted mellem virksomhedens advokat og forbundet, respektive Landsorganisationen i Danmark, hvorunder man fra virksomhedens side fastholdt, at man ikke var bundet af tiltrædelsesaftalen fra 1981.

4. For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af vidnerne Svend Bonvang og Kate Jørgensen.

Svend Bonvang har forklaret bl.a., at han deltog i de forhandlinger, afdelingen havde med virksomhedens daværende indehaver, efter at begge parter i 1984 havde opsagt tiltrædelsesaftalen til den 1. marts 1985. Fra forbundets side var stillet en række særkrav, som man imidlertid frafaldt efter afslutningen af de almindelige overenskomstforhandlinger. I de følgende år gik alt på sædvanlig vis. Vidnet har ikke haft kendskab til, at virksomheden - som antydet i svarskriftet - skulle have indgået private aftaler om arbejdsvilkår m.v. uden hensyntagen til overenskomstens bestemmelser. Fra afdelingens side har man ikke »overvåget« virksomheden. Det har man ingen mulighed for. I et tilfælde som det foreliggende er det op til medlemmerne, herunder værkstedsrepræsentanten, at påse, at overenskomsten bliver overholdt. Vidnet er først under sagen blevet bekendt med, at forbundets afdeling 17 i 1989 har fremsendt formular til en tiltrædelsesaftale til virksomheden. Afdelingen, der organiserer medlemmer beskæftiget på maskinfabrikker og således omfatter et andet virksomhedsområde end afdeling 11, har utvivlsomt ikke været klar over, at virksomheden allerede havde en tiltrædelsesaftale.

Kate Jørgensen har forklaret bl.a., at hun blev ansat i virksomheden som kontordame den 1. oktober 1986. Det er først i forbindelse med nærværende sag, at hun har hørt om tiltrædelsesaftalen fra 1981. Lønnen til medarbejderne blev der således truffet aftale om »over en kop øl«, uden at nogen nævnte noget om overenskomsten. Virksomhedens lønninger har dog altid ligget over den overenskomstmæssige løn. Heller ikke ved erhvervelsen af virksomheden pr. 1. januar 1988 blev overenskomsten nævnt. Man beskæftiger i dag medarbejdere, som er medlem af Dansk Metalarbejderforbund. I forbindelse med afskedigelsen af et af forbundets medlemmer i 1989 rettede hun henvendelse til forbundet for at høre, hvordan hun skulle forholde sig. Hun mener at kunne huske, at hun talte med bl.a. Svend Bonvang, og at denne spurgte, hvorfor hun rettede henvendelse til ham. Hun blev i den forbindelse spurgt lidt ud om overenskomstforholdene og fik så efterfølgende sendt formularer til en tiltrædelsesaftale. Da det af formularen fremgik, at virksomheden kun måtte beskæftige medlemmer af Dansk Metalarbejderforbund, ringede hun tilbage til forbundet og sagde, at aftalen i givet fald ville medføre, at man var nødt til at fyre et par af medarbejderne. De blev så enige om, at aftalen ikke havde nogen interesse for virksomheden. I de forløbne år har man aldrig fået materiale sendt fra forbundet eller i øvrigt haft kontakt med dette forud for nærværende sag.

5. Til støtte for påstanden har klagerne anført, at der mellem parterne er enighed om, at der efter opsigelsen af tiltrædelsesaftalen - hvori henvises også til Hovedaftalen og dermed til dennes § 7, stk. 2 - hverken er etableret noget andet overenskomstforhold eller iværksat frigørelseskonflikt, og at overenskomstforholdet derfor består, medmindre det må lægges til grund, at tiltrædelsesaftalen efterfølgende er bortfaldet ved passivitet. Passivitetssynspunktet er af indklagede gjort gældende dels vedrørende perioden fra opsigelsen i 1984 til fremkomsten af nærværende sag i 1990, dels vedrørende den periode fra midten af februar til begyndelsen af august 1991, i hvilken brevvekslingen mellem parterne om overenskomstforholdets beståen var indstillet.

For så vidt angår den første periode gælder, at indklagede ikke har godtgjort, at der er handlet i strid med overenskomstmæssige bestemmelser. Afdelingen, der har 2500 medlemmer og ca. 400 virksomheder inden for sit område, har ikke hverken mulighed for eller adgang til effektivt at kontrollere, om overenskomsten overholdes. Det er derfor op til medlemmerne og i dette tilfælde til værkstedsrepræsentanten at påse, at overenskomsten ikke tilsidesættes, og til at indberette eventuelle overenskomstbrud til afdelingen. Sådanne indberetninger har man ikke modtaget. Hertil kommer, at indklagede så sent som i august 1990 deltog i et mæglingsmøde sammen med en repræsentant fra forbundets afdeling 11. Også af den grund må det være klart, at passivitetsbetragtningen ikke med rette kan gøres gældende for så vidt angår denne periode.

Det samme gælder den periode på 5-6 måneder i 1991, i hvilken brevvekslingen om overenskomstforholdet lå stille. En så kort periode kan ikke føre til at anse et bestående overenskomstforhold for ophørt på grund af passivitet.

6. Indklagede har anført, at tiltrædelsesaftalen blev opsagt i 1984, og at der siden da intet er gjort for at holde aftalen i live. Forbundet eller afdelingen har på intet tidspunkt fremsendt materiale eller andet, som kunne dokumentere, at man fortsat anså overenskomsten for gældende for virksomheden. Denne har da heller ikke i alle retninger fulgt overenskomsten. Man har således haft ansatte, som uanset tiltrædelsesaftalens eksklusivklausul ikke var medlem af forbundet. Fremsendelsen i 1989 af en formular til tiltrædelsesaftale indicerer ligeledes, at forbundet ikke har betragtet den tidligere tiltrædelsesaftale som fortsat gældende. Det kan i så henseende ikke være afgørende, at fremsendelsen skete fra en anden forbundsafdeling end den, som den tidligere aftale var indgået med. Fremsendelsen har i hvert fald givet indklagede føje til at tro, at også forbundet var af den opfattelse, at det tidligere overenskomstforhold var ophørt. Virksomhedens deltagelse i mæglingsmødet i august 1990 kan ikke tages som udtryk for, at virksomheden da anså sig for bundet af overenskomsten. Fra virksomhedens side var formålet med deltagelsen alene at få præciseret, at der ikke var tale om en bortvisning, men om en opsigelse. Til det anførte kommer, at man fra klagernes side også i 1991 forholdt sig passive i henved 6 måneder, inden man besluttede sig til at forfølge sagen. I sammenhæng med den tidligere udviste passivitet må resultatet blive, at klagerne ikke længere kan påberåbe sig et bestående overenskomstforhold som grundlag for en påstand om, at virksomheden er pligtig at deltage i et fællesmøde.

7. Arbejdsretten skal udtale

Det er ubestridt, at det overenskomstforhold, som blev etableret ved tiltrædelsesaftalen af 9. september 1981, uanset såvel begge parters opsigelse af aftalen i 1984 og den pr. 1. januar 1988 skete overdragelse af virksomheden til det indklagede selskab fortsat må anses for bestående, medmindre det efter bevisførelsen kan lægges til grund, at man fra forbundets eller forbundsafdelingens side har forholdt sig passiv over for krænkelser af overenskomstforholdet, som med føje kan tolkes som udtryk for, at indklagede ikke eller ikke længere har følt sig bundet af overenskomsten.

På det foreliggende grundlag må Arbejdsretten imidlertid finde det betænkeligt at anse det for godtgjort, at der fra virksomhedens side i årenes løb er handlet på en måde, som har kunnet give afdelingen rimelig anledning til at reagere herimod. Retten har herved lagt vægt på, at afdelingen ikke har mulighed for løbende at kontrollere, om gældende overenskomster overholdes, men i almindelighed må forlade sig på henvendelser herom fra virksomhedens ansatte, og at indklagede ikke mere specifikt har angivet, i hvilket omfang overenskomsten eventuelt er blevet tilsidesat, men alene har henvist til, at man uanset eksklusivbestemmelsen undertiden har beskæftiget medarbejdere, som ikke var medlem af forbundet.

Efter det anførte må der således gives klagerne medhold i påstandens første led. Da det imidlertid ikke kan afvises, at indklagede - bl.a. fordi man i 1989 fik tilsendt en formular til tiltrædelsesaftale fra en anden forbundsafdeling - har haft rimelig grund til at mene, at man ikke overenskomstmæssigt var forpligtet til at deltage i det begærede fællesmøde, frifindes indklagede derimod for påstandens andet led.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, DMW Varmecenter ApS, Søborg, skal anerkende at være omfattet af gældende overenskomst mellem Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening og Dansk Metalarbejderforbund.

Indklagede frifindes for den nedlagte bodspåstand.

Sagens omkostninger, 2.000 kr., betales til Arbejdsretten med halvdelen af hver af parterne.

(* 1)

En kollektiv overenskomst (tiltrædelsesoverenskomst) mellem en uorganiseret arbejdsgiver og Dansk Metalarbejderforbunds afd. 11, hvori der henvistes til hovedoverenskomsten mellem Benzin og Oliebranchens Arbejdsgiverforening og forbundet og Hovedaftalen mellem DA og LO, blev i 1984 opsagt af begge parter uden efterfølgende frigørelseskonflikt. Ved opsigelsen tilkendegav afdelingen, at den ønskede overenskomsten videreført med nogle yderligere krav, som dog frafaldtes under de efterfølgende forhandlinger om fornyelse af overenskomsten. Der blev ikke formelt indgået ny overenskomst. I 1989 fremsendte forbundets afd.

17 virksomheden en formular til en tiltrædelsesoverenskomst, hvori henvistes til hovedoverenskomsten mellem Jernets Arbejdsgiverforening og CO-Metal. Formularen blev ikke underskrevet eller tilbagesendt. I 1990 gav en af virksomheden foretaget opsigelse af et medlem af forbundet anledning til et møde mellem en repræsentant for afd. 11 og en indehaver af virksomheden, der afsluttedes med et protokollat, hvori mødet blev betegnet som »mæglingsmøde«. Mødet sluttede uden resultat, og virksomheden nægtede efterfølgende at deltage i fællesmøde under påberåbelse af, at virksomheden ikke var bundet af nogen overenskomst. Virksomheden blev herefter indklaget for Arbejdsretten med påstand om dels, at virksomheden skulle anerkende fortsat at være omfattet af overenskomsten med afd. 11, dels, at virksomheden skulle betale bod for at vægre sig ved at deltage i lovligt indkaldt fællesmøde.

Det var under sagen ubestridt, at overenskomstforholdet mellem virksomheden og afd. 11 uanset begge parters opsigelse af aftalen i 1984 fortsat måtte anses for bestående, med mindre det efter bevisførelsen kunne lægges til grund, at man fra forbundets eller afdelingens side havde forholdt sig passiv over for krænkelser af overenskomstforholdet, som med føje kunne tolkes som udtryk for, at indklagede ikke eller ikke længere havde følt sig bundet af overenskomsten.

På det foreliggende grundlag fandt Arbejdsretten det imidlertid betænkeligt at anse det for godtgjort, at der fra virksomhedens side i årenes løb var handlet på en måde, som havde kunnet give afdelingen rimelig anledning til at reagere herimod. Retten lagde herved bl. a. vægt på, at afdelingen ikke havde mulighed for løbende at kontrollere, om gældende overenskomster overholdtes, men i almindelighed måtte forlade sig på henvendelser herom fra de ansatte. Herefter blev der givet forbundet medhold i, at overenskomstforholdet mellem afd. 11 og virksomheden fortsat var gældende. Da det imidlertid ikke kunne afvises, at virksomheden - bl. a. på grund af afd. 17's tilsendelse af formular til tiltrædelsesaftale i 1989 - havde haft rimelig grund til at mene, at man ikke overenskomstmæssigt var forpligtet til at deltage i det begærede fællesmøde, frifandtes virksomheden for bodspåstanden.