KTAS Forlag A/S (advokat Bjarke Vejby) mod Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Funktionærforeningen ved KTAS (sekretær, cand.jur.Karl Schmidt). Dommere: Steen A. Rasmussen, Sløk, Strube, Per Sørensen (retsformand), Poul F. Hansen, Thorning og Westergaard. Blokade, Kollektiv overenskomst 3. Konfliktvarsel. Blokadevarsel anset for lovligt.(* 1) (* 2)
Statutory Text (3 Articles)
KTAS Forlag A/S (advokat Bjarke Vejby) mod Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Funktionærforeningen ved KTAS (sekretær, cand.jur.Karl Schmidt). Dommere: Steen A. Rasmussen, Sløk, Strube, Per Sørensen (retsformand), Poul F. Hansen, Thorning og Westergaard. Blokade, Kollektiv overenskomst 3. Konfliktvarsel. Blokadevarsel anset for lovligt.(* 1) (* 2)
Under denne sag har KTAS Forlag A/S nedlagt påstand om, at en af Funktionærforeningen ved KTAS den 26. februar 1992 varslet blokade over for forlaget med ikrafttræden den 1. april 1992 kendes ulovlig.
Indklagede, der har erklæret sig indforstået med, at blokaden ikke træder i kraft, før Arbejdsretten har truffet afgørelse i sagen, har påstået frifindelse.
SAGSFREMSTILLING
Den 26. februar 1992 skrev indklagede således til klageren
»Meddelelse om blokade.
Da KTAS Forlag A/S i skrivelse af 6. februar d.å. afviser at oprette overenskomst med Funktionærforeningen for det arbejdsområde, som udgøres af sælgere, der som »marksælgere« (rejsende konsulenter) er beskæftiget med altovervejende opsøgende salg, skal vi hermed meddele, at vores kompetente forsamling nu har besluttet at iværksætte blokade i relation til alle nyansættelser indenfor dette arbejdsområde. Blokaden træder i kraft den 1. april 1992 ved normal arbejdstids begyndelse.'
I skrivelse af 28. februar 1992 til indklagede rejste klageren indsigelse imod lovligheden af den varslede blokade. Som begrundelse for indsigelsen henvistes til, at det i § 1, stk. 2, i den gældende overenskomst mellem parterne, der tidligst kan opsiges til ophør pr. 31. marts 1993, hedder
»Overenskomsten omfatter ikke sælgere, der altovervejende er beskæftiget ved opsøgende salg.«
I skrivelsen anførte klageren, at et krav om oprettelse af overenskomst for den kategori af medarbejdere, der er omfattet af overenskomstens § 1, stk. 2, er i strid med overenskomsten, og at en effektuering af blokadevarslet vil være et brud på den fredspligt, der følger af de bestående kollektive aftaler.
På et fællesmøde den 3. marts 1992 kunne der ikke opnås enighed mellem parterne.
Der har været overenskomst mellem parterne siden 1. februar 1990. Ifølge § 1, stk. 1, omfatter overenskomsten administrativt personale. § 1 i den gældende overenskomst er videreført uændret fra 1990 overenskomsten. I tilknytning til overenskomstafslutningen i 1990 blev der udarbejdet følgende særskilte protokollat (8) til § 1
»Der er ikke på overførelsestidspunktet pr. 1. juli 1990 nogen under Funktionærforeningens forhandlingsområde, som ikke er omfattet af § 1.1, herunder gruppeledere og telefonsælgere.«
Der har ikke på noget tidspunkt været indgået overenskomst for den i § 1, stk. 2, nævnte personalegruppe, kaldet »marksælgere«, heller ikke mens KTAS Forlag var en del af KTAS A/S.
FORKLARINGER
Administrerende direktør hos klageren, Keld Holland, har bl.a. forklaret, at »marksælgerne« i næsten fuldt omfang arbejder uden for deres hjem for at opsøge kunder til annoncer i telefonbøgerne. Derved adskiller de sig fra telefonsælgere, der hører til det administrative personale. Der er ca. 25 »marksælgere«, der tidligere var ansat i KTAS's forlagsdivision med samme arbejde. De er ansat ved individuelle ansættelsesaftaler med en præstationsbetinget aflønning på grund af arbejdets særlige karakter, der efter klagerens opfattelse gør det uhensigtsmæssigt at lade dem være omfattet af en overenskomst. Det er sædvanligt, at sælgere, der arbejder på denne måde, ikke har kollektiv overenskomst, men vidnet er dog bekendt med, at et andet telefonselskab har indgået overenskomst med deres sælgere. Protokollatet i forbindelse med 1990 overenskomsten har efter vidnets opfattelse intet at gøre med »marksælgere«. Det blev udarbejdet, fordi indklagede ville sikre sig, at det personale, der havde været omfattet af overenskomsten med KTAS A/S, ikke fik ændret status ved forlagets overgang til A/S.
Spørgsmålet om overenskomstdækning af »marksælgere« blev gjort til genstand for forhandling både i 1990 og 1991, men indklagedes krav om dækning blev hver gang afvist af klageren. Funktionærforeningen har ikke over for ham erklæret sig enig i, at overenskomsten skulle indebære en fredspligt, og han husker ikke, om han selv direkte har sagt dette.
Carsten Nielsen, der har været formand for Funktionærforeningen siden 1989, har bl.a. forklaret, at protokollatet fra 1990 blev udarbejdet for at klargøre afgrænsningen af det personale, der er omfattet af overenskomsten. Keld Holland har ikke på noget tidspunkt sagt, at overenskomsten indebar en fredspligt, og Funktionærforeningen har heller ikke selv været af denne opfattelse. Tværtimod har Keld Holland flere gange sagt, at hvis man ønsker at opnå en overenskomst, må man kæmpe for den. Funktionærforeningen har både under og efter overenskomstforhandlingerne klart taget forbehold om at benytte sig af denne mulighed også inden næste overenskomstforhandlinger. Ingen af de ca. 25 »marksælgere«, der for tiden er ansat i forlaget, er medlemmer af Funktionærforeningen. De fleste er vist nok medlemmer af Foreningen af Aktive Handelsrejsende.
PARTERNES ARGUMENTER.
Klageren, der ikke har bestridt, at indklagede kan have en faglig interesse i at aktionere for at opnå overenskomstdækning af »marksælgere«, har anført, at bestemmelsen i overenskomstens § 1, stk. 2, skal ses på baggrund af, at indklagede både i 1990 og 1991 uden held havde krævet, at »marksælgerne« skulle være omfattet af overenskomsten. Ud fra sædvanlige fagretlige fortolkningsprincipper er dette spørgsmål derfor afgjort indtil næste overenskomstforhandlinger. Indklagede kan ikke nu kræve overenskomsten ændret og har ved at indgå på bestemmelsen og ved ikke klart at tilkendegive det modsatte givet afkald på i overenskomstperioden at benytte konfliktmidler til at søge sit krav om særskilt overenskomst for denne persongruppe fremmet.
Indklagede har anført, at foreningen har en klar faglig interesse i at aktionere nu for at opnå overenskomstdækning for »marksælgere«. Overenskomstens § 1, stk. 2, sammenholdt med § 1, stk. 1, og med protokollatet, er alene en præcisering af dækningsområdet for parternes overenskomstforhold. Konfliktvarslet er et forsøg på at få oprettet en overenskomst på et frit område, hvor en restgruppe er uden dækning, og er ikke et forsøg på at få ændret den bestående overenskomst. Denne indebærer ikke nogen fredspligt, og noget sådant er da heller ikke under eller efter overenskomstforhandlingerne blevet tilkendegivet fra klagers side. Tværtimod har direktør Holland med sine udtalelser om, at der måtte kæmpes for at opnå en overenskomst, givet udtryk for, at konfliktmidler ville være den eneste vej. Indgåelsen af en overenskomst for »marksælgere« kan ske, uden at den bestående overenskomst skal ændres på et eneste punkt.
ARBEJDSRETTEN SKAL UDTALE
Bestemmelsen i overenskomstens § 1, sammenholdt med protokollatet fra 1990, præciserer, hvem der er omfattet af overenskomsten. Ifølge stk. 2, er »marksælgere« ikke omfattet, og indklagedes blokadevarsel, der har til formål at få oprettet en overenskomst for denne gruppe, der ikke er dækket af nogen overenskomst, kan derfor ikke anses som et forsøg på at få den bestående overenskomst ændret. Efter formuleringen af bestemmelsen og efter vidneforklaringerne er det ikke godtgjort, at indklagede skulle have afskåret sig fra at aktionere i overenskomstperioden for at forsøge at opnå overenskomst for »marksælgere«.
Således som sagen er procederet for Arbejdsretten, findes der herefter ikke grundlag for at kende den varslede blokade ulovlig. Indklagedes påstand tages derfor til følge.
T h i k e n d e s f o r r e t
Indklagede, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Funktionærforeningen ved KTAS, frifindes.
I sagsomkostninger skal klageren, KTAS Forlag A/S, betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s. 97 ff.
I følge en bestemmelse i en overenskomst mellem KTAS Forlag (K) og FTF omfattede overenskomsten ikke sælgere, der altovervejende var beskæftiget med »opsøgende salg« (»marksælgere«). FTF varslede i overenskomstperioden blokade mod K til støtte for et krav om overenskomst for »marksælgere«. K indbragte lovligheden heraf for Arbejdsretten, som fandt, at blokadevarslet ikke kunne anses som et forsøg på at få den bestående overenskomst ændret. Det var endvidere ikke godtgjort, at FTF skulle have afskåret sig fra at aktionere i overenskomstperioden for at forsøge at opnå overenskomst for »marksælgere«. Således som sagen var procederet for Arbejdsretten, fandtes der herefter ikke grundlag for at kende den varslede blokade ulovlig.