Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Cabin Attendants Union (sekretær, cand.jur. Karl Schmidt) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Scandinavian Airlines System (advokat Henrik Uldal). Dommere: Brink, Dalmark, Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Otto Hansen, Kiil (retsformand) og Neergaard Larsen. Processuelle spørgsmål 2.4. Sag afvist på grund af værnetingsaftale, hvorefter sagen henhørte under den svenske Arbetsdomstol.(* 1) (* 2)

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Cabin Attendants Union (sekretær, cand.jur. Karl Schmidt) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Scandinavian Airlines System (advokat Henrik Uldal). Dommere: Brink, Dalmark, Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Otto Hansen, Kiil (retsformand) og Neergaard Larsen. Processuelle spørgsmål 2.4. Sag afvist på grund af værnetingsaftale, hvorefter sagen henhørte under den svenske Arbetsdomstol.(* 1) (* 2)

1. Ved klageskrift af 14. maj 1991 har Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Cabin Attendants Union indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Scandinavian Airlines System for Arbejdsretten og nedlagt følgende påstande

Indklagede har brudt den i aftale af 18. oktober 1988 indeholdte bestemmelse om, at der til Crew rest area på 767- flyvningerne skal være 3 moduler med hver 2 sæder til rådighed.

Indklagede skal betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat alvorlig bod for det skete overenskomstbrud.

De indklagede har i svarskriftet påstået sagen afvist som henhørende under den svenske Arbetsdomstol og har begæret spørgsmålet herom behandlet særskilt inden sagens eventuelle realitetsbehandling.

Arbejdsretten har imødekommet begæringen, således at spørgsmålet om rette forum for sagen er udskilt til særskilt afgørelse.

Klagerne har herefter nedlagt påstand om, at Arbejdsretten kendes kompetent til at realitetsbehandle sagen. Subsidiært har klagerne påstået sagen henvist til behandling ved den svenske Arbetsdomstol.

De indklagede har fastholdt afvisningspåstanden og bestridt, at der er hjemmel til at henvise sagen til et andet lands domstol.

2. Den for retsforholdet gældende kollektive aftale er affattet på svensk og betegner sig: »Kollektivavtal mellan Scandinavian Airlines System och Handelstjanstemannaforbundet respektive Cabin Attendants Union och Norsk Kabinforening avseende cabin attendants.« Aftalen er underskrevet i Stockholm den 26. juli 1969. På forsiden er anført, at den »galler fr.o.m. 1 mars 1989.« Den indeholder bl. følgende bestemmelser, der gengives i dansk oversættelse

»KOLLEKTIVAFTALE....... om, forhandlingsordning vedrørende C/A.

Jurisdiktion

Ved forhandlinger om og oprettelse af kollektivaftale samt ved tvistemål er parterne blevet enige om, at svensk lovgivning og arbejdsmarkedspraksis finder anvendelse i det omfang, danske henholdsvis norske lovbestemmelser ikke er til hinder herfor......

Tvistemål

1. Tvistemål vedrørende fortolkning af mellem parterne gældende aftale med tilhørende bilag vedrørende arbejdsvilkår eller forholdet i øvrigt mellem parterne tillige med tvist på grund af virkelig eller formodet fejlagtig anvendelse af mellem parterne gældende aftale, skal, for at kunne gøres til genstand for behandling, skriftligt anmeldes til modparten inden for 3 måneder fra den dag, hvor tvisten er opstået eller fejlagtig anvendelse har fundet sted.

Er en sådan anmeldelse foretaget, påhviler det parterne ved forhandlinger, som anført nedenfor i punkterne 2-7, at forsøge at nå til en afgørelse af tvisten. En part må ikke unddrage sig deltagelse i forhandlinger.

2. Primært skal forhandlinger føres mellem de af sagen berørte parter på det sted, hvor den pågældende ansatte er placeret under medvirken af lokal organisation, hvor en sådan findes (lokal forhandling).

3. Lokal forhandling skal påbegyndes snarest muligt og senest 2 uger efter den dag, hvor den er forlangt, såfremt parterne ikke er blevet enige om udsættelse.

4. Kan en afgørelse ikke nås ved lokal forhandling, tilkommer det den part, der ønsker at forfølge sagen, at henvise sagen til central forhandling under medvirken af hovedorganisationerne.

5. Anmodning om central forhandling skal foretages skriftligt til modpartens organisation inden for 2 måneder fra den dag, hvor den lokale forhandling er afsluttet. Forsømmes dette, kan sagen ikke gøres til genstand for prøvelse eller behandling. Det påhviler den part, der anser, at den lokale forhandling er afsluttet, uden unødvendig tøven at give modparten underretning herom. Ovennævnte 2 måneders frist løber fra det tidspunkt, hvor modparten har modtaget en sådan underretning.

6. Central forhandling skal påbegyndes snarest muligt og senest 3 uger fra den dag, hvor den er forlangt, såfremt parterne ikke er blevet enige om udsættelse. En sådan forhandling skal finde sted i det land, hvor tvisten er opstået, såfremt parterne ikke er blevet enige om andet.

7. Ved forhandling skal der føres protokol, som godkendes af begge parter.

8. Hvis en afgørelse ikke nås ved central forhandling, er en part, hvor det drejer sig om en retstvist, og om han ønsker at forfølge sagen, berettiget til at lade samme prøve i Arbetsdomstolen i Sverige senest to måneder fra den dag, hvor sagen er færdigbehandlet. Forsømmer en part dette, fortaber han retten til indsigelse.

9. Parterne forpligter sig til i fuldbyrdelseshenseende at tage den dom, som Arbetsdomstolen i Sverige afsiger, til efterretning, som om dommen var indenlandsk.

10. Som slutdag for forhandlingen skal den dag anses, hvor parterne, i henhold til det som fremgår af notat i forhandlingsprotokollen eller af andre omstændigheder, er blevet enige om at erklære forhandlingen afsluttet eller, ved manglende enighed herom, hvor en part har givet modparten skriftlig meddelelse om, at han anser forhandlingen for afsluttet.

11. Denne kollektivaftale, som udgør en overenskomst helt adskilt fra øvrige kollektivaftaler mellem parterne, gælder fra og med den 22. maj 1976 og til og med den 28. februar 1977. (Ændret ved overenskomst den 18. juni 1976.) Såfremt denne aftale ikke opsiges af en af parterne senest seks måneder før aftaletidens udløb, forlænges den samme i to år og så fremdeles fra år til år......«

3. Af sagen fremgår, at SAS den 18. oktober 1988 indgik aftale med de skandinaviske kabineorganisationer, herunder CAU, om indretning af »crew rest area på 767-300 ER Block 2 och 200 ER..... med foljande huvudelement: - Tre moduler med vardera två saten......«

I perioden fra den 27. september 1990 til aftalens udløb den 14. april 1991 blev der imidlertid kun stillet to moduler til rådighed for kabinepersonalet. Dette gav anledning til, at der den 5. oktober 1990 afholdtes en lokal forhandling, hvorunder man fra CAU's side gjorde gældende, at aftalen måtte forstås således, at antallet af hvilemoduler om bord på 767 skal være tre, medens SAS på sin side bestred, at aftalen regulerer antallet af hvilemoduler. SAS anførte videre, at »denna tvist skall losas enligt forhandlingsordningen.«

I skrivelse af 9. oktober 1990 til Handels och Tjanesteforetagens Arbetsgivarorganisation (HAO) anmodede CAU herefter om afholdelse af central forhandling. Ifølge klageskriftet blev denne også indledt, men senere afbrudt, og nogen endelig protokollering af forhandlingen foreligger ikke. Den 12. februar og på ny den 8. marts 1991 rykkede CAU over for HAO for en afgørelse på sagen. Da der fortsat intet skete, nedlagde et antal medlemmer af CAU den 15. april 1991 kl. 17 arbejdet i protest herimod. Arbejdsnedlæggelsen gav anledning til, at Dansk Arbejdsgiverforening ved telefax af 16. april 1991 begærede fællesmøde afholdt »for sagens eventuelle indbringelse for Arbejdsretten.« Begæringen blev imidlertid senere samme dag pr. telefon annulleret uden begrundelse.

Efterfølgende har parterne den 22. april 1991 indgået en »overenskommelse«, der er led i forhandlingsforløbet om de generelle aftaler mellem SAS og CAU, og hvori det hedder bl.a.

»2. ER-avtalet och tillhorande sideletter skall fram till 31. maj 1991 tolkas så att

2.1. Samtliga flygningar BKK-Skandinavien (BKK-CPH inkl. dagflygning samt BKK-STO) bemannas med 9 C/A.

2.2. På flygningar enligt punkt 2.1. ovan blockeras två stolar (7A+7B) om flygplanet ej har tre moduler monterade.

2.3. ER-avtalets tjanstgoringsbestammelser tillampas vid flygningar enligt punkt 2.1. ovan.

3. Parterna ar eniga om att, oaktat att moduloverenskommelsen ej ar uppsagd, uppta forhandlingar i frågan i syfte att undanroja framtida tolkningstvister........

6. Punkterna 1-5 i denna overenskommelse upphor att galla från 1 juni 1991.«

Af klageskriftet fremgår, at flyvningerne Skandinavien/Bangkok/Skandinavien varetages af 3 kabineforeninger, og at godt 1/3 udføres fra base København. Den norske kabineforening har varslet en parallel sag mod SAS, medens den svenske kabineforening ikke har rejst sag rettidigt »efter svenske regler.«

4. Til støtte for påstanden om sagens fremme til realitetsbehandling ved Arbejdsretten har klagerne anført, at en fortolkning af kollektivaftalen ikke kan føre til at anse Arbejdsretten for inkompetent til at behandle sagen, der vedrører et påstået brud på en kollektiv overenskomst og derfor efter arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 2, kan indbringes for Arbejdsretten. Kollektivaftalen, der er videreført uændret siden 1969, angår - udover jurisdiktionsbestemmelsens omtale af interessekonflikter - alene fortolkningstvister og ikke brudsager som den foreliggende. Dette følger dels af beskrivelsen i punkt 1 af »tvistemål«, dels af den i punkterne 2-7 fastlagte procedure, hvorefter sagerne inden indbringelsen for Arbetsdomstolen i Sverige skal forhandles lokalt og efterfølgende centralt, en procedure, som på grund af sin langsommelighed ikke er egnet til behandling af brudsager. Kollektivaftalen indeholder med andre ord slet ikke regler for behandlingen af de retstvister, hvorunder en kollektiv overenskomst påstås overtrådt. Det er vel rigtigt, at man ved behandlingen af den foreliggende sag har fulgt proceduren i kollektivaftalen frem til den centrale forhandling, som blev indledt, men aldrig afsluttet. Heri ligger imidlertid ikke nogen erkendelse af, at sagen skal behandles efter disse regler, men alene et forsøg på at få sagen løst ad denne vej, fordi man fra CAU's side anså den skete tilsidesættelse af aftalen af 18. oktober 1988 for åbenbar.

I overensstemmelse med det anførte har det da også hidtil kun været fortolkningsspørgsmål, som er blevet indbragt for den svenske Arbetsdomstol i henhold til kollektivaftalen, medens Arbejdsretten på sin side har behandlet to brudsager mellem de samme parter, jf. Arbejdsrettens dom af 11. marts 1991 i sagerne nr. 90.075 og 90.082, der behandledes sammen. Den af de indklagede nu påberåbte bestemmelse i arbejdsretslovens § 9, stk. 3, sidste pkt., kan således ikke være til hinder for sagens realitetsbehandling ved Arbejdsretten, når der er tale om en brudsag.

Klagerne har videre anført, at kollektivaftalen som nævnt er fra 1969 og siden er blevet forlænget uændret. Aftalen er således indgået forud for den gældende arbejdsretslov, der trådte i kraft den 1. juli 1973, og hvorved rettens kompetence blev væsentligt udvidet med den følge, at eksempelvis voldgiftsklausuler i ældre overenskomster er blevet tilsidesat af retten, hvis det ikke var utvivlsomt, at de fortsat skulle være gældende efter arbejdsretslovens ikrafttræden, jf. C.Ove Christensen: Lov om Arbejdsretten (2.udg.) s.50 f, Per Jacobsen: Kollektiv Arbejdsret (4.udg.) s.444 f. samt afgørelserne i sagerne 2566 og 7464. Medens det tidligere kunne give anledning til tvivl, om CAU's kollektive aftaler var omfattet af Den faste Voldgiftsrets kompetence, er det efter arbejdsretslovens ikrafttræden utvivlsomt, at kompetencen efter lovens § 9, stk. 1, nr. 2, omfatter også disse aftaler. Lovændringen har ikke givet anledning til at ændre eller justere kollektivaftalens værnetingsbestemmelse. Havde det imidlertid været tanken, at Arbejdsretten fortsat skulle være afskåret fra at behandle sager om brud på CAU's aftaler, havde det været nødvendigt at få dette fastslået ved en utvetydig bestemmelse herom i aftalen.

Til støtte for den subsidiære påstand om henvisning af sagen til den svenske Arbetsdomstol har klagerne anført, at sagen er rettidig indbragt for Arbejdsretten, og at en afvisning herfra kan medføre, at det skete aftalebrud slet ikke sanktioneres, hvis ikke sagen kan henvises til afgørelse i Sverige, da fristen for at indbringe sagen til prøvelse ved Arbetsdomstolen må anses for udløbet. Der er vel ikke positiv hjemmel for en sådan henvisning, men det må forekomme uacceptabelt, hvis det viser sig umuligt at forfølge sagen til en rimelig afslutning. En sådan henvisning vil derfor formentlig blive accepteret af Arbetsdomstolen.

5. De indklagede har anført, at kollektivaftalen omfatter såvel fortolknings- som brudsager og i punkt 8 indeholder en klar værnetingsaftale, som medfører, at sagen ikke kan indbringes for Arbejdsretten, jf. arbejdsretslovens § 9, stk. 3, sidste pkt. Den indledende jurisdiktionsbestemmelse i kollektivaftalen henviser til svensk lovgivning og arbejdsmarkedspraksis også for så vidt angår »tvistemål«, der efter bestemmelsen i punkt 1 omfatter dels fortolkningstvister, dels tvister »på grund af virkelig eller formodet fejlagtig anvendelse af mellem parterne gældende aftale«, en beskrivelse, som er dækkende for tvisten i nærværende sag. Begrebet »retstvist«, som efter aftalens punkt 8 er afgørende for Arbetsdomstolens kompetence, omfatter efter traditionel arbejdsretlig sprogbrug såvel fortolkningstvister som brudsager og udgør modsætningen til interessekonflikterne. Ved punkt 9 i aftalen har parterne forpligtet sig til at efterleve Arbetsdomstolens dom, som om den var afsagt af en domstol i hjemlandet. Kollektivaftalens bestemmelser om værnetinget for brudsager er således ganske klare og utvetydige. De indledende procedureregler blev da også fulgt af CAU, som burde have sørget for at få afsluttet den indledte centrale forhandling, hvorefter sagen kunne være indbragt for Arbetsdomstolen inden for en frist af 2 måneder fra færdigbehandlingen, jf. aftalens punkt 8 sammenholdt med punkt 10. De af Arbejdsretten tidligere afgjorte brudsager nr. 90.075 og 90.082 kan ikke tillægges betydning for afgørelsen af kompetencespørgsmålet, da parterne under behandlingen af disse sager var enige om at lade sagerne afgøre ved den danske Arbejdsret og som parter i kollektivaftalen kan indgå aftale om et konkret andet værneting end den svenske Arbetsdomstol. Lovændringen i 1973 bevirker ikke, at værnetingsbestemmelsen skal tilsidesættes, allerede fordi man har opretholdt denne bestemmelse trods ændringer i kollektivaftalen efter 1. juli 1973, jf. punkt 11. Man har således været enige om at bibeholde værnetingsbestemmelsen.

Hvad klagernes subsidiære påstand angår, har de indklagede anført, at det - som tidligere antydet - må henstå som usikkert, om ikke klagerne fortsat har mulighed for at begære den centrale forhandling afsluttet med den følge, at fristen på 2 måneder for sagens indbringelse for Arbetsdomstolen først løber fra afslutningstidspunktet. Men i øvrigt bør en eventuel overskridelse af fristen slet ikke influere på afgørelsen af værnetingsspørgsmålet. Hertil kommer, at der formentlig savnes hjemmel for en sådan henvisning. Den måtte i givet fald søges i arbejdsretslovens § 19 sammenholdt med retsplejelovens § 248, stk. 2, der imidlertid kun åbner mulighed for henvisning inden for retsplejelovens geografiske område, jf. Kommenteret Retsplejelov (4.udg.) bd. I s. 287 (note 5 til § 248).

6. Arbejdsretten skal udtale

Indledningsvis bemærkes, at de ved Arbejdsrettens dom af 11. marts 1991 afgjorte brudsager nr. 90.075 og 90.082 ikke har betydning for afgørelsen af værnetingsspørgsmålet i den foreliggende sag, idet der under forberedelsen af disse sager var enighed mellem kollektivaftalens parter om at lade sagerne behandle ved den danske Arbejdsret, medens en tilsvarende enighed ikke foreligger i denne sag.

Efter arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 2, kan sager om overtrædelse af kollektive overenskomster om løn- og arbejdsforhold indbringes for Arbejdsretten. Efter sin karakter henhører sagen - der vedrører et påstået brud på aftalen af 18. oktober 1988 mellem SAS og de skandinaviske kabineorganisationer, herunder CAU - således under Arbejdsrettens kompetence. Adgangen til at indbringe sådanne sager for Arbejdsretten er imidlertid efter arbejdsretslovens § 9, stk. 3, sidste pkt., betinget af, at der ikke i det pågældende overenskomstforhold er indeholdt bestemmelser i modsat retning. Om Arbejdsretten er kompetent til at realitetsbehandle sagen, må derfor afhænge af, om værnetingsbestemmelsen i kollektivaftalens punkt 8 finder anvendelse på retsforholdet.

Ved afgørelsen heraf lægger retten til grund, at bestemmelsen, der er en værnetings- og ikke en voldgiftsbestemmelse og også efter ikrafttrædelsen den 1. juli 1973 af arbejdsretsloven er bibeholdt uændret i senere udgaver af kollektivaftalen, fortsat er gældende mellem parterne. For så vidt angår afvisningspåstanden bliver det derfor afgørende, om sagen må henføres til de »retstvister«, der efter aftalens punkt 8 skal prøves i Arbetsdomstolen i Sverige.

Udtrykket »retstvister« må naturligt forstås som modsætningen til interessekonflikter, en sondring, som også kendes i svensk kollektiv arbejdsret, jf. Tore Sigeman i Arbetsratten i Norden (Nord 1990:42) s. 345, hvor det hedder: »En distinktion mellan rattstvister och intressetvister uppratthåls på ungefar samme satt som i grannlanderna, ehuru dessa termer inte anvands i lagstiftningen (jfr. dock 35 § MBL).« De retstvister, som efter kollektivaftalens punkt 8 skal behandles ved Arbetsdomstolen, må derfor omfatte de »tvistemål«, der i aftalens jurisdiktionsbestemmelse fremtræder som modstykket til interessekonflikterne, og for hvis vedkommende procedurereglerne i aftalens afsnit om tvistemål skal følges. Af punkt 1 i dette afsnit fremgår, at reglerne omfatter såvel fortolkningstvister som »tvist på grund af virkelig eller formodet fejlagtig anvendelse af mellem parterne gældende aftale«, hvilket - uanset den noget tvetydige formulering - må antages at omfatte i hvert fald en sag som den foreliggende, hvor der mellem parterne er uenighed om forståelsen af aftalen af 18. oktober 1988 og dermed, om der som påstået af klagerne er begået brud på aftalen. Klagerne har da også frem til indledningen af den foreskrevne centrale forhandling fulgt disse procedureregler for behandlingen af tvistemål.

Efter det anførte er Arbejdsretten som følge af værnetingsklausulen i kollektivaftalens punkt 8 afskåret fra at realitetsbehandle sagen, der skulle have været indbragt for den svenske Arbetsdomstol efter afsluttet central forhandling. Da der som anført af de indklagede ikke er hjemmel for Arbejdsretten til at henvise sagen til Arbetsdomstolen, vil sagen være at afvise.

T h i k e n d e s f o r r e t

Denne sag afvises.

I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal klagerne betale 2.000 kr.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.444 f, K. 90.075 og K. 90.082 (A 1991, s.52).

En kollektiv aftale mellem SAS og en kabinepersonaleorganisation indeholdt en bestemmelse om, at tvistemål vedrørende fortolkning af aftalen og »tvist på grund af virkelig eller formodet fejlagtig anvendelse af mellem parterne gældende aftale« kunne indbringes for Arbetsdomstolen i Sverige. Bestemmelsen fandtes at afskære Arbejdsretten fra at realitetsbehandle en sag om brud på en aftale om omfanget af sædepladser til rådighed for kabinepersonalet på visse flyvninger, hvorfor sagen afvistes. Der var ikke hjemmel til at henvise sagen til Arbetsdomstolen. At Arbejdsretten havde afgjort en sag mellem samme parter var uden betydning, da der havde været enighed mellem parterne om at lade disse sager behandle ved den danske Arbejdsret.