Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Gartneribrugets Arbejdsgiverforening for Gartneriet Rosa, Sabro (kontorchef Per Laurents). Dommere: Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Kiil (retsformand), Bent Knap, Mads Kofod, Henrik Lind og Steen A. Rasmussen. Bod 2.1.2. Kollektiv arbejdsret, generelt. Organisationsansvar 1.1. Bortvisning af 5 arbejdere var ikke en overenskomststridig lock-out, men det var overenskomststridigt, at en afdelingsformands henvendelse om bistand til løsning af den tilgrundliggende uoverensstemmelse blev afvist.(* 1) (* 2)
Statutory Text (3 Articles)
Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Gartneribrugets Arbejdsgiverforening for Gartneriet Rosa, Sabro (kontorchef Per Laurents). Dommere: Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Kiil (retsformand), Bent Knap, Mads Kofod, Henrik Lind og Steen A. Rasmussen. Bod 2.1.2. Kollektiv arbejdsret, generelt. Organisationsansvar 1.1. Bortvisning af 5 arbejdere var ikke en overenskomststridig lock-out, men det var overenskomststridigt, at en afdelingsformands henvendelse om bistand til løsning af den tilgrundliggende uoverensstemmelse blev afvist.(* 1) (* 2)
1. Ved klageskrift af 30. september 1991 har Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Gartneribrugets Arbejdsgiverforening for Gartneriet Rosa, Sabro, for Arbejdsretten og nedlagt følgende påstande
Gartneriet Rosa tilpligtes at overholde gældende overenskomst og at standse den overenskomststridige lockout iværksat den 12. september 1991 over for 5 medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark.
Gartneriet Rosa tilpligtes til Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod.
Gartneribrugets Arbejdsgiverforening tilpligtes for delagtighed i de begåede overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod.
De indklagede har påstået frifindelse og nedlagt følgende selvstændige påstand
Specialarbejderforbundet i Danmark, Århus G afdeling, tilpligtes på grund af sin opfordring til brud på fredspligten at betale en efter rettens skøn fastsat bod for organisationsansvar.
Over for indklagedes selvstændige påstand har klagerne påstået frifindelse.
Baggrunden for den opståede tvist er en erkendt overenskomststridig arbejdsnedlæggelse torsdag den 12. september 1991 blandt medarbejderne i gartneriets pakkeri, som krævede gummihandsker udleveret, inden arbejdet påbegyndtes, hvilket krav blev afvist som uhjemlet efter overenskomsten. Da 5 af medarbejderne i pakkeriet fastholdt deres arbejdsvægring, blev de samme dag bortvist.
Der er mellem parterne enighed om, at Arbejdsretten ikke skal tage stilling til, hvorvidt kravet om handsker har hjemmel i overenskomsten eller ej, når arbejdet som her består i pakning af miniroser.
2. Af sagen fremgår, at det indklagede gartneri Rosa blev erhvervet af Rosa og Harley Eskelund Jensen i 1988. Den 19. maj 1988 blev de medlem af Gartneribrugets Arbejdsgiverforening og dermed omfattet af overenskomsten mellem arbejdsgiverforeningen og Specialarbejderforbundet i Danmark. I årene efter erhvervelsen er gartneriet blevet væsentligt udvidet og moderniseret og beskæftiger aktuelt mellem 20 og 30 medarbejdere ansat efter overenskomsten med Specialarbejderforbundet i Danmark. En meget væsentlig del af gartneriets produktion består af miniroser i potte, som pakkes af gennemsnitligt 10 medarbejdere i pakkeriet. Disse er udstyret med et bundt af plasticposer, fastgjort foran på maven. Pakningen foregår herefter på den måde, at hver enkelt potterose gennemgås for visne blade og lignende, som fjernes, hvorefter potterosen anbringes i plasticposen, der herved løsnes automatisk. De indpakkede potteroser anbringes herefter i bakker af skumplast.
På et medarbejdermøde i gartneriet den 21. januar 1991 drøftede man bl.a. brugen af gummihandsker i pakkeriet. Efter det oplyste var drøftelsen foranlediget af, at en af medarbejderne havde eksem på hænderne. I referatet fra mødet hedder det om dette punkt
»Gummihandsker.
Det blev oplyst, at der ikke må bruges gummihandsker i pakkeriet, da man meget nemt kan beskadige planterne med disse. Desuden er der erfaring med, at det sinker pakningen. Vore planter er bløde vækster, enkelte sorter har stivere torne, men disse udgår af produktionen. Lenette har dispensation fra denne beslutning p.g.a. eksem. Fingertutter må stadig bruges efter behov.«
3. Den gældende overenskomst mellem Gartneribrugets Arbejdsgiverforening og Specialarbejderforbundet i Danmark indeholder i § 7 bl.a. følgende sikkerhedsbestemmelser
»1. Sikringsmidler:...
c. Ved arbejde med tornede vækster samt vækster, som kan give udslæt, udleveres handsker. Det samme gælder for arbejde med sprøjtede kulturer, hvor giften endnu sidder på planterne...
2. Sikkerhedsbestemmelser:...
e. Fugtig gift.
Der må ikke arbejdes med sprøjtede kulturer, når giften endnu er fugtig efter sprøjtningen.«
Tillidsrepræsentantbestemmelserne i overenskomstens § 20 indeholder bl.a. følgende bestemmelse om organisationernes ret til kontrol
»Organisationerne har - efter forudgående henvendelse til arbejdsgiveren - ret til ved deres repræsentanter at lade foretage kontrol på arbejdspladserne med henblik på overenskomstens overholdelse, samt medvirken til afholdelse af informationsmøder.«
I den følgende bestemmelse i overenskomstens § 21 om uoverensstemmelser hedder det bl.a.
»2. Indberetning
På arbejdspladser, hvor der ikke findes tillidsrepræsentanter, skal klager vedrørende arbejdsforholdet indberettes til organisationerne.«
I september 1991 var der ikke valgt nogen tillidsrepræsentant for medarbejderne i gartneriet.
4. Til belysning af forholdet mellem gartneriets ledelse - samt en del af personalet, organiseret i Specialarbejderforbundet - på den ene side og forbundets afdelingsformand Thomas Møller, Århus, på den anden side er fremlagt forskelligt materiale, hvorfra følgende skal citeres
I det tidligere omtalte referat af medarbejdermødet i gartneriet den 21. januar 1991 hedder det under punkt 7 Fagforening
»Der er en del diskussioner om, hvilken afdeling af SID man skal være organiseret i. De fleste er stemt for Hammel, idet den er nærmest arbejdsplads og bopæl. Thomas Møller, SID - Århus siger, de ansatte hører under hans afdeling.
Der er fra flere medarbejderes side utilfredshed med Thomas Møller. Harley kunne oplyse, at han føler, manden udelukkende er ude på at så splid, og mener osse, at Hammel er nemmere at samarbejde med. Ifølge T.M. dukkede han ugen før op på gartneriet efter utallige opfordringer, og alle var utilfredse, der var ikke den ting der ikke var galt. Han krævede en liste over alle medarbejdere med personnumre og adresser. Dette har han ingen ret til, ej heller at komme uanmeldt. Listen vil blive krævet tilbage, sammen med et løfte om at han ikke har kopieret denne, og vil bruge oplysningerne....«
I en skrivelse af 28. august 1991 fra Gartneribrugets Arbejdsgiverforening til afdelingsformanden hedder det bl.a.
»Gartneriet Rosa, Sabro.
Fra vort medlem Gartneriet Rosa, har vi modtaget kopi af Deres brev af 26. august 1991, hvoraf det fremgår, at De anmoder om en medarbejderliste over samtlige ansatte i gartneriet og endvidere ønsker aftalt et tidspunkt for et møde på virksomheden for at drøfte organisationsforholdene....
Virksomhedens organisationsforhold skulle herefter være bragt i orden, der skulle derfor næppe være behov for et møde på virksomheden.
Vi skal anmode om, at fremtidige henvendelser til Gartneriet Rosa sker via Gartneribrugets Arbejdsgiverforening.«
Som svar herpå meddelte afdelingsformanden i skrivelse af 30. august 1991 til arbejdsgiverforeningen, at der ud over problemerne med organisationsforhold var en række andre problemer i gartneriet, såsom brud på sikkerhedsbestemmelser og på flere af overenskomstens bestemmelser. En del af disse påståede brud på gældende bestemmelser var nævnt i skrivelsen, der dog intet indeholdt om problemet vedrørende anvendelse af gummihandsker i pakkeriet. Skrivelsen sluttede med en anmodning om lokal forhandling og om et kontrolbesøg i gartneriet inden 8 dage.
Et sådant kontrolbesøg kom dog ikke i stand. Af et organisationsmødereferat fra den 21. november 1991 fremgår, at organisationerne er enedes om at henstille til forbundets Århus G afdeling, at man ved fremtidige kontrolbesøg sender en anden end afdelingsformanden.
5. Arbejdsnedlæggelsen torsdag den 12. september 1991 ved arbejdstids begyndelse kl. 7 fandt sted dagen efter et møde på Sabro Kro, hvortil afdelingsformanden havde indkaldt gartneriets medarbejdere. I en af afdelingsformanden til brug for sagen udarbejdet redegørelse for baggrunden for mødet og det herunder passerede hedder det
»Møde på Sabro Kro var indkaldt onsdag d. 11/9 1991 kl. 15.30 på baggrund af de utallige henvendelser, vi i Gartnernes Fagforening havde fået om problemer på gartneriet ROSA. Vi fandt, at der var behov for en snak om forholdene på et fælles medarbejdermøde. Udover en række overenskomstbrud, som var rejst overfor arbejdsgiveren, var der fra medarbejderside også overfor os rejst en række problemer lige fra helt uforsvarlig omgang og brug af sprøjtemidler, uhygiegniske velfærdsforhold, »sort« arbejdskraft mv. Sidstnævnte forhold er normalt problemer, vi ordner ved lokalforhandling og lokal information. Der er gjort opmærksom på problemerne overfor Gartneribrugets Arbejdsgiverforening i brev d. 30/8 1991, hvor vi iøvrigt samtidig anmoder om et kontrolbesøg netop for at få løst disse problemer. Vi har aldrig fået nogen reaktion på vort brev d. 30/8 1991, hverken fra gartneriet eller Gartneribrugets Arbejdsgiverforening.
På mødet gennemgik undertegnede nogle af overenskomstens forskellige paragraffer, og der var en diskussion af disse. Undertegnede orienterede også om de problemer, der var rejst overfor vores fagforening, og hvordan disse forskellige sager stod.
Jeg meddelte også, at det var for os helt umuligt at kommunikere med gartneriet ROSA, og at vi var blevet meddelt, at alle henvendelser skulle ske til Gartneribrugets Arbejdsgiverforening. Vi kunne også meddele på mødet, at vi heller ikke modtog nogen reaktion på vores henvendelser til Gartneribrugets Arbejdsgiverforening. I en afskedigelsessag havde vi d. 30/8 1991 rejst krav om en lokalforhandling inden 7 dage i henhold til hovedaftalen § 4. I denne sag havde vi heller ikke d. 11/9 fået nogen reaktion trods rykkere. Denne afskedigelsessag er siden løst ved fagretslig forhandling med vort forbund.
Stillet overfor det nye problem med, at medarbejderne ikke kunne få handsker, når de arbejdede med miniroser, meddelte jeg, at som sagen stod, kunne vi ikke komme igennem med nogen kontakt til arbejdsgiveren, og derfor måtte sagen rejses gennem vort forbund. Jeg kunne ikke give noget tidspunkt for en afklaring af sagen. Jeg opfordrede de pågældende til at tage en snak med arbejdsgiveren og oplyse ham om indholdet af overenskomsten § 7, stk. 1, c. Jeg meddelte også, at jeg ikke ville og måtte opfordre til ulovlig arbejdsnedlæggelse.'
I en ligeledes til brug for sagen tilvejebragt erklæring af 23. januar 1992 fra to af gartneriets medarbejdere, som deltog i mødet på Sabro Kro, herunder det nedenfor nævnte vidne Birgit Bach, hedder det
»Vi skal herved bekræfte, at Thomas Møller, på mødet på Sabro Kro, onsdag den 11/9 1991, sagde: »Jeg må godt nok ikke opfordre jer til det, men den eneste mulighed I har for at få udleveret arbejdshandsker i pakkeriet, er at nedlægge arbejdet torsdag morgen ved normal arbejdstids begyndelse.«
6. Afdelingsformand Thomas Møller blev underrettet om arbejdsnedlæggelsen den følgende morgen ved 7.30-tiden. Af hans til brug for sagen udarbejdede redegørelse for det videre passerede fremgår, at han blev underrettet om, at folkene »sad ude i skuret«, fordi de ikke kunne få udleveret handsker, og at han var blevet anmodet om at komme ud til gartneriet, hvortil han ankom ca. kl. 8.30. I redegørelsen hedder det videre
»Det var min hensigt at finde ud af, hvad problemet var, og det er klart, at hvis der var tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, ville jeg have forsøgt at bringe denne til ophør. Jeg fik dog aldrig lejlighed til at undersøge sagen, da jeg blev nægtet adgang til gartneriet den 12/9 1991.
Da jeg d. 12/9 kl. ca. 8.30 mødte bl.a. Johnny Ulf Larsen på gartneriets parkeringsplads, meddelte jeg, at der var blevet ringet efter mig, fordi der var nogen problemer, og at nogen medarbejdere havde sat sig i skuret. Jeg fik blot at vide, at jeg kunne forlade matrikelnummeret. Jeg spurgte, om jeg måtte få at vide, hvad der skete inde på gartneriet, og om jeg måtte tale med de pågældende. Jeg blev nægtet at tale med de pågældende, og Johnny Ulf Larsen sagde, at de pågældende havde fået et øjeblik til at overveje, om de ville genoptage arbejdet, og i modsat fald var de opsagt. Refererende til mit brev d. 30/8 1991, hvor jeg anmoder om at kunne foretage et kontrolbesøg på gartneriet, spørger jeg Johnny Ulf Larsen om, hvornår jeg kan foretage dette. Dette emne ønskede Johnny Ulf Larsen ikke at diskutere, hvorefter jeg forlader gartneriet.
Det er flere gange fra forskellige medarbejdere blevet oplyst, at de planter, der skulle pakkes, blev sprøjtet umiddelbart inden eller samtidig med, at disse blev pakket til salg. Det skal iøvrigt bemærkes, at sprøjtning i gartneriet ofte foregik samtidig med, at der var andre arbejdere i samme væksthus. Disse forhold er brud på overenskomsten § 7, stk. 2. e og 1.
Det er vores umiddelbare indtryk, at det eksem/udslet, vi har kunnet konstatere, at flere medarbejdere har, må skyldes enten miniroserne eller de sprøjtemidler, som jo netop var blevet sprøjtet inden pakningen. Man kunne forestille sig, at de små torne i miniroserne laver små rifter på huden, der øger risikoen for hudoptagelse af evt. plantesaft og evt. sprøjtemidler. Det er dog vor opfattelse, at årsagssammenhængen må bero på en lægelig afgørelse. Der vedlægges en kopi af en lægeerklæring for Gitte Kristiansen.
Det er vores klare opfattelse, at miniroser, også de sorter, der produceres på gartneriet ROSA, er tornede vækster. Denne opfattelse bekræftes af fagfolk, som vi har diskuteret sagen med.
Undertegnede har ikke på nogen måde opfordret til overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, og min henvendelse på gartneriet d. 12/9 1991 var ikke begrundet i ønsket om et kontrolbesøg, men i en anmodning fra et medlem om at komme ud på gartneriet, fordi de havde sat sig i skuret.«
Af den vedlagte kopi af lægeerklæringen for Gitte Kristiansen fremgår, at denne er udstedt den 28. august 1991 og angiver, at den pågældende »bliver beh. for et håndeksem, som er erhvervsbetinget.« Af en skrivelse af 29. januar 1992 fra Arbejdsskadestyrelsen fremgår, at hudlidelsen er anerkendt som en arbejdsskade efter lov om arbejdsskadeforsikring.
7. Den 12. september 1991 var der ansat 11 medarbejdere i pakkeriet, hvoraf 2 var sygemeldt. Af de resterende 9 medarbejdere genoptog 4 arbejdet et par timer efter arbejdsnedlæggelsens begyndelse, medens 5 fastholdt arbejdsvægringen og blev bortvist. Disse 5 medarbejdere omfattede 3 gartneriarbejdere og 2 elever. To af gartneriarbejderne var ansat den 6. september 1991 og kunne derfor opsiges fra dag til dag. Den tredie gartneriarbejder, der var ansat den 1. august 1990, var den 15. august 1991 blevet opsagt til fratræden den 13. september s.å. og fratrådte således kun en dag før opsigelsesvarslets udløb. For de to elevers vedkommende blev elevaftalen hævet i prøvetiden henholdsvis den 14. og 20. september 1991.
Bortvisningerne blev behandlet ved et fællesmøde den 16. september 1991. I referatet fra mødet hedder det bl.a.
»Lønmodtagersiden fremførte, at der ikke var blevet udleveret handsker, jfr. § 7, stk. 1, pkt. c, i overenskomsten for gartnerier og planteskoler mellem SiD og Gartneribrugets Arbejdsgiverforening, at arbejdsgiveren og direktøren for Gartneribrugets Arbejdsgiverforening overenskomststridigt har vægret sig mod at inddrage afdelingsformanden for SiD, Århus G, i behandlingen af uoverensstemmelsen herom, og at der efter lønmodtagersidens opfattelse er tale om en overenskomststridig lockout/bortvisning.
Arbejdsgiversiden bestred, at der er tale om overenskomstbrud med hensyn til udlevering af handsker og med hensyn til behandlingen af uoverensstemmelsen, men henviste evt. fortolkningstvister herom til almindelig fagretlig behandling. Arbejdsgiversiden bestred desuden, at der var tale om en lockout-situation. Tre medarbejdere er den 12. september d.å. opsagt med overenskomstmæssigt varsel, og to elevers uddannelsesaftale er blevet ophævet i prøvetiden. I øvrigt fremførtes det, at den lokale afdelingsformand for SiD, Århus G, har opfordret til overenskomststridige aktioner i virksomheden, hvorfor man forbeholdt sig at gøre organisationsansvar gældende over for SiD, Århus G.
Klagerne bestrider, at den lokale afdelingsformand har opfordret til overenskomststridige aktioner og forbeholder sig at videreføre sagen, herunder spørgsmålet om organisationsansvar over for Gartneribrugets Arbejdsgiverforening ved Arbejdsretten.«
Af et bilag dateret den 23. december 1991 og underskrevet af 7 af gartneriets medarbejdere fremgår, at man på et møde samme dag på ny havde drøftet brug af gummihandsker ved pakning af potteroser og var blevet enige om, at »der ved pakning af potteroser ikke er behov for brug af gummihandsker.«
8. For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af gartneriejer Harley Eskelund Jensen og en række vidner.
Specialarbejder Bjarne Nielsen har forklaret bl.a., at han er ansat i gartneriet Skjoldvang og valgt som tillidsrepræsentant. Gartneriet producerer miniroser i potte, en produktion, som er koncentreret på relativt få gartnerier her i landet. På Skjoldvang bruges handsker i pakkeriet. Det gør man af flere grunde, bl.a. fordi det er foreskrevet i overenskomsten, og fordi det fremmer kvaliteten, da man uden handsker ikke går så tæt på planterne. Hertil kommer, at brugen af handsker mindsker sygeligheden. Efter vidnets mening går pakningen også hurtigere, når der bruges handsker. Vidnet har bemærket, at man i hvert fald i to andre af de betydende minirosegartnerier anvender handsker i pakkeriet.
Gitte Kristiansen, der tidligere var ansat i det indklagede gartneri, har forklaret bl.a., at hun ikke længere lider af eksem, men stadig har men i form af ingen eller nedsat følelse i fingrene. Hun konstaterede eksem på hænderne kort efter, at hun den 1. august 1990 var begyndt at arbejde i gartneriet, og mener, at det var fremkaldt enten af saft fra roserne eller af sprøjtemidler. Omkring 16 af gartneriets medarbejdere deltog i mødet på Sabro Kro den 11. september 1991. Ved mødet blev der givet udtryk for, at man var utilfreds med, at man ikke måtte bruge handsker i pakkeriet. Afdelingsformanden bemærkede hertil, at det måtte tages op som en sag. Da de spurgte, hvor lang tid der så ville gå, fik de at vide, at det godt kunne vare 4-5 måneder, før der forelå en afgørelse. Det var de utilfredse med, men Thomas Møller sagde, at han hverken ville eller måtte opfordre dem til at nedlægge arbejdet. De skulle i stedet for prøve at snakke med arbejdsgiveren om problemet. Efter mødet blev de enige om, at de næste dag ville snakke med Harley Jensen om sagen. Hvis der så ikke kom et positivt resultat ud af denne drøftelse, ville de sætte sig ned og få fat i afdelingsformanden. Det var de fortsat enige om, da de mødtes næste morgen ved arbejdstids begyndelse.
Gartneriejer Harley Eskelund Jensen har forklaret bl.a., at han ikke er klar over, om der i andre tilsvarende gartnerier bruges handsker i pakkeriet. Det har han aldrig set. Ved pakningen er planterne ikke våde som følge af sprøjtning, idet de så hurtigt ville udvikle svamp og være usælgelige. Med handsker ville det hverken være muligt at få ordentlig fat i potten eller at pille de gule, visne blade af planten eller op fra jorden i potten, således som det skal ske inden pakningen. Den 12. september 1991 mødte medarbejderne som sædvanligt kl. 7, men forlangte at få udleveret handsker, før de gik i gang med arbejdet i pakkeriet. Han var for så vidt forberedt herpå, idet en af medarbejderne i forvejen havde fortalt ham om forløbet af mødet den foregående dag på Sabro Kro. Da arbejdet herefter blev nedlagt, kontaktede han telefonisk direktør Johnny Ulff Larsen fra Gartneribrugets Arbejdsgiverforening og bad denne om at komme til stede, hvilket skete ved 8-tiden. De talte med de strejkende medarbejdere, som de opfordrede til at gå i gang med arbejdet. De tilkendegav dem samtidig, at deres ansættelsesforhold ville blive taget op til overvejelse, hvis arbejdet ikke blev genoptaget senest kl. 8.45. Da de var på vej tilbage til kontoret, mødte de afdelingsformand Thomas Møller, der spurgte, om han måtte foretage et kontrolbesøg. Hertil svarede de, at det måtte han ikke uden forudgående aftale herom, hvorefter Thomas Møller kørte sin vej. De 5 medarbejdere, som kl. 8.45 fortsat nægtede at gå i arbejde, blev herefter bortvist. Torsdag er en af gartneriets travleste dage. Arbejdsnedlæggelsen var derfor meget generende, da en forsinkelse med ekspedition af dagens ordrer kan resultere i, at gartneriet mister kunder. Man havde flere henvendelser fra folk, som søgte arbejde. Det var derfor driftsmæssigt begrundet at bortvise de 5 medarbejdere, som ville fortsætte arbejdsvægringen, for at ansætte andre til afløsning for dem.
Gartneriarbejder Birgit Bach har forklaret bl.a., at hun blev ansat i gartneriet den 21. marts 1990 og deltog i mødet på Sabro Kro den 11. september 1991. Det var et informationsmøde, hvortil indkaldelsen var underskrevet af afdelingsformanden Thomas Møller. I mødet deltog over 15 af medarbejderne, og der var mange fra pakkeriet, som udtalte sig. Da problemet med handsker blev rejst, sagde Thomas Møller, at de næste morgen skulle forlange handsker udleveret, og hvis de ikke fik det, skulle de nedlægge arbejdet. Foreholdt erklæringen af 23. januar 1992, som vidnet har underskrevet, har hun bekræftet, at ordene faldt, således som de er refereret i erklæringen. Ved mødet fik de udleveret eksemplarer af overenskomsten, som vidnet læste, da hun kom hjem. Hun var sådan set enig i, at man skulle rejse problemet om handsker næste morgen, men ikke i, at man i givet fald skulle nedlægge arbejdet. Med det kendskab, hun har til Thomas Møller, tror hun ikke på, at han havde fået arbejdet i gang den 12. september 1991, hvis han havde fået lov til at tale med dem, der ville fortsætte arbejdsvægringen. Vidnet er fortsat ansat i gartneriet Rosa.
Direktør i Gartneribrugets Arbejdsgiverforening Johnny Ulff Larsen har forklaret bl.a., at der findes adskillige gartnerier af samme type som gartneriet Rosa, og at spørgsmålet om brug eller ikke-brug af handsker aldrig tidligere har været noget problem. På gartneriet Skjoldvang udleveres således handsker til dem, der ønsker det. Man har aldrig haft nogen fagretlig sag herom, og vidnet har aldrig hørt om, at medarbejdere skulle have pådraget sig skader forårsaget af manglende udlevering af handsker. Den 12. september 1991 blev han ringet op kl. godt 7 om morgenen af Rosa Eskelund Jensen, som fortalte, at en række medarbejdere i pakkeriet havde nedlagt arbejdet, fordi de ikke havde fået udleveret handsker. Vidnet tog derfor ud til gartneriet, hvor han var kl. godt 8 og konstaterede, at folkene i pakkeriet fortsat vægrede sig ved at gå i arbejde. Han fik af gartneriejeren at vide, at der dagen i forvejen havde været et medarbejdermøde på Sabro Kro, og at afdelingsformand Thomas Møller under mødet havde opfordret folkene til at nedlægge arbejdet, hvis de ikke kunne få udleveret handsker. Sammen med gartneriejeren gik vidnet så over i skuret, hvor folkene opholdt sig, og spurgte, hvad der var i vejen. Der blev svaret, at de havde nedlagt arbejdet, fordi de ikke kunne få udleveret handsker. Vidnet, som aldrig havde hørt om dette problem før, opfordrede dem til at gå i gang med arbejdet, idet man ellers ville være nødt til at ansætte andre i deres sted. Der blev sat en frist til kl. 8.45. På vej tilbage til kontoret mødte de afdelingsformanden Thomas Møller, som sagde, at der var blevet ringet efter ham. Vidnet svarede, at det ikke var nogen af dem, der havde ringet. Thomas Møller ønskede herefter at få lov til at foretage et kontrolbesøg, hvilket de nægtede ham tilladelse til, hvorefter han forlod gartneriet. Kl. 8.45 gik vidnet og gartneriejeren tilbage til skuret og konstaterede, at 5 af medarbejderne fortsat ikke ønskede at genoptage arbejdet, medens resten var gået i gang. De tog herefter en samtale med hver enkelt, bortset fra en af eleverne, som forsvandt uden videre. Da de pågældende medarbejdere fastholdt, at de ikke ville gå i arbejde, før de fik udleveret handsker, blev de bortvist. Torsdag morgen er en travl morgen for gartneriet. Det var derfor nødvendigt at få de pågældende »ud af vagten« og ansat andre, som man havde haft henvendelse fra om arbejde.
Afdelingsformand Thomas Møller har forklaret bl.a., at mødet på Sabro Kro den 11. september 1991 kom i stand, fordi vidnet havde fået en lang række henvendelser fra medarbejderne om forholdene på gartneriet. Et par dage i forvejen havde han fået at vide, at man havde nægtet at udlevere handsker til folkene i pakkeriet. Han kunne ved mødet se, at en del af medarbejderne havde pådraget sig eksem, som mest sandsynligt skyldtes miniroserne, der efter vidnets opfattelse er tornede vækster. Han gjorde deltagerne i mødet bekendt med, at et krav om handsker, som gartneriejeren ikke ville imødekomme, skulle behandles ad fagretlig vej, og at det normalt ville vare 4-5 måneder at få en sådan sag afgjort. Da flere af mødedeltagerne spurgte, om de så skulle gå med eksem så længe, svarede han bekræftende, men tilføjede, at det bedste, de kunne gøre, var at tale med arbejdsgiveren og fortælle ham, hvad overenskomsten gav dem ret til. Han kan ikke sige, hvordan medlemmerne opfattede denne udtalelse. Vidnet har i øvrigt vedstået den redegørelse om forløbet af mødet og om hans henvendelse i gartneriet den følgende dag, som han har udarbejdet til brug for sagen.
9. Til støtte for påstandene har klagerne anført, at den kollektive bortvisning af 5 medarbejdere beskæftiget i gartneriets pakkeri må betragtes som en overenskomststridig lockout, da de pågældende medarbejdere ikke havde gjort sig skyldige i en sådan grov individuel misligholdelse af arbejdsforholdet, som kunne give grundlag for en bortvisning, hvortil kommer, at bortvisningerne ikke var driftsmæssigt begrundet, men alene skete i kamphensigt. Arbejdsvægringen havde kun varet ganske kort, da bortvisningerne blev effektueret, og den var rimeligt begrundet i et ønske fra medarbejderne om at få udleveret handsker, et ønske, som man ikke kunne få opfyldt trods risikoen for at pådrage sig eksem ved pakning af potteroser uden den beskyttelse, brugen af handsker giver. Fra arbejdsgiverside reagerede man helt atypisk i den opståede situation ved at bortvise folkene i stedet for på sædvanlig måde at lade arbejdsvægringen behandle i det fagretlige system. Den omstændighed, at de bortviste medarbejdere ikke havde krav på opsigelsesvarsel - bortset fra en enkelt, hvis varsel udløb dagen efter - er ikke ensbetydende med, at bortvisningerne ikke er overenskomststridige, da de som anført er udtryk for en overenskomststridig lockout, for hvilken det indklagede gartneri har forskyldt en efter rettens skøn fastsat bod.
Hvad det påståede organisationsansvar for Gartneribrugets Arbejdsgiverforening angår, foreligger i denne sag den helt usædvanlige situation, at foreningens direktør efter gartneriejerens anmodning kom til stede for at orientere denne om, hvorledes man skulle forholde sig i den opståede situation. Men i stedet for at benytte det fagretlige system, som netop er indrettet på situationer som den opståede, valgte man at bortvise de 5 medarbejdere. Under disse omstændigheder har arbejdsgiverorganisationen i hvert fald gjort sig delagtig i gartneriet Rosa's overenskomstbrud.
Klagerne har endelig anført, at arbejdsgiversiden har bevisbyrden for, at afdelingsformand Thomas Møller som påstået har opfordret til brud på fredspligten under mødet på Sabro Kro den 11. september 1991. Denne bevisbyrde har man ikke løftet. De indklagede kan derfor ikke få medhold i den nedlagte selvstændige påstand.
10. De indklagede har indledningsvis anført, at spørgsmålet om fortolkningen af overenskomstens bestemmelse om handsker må afgøres ad sædvanlig fagretlig vej og således ikke skal afgøres af Arbejdsretten, hvad parterne er enige om. Efter de indklagedes opfattelse er miniroser imidlertid ikke tornede vækster og har heller ikke hidtil været betragtet som sådanne. Der foreligger ikke dokumentation for, at arbejdet med pakning af miniroser er eksemfremkaldende, hvis det ikke udføres med handsker. Det har derfor været helt urimeligt, når man fra arbejderside har valgt at håndtere kravet om handsker på den måde, det er sket i den foreliggende sag.
De indklagede har videre anført, at kun en enkelt af de 5 medarbejdere, hvis ansættelsesforhold blev bragt til ophør den 12. september 1991, havde krav på opsigelsesvarsel, hvorfor det kan diskuteres, om de pågældende blev bortvist eller opsagt. Den fastholdte arbejdsvægring, efter at de to gange var opfordret til at gå i gang med arbejdet, har i hvert fald givet rimelig grund til at afskedige dem, således at der højst kunne blive tale om at yde dem kompensation for en enkelt dag. Den driftsmæssige begrundelse for afskedigelserne fremgår af forklaringerne, hvorefter det var nødvendigt at få andre ansat for at ekspedere indkommende ordrer, der navnlig om torsdagen kommer i et sådant antal, at man vanskeligt kan undvære nogen af medarbejderne i pakkeriet. Afskedigelserne var således velbegrundede og ikke udtryk for, at man fra gartneriets side etablerede en overenskomststridig lockout.
De indklagede har endelig anført, at det gennem vidneførslen og den fremlagte erklæring fra to af de deltagende medarbejdere må anses for godtgjort, at afdelingsformand Thomas Møller under mødet med medarbejderne på Sabro Kro den 11. september 1991 direkte har opfordret disse til at nedlægge arbejdet næste morgen, hvis deres krav om handsker ikke blev imødekommet, eller i hvert fald ikke taget fornøden afstand fra denne mulighed. Denne - direkte eller indirekte - opfordring til brud på fredspligten må pådrage afdelingen et organisationsansvar og samtidig medføre, at det ikke kan bebrejdes hverken gartneriet eller Gartneribrugets Arbejdsgiverforening, som begge var bekendt med det på mødet passerede, at man den følgende dag afslog at lade afdelingsformanden foretage kontrolbesøg i gartneriet, hvilket var det eneste, han bad om tilladelse til. Det ville i øvrigt næppe have hjulpet noget, at han havde fået lejlighed til at tale med folkene. Da han alene bad om tilladelse til at aflægge et kontrolbesøg, var situationen en anden end den situation, som er beskrevet i Arbejdsrettens dom af 10. februar 1986 i sag nr. 10.997. Gartneribrugets Arbejdsgiverforening må derfor frifindes for påstanden om organisationsansvar.
11. Arbejdsretten skal udtale
Efter det foreliggende var årsagen til den erkendt overenskomststridige arbejdsnedlæggelse blandt medarbejderne i gartneriets pakkeri torsdag den 12. september 1991 ved arbejdstids begyndelse, at medarbejdernes krav om udlevering af handsker ikke blev imødekommet af arbejdsgiveren. Som sagen er procederet, skal Arbejdsretten imidlertid ikke tage stilling til berettigelsen af medarbejdernes krav, der i givet fald må afgøres ved faglig voldgift. Ved sagens afgørelse kan der derfor ikke tillægges baggrunden for arbejdsnedlæggelsen særlig betydning.
Bortvisningen af de 5 medarbejdere i pakkeriet skete, efter at de var opfordret til at gå i arbejde og havde fået tilkendegivet, at de efter en frist på ca. en halv time, hvori sagen kunne overvejes, ville blive bortvist, hvis arbejdet ikke blev genoptaget. Da 4 af dem enkeltvis erklærede at ville fortsætte arbejdsvægringen og den femte allerede havde forladt gartneriet, blev bortvisningen effektueret. Under disse omstændigheder, hvor de pågældende medarbejderes misligholdelse af deres arbejdsforpligtelse må antages at have været til betydelig gene for virksomhedens ekspedition af ordrer om torsdagen, og hvor de var advaret om konsekvenserne af den fortsatte arbejdsvægring, finder Arbejdsretten, at misligholdelsen må betegnes som væsentlig og således har givet grundlag for bortvisning af medarbejderne.
Da der med bortvisningerne har været tilsigtet en endelig afbrydelse af ansættelsesforholdet, og da det ikke kan afvises, at driftsmæssige hensyn har spillet en rolle ved virksomhedens valg mellem denne løsning og en løsning af konflikten ved at forfølge sagen som overenskomstbrud gennem det fagretlige system, finder Arbejdsretten det ikke godtgjort, at bortvisningen af de 5 medarbejdere kan betragtes som en overenskomststridig lockout, der som sådan medfører bodsansvar for det indklagede gartneri og for Gartneribrugets Arbejdsgiverforening.
Som anført i Arbejdsrettens dom af 10. februar 1986 i sag nr. 10.997, er formålet med de arbejdsretlige regler og det arbejdsretlige system imidlertid at sikre arbejdets uforstyrrede udførelse i overensstemmelse med de indgåede overenskomster og aftaler. Et vigtigt middel til at opnå dette formål er - som anført i dommen - at få opståede lokale konflikter som den her omhandlede forhandlet hurtigt med deltagelse af repræsentanter fra parternes faglige organisationer. Hertil havde der været al anledning, da den af gartneriejeren tilkaldte direktør for Gartneribrugets Arbejdsgiverforening og den af medarbejderne hidkaldte afdelingsformand mødtes i gartneriet den 12. september 1991 ca. kl. 8.30. Uanset at konflikten da var løbende og endelig afgørelse om bortvisning endnu ikke var truffet, blev afdelingsformandens henvendelse afvist og et forsøg på med hans bistand at få konflikten bilagt og arbejdet genoptaget dermed forhindret. Selv om afdelingsformanden ved sin henvendelse måtte have anmodet om tilladelse til at aflægge et kontrolbesøg i stedet for direkte at have udtrykt ønske om at tale med folkene med henblik på en bilæggelse af konflikten, findes de indklagede herved at have udvist en adfærd, der gør bortvisningen af de 5 medarbejdere overenskomststridig. For dette overenskomstbrud findes Gartneribrugets Arbejdsgiverforening at burde betale en bod til Specialarbejderforbundet i Danmark, hvorimod bodsansvaret for det indklagede gartneri findes at kunne bortfalde under hensyn til, at ansvaret for beslutningen om at afvise afdelingsformanden må påhvile arbejdsgiverorganisationen som den, der har ydet sit medlem råd og bistand i den foreliggende situation.
Ved fastsættelsen af bodens størrelse har Arbejdsretten taget hensyn til de oplysninger, der under sagen er tilvejebragt, dels om forholdet mellem afdelingsformanden og gartneriets ledelse samt enkelte af medarbejderne, dels om forløbet af mødet på Sabro Kro den 11. september 1991. Efter bevisførelsen findes det vel overvejende betænkeligt mod afdelingsformandens benægtelse at anse det for godtgjort, at han - direkte eller indirekte - har opfordret til i givet fald at nedlægge arbejdet den følgende dag. Den af de indklagede nedlagte selvstændige påstand om bod for organisationsansvar for forbundets Århus G afdeling tages derfor ikke til følge. Som sagen foreligger, kan det imidlertid ikke afvises, at enkelte af de i mødet deltagende medarbejdere har fået det indtryk, at en sådan opfordring fremkom, og at dette indtryk fra mødet - som de indklagede var orienteret om, da samtalen med afdelingsformanden fandt sted næste dags morgen - har været bestemmende eller medbestemmende for deres afvisning af ham. Under disse omstændigheder fastsætter Arbejdsretten boden til Gartneribrugets Arbejdsgiverforening til 75.000 kr.
T h i k e n d e s f o r r e t
Indklagede, Gartneribrugets Arbejdsgiverforening, skal betale en bod på 75.000 kr. til Specialarbejderforbundet i Danmark.
I øvrigt frifindes såvel de indklagede for klagernes øvrige påstande som klageren for den af de indklagede nedlagte selvstændige påstand.
Sagens omkostninger, 2.000 kr., betales af de indklagede til Arbejdsretten.
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.325 f, Hasselbalch Kollektivarbejdsretten s.158 ff, s.263 f, K. 87.003 (A 1987, s.122), K. 87.054 (A 1987, s.132), K. 10.997 (A 1986, s.128).
En uoverensstemmelse om, hvorvidt arbejdere på et gartneri skulle bruge handsker ved arbejdet med at pakke roser resulterede i, at 5 arbejdere nedlagde arbejdet og ikke genoptog det efter at have fået en frist dertil. Arbejderne blev bortvist. Bortvisningen som sådan fandtes ikke overenskomststridig. Det fandtes imidlertid overenskomststridigt, at virksomheden efter råd fra sin arbejdsgiverorganisation nægtede en afdelingsformand adgang til at yde bistand til løsning af den tilgrundliggende uoverensstemmelse.
Bodsansvaret for virksomheden bortfaldt under hensyn til, at ansvaret for beslutningen om at afvise afdelingsformanden måtte påhvile arbejdsgiverorganisationen som den, der havde ydet sit medlem råd og bistand i den foreliggende situation. Da det ikke kunne afvises, at enkelte arbejdere dagen forinden havde fået det indtryk, at den pågældende afdelingsformnand direkte eller indirekte havde opfordret til i givet fald at nedlægge arbejdet, og at dette indtryk, som virksomheden og arbejdsgiverforeningen var blevet orienteret om, havde været bestemmende eller medbestemmende for deres afvisning af afdelingsformanden, fastsattes bodens størrelse til 75.000 kr.