Dansk Arbejdsgiverforening for Bryggeriforeningen (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Evelyn Jørgensen). Dommere: Arnold Hansen, Kardel (retsformand), Kjærgaard, Knap, Erik Nielsen, Albæk Petersen og Spang-Hanssen. Kollektiv overenskomst 3. Organisationsansvar 3.2. Processuelle spørgsmål 8. Støtte til overenskomststridig virksomhed. (* 1) (* 2)
Statutory Text (3 Articles)
Dansk Arbejdsgiverforening for Bryggeriforeningen (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Evelyn Jørgensen). Dommere: Arnold Hansen, Kardel (retsformand), Kjærgaard, Knap, Erik Nielsen, Albæk Petersen og Spang-Hanssen. Kollektiv overenskomst 3. Organisationsansvar 3.2. Processuelle spørgsmål 8. Støtte til overenskomststridig virksomhed. (* 1) (* 2)
Under denne sag har Dansk Arbejdsgiverforening for Bryggeriforeningen nedlagt påstand om, at Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejder Forbund, nu Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, har begået brud på Hovedaftalens § 2, stk. 4, ved i strid med denne bestemmelse at yde forbundets medlemmer støtte i forbindelse med den i 1987 stedfundne »Guldølkonflikt«, jf. Arbejdsrettens sag nr. 87.480 og tilpligtes herfor til Dansk Arbejdsgiverforening at betale en efter rettens skøn fastsat bod.
De indklagede har påstået afvisning, subsidiært frifindelse.
Sagens nærmere omstændigheder er følgende
Mellem repræsentanter for Dansk Arbejdsgiverforening og Bryggeriforeningen på den ene side og Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejder Forbund og Bryggeriarbejdernes Fagforening for København og Omegn på den anden side blev der den 12. september 1988 indgået følgende forlig
»Ved et møde d.d. mellem repræsentanter for nedenstående organisationer drøftedes det organisationsansvar Dansk Arbejdsgiverforening har gjort gældende overfor Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejder Forbund og Bryggeriarbejdernes Fagforening for København og Omegn i Arbejdsrettens sag nr. 87.480 i anledning af de strejker, der blev iværksat af fagforeningens medlemmer hos De forenede Bryggerier A/S i dagene 18. september til 11. oktober 1987.
Der opnåedes enighed om, at Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejder Forbund betaler en bod på kr. 6.000.000,- og at Bryggeriarbejdernes Fagforening for København og Omegn betaler en bod på kr. 1.000.000,-.
Bodsbeløbene, der tilfalder Dansk Arbejdsgiverforening, indbetales inden 8 dage fra dato, hvorefter Dansk Arbejdsgiverforening frafalder organisationsansvaret i den nævnte arbejdsretssag.«
Den 2. november 1988 blev der mellem repræsentanter for Dansk Arbejdsgiverforening og Bryggeriforeningen på den ene side og Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejder Forbund på den anden side indgået følgende forlig
»Ved et møde i Bryggeriforeningen dags dato under medvirken af repræsentanter for nedenstående organisationer drøftedes Arbejdsrettens sag 87.480 med henblik på arbejdernes individuelle bodsansvar med det resultat, at der opnåedes enighed om, at Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejder Forbund til fuld og endelig afgørelse til Dansk Arbejdsgiverforening indbetaler en bod 3 mio. kr. inden 8 dage fra dato.
Når pengene er indgået, hæver Dansk Arbejdsgiverforening sagen ved Arbejdsretten.«
I den nævnte arbejdsretssag nr. 87.480 havde Dansk Arbejdsgiverforening for Bryggeriforeningen for De
Forenede Bryggerier A/S, Carlsberg Bryggerierne og Tuborg Bryggerier ved klageskrift af 21. december 1987 indklaget Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejder Forbund og Bryggeriarbejdernes Fagforening for København og Omegn med påstand, dels om bod for organisationsansvar, dels bod til de i strejken deltagende arbejdere. Ifølge klageskriftet var organisationsansvaret støttet på, at man fra de indklagede organisationers side afviste at medvirke til en voldgift, ikke fuldt ud havde erkendt, at strejken var overenskomststridig, og økonomisk havde givet støtte til de strejkende af forskellig art.
I svarskriftet af 16. marts 1988 blev der for så vidt angår organisationsansvaret nedlagt påstand om frifindelse, idet det blev gjort gældende, at der ikke forelå noget grundlag for organisationsansvar.
Sagen blev herefter udsat til den 15. september 1988.
Ca. 14 dage før indgåelse af forliget den 12. september 1988 blev Dansk Arbejdsgiverforening bekendt med Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejder Forbunds regnskab for 1987. Ifølge dette regnskab var der som udgift hensat 10 mio. kroner til »tab på kautionsforpligtelse«. Beløbet var optaget som et passiv i status. Af revisionsprotokollatet fremgik, at de 10 mio. kroner var udgiftsført til imødegåelse af kautionsforpligtelse vedrørende lån til strejkeudvalg. I revisionspåtegningen var det endvidere anført, at man ikke fra revisorside havde nogen kontrol med beløbets bevilling eller anvendelse, og at det ikke kunne udelukkes, at der påhvilede forbundet eventuelle forpligtelser af en størrelse, der ikke kunne opgøres.
I maj 1989 forelå regnskabet for 1988. Under finansielle anlægsaktiver var opført »tilgodehavender vedr. kautionsforpligtelse« 10.675.000.040 kroner. Under passiverne var opført det tidligere nævnte beløb 10 mio kroner.
Den 10. april 1990 anmodede Dansk Arbejdsgiverforening Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejder Forbund om en redegørelse vedrørende disse forhold, idet man gav udtryk for, at man fra arbejdsgiverside ved fastsættelsen af boden på 6 mio. kroner havde lagt afgørende vægt på, at kautionsforpligtelsen ifølge regnskabet for 1987 ikke var effektueret. Dette forhold havde Dansk Arbejdsgiverforening anset som en formildende omstændighed ved fastsættelse af bodens størrelse.
Efter at Dansk Arbejdsgiverforening den 14. maj 1990 havde rykket for svar, afgav advokat Benny Rosberg den 23. maj 1990 følgende besvarelse
»Fra Dansk Bryggeriarbejderforbund har jeg modtaget sagens akter i ovennævnte sag tillige med Deres skrivelser af 10. april 1990 og 14. maj 1990 vedrørende spørgsmålet om indfrielse af kautionsforpligtelse i forbindelse med ovennævnte konflikt med anmodning om at vurdere de af Dansk Arbejdsgiverforening rejste spørgsmål.
I skrivelsen af 10. april 1990 anfører Dansk Arbejdsgiverforening at arbejdsgiversiden i forbindelse med forligets indgåelse lagde afgørende vægt på, at kautionsforpligtelsen fra Dansk Bryggeriarbejderforbunds side ikke var blevet indfriet.
Det er Dansk Bryggeriarbejderforbunds opfattelse, at forliget af 12. september 1988 var til fuld og endelig afgørelse af bodsspørgsmålet i forbindelse med den konkrete sag, og at der ikke var stillet yderligere betingelser for forliget, end hvad der fremgår af referatet af 12. september 1988.
Det fremgår heller ikke af de sagsakter som jeg er i besiddelse af, at arbejdsgiversiden på noget tidspunkt under forhandlingerne har fremført dette synspunkt som en forudsætning for forliget.
Tværtimod fremstår beskrivelsen af forløbet og referatet af 12. september 1988 som en endelig aftale om et forlig til fuld og endelig afgørelse af bodsspørgsmålet vedrørende denne konflikt.
På den baggrund skal jeg opfordre Dansk Arbejdsgiverforening til at acceptere forliget efter sin ordlyd og som konsekvens heraf frafalde sin anmodning af 10. april 1990 om en revisorattesteret udtalelse vedrørende Dansk Bryggeriarbejderforbunds regnskaber.
I modsat fald skal jeg anmode om at få tilsendt dokumentation for at disse forudsætninger var afgørende for arbejdsgiversiden under forhandlingerne, at min klient kendte den forudsætning og accepterede den som en del af forliget.«
Den 31. oktober 1990 blev der afholdt fællesmøde, uden at der blev opnået enighed.
Sagen blev herefter anlagt ved Arbejdsretten ved klageskrift af 29. november 1990.
Den 22. februar 1991 er der afgivet følgende erklæring fra forbundets revisor, Revisionsinstituttet af 1920 A/S
»Tilgodehavender vedr. kautionsforpligtelse
Vi skal nedenfor forklare posterne vedr. kautionsforpligtelse i ovennævnte forbunds regnskab for 1988. I forbundets regnskab for det pågældende år er optaget et tilgodehavende vedr. kautionsforpligtelse kr. 10.675.040 samt en hensættelse på kr. 10.000.000 under passiverne.
For af forklare sammenhængen i posterne er det nødvendigt at se på de foretagne posteringer i forbundets regnskab for 1987 og 1988.
Regnskab 1987
Forbundet påtog sig i 1987 en kautionsforpligtelse på kr. 10.000.000. I forbindelse med regnskabsaflæggelsen for 1987 vurderedes det at forpligtelsen sandsynligvis ville blive aktuel. I overensstemmelse med god regnskabsskik hensatte forbundet derfor kr. 10.000.000 til imødegåelse af det forventede tab over resultatopgørelsen. Pr. 31/12 1987 henstod således på passivsiden i regnskabet kr. 10.000.000 som hensættelse til imødegåelse af tab.
Regnskab 1988
I 1988 måtte forbundet indfri kautionsforpligtelsen incl. påløbne renter med i alt kr. 10.675.040. Dette beløb blev optaget som et tilgodehavende idet pengene ville blive forsøgt inddrevet. Pr. 31/12 1988 henstod således kr. 10.675.040 på aktivsiden og hensættelsen kr. 10.000.000 (fra 1987) på passivsiden.
Forbundet har ikke i 1989 eller senere betalt eller reserveret mere vedr. kautionsforpligtelsen.
Ekstraordinære udgifter (bod)
Der er i forbundets regnskab for året 1988 udgiftsført ekstraordinære udgifter (bod). Vi kan oplyse at det udgiftsførte beløb vedr. indbetalinger til Dansk Arbejdsgiverforening og vedr. arbejdsretssager nr. 87.480 og nr. 88.341, om hvilke der er indgået frivillige forlig den 12/9 og 2/11 1988.«
Endelig er der i forbindelse med duplikken af 8. august 1991 fremlagt kopi af 2 lånedokumenter på henholdsvis 5.128.156,85 kr. og 5.092.184,19 kr. vedrørende lån, som Arbejdernes Landsbank har givet »Strejkeudvalget under Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejder Forbund«. Det fremgår af lånedokumenterne, at lånene skulle afvikles med ydelser hver på 300.000 kr. om måneden, første gang den 31. april 1988. Som selvskyldner er anført Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejder Forbund.
Arbejdernes Landsbank har den 2. august 1991 meddelt, at »ovennævnte udlån er udgået d. 13/5-88.«
Til støtte for klagen er anført følgende
Sagen må ses på baggrund af de meget omfattende strejker i bryggerierne i årene 1985 - 88.
Sammenlagt blev der betalt bod på ca. 65 mio. kroner, heraf 35 mio. kroner i bod for organisationsansvar. Størstedelen af disse bodsbeløb stammer fra forlig indgået mellem organisationerne. Først i august 1988 blev Dansk Arbejdsgiverforening bekendt med, at der forelå den pågældende kautionsforpligtelse. Dette forhold lå helt uden for den verserende arbejdsretssag, som alene omfattede de tidligere beskrevne forhold. Da man indgik forliget, kunne man alene konstatere, at der var givet et kautionstilsagn, og det forhold, at kautionsforpligtelsen var indfriet, endog 14 dage efter at første afdrag skulle være betalt, ligger derfor helt uden for forligets forudsætninger. Sagt med andre ord var forliget indgået under den forudsætning, at faktum var i overensstemmelse med de oplysninger, der forelå dengang, og forliget er derfor indgået under det forbehold, at væsentlige nye oplysninger kunne give anledning til, at bodsbeløbet blev hævet. De regnskabsmæssige oplysninger viser i øvrigt, at der ikke er taget skridt til at inddrive fordringerne. Også dette forhold ligger uden for, hvad man kunne forestille sig, da forliget blev indgået. I så henseende er det særligt fremhævet, at beløbet er optaget som et anlægsaktiv i forbundets regnskab. Forudsætningerne for forliget er herefter bristet, således at der er grundlag for at pålægge forbundet en yderligere bod for organisationsansvar.
De indklagede har anført, at forliget er indgået til fuld og endelig afgørelse af den foreliggende arbejdsretssag. Forudsætningerne for forliget er ikke bristet. De forudsætninger, som klagerne har fremhævet, har i hvert fald under ingen omstændigheder været kendelige for de indklagede. Klagerne har været bekendt med den foreliggende kautionsforpligtelse, og under arbejdsretssagen bestred de indklagede, at der forelå organisationsansvar for de forhold, der var omfattet af klagen. Der er derfor ikke bevis for, at forliget ikke skulle omfatte kautionsforpligtelsen på de 10 mio. kroner. Når klagerne var bekendt med denne kautionsforpligtelse, må det være deres risiko, at der ikke i forbindelse med indgåelsen af forliget er tilvejebragt yderligere oplysninger om denne eller taget de forbehold, der i givet fald kunne give anledning til et krav om yderligere bod. Hertil kommer, at der er udvist passivitet fra klagernes side, idet der er gået ca. 2 år fra det tidspunkt, klagerne kunne have rejst spørgsmålet. En forudsætning om, at kautionen ikke skulle blive aktuel, kan ikke være relevant. Lånet var optaget af et strejkeudvalg, og risikoen for, at kautionen kunne blive aktuel, måtte derfor anses for meget nærliggende. Det kan heller ikke undre, at der kunne opstå betydelige vanskeligheder ved at inddrive tilgodehavendet, og en forudsætning om at noget sådant skulle ske, kan derfor heller ikke være relevant for sagen. Der er heller ikke tale om, at forbundet har skjult noget. Man var helt klar over, at forholdet ville komme frem i forbindelse med regnskabsaflæggelsen for det pågældende år.
Arbejdsretten skal udtale
Klagerne var bekendt med, at der forelå et kautionstilsagn på 10 mio kroner, da man indgik forliget den 12. september 1988. Det må herefter være klagernes risiko, at deres forudsætning om, at kautionsforpligtelsen ikke blev aktuel, og at der ville ske en effektiv inddrivning af gælden hos de strejkende, ikke er blevet fremhævet - eventuelt som et forbehold - under forhandlingerne i forbindelse med forliget.
De indklagede frifindes herefter.
T h i k e n d e s f o r r e t
De indklagede, Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, frifindes.
I sagsomkostninger til Arbejdsretten betaler klagerne, Dansk Arbejdsgiverforening for Bryggeriforeningen, 2.000 kr.
(* 1)
Forlig ikke bortfaldet på grund af bristede forudsætninger.
DA og Bryggeriforeningen B indgik 12/9-1988 med Dansk Bryggeri- Brænderi- og Mineralvandsarbejder Forbund F forlig om, at F skulle betale en bod på 6 mill. kr., og at Bryggeriarbejdernes fagforening skulle betale en bod på 1 mill. kr. mod at DA frafaldt organisationsansvar i en arbejdsretssag rejst i anledning af strejker den 18/9-11/10 1987. Den 2/11-1988 blev der mellem samme parter indgået forlig om, at F til fuld og endelig afgørelse af spørgsmålet om individuel bod og organisationsansvar i en anden arbejdsretssag skulle betale DA 3 mill. kr. Ca. 14 dage før forliget af 12/9-1988 blev DA bekendt med, at F havde kautioneret for 10 mill. kr. vedrørende et lån til et strejkeudvalg. Da F's regnskab for 1988 forelå, viste det sig, at kautionsforpligtelsen var indfriet, uden at der var sket inddrivelse af gælden hos de strejkende. Herefter anlagde DA sag mod LO for F med påstand om bod for overtrædelse af hovedaftalens § 2, stk. 4, ved at have støttet F's medlemmer i forbindelse med overenskomstridig arbejdsnedlæggelse, idet man påberåbte sig, at forliget var bortfaldet på grund af bristede forudsætninger. Indklagede påberåbte sig, at forliget var indgået til fuld og endelig afgørelse af den foreliggende arbejdsretssag, og at forudsætningerne for forliget ikke var bristet. Arbejdsretten frifandt indklagede, idet det lagdes til grund, at klagerne var bekendt med, at der forelå et kautionstilsagn på 10 mio.kr. da man indgik forliget den 12/9-1988, og at det herefter måtte være klagernes risiko, at deres forudsætning om, at kautionsforpligtelsen ikke blev aktuel, og at der ville ske en effektiv inddrivelse af gælden hos de strejkende, ikke var blevet fremhævet under forhandlingerne i forbindelse med forliget.