Legislator Case Law & Legislation
U19920320413 DK

Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Chriscoating A/S, Kongevejen 40, 2840 Holte (advokat Peter Prochownik). Dommere: Arnold Hansen, Otto Hansen, Knap, Lind, Allan Nielsen, Per Sørensen (retsformand) og Westergaard. Fuldmagt. Kollektiv overenskomst 1. Særoverenskomst. Funktionær i et aktieselskab havde ikke stillingsfuldmagt til at indgå kollektiv overenskomst.(* 1) (* 2)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1992 3204 Valid

Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Chriscoating A/S, Kongevejen 40, 2840 Holte (advokat Peter Prochownik). Dommere: Arnold Hansen, Otto Hansen, Knap, Lind, Allan Nielsen, Per Sørensen (retsformand) og Westergaard. Fuldmagt. Kollektiv overenskomst 1. Særoverenskomst. Funktionær i et aktieselskab havde ikke stillingsfuldmagt til at indgå kollektiv overenskomst.(* 1) (* 2)

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Chriscoating A/S for Arbejdsretten med følgende påstande

1. Indklagede tilpligtes at anerkende, at en tiltrædelsesoverenskomst af 8. november 1989, er gældende mellem parterne.

2. Indklagede tilpligtes at deltage i fagretlig behandling af afskedigelsen af Hardy B. Christensen i henhold til Hovedaftalens § 4, stk. 3.

Indklagede har påstået frifindelse. Til støtte herfor har indklagede anført, at tiltrædelsesoverenskomsten ikke er underskrevet af en tegningsberettiget person i selskabets ledelse.

SAGSFREMSTILLING

Indklagede er ikke medlem af nogen arbejdsgiverorganisation. Ifølge tiltrædelsesoverenskomst med Specialarbejderforbundet i Danmark, Hjørring afdeling, dateret 8. november 1989, erklærede »undertegnede arbejdsgiver... herved at betale efter, og i øvrigt overholde den/de overenskomst/er, priskurant/er, akkordtidsfortegnelse/r, som til enhver tid er gældende mellem Specialarbejderforbundet i Danmark, og følgende arbejdsgiverforening: Entreprenørforeningen.«

Ifølge overenskomstens § 4 skal arbejdsgiveren til uddannelsesfonden yde det til enhver tid mellem Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening aftalte beløb pr. beskæftiget. Ifølge § 7 træder overenskomsten i kraft den 8. november 1989 og er gældende, indtil »den af en af parterne, med tre måneders forudgående varsel, ved anbefalet skrivelse, opsiges til ophør.«

Overenskomsten er under rubrikken »For virksomheden«, der var angivet som »Chriscoating A/S«, underskrevet af Lars Jensen. For Specialarbejderforbundet i Danmark har Mogens Kondrup underskrevet.

Ifølge udskrift af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register af 17. januar 1991 udgøres indklagedes bestyrelse af direktør Kaj Christensen, Lene Christensen og fru Ingelise Christensen. Direktionen består af direktør Kaj Torkild Christensen, og selskabet tegnes af en direktør alene eller af den samlede bestyrelse.

Ved ansættelsesaftale af 3. marts 1987 blev Lars Jensen ansat som funktionær i den indklagede virksomhed med tiltrædelse pr. 1. marts 1987. Under »Stilling (herunder arbejdsområde)» var anført

»Formand/montør og alt med udførelse af gulv- og tagarbejder forbundet arbejde samt i øvrigt alt forefaldende arbejde. I henhold til anvisning af ledelsen.«

Arbejdstiden var 39 timer om ugen, og gagen udgjorde 10.660 kr. pr. måned plus visse tillæg.

Af tre ansættelsesaftaler med 3 andre medarbejdere i virksomheden fremgår, at de pågældende er ansat på samme stillings- og lønvilkår som Lars Jensen.

Den 20. september 1990 afskedigede indklagede Hardy B. Christensen, der var medlem af Specialarbejderforbundet i Danmark, hvorefter klageren, der fandt afskedigelsen urimelig, ønskede at få etableret en lokalforhandling, jævnfør Hovedaftalens § 4, stk. 3. I skrivelse af 18. oktober 1990 til klageren meddelte indklagede, at der ikke eksisterede en tiltrædelsesoverenskomst mellem indklagede og forbundet, da overenskomsten af 8. november 1989 var underskrevet af en ikke tegningsberettiget medarbejder uden forudgående drøftelse med indklagedes ledelse, der indtil ultimo september 1990 havde været uvidende om overenskomsten. På et fællesmøde den 18. december 1990, hvorunder indklagede fastholdt sit standpunkt, kunne der ikke opnås enighed.

FORKLARINGER

Mogens Kondrup har bl.a. forklaret, at han som leder af Specialarbejderforbundet i Danmark's afdeling i Hjørring forestod et projekt, der gik ud på at få virksomheder i området, der ikke havde overenskomst med forbundet, til at indgå overenskomst. Han kontaktede Lars Jensen, der bekræftede, at han var den daglige leder af indklagedes afdeling i Hjørring. Vidnet gik derfor ud fra, at Lars Jensen var bemyndiget til at indgå overenskomst på indklagedes vegne. Inden underskrivelsen gennemgik vidnet tiltrædelsesoverenskomsten grundigt med Lars Jensen. Det er ikke usædvanligt, at en arbejdsgiver underskriver en overenskomst uden at bruge virksomhedens stempel. Vidnet havde ikke selv kontakt med indklagedes kontor i Holte, før denne sag opstod.

Lars Georg Jensen har bl.a. forklaret, at han selv var af den opfattelse, at han var formand og daglig leder af indklagedes Hjørring afdeling. Virksomheden havde i forvejen overenskomst med et par andre faglige organisationer, men kun Hardy B. Christensen var medlem af Specialarbejderforbundet i Danmark. Vidnet havde bemyndigelse til af indgå alle aftaler, der havde forbindelse med det daglige arbejde som formand. Han sørgede således for indkøb af f. eks. materialer som ruller, pensler m.v. Alle i Hjørringafdelingen var ansat på samme vilkår, men når en myndighed, f.eks. Arbejdstilsynet, ønskede at drøfte noget, tog vidnet sig af det.

Vidnet sendte kopi af tiltrædelsesoverenskomsten til kontoret i Holte, og vistnok samme dag talte han i telefonen med Kaj Christensen om overenskomsten. Han husker, at Kaj Christensen kun havde en kommentar, nemlig hvad overenskomsten ville koste indklagede. Da vidnet svarede 10 øre i timen til uddannelsesfonden, reagerede Kaj Christensen ikke herpå.

Hardy B.Christensen har forklaret, at han blev ansat af Lars Jensen uden en skriftlig ansættelsesaftale. Kaj Christensen gav vidnet besked på at spørge Lars Jensen til råds, hvis der var problemer.

Kim Fischer Mørch har bl.a. forklaret, at han var ansat i indklagedes Hjørringafdeling på samme vilkår som Lars Jensen. Han anså denne for at være den daglige chef i afdelingen.

Kaj Christensen har forklaret, at den indklagede virksomhed, der har eksisteret i 13 år, beskæftiger sig med gulvbelægning. Antallet af beskæftigede svinger mellem 8 og 12. Vidnets hustru passer bogholderiet, og al administration foregår fra Holte. Alle virksomhedens aftaler indgås der, og alle fakturaer udstedes derfra. Alle lønsedler indgår til bogholderiet, hvorfra lønningerne anvises. Montørerne instrueres og sættes i gang med deres arbejde af Jørgen Jørgensen, der har kontor i Århus og i øvrigt varetager salgsarbejdet. Afdelingen har til huse i en lagerbygning, der udenfor er forsynet med et skilt, hvorpå der står Lager. Medarbejderne i afdelingen er alle fuldstændig ligestillet, og der er aldrig nogen af dem, der har indgået bindende aftaler for virksomheden. Vidnet har ikke modtaget nogen kopi af overenskomsten, og han husker slet ikke den telefonsamtale, Lars Jensen har forklaret om. Under en oprydning på lageret i Hjørring i oktober 1990 fandt han en kopi af overenskomsten.

PARTERNES ARGUMENTER

Klagerne har til støtte for sine påstande principalt anført, at Lars Jensen i kraft af sin stilling havde kompetence til at indgå overenskomsten. De ansatte anså Lars Jensen for at være deres leder, og Kondrup indgik aftalen i god tro, idet han måtte kunne gå ud fra, at Lars Jensen havde den kompetence, han gav udtryk for.

Subsidiært har klagerne anført, at indklagede efterfølgende har accepteret overenskomsten. Det må efter Lars Jensens forklaring lægges til grund, at han sendte den underskrevne overenskomst til Holte og talte med Kaj Christensen om den. Ved under disse omstændigheder ikke at reagere over for Specialarbejderforbundet i Danmark's afdeling i Hjørring har Kaj Christensen som leder af virksomheden efterfølgende accepteret overenskomsten.

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at klagerne ikke har bevist, at Lars Jensen havde nogen bemyndigelse til at indgå overenskomsten. Lars Jensen var ifølge ansættelsesaftalen stillet ganske som de andre medarbejdere i Hjørringafdelingen, og kun Kaj Christensen havde kompetence til at indgå skriftlige aftaler med bindende virkning for den lille virksomhed. Det har formodningen imod sig, at Lars Jensen skulle kunne indgå så vigtig en aftale som en kollektiv overenskomst, hvad Kondrup også burde have indset.

Arbejdsretten skal udtale

Efter oplysningerne om virksomhedens størrelse og ledelsesforhold og om ansættelsesaftalen med Lars Jensen må det lægges til grund, at denne ikke i kraft af sin stilling havde fuldmagt til at indgå tiltrædelsesoverenskomsten. Herefter, og idet det ikke findes godtgjort, at ledelsen har bemyndiget Lars Jensen til at indgå overenskomsten eller efterfølgende - udtrykkeligt eller stiltiende - har accepteret denne, frifindes indklagede for klagernes påstand 1. Som følge heraf frifindes indklagede også for påstand 2.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Chriscoating A/S, frifindes.

Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, skal inden 14 dage betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

Dom 1992 3204 Valid

En tiltrædelsesoverenskomst mellem et aktieselskab og SiDs Hjørring-afdeling var for virksomheden underskrevet af en medarbejder, J, der var funktionæransat. 3 andre medarbejdere var ansat på samme vilkår som J. I følge en udskrift af Erhvervs- og selskabsstyrelsens register var J hverken medlem af bestyrelsen eller direktør. Selskabet tegnedes af en direktør alene eller af den samlede bestyrelse. J forklarede i Arbejdsretten, at han selv var af den opfattelse, at han var formand og daglig leder af virksomhedens Hjørring afdeling, og at han havde bemyndigelse til at indgå alle aftaler, der havde forbindelse med det daglige arbejde. Han forklarede endvidere, at han havde sendt kopi af tiltrædelsesoverenskomsten til selskabets hovedkontor i Holte, og at han vist nok samme dag telefonisk talte med selskabets direktør om overenskomsten. Direktøren bestred i Arbejdsretten, at han skulle have modtaget kopi af overenskomsten og forklarede endvidere, at han ikke havde nogen erindring om den af J nævnte telefonsamtale. Arbejdsretten fandt ikke, at J i kraft af sin stilling havde haft fuldmagt til at indgå overenskomsten, og det var ikke godtgjort, at ledelsen havde bemyndiget J til at indgå overenskomsten eller efterfølgende havde accepteret denne.

Herefter ansås selskabet ikke for bundet af overenskomsten.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →