Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark og Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Finanssektorens Arbejdsgiverforening på egne vegne og for Konferencecentret Klarskovgaard A/S (advokat Poul Johannessen) Biintervenient: Fællesrådet for Tjenestemænd og Funktionærer for Finansforbundet (advokat Jørgen Rønnow Bruun). Dommere: Arnold Hansen, Kardel (retsformand), Mads Kofod, Kurt Petersen, Riis (næstformand), Sarroe, Sløk, Per Sørensen (næstformand) og Westergaard. Bod 2.3.2. Hovedaftalens § 7, stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Organisationsansvar 4.2. Virksomhedsoverdragelse. Hovedaftalens § 7, stk. 2, ikke overtrådt ved opsigelse af overenskomsten ved overførsel af medarbejdere til ny overenskomst i forbindelse med virksomhedsoverdragelse.(* 1) (* 2)

§ 7, stk. 2 , i Hovedaftalen mellem Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening er sålydende

»Selv om en overenskomst er opsagt eller udløbet, er parterne dog forpligtet til at overholde dens bestemmelser, indtil anden overenskomst træder i stedet, eller arbejdsstandsning er iværksat i overensstemmelse med reglerne i § 2.«

Medarbejderne på Klarskovgaard blev den 14. december 1990 orienteret om, at de i henhold til virksomhedsoverdragelsesloven frem til den 31. marts 1991 ville have løn- og arbejdsvilkår i overensstemmelse med de af sælger indgåede overenskomster, men at de derefter ville blive omfattet af overenskomsten mellem Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Danske Bankfunktionærers Landsforening. Medarbejderne blev samtidig underrettet om, at ændringen ikke ville medføre, at nogen ville blive stillet ringere for så vidt angår løn- og arbejdsvilkårerne. Samtlige medarbejdere underskrev erklæringer, hvorefter de var indforstået med denne ændring fra den 1. april 1991.

4 medarbejdere, der blev ansat med virkning fra den 1. januar 1991, havde i perioden frem til den 31. marts 1991 løn- og ansættelsesvilkår i overensstemmelse med de af klagerne påberåbte overenskomster og overgik herefter som et led i ansættelsesaftalen til aflønning m.v. i henhold til overenskomsten mellem Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Danske Bankfunktionærers Landsforening.

Klagerne har under henvisning til Per Jacobsens artikel i »Juristen« 1991 side 309-319 og Lars Svenning Andersens foredrag den 24. september 1991 i Dansk Forening for Arbejdsret anført, at Arbejdsrettens dom af 21. marts 1991 i sag nr. 90.328 har medført en ret ukvem retstilstand. Indtræden i rettigheder og forpligtelser i henhold til en kollektiv overenskomst indebærer ikke alene, at lønmodtagernes individuelle rettigheder følger med ved virksomhedsoverdragelser, men ud fra almindelige arbejdsretlige principper om overenskomsters udelelighed tillige at overenskomstparten fortsætter i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse. Dette medfører, at § 7, stk. 2, i Hovedaftalen mellem Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening også gælder for virksomhedsoverdragelsen. De foretagne opsigelser af overenskomsterne med forbund tilknyttet Landsorganisationen i Danmark er alle i strid med denne bestemmelse, idet den i bestemmelsen nævnte betingelse om »anden overenskomst træder i stedet« ikke kan opfyldes ved at indgå overenskomst med en anden lønmodtagerorganisation end overenskomstparten. Det er irrelevant, at medarbejderne bliver stillet bedre ved overenskomsten med Finansforbundet end med Landsorganisationen i Danmark. At man inden for finanssektoren har etableret et »industriforbundsprincip« kan heller ikke være et retligt argument. Endelig er denne sag på forskellige punkter forskellig fra sag nr. 90.328. Sag nr. 90.328 vedrørte en delvis virksomhedsoverdragelse og en lokalaftale. I sag nr. 90.328 skete der overdragelse til en virksomhed, der allerede på overdragelsestidspunkt var dækket af en anden overenskomst. Denne sag vedrører medarbejdere med en anden erhvervsmæssig sammensætning end Finansforbundet typisk har.

De indklagede har anført, at det klart fremgår af virksomhedsoverdragelsesloven og dens forarbejder, at der tilsigtedes en umiddelbar overførelse til dansk ret af rådsdirektiv af 14. februar 1977. Der er herved henvist til side 3 i rapport fra »Udvalget til forberedelse af gennemførelseslovgivning af EF-direktiv om lønmodtagernes retsstilling ved virksomhedsoverdragelse«, hvorefter loven efter Justitsministeriets indstilling blev gennemført på en sådan måde, at EF-domstolens fortolkning af eventuelle uklarheder i direktivets tekst samtidig vil indebære en fortolkning af den danske lovtekst. Der er endvidere henvist til, at Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg den 28. februar 1979 på spørgsmål til arbejdsministeren om, i hvilket omfang lovforslaget gik videre end EF-Rådets direktiv fik det svar, at der alene i §§ 5 og 6 var sket en udvidelse i forhold til direktivet i form af at fastslå informations- og forhandlingspligt. Gennem rådsdirektivet og loven skete der den ændring i forhold til den tidligere retsstilling, at en erhverver af en virksomhed blev forpligtet til at respektere overenskomstmæssige forpligtelser over for de ansatte. I direktivets artikel 3, stk. 2, afsnit 1, er dette beskrevet således, at erhververen skal »opretholde samme løn- og arbejdsvilkår, som gjaldt for overdrageren ifølge en kollektiv overenskomst, indtil den kollektive overenskomst opsiges eller udløber, eller en anden kollektiv overenskomst træder i kraft eller får virkning«. Den citerede tidsmæssige begrænsning er en del af gældende dansk ret. Loven berører i øvrigt ikke tidligere eksisterende grundsætninger i dansk arbejdsret. For så vidt angår passivitetsgrundsætningen indebærer dette, at en erhverver i tilknytning til en overtagelse skal meddele de involverede organisationer på lønmodtagersiden, at de eksisterende overenskomsters bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår alene vil blive respekteret i den løbende overenskomstperiode, og i tilknytning hertil skal opsigelse afgives. Dette er sket ved overtagelsen af Klarskovgaard. Ved en overdragelse af en samlet virksomhed indebærer princippet om overenskomsters udelelighed, at lønmodtagere, der ansættes i perioden frem til overenskomstperiodens udløb, skal ansættes på vilkår svarende til de løbende overenskomster, og samtidig ved ansættelsen have tilkendegivelse om, at dette kun er gældende overenskomstperioden ud. Også dette er sket i denne sag. Indklagede var gennem hovedaftalen af 5. maj 1976 mellem Danske Bankers Forhandlingsorganisation og Danske Bankfunktionærers Landsforening forpligtet til at indgå kollektive overenskomster med landsforeningen. Det ville herefter skabe en meningsløs konflikt, såfremt det måtte fastslås, at erhververen samtidig skulle være underkastet forpligtelser i henhold til hovedaftalen mellem Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening. På tilsvarende måde måtte en frigørelseskonflikt være meningsløs, idet en lockout i et tilfælde som her - og i øvrigt over for ansatte som i enhver henseende havde tiltrådt overførelsen til det nye overenskomstkompleks - netop ikke skulle løbe, medens forhandlinger pågik om ny overenskomst mellem de tidligere overenskomstparter, idet sådanne nye overenskomster jo ikke skulle indgås.

Biintervenienten har uddybet de synspunkter, de indklagede har gjort gældende.

Arbejdsretten skal udtale

Der var ved virksomhedsoverdragelsen den 1. december 1990 ansat 21 medarbejdere, hvis løn- og ansættelsesvilkår var reguleret af overenskomster med de tre forbund, der er tilknyttet Landsorganisationen i Danmark. De indklagede opsagde i forbindelse med virksomhedsoverdragelsen den 1. december 1990 overenskomsterne med disse tre forbund til bortfald ved deres udløb den 31. marts 1991. De 4 medarbejdere, der blev ansat den 1. januar 1991, havde i perioden frem til den 31. marts 1991 løn- og ansættelsesvilkår i overensstemmelse med overenskomsterne med de tre forbund. Fra den 1. april 1991 blev alle 25 medarbejderes løn- og ansættelsesforhold omfattet af overenskomsten mellem Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Danske Bankfunktionærers Landsforening. Dette blev tiltrådt af samtlige medarbejdere, og de ændrede overenskomstforhold medførte ingen forringelse af medarbejdernes løn- og ansættelsesforhold.

Da der herefter hverken er grundlag for at fastslå, at de indklagede har handlet i strid med lov nr. 111 af 21. marts 1979 om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse eller de ved siden af loven eksisterende grundsætninger i dansk arbejdsret, må de indklagede frifindes.

T h i k e n d e s f o r r e t

De indklagede, Finanssektorens Arbejdsgiverforening på egne vegne og for Konferencecentret Klarskovgaard A/S, frifindes.

I sagsomkostninger skal klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark og Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark, betale 2.000 kroner til Arbejdsretten.

Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark og Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Finanssektorens Arbejdsgiverforening på egne vegne og for Konferencecentret Klarskovgaard A/S (advokat Poul Johannessen) Biintervenient: Fællesrådet for Tjenestemænd og Funktionærer for Finansforbundet (advokat Jørgen Rønnow Bruun). Dommere: Arnold Hansen, Kardel (retsformand), Mads Kofod, Kurt Petersen, Riis (næstformand), Sarroe, Sløk, Per Sørensen (næstformand) og Westergaard. Bod 2.3.2. Hovedaftalens § 7, stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Organisationsansvar 4.2. Virksomhedsoverdragelse. Hovedaftalens § 7, stk. 2, ikke overtrådt ved opsigelse af overenskomsten ved overførsel af medarbejdere til ny overenskomst i forbindelse med virksomhedsoverdragelse.(* 1) (* 2)

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark og Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark indklaget Finanssektorens Arbejdsgiverforening på egne vegne og for Konferencecentret Klarskovgaard A/S for Arbejdsretten og nedlagt følgende påstande

De indklagede tilpligtes

1. at anerkende, at Klarskovgaard pr. 1. december 1990 er omfattet af de den 27. maj 1987, 15. august 1989 og 14. februar 1989 indgåede overenskomster med tilhørende protokollater m.v. med henholdsvis Hotel- og Restaurationspersonalets Samvirke (nu Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet), Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark og Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark.

2. at anerkende, at Klarskovgaard pr. 1. december 1990 er omfattet af gældende overenskomst mellem Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter og Hotel- og Restaurationspersonalets Samvirke.

3. at anerkende, at Klarskovgaard pr. 1. december 1990 er omfattet af gældende hovedaftale mellem LO/DA.

4. at anerkende, at der følgelig pr. 1. december 1990 består et overenskomstforhold samt hovedaftaleforhold mellem de indklagede og klagerne for så vidt angår Klarskovgaard.

5. at anerkende, at de afgivne opsigelser til bortfald pr. 1. april 1991 af de i påstand 1 nævnte overenskomster m.v. er i strid med den mellem parterne for så vidt angår Klarskovgaard gældende hovedaftale, jf. § 7, stk. 2, og dermed ugyldige.

6. at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark og Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark.

De indklagede har påstået frifindelse.

Fællesrådet for Tjenestemænd og Funktionærer er for Finansforbundet indtrådt i sagen som biintervenient til støtte for de indklagedes påstand.

Sagens omstændigheder er følgende

Klarskovgaard tilhørte indtil den 1. december 1990 Foreningen Klarskovgaard, Sparekassernes Uddannelsescenter, der drev ejendommen som kursusvirksomhed, dels til brug for sparekasserne, dels for virksomheder i øvrigt. Pr. 1. december 1990 blev ejendommen overdraget til A/S PSE 3953 under navneforandring til Konferencecentret Klarskovgaard A/S, hvis aktiekapital i det hele tilhører Unidanmark A/S, der tillige er holdingselskab for blandt andet Unibank. Formålet med erhvervelsen af Klarskovgaard var, at ejendommen i fremtiden i hovedsagen skal tjene som uddannelses- og konferencecenter for Unibank, der inden for de nærmeste år påregner at ville lægge beslag på 70-75% af Klarskovgaards kapacitet.

Klagerne har under domsforhandlingen frafaldet et under skriftvekslingen fremsat anbringende om, at Klarskovgaard ud fra en identitetsbetragtning i relation til overdrager og erhverver er forpligtet af de af overdrager indgåede overenskomster.

Parterne er enige om, at overdragelsen er omfattet af loven om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse. Tvisten vedrører spørgsmålet om, hvilke retsvirkninger loven medfører for denne virksomhedsoverdragelse.

Der var ved virksomhedsoverdragelsen ansat 14 gastronomer, 6 rengøringsassistenter og 1 blikkenslager på Klarskovgaard, og deres ansættelsesforhold var reguleret af de i klagernes påstand 1 og 2 nævnte overenskomster og protokollater m.v. med forbund, der er tilknyttet Landsorganisationen i Danmark.

Klarskovgaard blev i 1987 medlem af Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter under Dansk Arbejdsgiverforening. Klarskovgaard blev med udgangen af 1990 udmeldt af Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Danske Bankfunktionærers Landsforening, Danske Sparekassefunktionærers Landsforening og Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening havde den 3. oktober 1990 underskrevet følgende »protokollat vedrørende de overenskomstmæssige forhold i forbindelse med virksomhedsoverdragelse/identitetsskift«

»På given foranledning har FA,DBL,DSfL og DFL drøftet spørgsmålet om de overenskomstmæssige konsekvenser af en virksomhedsoverdragelse med deraf følgende overgang fra et overenskomstkompleks til et andet.

Der var enighed om, at en virksomhed i givet fald skifter overenskomstkompleks fra førstkommende overenskomstfornyelsestidspunkt, typisk pr. 1. april i ulige år. Virksomheden vil herefter være omfattet af det samlede nye overenskomstkompleks, herunder dettes hovedaftale/- overenskomst, og er således i kollektivarbejdsretlig henseende eksklusivt forpligtet heraf, således at løn- og ansættelsesvilkår for virksomhedens medarbejdere fastlægges i overensstemmelse med det overenskomstkompleks, der relaterer sig til den nye identitet.

For så vidt angår forholdet mellem virksomheden og den enkelte medarbejder forholdes i henhold til funktionærlovens regler herom.«

Klarskovgaard opsagde den 29. november 1990 overenskomsten med Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark til ophør den 1. marts 1991. Finanssektorens Arbejdsgiverforening opsagde den 12. og 18. december 1990 overenskomsten vedrørende Klarskovgaard med Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark og Hotel- og Restaurationspersonalets Samvirke til bortfald pr. 1. april 1991.

Forbundene protesterede imod, at overenskomsterne var opsagt til bortfald. Hertil svarede Finanssektorens Arbejdsgiverforening ved skrivelse af 4. januar 1990

»....... at man er enig i, at den skete overdragelse er omfattet af loven om lønmodtagernes retstilling ved virksomhedsoverdragelse, men at denne lov alene fastslår rettigheder og forpligtelser for de medarbejdere, der er omfattet af overdragelse og at de ved overdragelsen eksisterende overenskomster kun skal respekteres indtil den »kollektive overenskomst opsiges eller udløber eller en anden kollektiv overenskomst træder i kraft eller får virkning«. FA er derfor ikke enig i, at overenskomsten ikke kan opsiges til bortfald.

Da konferencecentret Klarskovgård er en bankejet virksomhed, vil medarbejderne efter 1. april 1991 være dækket af overenskomsten for teknikere og servicepersonale mellem FA og Danske Bankfunktionærers Landsforening (DBL).'

Uoverensstemmelsen om opsigelsernes retsvirkning blev behandlet på et fællesmøde den 21. marts 1991. Referatet heraf er sålydende

»Ved et fællesmøde d.d. i Landsorganisationen i Danmark behandledes en af Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, rejst klage overfor Finanssektorens Arbejdsgiverforening, St. Kongensgade 81 C, 1022 København K, omhandlende uoverensstemmelse mellem forbundene og Uddannelsescentret Klarskovgård, 4220 Korsør, vedrørende opsigelse af overenskomst i strid med Hovedaftalens § 7, stk. 2.

Sagen forhandledes.

Klagerne fastholdt klagen og gjorde herved gældende, at overenskomsterne alene kan opsiges til genforhandling jvf. herved den mellem parterne gældende Hovedaftale mellem LO/DA § 7, stk. 2.

Arbejdsgiversiden fastholdt de afgivne opsigelser af overenskomsterne til endeligt bortfald pr. 1.4.91.

Enighed kunne således ikke opnås.

Forbundene forbeholder sig deres ret for sagens videreførsel i Arbejdsretten, herunder at gøre organisationsansvar gældende overfor Finanssektorens Arbejdsgiverforening.«

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.112 ff, Svenning Andersen s.73 ff, 111 ff, 117 ff, Hasselbalch Kollektivarbejdsretten s.221 f, Per Jacobsen i JURISTEN 1991 s.309 ff, K. 90.398, K. 90.193 (A 1991, s.58), K. 90.328 (A 1991, s.78), K. 88.409 (A 1989, s.101).

Et konferencecenter K1 tilhørte foreningen F, der var medlem af arbejdsgiverforeningen A under DA indtil 1/12-1990, da centret blev overdraget til et aktieselskab K2, hvis aktiekapital i det hele tilhørte finanskoncernen U. På dette tidspunkt var der ansat et antal gastronomer og rengøringsassistenter samt en blikkenslager, hvis ansættelsesforhold var reguleret af kollektive overenskomster med tre fagforbund, der alle er tilknyttet LO. K2 var tilknyttet Finanssektorens Arbejdsgiverforening FA. K2 og FA opsagde de tre nævnte overenskomster med 3 måneders varsel til bortfald pr. overenskomsternes udløbsdatoer (1/3 og 1/4 1991).

Fagforbundene protesterede herimod, idet det blev gjort gældende, at overenskomsterne alene kunne opsiges til genforhandling, jf. § 7, stk. 2, i hovedaftalen mellem DA og LO.

Arbejdsretten bemærkede, at alle de i sagen omhandlede medarbejderes løn- og ansættelsesforhold blev omfattet af overenskomsten mellem FA og Danske Bankfunktionærers Landsforening fra 1/4 1991. Dette var blevet tiltrådt af samtlige medarbejdere, og de ændrede overenskomstforhold medførte ingen forringelse af medarbejdernes løn- og ansættelsesforhold.

Arbejdsretten fandt herefter, at der hverken var grundlag for at fastslå, at FA og K2 havde handlet i strid med virksomhedsoverdragelsesloven eller de ved siden af loven eksisterende grundsætninger i dansk arbejdsret. FA og K2 frifandtes herefter bl.a. for en påstand om, at opsigelserne var stridende mod § 7, stk. 2, i hovedaftalen mellem DA og LO.