Landsorganisationen i Danmark for Dansk Litografisk Forbund og Dansk Typograf-Forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation for Rotationen Nykøbing Falster A/S (advokat Merete Preisler). Dommere: Bangert (retsformand), Agnete Halmind, Arnold Hansen, Otto Hansen, Knap, Kofod, og Spang-Hanssen. Bod 2.3.2. Hovedaftalens § 7 stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Virksomhedsoverdragelse. (* 1) (* 2)
Statutory Text (3 Articles)
Landsorganisationen i Danmark for Dansk Litografisk Forbund og Dansk Typograf-Forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation for Rotationen Nykøbing Falster A/S (advokat Merete Preisler). Dommere: Bangert (retsformand), Agnete Halmind, Arnold Hansen, Otto Hansen, Knap, Kofod, og Spang-Hanssen. Bod 2.3.2. Hovedaftalens § 7 stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Virksomhedsoverdragelse. (* 1) (* 2)
Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Litografisk Forbund og Dansk Typograf-Forbund for Arbejdsretten indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation for Rotationen Nykøbing Falster A/S med påstand om, at nogle nærmere angivne kollektive aftaler er gældende for Rotationen Nykøbing Falster A/S.
De nærmere omstændigheder er efter det oplyste følgende
Lolland Falsters Folketidende A/S, der udgiver dagbladet af samme navn, foretog indtil den 1. januar 1987 selv trykningen af dagbladet på eget trykkeri, beliggende Tværgade 14-20, Nykøbing Falster. På trykkeriet blev endvidere trykt en række distriktsblade.
Pr. 1. januar 1987 blev trykningen overdraget til et nystiftet kommanditselskab K/S Rotation 88. Ejere var blandt andet A/S Rotation 88, Lolland Falsters Folketidende A/S, Maja Rotation A/S, og fra den 1. april 1988 tillige Dansk Avis Tryk ApS. Bestyrelsens formand var direktør Niels Kr. Bjerre, Lolland Falsters Folketidende A/S.
Rotation foretog udover de fra Lolland Falsters Folketidende overdragne opgaver trykning af en del københavnske distriktsblade.
Trykningen foregik i lokalerne i Tværgade, som blev lejet af Lolland Falsters Folketidende, og til trykningen anvendtes den hidtil anvendte trykkerimaskine, som Lolland Falsters Folketidende havde overdraget til Nordania Leasing, hvorfra Rotation leasede den.
Fra den 1. juli 1987 foretoges tillige trykning i lejede lokaler på Århusvej, hvortil man havde købt driftsmidler, herunder en rotationspresse, af Nordania på en kreditkøbekontrakt. Rotation 88 drev virksomhedens afdeling i Tværgade 43 med 3 trykhold fra den 1. januar 1987 til omkring 1. september 1988, hvor 2 trykhold flyttede til afdelingen på Århusvej, medens 1 hold fortsatte i Tværgade indtil 31. juli 1989, hvor produktionen i Tværgade ophørte.
Den 15. oktober 1989 overtog Lolland Falsters Folketidende fra Rotation 88 leasingkontrakten på de driftsmidler, der befandt sig i Tværgade.
På grund af betydelige driftstab måtte Rotation 88 imidlertid indstille driften.
Medarbejderne blev underrettet herom på et møde den 2. februar 1990, og det oplystes samtidig, at produktionen af Lolland Falsters Folketidende på ny ville blive foretaget i Tværgade, hvor den gamle rotationspresse stadig stod. Meddelelse herom blev endvidere givet i en artikel i Folketidende den 3. februar, og de to forbund blev underrettet om, at Rotation 88 agtede at indstille driften.
I en skrivelse af 9. februar 1990 blev de to forbund underrettet om, at produktionen ville ophøre den 28. februar, men at den overvejende del af personalet ville blive tilbudt ansættelse i et aktieselskab under stiftelse. Samtidig blev samtlige ansatte opsagt med overenskomstmæssigt varsel.
Der blev herefter stiftet et aktieselskab Rotation Nykøbing F A/S. Stiftere var Lolland Falsters Folketidende og 6 medarbejdere fra Rotation 88. Direktør Niels Kr. Bjerre blev formand for bestyrelsen, og direktør blev John Andersen, som var trykkerifaktor i Rotation 88. Aktieselskabet foretog trykning af 9 af de 15 dag- og distriktsblade, som Rotation 88 hidtil havde trykt.
I en skrivelse af 27. februar 1990 gjorde de to forbund gældende, at de for Rotation 88 gældende overenskomster fortsat var gældende for den del af produktionen, som fortsattes, hvilket aktieselskabet bestred, men tilbød at indgå tiltrædelsesoverenskomst.
Aktieselskabet blev optaget som medlem af Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation med virkning fra den 23. marts. Den 24. april afholdtes møde mellem organisationen og de to forbund, uden at der blev opnået enighed.
I skrivelse af 25. april 1990 fremsatte Dansk Litografisk Forbund krav om en tillidsmandsgodkendelse og henviste til, at man havde 8 ansatte på arbejdspladsen. Forhandlingsorganisationen bestred, at der var mere end 4 ansatte litografer, idet de øvrige litografer var medejere, men var uden præjudice villige til at lade de 4 litografer vælge en tillidsrepræsentant, såfremt de ønskede det. Herefter valgtes Bent Gluver, der havde været tillidsrepræsentant i Rotation 88, til tillidsrepræsentant.
I en skrivelse af 8. maj oplyste forhandlingsorganisationen, at der var opnået aftale om en ændring af bemandingen. Man anmodede om forbundenes godkendelse heraf og tilføjede, at man, såfremt forbundene ikke kunne tiltræde, så sig nødsaget til at opsige bemandingsaftalen til udløb med uge 32. Herefter hedder det om øvrige aftaler
»På organisationsmødet den 24. april d.å. blev det fra forbundsside anført, at de mellem K/S Rotation 88 og henholdsvis Dansk Typograf-Forbund og Dansk Litografisk Forbund indgåede tillægsoverenskomster i kraft af Loven om virksomhedsoverdragelse fortsat er gældende hos Rotationen Nykøbing F. A/S.
Da der ikke foreligger en virksomhedsoverdragelse afvistes dette fra arbejdsgiverside, men vi skal herved for alle eventualiteters skyld opsige disse tillægsaftaler med gældende varsel til bortfald pr. 1. januar 1991, for det tilfælde at forbundene skulle få medhold i sine synspunkter ved en fagretlig prøvelse af sagen.«
Trods yderligere møder lykkedes det ikke parterne at opnå enighed. Klagerne indbragte herefter ved klageskrift af 28. november 1990 sagen for Arbejdsretten, hvor man nedlagde følgende påstande
at indklagede, Rotation Nykøbing Falster A/S er omfattet af de mellem Dansk Litografisk Forbund, Dansk Typograf-Forbund og K/S Rotation 88 bestående kollektive overenskomster og aftaler.
at indklagede tilpligtes til Dansk Litografisk Forbund og Dansk Typograf-Forbund at betale en efter rettens skøn fastsat bod.
Indklagede har påstået frifindelse.
Under domsforhandlingen har John Andersen forklaret, at han blev ansat som trykker på Lolland Falsters Folketidende for 17 år siden. Han fulgte med over i Rotation 88 som faktor. Dette selskab var et trykselskab, der i begyndelsen alene arbejdede på trykkerimaskinen i Tværgade. Lolland Falsters Folketidende ejede 1/3 af kapitalen. Senere købtes en ny og større trykkerimaskine, der også kunne trykke i farver. Denne blev installeret på Århusvej, og i efteråret 1988 startede 2 trykhold der. Selskabet havde tillægsoverenskomster med de to forbund.
Sidst i 1989 foreslog han direktør Bjerre, at der blev oprettet et produktionsselskab, hvorefter Rotationen Nykøbing Falster blev stiftet. Lolland Falsters Folketidende indskød 51 % af aktiekapitalen, og 6 medarbejdere fra Rotation 88 indskød hver 120.000 kr. Aktieselskabet skulle primært koncentrere sig om trykning af dagblade. Der blev ikke indgået nogen aftale med Rotation 88. Alle dettes medarbejdere blev opsagt, og kunderne blev stillet frit. Han ansatte 14-15 af medarbejderne fra Rotation 88 i aktieselskabet, men på andre vilkår. Nogle arbejdede fortsat i Rotation 88, efter at aktieselskabet havde startet sin virksomhed. Han talte med de hidtidige kunder og fik aftale med så mange, at det svarede til, hvad aktieselskabet kunne producere, men til billigere priser, da man ikke kunne levere samme vare. Endvidere købte aktieselskabet restlageret af papir.
Klagerne har til støtte for deres påstande anført, at der i relation til lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse foreligger en overdragelse fra Rotation 88 til Rotationen Nykøbing Falster A/S. Lolland Falsters Folketidende drev trykkerivirksomhed i Tværgade, og denne virksomhed blev overtaget af Rotation 88, der oprindelig foretog produktion alene på den hidtidige maskine, senere tillige på en anden maskine på Århusvej, og til sidst alene der. Der har ikke været diskussion om overenskomstforholdene ved overgangen til Rotation 88. Indsigelse er først fremkommet, da produktionen førtes tilbage. Ejerkredsen i de to selskabet er delvis den samme, og i hvert fald er Lolland Falsters Folketidende med begge steder. Aktieselskabet har delvis overtaget kundekredsen, og der anvendes samme produktionsmidler som tidligere. Det må være uden betydning, at man for at opnå likviditet har overdraget driftsmidlerne til Nordania og leaset dem derfra. Der foretages samme produktion med en betydelig del af de ansatte fra Rotation 88. Der er således tale om en vidtgående identitet, og der må have været en aftale, selv om denne ikke foreligger skriftligt.
De omhandlede aftaler er ikke lovligt opsagt. Aftalerne blev først opsagt ved skrivelse af 8. maj 1990 for alle eventualiteters skyld. På det tidspunkt havde aktieselskabet imidlertid allerede indmeldt sig i Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation, og overenskomsterne var dermed blevet omfattet af reglen i Hovedaftalens § 7, stk. 2. Klagerne har ikke udvist passivitet. Spørgsmålet om opsigelse har ikke været omtalt i senere skrivelser og blev heller ikke behandlet på fællesmødet. Klagerne gik derfor ud fra, at indsigelsen var frafaldet, men den fremkom på ny i indklagedes svarskrift.
Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at der ikke foreligger en virksomhedsoverdragelse. Der er ikke indgået nogen aftale mellem de to selskaber, og der foreligger heller ikke en faktisk fortsættelse af Rotation 88's virksomhed. Aktieselskabet har ikke samme ledelse og har ikke samme produktion. Virksomheden udøves fra andre lokaler, og driftsmidlerne er ikke overtaget fra Rotation 88, men fra Nordania. Aktieselskabet har ikke overtaget det tidligere selskabs ansatte. De var alle opsagt og havde modtaget fratrædelsesgodtgørelse, og i øvrigt er kun 5 af 21 medarbejdere beskæftiget i aktieselskabet. Kundekredsen er begrænset, og man har kun fået kunder ved at indgå en aftale med dem, når de alligevel ringede til Rotation 88.
De omhandlede overenskomster er gyldigt opsagt til den 1. januar 1991 i henhold til deres indhold. Denne indsigelse har indklagede aldrig frafaldet. Det var ikke aktuelt at drøfte dette spørgsmål på fællesmødet, hvor klagerne havde en række andre spørgsmål, som skulle besvares. Derimod har klagerne hverken reelt eller formelt gjort indsigelse mod gyldigheden af opsigelsen, og denne passivitet må afskære dem fra nu at bestride gyldigheden.
Under alle omstændigheder er spørgsmålet, om virksomhedsoverdragelsesloven gælder, så tvivlsomt, at bod bør bortfalde.
Arbejdsretten skal udtale
Den af Lolland Falsters Folketidende drevne trykkerivirksomhed blev pr. 1. januar 1987 overdraget til Rotation 88, i hvilket Lolland Falsters Folketidende ejede 1/3 af kapitalen. Rotation 88 fortsatte trykkerivirksomheden fra de hidtidige lokaler, som lejedes af Lolland Falsters Folketidende, og med det hidtidige driftsmateriel, der for at styrke likviditeten blev overdraget til Nordania, hvorfra Rotation 88 leasede det. Senere blev en del af produktionen overført til en anden trykkerimaskine på en anden lokalitet, og med udgangen af juli 1989 ophørte produktionen på det hidtidige produktionssted helt. Pr. 15. oktober 1989 overtog Lolland Falsters Folketidende leasingkontrakten fra Rotation 88 på de tidligere driftsmidler. Ifølge John Andersens forklaring opstod tanken om at etablere et nyt produktionsselskab allerede i slutningen af 1989, og det nye selskab, hvori Lolland Falsters Folketidende ejede aktiemajoriteten, begyndte sin produktion straks, efter at Rotation 88 havde indstillet driften. Aktieselskabet foretog trykning af ikke blot de af Lolland Falsters Folketidende udgivne blade, men også af publikationer for andre tidligere kunder hos Rotation 88, således at selskabet trykte i alt 9 af de 15 blade, som tidligere var trykt af Rotation 88. Aktieselskabet opnåede herved næsten det optimale af, hvad man kunne producere. Det er ikke helt klart, hvor stor en del af de ansatte hos Rotation 88, der fortsatte hos aktieselskabet, men da de, der tillige blev medejere, må medregnes, må det lægges til grund, at det var mere end halvdelen.
Da aktieselskabet, der delvis havde samme ejerforhold som Rotation 88, således i umiddelbar fortsættelse af, at Rotation 88 indstillede sin produktion, har udøvet samme art af produktion næsten udelukkende for tidligere kunder og fra lokaler og med produktionsmidler, som Rotation 88 havde anvendt indtil ret kort før sin standsning, og som betjentes af en væsentlig del af det hidtidige personale, findes der at være en sådan identitet mellem de to virksomheder, at forholdet må være omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
Selv om de omhandlede overenskomster er opsagt i overensstemmelse med deres eget indhold, findes opsigelsen, der skete, efter at aktieselskabet havde meldt sig ind i Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation, at være omfattet af reglen i Hovedaftalens § 7, stk. 2, og klagerne findes ikke ved passivitet at have afskåret sig fra at gøre dette gældende.
Klagernes påstand tages herefter til følge.
Da der har foreligget et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål, findes bod at burde bortfalde.
Indklagede betaler sagens omkostninger til Arbejdsretten med 2.000 kr.
T h i k e n d e s f o r r e t
Indklagede, Rotationen Nykøbing Falster A/S, er omfattet af de mellem Dansk Litografisk Forbund, Dansk Typograf-Forbund og K/S Rotation 88 bestående kollektive overenskomster og aftaler.
Der pålægges ikke indklagede bod.
Indklagede skal betale sagens omkostninger til Arbejdsretten med 2.000 kr.
(* 1) Henvisninger: Svenning Andersen s.54 ff, 63 f, K. 89.323 (A 1990, s.89), K. 89.426 (A 1990, s.116).
Virksomhedsoverdragelsesloven fundet anvendelig.
En trykkerivirksomhed drevet af et dagblad D blev 1/1-1987 overdraget til et kommanditselskab R, i hvilket D ejede 1/3 af kapitalen. R fortsatte trykkerivirksomheden fra de hidtidige lokaler og med hidtidigt driftsmateriel, der blev overdraget til et leasingselskab, hvorfra R leasede det. Ved udgangen af juli 1989 ophørte produktionen på det hidtidige produktionssted. 15/10-1989 overtog D leasingkontrakten på de hidtidige driftsmidler fra R. Et nyt selskab S, hvori D ejede aktiemajoriten, påbegyndte sin produktion straks efter, at R havde indstillet driften og foretog trykning af publikationer fra tidligere kunder hos R foruden af de af D udgivne blade. Mere end halvdelen af de ansatte hos R fortsatte hos S.
Arbejdsretten fandt, at der forelå en sådan identitet mellem S og R, at forholdet var omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
Opsigelsen af overenskomster, der havde været gældende for R, der skete efter at S havde meldt sig ind i DDFF, fandtes at være omfattet af reglen i Hovedaftalens § 7, stk.2, og klagerne fandtes ikke ved passivitet at have afskåret sig fra at gøre dette gældende. Arbejdsretten fandt herefter, at S var omfattet af de overenskomster, der var gældende for R, men da der havde foreligget et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål, bortfaldt bod.