Legislator Case Law & Legislation
U19920302013 DK

Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, LV-afdelingen, (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Evelyn Jørgensen). Dommere: Arnold Hansen, Otto Hansen, Hornslet (retsformand), Erik Jensen, Henrik Lind, Albæk Petersen og Westergaard. Bod 1.2.4.1., 1.3. Temponedsættelse. Temponedsættelse fundet godtgjort.(* 1) (* 2)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1992 3020 Valid

Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, LV-afdelingen, (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Evelyn Jørgensen). Dommere: Arnold Hansen, Otto Hansen, Hornslet (retsformand), Erik Jensen, Henrik Lind, Albæk Petersen og Westergaard. Bod 1.2.4.1., 1.3. Temponedsættelse. Temponedsættelse fundet godtgjort.(* 1) (* 2)

Under denne sag har Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, LV- afdelingen, indklaget Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund og nedlagt følgende påstande

1. De på bilag 1 anførte arbejdstagere - bortset fra Per Lindahl - tilpligtes straks at normalisere arbejdet.

2. De ovennævnte arbejdstagere skal betale en efter rettens skøn fastsat bod for hver time, de pågældende har deltaget i en overenskomststridig temponedsættelse fra den 1. september 1990.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagen er en fortsættelse af en sag mellem de samme parter (nr. 89.389 og nr. 90.054), der bl.a. angik påståede temponedsættelser fra den 30. oktober 1989. Om sagens baggrund henvises til fremstillingen i Arbejdsrettens dom af 30. januar 1991, hvorved indklagede blev frifundet. Om temponedsættelserne siges det i dommens præmisser

»Med hensyn til temponedsættelser finder Arbejdsretten ikke at kunne bortse fra de indvendinger, indklagede har fremført over for revisionsfirmaets beregninger. Der er derfor ikke i sagen tilstrækkeligt bevis for påstanden om overenskomststridige temponedsættelser, og de indklagede frifindes herfor.«

Indklagedes indvendinger imod revisionsfirmaets beregninger er gengivet således i dommen

»Beregningerne bestrides, fordi der indgår personer ansat til mindre timeløn, fordi der ikke er taget udgangspunkt i den faktisk anvendte tid, fordi pauserne i givet fald måtte indgå også i beregningen af den lovlige temponedsættelse, og fordi korrektionen vedrørende udfyldelse af arbejdssedler urigtigt forudsætter, at mekanikerne sparer (tilsvarende) tid til sådan udfyldelse. De ansatte var i øvrigt stillet i en umulig situation derved, at de først i juni 1990 fik oplyst, hvor stor temponedsættelse, arbejdsgiveren ville acceptere, og ved at fastprisværket blev fjernet fra værkstederne. Også efter klagernes beregninger er temponedsættelsen i nogle afdelinger på under 10 %, og sådanne nedsættelser kan i hvert fald ikke begrunde bod.«

Det er oplyst, at bevisførelsen i den nævnte sag fandt sted den 15. august 1990, og at proceduren blev afviklet den 7. januar 1991. Som ovenfor nævnt angår nærværende sag påståede temponedsættelser fra den 1. september 1990.

Af sagen fremgår, at Dansk Arbejdsgiverforening ved skrivelse af 3. juli 1991 til Landsorganisationen i Danmark anmodede om afholdelse af et fællesmøde i anledning af en indberettet overenskomststridig temponedsættelse på mellem 5 - 30 % hos Bilia Motor A/S, LV-afdelingen. Baggrunden for temponedsættelsen skulle efter det oplyste være »fortsatte lønuoverensstemmelser«. Under fællesmødet, der blev afholdt den 10. juli 1991, kunne man fra arbejdstagerside ikke på det foreliggende grundlag erkende, at der pågik en overenskomststridig temponedsættelse, men hvis arbejdsgiversidens oplysninger var korrekte, kunne man erkende, at en sådan temponedsættelse var overenskomststridig, og man gav tilsagn om i givet fald at pålægge arbejdstagerne at normalisere arbejdstempoet. Virksomheden oplyste under mødet, at man havde afventet Arbejdsrettens ovennævnte dom af 30. januar 1991, og at virksomheden for den efterfølgende periode havde revideret dokumentationsmaterialet for den overenskomststridige temponedsættelse.

Sagen blev som hastesag indbragt for Arbejdsretten ved klageskrift af 17. juli 1991. Klageren har fremlagt en af statsautoriseret revisor Tom-Will Nordby, Revisions- og Forvaltnings Instituttet A/S, udarbejdet tempoopgørelse for perioden 1. september 1990 til 8. november 1991 med 1. kvartal 1989 som sammenligningsperiode. Herefter forelå der for 7 ansatte ulovlige temponedsættelser - d.v.s. efter fradrag for lovlige temponedsættelser under hensyn til bortfaldet af den tidligere bonusordning - på henholdsvis 10,56, 20,16, 22,07, 29,12, 29,77, 30,25 og 30,94 %.

Indklagede har bl.a. fremlagt en oversigt - udarbejdet af fællestillidsmand Willy Jørgensen - over »de forhold, som forringer mekanikernes omsætning«, samt et notat udarbejdet af samme vedrørende en gennemgang den 4. december 1991 af 2 måneders arbejdskort (9. måned 1990 og 2. måned 1991), der skal vise fejl og mangler, der er med til at forringe omsætningen for de indklagede arbejdstagere og herved også indtjeningen til virksomheden. Heroverfor har klagerne fremlagt en af virksomheden udarbejdet redegørelse, dateret den 13. december 1991, indeholdende virksomhedens kommentarer til de af indklagede påståede fejl.

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af statsautoriseret revisor Tom-Will Nordby, teknisk direktør Tonny Wendt Jensen og fællestillidsmand Willy Jørgensen.

Tom-Will Nordby har nærmere forklaret om den af ham udarbejdede tempoopgørelse. Han har bl.a. forklaret, at der ved opgørelsen er taget hensyn til de indsigelser, der var rejst mod beregningerne af temponedsættelser under den tidligere sag. Under afhøringen har han forklaret, at det nok vil være rigtigt at korrigere opgørelsen af de ulovlige temponedsættelser efter en timeløn på 112,62 kr. - i stedet for 115,47 kr. - hvilket vil betyde, at den ovenfor beregnede ulovlige temponedsættelse for de 7 ansatte bliver henholdsvis 8,25, 17,87, 19,79, 26,80, 27,45, 27,94 og 28,66 %. Foreholdt indklagedes kritik af beregningerne har han fastholdt, at temponedsættelserne - med den nævnte korrektion - er korrekt opgjort.

Tonny Wendt Jensen har bl.a. forklaret om den af virksomheden udarbejdede redegørelse af 13. december 1991 vedrørende fællestillidsmand Willy Jørgensens kritik af arbejdskortene. Efter hans opfattelse er der ikke fejl i arbejdskortene, men havde man haft ret i sine indvendinger, ville det højst have betydning for 1 % af temponedsættelserne. Foreholdt en række indvendinger fremført af indklagede imod beregningerne af de påståede ulovlige temponedsættelser - herunder den af Willy Jørgensen udarbejdede oversigt (nævnt ovenfor) og Willy Jørgensens forklaring under domsforhandlingen - har han dels bestridt rigtigheden af Willy Jørgensens oplysninger, dels afvist, at de nævnte forhold skulle have betydning for beregningerne. Han har påtalt temponedsættelserne på alle mulige måder, både individuelt over for de enkelte ansatte og generelt under samarbejdsudvalgsmøder. Dette er sket løbende også før mødet den 13. juli 1991, som Willy Jørgensen har forklaret om.

Willy Jørgensen har uddybet de af ham skriftligt meddelte oplysninger, der efter indklagedes opfattelse viser, at omsætningsnedgang kan skyldes andre forhold end ulovlige temponedsættelser. Han har bl.a. yderligere forklaret, at han under et møde den 3. juli 1991 af virksomhedens ledelse fik udleveret en oversigt med opgørelse af påståede temponedsættelser for hver enkelt mand. Han fik samtidig pålæg om at fortælle de pågældende, at de skulle sætte tempoet i vejret, og det gjorde han. Dette var første gang, det blev sagt »officielt« fra virksomhedens ledelse, hvad man mente med temponedsættelser. Tidligere havde der kun været tale om »sjove bemærkninger«, f.eks. formuleret som et spørgsmål til vidnet om, hvornår han skulle have »skiftet de sutsko«. Han mener ikke, tempoet har været for lavt, og tror i øvrigt ikke på, at man bevidst kan holde tempoet nede over en længere periode end ca. 1 måned. Han har tilføjet, at det ville være mest fornuftigt, hvis man fik en bonusaftale igen, eller at man fik at vide, hvad de enkelte arbejdsopgaver var sat til i fastprisværket.

Klagerne har til støtte for sine påstande gjort gældende, at det ved det af den statsautoriserede revisor udarbejdede dokumentationsmateriale - der har taget hensyn til de indvendinger, der førte til frifindelse af indklagede under den tidligere sag - er bevist, at der fra den 1. september 1990 har været tale om overenskomststridige temponedsættelser, der for de ansatte, der er omfattet af sagen, udgør de af revisoren for hver enkelt udregnede procentsatser. Rigtigheden af de indvendinger, der er rejst af indklagede mod beregningen, bestrides af klagerne, der i øvrigt har gjort gældende, at der under ingen omstændigheder er sandsynliggjort fejl i en sådan størrelsesorden, at dette er relevant for bedømmelsen. Det må derfor pålægges de indklagede arbejdstagere straks at normalisere arbejdet, og de bør pålægges bod på tilsvarende måde, som det skete ved Arbejdsrettens dom af 25. november 1985 i sag nr. 10.445 vedrørende samme virksomhed. Det må herved lægges til grund, at de ansatte løbende over hele perioden er blevet adviseret om de påståede individuelle temponedsættelser, og at der ikke fra virksomhedens side er udvist passivitet, der kan føre til bortfald af bodsansvaret.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at de af den statsautoriserede revisor foretagne beregninger ikke kan lægges til grund ved afgørelsen af, om der er tale om overenskomststridige temponedsættelser, hvilket i øvrigt bestrides. Indklagede har herved bl.a. henvist til, at revisoren under sin forklaring for Arbejdsretten erkendte at have anvendt en forkert timelønssats ved beregningen, hvilket under domsforhandlingen førte til en korrektion af de ulovlige temponedsættelser med 2 - 3 %. Herudover har indklagede på en række punkter påvist forhold, der i hvert fald betyder, at revisorens tal ikke ukritisk kan lægges til grund. Hertil kommer, at det ikke forekommer sandsynligt, at der over så lang en periode kan være foregået bevidst overenskomststridige temponedsættelser, og det er ikke dokumenteret, at klagerne før den 3. juli 1991 har tilkendegivet - med angivelse af procenter - omfanget af de påståede temponedsættelser. Klagerne har herved udvist en betydelig grad af passivitet, der må afskære klagerne fra at gøre noget krav gældende. I øvrigt er forskellen imellem de påståede temponedsættelser for hver enkelt af de ansatte så stor, at dette modsiger tanken om en fælles overensstemmelse om ulovligt at nedsætte arbejdstempoet. Under disse omstændigheder bør der ikke blive tale om bod eller højst om idømmelse af en symbolsk bod.

Arbejdsretten finder, at klagerne ved det nu tilvejebragte statistiske materiale, suppleret med statsautoriseret revisor Tom-Will Nordbys vidneforklaring, har godtgjort, at de i bilag 1 anførte arbejdstagere - bortset fra Per Lindahl - har deltaget i en overenskomststridig temponedsættelse hos Bilia Motor A/S, LV-afdelingen, i perioden fra den 1. september 1990. Der må gives indklagede medhold i, at fastlæggelsen af det præcise omfang af temponedsættelserne er behæftet med visse usikkerhedsfaktorer. Indklagede har imidlertid ikke sandsynliggjort, at disse forhold i væsentlig grad kan forklare de ved klagernes materiale påviste betydelige, uberettigede temponedsættelser.

Klagernes påstand 1 om normalisering af arbejdet må derfor tages til følge.

Med hensyn til bodspåstanden bemærkes, at temponedsættelserne har fundet sted over en meget lang periode, men at virksomhedens ledelse ikke før den 3. juli 1991 over for arbejdstagerne præciserede de krav til arbejdspræstationerne, man mente at kunne stille. Under disse omstændigheder finder Arbejdsretten det betænkeligt at anse temponedsættelserne for bodspådragende før dette tidspunkt. De omhandlede arbejdstagere pålægges herefter hver at betale en bod på 20 kr. for hver dag, de efter den 3. juli 1991 har deltaget i de uberettigede temponedsættelser.

T h i k e n d e s f o r r e t

De på bilag 1 anførte arbejdstagere - bortset fra Per Lindahl - tilpligtes straks at normalisere arbejdet. De skal endvidere hver betale en bod, der fastsættes til 20 kr. for hver dag, de efter den 3. juli 1991 har deltaget i den uberettigede temponedsættelse. Boden tilfalder Dansk Arbejdsgiverforening. I sagsomkostninger skal indklagede, Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund, betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Dom 1992 3020 Valid

Ved Arbejdsrettens dom af 30/1 1991 i sag nr. 89.389 og 90.054 blev arbejderne på en virksomhed frifundet for en påstand om bod for temponedsættelser fra den 30/10 1989, idet Arbejdsretten ikke kunne se bort fra nogle indvendinger, som arbejdersiden havde fremført mod de i sagen foreliggende beregninger over de påståede temponedsættelser. Under en ny sag blev temponedsættelser fra 1/9 1990 fundet godtgjort, idet det dog anførtes, at fastlæggelsen af det præcise omfang af temponedsættelserne var behæftet med visse usikkerhedsfaktorer. Disse fandtes imidlertid ikke i væsentlig grad at kunne forklare de ved virksomhedens materiale påviste betydelige uberettigede temponedsættelser. Temponedsættelserne havde fundet sted over en meget lang periode, men virksomhedens ledelse havde ikke før den 3/7 1991 over for arbejdstagerne præciseret de krav til arbejdspræstationerne, man mente at kunne stille. Under disse omstændigheder fandt Arbejdsretten det betænkeligt at anse temponedsættelserne for bodspådragende før dette tidspunkt. Arbejderne pålagdes herefter en bod på 20 kr.

for hver dag, de efter den 3/7 1991 havde deltaget i de uberettigede temponedsættelser.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →