Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Grafisk Arbejdsgiverforening for E. Schønemanns Eftf., Nyborg, (advokat Merete Preisler). Dommere: Brink, Bæhring, Kardel (retsformand), Knap Kofod, Gert Kristensen og Spang-Hanssen. Bod 2.2.2.. Særoverenskomst. Nedsættelse af ugeløn med tilkendegivelse af, at manglende accept heraf ville medføre opsigelse, ikke anset overenskomststridig.(* 1) (* 2)

Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Grafisk Arbejdsgiverforening for E. Schønemanns Eftf., Nyborg, (advokat Merete Preisler). Dommere: Brink, Bæhring, Kardel (retsformand), Knap Kofod, Gert Kristensen og Spang-Hanssen. Bod 2.2.2.. Særoverenskomst. Nedsættelse af ugeløn med tilkendegivelse af, at manglende accept heraf ville medføre opsigelse, ikke anset overenskomststridig.(* 1) (* 2)

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Grafisk Arbejdsgiverforening for E. Schønemanns Eftf., Nyborg, for Arbejdsretten med påstand om, at indklagede E. Schønemanns Eftf. har handlet overenskomststridigt ved den 2. august 1991 at have meddelt medarbejderne John Hansen og Jørn Lassen opsigelse, såfremt de ikke accepterede lønnedsættelse. Der er endvidere nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagekalde skrivelserne af 2. august 1991, og at indklagede tilpligtes til Dansk Typograf- Forbund at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

Indklagede har påstået frifindelse.

Skrivelserne af 2. august 1991 er sålydende

»Som omtalt på vort møde den 29. juli er omkostningerne i trykkeriet for store i forhold til omsætningen.

Vi ser os derfor af driftsmæssige og økonomiske grunde nødsaget til at opsige de indgåede lønaftaler og meddele, at vi ser os nødsaget til at nedsætte lønningerne.

Det er besluttet at nedsætte din ugeløn til kr. 4.300,00 med virkning fra og med uge 44, dvs. pr. 04.11.91.

Såfremt du ikke kan acceptere denne lønnedsættelse, må vi desværre meddele at du kan betragte denne skrivelse som en opsigelse af ansættelsesforholdet til fratræden den 4. november 1991.

Vi imødeser din stillingtagen hertil inden den 16. august 1991.«

Skrivelserne var underskrevet af Bent-Erik Johansen.

Den 9. august 1991 protesterede forbundet over for Grafisk Arbejdsgiverforening ved følgende skrivelse

»Fra forbundets Afdeling Fyn har vi modtaget underretning om, at der hos ovennævnte virksomhed er sket brud på en lønaftale. Virksomheden har meddelt forbundets medlemmer, at ugelønnen med virkning fra uge 44 nedsættes til 4.300,00 kr. Den aftalte løn er 4.725,00 kr.

Forbundet skal herved anmode Grafisk Arbejdsgiverforening om at foranledige, at virksomheden overholder indgåede lønaftaler. Vi forventer Grafisk Arbejdsgiverforenings bekræftelse herpå omgående.

I modsat fald skal vi anmode om, at der straks afholdes mæglingsmøde i virksomheden med henblik på sagens eventuelle videreførelse ved Arbejdsretten. Dato for et sådant møde kan aftales telefonisk med undertegnede.«

Den 10. september 1991 blev der afholdt mæglingsmøde i virksomhedens lokaler, men under gennemgangen af forslag til mæglingsmødereferat afbrød virksomhedens indehaver mødet og anmodede organisationsrepræsentanterne om at forlade virksomheden. Landsorganisationen begærede herefter fællesmøde, der blev afholdt den 23. september 1991, uden at enighed kunne opnås.

Det fremgår af sagen, at den indklagede virksomhed med overtagelsesdato den 15. juli 1991 på grund af store økonomiske vanskeligheder blev afhændet til Peter Rex International ApS, Odense, der ligesom Poul Søndergaard Bogtryk/Offset A/S, Odense, ejes af bogtrykker Bent-Erik Johansen. I forbindelse med rekonstruktionen af virksomheden og dens økonomi skulle der efter henstilling fra virksomhedens bank og i samarbejde med virksomhedens revisor foretages betydelige besparelser på virksomhedens budgetterede lønudgifter. Som følge heraf blev der gennemført forskellige afskedigelser, herunder af en typograf. For de to øvrige typografers vedkommende blev der som anført varslet lønnedgang, idet man tilsigtede en løn svarende til den løn, tilsvarende typografer havde på Odense-virksomhederne. Ugelønnen blev herefter fastsat til 4.395 kr. Det er endvidere oplyst, at mindstelønnen udgør 2.412,40 kr.

Der er under sagen afgivet forklaring af bogtrykker Bent- Erik Johansen og afdelingsformand Knud Schneider.

Bent-Erik Johansen har forklaret, at hans bogtrykkerier i Odense beskæftiger i alt 27 typografer. Den 15. juli 1991 erhvervede han virksomheden Schønemanns Eftf. Virksomheden, der ejedes af bogtrykker Poul Erik Hansen, som havde haft den i ca. 4 år, gik dårligt. De sidste 2-3 år havde der været underskud, og aktiekapitalen var tabt. Den første dag efter ferien - den 29. juli 1991 - blev der afholdt møde, hvor vidnet orienterede om, at han havde overtaget virksomheden, og at det så meget sort ud. Virksomhedens bank og revisor havde stillet krav om, at der måtte ske besparelser inden for en størrelsesorden på 1/2 - 3/4 million kroner. På den baggrund redegjorde han for, at alle måtte gå ned i løn. 2 medarbejdere blev sagt op. John Hansen og Jørn Lassen ville gerne fortsætte, men de forbeholdt sig at tale med deres forbund om den lønnedsættelse, der kunne blive tale om. Den skete lønnedsættelse skete med 3 måneders varsel, selv om de pågældende alene havde krav på 14 dage - 3 ugers varsel. Når lønnen endte med at blive 4.395kr., var det, fordi afdelingsformand Knud Schneider gjorde opmærksom på, at dette var lønnen for medarbejderne i Odense.

Knud Schneider har forklaret, at han ikke forhandlede med Bent-Erik Johansen ved den pågældende lejlighed, og at han ikke på nogen måde havde givet udtryk for nogen accept af det skete.

Til støtte for klagen er det anført, at der ikke som forudsat inden for minimallønsområdet er sket en forhandling. Skrivelserne af 2. august 1991 må forstås som et pålæg med trussel om afskedigelse. Bent-Erik Johansen var klar over, at han overtog en virksomhed, der gik dårligt, men som han skønnede var egnet som investeringsobjekt. Dette er en anden situation, end hvis en virksomhedsindehaver for at sikre virksomheden må beskære lønudgifterne. At der stilles krav fra virksomhedens bank og revisor, er i denne henseende uden interesse. Det passerede må karakteriseres som et kollektivt kampskridt og er derfor et klart overenskomstbrud, hvorfor klagernes påstand i det hele må tages til følge.

Indklagede har anført, at virksomheden har gjort, hvad enhver ansvarsbevidst arbejdsgiver kan og bør gøre i den givne situation. Det var nødvendigt med de anførte besparelser for at bevare virksomheden. Skrivelserne af 2. august 1991 må forstås som opsigelser med tilbud om genansættelse på ændrede vilkår, men kan også forstås som opsigelser af lønaftalen samt betingede afskedigelser, der er gyldige, hvis betingelsen er tilstrækkelig klar, hvilket den er i det foreliggende tilfælde. Det forhold, at en betinget afskedigelse sker samtidig med en opsigelse af en lønaftale, gør ikke forholdet ulovligt.

Efter det foreliggende, herunder oplysningerne om virksomhedens økonomi og den stedfundne orientering af de 2 medarbejdere, finder Arbejdsretten, at der ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at det af indklagede udviste forhold rummer et overenskomststridigt kampskridt. Indklagede frifindes herefter.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, E. Schønemanns Eftf., Nyborg, frifindes.

I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal klagerne betale 2.000 kr.

(* 1) Henvisninger: Knud Illum s.159 f, Per Jacobsen s.541 ff.

Umiddelbart efter overdragelsen af en virksomhed til ny ejer, meddelte denne skriftligt to medarbejdere, at virksomheden på grund af økonomiske vanskeligheder så sig nødsaget til at opsige indgåede lønaftaler og at nedsætte lønningerne. Det blev samtidig tilkendegivet, at såfremt den enkelte medarbejder ikke kunne acceptere lønnedsættelsen, kunne han betragte sig som opsagt til fratræden 3 måneder senere.

Virksomheden blev i den anledning indklaget for Arbejdsretten for overenskomstbrud, idet arbejdersiden fandt, at den nye ejer var klar over, at han overtog en virksomhed, der gik dårligt, men som han skønnede egnet som investeringsobjekt. Dette hævdedes at være en anden situation, end hvis en virksomhedsejer for at sikre virksomheden må beskære lønudgifterne.

Arbejdsretten frifandt virksomheden, idet der ikke fandtes at være fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at det udviste forhold rummede et overenskomststridigt kampskridt.