Legislator Case Law & Legislation
U19920301613 DK

Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter for DSB-færgerestauranter og færgekiosker A/S (advokat Henrik Uldal). Dommere: Arnold Hansen, Erik Jensen, Kardel (retsformand), Sarroe, Sløk, Spang-Hanssen og Strube. Bod 2.3.2. Passivitet. Underbetaling. Bod ikke pålagt på grund af klagerens passivitet med hensyn til sagens indbringelse for Arbejdsretten.(* 1) (* 2)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1992 3016 Valid

Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter for DSB-færgerestauranter og færgekiosker A/S (advokat Henrik Uldal). Dommere: Arnold Hansen, Erik Jensen, Kardel (retsformand), Sarroe, Sløk, Spang-Hanssen og Strube. Bod 2.3.2. Passivitet. Underbetaling. Bod ikke pålagt på grund af klagerens passivitet med hensyn til sagens indbringelse for Arbejdsretten.(* 1) (* 2)

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet den 18. januar 1991 indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter for DSB- færgerestauranter og færgekiosker A/S for Arbejdsretten med følgende påstande

DSB-færgerestauranter og færgekiosker A/S tilpligtes at overholde gældende overenskomst og for begåede overenskomstbrud at betale en bod fastsat efter Arbejdsrettens skøn til Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet.

Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter har pådraget sig organisationsansvar og tilpligtes at betale en bod fastsat efter Arbejdsrettens skøn til Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet.

Spørgsmålet om efterbetaling henskydes til almindelig fagretlig behandling.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagen vedrører 2 spørgsmål

1. Afskedigelse af deltidsansatte den 30. november 1988

i perioden 15. december til 31. december 1988 med tilbud om genansættelse pr. 1. januar 1989 og med tilbud om at arbejde som reserver i juleperioden med mulighed for flere vagter.

Hertil kommer yderligere afskedigelse den 31. maj 1989 af deltidsansatte pr. 15. juni 1989 med tilbud om ansættelse som løsarbejdere efter denne dato.

2. Manglende udbetaling af kostværdi ved sygdom i perioden efter den 1. januar 1989, efter at denne ordning havde været suspenderet fra den 1. april 1987.

DSB-færgerestauranter og færgekiosker A/S er medlem af Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter og dermed omfattet af denne arbejdsgiverorganisations overenskomst med Hotel- og Restaurationspersonalets Samvirke. De overenskomster, der har interesse for denne sag, er henholdsvis fra 1987 og 1989. De bestemmelser, der vedrører deltidsansatte, er §§ 5, 7, 8, 9 og 10 samt §§ 43 og 44, mens bestemmelsen om kostværdi findes i § 15.

Den tvist, der foreligger til påkendelse, skal ses på baggrund af resultatet af et mæglingsmøde den 16. oktober 1987, hvor man bl.a. drøftede, at deltidsansatte ikke var blevet aflønnet med overtidstillæg i henhold til overenskomstens § 8, at ansatte uden ansættelsesbevis arbejdede i faste vagtplaner og havde krav på overtidstillæg, ligeledes i henhold til § 8, samt at der i flere tilfælde ikke blev udbetalt kostværditillæg i sygdomsperioder. På et organisationsmøde den 31. maj 1988 opnåedes der enighed om, at der skulle efterbetales i alt 350.000 kr. for manglende overtidstillæg og manglende afregning af kostværditillæg under sygdom. Beløbet dækkede tillige et beløb for mistet fridagskompensation.

Ad 1. (Afskedigelserne). Den 30. november 1988 afskedigede DSB-færgerestauranter og færgekiosker A/S de deltidsansatte weekendmedarbejdere i perioden 15. december til 31. december 1988. Dette skete ved følgende skrivelse, idet bemærkes, at N.K. og P.P. står for Niels Klim og Peder Paars

»På baggrund af jule sejlplanen, bliver virksomheden nødsaget til at opsige dig, eller vagtændre dig. Der er fordele i at blive opsagt, fordi at du derfor kan tage flere vagter i jule ferien. Det skal dog understreges at hvis du vælger at blive opsagt, vil du blive genansat den 1/1-89. Som det også fremgår af opsigelsen.

De deltids ansatte som har vagter på N.K. kan også vagtændres, hvis opsigelse ikke ønskes. Se vedlagte aftale.

Alle deltids ansatte som har vagter på P.P. om søndagen kl. 10.15, vil blive opsagt, da P.P. har fået ændret sine sejltider, og at det ikke er muligt at vagtændre.«

Skrivelsen var vedlagt følgende opsigelse

»På baggrund af julesejlads, opsiges du hermed i din deltids ansættelse på NK/PP pr. d. 1/12-88 med fratrædelse d. 15/12- 88.

Dog med genansættelse pr d 1/1-89.«

Der blev afholdt mæglingsmøde den 31. marts 1989. Af mæglingsmødereferatet fremgår bl.a. følgende

»HRF gjorde gældende, at virksomheden i strid med overenskomsten havde afskediget et antal medarbejdere med for kort varsel op til jul, med henblik på at undgå at skulle betale tillæg for arbejde på helligdage og overarbejde i perioden 16. december 1988 - 31. december 1988.

HRF krævede efterbetaling for manglende opsigelsesvarsel, overtidsbetaling og helligdagsbetaling og havde endvidere fremlagt arbejdskort m.v. for at godtgøre kravets størrelse. HRF krævede endvidere skærpet bod, idet HRF påstod, at der var tale om bevidst overenskomstbrud. ..........

AHR tog forbehold overfor HRF's påstande og anbringender. Dels fordi der ikke er tale om et specificeret krav og dels fordi teksten relaterer sig til en fortolkning af virksomhedens driftsmæssige dispositioner.

HRF fremførte, at AHR's mæglingsrepræsentanter gjorde sig skyldig i organisationsansvar, idet man ikke ville erkende det overenskomststridige i virksomhedens påståede omgåelse af overenskomsten og ikke ønskede at medvirke til klarlæggelse af bruddets omfang. HRF tog forbehold for at kræve AHR idømt bod for organisationsansvar.

AHR afviste enhver form for ansvar.

For det første fordi HRF's krav hidhører fra en fortolkningstvist, der ikke kan afgøres ved mægling. For det andet fordi HRF i strid med »vejledende retningslinier« ikke har fremsendt specificeret krav før mæglingsmødet. For det tredje fordi kravet ej heller blev specificeret på mæglingsmødet og for det fjerde fordi det ej heller er afklaret nøjagtig om, hvem der er omfattet af hvilke opsigelsesvarsler.'

De fastansatte deltidsbeskæftigede blev igen opsagt den 31. maj 1989 med virkning fra den 15. juni 1989 og i stedet tilbudt ansættelse som løsarbejdere pr. 15. juni 1989.

Organisationsmøde i sagen blev afholdt den 22. juni 1989. Om afskedigelserne i november 1988 hedder det i organisationsmødereferatet

»I forbindelse med opsigelse af 15 fast deltidsansatte op til julen 1988 påstår HRF, at virksomheden bevidst har omgået overenskomsten, og har opfordret medarbejderne til overenskomstbrud. Der skal til de medarbejdere, der har fulgt virksomhedens opfordring ske en efterbetaling. HRF kræver skærpet bod af virksomheden for bevidst omgåelse af overenskomsten.

AHR tilbød en forligsmæssig løsning af sagen, hvilken HRF ikke kunne acceptere.

Enighed kunne ikke opnås.

HRF tog forbehold for at rejse organisationsansvar over for AHR.

HRF forbeholdt sig ret til at videreføre sagen.«

Den 13. juli 1989 blev der afholdt fællesmøde om sagen. På mødet fastholdt Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, at afskedigelserne den 30. november 1988 var foretaget for at omgå overenskomsten. Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter var ikke enig heri. Fra arbejdstagerside tog man forbehold om at indbringe sagen for Arbejdsretten med krav om efterbetaling samt bod.

Ad 2. (Kostværditillægget under sygdom).

På grundlag af lønudbetalingssedlerne for januar og februar 1989 rejste Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet over for DSB-færgerestauranter og færgekiosker A/S spørgsmål om, hvorvidt der var udbetalt kostværditillæg under sygdom. Af en fremlagt lønseddel fremgår det, at der inden træk af kildeskat er medregnet kostværditillæg med 528 kr. med fradrag af 72 kr. for 3 sygedage, hvorefter der i nettobeløbet efter kildeskattetræk er fradraget 528 kr. og tillagt 72 kr. I den anledning blev spørgsmålet behandlet på det den 31. marts 1989 afholdte møde, hvor man enedes om, at begge parter skulle sende en opgørelse over den manglende betaling. Den 13. april 1989 fremsendte forbundet sin opstilling. I denne opstilling er kostværditillægget for hele måneden medtaget inden beregning af kildeskat, mens der i nettobeløbet alene er fratrukket kosttillæg for de dage, hvor den pågældende medarbejder har været beskæftiget. Dette giver en difference på den pågældende lønseddel på 35 kr. i lønmodtagerens favør. Til trods for flere rykkerskrivelser fra forbundet blev spørgsmålet først behandlet på organisationsmødet den 22. juni 1989. På mødet blev der ikke opnået enighed. På fællesmødet den 13. juli 1989 blev det erkendt, at der ikke var udbetalt kostværditillæg under sygdom, og man enedes om, at der skulle ske efterbetaling fra den 1. januar 1989.

Det hedder videre i mødereferatet

»Fra Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund gjorde man endvidere gældende, at virksomheden havde pådraget sig bodsansvar, idet der var tale om et gentagelsestilfælde, og at AHR havde pådraget sig organisationsansvar ved ikke at pålægge virksomheden at bringe overenskomstbruddet til ophør.

Heroverfor gjorde man fra arbejdsgiverside gældende, at man regnskabsmæssigt og skattemæssigt havde udarbejdet lønsedler i den tro, at de indeholdt kostværdibeløbet under sygdom og derfor har handlet i god tro og således ikke har pådraget sig bodsansvar. For så vidt angår AHR, gjorde man fra arbejdsgiverside gældende, at man havde fulgt sagen op, så hurtigt det praktisk lod sig gøre og mener derfor ej heller at have begået nogen handling eller undladelse, hvorved man havde pådraget sig et organisationsansvar.

Fra arbejdstagerside forbeholdt man sig ret til at videreføre sagen for Arbejdsretten med krav om bod.«

Den 27. juli 1989 fremsendtes efterbetalingsbeløbet 9.936 kr.

Der er afgivet forklaring af arrangementchef Jesper Scanholm, inspektør Jan Kithler, fuldmægtig Stefan Høy Falsner og afdelingsformand Finn Lyck.

Jesper Scanholm har forklaret, at han i 1988 til 1989 var driftschef for færgerestauranterne. De deltidsbeskæftigede er normalt ansat fredag, lørdag og søndag. Problemet var, at op mod julen brydes det sædvanlige rejsemønster. Dette, sammenholdt med at den ene af færgerne fik omlagt sin fartplan og startede turene fra Kalundborg, nødvendiggjorde opsigelsen i 1988. Der var i alt 8, der blev opsagt. 5 af disse kom tilbage.

Jan Kithler har forklaret, at de deltidsansatte medarbejdere om bord i Niels Klim blev i vagterne, men med ændret vagtturnus. Problemet opstod, navnlig fordi Peder Paars's ruteplan blev ændret, således at den søndag morgen påbegyndte sejladsen fra Kalundborg og ikke som normalt fra Århus. Der var kun 8, der fik den pågældende opsigelse, og 5 af disse tog imod tilbuddet. Med hensyn til opsigelserne i maj var baggrunden den, at der under sommersejladsen var behov for mere mandskab. Resultatet af disse opsigelser blev, at de fleste af de deltidsbeskæftigede blev heltidsbeskæftigede.

Stefan Høy Falsner har forklaret, at han i Arbejdsgiverforeningen for Hoteller og Restauranter blev sat på den opgave at foretage en beregning af, om der var blevet udbetalt kostværditillæg korrekt. DSB-færgerestauranter og færgekiosker A/S var klar over, at der skulle udbetales et sådant tillæg. Man var samtidig sikker på, at man også havde gjort det. Han foretog i den anledning nogle beregninger, som han redegjorde for i et brev af 14. juni 1989. Dette brev lyder således

»Ved gennemgangen har man kunnet konstatere en forskel i bruttolønnen, der foreligger før skatteberegningen.

Ifølge DSB, er bruttolønnen kr. 14.804,00 mens HRF udregner den til 14.876,74.

Forskellen ligger tilsyneladende i, at DSB fratrækker de 3 dages kostværdi to gange, hvilket udligner hinanden.

Som reglerne er, skal den ansatte beskattes af 22 kostdage af kr. 24,00 hertil kommer at den ansatte skal have udbetalt 3 dages kost, svarende til værdien efter skattetræk.

Dette er tilsyneladende ikke sket i det foreliggende eksempel, idet der mangler kr. 35,00.

Der er således tale om, at nok er den ansatte blevet beskattet af de 3 dages kostværdi på kr. 72,00, men differencen op til kr. 72,00 er ej blevet udbetalt.

DSB Færgerestauranter bør således ændre sin udregningsmåde for fremtiden.«

Afdelingsformand Finn Lyck har forklaret, at kostværditillægget indgik med ca. 60.000 kr. i det tidligere forlig. Under forhandlingerne om kostværditillægget i 1989 var man enige om principperne. I marts 1989 fremlagde forbundet sine lønsedler, og det var hans opfattelse, at arbejdsgiversiden herefter straks kunne tage stilling til efterbetalingsspørgsmålet.

Til støtte for klagen er det gjort gældende, at DSB- færgerestauranter og færgekiosker A/S har brudt overenskomsten ved at afskedige de deltidsansatte i perioden fra den 15. december til den 31. december 1988. Dette er udelukkende sket for at undgå betaling af overtidstillæg og forskudttidstillæg m.v., idet de afskedigede i perioden arbejdede som reserver på mindst fuld tid. Det må anses som en skærpende omstændighed, at man tidligere har omgået overenskomsten ved at kalde deltidsansatte i fast vagtplan for reserver og derved undgå at betale forskellige tillæg, og at man efter sagens påbegyndelse igen afskedigede de deltidsansatte den 15. juni 1989. Overenskomsten er endvidere brudt, ved at man har undladt at betale kostværditillæg for de ansatte under sygdom. Allerede i februar 1989 blev spørgsmålet rejst, men først efter et fællesmøde den 13. juli 1989 blev beløbet betalt den 27. juli 1989.

Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter har efter klagernes opfattelse pådraget sig organisationsansvar ved ikke at erkende, at DSB-færgerestauranter og færgekiosker A/S har handlet overenskomststridigt ved at afskedige de deltidsansatte i juleperioden 1988 samt ved ikke at pålægge virksomheden at udbetale kostværditillæg allerede i februar 1989.

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand har indklagede navnlig anført, at ethvert krav, såvel mod DSB- færgerestauranter og færgekiosker A/S som mod Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter, er bortfaldet som følge af klagernes passivitet, idet klagerne undlod at udnytte de under fællesmødet den 13. juli 1989 tagne forbehold og ventede med at indbringe sagen for Arbejdsretten i 1 1/2 år. Sagen er derfor ikke forfulgt inden for en rimelig tid. De indklagede har yderligere anført, at virksomheden ikke har brudt overenskomsten ved at afskedige de deltidsansatte i julen 1988. Disse afskedigelser er driftsmæssigt begrundet. I perioder, hvor sejlplanen omlægges, er det driftsøkonomisk uhensigtsmæssigt at opretholde beskæftigelsen af deltidsansatte, hvorfor det har været fuldt i overensstemmelse med overenskomsten i stedet at ansætte personale på andre ansættelsesvilkår, og det kan derfor ikke være et brud på overenskomsten at tilbyde de deltidsansatte beskæftigelse på disse ændrede vilkår. Med hensyn til spørgsmålet om betaling af kostværditillæg under sygdom har de indklagede anført, at man på intet tidspunkt har bestridt berettigelsen af, at medarbejderne skulle have et sådant tillæg. Tiden er alene gået med at regne på de foreliggende tal, og indtil resultatet af disse beregninger forelå, har virksomheden været i god tro. Umiddelbart efter at de talmæssige problemer var bragt på det rene, betalte virksomheden det skyldige beløb.

Arbejdsretten skal udtale

Det er af afgørende betydning, at en sag om et påstået overenskomstbrud forfølges inden for en rimelig tid, ikke mindst for at sikre, at de fornødne bevisligheder kan forelægges for Arbejdsretten. I det foreliggende tilfælde blev sagen indbragt for Arbejdsretten 1 1/2 år efter, at man tog forbehold herom. Under de således foreliggende omstændigheder finder Arbejdsretten, uanset indholdet af afskedigelsesskrivelserne, at der ikke er grundlag for at pålægge bod. I overensstemmelse med påstanden har retten ikke taget stilling til et eventuelt efterbetalingsspørgsmål. Vedrørende betaling af kosttillæg for sygdom, finder retten ikke at kunne forkaste de indklagedes anbringende om, at dette spørgsmål i foråret 1989 alene beroede på en talmæssig gennemgang af de foreliggende regneeksempler. Da forholdet var klarlagt, blev det fra virksomhedens side erkendt, at der skulle ske efterbetaling, og denne efterbetaling skete i umiddelbar tilslutning hertil. På denne baggrund finder Arbejdsretten, at der heller ikke er forskyldt bod for så vidt angår dette forhold.

Som følge af det anførte tager Arbejdsretten herefter de indklagedes frifindelsespåstand om bod til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter for DSB- færgerestauranter og færgekiosker A/S, frifindes for påstanden om bod.

I sagsomkostninger skal hver af parterne betale 1.000 kr. til Arbejdsretten.

Dom 1992 3016 Valid

En restaurationsvirksomhed var indklaget for Arbejdsretten med påstand om bod for 1) at have afskediget ansatte med løfte om genansættelse alene for at kunne undgå at betale overtidstillæg m.v. og 2) at have undladt at betale værdi af kostpenge for de ansatte under sygdom.

Virksomheden blev frifundet for påstand 1), da sagen først var indbragt for Arbejdsretten 1 1/2 år efter, at der var blevet taget forbehold herom under et organisationsmøde og for påstand 2), da det lagdes til grund, at virksomheden ikke havde bestridt, at den havde været forpligtet til at betale kostpengeværdi, og at der var sket betaling heraf, efter at kravet var blevet opgjort beløbsmæssigt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →