Arbejdsskade - utjenestedygtighed - pension - forrentning af pensionskrav (* 1)

§ 8, stk. 1 i pensionsregulativet er sålydende

»Finder afsked sted på grund utjenstdygtighed, som er forårsaget af, at der under udførelsen af tjenesten er overgået tjenestemanden en tilskadekomst, er han berettiget til den egenpension, der gælder for en pensionsalder på 37 år.«

Parterne er enige om, at der ikke er realitetsforskel mellem denne regel og den tilsvarende bestemmelse i § 8, stk. 1, i lov om tjenestemandspension, der beskriver tilskadekomst som en tilskadekomst, der begrunder erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring.

Af sagen fremgår, at T, der er født i 1940, pr. 1. maj 1974 blev tjenestemandsansat som socialrådgiver under Københavns Amts sygehuse.

Den 18. november 1981 pådrog T sig en skade på sin arbejdsplads, Herlev Sygehus, idet hun gled på et nyvasket gulv. Den 4. maj 1982 blev hun undersøgt afElsebeth Nielsen, speciallæge i fysiurgi og rehabilitering, der i en erklæring af 6. maj 1982 til T's læge Hans Ostenfeld udtalte

»Siden skolealderen belastningsprovokerede lændesmerter. Konsulteret OH i 20-års alderen, fik konstateret holdninganomali og blev tilrådet Mensendieck gymnastik og svømning. Har til delse fulgt sidste ård. Har aldrig haft korset.

1978 indlagt KASGl. fysiurgisk afdeling på mistanke om mere universel inflammatorisk ledlidelse, hvilket blev afkærftet.

Fysioterapi inkl. traktion har haft en vis effekt, kiropraktisk minus effekt.

Aktuelle

November 81 kraftigt torsionstraume af hele columna, da pt. gled på glat gulv. I starten mest generet af nakkesmerter og svimmelhed, som bedredes på kiropraktorbehandling, men fortsat er generende ledsaget af følesforstyrrelser i venstre ansigtshalvdel.

Siden traumet har pt. haft lave lændesmerter med forbigående udstråling til bag- og lateralsiden af venstre femur til midt på crus. Ingen hotenyse aggravation, ingen sphinterforstyrrelser.

Tilstanden bedret indenfor de sidste uger, men på. føler sig fortsat stiv og træt i lænd - - -

Konklusion

Recidiverende lændehold hos 40-årig kvinde med belastningssymptomer far lænd siden skolealderen. Obj. findes holdningsanomali, distinkt ømhed af L 4-5 samt hypermobilitet af bevægesegmentet. Derttil kommer spændingshovedpine og svimmelhed efter torsionstraume af cervikalcolumna, for knapt 1/2 år siden.

Pt. henviser til rtg. af columna carvicalis og lumbalis 1. m.h.p. mobilisering af fixerede segment, 2. m.p.p. plan for stabiliserende øvelser. Pt. medgives øvelsesprogram for cervikalomna og lænd, tilrådes svømmetræning mindst 1 time ugl.«

T belv sygemeldt den 13. august 1982 og blev den 8. oktober 1982 efter henvisning fra speciallæge Esther Nielsen indlagt på Frederiksborg Amtssygehus i Hillerød. Den 15. oktober s.å. blev der afgives sålydende erklæring til læge Hns Ostenfeld

- - - »42-årig kvinde, der siden 20-års alderen har haft tendens til recidiverende længehold.

De seneste år har der været ca. 2 uprovokerede lændehold om året, ofte med udstråling til ve. ben langs siden af famur, lat. siden f crus. November 1981 fik pt. i forbindelse med fald på et glat gulv et indirekte forvridningstraume. Sidan da har der været næsten konstante lavtsiddene lændesmerter med udstråling som ovenfor nævnt. Indimellem har der ligeledes været udstrålende smerter til hø. ben samt paræstesier i de midterste tæer på hø. fod. Er forsøgt behandlet med stræk med god effekt. Der har ikke været effekt af antiflogistica.

Inden aktuelle indlæggelse tiltagende gener fra lænden samt med udstrålende smerter, har forsøgt sengeleje ca. 3 uger i hjemmet, med god effekt, indl. da det er vanskeligt at gennemføre konservativ behandling derhjemme.

Obj. findes lændalordosen affladet. Der er let indskærnket sidebøjninger, ingen direkte ømhed svarende til columna. Endvidere en lettere scoliose med torsion.« - - -

Ved en skrivelse af 9. november 1982 gav læge Ingrid Galatius til Herlev Sygehus følgende oplysninger vedrørende T's sygdomsforløb

»Pt. pådrog sig nov. 81 et forvridningstraume, idet hun gled på glat gulv på sin arbejdsplads. Herefter fremkom rygsmeter for hvilke hun kortvarigt var sygemeldt inov. Har siden gået til behandlinger herfor og bliver igen sygemeldt 13.8. Under denne sygemelding sengeliggende i hmemmet, senere indlagt på Centralsygehuset i Hillerød. Pt. er nu sudskrevet pr. 15.10., går fortsat til ambulant kontrol og er i fortsat optræning. Siden udskrivelse oppegående og siden d. 4.11. kunnet færdes udenfor hjemmet. Vi vil formode, at pt. kan blive arbejdsfør efter ca. 4 ugers fortsat sygemelding - - -»

Københavns Amtskommune meddelte ved en skrivelse af 5. januar 1983 T følgende

»Fra Københavns Amts Sygehus i Herlev har man modtaget meddelse om at De pr. 3. november 1982 har oppebåret løn under sygdom i ialt 120 dagen inden for 12 på hinanden følgende måneder.

På baggrund af den modtagne lægeerklæring har amtskommunen forelagt sagen for Nævnet for Helbredsbedømmelser i tjenestemandssager.

Nævnet har nu udtalt, at der efter de foreliggende oplysninger er lægeligt grundlag for afsked på grund af svagelighed.

Amtskommunen er på dette grundlag sindet at indstille, at De afskediges fra Deres stilling som socialrådgiver ved Amtssygehuset i Herlev med udgangen af april måned 1983 på grund af svagelighed - - -»

I januar 1983 indgav Herlev Sygehus skadesanmeldelse vedrørende uheldet den 18. november 1981. spørgsmålet om afskedigelse og arbejdsulykke drøftedes på et møde mellem Københavns Amtskommune og Dansk Socialrådgiverforening. Amtskommunen fastholdt indstillingen om afdkedigelse og meddelte ved skrivelse af 24. februar 1983 T afsked på grund af Svagelighed.

I en skrivelse af 7. april 2983 til socialrådgiverfoeeningen fastholdt amtskommunen afskedigelsen og oplyste, at T i perioden 10. maj 1974-31. december 1982 var registreret med følgende fravær

»1974 12 dage

1975 134 dage

1976 20 dage

1977 85 dage

1978 79 dage

1979 46 dage

1980 47 dage

1981 55 dage

1982 151 dage

I alt 629 dage«

Efter anmodning fra Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab foretog overlæge Jørgen Therkelsen, Neuromedicinsk Afdeling, Centralsygehuset Hillerød, den 1. februar j1984 undersøgelse af T og udtalte i en erklæring af 6. februar 1984 følgende

»På foranledning af Deres brev af 6.1. har jeg den 1.2. undersøgt ovenstående, som ikke er mig bekendt fra tidligere, men som legitimerede sig ved tilsigelsen.

Sygehistorie

Siden ungdommen har hun lidt af migræne - nu aftagende. 1978 fysiurgisk afdeling glostrup på .............

Af sygehusets jounal fremgår, at pt. har lidt af recidiverende lændehold siden 20-års alderen. Dette mener pt. nok er noget overdrevt, idet hun første gang fik lændehold 22 år gammel og først indenfor de sidste ca. tre år har haft ischiassmerter i venstre ben.

Hun er dog undersøgt5 OHK 1967, hvor røntgen skal have vist holdningsanomali.

Hun har gennem årene fået enkelte serier af fysioterapi med god virkning. - - -

Nuværende ulykkestilfælde

Indtraf den 18.11.81 under arbejde som socialrådgiver på Herlev Sygehus. Skadelidte gled på et nyvasket gulv, var ved at falde, retede sig op, men gled så igen og forvred ryggen holt op i akken. Der var angiveligt højlydte knæk i nakke og ben. Hun var imidlertid i stand til at hold lalancen. Efter dette tilfælde havde hun kraftig svimmelhed.

Efter nævnte ulykkestilfælde forværredes pt.'s lænde- og nakkesmerter betydeligt, der var smerteudstråling til venstre og senere også til højre ben.

Hun gik til kiropraktor, som foretog manipulationer. Hun fik medicinsk behandling med NSAID.

Februar 82 fik hun fysioterapi Stenløse (stræk og varme). Maj 82 søgte hun fysiurg Elsebeth Nielsen, som konkluderede, det drejede sig om recidiverende lændehold hos en 40-årig kvinde med belastningssymptomer fra lønd siden skolealderen.

Objektivt fandtes holdningsanomali, distinkt ømhed af L 4,5 samt hypermobilitet af bevægesegmentet. Hertil kom spændingshovedpine og svimmelhed efter torsionstraume af cervikalcolumna for knapt et halvt år siden.

7.6.82 Frederikssund Sygehus, røntgen af columna lumbalis: dagens ratio disci lumbalis V m.gr. Columna recta. Røntgen af culomna cervicalis: udrettet cervikal lordose.

7.9.-15.10.82 FAC, fysiurgisk afdeling E: prolapsus disci inter vertebralis lumbalis, obs. pro. Der fandtes affladet lændelordose negativ Laseque, ømhed i lændemuskulaturen.

Behandling: Bassinøvelser, stofstøttekorset.

Hun er siden set ambulant, sidst 14.3.83, hvor pt. nævnte sig psykisk reduceret, der anbefales neurologisk undersøgelse, men den blev aldrig effektueret. - - -

Nuværende tilstand.

Intermitterende smerter tværs over lænden, smerterne optræder uprovokeret, såvel is tående som i liggende stilling.

Svien og brænden på udsiden af begge underben.

Paræstesier i højre storetå. Ingen kraftnedsættelse. Ingen hoste eller bugpresseaggravation. Ingen vandladningssymptomer. Der er for tiden ingen symptomer fra nakken.

Tendens til sovende paræstesier i venstre kind, især når hun ophører ved voltaren.

Indenfor de sidste par år har hun bemærket hukommelsessvækkelse (kan ikke huske navne på kendte personer og andre hverdagsting).

Det har generet hende i hendes arbejde. Hun her derfor søgt IP. - - -

Objektivt.

Psykisk umiddelbart upåfaldende.

Det viser sig imidlertid, at hun intellektuelt fungerer dårligt, hun ken ikke omstrukturere et 4-cifret tal, kan ikke klare 100-7 prøven, af en historie på 18 enheder kan hun kun til dels huske de 6.

Somatisk: Sundt ydre.

Intet abnormt ved kraniet.

Kranienerver: normale bortset fra højresidig høresvækkelse (barndommen).

Overekstremiteter: Ingen synlige forandringer. Der er normal kraft tonus, sensibilitet, oordination og reflektser.

UE: uden synlige forandringer. Laseque minus/minus. Der er normal kraft og reflekser. Normal overflads- og dybdesensibilitet.

Columna: rejser sig over ende uden armstøtte. Lænden flad uden direkte eller indirekte ømhed. Der er kun let bevægelsesindskrænkning. fingergulv-afstand 10 cm.

BT 130/80.

Diagnose

Degeneration disci lombo-sacralis.

Columna lumbalis recta.

Traumatisk lumbago.

Dementia præsenilis obs. pro.

Konklusion

43-årig socialrådgiver, som efter det oplyste tidligere har haft tendens til lændehold og ischias. Endvidere har hun lidt af aftagende migræne. Gennem de senere år hukommelsessvækkelse.

Ved ulykkestilfælde for 15 måneder siden pådrog hun sig indirekte læsion af lænd og nakke og fik efterfølgende nakkesmerter og forværring af lændesmerterne.

Der har efter de foreliggende undersøgelser ikke været tegn til dikulær kompression. Røntgen har vist diskusdegeneration af 5. lændediskus.

Efter det oplyste drejer det sig om et reelt ulykkestilfælde med indirekte læsion af den i forvejen syge ryg. Skadelidte er angiveligt uden skyld i, at tilfældet ikke blev anmeldt rettidigt.

Forsikringsmæssigt drejer det sig således om forværring af forud bestående sygdom.

Ved undersøgelsen i dag er der dog kun påvist beskedne objektive forandringer, som umiddelbart ikke skulle medføre erhvervsudygtighed so cocialrådigver.

Det er imidlertid skadelidte magtpåliggende, at det er sygdommen med den traumatiske forværring og ikke demensen som er årsag til hendes erhvervsudygtighed, som hun alene opfatter som »en følge af arbejdsskade« - et forhold som åbenbart vil have konsekvenser for hendes pensionsberegning.

Jeg har opfordret pt. til at lade sig indlægge i nærværende neuromedicinsk afdeling til videre undersøgelse for dement respektive pseudodement. Hun vil overveje tilbuddet.'

Den 19. juni 1984 traf Sikringsstyrelsen afgørelse, hvorefter T blev tilkendt en erstatning som følge af arbejdsskaden, beregnet efter en mengrad på 10%. Der blev samtidig gruffet afgørelse om, at arbejdsskaden ikke havde medført en nedsættelse af erhvervsevnen på 15% eller derover.

Ved brev af 16. juli 1984 indbragte T Sikringssyrelsens afgørelse for Den Sociale Ankestyrelse, der den 5. februar 1986 traf følgende afgørelse

Efter oplysningerne om Deres indtægts- og erhvervsforhold før og efter arbejdsskaden finder ankestyrelsen, at erhvervsevnetabet før fastsættes til 15%.

Arbejdsskaden findes at have medført varigt men på 15%.

Af afgørelsens sagsfremstilling fremgår blandt andet

- - - »De lægelige følger af arbejdsskaden foreligger blandt andet beskrevet i neuromedicinsk speciallægeerklæring af 6. februar 1984. - - -

- - - Ved oversendelsen af sagen har Sikringsstyrelsen henvist til, at mengraden er fastsat i overensstemmelse med Sikringsstyrelsens lægers opfattelse og styrelsens praksis i tilsvarende sager.

Sikringsstyrlsen har endvidere anført, at erhvervsevnetabet er fastsat til under 15%, idet Sikringsstyrelsen ikke har anset Deres afskedigelse som en følge af en forværring af Deres ryglidelse. De har efter det oplyste fået afslag på ansøgning om invalidepension, hvilket ankestyrelsen har tiltrådt ved sin afgørelse af 26. september 1985. - - -»

Af en påtegning på den kopi, som sendtes til Sikringsstyrelsen, fremgår

»Erhvervsevnetabet er bevilget som en »slået-ud« erstatning.

Mengraden er forhøjet under hensyn til den følge skaden lægeligt set har haft på pågældendes psykiske tilstand - - -»

T har for landsretten forklaret, at hun i 1962 fik et hold i ryggen og søgte læge. I slutningen af 1960'erne fik hun igen et hold i ryggen og blev sendt til undersøgelse på Ortopædisk Hospital. Hun fik at vide, at der ikke var noget i vejen med ryggen og blev anbefalet at dyrke emnsendieck gymnastik og svømning og fik at vide, at hun skulle passe på sin arbejdsstilling. Hun fik ikke nogen efterfølgende behandling. Hun var meget træt og øm i lænden og var sygemeldt. I januar/februar 1978 var hun igen sygemeldt på grund af hold i ryggen. I sommeren 1977 var hun indlagt til observation på Glostrup Sygehus. Hun havde smerter i hofter, knæ og skuldre, og der var mistanke om leddegigt forårsager af allergi. Efter indlæggelsen fik hun gigtmedicin, som hjælp.

Om fraværsregistreringen for reioden 10. maj 1974-831. december 1982 har hun forklaret, at der i fraværet for 1975 er medregnet 3 måneders barselsorlov og 1 måneds sygeorlov i anledning af graviditeten, som ikke må medtages i sygestatistikken. Fra begyndelsen af oktober 1978 til måske begyndelsen af februar 1979 havde hun en længere samlet fraværsperiode på grund af samarbejdsproblemer med den ledende socialrådgiver Hanne Reintoft. Tillidskvinden oplyste, at man havde talt om problemerne, og at ledelsen ville være indstillet på at acceptere en sygemelding. Hun tilføjede, at hun var klar over, at hun ikke måtte anbefale sagsøgeren en sygemelding. I januar/februar 1979 bakkede amtskommunen hende op og hun tog imod et tilbud om en stilling på Herlev Sygehus. I 1980/81 havde hun sygdomsfravær på grund af muskelallergi, der medførte svære hyppige forkølelser med bihulebetændelwse og øgede tilfælde af migræne. Før arbejdsskaden havde hun i 1981 en uges sygefravær på grund af hold i ryggen hUn har aldrig før oktober 1982 modtaget hverken mundtlig eller skriftlig påtale på grund af sit fravær.

T har vedrørende uheldet den 18. november 1981 forklaret, at hun havde travlt og kom gående hastigt. Pludselig gled hun på et nyvasket gulv og bøjede bagover i en forvreden stilling. Der lød højlydte knæk i lænden og nakken. Efter uheldet gik hun ind på afdelingen og fortalte personalet, hvad der var sket. De følgende dage var hun sygemeldt på grund af forhøjet temperatur og hyppige vandladninger. Hun troede da, at hun havde blærebetændelse. Da hun kom tilbage på arbejdet, bad hun om at få skaden anmeldt. Hun misforstod instruksen og anmeldte skaden til afdelingssygeplejersken. Senere opdagede hun, at skaden skulle have været anmeldt til den ledende socialrådgiver. I december 1981 og januar 1982 fik hun 2 behandlinger hos en kiropraktor og turde herefter ikke fortsætte behandling3erne på grund af smerter i ryggen. I april 1982 henvendte hun sig til sin læge, der henviste hende til fysiurg Elsebeth Nielsen. Efter undersøgelsen blev hun anbefalet at holde sengen. Herefter blev hun optrænet med bassinøvelser, men måtte ophøre med behandlingerne efter 2 gange på grund af smerter. I august 1982 blev hun sygemeldt og bad i den foribndelse sygehusets ledende socialrådigver om at udnersøge, hvad der var sket med anmeldelsen af arbejdsskaden. I september samme år blev hun indlagt. Ved udskrivningen i oktober 1982 havde hun det meget dårligt. Under indlæggelsen havde hun klaget over, at hun huskede dårligere. Dette kunne eventuelt skyldes medicinindtagelsen, eller at hun på grund af smerter sov dårligt om natten. Der blev ikke gjort noget ved problemet. I begyndelsen af 1983 genoptog huna rbejdet, men måtte holde op efter 14 dage. Ved undersøgelsen hos overlæge Jørgen Therkelsen den 1. februar 1983 havde hun ikke længere problemer med hukommelsen. Han syntes, at problemet var interessant. Under undersøgelsen, der varede 1/2 time, gik han frem og tilbage, og hun måtte bede ham sætte sig, idet hun hærer dårligt på hjre øre.

Den 27. april 1987 blev hun ansat som vikar i Frederikssund Kommune og lbe efter et par måneder fastansat. Hun har sagt stillingen op pr. 1. august 1989, fordi hun på grund af problemer med ryggen ikke kan klare en fuldtidsstilling.

Sagsøgeren har gjort gældende, at § 8, stk. 1 i pensionsregulativet og den tilsvarende bestemmelse i lov om tjenestemandspension skal ses i sammenhæng med lov om arbejdssskadeforsikring. Af forarbejderne (Folketingstidende 1968/69 tillæg A sp. 4022) til lov om tjenestemandspension fremgår, at det har været hensigten at skabe fuld overensstemmelse med den dagældende arbejdsulykkesforsikringslove. Der må derfor sættes lighedstegn mellem erstatning tilkendt efter arbejdsskadeforsikringsloven og pension på grund af tilskadekomst på arbejdspladsen. Erstatning tilkendes efter § 27 i arbejdssskadeforsikringsloven ved konstateret erhvervsevnetag på 15%, hvis skaden ud fra en lægelig vurdering har haft indflydelse på sygdomstilstanden. Samme kriterier gælder for tilkendelse af »slået ud«-erstatning. Den Sociale Ankestyrelse har på grundlag af de i sagen foreliggende lægeerklæringer fastsat et erhvervsevnetab på 15%, hvilket skaber en stærk formodning for, at betindelserne i pensionsvedtægtens § 8, stk. 1 er opfyldt. Der er intet, der tyder på, at det sygefravær, som førte til sagsøgerens afskedigelse, har været forårsaget af en før uheldet bestående lidelse. Der har været problemer med ryggen, men kun i begrænset omfang, og fraværet før arbejdsulykken skyldes i det væsentlige andre forhold end ryggen. Den eneste erklæring, som ikke støtter sagsøgeren, er afgivet af overlæge Jørgen Therkelsen, der ser væk fra de tidligere erklæringer og stiller diagnosen dement på baggrund af en kort samtale med sagsøgeren 1 år efter afskedigelsen. Denne erklæring er indgået i Ankestyrelsens furdering og har ført til fastsættelse af et erhve3rvsevnetab på 15%. Den forandring, der er sket i sagsøgerens tilstand, viser klart, at der er en sammenhæng mellem skaden og den utjenstdygtighed, som førte til afskedigelsen. Efter almindelig erstatningsretlig teori og praksis konstateres årsagssammenæng også i de tilfælde, hvor skaden har udløst et bestående anlæg eller forværret en bestående lidelse.

Sagsøgeren har vedrørende rentepåstanden anført, at denne kan støttes på rentelovens § 8, stk. 2, jfr. § 3, stk. 5, subsidiært på almindelige retsgrundsætninger, idet sagsøgte må pålægges skylden for, at sagen er trukket i langdrag, og ikke bør opnå en berigelse herved.

Sagsøgte har gjort gældende, at det sygdomsfravær, som førte til sagsøgerens afskedigelse, ikke er forårsaget af arbejdsskaden. Sagsøgeren blev afskediget på grund af et markant højt sygdomsfravær også i tiden forud for den 18. november 1981. Efter sygestatistikken har søgsøgerens sygdomsfravær uner hele ansættelsen ligget væsentligt over gennemsnittet for kvinder, beregnet til 6 dage årligt. Efter lægeerklæringerne har sagsøgeren lidt af recidiverende længedhold siden 20-års alderen, og efter uhelder er den kun konstateret beskedne objektive forandringer. Overlæge Therkelsens erklæring, som er den eneste, der direkte tager stilling til spørgsmålet om årsagssammenhængen, dokumenterer, at der ikke er en sådan. Ankestyrelsen har ganske vist konstateret et erhvervsevnetab på 15%, men har i sine præmisser ikke taget afstand fra Sikringsstyrelsens begrundelse. Tilkendelse af en »slået-ud erstatning« skaber ikke formodning for årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden og utjenstdygtigheden, og en eventuel formodning er i øvri8gt afkræftet af overlæge Therkelsens erklæring. Ankestyrelsen har i overensstemmelse med denne erklærning konstateret, at utjenstdygtigheden er et resultat af en række omstændigheder, og har ud fra dette alene tilkendt »slået ud«-erstatning. Hændelsen i november 1981 har kun skabt en forværring af en bestående sygdom, hvilket ikke kan sammenlignes med de tilfælde, hvor et sygdomsanlæg bliver påvirket.

Vedrørende sagsøgerens rentepåstand har sagsøgte anført, at kravet først kan blive rentebærende fra fremlæggelsen af replik den 7. november 1988. Sagsøgte har ikke trukket sagen i langdrag, idet amtskommunen ikke kendte arbejdsskaden, da afskedigelsesproceduren blev indledt.

Landsrettens bemærkninger

Der er mellem parterne enighed om, at T den 18. november 1981 pådrog sig en arbejdsskade med en indirekte læsion af ryggen til følge, og at hun ved amtskommunens skrivelse af 24. februar 1983 blev afskediget på grund af utjenstdygtighed. Tvisten vedrører derfor kun spørgsmålet, om den utjenstdygtighed, som førte til afskedigelsen, har færet forårsaget af arbejdsskaden.

Det må efter de foreliggende oplysnigner lægges til grund, at T's betydelige fravær i tiden før arbejdsulykken den 18. november 1981 i væsentligt omfang skyldtes andre årsager end lidelse i ryg og lænd. Ved arbejdslulykken skete en beskadeigelse af ryggen, og T har umiddelbart efter søgt læge og underrettet sin arbejdsplads om arbejdsulykken. Hun har derefter for lidelse i ryg og lænd gennemgået en række behandlinger hos kiropraktor og speciallæge og blev hospitalsindlagt i oktober 1982. Den 12- måneders periode, der ligger til grund for beregningen af T's 120 sygedage, begynder den 3. november 1981 og vedrører således hovedsageligt tiden efter arbejdsulykken. Der er ikke i speciallæge Elsebeth Nielsens erklæring af 6. maj 1982 elelr udskrivningserklærning af 15. oktober 1982 fra Frederiksborg Amtssygehus i Hilleråd noget, der tyder på, at sygdomsfraværet skyldes andet end arbejdslulykken, og overlæge Jørgen Therkelsens erklæring af 6. februar 1984 taler ikke afgørende herimod. På grundlag af blandt andet disse lægeerklæringer har Den Sociale Ankestyrelse ved sin afgørelse af 5. februar 1986 i medfør af § 27 i lov om arbejdsskadeforsikring fastsat erhvervsevnetab på 15% som følge af arbejdsskaden.

På denne baggrund foreligger der en overvejende grad af sandsynlighed for, at den helbredstilstand, som begrunder afskedigelsen, er forårsaget af arbejdsulykken. Betingelserne for pension efter pensionsregulativets § 8, stk. 1, må derfor anses for opfyldt.

Der gives herefter sagsøgeren dom i overensstemmelse med den nedlagte påstand, dog således, at der alene kan tilkendes renter fra den 7. november 1988.

- - -

I sagsomkostninger betaler sagsøgte til statskassen 28.000 kr., heraf retsafgift 5.170 kr.

HØJESTERETS DOM

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen ahr deltaget ni dommere: Pontoppidan, Weber, Munch, Kiil, Else Mols, Hermann, Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen og Per Sørensen.

Parterne har gentaget deres påstande.

Indstævnte har subsidiært påstået stadfæstelse.

På forsepørgsler fra appellantens advokat har Den Sociale Ankestyrelse i skrivelser af 6. august og 5. november 1990 bl.a. udtalt

»Ankestyrelsen fandt, at det ulykkestilfælde, pågældende var udsat for den 18. november 1981, medførte en forværring af hendes forudbestående ryglidelse, og at denne forværring medførte en varig erhvervsevnenedsættelse på 15% og kom til at virke som den udløsende faktor for hendes arbejdsophør.

- - - »slået-ud« erstatning efter praksis tilkendes i tilfælde, hvor et arbejdsophør ikke udelukkende kan anses at være begrundet i følgerne efter arbejdsskaden, men hvor arbejdsskaden må anses for at have været det udløsende faktor.'

Af de af landsretten anførte grunde finder Højesteret, at arbejdsulykken har haft væsentlig betydning for indstævntes utjenstdygtighed. Højesteret tiltræder derfor, at betingelserne for at tillægge indstævnte pension efter pensionsregulativets § 8, stk. 1, er opfyldt.

Ved Finansministeriets cirkulære nr. 107 af 29. juni 1982 er det bestemt, at der ved forinket betaling af bl.a. pensionsydelser til statens tjenestemænd skal betales morarenter efter rentelovens § 3. På denne baggrund finder Højesteret, at det påståede pensionsbeløb i medfør af rentelovens § 8, stk. 2, jfr. § 3, stk. 5 bør forrentes som påstået af indstævnte, dog tidligst fra den 5. marts 1986, der ligger 1 måned efter ankestyrelsens afgørelse om indstævntes krav på erstatning for tab af erhvervsevne, jfr. herved lovens § 3, stk. 3.

Med denne ændring stadfæster Højesteret dommen.

THI KENDES FOR RET

Landsrettens dom bør ved magt at stande med den ændring, at appellanten, københanvs amtskommune, skal betale rente svarende til sædvanlig procesrente fra de respektive forfaldstidspunkter for udbetaling, dog tidligst fra den 5. Marts 1986.

I sagsomkostninger for højesteret skal appellanten betale 40.000 Kr. Til statskassen.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

Arbejdsskade - utjenestedygtighed - pension - forrentning af pensionskrav (* 1)

Københavns Amtskommune (adv. Mariann Norrbom)

mod

T (adv. Thomas Rørdam e.o.).

ØSTRE LANDSRETS DOM 13. NOVEMBER 1989 (9. AFD.) (Kjær, Melchior, Hanne Duetoft).

Under denne sag, der er anlagt den 22. marts 198. har sagsøgeren T påstået sagsøgte Københavns Amtskommune dømt til at anerkende, at sagsøger i forbindelse med afskedigelsen fra hendes stilling som socialrådgiver ved Københavns Amtskommune med virkning fra udgangen af maj måned 1983 er berettiget til pension i medfør af § 8, stk. 1 i pensionsregulativ for Københavns Amtskommune. Sagsøgte er samtidig påstået dømt til at betale 488.557,55 kr., svarende til pension for tiden fra den 1. juni 1983 til den 24. april 1987, med tillæg af sædvanlig procesrente fra de respektive forfaldstidspunkter for udbetaling, til betaling sker. Sidstnævnte påstand er nedlagt den 7. november 1988.

Sagsøgeren har under domsforhandlingen frafaldet en subsidiær påstand om berettigelse til pension i medfør af pensionsregulativets § 2, stk. 1.

Sagsøgte har påstået frifindelse under henvisning til, at der ikke er den nødvendige årsagssammenhæng mellem skaden den 18. november 1981 og den utjenstdygtighed, som førte til afskedigelsen den 24. februar 1983.

Sagsøgte er enig i, at pensionen fra den 1. juni 1983 til den 24. april 1987, såfremt betingelserne efter § 8, stk. 1, må anses for opfyldte, udgør det påstævnte beløb.

Der er meddelt sagsøgeren fri proces under sagen.

Ingen

Resume (udarbejdet af Socialministeriet) Godtgjort, at der var den fornødne årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden og den utjenestedygtighed, som førte til afskedigelsen, hvorefter der blev tilkendt tilskadekomstpension efter tjenestemandsreglerne.