Landsforeningen PROSA for PROSA/ØST for PROSA/UNIDATA- klubben (advokat Christian Harlang og professor, dr.jur. Ole Krarup) mod Finanssektorens Arbejdsgiverforening på egne vegne og for UNIDATA/UNIBANK A/S (advokat Poul Johannessen). Biintervenient: Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Danske Bankfunktionærers Landsforening (advokat Peter Breum) Dommere: Marie-Louise Andreasen (næstformand), Bollerup- Jensen, Otto Hansen, Kiil (retsformand), Allan Nielsen, Riis (næstformand), Mols Sørensen, Aage Sørensen og Westergaard. Processuelle spørgsmål 3.4 og 3.6. Genoptagelse nægtet.(* 1) (* 2)

Landsforeningen PROSA for PROSA/ØST for PROSA/UNIDATA- klubben (advokat Christian Harlang og professor, dr.jur. Ole Krarup) mod Finanssektorens Arbejdsgiverforening på egne vegne og for UNIDATA/UNIBANK A/S (advokat Poul Johannessen). Biintervenient: Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Danske Bankfunktionærers Landsforening (advokat Peter Breum) Dommere: Marie-Louise Andreasen (næstformand), Bollerup- Jensen, Otto Hansen, Kiil (retsformand), Allan Nielsen, Riis (næstformand), Mols Sørensen, Aage Sørensen og Westergaard. Processuelle spørgsmål 3.4 og 3.6. Genoptagelse nægtet.(* 1) (* 2)

Ved Arbejdsrettens dom af 21. marts 1991 i sag nr. 90.328 blev de indklagede, Finanssektorens Arbejdsgiverforening og UNIDATA/UNIBANK A/S, frifundet for en række påstande, som klagerne, Landsforeningen PROSA for PROSA/ØST for PROSA/UNIDATA-klubben, havde nedlagt med henvisning til lov nr. 111 af 21. marts 1979 om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.

I skrivelse af 28. maj 1991 har advokat Christian Harlang og professor, dr.jur. Ole Krarup for klagerne begæret sagen genoptaget og til støtte herfor anført følgende

»I forbindelse med Arbejdsrettens forberedelse af sag nr. 91.109 mødte medunderskrevne professor Ole Krarup for Landsforeningen PROSA den 27. marts d.å. Retten beklædtes af højesteretsdommer Palle Kiil. Af retsbogen fremgår følgende.......

»Retsformanden bemærkede, at professoren i en kronik i Politiken d. 6. februar 1986 i forbindelse med omtalen af en af ham for PROSA ført voldgiftssag har givet udtryk for den opfattelse, at retsformanden er et »villigt arbejdsgiverredskab«. Da det må formodes, at dette fortsat er professorens opfattelse, og at denne deles af den part, som professoren repræsenterer, afsagde retsformanden i medfør af retsplejelovens § 62, stk. 1, 2. pkt., sålydende

KENDELSE

Da der efter det foreliggende er grund til at frygte, at klagerne, repræsenteret ved professor, dr. jur. Ole Krarup, ikke kan have tillid til retsformandens fuldstændige upartiskhed,

bestemmes

Retsformanden viger sit sæde.'

Den voldgiftssag retsformanden refererer til blev afgjort ved opmandskendelse af 8. januar 1986. Sagen drejede sig om hvorvidt den gældende overenskomst mellem IS Datacentralen af 1959 og PROSA/DC indeholdt den nødvendige hjemmel til at voldgiftsretten kan ikende bod i anledning af overenskomstbrud.

PROSA anså - og anser - den af opmanden afsagte kendelse for urigtig, men PROSA anser selvsagt ikke en urigtig opmandskendelse for inhabilitetsbegrundende med hensyn til fremtidige sager. Den omstændighed at PROSA og PROSA's procedør offentligt kritiserer kendelsen udgør naturligvis heller ikke noget forhold som egnet til »at vække tvivl om hans (retsformandens) fuldstændige upartiskhed.«

Efter vores opfattelse er det uantageligt, at retsformandens oplevelse af sig selv som ikke-uvildig skulle kunne føres tilbage til PROSA's kritik af den afsagte kendelse, så meget mere som PROSA hverken forud for retsformandens kendelse af 27. marts eller ved andre lejligheder har fremsat habilitetsindsigelser over for dommer Kiil: derimod finder vi en plausibel forklaring på retsformandens oplevelse af sig selv som inhabil i den omstændighed, at det samme retsspørgsmål, som retsformanden i sin egenskab af opmand afgjorde ved den nævnte opmandskendelse af 8. januar 1986, sidenhen blev afgjort med modsat resultat ved kendelse af 25. november 1988 afsagt af et formandsskab på tre medlemmer, nemlig daværende højesteretspræsident P. Christensen og højesteretsdommerne Mogens Hornslet og Erik Riis, hvilket kan udlægges som en kritik af kendelsen af 8. januar 1986, som i lyset af den senere afsagte kendelse af 25. november 1988 kan kritiseres for en ukorrekt anvendelse af grundlæggende overenskomstretlige fortolkningsprincipper til ugunst for PROSA...........

Grundlaget for, at retsformanden har erklæret sig inhabil, må følgelig være retsformandens egen - for PROSA ubekendte - oplevelse af, at han ikke skulle være i stand til at handle uvildigt i den foreliggende sag som følge af, at PROSA havde været såvel vidne som årsag til den senere desavouering. PROSA har således ikke haft nogen synlig anledning til at rejse indsigelse i anledning af, at højesteretsdommer Kiil fungerede som retsformand.

Da den citerede kendelse af 27. marts d.å. bygger på, at formodningen om manglende tillid »deles af den part professoren repræsenterer«, er PROSA af den opfattelse, at den inhabilitet, som retsformanden konstaterer d. 27. marts også - omend uerkendt - har gjort sig gældende 6 dage forinden, da der blev afsagt dom i sag nr. 90.328. Hvorfor retsformanden erklærer sig inhabil i den ene sag, men ikke i den anden, når han dog i sin kendelse fremsætter formodning om, at den manglende tillid »deles« af PROSA, kan vi ikke forklare. Men vi anser det for en alvorlig retlig mangel ved den afsagte dom, at højesteretsdommer Kiil under de angivne omstændigheder ikke har veget sit sæde i sag nr. 90.328, men har beklædt retten, tilmed som retsformand i sagen.

Den omstændighed, at inhabiliteten kun skulle gøre sig gældende i kraft af medunderskrevne Ole Krarup's fysiske tilstedeværelse i retten, kan ikke godtages, eftersom kun forholdet til procesparten, ikke til dennes repræsentant har habilitetsmæssig betydning.

Den nu konstaterede retlige mangel får en særlig betydning i betragtning af, at Arbejdsrettens dom af 21. marts 1991 er afsagt med deltagelse af to sidedommere, som begge er tilknyttet FTF-organisationer, nemlig Mols Sørensen og Aage Sørensen.

I betragtning af, at en væsentlig del af sagens problematik udspiller sig mellem to lønarbejderorganisationer, nemlig på den ene side PROSA/UNIDATA, der ønsker overenskomst i forhold til egne medlemmer, og på den anden side en af FTF's medlemsorganisationer, nemlig Danske Bankfunktionærers Landsforening, som kræver overenskomstdækning også i forhold til PROSA's medlemmer, har PROSA efter nøje overvejelse besluttet at anfægte gyldigheden af den afsagte dom. PROSA finder, at begge de ovenfor anførte mangler - dels dommer Kiil's deltagelse som retsformand, dels de to FTF-dommeres medvirken - hver for sig, og i hvert fald, når de to forhold bedømmes i sammenhæng, repræsenterer så betydelige sagsbehandlingsfejl, at PROSA må stille krav om en fornyet domsforhandling.

PROSA finder det sandsynligt at de påberåbte sagsbehandlingsfejl kan have haft substantiel betydning, idet den afsagte dom - på juridisk uforklarlig måde - er i modstrid med fast indarbejdede arbejdsretlige antagelser, som de senest har fundet udtryk i Arbejdsrettens dom af 19. marts 1991 i sag nr. 90.193.........

Som baggrund for den foreliggende genoptagelsesbegæring henviser vi særskilt til at en sådan begæring antagelig udgør en betingelse for at sagen kan realitetsbehandles i overensstemmelse med den europæiske menneskerettighedskonventions procesregler. Klage til Menneskerettighedskommissionen er under udarbejdelse.'

De indklagede samt biintervenienten har i indlæg af 26.juni og 30. juli 1991 modsat sig, at begæringen tages til følge. I de indklagedes indlæg hedder det bl.a.

»I lov om Arbejdsretten er ikke direkte angivet, at retsplejelovens regler om dommeres habilitet og om sagers ekstraordinære genoptagelse finder anvendelse.

Det må imidlertid antages, at disse bestemmelser i retsplejeloven analogt finder anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, jfr. den Faste Voldgiftsrets kendelse af 29. juni 1933 (U 1934 side 924) og kommentarerne i Karnovs Lovsamling til retsplejelovens § 399 med henvisninger.

I den indgivne begæring om genoptagelse er anført 2 forhold til støtte for begæringen, nemlig dels den af højesteretsdommer Palle Kiil i sag nr. 91.109 afsagte kendelse, hvorefter højesteretsdommer Kiil som retsformand viger sit sæde, dels Arbejdsrettens sammensætning ved afgørelse af sag nr. 90.328.

I begæringen gøres det gældende, at hvert forhold isoleret bør medføre genoptagelse af sagen, og at dette så meget mere må gælde, når de to forhold bedømmes i sammenhæng.

De pågældende forhold kan hverken hver for sig eller set i sammenhæng medføre genoptagelse af sagen, der endeligt blev afgjort ved Arbejdsrettens dom af 21.3.1991.

For såvidt angår rettens sammensætning fremkom under sagens behandling ingen indsigelser fra klagerens side, og det savner rimeligt grundlag efterfølgende at anfægte dommerne Mols Sørensens og Aage Sørensens habilitet ved at henvise til, at de er tilknyttet FTF-organisationer.

For såvidt angår højesteretsdommer Palle Kiil's beslutning om at vige sit sæde som retsformand i sag nr. 91.109, kan denne beslutning kun ses i lyset af, at klageren i den pågældende sag havde valgt at lade sig repræsentere af professor, dr.jur. Ole Krarup.

Retsformandens kendelse er ifølge sit eget indhold ikke udtryk for nogen erkendelse af inhabilitet, men derimod for, at der på grund af professor Krarups tidligere kronik i Politiken er grund til at frygte, at klageren i den pågældende sag »ikke kan have tillid til retsformandens fuldstændige upartiskhed«, jfr. rpl. § 62, stk. 1, 2. punktum.

I henhold til klagerens egen begæring blev sag nr. 90.328 behandlet med udvidet formandsskab, det vil sige af ialt 9 dommere.

Der er ikke af advokat Chr. Harlang eller professor Ole Krarup anført noget forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at sagen efter en genoptagelse vil få et væsentligt forskelligt resultat, endsige at der foreligger omstændigheder, som i høj grad taler for genoptagelse, jfr. rpl. § 399.

Arbejdsrettens dom behandler helt principielt spørgsmålet om rækkevidden af bestående kollektive overenskomster efter en delvis virksomhedsoverdragelse.

At advokat Christian Harlang og professor Ole Krarup i begæringen side 4, 2. afsnit oplyser, at de ikke er i stand til juridisk at forstå Arbejdsrettens dom, er ikke et forhold, der kan begrunde, at begæringen tages til følge.

Biintervenienten har i sit indlæg anført bl.a.

»Kendelsen (i sag nr. 91.109) bygger på formodningen om, at såvel Prosa som professor, dr. jur. Ole Krarup må antages fortsat at betragte højesteretsdommer Palle Kiil som »villigt arbejdsgiverredskab«, og at højesteretsdommer Kiil i konsekvens heraf viger sit sæde, jævnfør retsplejelovens § 62, stk. 1, 2. pkt.

I forbindelse med sagens forberedelse og gennemførelse blev der på intet tidspunkt rejst indsigelser mod højesteretsdommer Palle Kiils deltagelse i dommerkollegiet, på trods af, at de forhold, der førte til Arbejdsrettens kendelse i sag nr. 91.109 - kronikken i Politiken den 6. februar 1986 - var kendt for Prosa.

På tilsvarende vis blev der heller ikke rejst indsigelser over for, at Mols Sørensen og Aage Sørensen deltog i dommerkollegiet.

For så vidt angår de to sidstnævnte dommeres deltagelse i sagen bemærkes det, at det er forudsat i arbejdsretsloven, at partsvalgte dommere i vid udstrækning fungerer som dommere i sager, hvor de hovedorganisationer, af hvem de er udpeget, repræsenterer arbejdsgiver- respektive lønmodtagerorganisationer. I den forbindelse henvises til Per Jacobsen, Kollektiv Arbejdsret (4. udgave), side 412 f.

Afslutningsvis bemærkes det, at det ikke kan anses for antageliggjort i genoptagelsesbegæringen, at udfaldet af sagen ville være anderledes, såfremt sagen var afgjort uden deltagelse af højesteretsdommer Palle Kiil og dommerne Mols Sørensen og Aage Sørensen .....'.

Parterne har i yderligere indlæg af 30. august og 6. september 1991 uddybet det i de første indlæg anførte, medens biintervenienten i en skrivelse af 18. september 1991 har oplyst, at man intet yderligere havde at tilføje.

Arbejdsretten skal udtale

Sekretær Aage Sørensen, der deltog i pådømmelsen af Arbejdsrettens sag nr. 90.328, er ikke og har ikke været tilknyttet en FTF-organisation, men er medlem af og beskæftiget i Maskinmestrenes Forening, der er tilknyttet FR-Hovedorganisation for Arbejdsleder- og Tekniske Funktionærforeninger i Danmark. Allerede af denne grund må indsigelsen mod denne dommers habilitet afvises.

I den avisartikel, hvortil der henvises i kendelsen af 27. marts 1991 i sag nr. 91.109, har professor Krarup tilkendegivet, at han anser retsformanden for at være partisk og for ensidigt at tilgodese arbejdsgiverinteresser.

Som fremsat af en professor i retsvidenskab ved Københavns Universitets samfundsvidenskabelige fakultet kan det ikke afvises, at tilkendegivelsen er blevet tillagt en vis vægt i hvert fald af den part, professoren repræsenterede under voldgiftssagen. På denne baggrund var det naturligt for retsformanden at vige sit sæde under Arbejdsrettens sag nr. 91.109 - under hvilken parten på ny var repræsenteret af professor Krarup - uden at dette kan tolkes som udtryk for, at retsformanden var eller selv anså sig for inhabil. Der var derfor ikke anledning for retsformanden til at vige sit sæde under behandlingen af Arbejdsrettens sag nr. 90.328, under hvilken parten var repræsenteret af en advokat, som først efterfølgende har tilkendegivet at dele professorens opfattelse.

Herefter og da indsigelsen mod forretningsfører Mols Sørensens habilitet først er fremsat ca. 4 måneder efter domsforhandlingen, kan de af klagerne nu fremsatte inhabilitetsindsigelser ikke begrunde en genoptagelse af sagen. Da heller ikke det af klagerne anførte vedrørende sagens realitet kan give grundlag herfor, jf. arbejdsretslovens § 19 sammenholdt med retsplejelovens § 399,

bestemmes

Den fremsatte begæring om genoptagelse af sag nr. 90.328 tages ikke til følge.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.412, 428 (note 69), K. 3.000 (A 1941, s.86), K.91.109.

Da to ordinære dommere og et medlem af det udvidede formandsskab ikke kunne anses for inhabile, og da det af klagerne anførte vedrørende sagens realititet ikke kunne give grundlag derfor, jf.

arbejdsretslovens § 19, sammenholdt med retsplejelovens § 399, blev en begæring om genoptagelse af arbejdsrettens sag nr. 90.328, hvori dom var afsagt den 21. marts 1991 ikke taget til følge.