Akademikernes Centralorganisation for Privatansattes Fællesudvalg for Virksomhedsgruppen for ingeniører hos indklagede (advokat Lars Svenning Andersen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Sammenslutningen af Arbejdsgivere indenfor Jern- og Metalindustrien i Danmark for Aalborg Boilers A/S (advokat Henrik Uldal) Dommere: Bollerup-Jensen, Bæhring, Cruse, Arnold Hansen, Hornslet (retsformand), Sløk og Thorning. Kollektiv overenskomst 1. Processuelle spørgsmål 3.1. Kollektiv overenskomst anset for indgået.(* 1) (* 2)

Akademikernes Centralorganisation for Privatansattes Fællesudvalg for Virksomhedsgruppen for ingeniører hos indklagede (advokat Lars Svenning Andersen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Sammenslutningen af Arbejdsgivere indenfor Jern- og Metalindustrien i Danmark for Aalborg Boilers A/S (advokat Henrik Uldal) Dommere: Bollerup-Jensen, Bæhring, Cruse, Arnold Hansen, Hornslet (retsformand), Sløk og Thorning. Kollektiv overenskomst 1. Processuelle spørgsmål 3.1. Kollektiv overenskomst anset for indgået.(* 1) (* 2)

Under denne sag har Akademikernes Centralorganisation for Privatansattes Fællesudvalg for Virksomhedsgruppen for ingeniører hos indklagede nedlagt påstand om, at indklagede, Aalborg Boilers A/S, tilpligtes at anerkende, at der mellem parterne er indgået en kollektiv overenskomst den 15. december 1988.

Indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Sammenslutningen af Arbejdsgivere indenfor Jern- og Metalindustrien i Danmark for Aalborg Boilers A/S, har påstået frifindelse.

Sagen for Arbejdsretten angår herefter alene spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en kollektiv overenskomst, idet parterne er enige om, at spørgsmålet om fortolkningen af den foreliggende aftale - hvis Arbejdsretten kommer til det resultat, at der er tale om en kollektiv overenskomst - afgøres ved faglig voldgift.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

Den 13. april 1988 blev der afholdt et møde mellem Virksomhedsgruppen for ingeniører hos indklagede, Aalborg Boilers A/S, og virksomhedens ledelse. I mødet deltog fra Virksomhedsgruppen (kaldet IGAB) bl.a. Bodil M. Nielsen og fra virksomheden (kaldet AB) bl.a. den daværende administrerende direktør, Ole Ewald, og den daværende personalechef , John Nielsen. Ifølge referatet fra mødet blev dette

»afholdt på foranledning af IGAB med det formål at drøfte den forestående gageregulering.

IGAB udtrykte ønske om at få en aftale om fælles lønsumsstigning i % for ingeniører under IGAB. AB meddelte, at man ønskede at se alle ingeniører under eet og ikke ville skele til medlemskab af IGAB. IGAB havde pt. intet ønske om egentlig overenskomst.«

Senere i mødereferatet hedder det

»AB fremlagde sin strategi for dette års lønregulering.

Normalt opgøres reguleringen i tre områder

1) satsstigninger

2) præstationer

3) anciennitet

Med hensyn til pkt. 1 kunne AB meddele, at der i år ikke afsættes noget til satsstigninger (startlønninger) udfra betragtningen om, at AB hellere vil dele de få midler, der er til rådighed, blandt de nuværende ansatte fremfor at give det til nye unge og uerfarne ingeniører.

De få midler der bliver til rådighed vil derfor blive fordelt på punkterne 2 og 3. AB efterlyste i den forbindelse forslag til metode til vurdering af præstationer.

AB kunne ikke endnu give udtryk for hvor stor lønstigningen ville blive, men fandt dog kravet på 12% for urealistisk.

Sluttelig opfordrede AB til forståelse for, at der i år ville blive behov for generel solidaritet blandt alle ansatte, og behov for at skrue forventningerne ned m.h.t. lønstigningsprocenten.

Næste møde indkaldes af AB, når AB har besluttet sig for hvilken generel procentstigning man vil lægge sig fast på. Mødet forventes afholdt primo MAJ 88«

Nyt møde blev afholdt den 23. juni 1988 med deltagelse af bl.a. de ovennævnte fra Virksomhedsgruppen (nu kaldet VG) og fra virksomhedens ledelse. Fra mødet foreligger følgende referat dateret den 24. juni 1988

»Mødets formål var at søge et grundlag for en aftale, der kunne afslutte årets lønforhandling og dermed VG- medlemmernes igangværende deponering af opsigelser.

Der var enighed om, at anvende følgende model for drøftelserne

Parterne er enige om, at det er afgørende, at forhandlingerne føres lokalt, men begge parter måtte tage et forbehold for et eventuelt resultats godkendelse i organisationerne.

AB havde som ufravigeligt krav hensynet til virksomhedens likviditet og omkostningsbegrænsning samt effektivisering. VG havde som ufravigeligt krav at få et eventuelt lønefterslæb udlignet. Både VG og AB havde et fælles krav til effektivisering.

Drøftelserne deltes op i tre faser

Fase A - perioden 01 JUN til 31 DEC 88.

Enighed om, at denne periode bruges til at vurdere effektiviseringsmulighederne. Endvidere enighed om, at der ikke foretages yderligere lønregulering for VG's medlemmer i perioden.

Fase B - 01 JAN 89.

Under forudsætning af en konstateret effektivisering, som vurderes af en effektivitetsgruppe bestående af VG og AB, skal løntallet pr. 01 JAN 89 mindst udgøre 85 i henhold til DIF/IS's løntal, gældende for den gruppe af medlemmer af VG som beskrevet under Fase C - Bem.

Fase C - 01 JUN 89.

Pr. denne dato tiltræbes det, at VG's medlemmer (jvf. bem.) som et gennemsnit mindst ligger på løntal 90 i forhold til DIF/IS's løntal for JAN 89 tillagt ændringen i perioden JAN 89-JUN 89, hvor PFU-fremskrivningen bruges som udgangspunkt for en vurdering af fremskrivningens størrelse.

Bem.

Til at indgå i gennemsnitsberegningen medtages ikke VG- medlemmer, der er fyldt 60 år på beregningstidspunktet og ej heller VG-medlemmer, der er nyansatte i det første år, hvis ancienniteten som ingeniør er mindre end 3 år - eller nyansatte i det første halve år, hvis ancienniteten er større end eller lig med 3 år på beregningstidspunktet.«

Dateret den 27. juni 1988 foreligger følgende

»TILFØJELSER TIL REFERAT AF MØDE DEN 23 JUN 88 MELLEM AB A/S OG VG.

RESULTAT AF DRØFTELSER FØRT DEN 24 JUN 88 MELLEM AB OG VG.

Tilføjelse til Fase B.

»AB vil garantere VG-medlemmerne et gennemsnitligt løntal på 85 pr 01 JAN 89. Begge parter udtrykker dog vilje til at nå en effektivisering.«

Ændring af afsnittet: Fase C - 01 JUN 89.

Pr. denne dato tiltræbes det, at VG's medlemmer (jvf. bem.) som et gennemsnit mindst ligger på løntal 90 med udgangspunkt i PFU's fremskrivning til JUN 89, som har baggrund i den aktuelle DIF/IS landsstatistik for JAN 89.

Tilføjelse til Fase C.

»VG vil garantere en synlig effekt af effektiviseringen indenfor VG-medlemmernes direkte indflydelsesområder pr. 01 JAN 89 mod en garanti fra AB om at nå et løntal 90 pr. 01 JUN 89.

Konstatering af »synlig effekt« afgøres af en gruppe med ligelig repræsentation af AB og VG. Ved uenighed i gruppen udpeges en neutral opmand, hvis afgørelse er endelig.'

Tilføjelse til Fase C -Bem.

»- dog vil en nyansat ikke kunne holdes udenfor beregningen mere end 1 gang.«»

Såvel mødereferatet som tilføjelserne var underskrevet af personalechef John Nielsen for Aalborg Boilers A/S og af Bodil M. Nielsen for Virksomhedsgruppen.

Den 15. december 1988 underskrev de samme den aftale, som nærværende sag drejer sig om. Aftalen, der er en sammenskrivning af det ovennævnte mødereferat af 23. - 24. juni 1988 og tilføjelserne hertil af 27. juni 1988, lyder således

»AFTALE MELLEM

AALBORG BOILERS A/S (AB)

OG VIRKSOMHEDSGRUPPEN IGAB (VG)

Baggrunden for aftalen er referater fra møder mellem AB og VG d. 23-24 JUN 1988, hvis indhold er godkendt af VG's generalforsamling.

Efter den ordinære lønregulering 01 JUN 1988 er parterne enige om følgende

Fase A - perioden 01 JUN 88 til 31 DEC 88.

Denne periode bruges til at vurdere effektiviseringsmulighederne. Der foretages ikke yderligere lønregulering for VG's medlemmer i perioden.

Fase B - 01 JAN 89.

AB garanterer, at det gennemsnitlige løntal for VG- medlemmerne pr. 01 JAN 89 mindst skal ligge på 85 i henhold til DIF/IS »s løntal, gældende for den gruppe af medlemmer af VG, som er beskrevet under bemærkninger. Begge parter udtrykker vilje til at nå en effektivisering.

Fase C - 01 JUN 89.

Pr. denne dato tilstræbes det, at VG's medlemmer (jfr. Bem.) som et gennemsnit mindst ligger på løntal 90 med udgangspunkt i PFU's fremskrivning til JUN 89, som har baggrund i den aktuelle DIF/IS landsstatistik for JAN 89.

VG vil garantere en synlig effekt af effektiviseringen indenfor VG-medlemmernes direkte indflydelsesområder pr. 01 JAN 89 mod en garanti fra AB om at nå løntal 90 pr. 01 JUN 89.

Konstatering af »synlig effekt« afgøres af en gruppe med ligelig repræsentation fra AB og VG. Ved uenighed i gruppen udpeges en neutral opmand, hvis afgørelse er endelig.

Bemærkninger.

Til at indgå i gennemsnitsberegningen medtages ikke VG- medlemmer der er fyldt 60 år på beregningstidspunktet. Det samme gælder for VG-medlemmer, der er nyansatte i det første år, hvis ancienniteten som ingeniør er mindre end 3 år, - eller nyansatte i det første halve år, hvis ancienniteten er større end eller lig med 3 år på beregningstidspunktet.

Dog vil en nyansat ikke kunne holdes udenfor beregningen mere end 1 gang.'

Indklagede har under sagen fremlagt en oversigt af 12. december 1988 over de ingeniører, der efter indklagedes opfattelse var omfattet af aftalen af 15. december 1988. Heraf fremgår, at Virksomhedsgruppen den 12. december 1988 havde 55 medlemmer, hvoraf 7 var ansat inden for de sidste 6 måneder.

På Virksomhedsgruppens vegne skrev Bodil M. Nielsen den 22. februar 1989 således til den administrerende direktør, Ole Ewald.

»Ang.: Effektivitets-bestræbelser i h.h.t. aftale mellem Aalborg Boilers A/S og virksomhedsgruppen

IGAB.

I henhold til vor tidligere aftale af 15/12 1988, har IGAB garanteret en synlig effekt af effektiviseringen for 1988 indenfor medlemmernes indflydelsesområde.

Vi mener da også, at der kan konstateres mange synlige effekter af bestræbelserne. Da konstateringen af den synlige effekt afgøres af IGAB og AB i fællesskab, er vi villige til at diskutere dette, hvis det ønskes, og vi afventer da gerne et forslag til mødetidspunkt.

Idet vi dog anser denne konstatering som en formalitet, også i henhold til vore tidligere møder, anser vi det for unødvendigt med et sådant møde. Hvis du/ledelsen deler denne opfattelse, beder vi om en skriftlig erklæring herpå, så der er klare linier i henhold til vor aftale.«

Brevet blev besvaret den 16. marts 1989 af direktør Ole Ewald, der bekræftede, »at ledelsen er enig i, at der er sket en effektivisering i form af en forbedret udnyttelse af arbejdstiden indenfor IGAB-gruppen til gavn for Aalborg Boilers. Ledelsen finder det derfor ikke nødvendigt med et møde for afklaring af dette.

Derimod ser ledelsen gerne IGAB's vurdering af, hvad dette betyder i henhold til den aftale, der er indgået mellem Aalborg Boilers A/S og IGAB d. 15 DEC 1988.«

Herefter fulgte en række møder mellem parterne - den 12. maj, 17. maj, 20. juni, 30. august og 5. december 1989 - med henblik på at få afklaret gagereguleringen pr. juni 1989 i henhold til aftalen af 15. december 1988. I møderne den 20. juni, 30. august og 5. december 1989 deltog udover repræsentanter for Virksomhedsgruppen og virksomhedens ledelse repræsentanter for Privatansattes Fællesudvalg (PFU) og - bortset fra mødet den 20. juni 1989 - tillige en repræsentant for Jernets Arbejdsgiverforening.

Af protokollatet vedrørende mødet den 20. juni 1989 fremgår bl.a., at »PFU fastslog, at der var tale om en forhandling i henhold til funktionærlovens § 10, stk. 2, hvorfor der var tale om en egentlig forhandling, hvilket blev accepteret af AB.

PFU foreslog sagen afgjort ved voldgift, men noget sådant vil AB først tale med Jernets Arbejdsgiverforening om. Der skal gives besked til PFU snarest.

PFU foreslog, at mødet i givet fald kunne betragtes som et mæglingsmøde, men dette blev afslået af AB.«

I et protokollat af 30. august 1989 siges bl.a.

»Det er på den baggrund ledelsens opfattelse, at aftalen er opfyldt fra AB's side, idet løntallet for januar 1989 endda var 87,4, og at den foretagne regulering af VG's medlemmer pr. 1. juni 89 også har vist ledelsens ønske om at overholde aftalen, idet reguleringen er større end den iøvrigt på AB foretagne.

PFU foreslog, at sagen blev overgivet til afgørelse ved en faglig voldgift, men dette blev afslået af AB.

PFU's forslag om at afgøre det opståede tvivlsspørgsmål ved voldgift kunne ledelsen ikke tilslutte sig, idet der ikke parterne imellem eller organisationerne imellem foreligger et sæt forretningsregler, hvori voldgiftsinstituttet naturligt indgår.

Endvidere føres de forhandlinger, der er ført og fremover vil blive ført mellem AB og IGAB/PFU i medfør af Funktionærlovens regler om forhandling, og der er ikke der henvist til voldgift som afgørelsesinstitut.

PFU forbeholdt sig sin stilling.«

Klageskrift blev indgivet den 18. december 1989.

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af Bodil M. Nielsen og af John Nielsen.

Bodil Nielsen har forklaret, at hun, der siden 1. september 1983 har været ansat på Aalborg Boilers A/S, i marts 1987 blev formand for Virksomhedsgruppen hos indklagede. Aalborg Boilers A/S havde tidligere været en afdeling af Aalborg Værft, men blev pr. 1. januar 1987 som Aalborg Boilers A/S en selvstændig virksomhed samtidig med, at Aalborg Marin Boilers A/S blev en selvstændig virksomhed. Hun var på dette tidspunkt medlem af bestyrelsen for Virksomhedsgruppen. Indtil dette tidspunkt var der ikke foregået egentlige lønforhandlinger. Lønfastsættelsen skete årligt, efter at der havde været afholdt et møde mellem virksomhedens ledelse og formanden for Virksomhedsgruppen. Herunder fandt der en meningsudveksling sted, men det endte ikke i noget egentligt forligsresultat. Det var det generelle lønniveau, der drøftedes. Efter denne drøftelse skete der intet, før den enkelte medarbejder fik besked om den løn, han eller hun skulle have i det kommende år. Om medlemskredsen i Virksomhedsgruppen har vidnet forklaret, at ansatte, der er medlemmer af en af de to ingeniørorganisationer - Dansk Ingeniørforening (DIF) og Dansk Ingeniørsammenslutning - automatisk er medlemmer af Virksomhedssammenslutningen. Dog har nogle medlemmer af de nævnte ingeniørorganisationer mulighed for at opnå dispensation for det automatiske medlemskab af Virksomhedsgruppen, hvis de beklæder ledende stillinger i Aalborg Boilers A/S. Herudover har magistre, landinspektører og farmaceuter adgang til medlemskab af Virksomhedsgruppen, og på det i sagen omhandlede tidspunkt var 2 magistre og 1 landinspektør medlemmer af Virksomhedsgruppen. Virksomheden får løbende lister fra Virksomhedsgruppen over medlemmerne. Virksomhedsgruppens formand er samtidig medlem af virksomhedens kontaktudvalg. På spørgsmål om en uddybende forklaring på, at Virksomhedsgruppen ifølge referatet af det oven for refererede møde med virksomhedens ledelse den 13. april 1988 »pt.« havde »intet ønske om egentlig overenskomst«, forklarer hun, at Virksomhedsgruppen bare havde interesse i en lønaftale, men ikke i en egentlig overenskomst, f.eks. omfattende regler for overarbejde, overarbejdsbetaling og andre forhold. Fra Virksomhedsgruppens side brugte man udtrykket, at man ønskede en »kollektiv aftale«, men ikke ordet en »overenskomst«. Under mødet den 13. april 1988 forlangte Virksomhedsgruppen 12 %, og virksomheden meldte tilbage med et tilbud om 2 1/2 %, hvad Virksomhedsgruppen ikke var tilfreds med. Det endte med, at man pr. 1. juni 1988 fik 3 1/2 %. Virksomhedsgruppen forsøgte at få yderligere pr. 1. juni 1988, men fik et blankt nej. Der var ikke nogen egentlige forhandlinger før gennemførelsen. Herefter henvendte Virksomhedsgruppen sig til Privatansattes Fællesudvalg (PFU) med henblik på at få hjælp til at overtage forhandlingen af lønreguleringen pr. 1. juni 1988, men også PFU fik blankt nej. Forsøget endte uden resultat, men Aalborg Boilers A/S ville gerne fortsat forhandle lokalt med Virksomhedsgruppen. Efter et funktionsmøde i Virksomhedsgruppen besluttede man at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling i Virksomhedsgruppen. På generalforsamlingen, der fandt sted den 16. eller 17. juni 1988, blev det besluttet, at man ville deponere sine opsigelser hos PFU, således at PFU kunne afgive opsigelserne samlet, hvis der blev truffet beslutning herom. Umiddelbart efter generalforsamlingen orienterede man virksomhedens ledelse om beslutningen. Dette førte til, at den administrerende direktør, Ole Ewald, indkaldte Virksomhedsgruppen til et orienteringsmøde, hvor han redegjorde for virksomhedens økonomi. Deponeringen af opsigelser fortsatte imidlertid, og så blev Virksomhedsgruppen indkaldt til det møde, der er refereret i det ovenfor omtalte mødereferat af 23. - 24. juni 1988. Noget sådant var aldrig sket tidligere. I 1987 havde Virksomhedsgruppen søgt at få en lønsumsaftale, men dette var blevet blankt afvist af ledelsen, der ikke var interesseret. Efter mødet den 23. juni indkaldte man til informationsmøde for Virksomhedsgruppens medlemmer, der imidlertid ikke var tilfredse med det resultat, der var opnået på mødet med ledelsen. Den 24. juni meddelte Virksomhedsgruppen ledelsen, at man ikke var tilfreds, og at man ville fortsætte den igangværende deponering af opsigelser. Derefter blev vidnet alene indkaldt til møde med personalechefen. Mødet blev afholdt den 27. juni 1988, og møderesultatet blev godkendt på en generalforsamling i Virksomhedsgruppen, der på grund af ferien først fandt sted den 11. august 1988. Når selve aftalen først blev dateret den 15. december 1988, skyldtes dette alene tilfældigheder og mellemkommende andet arbejde og ikke yderligere forhandlinger om aftalens indhold. Det var de til enhver tid værende medlemmer af Virksomhedsgruppen, der opfyldte aftalens betingelser, og ikke kun de 48, der indgik i beregningerne pr. 12. december 1988, der skulle indgå i senere beregninger i henhold til aftalen.

Landsdelskonsulent John Nielsen har forklaret, at han, der fra 1. oktober 1985 var ansat på Aalborg Værft, den 1. januar 1987 tiltrådte som personale- og PR-chef i Aalborg Boilers A/S. Hans område var funktionærområdet, herunder ingeniørerne. Han kan bekræfte Bodil Nielsens forklaring om den årlige lønregulering, der fandt sted, efter at der var ført drøftelser med de forskellige grupper, herunder med ingeniørerne. I denne forbindelse udveksledes der synspunkter. Der var tale om en »ren drøftelse«. Sådan skete det også i 1988. På spørgsmål om en uddybning af bemærkningen i mødereferatet vedrørende mødet mellem Virksomhedsgruppen og virksomhedens ledelse den 13. april 1988 om, at Virksomhedsgruppen »havde pt. intet ønske om egentlig overenskomst«, har vidnet forklaret, at det var et spørgsmål, man flere gange fra ledelsen side tildels i spøg rejste over for ingeniørgruppen, og man havde forstået, at gruppen ikke var interesseret i at få en »egentlig overenskomst« med regulering af en række forskellige forhold, der ville betyde, at ingeniørerne også ville blive bundet på en række punkter. Vidnet kan i øvrigt bekræfte Bodil Nielsens forklaring med hensyn til forløbet. Der blev ført forhandlinger om effektivitet og om, hvilke krav der kunne stilles til de ansatte, hvis man overhovedet skulle gå med til en lønstigning. Vidnet fratrådte sin stilling pr. 15. januar 1989. Det er vidnets opfattelse, at aftalen pr. 15. december 1988 omfattede de medlemmer af Virksomhedsgruppen, der var ansat denne dato. Han mener ikke, man som nyansat kunne indgå i beregningen ifølge aftalen på grund af anciennitetskravet. På spørgsmål herom bekræfter han dog, at en nyansat ifølge aftalen ikke kunne holdes uden for beregningerne mere end 1 gang. Han kan ikke svare på, om ikke-nyansatte ingeniører, der meldte sig ind i en af de 2 ingeniørorganisationer, og dermed automatisk blev medlem af Virksomhedsgruppen, ville blive omfattet af aftalen. Det havde ikke været inde i overvejelserne. Han kan »af gode grunde« ikke udtale sig om, hvordan Virksomhedsgruppen så ud ved aftalens fase C, den 1. juni 1989. Ordet »overenskomst« har ikke været nævnt ud over i forbindelse med det oven for omtalte møde den 13. april 1988. Hvis der var blevet stillet krav om en »reel overenskomst«, ville det ikke have været noget, der kunne laves på personalechef-niveau. Det havde så måttet op på organisationsplan.

Klagerne har til støtte for påstanden anført, at aftalen af 15. december 1988 opfylder de i øvrigt ikke særligt strenge krav, der efter teori og praksis stilles til en »kollektiv overenskomst«, med den virkning at tvister mellem parterne om aftalen kan afgøres i det arbejdsretlige system. Klagerne har herved fremhævet, at lønreguleringen på den indklagede virksomhed hidtil var blevet ensidigt fastsat af ledelsen, men at man i juni 1988 - efter at Virksomhedsgruppens medlemmer havde påbegyndt en deponering af opsigelser - indgik i en egentlig forhandling med Virksomhedsgruppen med det formål - som det siges i referatet af mødet den 23. juni 1988 - »at søge grundlag for en aftale, der kunne afslutte årets lønforhandling«. Disse forhandlinger endte i et egentligt forhandlingsresultat, der blev godkendt af Virksomhedsgruppens generalforsamling og af Aalborg Boilers ledelse. Når der således gennem forhandling - jf. funktionærlovens § 10 - opnås enighed mellem parterne, er det nærliggende at antage, at der dermed er indgået en overenskomst, der omfattes af den kollektive arbejdsrets regler, og at dette også er tilfældet her støttes af, at aftalen omfatter et betydeligt antal arbejdstagere, en fagligt afgrænset gruppe, med varierende deltagerkreds. Aftalen taler således om »VG-medlemmerne« og ikke om medlemmer af Virksomhedsgruppen på en bestemt dato. Det kunne derfor ved aftalens indgåelse ikke præcis vides, hvor stor gruppen, der skulle indgå i beregningerne, ville være. Den af indklagede fremlagte oversigt over Virksomhedsgruppens medlemmer pr. 12. december 1988 er således uden betydning. Hertil kommer, at aftalen angår et centralt spørgsmål for kollektive overenskomster - lønspørgsmålet - for en 1-årig aftaleperiode og med samtidig regulering af arbejdsvilkårene med hensyn til effektivisering på arbejdstagersiden. At aftalen ikke regulerer andre forhold, betager den ikke dens karakter af en kollektiv overenskomst. Det er ligeledes uden betydning, at Virksomhedsgruppen i april 1988 gav udtryk for, at man ikke ønskede en egentlig overenskomst, idet dette klart for virksomheden alene var udtryk for, at man ikke ønskede en overenskomst omfattende andre spørgsmål end lønspørgsmål, idet sådanne andre spørgsmål for ingeniørerne i vidt omfang er reguleret i funktionærloven, ferieloven m.v. Efter klagernes opfattelse er der herefter tale om en aftale mellem parter og med et indhold, der opfylder betingelserne for en kollektiv overenskomst.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at der ikke er forhold, der tilsiger, at aftalen af 15. december 1988 er en kollektiv overenskomst. Den kan alene anses som en individuel aftale mellem virksomhedens ledelse og de på aftaletidspunktet ansatte ingeniører, indgået af Virksomhedsgruppen som repræsentant for ingeniørerne. Der er tale om et område, hvor kollektive aftaler ikke er sædvanlige, og en tvist som den foreliggende må afgøres ved de almindelige domstole. Som det fremgår af referatet fra mødet den 13. april 1988, havde Virksomhedsgruppen ikke dengang noget ønske om egentlig overenskomst, og under de drøftelser, der førte frem til aftalen af 15. december 1988, gjorde man på intet tidspunkt gældende, at man fra Virksomhedsgruppens side nu krævede en overenskomst. Det burde man have gjort, hvis det var tilfældet. Heller ikke under de senere forhandlinger - herunder ved mødet med PFU den 30. august 1989 - nævnte klagerne, at der var tale om en kollektiv overenskomst. De drøftelser, der var baggrunden for aftalen af 15. december 1988 - d.v.s. møderne den 23. og 24. juni 1988 - skete efter indklagedes opfattelse i overensstemmelse med funktionærlovens § 10, og det er ikke godtgjort af klagerne, at der var tale om et sådant særligt forhandlingsforløb, som sædvanligt foregår i forbindelse med indgåelse af en kollektiv overenskomst. Aftalen af 15. december 1988 var kun en sammenskrivning af, hvad man var blevet enige om i juni måned. Imod at anse aftalen som en kollektiv overenskomst taler også, at den indeholder meget vage bestemmelser om et generelt lønniveau til fordeling og ikke konkrete lønsatser, ligesom også bemærkningerne i aftalen om en »synlig effekt af effektiviseringen« er uklare og rammeprægede. Også den afgrænsede personkreds på arbejdstagersiden taler imod at anse aftalen af 15. december 1988 som en kollektiv overenskomst. Virksomhedens ledelse havde kun de i den fremlagte oversigt af 12. december 1988 opregnede personer i tankerne, og det er uklart, om der, som hævdet af klagerne, er tale om en mere ubestemt kreds af personer. Det er under alle omstændigheder stærkt begrænset, hvad der skulle komme til af ukendte ansatte, der skulle indgå i beregningerne efter aftalen. Afgørelsen må træffes meget konkret, og efter indklagedes mening må en samlet vurdering føre til ikke at anse aftalen som en kollektiv overenskomst.

Arbejdsretten skal udtale

De årlige lønreguleringer for ingeniørerne på Aalborg Boilers A/S var hidtil blevet ensidigt fastsat af virksomhedens ledelse. Da mødet med Virksomhedsgruppen fandt sted den 23. juni 1988, var formålet imidlertid at »søge et grundlag for en aftale, der kunne afslutte årets lønforhandling og dermed VG-medlemmernes igangværende deponering af opsigelser.« Det må lægges til grund, at ledelsen og Virksomhedsgruppen under forhandlinger med det nævnte sigte nåede til den nu omtvistede »Aftale mellem Aalborg Boilers A/S (AB) og Virksomhedsgruppen IGAB (VG)», der fastsatte gennemsnitlige løntal for de til enhver tid - inden for aftaleperioden - værende VG-medlemmer, der opfyldte betingelserne i aftalens bemærkninger for at indgå i gennemsnitsberegningerne. Endvidere fastsatte aftalen de ansattes modydelse i form af en »synlig effekt« af en effektivisering og en procedure til afgørelse af uoverensstemmelser vedrørende konstatering af den nævnte »synlige effekt«. Aftalen var godkendt af Virksomhedsgruppens generalforsamling, og ved en skrivelse af 16. maj 1989 til Virksomhedsgruppen erklærede ledelsen sig enig i, at der var »sket en effektivisering i form af en forbedret udnyttelse af arbejdstiden inden for IGAB-gruppen til gavn for Aalborg Boilers.«

Aftalen af 15. december 1988 må under disse omstændigheder anses som en kollektiv overenskomst, hvorved bemærkes, at IGABs udtalelse på mødet den 13. april 1988 om ikke pt. at ønske en egentlig overenskomst ikke findes at kunne føre til et andet resultat. Klagerne må derfor have medhold i sin påstand.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Aalborg Boilers A/S, tilpligtes at anerkende, at der mellem parterne er indgået en kollektiv overenskomst den 15. december 1988.

I sagsomkostninger skal indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Sammenslutningen af Arbejdsgivere indenfor Jern- og Metalindustrien i Danmark for Aalborg Boilers A/S, betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.72 ff, Ruth Nielsen Lærebog i Arbejdsret, 3.udg. (1990) s.104 ff, K. 7135 (A 1973, s.79), K. 9803 (A 1983, s.37), K. 9856 (A 1983, s.104).

En aftale mellem en gruppe ingeniører kaldet virksomhedsgruppen og den virksomhed, hvor ingeniørerne var ansat, fastsatte gennemsnitlige løntal for de til enhver tid - inden for aftaleperioden - værende medlemmer af gruppen, der opfyldte betingelserne i aftalens bemærkninger for at indgå i gennemsnitsberegningerne. Endvidere fastsatte aftalen de ansattes modydelse i form af effektivisering af arbejdet og en procedure til afgørel-017f uoverensstemmelser vedrørende konstatering af effektiviseringen. Aftalen ansås som en kollektiv overenskomst, og en tidligere tilkendegivelse fra virksomhedsgruppen om ikke p.t.

at ønske en egentlig overenskomst kunne ikke føre til andet resultat.