Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund og Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Danisco A/S, De Danske Sukkerfabrikker, Nykøbing F. (advokat Merete Preisler) Dommere: Bangert (retsformand), Brink, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kofod, Sløk og Spang-Hanssen. Bod 2.3.1. Kutyme. Kutyme ikke opsagt.(* 1) (* 2)

§ 17 Almindelige timelønsbestemmelser.

Stk. 3.

Lønnen for den enkelte arbejder aftales i hvert tilfælde mellem arbejdsgiveren eller dennes repræsentant og arbejderen uden indblanding fra organisationernes eller deres medlemmers side.

Forhandlinger om lønændringer kan højst finde sted en gang i hvert overenskomstår.«

Der er oplyst følgende om sagens nærmere omstændigheder

På Nykøbing Sukkerfabrik har det været kutyme, at tillidsrepræsentanten forhandlede løn for den enkelte klubs medlemmer. I september 1989 overtog Danisco A/S fabrikken. Ledelsen ønskede herefter at skabe ensartede overenskomstforhold på denne fabrik og virksomhedens øvrige sukkerfabrikker. Der blev i den anledning afholdt møder med de ansatte i januar og den 8. februar 1990.

I en skrivelse af 21. februar 1990 anmodede tillidsrepræsentanterne for Dansk Metalarbejderforbund og Dansk El-Forbund om lønforhandling. Skrivelsen lyder således

»Vedrørende lønforhandling pr. 1/3-90.

Det er EL/METALs ønske, at der snarest mulig bliver optaget lønforhandling mellem EL/METAL og NYKØBING SUKKERFABRIK.

Lønudviklingen på det øvrige arbejdsmarked, vil blive lagt til grund for forhandlingen.

Hvordan lønglidningen skal udbetales? lagt direkte på timelønnen, som pension eller på anden måde må afgøres ved forhandlingen.

DA vi allerede nu kan forudse at lønforhandlingen ikke bliver tilendebragt inden d. 1/3-90 håber vi ledelsen er enige i at det opnåede resultat har tilbagevirkende kraft til d. 1/3-90?»

I april måned blev der fastsat løn uden forhandling med tillidsrepræsentanterne.

Efter ønske fra arbejdstagerside blev der den 25. april 1990 afholdt lokal forhandling. Der er udarbejdet følgende referat af forhandlingen

»Arbejderpartens påstand og oplysninger

I henhold til Co overenskomstens paragraf 17 stk. 3. er vi af den opfattelse, at virksomheden ikke overfor nogen parter har ført lønforhandlingen. Protesten går ligeledes mod at virksomheden uden nogen form for information eller forhandling med den ansatte i virksomheden. Normal praksis i virksomheden har altid været, at der er ført kollektive forhandlinger af lønnen, hvilket er sket med virksomhedens billigelse hidtil.

Såfremt overenskomsten skal have nogen berettigelse er vi af den helt klare opfattelse at paragraf 17. st. 3. skal anvendes ved lønforhandlinger i virksomheden.

Virksomhedens påstand og oplysninger

Virksomheden har fastsat lønningerne og informeret tillidsrepræsentanterne om lønningerne for de enkelte medarbejdere.

Medarbejderne har herefter i lighed med forholdene på de øvrige af Danisco's fabrikker fået lønningerne meddelt med den førstkommende lønudbetaling, og der har derefter været mulighed for at få en diskussion af ændringens størrelse med arbejdslederne.

Dette har været benyttet af medarbejderne og er naturligvis stadig åbent for alle.«

Samme dag opsagde virksomheden den tidligere praksis, hvorefter tillidsrepræsentanterne forhandler satsforhøjelse med fabrikken, til ophør pr. 1. juli 1990, og tilkendegav, at man herefter ville anvende bestemmelserne i overenskomstens § 17, stk. 3.

På et mæglingsmøde den 21. maj opnåedes heller ikke enighed. Ifølge mødereferatet gjorde arbejdstagersiden gældende, at virksomheden hverken havde villet forhandle med tillidsrepræsentanterne eller den enkelte lønmodtager forud for lønreguleringen, og at der derfor var begået brud på overenskomstens § 8, stk. 1 og § 17, stk. 3. Virksomheden gjorde gældende, at den ved møder med tillidsrepræsentanterne havde tilkendegivet, hvordan lønningerne ville blive reguleret, hvilket der ikke var blevet gjort indsigelse imod, og at man derefter havde handlet som anført i referatet af lokalforhandlingerne. Man tilbød på det nu foreliggende grundlag at gennemføre en forhandling i overensstemmelse med den hidtidige praksis.

Sagen har været behandlet på et fællesmøde den 18. juni 1990, hvor klagerne fastholdt, at der var begået brud på § 8, stk. 1 og § 17, stk. 3, og tillige gjorde gældende, at der var begået brud på § 2, stk. 2.

Klagerne har herefter ved klageskrift af 13. juli 1990 indbragt sagen for Arbejdsretten, hvor man har nedlagt følgende endelige påstande

Den indklagede virksomhed har begået brud på den gældende overenskomsts § 8, stk. 1 og § 17, stk. 3.

Virksomheden skal betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til klagerne.

Indklagede har påstået frifindelse.

Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af Jørgen Guldbæk Jørgensen, Bjarne Bent Christensen, Bjarne Skov Jensen, Aage Dam Helme og Hans Rasmussen.

Jørgen Jørgensen har forklaret, at han i seks år har været tillidsrepræsentant for Dansk Metalarbejderforbund. Han deltog i et møde den 8. februar, hvis formål var at klarlægge, hvilke særlige aftaler og kutymer der var gældende på fabrikken. Det blev tilkendegivet, at ledelsen ville følge samme fremgangsmåde med hensyn til lønfastsættelse som på Daniscos andre sukkerfabrikker, men den hidtil gældende kutyme blev ikke opsagt, og tillidsrepræsentanterne gik derfor ud fra, at ændringen først skulle have virkning fra 1991, og havde ikke grund til at protestere. Den 21. februar 1990 sendte tillidsmændene skrivelsen om lønforhandling, der svarer nøje til den, man plejede at sende, og som skulle sikre, at lønforhøjelsen fik tilbagevirkende kraft. Lønforhandlingen kommer normalt efter 1. marts, og de ventede, at der ville komme lønforhandling, men virksomheden reagerede ikke. Han kan ikke huske, at der i marts 1990 blev givet en mundtlig orientering om lønforhøjelsen, men blev i april opmærksom på, at der var kommet en lønforhøjelse på 75 øre. De ansatte var ikke tilfreds med de 75 øre, og tillidsrepræsentanterne rettede derfor henvendelse og fik et møde med Aage Helme. Henvendelsen drejede sig både om lønnens størrelse og fremgangsmåden ved fastsættelsen. Når der gik så lang tid, skyldtes det dels påskeferien, dels at de først skulle i forbindelse med forbundet. En enkelt ansat har kort efter lønjusteringen selv forhandlet med virksomheden om sin løn.

Bjarne Christensen har forklaret, at han efter at have fået lønforhøjelsen henvendte sig til Hans Rasmussen og klagede over lønnen, men fik at vide, at der var ikke mere.

Bjarne Skov Jensen har forklaret, at han har været personaledirektør i 2 år. Efter købet af Nykøbing Sukkerfabrik i september 1989 holdtes der straks et orienteringsmøde med medarbejderne om sukkerroekampagnen. I januar 1990 holdt man møde med tillidsmændene om, hvorledes man skulle gribe sagen an for at opnå, at Nykøbing Sukkerfabrik blev drevet som de andre sukkerfabrikker. Der blev holdt nyt møde med tillidsrepræsentanterne den 8. februar for at få en oversigt over de gældende lokalaftaler om kutymer. Han gennemgik, hvorledes Danisco forhandlede løn og gjorde rede for, hvorledes dette afveg fra fremgangsmåden på Nykøbing Sukkerfabrik. De andre steder udmønter arbejdslederen den lønramme, som er udstukket af organisationen. Derefter orienteres tillidsrepræsentanterne, som ikke har forhandlingskompetence, for at give dem lejlighed til at komme med indsigelse. Der kan ikke have været tvivl om, at den nye ordning skulle gælde straks. Det var en uformel opsigelse, men hvis der havde været tvivl, kunne og ville kutymen være blevet formelt opsagt. Der blev ikke opsagt andre kutymer. Der findes ikke referat af dette møde. Helme orienterede ham om tillidsrepræsentanternes brev af 21. februar. Han opfattede ikke henvendelsen som en protest, men som en sædvanlig reminder og sagde, at Helme kunne sige, at man ville komme tilbage til spørgsmålet. Han mener, at der i 1991 er blevet forhandlet i overensstemmelse med kutymen.

Aage Helme har forklaret, at han er fabriksdirektør og var med til mødet den 8. februar. Det angik tilpasningen. Da man nåede til den omhandlede kutyme, redegjorde Skov Jensen udførligt for, hvorledes man ville forhandle løn. Der blev ikke protesteret mod denne form for lønforhandling. De forestående lønforhandlinger blev ikke særligt drøftet, og tillidsrepræsentanterne spurgte ikke herom. Det blev ikke direkte sagt, at kutymen nu var opsagt, men han opfattede det, som om der var enighed herom. Da han modtog tillidsrepræsentanternes brev af 21. februar, ringede han til Jørgen Jørgensen og meddelte, at han ville komme tilbage til sagen. Denne sagde, at brevet først og fremmest skulle sikre tilbagevirkende kraft. På et samarbejdsudvalgsmøde den 30. marts blev der orienteret om lønforhøjelsen. Tillidsrepræsentanternes protest kom først den 20. april. Fabrikken havde lukket i påsken. Der blev i 1990 kun forhandlet med de enkelte ansatte, men de opnåede ikke noget. I 1991 forhandledes efter begge metoder.

Hans Rasmussen har forklaret, at han fra 1978 har været 1. maskinmester. Han deltog i 1990 i et møde, hvor der blev fastsat en lønramme på 75 øre i timen. Tillidsrepræsentanterne blev orienteret på et møde den 30. marts og protesterede ikke. Han holdt derefter møde med de forskellige mestre og fordelte beløbet på grundlag af tidligere begæringer om lønforhøjelse. Efter meddelelsen om de enkeltes lønforhøjelser har han haft forhandling med 15- 20 af de ansatte. Der blev ikke foretaget ændringer i disses løn, men hvis nogen var meget utilfredse, måtte man se på det i løbet af året.

Klagerne har til støtte for deres påstande anført, at der i 1990 eksisterede en kutyme for, at lønforhandling skulle ske med tillidsrepræsentanterne, og overenskomsten indeholder regler om, hvorledes en kutyme kan opsiges. Det kan ikke anses for bevist, at kutymen blev opsagt på mødet den 8. februar, og der findes end ikke et referat af mødet. Hertil kommer, at tillidsrepræsentanterne den 21. februar fremsendte en begæring om lønforhandling, der ikke kunne misforstås. Som svar på denne tilkendegav virksomheden blot, at det var for tidligt at indlede forhandlinger. Først da virksomheden i april fordelte lønstigningen, blev tillidsrepræsentanterne klar over, at virksomheden ikke ville følge den hidtidige fremgangsmåde. Lønnen blev fastsat uden forudgående forhandling med de enkelte ansatte, og § 17, stk. 3, er derfor også blevet overtrådt. Der bør fastsættes en betydelig bod for overenskomstbruddet.

Indklagede har anført, at ledelsen på mødet den 8. februar klart og utvetydigt har tilkendegivet, hvorledes man agtede at forhandle løn, hvilket tillidsrepræsentanterne ikke protesterede imod. Dette må anses for en mundtlig opsigelse, og der kræves ikke skriftlig form, for at en opsigelse kan være gyldig. Klagerne har ikke bestridt, at ledelsen var i en vildfarelse med hensyn til resultatet af mødet den 8. februar, og tillidsrepræsentanternes skrivelse af 21. februar kunne ikke bringe ledelsen ud af denne vildfarelse. Der blev ikke straks reageret på orienteringen om lønfastsættelsen den 30. marts. Protesten kom først den 20. april efter en henvendelse til forbundet, som angik lønnens størrelse, men ikke fremgangsmåden. Klagerne synes også selv at have været i tvivl om, hvorvidt der skulle forhandles i overensstemmelse med kutymen. I referatet af lokalforhandlingen henvises ikke til § 8, men alene til § 17, stk. 3. Denne bestemmelse kræver ikke forhandling, men det er tilstrækkeligt, at der er mulighed for at få kontakt med ledelsen om lønnen, og dette krav har efter Hans Rasmussens forklaring været opfyldt. Med hensyn til spørgsmålet om bod har indklagede anført, at der i hvert fald foreligger formildende omstændigheder, der bør medføre bortfald af bod eller en nedsat bod, idet virksomheden dels har været i god tro med hensyn til kutymens bortfald, dels efterfølgende har tilbudt en forhandling i overensstemmelse med den hidtidige praksis.

Arbejdsretten skal udtale

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at der ikke på mødet den 8. februar skete en udtrykkelig opsigelse af kutymen, men at virksomhedens ledelse med en vis føje gik ud fra, at det var accepteret, at der fremtidig skulle forhandles i overensstemmelse med reglerne i overenskomstens § 17, stk. 3. Når ledelsen ikke udtrykkeligt opsiger en kutyme, må det imidlertid påhvile den at sikre sig, at der virkelig er enighed om, at kutymen er bortfaldet, og der foreligger intet skriftligt om resultatet af forhandlingerne. Der kan ikke bortses fra, at tillidsrepræsentanterne gik ud fra, at de ændrede forhandlingsregler først var gældende fra 1991. Deres skrivelse af 21. februar tyder herpå. Herefter findes det ikke bevist, at der var opnået enighed om, at kutymen var bortfaldet allerede fra forhandlingerne i 1990, og virksomheden har derfor begået brud på § 8. Retten mener ikke at kunne lægge afgørende vægt på, at der i referatet af lokalforhandlingerne den 25. april ikke er udtrykkeligt henvist til § 8. Der refereres, hvorledes lønforhandlingerne hidtil er foregået, og henvisning til § 8 findes i referatet af det følgende organisationsmøde.

Der kan ikke stilles store krav, for at betingelserne i § 17, stk. 3, kan anses for opfyldt. Efter Hans Rasmussens forklaring må det imidlertid lægges til grund, at arbejdstagerne har været uden indflydelse på, hvorledes lønforhøjelsen pr. 1. marts 1990 blev udmøntet. Dette findes ikke at opfylde betingelserne i § 17, stk. 3. Der findes derfor også at være begået brud på denne bestemmelse.

Retten finder ikke tilstrækkelig grund til at lade boden bortfalde, men i betragtning af de formildende omstændigheder, som indklagede har anført, fastsættes boden til 25.000 kr.

Indklagede skal betale Arbejdsrettens omkostninger med 2.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Danisco A/S, De Danske Sukkerfabrikker, Nykøbing F, skal anerkende, at der er begået brud på overenskomstens § 8, stk. 1 og § 17, stk. 3, og betale en bod på 25.000 kr. til Dansk El-Forbund og Dansk Metalarbejderforbund.

Indklagede skal betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund og Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Danisco A/S, De Danske Sukkerfabrikker, Nykøbing F. (advokat Merete Preisler) Dommere: Bangert (retsformand), Brink, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kofod, Sløk og Spang-Hanssen. Bod 2.3.1. Kutyme. Kutyme ikke opsagt.(* 1) (* 2)

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund og Dansk Metalarbejderforbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Danisco A/S, De Danske Sukkerfabrikker, Nykøbing F. for Arbejdsretten for brud på overenskomstens § 8, stk. 1 og § 17, stk. 3.

Overenskomsten mellem Jernets Arbejdsgiverforening og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark indeholder blandt andet følgende bestemmelser

Ȥ 8 Lokale aftaler mellem arbejdsgiveren og arbejderne.

Stk. 1.

Lokale aftaler, kutymer eller reglementer kan - med de i stk. 2 nævnte undtagelser - opsiges af begge parter med 2 måneders varsel til den 1. i en måned, medmindre aftale om længere varsel er truffet.

Stk. 3.

I tilfælde af opsigelse i henhold til stk. 1 og 2 er det den opsigende parts pligt at foranledige lokale forhandlinger afholdt, og for så vidt enighed ikke opnås, da at lade sagen behandle ved mæglingsmøde eventuelt timandsmøde. Begæring om fagretlig behandling skal være den modstående organisation i hænde inden for de i stk. 1 og 2 angivne opsigelsesfrister, jfr. Regler for behandling af faglig strid, § 2, stk. 4.

Stk. 4.

Parterne er ikke løst fra den opsagte lokale aftale, kutyme eller reglement, før disse almindelige regler er iagttaget, selv om udløbsdatoen er passeret.

(* 1) Henvisninger: Rise Faglig Voldgift s.169.

På Nykøbing Sukkerfabrik var det kutyme, at tillidsrepræsentanten forhandlede løn for den enkelte klubs medlemmer. Efter at Danisco i 1989 havde overtaget fabrikken, ønskede ledelsen at skabe ensartede overenskomstforhold på denne fabrik og virksomhedens øvrige sukkerfabrikker. Der blev i den anledning afholdt møder bl.a. den 8/2 1990. Den 21/2 1990 anmodede tillidsrepræsentanter på fabrikken om lønforhandling, men der blev med virkning fra 1/3 1990 fastsat løn uden forhandling med tillidsrepræsentanterne.

Arbejdstagersiden indklagede herefter virksom-017n for Arbejdsretten for brud på kutymen idet det blev gjort gældende, at overenskomstens § 8, hvorefter kutymer kan opsiges med 2 måneders varsel ikke var overholdt af virksomheden. Endvidere blev det gjort gældende, at virksomheden havde overtrådt overenskomstens § 17, stk. 3, hvorefter lønnen for den enkelte arbejder i hvert enkelt tilfælde aftales mellem arbejdsgiveren og arbejderen uden indblanding fra organisationernes eller deres medlemmer side.

Arbejdsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at der ikke på mødet den 8/2 1990 skete en udtrykkelig opsigelse af kutymen fra virksomhedens side, men at ledelsen med en vis føje gik ud fra, at det var accepteret, at der fremtidig skulle forhandles i overensstemmelse med overenskomstens § 17, stk. 3. Når ledelsen ikke udtrykkeligt opsiger en kutyme, må det imidlertid påhvile den at sikre sig, at der virkelig er enighed om, at kutymen er bortfaldet. Det fandtes ikke bevist, at dette var tilfældet, og virksomheden fandtes herefter at have overtrådt overenskomstens § 8. Arbejdsretten lagde endvidere til grund, at arbejdstagerne havde været uden indflydelse på, hvorledes lønforhøjelsen pr. 1.

marts 1990 blev udmøntet. Herefter fandtes der også at foreligge brud på overenskomstens § 17, stk. 3.

Der fandtes at foreligge formildende omstændigheder, men der var dog ikke tilstrækkelig grund til at lade boden bortfalde. Virksomheden blev herefter idømt en bod på 25.000 kr.