Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, (advokat Henrik Uldal) Dommere: Brink, Cruse, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kardel (retsformand), Kofod og Spang-Hanssen. Arbejdsgivers ledelsesret. Bod 2.3.2. Organisationsfjendtlig virksomhed. Temponedsættelse. Tillidsrepræsentant. Virksomhed frifundet for påstand om overenskomstbrud i 3 arbejdsretssager.(* 1) (* 2)

Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, (advokat Henrik Uldal) Dommere: Brink, Cruse, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kardel (retsformand), Kofod og Spang-Hanssen. Arbejdsgivers ledelsesret. Bod 2.3.2. Organisationsfjendtlig virksomhed. Temponedsættelse. Tillidsrepræsentant. Virksomhed frifundet for påstand om overenskomstbrud i 3 arbejdsretssager.(* 1) (* 2)

I Arbejdsrettens sager nr. 90.347, 91.026 og 91.113, der er behandlet under et, har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S med følgende påstande

I sag nr. 90.347: Indklagede Bilia Motor A/S tilpligtes for overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Dansk Metalarbejderforbund.

Industriens Arbejdsgivere tilpligtes for delagtighed i overenskomstbruddet at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Dansk Metalarbejderforbund.

I sag nr. 91.026: Indklagede Bilia Motor A/S tilpligtes at overholde gældende overenskomst og for overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Dansk Metalarbejderforbund.

Og i sag nr. 91.113: Bilia Motor A/S tilpligtes at normalisere arbejdstiden for tillidsmanden og sikkerhedsrepræsentanten på Turbinevej og til Dansk Metalarbejderforbund for brud på gældende overenskomst at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

Industriens Arbejdsgivere tilpligtes for delagtighed i det begåede overenskomstbrud til Dansk Metalarbejderforbund at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

De indklagede har i det hele påstået frifindelse.

I sag nr. 90.347 er klageskriftet dateret den 1. oktober 1990.

Sagen vedrører et forbud fra virksomheden mod, at mekanikerne førte dagsliste over udført arbejde.

I oktober 1989 blev den hidtil gældende bonusaftale opsagt. Mekanikerne har siden været aflønnet med timeløn. En sag om temponedsættelse i perioden indtil den 1. september 1990 blev afgjort ved Arbejdsrettens dom af 30. januar 1991 i sag nr. 89.389. I denne sag fandt Arbejdsretten, at der ikke var tilstrækkeligt bevis for påstanden om overenskomststridig temponedsættelse. Efter det oplyste verserer der en ny tilsvarende sag for så vidt angår perioden efter den 1. september 1990.

Vedrørende nærværende sag er det oplyst, at Metalarbejderforbundets afdeling 14 i København i marts måned 1990 blev bekendt med, at virksomheden havde udstedt forbud mod, at de ansatte mekanikere førte dagsliste over udført arbejde. Under en lokal forhandling den 1. marts 1990 protesterede klubben herimod. Virksomheden henviste til en tidligere lokal forhandling af 5. december 1989, samt til at arbejdstiden efter overenskomsten er effektiv.

Den 8. juni 1990 blev der holdt mæglingsmøde. Der kunne ikke opnås enighed.

Under et timandsmøde den 20. august 1990 fastholdt Industriens Arbejdsgivere, at medarbejderne på virksomheden ikke måtte kopiere virksomhedens arbejdskort, medens Metalarbejderforbundet fastholdt, at medarbejderne måtte føre personlige notater.

Den 3. september 1990 blev der afholdt fællesmøde. Af fællesmødereferatet fremgår følgende.

»Fra arbejderside gjorde man gældende, at virksomheden bryder overenskomsten ved ikke at medvirke til at fremme et godt og roligt samarbejdsklima, jf. udleverede referater af henholdsvis lokal forhandling, mæglingsmøde og timandsmøde, idet virksomheden nægter arbejderne at føre personlige notater over deres arbejdsoperationer.

Fra arbejdsgiversiden bestred man ovennævnte og gjorde gældende, at arbejdstiden er effektiv, og at arbejderne på virksomheden kun har adgang til gennemsyn af arbejdssedlerne, jf. referat af lokal forhandling af 5.12.1989.

Fra arbejdsgiverside gjorde man endvidere gældende, at § 2, stk. 3 ikke bliver iagttaget fra medarbejdernes side, idet medarbejderne i arbejdstiden foretager afskrift af arbejdssedler på trods af mødereferat af 5.12.1989. Dette blev bestridt af arbejdstagerside. .....«

Det nævnte referat af lokal forhandling den 15. december 1989 er sålydende.

»Klubben protestere imod at dens medlemmer bliver nægted adgang til at tage kopier af de udfyldte arbejdskort.

Firmaet hindre derved klubben i at dokumentere at arbejdskortene bliver udfyldt efter givne anvisninger.

Vi betragter det som bevist chikane og systematisk overenskomstbrud, samt forbeholder os ret til at videreføre sagen i arbejdsretten.

Virksomhedens påstand og oplysninger

Ønsker tillidsmanden Knud A Jensen adgang til firmaets arkiver, og se disse, kan dette kun lade sig gøre med undertegnede, efter arbejdstids ophør.

Kopiering tillades ikke......«

Den 6. september 1990 blev der meddelt to mekanikere advarsel for at have afskrevet arbejdskort. Disse advarsler er sålydende.

»Under henvisning til den d.d. stedfundne episode, samt tidl. påtaler, hvor under du afskrev arbejdskort, dette uagtet, at du i henhold til overenskomsten har pligt til, at efterkomme virksomhedens instrukser, selv om en fagretslig sag er under behandling, skal vi hermed meddele dig en advarsel, for forholdet.

I gentagelsestilfælde vil dit fortsatte ansættelsesforhold blive taget under overvejelse, idet virksomheden hverken kan eller vil acceptere disse opstruktioner.«

Dansk Metalarbejderforbund har den 13. februar 1991 oplyst, at der ikke har været tale om egentlig kopiering, men alene en kontrol med »forbrugt tid«.

Klagerne har anført, dels at det nedlagte forbud er misbrug af ledelsesretten, dels at der foreligger overtrædelse af overenskomstens § 2, stk. 1, hvorefter arbejdsgiveren har pligt til at fremme et roligt og godt samarbejde på arbejdspladsen. Det var helt naturligt at forsvare sig mod påstanden om temponedsættelse på den måde, som medarbejderne gjorde det, og der er intet juridisk grundlag for at nægte medarbejderne at se, hvad de laver. Også Industriens Arbejdsgivere er ansvarlige og bør idømmes bod.

De indklagede har - i overensstemmelse med en af driftleder Jørgen Steen Frederiksen afgivet vidneforklaring - fastholdt, at der ikke er noget behov for kopiering af arbejdskort, når der sker aflønning ved timeløn. Virksomheden er i sin gode ret til at nedlægge forbud herimod, idet den har krav på, at arbejdstiden udnyttes effektivt. Hertil kommer, at en kopiering af virksomhedens arbejdskort indebærer en uacceptabel risiko for, at oplysninger af konkurrencemæssig betydning for virksomheden udbredes til skade for denne. Endelig har de indklagede henvist til, at tillidsmanden har fået tilbud om at gennemgå virksomhedens edb-registrede oplysninger. Dette ville kunne foretages fuldt ud effektivt, idet det er muligt at søge oplysninger enten for så vidt angår hver enkelt mekaniker eller for så vidt angår hver enkelt dag.

I sag nr. 91.026 er der indgivet klageskrift den 23. januar 1991.

Denne sag drejer sig om, hvorvidt direktør Ole Jakobsen har udøvet vold overfor tillidsmand Brian Hørringsen, da denne den 17. august 1990 henvendte sig til Jakobsen på dennes kontor i fagligt øjemed. Endvidere drejer sagen sig om, hvorvidt virksomheden har begået overenskomstbrud ved ikke at inddrage Hørringsen i lønforhandlinger i virksomheden den 16. august og 17. august 1990.

Klagerne gør gældende, at virksomheden har overtrådt § 2, stk. 1 og stk. 2, samt § 19, stk. 2.2, i overenskomsten.

I følge § 2, stk. 2, fungerer tillidsmanden som talsmand for de arbejdere, han er valgt iblandt, og kan som sådan over for virksomheden forelægge forslag, henstillinger og klager fra arbejderne, ligesom han skal være bemyndiget til at indgå aftaler med arbejdsgiveren eller dennes repræsentant. Efter § 19, der drejer sig om akkord og andre produktivitetsfremmende lønsystemer, er hver af parterne i medfør af stk. 2.2, berettiget til at tilkalde tillidsmanden til at deltage i den videre forhandling, hvis enighed ikke kan opnås.

Fra referatet af lokal forhandling den 21. august 1990 fremgår følgende

»Klub 388 protesterer kraftigt imod virksomhedens fremgangsmåde, da firmaet nægtede at give tillidsmanden adgang til et møde, hvor ledelsen forelagde et nyt bonussystem for automekanikerne, fredag den 17. august 1990.

Der protesteres også imod den måde hvorpå ledelsen forsøger at presse automekanikerne til at acceptere det af virksomheden forelagte bonussystem.

Ledelsens adfærd strider imod overenskomsten bestemmelser, og klub 388 vil indbringe sagen for arbejdsretten.

Virksomhedens påstand og oplysninger

På opfordring af automekanikerne i klub 388 drøftedes det tidligere udleverede oplæg til bonusaftale. Endvidere blev mekanikerne orienteret om ændringerne i fastprisværket, hvorefter virksomheden forlod konferencelokalet, da mekanikerne ønskede at drøfte det indbyrdes.

Iøvrigt kan virksomheden henvise til overenskomstens §19, stk. 2.1.«

Efter § 19, stk. 2.1, fastsattes akkorden ved fri forhandling med den eller de arbejdere, hvem den pågældende akkord tilbydes.

Den 3. september 1990 blev der afholdt fællesmøde. Af fællesmødereferatet fremgår følgende.

»Fra arbejderside gjorde man gældende, at virksomheden bryder overenskomsten ved ikke at medvirke til at fremme et godt og roligt samarbejdsklima, idet virksomheden søger at gennemføre generelt bonussystem uden tillidsmandens medvirken.

Fra arbejdsgiverside blev der taget afstand fra ovennævnte, og der blev bl.a. henvist til, at man har søgt at gennemføre generelt bonussystem via tillidsmanden uden resultat. Der blev endvidere henvist til, at der i henhold til overenskomstens § 19, stk. 2 pågår individuelle forhandlinger om akkord.......«

Der er afgivet vidneforklaring af tillidsmand Brian Hørringsen samt af driftleder Jørgen Steen Frederikssen og værkstedschef Teddy Johansen, der begge var tilstede under episoden på direktør Ole Jakobsens kontor den 17. august 1990. Endvidere er der afgivet forklaring af værkførerassistent Henrik Jensen.

Det må efter de afgivne forklaringer lægges til grund, at direktør Ole Jakobsen ved den pågældende lejlighed afviste at tale med tillidsmand Brian Hørringsen under henvisning til, at han sad i møde med andre, men at der ikke er udøvet vold overfor Brian Hørringsen. Det må endvidere lægges til grund, at Henrik Jensen sammen med en anden nyansat mekaniker den 16. august 1980 rettede henvendelse til driftsleder Jørgen Steen Frederiksen og bad om orientering om bonusreglerne. Det blev aftalt, at en sådan orientering skulle gives dagen efter umiddelbart før fyraften. Mødet blev holdt i forhandlingslokalet og varede 15 til 20 minutter. En del andre - måske alle andre - mekanikere var til stede, og der blev udleveret kopi af bestemmelserne. Under mødet bankede Brian Hørringsen på døren og ønskede at være til stede. Han fik at vide, at der ikke foregik nogen forhandling, og at mødet blev afholdt på initiativ af mekanikerne. Han trak sig derefter tilbage.

Klagerne har gjort gældende, at virksomheden ved ikke at inddrage tillidsmanden i forhandlingerne om et nyt bonussystem, ved at forsøge at gennemføre dette individuelt ved at forhandle med de enkelte medarbejdere, og ved direktør Ole Jakobsens voldelige adfærd overfor tillidsmanden har handlet overenskomststridigt.

De indklagede har heroverfor gjort gældende, at der ikke er foregået nogen forhandling, men alene en orientering om bonussystemet efter begæring fra medarbejdernes side. Efter overenskomstens § 19, stk 2.2, har der derfor ikke været nogen pligt til at tilkalde tillidsmanden, der alene har ret til at være til stede, såfremt medarbejderne ønsker dette. Ole Jacobsen har ikke udvist et forhold, der kan bebrejdes ham.

I sag nr. 91.113 er der indgivet klageskrift den 26 marts 1991.

Sagen drejer sig om, at virksomheden med virkning fra den 14 januar 1991 har iværksat forskudt arbejdstid for tillidsmanden og sikkerhedsrepræsentanten på virksomhedens afdeling på Turbinevej. I modsætning til de øvrige arbejdere på dagholdet, der afslutter deres arbejde kl. 15.30, er tillidsmanden og sikkerhedsrepræsentanten blevet pålagt en arbejdstid fra kl. 10.00 til kl. 18.00.

Den 21 januar 1991 rettede Dansk Metalarbejderforbund henvendelse til Industriens Arbejdsgivere og oplyste, at man havde modtaget henvendelse om, at virksomheden havde indført ny arbejdstid gældende fra mandag den 14. januar 1991. Man fandt, at forholdet var ukorrekt varslet, idet der for to af medarbejderne var tale om, at den daglige arbejdstid blev flyttet. Dette kunne kun ske i henhold til et varsel på 14 dage. Man protesterede yderligere over, at det var tillidsmanden og sikkerhedsrepræsentanten, sagen drejede sig om, og man opfattede forholdet som en klar forfølgelse af de valgte tillidsrepræsentanter. Den 24. januar 1991 meddelte Industriens Arbejdsgivere bl.a., at man var af den opfattelse, at der var sket korrekt varsling for så vidt angår forskudt arbejdstid. Under et fællesmøde den 14. februar 1991 fastholdt man fra arbejdstagerside klagen, mens det fra arbejdsgiverside blev bestridt, at der forelå forfølgelse.

Der er under sagen afgivet vidneforklaring af fællestillidsmand og bestyrelsesmedlem Willy Jørgensen og direktør Tonny Wendt.

Klagerne har gjort gældende, at der ikke er nogen saglig begrundelse for, at tillidsmanden og sikkerhedsrepræsentanten skal arbejde på forskudt arbejdstid, og at pålægget herom er overenskomsstridig organisationsforfølgelse. Endvidere har klagerne gjort gældende, at det - ikke mindst på baggrund af de øvrige fagretslige sager vedrørende indklagede, som klagerne har redegjort for under sagen - må stå Industriens Arbejdsgivere klart, at virksomhedens flytning af arbejdstiden er udtryk for en organisationsforfølgelse. På denne baggrund gøres det gældende, at der tillige er organisationsansvar for Industriens Arbejdsgivere.

De indklagede har gjort gældende, at der alene er tale om forskudt arbejdstid, som er varslet korrekt i overenstemmelse med overenskomsten. Den forskudte arbejdstid er saglig og driftmæssig begrundet. I overenstemmelse med Tonny Wendts forklaring har man i denne forbindelse anført, at Willy Jørgensen som elektriker er særlig kvalificeret til at foretage kontrolarbejde, der udføres, efter at dagholdet er gået hjem. For så vidt angår sikkerhedsrepræsentanten er begrundelsen den, at den pågældende ved at arbejde på forskudt arbejdstid kan danne sig et overblik over det arbejde, der udføres på dagholdet, og det arbejde, der udføres på aftenholdet, og han vil have mulighed for at afslutte arbejder, som dagholdet ikke har færdiggjort.

Arbejdsretten skal udtale

Vedrørende sag nr. 90.347

Arbejdsretten finder, at virksomhedens forbud mod, at de ansatte fører dagslister på grundlag af virksomhedens arbejdskort ikke er et overenskomststridigt forhold, som kan medføre, at virksomheden har pådraget sig bod. Arbejdsretten lægger herved vægt på, at medarbejderne er timelønnede, og at virksomheden har tilbudt tillidsmanden at gøre sig bekendt med de ønskede oplysninger gennem virksomhedens edb-registre.

Vedrørende sag nr. 91.026

Som anført må det lægges til grund, at der ikke er udvist voldelig adfærd af direktør Ole Jakobsen. Medarbejderne har ikke anmodet om, at tillidsmanden skulle være til stede ved gennemgangen af bonusreglerne. Virksomhedens forhold kan herefter ikke betragtes som en tilsidesættelse af overenskomstens § 19, stk. 2, eller i øvrigt som et forhold, der kan begrunde, at virksomheden ifalder bod.

Vedrørende sag nr. 91.113

Den iværksatte forskudt arbejdstid for tillidsmanden og sikkerhedsrepræsentanten er lovligt varslet, og Arbejdsretten finder det ikke bevist, at der foreligger usaglige hensyn som begrundelse herfor, eller at der skulle foreligge organisationsforfølgelse.

I overensstemmelse med det anførte vil virksomheden herefter være at frifinde i hvert af de påtalte forhold, og spørgsmålet om organisationsansvar bortfalder derfor.

Arbejdsretten har tillige overvejet, om forholdene set under et og i sammenhæng med det meget betydelige antal fagretslige sager vedrørende forholdende i virksomheden i de senere år - som påpeget af klagerne - kan give anledning til en arbejdsretlig reaktion over for virksomheden. Efter overenskomstens § 2, stk. 1, bør begge parter søge at fremme et roligt og godt samarbejde. Det må efter de forliggende oplysninger antages, at samarbejdet i virksomheden ikke lever op til forudsætningerne i overenskomstens § 2, stk. 1. Det er dog ikke muligt at vurdere, hvad der er den egentlige baggrund herfor, og denne betragtning kan derfor heller ikke føre til en arbejdsretlig reaktion over for virksomheden. Alt taget i betragtning finder Arbejdsretten dog, at begge parter bør bære halvdelen af omkostningerne ved disse sager.

T h i k e n d e s f o r r e t

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, frifindes.

I sagsomkostninger skal klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund, og indklagede hver betale 3.000 kroner til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: K. 89.389.

En større virksomhed var indklaget for Arbejdsretten med påstand om bod for overenskomstbrud i tre sager, der behandledes under et, ved 1) at have nedlagt forbud mod, at de ansatte førte dagslister over udført arbejde fra arbejdstagerside blev det bl.a. gjort gældende, at arbejderne hermed blev afskåret fra at forsvare sig mod en påstand om overenskomststridig temponedsættelse) 2) at have nægtet en tillidsmand adgang til et møde, hvor ledelsen fore-017e arbejderne et nyt bonussystem 3) organisationsforfølgelse ved at pålægge en tillidsmand og en sikkerhedsrepræsentant forskudt arbejdstid.

I ingen af sagerne fik klagerne medhold. Arbejdsretten overvejede dog, om forholdene set under et og i sammenhæng med det meget betydelige antal fagretslige sager vedrørende forholdene i virksomheden i de senere år kunne give anledning til en arbejdsretlig reaktion over for virksomheden. Det udtaltes, at det måtte antages, at samarbejdet i virksomheden ikke levede op til forudsætningerne i overenskomsten om, at begge parter bør søge at fremme et roligt og godt samarbejde. Det var dog ikke muligt at fastslå, hvad der var den egentlige baggrund herfor, således at denne betragtning heller ikke kunne føre til en arbejdsretlig reaktion over for virksomheden. Alt taget i betragtning fandt Arbejdsretten dog, at begge parter burde bære halvdelen af omkostningerne ved sagerne.