Legislator Case Law & Legislation
U19910379613 DK

Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service for Sydvestjydsk Arbejdsgiverforening for Handel og Servicefag for Esbjerg Fiskeriforenings Samlecentral (advokat Henrik Uldal). Dommere: Jørgen Brink, Ole Espersen, Kiil (retsformand), Bent Knap, Henrik Lind, Maabjerg og Sløk. Bod 2.2.2., Eksklusivaftale. Lukning af virksomhed, efter at arbejdstagersiden ved Arbejdsretten havde fået medhold i en påstand om, at det var retmæssigt at konflikte på krav om overenskomst indeholdende eksklusiv- eller fortrinsklausul, var ikke overenskomststridig lock-out.(* 1) (* 2)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1991 3796 Valid

Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ino Dimsits) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service for Sydvestjydsk Arbejdsgiverforening for Handel og Servicefag for Esbjerg Fiskeriforenings Samlecentral (advokat Henrik Uldal). Dommere: Jørgen Brink, Ole Espersen, Kiil (retsformand), Bent Knap, Henrik Lind, Maabjerg og Sløk. Bod 2.2.2., Eksklusivaftale. Lukning af virksomhed, efter at arbejdstagersiden ved Arbejdsretten havde fået medhold i en påstand om, at det var retmæssigt at konflikte på krav om overenskomst indeholdende eksklusiv- eller fortrinsklausul, var ikke overenskomststridig lock-out.(* 1) (* 2)

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service for Sydvestjydsk Arbejdsgiverforening for Handel og Servicefag for Esbjerg Fiskeriforenings Samlecentral for Arbejdsretten, hvor klagerne under domsforhandlingen har nedlagt følgende endelige påstande

1. Indklagede Esbjerg Fiskeriforenings Samlecentral har ved lukningen af centralen iværksat en overenskomststridig lockout.

2. Indklagede Esbjerg Fiskeriforenings Samlecentral skal betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod.

3. Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service tilpligtes for delagtighed i det begåede overenskomstbrud til Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod.

De indklagede har påstået frifindelse.

Af sagen fremgår, at Esbjerg Fiskeriforenings Samlecentral blev etableret i 1972 som en servicevirksomhed for fiskerne til modtagelse af mindre laster. Samlecentralen, hvor arbejdet med undtagelse af lastoptagningen er dækket af en overenskomst med Specialarbejderforbundets afd. Transport i Esbjerg, var åben for modtagelse af laster døgnet rundt i modsætning til Esbjerg Fiskeauktion, hvor lastoptagningen foregår fra kl. 3.00. Dette medførte i 1989/90 en forskydning af oplosninger fra Esbjerg Fiskeauktion til Samlecentralen og et deraf følgende ønske fra forbundets afd. Transport i Esbjerg om overenskomstdækning for det losningsarbejde, som også ved Samlecentralen blev udført af medlemmerne af lastklubben. Forhandlingerne herom endte imidlertid, uden at man nåede til enighed om vilkårene, herunder om optagelse af en eksklusiv- eller fortrinsbestemmelse i overenskomsten.

Efter et møde i Arbejdsretten den 25. juni 1990 blev der herefter af forbundet varslet konflikt over for Samlecentralen med krav om oprettelse af overenskomst med eksklusiv- eller fortrinsbestemmelse for lastoptagerne. Den varslede strejke og nogle varslede sympatistrejker, der skulle begynde den 26. juli 1990, blev drøftet ved et medlemsmøde i Esbjerg Fiskeriforening den 13. juli 1990. I et af foreningens formand Verner Christensen underskrevet referat fra mødet hedder det

»Kl. 9.00 besluttede vi i Esbjerg Fiskeriforening, at der skulle indkaldes til et medlemsmøde kl. 11.00, for at orientere om konflikten i Esbjerg Fiskeriforening's Samlecentral, samt de varslede sympatikonflikter.

På trods af den korte varslingstid var der fremmødt ca. 50 fiskere.

Verner Christensen orienterede om strejken og sympatistrejken, som er varslet til torsdag den 26. juli 1990 kl. 00.00.

Der var bred enighed om, at man ikke skulle underskrive en ny overenskomst, hvor der var eksklusivbestemmelser for lastklubben.

De to bestående overenskomster henholdsvis i 4/5 bassin og auktionshallen med eksklusivbestemmelser var nok.

Der var flere medlemmer som mente, at man skulle nedlægge Samlecentralen, hvis man på den måde kunne forhindre sympatikonflikterne i at blive effektive.«

De varslede konflikter blev drøftet på ny ved et bestyrelsesmøde den 19. juli 1990 i Esbjerg Fiskeriforening. I mødereferatet hedder det bl.a.

»ad pkt. 1. Samlecentralen.

VC bød velkommen og opridsede situationen fra starten. Arbejdsgiverforeningen vil ikke underskrive en eksklusivaftale. VC havde foreslået SID, at man lavede et tillæg til den gamle overenskomst, hvor det skulle være medlemmer fra SID-Transport, Esbjerg, som skulle foretage oplosningen i samleren, men dette ville SID ikke gå med til. Der skulle stå, Lastklubben under SID-Transport.

1. strejkevarsel lød på alle medlemmer af vores arbejdsgiverforening samt Fiskeindustriens arbejdsgiverforening.

2. strejkevarsel lød på alt lastoptagning, sortering og transport af konsumfisk Esbjerg.

Der udspandt sig en stor debat om forskellige muligheder, som der havde været på tale ved de mange møder.

Kontoret undersøger opsigelsesfristen for Johnny Pedersen i samlecentralen.

Arbejdsgiverforeningens jurister undersøger de juridiske aspekter angående en lukning og kommer med en tilbagemelding herom.

Efter stor debat enedes de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer at give formand Verner Christensen mandat til at lukke Samlecentralen..........«

Endelig blev der den 26. juli 1990 afholdt en ekstraordinær generalforsamling i Esbjerg Fiskeriforening, bl.a. for at tage stilling til den eventuelle lukning af Samlecentralen, som formanden havde fået mandat til at gennemføre under det forudgående bestyrelsesmøde. I referatet fra generalforsamlingen hedder det bl.a.

»Dirigenten gav ordet til formanden, som orienterede om sagens forløb i Samlecentralen. Man havde altid ment, at det var de enkelte skippere, der var arbejdsgiver, men i Arbejdsretten den 25. juni 90 havde SID fået medhold i, at det er Samlecentralen, som er arbejdsgiver, og at SID har ret til at kræve en overenskomst. Vi er enige med SID om løn og arbejdsforhold, men vi vil ikke underskrive en overenskomst, hvor der er eneret for lastoptagere, og det vil DA heller ikke. DA har meddelt LO, at man ikke kan strejke for at få en eksklusivaftale.

Derfor ophævedes strejken, og sagen skal prøves ved Arbejdsretten.

Hvis SID får medhold i Arbejdsretten, så strejken samt sympatistrejken er lovlig, kan konflikten udvides, og derved kan det blive nødvendigt at lukke Samlecentralen for at undgå en arbejdskamp med SID. Vi vil blive de små i denne kamp, og økonomisk vil det ramme os hårdt.

Formanden henviste til et bestyrelsesmøde i foreningen den 19/7 90, hvor bestyrelsen vedtog at give Verner Christensen mandat til at lukke Samlecentralen, hvis det skønnes som en udvej for at undgå konflikter.

Der udspandt sig en debat herom samt fremtidsudsigterne i Samlecentralen.

Efter indgående debat forespurgte dirigenten, om der var nogen i forsamlingen, der kunne tilslutte sig bestyrelsens beslutning af 19/7 90?

Kaj Albrechtsen ønskede en skriftlig afstemning herom..........

Afstemningen viste: 30 stemmer ialt. Ja: 26 Nej: 3 Blank: 1 Forslaget er vedtaget............«

Den i referatet omtalte Arbejdsretssag, under hvilken man fra arbejdsgiverside ønskede prøvet, om det var foreneligt med Hovedaftalens §4 at betinge afslutning af de varslede konflikter af opfyldelse af kravet om en eksklusiv- eller fortrinsbestemmelse, blev afgjort ved Arbejdsrettens dom af 27. september 1990 i sag nr. 90.291, der frifandt forbundet. Dommen blev samme dag omtalt i en artikel i Vestkysten, i hvilken det bl.a. hedder

»Lasteklubben i Auktionshallen er i sin fulde ret til at strejke for en overenskomst med eksklusivaftale. Det fastslog Arbejdsretten, da den i formiddag afsagde dom i den faglige strid mellem Lasteklubbens 13 medlemmer og Esbjerg Fiskeriforenings Samlecentral.

De to parter skal imorgen sammen med deres organisationer, henholdsvis Sydvestjysk Arbejdsgiverforening og SiD- Transport, tage fat på nye forhandlinger om indholdet af en overenskomst, som skal være på plads senest tre døgn efter domsafsigelsen. Ellers træder SiDs sympati-strejkevarsel mod al losning og sortering af fisk i Esbjerg i kraft. Det vil med andre ord sige natten mellem søndag og mandag. Denne tidsfrist kan dog muligvis udsættes, hvis der er udsigt til, at parterne vil finde en løsning på konflikten.

I forhandlingerne mellem Lasteklubben og Esbjerg Fiskeriforening er det store problem netop spørgsmålet om eksklusivaftale/fortrinsret.

- Vi vil ikke bindes til en aftale, hvor der kun må losses fisk op ved Samlecentralen, hvis der er hyret lastefolk til det, siger formanden for Esbjerg Fiskeriforening, Verner Christensen. Vi har hele tiden været indstillet på at lave en overenskomst for Samlecentralen, men hvis vi ender med de samme stramme regler som i Auktionshallen, hænger Samlecentralen i en meget, meget tynd tråd. Så har den ingen eksistensberettigelse mere. Og hvis SiD gør brug af deres strejkeret, der vil ramme hele fiskeindustrien, er der ingen tvivl om, at vi simpelt hen nedlægger Samlecentralen.........«

Den følgende dag - den 28. september 1990 - afholdtes et møde mellem repræsentanter for forbundet og for Sydvestjydsk Arbejdsgiverforening, uden at enighed kunne opnås. Det blev dog aftalt at udsætte strejkens og sympatistrejkens start fra mandag den 1. til onsdag den 3. oktober 1990. Heller ikke under et nyt møde den 1. oktober 1990 lykkedes det imidlertid parterne at nå til enighed, ifølge de indklagede fordi forbundet fastholdt kravet om, at overenskomsten skulle omfatte også losningen af rejer og hummere samt industrifiskernes bifangster, et arbejde, som lastoptagerne beskæftiget ved Samlecentralen ikke forud havde udført, idet industrifiskerne har fornødent mandskab om bord til selv at udføre losningen.

Da de varslede strejker herefter måtte forventes iværksat fra onsdag den 3. oktober 1990, valgte Esbjerg Fiskeriforenings formand Verner Christensen at lukke Samlecentralen i overensstemmelse med det mandat hertil, som han tidligere havde fået. Meddelse om lukningen og den samtidige udmeldelse af Sydvestjydsk Arbejdsgiverforening blev givet i en række skrivelser af 1. oktober 1990 til forbundets afd. Transport i Esbjerg og til de medlemmer af forbundet, som hidtil havde været beskæftiget i Samlecentralen, ligesom der samme dag skete afmelding til distriktstoldkammeret, aflysning af vægteftersyn, opsigelse af telefonabonnement og forsikringer m.v. samt fremsendt anmodning til revisionsfirmaet om at afslutte Samlecentralens regnskab.

Lukningen af Samlecentralen og reaktionerne herpå gav i de følgende dage anledning til flere artikler i pressen. I en omtale heraf i Vestkysten den 2. oktober 1990 hedder det således bl.a.

»Samtalecentralen på fiskerihavnen er nedlagt. Denne beslutning traf Esbjerg Fiskeriforening, der ejer Samlecentralen, efter at forhandlingerne om en overenskomst med lastoptagerne i Auktionshallen brød sammen i går.

Fra og med i dag kan fiskerne nu kun få losset deres fisk fra kl. 3.00 om morgenen, hvis fisken skal sælges på auktionen, og uanset hvor lille lasten er, skal der bruges lastoptagere til arbejdet.

Det er losning af industrikutternes bifangster af konsumfisk, der er årsag til sammenbruddet i forhandlingerne. Esbjerg Fiskeriforening krævede at få industrikutternes bifangster friholdt af overenskomsten, der indeholdt en eksklusivaftale/fortrinsret til lastoptagerne i Auktionshallen. Men Auktionshallens Lasteklub og SiD Transport stod fast i deres krav om, at også dette område skal være dækket af overenskomsten med Samlecentralen. Alle andre punkter i overenskomstforslaget var parterne enige om.

- Det kan vi simpelt hen ikke være med til, siger formanden for Esbjerg Fiskeriforening, Verner Christensen. Industritrawlernes bifangster har altid været fri, således at det er fiskeskipperens egen afgørelse, hvem der skal losse hans konsumfisk. Det er ikke normalt, at der bruges lastoptagere til dette arbejde. Vi kan under ingen omstændigheder underskrive en overenskomst på andres vegne.

- Dertil kommer, at man kan frygte, at en sådan overenskomst med eksklusivaftale også vil blive brugt overfor andre modtagere af bifangster fra industriflåden.

- Hvis vi får så snævre regler overalt i Esbjerg, vil kutterne ikke bruge Esbjerg mere, siger Verner Christensen. Landingerne vil forsvinde fra byen, fordi kutterne vil søge andre havne. Der er mange landings-alternativer både langs den jyske vestkyst og i nabolande, hvor forholdene er langt mere frie. Vi har jo allerede oplevet dette i Auktionshallen, hvor overenskomsterne er så stramme, at de jager mange fiskere væk. Derfor skrev vi ikke under.........

- Jeg beklager dybt, at vi må tage skridtet med at lukke Samlecentralen, siger Verner Christensen. Den har fungeret godt, har en stigende omsætning bl.a. ved at tiltrække mange udenbys mindre kuttere, og de ansatte på Samlecentralen har også været glade for deres arbejdsplads.

- Nu er der kun Auktionshallen tilbage, hvor losningen er begrænset af overenskomster fra kl. 3.00 om morgenen, og hvor fiskerne ikke selv må losse så meget som et kilo, siger Verner Christensen. Det vil helt sikkert jage de mange små udenbys kuttere, som Samlecentralen har trukket til Esbjerg, væk igen.«

I en artikel i samme dagblad den 3. oktober 1990 hedder det

»Nedlægningen af Samlecentralen har efterladt Esbjerg fiskerihavn med et langt ringere serviceniveau end de øvrige vestjyske fiskerihavne, hvor fiskerne flere steder kan få losset deres fisk døgnet rundt, mens losningen ved auktionen i Esbjerg først kan begynde fra kl. 3.00 om morgenen. Det skyldes indholdet i den overenskomst, auktionsmesteren har med SiD Transport, der organiserer såvel de folk, der skal losse fiskene, som folk der senere skal sortere fiskene.

- Derfor har jeg indkaldt såvel hallearbejderne, lastoptagerne, de tidligere ansatte ved Samlecentralen samt SiD Transport til et møde i eftermiddag, hvor vi skal drøfte situationen, siger auktionsmester Sigurd Berg Thomsen.

- På en eller anden måde må det problem løses, fortsætter Sigurd Berg Thomsen. Jeg kan ikke sidde passivt og se på, at fiskene nu igen bliver landet og solgt uden om auktionssystemet. Som auktionsmester kan jeg ikke leve med forholdene, som de er i dag.

I går hentede Hvide Sande Samlecentral fisk fra Esbjerg- kuttere og kørte dem til Hvide Sande, hvor de blev solgt på auktionen. Også i formiddag blev der landet fisk i Esbjerg udenom auktionen, og det er den situation, auktionsmesteren vil forsøge at ændre.

Foreløbig er der ingen planer om, hvorvidt den nu nedlagte Samlecentral skal genopstå med en anden ejer end Esbjerg Fiskeriforening.«

Bladet Arbejdsgiveren omtalte lukningen den 8. oktober 1990. I artiklen hedder det bl.a.

»Det krav kan vi ikke imødekomme. Derfor har vi omgående lukket, selv om det betyder nedlæggelse af 15 arbejdspladser og ringere service for fiskerne.

Sådan kommenterer formanden for Esbjerg Fiskeriforening, Verner Christensen, den dramatiske afslutning på en strid mellem foreningen - hvis samlecentral var medlem af Sydvestjysk Arbejdsgiverforening - og SiD Transport Esbjerg.

- Perspektivet var nemlig yderligere, tilføjer Verner Christensen, at SiD Transport gennem såkaldte sympatiaktioner kunne ramme ikke alene Samlecentralen, men også alle øvrige arbejdsgivere på både fiskerihavnen og trafikhavnen. Det kunne få helt uoverskuelige konsekvenser.....«

I den følgende tid blev der fra forskellig side foretaget sonderinger med henblik på at få Samlecentralen genåbnet under en eller anden form. Til belysning heraf har forbundet fremlagt dels et overenskomstforslag, som blev fremsendt til forbundets Esbjerg afdeling fra Sydvestjydsk Arbejdsgiverforening pr. telefax den 29. oktober 1990, dels en artikel i Vestkysten fra den 31. oktober 1990 og et læserbrev fra driftleder Geert Gregersen i Esbjerg Fiskeriforening, gengivet i bladet den 5. november 1990.

I artiklen hedder det bl.a.

»- Det er et vildt skud i luften, når SiD på deres generalforsamling påstår, at Esbjerg Fiskeriforening ikke ønsker, at Samlecentralen skal åbne igen. Selvfølgelig ønsker vi det, siger Gert Gregersen. Men det skal ikke ske på SiDs præmisser.

- Arbejdsrettens dom, som gik os imod, drejede sig udelukkende om fisk til Auktionshallen. Det erkender vi og den dom retter vi os efter. Men når SiD som nu kræver, at også fisk, der ikke landes til Auktionen, også skal inddrages i overenskomsten med eksklusivaftale, går de langt videre i deres krav, end der er belæg for i Arbejdsrettens dom.

De fangster, der nu er årsag til problemer mellem SiD og Esbjerg Fiskeriforening, er industrikutternes bifangster samt hummer og rejer. Disse fangster er hidtil blevet losset enten at kutternes mandskab eller af det private firma Kutterservice.

- SiD ønsker at bruge Arbejdsrettens dom til noget andet end det grundlag, den blev afsagt på, siger formanden for Esbjerg Fiskeriforening, Verner Christensen. Derfor kan man i høj grad diskutere, hvem der er en slyngel i dette spil.

- Lastoptagerne i auktionshallen er ikke interesserede i at overtage bifangsterne samt hummer og rejer, fortsætter Verner Christensen. Jeg har en anelse om, at det er lastoptagerne i industrihavnen med Ronald Søgård i spidsen, der kører denne sag. Jeg kender ikke deres motiver, men jeg kan forestille mig, at de er ude efter et arbejdsområde, som andre har tradition for.

- For mig at se er der ingen tvivl om, at Ronald Søgård ønsker Kutterservice ud, siger Verner Christensen. Men Kutterservice har været her i mange år, og de skal selvfølgelig have lov til at blive.«

I læserbrevet fra driftleder Geert Gregersen siges det bl.a.

»På fiskeriforeningens generalforsamling dec. 1989 viste fiskerne stor utilfredshed med, at auktionen ikke havde formået at indfri fiskernes ønsker angående udvidelse af lossetid. Da auktionsmesteren ikke var tilstede, svarede formanden for fiskeriforeningen Verner Christensen, at samlecentralen kunne benyttes, da der her var åbent på alle tider af døgnet. Dette tilbud tog fiskerne imod, og samlecentralen havde en blomstrende periode, som her taler for sig selv. (Omsætning 1989 - 13 mill. - omsætning 6 mdr. i 1990 til lukning - 35 mill.)

Efter de 6 mdr. i 1990 modtog Esbjerg fiskeriforening besked fra SiD ang. overenskomst på lastoptagning. Da samlecentralen altid har haft en landingsfrihed blev dette afslået, men ønskede kutterne lastmand - kontaktede man lastklubben.

I alle fiskerihavne, hvor der er en samlecentral, har man landingsfrihed, dette ønsker man selvfølgelig også i Esbjerg. Men det gør SiD ikke, de ønsker al konsumfisk overenskomstdækket, dette er konkurrenceforvridende i forhold til andre havne, hvor fiskerne selv kan gøre det, hvis de ønsker det.

Derefter startede et 4 mdrs. fagretsligt spil, som mundede ud i at samlecentralen blev pålagt overenskomst på lastoptagning med fortrinsret/monopol.

Samlecentralen rettede sig efter arbejdsrettens dom, men når SiD, som nu kræver, at også fisk, der ikke landes til auktionen skal inddrages i overenskomsten med eksklusiv aftale, går de langt videre i deres krav, end der er belæg for i arbejdsrettens dom. - Derfor blev vi nødt til (tvunget til) at lukke samlecentralen. Af fiskerihavne er Esbjerg det sted, hvor der er landet flest rødspætter til bedste priser takket være samlecentralen med frilanding. Dette har de østjyske fiskere benyttet flittigt. Det er nu slut, da vi ikke kan være konkurrencedygtige - deraf vores harme over SiD.

På tirsdag d. 6.11.90 afholder SiD møde ang. de problemer der forefindes på Esbjerg fiskerihavn, hvor lastklubben 1. og 5. bassin - hallearbejderne - samlecentralens folk og kutterservice er indkaldt, men hvorfor har SiD glemt sagens kerne? Vi - Esbjerg fiskeriforening og auktionen vil da gerne komme, da vi mener at have stor part i sagen! Kan dette ikke lade sig gøre vil vi gerne gi« jer et par ord med på vejen - prøv at imødekomme fiskernes ønsker - åben samlecentralen - uden fisk intet arbejde.'

Efter det oplyste åbnede en ny samlecentral på et senere tidspunkt med en helt anden ejerkreds, som har indgået overenskomst omfattende også lastoptagerne med forbundets Esbjerg afdeling.

Fællesmøde i sagen blev afholdt den 7. december 1990. I referatet fra mødet hedder det bl.a.

»Fra arbejdstagerside fastholdt man, at Esbjerg Fiskeriforenings Samlecentral har iværksat en overenskomststridig lockout pr. 1. oktober 1990.

Fra arbejdsgiverside erklærede man, at virksomheden lukkede pr. 1. oktober 1990 i henhold til en forudgående generalforsamlingsbeslutning, hvorved bestyrelsen bemyndigedes til at afgøre, hvorvidt virksomheden fortsat kunne drives på et driftsmæssigt forsvarligt grundlag. Virksomheden er afmeldt overfor myndighederne for så vidt angår moms og skat, flere af virksomhedens maskiner er bortsolgt, og lejemål af virksomhedens driftslokale er opsagt, ligesom virksomheden er udmeldt af Arbejdsgiverforeningen.

Fra arbejdsgiverside bestred man under henvisning til ovenstående at der er etableret lockout, idet virksomhedens lukning er reel og begrundet i en driftmæssig vurdering og således ikke begrundet i arbejdsretlig kamphensigt.....«

For arbejdsretten er der afgivet forklaring af nedennævnte vidner.

Afdelingformand i forbundets Esbjerg afdeling Sven Erik Christensen har forklaret bl.a., at man havde overenskomst med Samlecentralen for sorterernes vedkommende, men ønskede overenskomst også for lastoptagerne, fordi en stor del af deres arbejde efterhånden var flyttet fra auktionshallen til Samlecentralen, der - modsat auktionshallen - ikke havde faste arbejdstider. Man genoptog overenskomstforhandlingerne dagen efter Arbejdsrettens dom og fastholdt fra afdelingens side, at man ville have eksklusivbestemmelse for alt losningsarbejdet. Man ønskede med andre ord samme vilkår som i auktionshallen, medens arbejdsgiversiden ønskede losningen af hummer, rejer og industrifiskernes bifangster holdt udenfor. Det var egentlig vidnets indtryk i dagene omkring den 1. oktober 1990, at lukningen af Samlecentralen var definitiv. Som dagene gik, og han blev kontaktet både af repræsentanter for fiskeriforeningen og af fagforeningens medlemmer, fik han imidlertid det indtryk, at lukningen var sket på skrømt, og at man gerne ville åbne igen. Vidnet rettede på et tidspunkt henvendelse herom til arbejdsgiverforeningen, hvor man bekræftede, at de skulle være med, hvis der kom nye forhandlinger igang. Den 29. oktober 1990 kom der pr. telefax et forslag fra arbejdsgiverforeningen, men da der ikke var noget nyt i dette, gav det ikke anledning til, at forhandlingerne blev genoptaget.

Næstformand i forbundets Esbjerg afdeling Jens Erik Christensen har forklaret i overensstemmelse med forrige vidne. Efter lukningen kontaktede driftleder Gregersen afdelingen flere gange om ugen for at høre, om de da ikke kunne få Samlecentralen igang igen.

Formanden for Esbjerg Fiskeriforening Verner Christensen har forklaret bl.a., at Samlecentralen i sin tid blev etableret nærmest som en service for foreningens medlemmer og ikke som et profitforetagende. Samlecentralen har da heller aldrig været nogen god forretning, idet den som regel har givet et mindre underskud, som foreningen har dækket, hvad medlemmerne har accepteret. Fordelen ved Samlecentralen fremfor auktionshallen var, at man kunne lande fisk hele døgnet. Overenskomstforhandlingerne vedrørende lastoptagerne strandede på, at man fra fagforeningens side ville have en eksklusivbestemmelse også for industrifiskernes bifangster. Dem havde fiskerne altid selv losset, fordi der var mandskab nok om bord til at sørge for losningen. Industrifiskerne havde sagt til vidnet, at de ikke mere ville lande fisk ved Samlecentralen, hvis der blev lavet en overenskomst med eksklusivbestemmelse for lastklubben også for så vidt angår bifangsterne. De ville i så fald melde sig ud af foreningen og lande deres fangster andetsteds, hvilket de klart gav udtryk for under møderne i juli 1990. Det ville betyde, at foreningen, hvis økonomi er baseret på de afgifter, man opkrævede for losningen, ville gå i opløsning. Efter lukningen den 1. oktober 1990 har vidnet ikke forhandlet med fagforeningen om genåbning af Samlecentralen. I givet fald skulle spørgsmålet herom have været forelagt foreningens bestyrelse og formentlig også have været til afstemning på en ekstraordinær generalforsamling. Under hele sagens forløb har vidnet været i kontakt med arbejdsgiverforeningen og rettet sig efter de anvisninger, han fik, idet man ønskede at sikre sig, at man ikke gjorde noget forkert. Lukningen af Samlecentralen var definitiv. Da han derfor sidst i oktober 1990 fik en henvendelse fra arbejdsgiverforeningen, der sagde, at fagforeningen havde ringet og givet udtryk for, at man var interesseret i at få Samlecentralen åbnet igen, svarede vidnet blot, at det måtte han i givet fald forelægge for bestyrelsen.

Direktør i Sydvestjydsk Arbejdsgiverforening Jens Hedegaard Knudsen har forklaret bl.a., at han den 25. oktober 1990 havde en samtale med afdelingsformand Sven Erik Christensen, der ville have at vide, om det var arbejdsgiverforeningen, man i givet fald skulle forhandle med om en genåbning af Samlecentralen, hvilket vidnet bekræftede. Under samtalen spurgte Christensen, om der var mulighed for at nå til enighed og få Samlecentralen igang igen, hvis industrikutternes bifangster blev undtaget. Vidnet svarede, at det troede han ikke, men at han ville forelægge spørgsmålet for formanden Verner Christensen. Denne gav udtryk for nogen forundring over henvendelsen, da Samlecentralen jo nu var lukket. Han var dog villig til at undersøge, om der kunne blive tale om at åbne igen, også fordi lukningen havde betydet tab af arbejdspladser. Det var baggrunden for det overenskomstforslag, som blev sendt pr. telex den 29. oktober 1990, og hvori rejer og hummer nu ikke længere var undtaget fra overenskomstens område, medens det fortsat gjaldt bifangster i industrilaster.

Driftleder i fiskeriforeningen Geert Gregersen har forklaret bl.a., at han leder auktionshallen, men inden lukningen også havde en del at gøre med Samlecentralen. Efter lukningen kom folkene derfra for at få arbejde i auktionshallen, hvad han ikke kunne tilbyde dem. Det var de meget skuffede over, fordi afdelingsformanden havde givet dem forskellige løfter, som ikke var blevet holdt. Læserbrevet sendte han til Vestkysten på eget initiativ.

Til støtte for påstandene har forbundet anført, at begrebet lockout forudsætter en kamphensigt, som her klart har været til stede og er tilkendegivet allerede inden lukningen af Samlecentralen, således som det fremgår af referaterne fra medlems- og bestyrelsesmøderne og den ekstraordinære generalforsamling i Esbjerg Fiskeriforening i juli måned 1990. Lukningen den 1. oktober 1990 var en følge af Arbejdsrettens dom af 27. september 1990, den gik Samlecentralen imod. Efterfølgende indledte man imidlertid nye forhandlinger på samme grundlag som hidtil. Af udtalelserne gengivet i de fremlagte avisartikler fremgår da også, at lukningen ikke som påstået var ment som en definitiv lukning, men havde til formål at lægge pres på fagforeningen. Den 29. oktober 1990 fremkom da også et overenskomstforslag fra arbejdsgiverforeningen, hvorved man klart viste, at der ikke var tale om nogen reel lukning, men om en pression mod fagforeningen, der havde medlemmer beskæftiget i Samlecentralen. Udtalelserne fra driftleder Geert Gregersen, gengivet i Vestkysten den 31. oktober 1990, kan heller ikke tolkes på anden måde, end at lukningen af Samlecentralen blot var midlertidig, og at meningen var at åbne igen på andre vilkår. Det samme fremgår af hans senere læserbrev, som næppe er indsendt på eget initiativ. Hensigten med lukningen har været at få fagforeningen til at slække på kravene. Hertil kommer, at det ikke er godtgjort eller blot sandsynliggjort, at lukningen skete af driftsmæssige grunde. De omsætningstal, som fremgår af Gregersens læserbrev, viser klart, at der ikke var tale om en virksomhed i krise - tværtimod. Der er intet, som godtgør, at Samlecentralen ikke kunne have fortsat på de samme vilkår, som var gældende for auktionshallen, specielt når man tager i betragtning den fordel, Samlecentralen havde ved at give fiskerne mulighed for at lande fisk døgnet rundt.

Forbundet har videre bestridt, at der er udvist passivitet med deraf følgende fortabelse af adgangen til at gøre gældende, at der foreligger en overenskomststridig lockout. Man var oprindelig af den opfattelse, at der var tale om en reel og definitiv lukning af Samlecentralen. Der var derfor ikke anledning til at reagere, før det efterfølgende viste sig, at det ikke havde været tilfældet.

Forbundet har endelig anført, at Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service har gjort sig delagtig i det skete overenskomstbrud ved ikke på fællesmødet at have erkendt, at der forelå en overenskomststridig lockout, og i konsekvens heraf at have givet pålæg til Samlecentralen om at normalisere arbejdet.

De indklagede har anført, at det spørgsmål, som er forelagt retten til afgørelse, i realiteten er, om en virksomhedsejer efter eget valg har ret til at ophøre med at drive virksomhed, hvilket utvivlsomt må besvares bekræftende. Lukningen af Samlecentralen skete af driftsmæssige grunde og var definitiv. Der var derfor ikke tale om en overenskomststridig lockout, hvortil kræves, at det godtgøres, at lukningen skete i kamphensigt. Først et par måneder efter lukningen gjorde man fra forbundets side gældende, at der var tale om en overenskomststridig lockout. Men det bevismateriale, hvortil man henviser til støtte herfor, giver ikke grundlag for en sådan påstand. Tværtimod var den reelle baggrund for lukningen sammensætningen af fiskeriforeningens medlemskreds, der omfatter såvel konsumfiskere som industrifiskere. Det påhvilede foreningen at varetage begge gruppers interesser, og i så fald var der reelt intet valg. Stillet over for fagforeningens krav om en eksklusivbestemmelse, som industrifiskerne ikke kunne leve med, måtte man lukke Samlecentralen for at undgå en ødelæggende konflikt. Havde man accepteret fagforeningens krav, ville fiskeriforeningen være gået i stykker og omsætningen dermed blevet reduceret så stærkt, at det alligevel havde været nødvendigt at lukke Samlecentralen. Det var baggrunden for den bemyndigelse til at lukke centralen, som fiskeriforeningens formand fik inden de afsluttende forhandlinger med fagforeningen. Lukningen skete ikke på skrømt, hvilket er afgørende, idet kamphensigten skal foreligge på tidspunktet for lukningen, for at man kan tale om en lockout. Hvad der efterfølgende er passeret, er derfor ikke afgørende, men kan i øvrigt ikke tages til indtægt for den opfattelse, at lukningen ikke var definitiv, men blev iværksat for at lægge pres på fagforeningen. Bevisbyrden herfor påhviler forbundet, som ikke har opfyldt denne bevisbyrde. Der er intet grundlag for i givet fald at gøre også arbejdsgiverorganisationen ansvarlig, idet det i hvert fald ikke på fællesmødet kan have stået organisationen klart, at de påberåbte driftsmæssige grunde til lukningen ikke kunne føre til at anse denne for retmæssig.

Arbejdsretten skal udtale

Efter bevisførelsen, herunder den forklaring, som er afgivet af fiskeriforeningens formand Verner Christensen, og de fremlagte referater fra foreningens møder i juli måned 1990, må det lægges til grund, at både foreningens bestyrelse og medlemmerne forud for de afsluttende forhandlinger med fagforeningen om en overenskomst for lastoptagerne i Samlecentralen har været af den opfattelse, at en accept af kravet om en eksklusivbestemmelse omfattende også industrifiskernes bifangster ville resultere i en sprængning af foreningen og deraf følgende lukning af Samlecentralen. Da der ikke under forhandlingerne kunne opnås enighed om at undtage bifangsterne fra overenskomstens område, valgte foreningens formand derfor i overensstemmelse med den meddelte bemyndigelse at lukke Samlecentralen. Lukningen medførte, at fiskeriforeningens drift af Samlecentralen definitivt ophørte og ikke siden er genetableret, hvorimod der senere er blevet åbnet en ny samlecentral med en anden ejerkreds, med hvem fagforeningen har indgået overenskomst.

Under disse omstændigheder finder Arbejdsretten det ikke godtgjort, at lukningen af Samlecentralen skete i kamphensigt som påstået af forbundet. De indklagedes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service på egne vegne og for Sydvestjydsk Arbejdsgiverforening for Handel og Servicefag for Esbjerg Fiskeriforenings Samlecentral, frifindes i denne sag.

I sagsomkostninger skal klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Dom 1991 3796 Valid

Ved Arbejdsrettens dom af 27/9 1990 i sag nr. 90.291 (Arbejdsretligt Tidsskrift 1990, s. 152.) fik SiD medhold i, at en konflikt på overenskomst med krav om eksklusiv- eller fortrinsklausul over for Esbjerg Fiskeriforenings Samlecentral var retmæssig. Herefter besluttede fiskeriforeningen at lukke samlecentralen, hvorved et antal SiD-medlemmer mistede deres arbejde. Arbejdstagersiden indklagede herefter fiskeriforeningen og dennes arbejdsgiverorganisation for Arbejdsretten med påstand om, at lukningen af virksomheden var en overenskomststridig lock-out.

Arbejdsretten fandt det efter bevisførelsen ikke godtgjort, at lukningen af virksomheden var sket i kamphensigt, hvorfor fiskeriforeningen blev frifundet for påstanden.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →