Landsorganisationen i Danmark for Husligt Arbejder Forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Kommunernes Landsforening og Kommunernes Landsforening for Odense Kommune og Viborg Kommune (advokat Morten Ulrich) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Bæhring, Erik Jensen, Henrik Lind, Jørgen Pedersen, Kurt Petersen og Westergaard. Bod 2.3.2. Faglig voldgift. Forældelse. Organisationsansvar 1.2. Passivitet. Underbetaling. Forældelse af krav på efterregulering fastslået ved faglig voldgift.(* 1) (* 2)

Landsorganisationen i Danmark for Husligt Arbejder Forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Kommunernes Landsforening og Kommunernes Landsforening for Odense Kommune og Viborg Kommune (advokat Morten Ulrich) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Bæhring, Erik Jensen, Henrik Lind, Jørgen Pedersen, Kurt Petersen og Westergaard. Bod 2.3.2. Faglig voldgift. Forældelse. Organisationsansvar 1.2. Passivitet. Underbetaling. Forældelse af krav på efterregulering fastslået ved faglig voldgift.(* 1) (* 2)

Denne sag drejer sig om virkningstidspunktet for en faglig voldgiftskendelse, der fastslår arbejdsgiverens pligt til at yde betalt frihed for hjemmehjælperes arbejde i holddrift, d.v.s. om fra hvilket tidspunkt, der skal ske efterbetaling til hjemmehjælpere, der har arbejdet i holddrift.

PARTERNES PÅSTANDE

Klagerne har nedlagt følgende påstande

1. Indklagede Odense kommune tilpligtes for overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Husligt Arbejder Forbund indeholdende kr. 3.720.186,73 i efterregulering af løn vedrørende perioden 1. september 1981 til 31. marts 1985 for et antal hjemmehjælpere: subsidiært en efter rettens skøn fastsat bod indeholdende efterbetaling for en efter rettens afgørelse fastsat kortere periode.

2. Indklagede Viborg kommune tilpligtes for overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Husligt Arbejder Forbund indeholdende kr. 1.074.798,70 i efterregulering af løn vedrørende perioden 1. september 1981 til 31. marts 1988 for et antal hjemmehjælpere: subsidiært en efter rettens skøn fastsat bod indeholdende efterbetaling for en efter rettens afgørelse fastsat kortere periode.

3. Kommunernes Landsforening tilpligtes at anerkende, at der skal ske efterbetaling for de øvrige under landsforeningen hørende kommuner - dog bortset fra kommuner, der tidligere har været medlemmer af Foreningen af Kommuner i Københavns Amt - i overensstemmelse med princippet i afgørelsen for så vidt angår Viborg kommune.

4. Kommunernes Landsforening tilpligtes for delagtighed i de begåede overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

De indklagede har

principalt påstået frifindelse,

subsidiært har de ad klagernes påstand 1 påstået størrelsen af klagerens krav afgjort ved sædvanlig fagretlig behandling, og ad klagernes påstand 3 påstået frifindelse mod at indklagede Kommunernes Landsforening for de nævnte kommuner anerkender, at efterbetalingskrav vil kunne rejses af klageren for de af den mellem parterne pr. 8. april 1988 afsagte voldgiftskendelse omhandlede og ikke allerede erlagte ydelser for holddriftsarbejde for tiden efter det tidspunkt, fra hvilket Viborg Kommune i henhold til Arbejdsrettens dom tilpligtes at efterbetale sådanne ydelser, idet det henskydes til sædvanlig fagretlig behandling at fastsætte størrelsen af sådanne krav.

SAGSFREMSTILLING

Efter mæglingsmøde den 1. september 1986 og begæring om faglig voldgift den 19. december 1986 blev der den 11. februar 1988 indgivet klageskrift til faglig voldgift med påstand om, at hjemmehjælpere ansat i Odense kommune har ret til betalt frihed, hvis de arbejder i holddrift. I klageskriftet blev der taget forbehold for senere krav om efterbetaling.

Ved opmandskendelse af 8. april 1988 blev Kommunernes Landsforening for Odense kommune pålagt at anerkende, at bestemmelser, der svarede til aftaler, der havde været gældende i hvert fald siden 1971, i overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og Husligt Arbejder Forbund, medførte, at hjemmehjælpere, der arbejdede i holddrift, havde ret til betalt frihed efter overenskomstens regler.

Husligt Arbejder Forbund, Odense, og Odense kommune enedes derefter - dog med forbehold fra Husligt Arbejder Forbund - om, at der skulle ske efterregulering fra den 1. april 1985.

Under et møde den 14. oktober 1988 og et fællesmøde den 19. juni 1989 konstaterede Kommunernes Landsforenings og Husligt Arbejder Forbunds repræsentanter, at der ikke kunne opnås enighed om ikrafttrædelsestidspunktet for den ordning, der var fastslået ved opmandskendelsen.

Arbejdsretssag blev derefter anlagt den 20. november 1990.

PARTERNES ARGUMENTER

Der er enighed mellem parterne om, at der om det omtvistede spørgsmål gælder samme regler for alle kommuner, der hører under Kommunernes Landsforening, og som ikke tidligere har været medlemmer af Foreningen af Kommuner i Københavns Amt. Der er også enighed om, at krav på efterregulering er omfattet af lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.

Til støtte for påstandene har klagerne anført, at arbejdstagerne som udgangspunkt har krav på efterbetaling for hele den periode, hvor overenskomstbestemmelserne har været gældende. Fortolkningen af bestemmelserne er ikke så tvivlsom, at opmandskendelsen først skal have virkning fra den dag, den blev afsagt.

Såvel forbundet som de enkelte medlemmer har i øvrigt indtil 1986 været i utilregnelig uvidenhed om, at arbejdsgiverne ikke aflønnede i overensstemmelse med overenskomsten. Klagerne har derfor først fra 1986 været i stand til at gøre deres krav gældende, og ingen del af kravet var derfor - jfr. 1908-lovens § 3 - forældet, da arbejdsretssagen blev anlagt den 20. november 1990.

En eventuel forældelse måtte i øvrigt antages at være afbrudt ved afholdelse af mæglingsmødet den 1. september 1986 eller ved begæringen om faglig voldgift den 19. december 1986 eller senest ved klageskriftet i voldgiftssagen den 11. februar 1988.

Det bestrides, at klagerne efter opmandskendelsen har udvist en passivitet, som skulle kunne medføre, at man har mistet kravet på betydelige efterbetalingsbeløb. Når der gik lang tid, inden arbejdsretssag blev anlagt, skyldes det bl.a., at de indklagede ikke reagerede på anmodning om fællesmøde.

Opmandskendelsen medførte, at overenskomsten herefter blev fulgt, og det var for klagerne først herefter aktuelt at rejse efterbetalingskrav. Den omstændighed, at afgørelsen af efterbetalingsspørgsmålet er trukket ud, har ikke medført, at kravet er steget, men kun at arbejdsgiverne har haft renteindtægten af beløbene.

Arbejdstagernes samlede krav udgør adskillige millioner kroner, og Kommunernes Landsforening bør pålægges en bod, der tager hensyn hertil.

De indklagede har heroverfor anført, at der var tale om en reel fortolkningstvivl, der har sin baggrund i, at hjemmehjælperarbejdet gennem årene har ændret karakter og derved er blevet omfattet af regler, der oprindelig omfattede andre områder. Klagernes langvarige overvejelser tyder da også på, at man hos forbundet var i tvivl om, hvad der er den rigtige forståelse. Dette bør medføre, at opmandskendelsen kun får virkning for fremtiden eller tidligst fra den 1. september 1986, hvor klagerne først rejste kravet over for Odense Kommune. De indklagede havde indtil da med god ret den opfattelse, at man aflønnede efter overenskomsten.

Klagerne har ikke rejst efterbetalingskravet uden unødigt ophold efter opmandskendelsen, men har ladet gå ca. 1/2 år før fællesmøde og derefter ca. 1 1/2 år før sagsanlæg ved Arbejdsretten. Dette er et yderligere argument for, at kendelsen ikke bør få tilbagevirkende kraft.

Da alle arbejdsgivere praktiserede reglerne på samme måde, kunne klagerne nemt have konstateret deres eventuelle krav, og forældelse må derfor regnes fra kravenes forfaldstid, idet 1908-lovens § 3 ikke kan bevirke nogen udskydelse.

Da klagerne først ved klageskriftet den 20. november 1990 i arbejdsretssagen har formuleret et efterbetalingskrav, er dette det første retlige skridt, der kan have afbrudt forældelse, og klagerne kan derfor under ingen omstændigheder få medhold i efterbetalingskrav for tiden forud for den 20. november 1985.

Den berettigede tvivl, der er om efterbetalingskravene, må medføre, at der i hvert fald ikke pålægges nogen bod.

ARBEJDSRETTENS PRÆMISSER OG KONKLUSION

De aftalebestemmelser, hvis rette forståelse blev afgjort ved opmandskendelsen af 8. april 1988, kunne ganske vist navnlig på grund af forholdene ved deres tilblivelse give anledning til fortolkningstvivl, men dette kan efter Arbejdsrettens opfattelse ikke medføre, at opmandskendelsen kun skal have virkning for tiden efter voldgiftssagen.

Det er herefter afgørende for sagen, i hvilket omfang klagernes krav er forældet.

Arbejdsretten finder ikke grundlag for at give klagerne medhold i, at de indtil 1986 på grund af utilregnelig uvidenhed har været ude af stand til at gøre deres ret gældende, således at forældelsesfristen i overensstemmelse med § 3 i 1908-loven først skulle regnes fra dette år.

Klagernes forbehold for senere krav om efterbetaling i klageskriftet af 11. februar 1988 er ikke uden unødigt ophold forfulgt ved Arbejdsretten eller faglig voldgift og kan allerede af den grund ikke antages at have afbrudt kravenes forældelse.

Ved anlæg af denne sag ved Arbejdsretten den 20. november 1990 har klagerne påstået deres efterbetalingskrav fastslået og således afskåret forældelse af alle krav, der forfaldt efter den 20. november 1985. Krav, der forfaldt før denne dato, er derimod forældet, jfr. § 2 i 1908-loven.

Det er ikke for Arbejdsretten godtgjort, at klagerne efter opmandskendelsen har udvist en passivitet, der kunne begrunde, at de krav, der nu er rejst for Arbejdsretten, var bortfaldet.

Tvisten mellem parterne om virkningstidspunktet for opmandskendelsen findes at være af så tvivlsom karakter, at der ikke er grundlag for at pålægge nogen af de indklagede bod.

Herefter frifindes de indklagede for påstand 1 og 4, mens klagernes subsidiære påstand 2 og påstand 3 tages til følge som nedenfor bestemt.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede Viborg Kommune tilpligtes at anerkende, at der for perioden 20. november 1985 til 31. marts 1988 skal ske efterregulering af hjemmehjælperes løn i overensstemmelse med opmandskendelse af 8. april 1988.

Indklagede Kommunernes Landsforening tilpligtes at anerkende, at der i de øvrige kommuner under landsforeningen, dog bortset fra kommuner, der tidligere har været medlemmer af Foreningen af Kommuner i Københavns Amt, for tiden efter den 20. november 1985 skal ske efterregulering af hjemmehjælperes løn i overensstemmelse med opmandskendelse af 8. april 1988.

Det henskydes til sædvanlig fagretlig behandling at fastsætte kravenes størrelse.

I øvrigt frifindes de indklagede for klagernes påstande.

I sagsomkostninger skal indklagede Kommunernes Landsforening betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.530, Illum s. 152, K. 89.340, K. 9628 (A 1983, s.93).

Efter at der var indgivet klageskrift af 11/2 1988 til en faglig voldgiftsret, blev Kommunernes Landsforening KL ved opmandskendelse af 8/8 1988 tilpligtet at anerkende en forståelse af aftaler, der indebar et efterbetalingskrav. Da der ikke kunne opnås enighed om ikrafttrædelsestidspunktet for den ordning, der var fastslået ved voldgiftskendelsen, afholdtes fællesmøder den 14/10 1988 og 19/6 1989. Arbejdsretssag om spørgsmålet blev af fagforbundet anlagt den 20/11 1990.

Selv om de aftalebestemmelser, hvis rette forståelse blev afgjor-016d voldgiftskendelsen kunne give anledning til fortolkningstvivl, medførte dette ikke, at opmandskendelsen først skulle have virkning for tiden efter voldgiftssagen. Klagerne fandtes ikke indtil 1986 på grund af utilregnelig uvidenhed at have været ude af stand til at gøre kravet gældende, og forældelsesfristen efter 1908-lovens § 3 løb derfor ikke først fra dette år. Et forbehold i klageskriftet af 11/2 1988 var ikke uden unødigt ophold forfulgt ved Arbejdsretten eller faglig voldgift og havde derfor ikke afbrudt kravenes forældelse. Herefter ansås krav, der forfaldt før 20/11 1985, som forældede. Klagerne havde ikke udvist en sådan passivitet efter voldgiftskendelsen, at de rejste krav bortfaldt.

Ej grundlag for at pålægge KL eller de enkelte kommuner bod.

Fastsættelsen af kravenes størrelse henskudt til sædvanlig fagretlig behandling.