Landsorganisationen i Danmark for Hotel- og Restaurationspersonalets Samvirke for Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund i Danmark, Gastronomisk Landsforbund og Tjenerforbundet i Danmark (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter (advokat Henrik Uldal). Dommere: Vejgaard Andersen, John Bangert (retsformand), Bollerup-Jensen, Jens Engelbrechtsen, Agnete Halmind, Anne M. Pedersen og Westergaard. Eksklusivaftale. Organisationsansvar 4.2. Arbejdsgiverformands udtalelse til dagblad ikke brud på overenskomst.(* 1) (* 2)

Landsorganisationen i Danmark for Hotel- og Restaurationspersonalets Samvirke for Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund i Danmark, Gastronomisk Landsforbund og Tjenerforbundet i Danmark (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter (advokat Henrik Uldal). Dommere: Vejgaard Andersen, John Bangert (retsformand), Bollerup-Jensen, Jens Engelbrechtsen, Agnete Halmind, Anne M. Pedersen og Westergaard. Eksklusivaftale. Organisationsansvar 4.2. Arbejdsgiverformands udtalelse til dagblad ikke brud på overenskomst.(* 1) (* 2)

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Hotel- og Restaurationspersonalets Samvirke for Hotel og Restaurationspersonalets Forbund i Danmark, Gastronomisk Landsforbund og Tjenerforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter for Arbejdsretten for brud på § 21, stk. 3 i parternes overenskomst.

Den nævnte bestemmelse lyder således

»Stk. 3. Arbejdsgiveren forpligter sig til i videst mulig udstrækning at beskæftige organiseret personale og at opfordre uorganiseret personale til at melde sig ind i forbundet, under henvisning til, at der arbejdes på overenskomstmæssige vilkår samt så vidt muligt at træffe fornødne foranstaltninger til gennemførelse af kravet.«

Da der mellem parterne opstod uoverensstemmelse om rækkevidden af denne bestemmelse, blev spørgsmålet indbragt for en faglig voldgift.

Ved en opmandskendelse af 29. juli 1989 blev det fastslået, at bestemmelsen i § 21, stk. 3 ikke er en fortrinsklausul og heller ikke stiller et ubetinget krav om ansættelse af Samvirkepersonale, men at arbejdsgiveren med de begrænsninger, som følger af driftsmæssige grunde, må udfolde relevante bestræbelser herpå.

Under en strid inden for Tjenerforbundet bragtes i Dagbladet BT for den 26. februar 1990 en artikel under overskriften: »Uorganiserede stemplet med »jødestjerne«. I artiklen beskrives en aktion foretaget af Tjenerforbundet Fyns Amts afdeling. Ifølge artiklen skal afdelingen have tilsendt arbejdsgiveren en skrivelse, hvori man under henvisning til overenskomstens § 21, stk. 3 anmodede dem om ikke at beskæftige 158 navngivne tjenere, der alene var medlemmer af arbejdsløshedskassen, men ikke af forbundet. I denne forbindelse rettede BT henvendelse til formanden for Tjenerforbundet og formanden for forbundets Fyns Amts afdeling, som begge afviste henvendelsen, og til formanden for Arbejdsgiverforeningen, som ifølge referatet udtalte

»Jeg tager helt og aldeles afstand fra den slags metoder. Vores medlemmer har selvfølgelig ret til at ansætte, hvem de vil.

Det er ligegyldigt, hvor de er organiserede - eller om de overhovedet ikke er organiserede.

Vi vælger de dygtigste. Men det er klart, at vi bliver en slags gidsler i interne fagforeningsstridigheder.«

Da klagerne fandt disse udtalelser i strid med overenskomsten og den afsagte opmandskendelse, begærede man afholdt fællesmøde.

På fællesmødet gav Arbejdsgiverforeningen udtryk for, at formanden var blevet fejlciteret, og tilkendegav, at man agtede at efterleve kendelsen, men opfordrede Samvirket til en drøftelse af, hvorledes kendelsen skal anvendes i forskellige konkrete situationer.

Klagerne indgav imidlertid den 3. juli 1990 et klageskrift til Arbejdsretten, der indeholdt følgende under domsforhandlingen fastholdte påstand

»Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter tilpligtes for brud på gældende overenskomsts § 21, stk. 3, at betale en bod fastsat efter Arbejdsrettens skøn til Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund i Danmark, Gastronomisk Landsforbund og Tjenerforbundet i Danmark.«

Indklagede har påstået frifindelse.

Under domsforhandlingen har indklagede fremlagt fotokopi af en artikel i bladet Danske Restauranter for den 8. august 1990 med overskriften »AHR's formand bliver slæbt i Arbejdsretten.« Artiklen havde følgende ordlyd

»I forbindelse med balladen mellem Tjenerforbundet i Danmark og de amter, der er brudt ud af TFD, opstod der i foråret rygter om, at TFD havde sendt breve ud til AHR's medlemmer på Fyn, om at man skulle blackliste medlemmer af udbryderamterne.

Dagbladet B.T. spurgte i den forbindelse AHR's formand Poul Schwartzlose om hans syn på sagen. Poul Schwartzlose udtalte, at han helt tog afstand fra den slags metoder og fandt, at AHR's medlemmer var blevet en slags gidsler i en intern fagforeningsstrid, som man ikke ønskede at blive blandet ind i. Han fortsatte

- Vore medlemmer har selvfølgelig ret til at ansætte hvem de vil. Det er ligegyldigt, hvor de er organiserede. Vi vælger de dygtigste.

Belastning

Denne udtalelse finder Samvirket så ødelæggende, at man nu har indbragt sagen for Arbejdsretten med krav om bod for organisationsansvar for AHR.

AHR har tidligere meddelt, at forhandlingsmodparten fortsat alene er Tjenerforbundet og ikke udbryderamterne, men har også opfordret parterne til at finde en løsning på deres strid, så der atter kunne blive ro på området.

- Når Samvirket nu reagerer så voldsomt på mine udtalelser, må jeg konstatere, at man åbenbart ikke selv magter at løse konflikten, men det er ikke og bliver ikke vores bord. Til gengæld vil arbejdsretssagen belaste vores samarbejde med Samvirket, og det er ikke i nogens interesse, siger AHR's formand Poul Schwartzlose, til Danmarks Restauranter.«

Indklagedes formand, restauratør Poul Schwartzlose har forklaret, at han blev ringet op af journalisten, der gjorde ham bekendt med den henvendelse, som Fyns Amts afdeling havde foretaget til en række restauratører, og spurgte, hvad han sagde hertil. Referatet af hans udtalelse er ikke fuldstændigt. Han sagde også »vi tager de bedste og ser i den forbindelse på, om de er uddannede«. Han anser uddannelse for en kvalifikation i sig selv. Han sagde endvidere, at hvis vi har to lige gode, tager vi selvfølgelig den organiserede, for det skal vi. Referatet i Danmarks restauranter er en korrekt afskrift af, hvad der har stået i BT.

Klagerne har til støtte for sin påstand anført, at udtalelsen, hvis den er rigtigt citeret, er i strid med overenskomsten og med kendelsen. Kendelsen åbner kun mulighed for at ansætte uorganiserede, hvis vedkommende har ganske særlige kvalifikationer, eller der foreligger et akut personalebehov. Schwartzlose har udtalt sig på organisationens vegne, og ansvaret påhviler derfor organisationen. Udtalelsen på fællesmødet er ikke tilstrækkelig til at fritage organisationen for ansvar. Der kunne have været vejledet i medlemsbladet, og der må være en pligt til at give en redegørelse, selv om der foreligger en fejlcitering. I øvrigt viser artiklen i Danmarks Restauranter, at der ikke er tale om en fejlcitering, da udtalelsen her fastholdes. Uanset Schwartzloses forklaring har udtalelsen haft en så generel karakter, at man må tro, at restauratørerne står frit. Forudsætningen for overenskomstens § 21, stk. 3 er ikke bristet på grund af konflikten på Fyn, og Arbejdsretten skal ikke tage stilling til tjenernes fremgangsmåde.

Indklagede har anført, at udtalelsen i BT må ses på baggrund af fagforeningsstriden på Fyn, hvor afdelingen i strid med både overenskomst og kendelse og den almindelige lovgivning havde blacklistet en række tjenere. Schwartzloses udtalelse til BT tager afstand fra denne fremgangsmåde, og den følgende sætning er vendt mod blacklistning og eksklusivbestemmelse. Hvis hans udtalelse var blevet citeret fuldstændigt, ville det være fremgået, at der ses på kvalifikationerne, og det kan ikke være organisationsfjendtligt. Kendelsen er ikke særlig tydelig, men indebærer, at der i et vist omfang er pligt til at beskæftige organiserede. Dette har indklagede ikke bestridt, hvilket klart fremgår af udtalelsen på fællesmødet. Der har ikke været anledning til at fremkomme med noget dementi. Modparten har ikke villet udtale sig til BT, og dette kan opfattes som en accept af forbundets fremgangsmåde. Artiklen i Danmarks Restauranter er uden betydning. Den indeholder blot en redegørelse for arbejdsretssagen.

Arbejdsretten skal udtale

Selv om der må gives klagerne medhold i, at Arbejdsretten ikke skal tage stilling til den fremgangsmåde, som tjenerne har anvendt på Fyn, må det dog tages i betragtning, på hvilken baggrund restauratør Schwartzloses udtalelse til BT er fremkommet.

Arbejdsretten lægger Schwartzloses forklaring til grund. Udtalelsen til BT kunne i den form, hvori den er gengivet, nok give indtryk af, at restauratørerne i forhold til forbundet var helt frit stillet ved antagelse af personale, og at indklagede således ikke ville efterleve overenskomstens § 21, stk. 3 og den afsagte opmandskendelse. Imidlertid fremgår det af den afgivne forklaring, at der i forbindelse med udtalelsen var givet udtryk for, at der var begrænsninger i retten til ansættelse, og indklagede gav på fællesmødet klart udtryk for, at man ville efterleve kendelsen. Artiklen i Danmarks Restauranter indeholder alene en redegørelse for, at der er anlagt sag ved Arbejdsretten og baggrunden for denne, og klageren har da også alene påberåbt den som et bevis for, at udtalelsen til BT er fremsat.

Efter det anførte og under hensyn til den baggrund, på hvilken udtalelsen er fremkommet, og til at denne ikke har kunnet opfattes om en vejledning til organisationens medlemmer, finder Arbejdsretten ikke, at udtalelsen kan pådrage organisationen ansvar. Arbejdsretten frifinder derfor indklagede.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Arbejdsgiverforeningen for Hoteller og Restauranter, frifindes.

Klagerne skal betale sagens omkostninger til Arbejdsretten med 2.000 kr.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.498 ff, K. 9908 (A 1984, s.31) K. 90.257.

Ved en faglig voldgiftskendelse blev en overenskomstbestemmelse fortolket således, at den ikke stillede et ubetinget krav om, at arbejdsgiveren skulle ansætte medlemmer af forbundet, men at arbejdsgiveren med de begrænsninger, der følger af driftsmæssige grunde, må udfolde relevante bestræbelser herpå. Nogen tid efter fremkom arbejdsgiverforeningen A's formand med udtalelser til et dagblad, som fagforbundet fandt stridende mod overenskomsten og den afsagte opmandskendelse og rejste sag ved Arbejdsretten mod A med påstand om bod.

A blev frifundet, idet Arbejdsretten fandt, at formandens udtalelser, som de var gengivet i dagbladet, nok kunne give indtryk af, at arbejdsgiverne i forhold til forbundet var helt frit stillet ved antagelse af personale, og at arbejdsgiverne således ikke ville efterleve overenskomsten og den afsagte kendelse. Imidlertid lagdes formandens forklaring om, at hans udtalelse ikke var blevet gengivet af dagbladet i sin helhed, til grund, og der lagdes vægt på de særlige omstændigheder, hvorunder de var fremsat, og på, at udtalelsen ikke havde kunnet opfattes som en vejledning til A's medlemmer.