Dansk Arbejdsgiverforening for HO Byggefagenes Mesterforening (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark (konsulent Ulrik Jørgensen) Dommere: Bollerup-Jensen, Bæhring, Arnold Hansen, Albæk Petersen, Riis (retsformand), Spang-Hanssen og Westergaard. Kollektiv overenskomst 3 og 4. Hovedaftale ikke behørigt opsagt.(* 1) (* 2)
Statutory Text (3 Articles)
Dansk Arbejdsgiverforening for HO Byggefagenes Mesterforening (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark (konsulent Ulrik Jørgensen) Dommere: Bollerup-Jensen, Bæhring, Arnold Hansen, Albæk Petersen, Riis (retsformand), Spang-Hanssen og Westergaard. Kollektiv overenskomst 3 og 4. Hovedaftale ikke behørigt opsagt.(* 1) (* 2)
Under denne sag har Dansk Arbejdsgiverforening for HO Byggefagenes Mesterforening indklaget Landsorganisationen i Danmark for Arbejdsretten og nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at Hovedaftalen mellem HO Byggefagenes Mesterforening og Landsorganisationen i Danmark er behørigt opsagt og bortfalder efter sit indhold, når HO Byggefagenes Mesterforenings ikraftværende kollektive overenskomster afløses af nye pr. 1. marts 1991.
Indklagede har påstået frifindelse.
Sagens omstændigheder er følgende
Hovedaftalen af 14. november 1974 med ændringer af 19. februar 1987 mellem HO Byggefagenes Mesterforening og Landsorganisationen i Danmark indeholder i § 12 følgende bestemmelser
»§ 12
Stk. 1. Hovedaftalen er gældende, indtil den med 6 måneders varsel opsiges til en 1. januar, dog tidligst 1. januar 1989. Den af hovedorganisationerne, der måtte have ønske om ændringer i hovedaftalen, skal 6 måneder forud for opsigelsen underrette modparten herom, hvorefter der optages forhandlinger med det formål at opnå enighed og derved undgå opsigelse af hovedaftalen.
Stk. 2. Er forhandlinger om en fornyelse af hovedaftalen efter stedfunden opsigelse ikke afsluttet til den pågældende 1. januar, gælder hovedaftalen, uanset at opsigelsestidspunktet overskrides, indtil de ikraftværende kollektive overenskomster afløses af nye, og den bortfalder da ved de nye kollektive overenskomsters ikrafttræden.«
Denne Hovedaftale er, bortset fra ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 13 og § 9, stk. 3, identisk med Hovedaftalen mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark. § 9, stk. 3 i Hovedaftalen med HO Byggefagenes Mesterforening er sålydende
» Hovedorganisationerne er enige om i fællesskab at modarbejde uorganiserede og gensidigt understøtte hinanden i bestræbelserne for at udvirke, at sådanne uorganiserede tilslutter sig de respektive organisationer.«
HO Byggefagenes Mesterforening tilskrev den 28. juni 1988 Landsorganisationen i Danmark således
»Under henvisning til tidligere korrespondance vedr. HO Byggefagenes Mesterforenings optagelse i Dansk Arbejdsgiverforening opsiges, for god ordens skyld, herved den mellem vore organisationer gældende Hovedaftale af 14. november 1974 med ændringer af 19. februar 1987.
Ifølge Hovedaftalens § 12, stk. 2 gælder der særlig vilkår for aftalens opsigelse. Vi går ud fra, at LO og vi kan få lejlighed til at drøfte spørgsmålet nærmere ved det møde, som vi allerede har aftalt til den 10. august 1988.«
Landsorganisationen i Danmark tilskrev den 26. juli 1988 HO Byggefagenes Mesterforening således
»Idet vi hermed bekræfter modtagelsen af HO's skrivelse af 28. juni 1988, vedrørende opsigelse af Hovedaftalen af 14. november 1974 med ændringer af 19. februar 1987, skal vi orientere om, at vi har taget den til efterretning, men samtidig understrege at vi ikke betragter skrivelsen som en opsigelse af Hovedaftalen, men som et forvarsel til de drøftelser, der skal finde sted på mødet den 10. august 1988.«
Referatet af mødet den 10. august 1988 er - for så vidt angår de dele, der er relevante for sagen - sålydende
»1. Orientering om Byggeriets Arbejdsgiverforening og HOs indmeldelse i Dansk Arbejdsgiverforening.
HO omtalte baggrunden for arbejdsgivernes ønske om en samling af de mange organisationer på arbejdsgiverside og gennemgik det beslutningsforslag, der blev vedtaget på HOs delegeretmøde og aftalen med DA.
Kopi af pågældende dokumenter blev omdelt til de mødte.
Det blev fra forbundenes side beklaget, at HO ikke tidligere havde orienteret forbundene, hvilket dog er sket uofficielt.
Forskellige forhold omkring DA-aftalen blev drøftet, idet DA-medlemskabet ikke vil omfatte alle HOs medlemmer.
2. Hovedaftalen mellem LO og HO.
Spørgsmålet om HOs opsigelse af Hovedaftalen blev drøftet. LO afviste at gå med til en ophævelse og anvendelse af DAs hovedaftale i stedet. Der var enighed om, at den væsentligste forskel mellem de to hovedaftaler er § 9,3 i HOs (eksklusivbestemmelsen) som LO ikke vil slippe på grund af en principiel holdning om ikke frivilligt at give afkald på erhvervede rettigheder, ligesom man lagde vægt på, at dæmme op for »de gule«.
Der var enighed om at nedsætte et snævert udvalg for at foretage en teknisk gennemgang af Hovedaftalen for at finde de præcise forskelle, og hvilke konsekvenser disse måtte have. Endvidere skal spørgsmålet om konsekvenser for så vidt angår HOs DA-medlemmer pr. 1.1.89 analyseres.
Forbundene ville herefter gerne deltage i møde igen, men det tilkendegaves, at der heri ikke lå nogen accept af opsigelse af Hovedaftalen, hvortil der i øvrigt også er henvist til i diverse overenskomster, herunder tiltrædelsesoverenskomster.'
Det snævre udvalg kom til at bestå af advokat Niels Sørensen, HO Byggefagenes Mesterforening, konsulent Ulrik Jørgensen, Landsorganisationen i Danmark, og sekretariatsleder Jan Rask, Byggefagenes Landssammenslutning. Udvalget holdt møde den 22. september 1988. Mødereferatet, der er underskrevet af de tre udvalgsmedlemmer, indeholder følgende bemærkninger om, hvornår hovedaftalen med HO Byggefagenes Mesterforening udløber
»Når HO (eller en del heraf) bliver medlem af DA, bliver organisationen som udgangspunkt omfattet af DAs hovedaftale.
Da HO har sin egen hovedaftale, binder denne imidlertid HO, indtil den lovligt kan bringes til ophør.
Dette kan jfr.§ 12, stk. 1, som udgangspunkt tidligst ske efter 6 måneders »underretning« og derefter 6 måneders opsigelsesvarsel til den 1. januar, altså tidligst til 1. januar 1990.
Jfr. § 12, stk. 2, løber hovedaftalen, med mindre der opnås enighed om en fornyelse, dog videre indtil »de ikraftværende kollektive overenskomster afløses af nye«.
Det vil sige, at HO-aftalen er i kraft til og med overenskomstforhandlingerne 1991.
Hvilken hovedaftale, der skal gælde for de (små) HO- virksomheder, der vælger at stå uden for DA er uklart.'
Der blev den 13. januar 1989 afholdt møde mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark vedrørende spørgsmål opstået i forbindelse med HO Byggefagenes Mesterforenings optagelse som medlemsorganisation i Dansk Arbejdsgiverforening den 1. januar 1989. Der foreligger ikke noget mødereferat fra dette møde, men afdelingschef Knud Erik Linius, Dansk Arbejdsgiverforening, og sekretær Niels Jørgen Hillstrøm, Landsorganisationen i Danmark, har under domsforhandlingen afgivet vidneforklaring om, hvad der skete på mødet.
Afdelingschef Linius har forklaret, at Dansk Arbejdsgiverforening havde begæret mødet den 13. januar 1989, og at han og kontorchef Hans Christian Andersen deltog i mødet som repræsentanter for Dansk Arbejdsgiverforening. Landsorganisationen i Danmark ville ikke lade Hovedaftalen med HO Byggefagenes Mesterforening bortfalde før den 1. marts 1991, men Landsorganisationen anfægtede ikke, at denne hovedaftale bortfaldt den 1. marts 1991 på grund af opsigelse. Han er i tvivl om, at han under mødet den 13. januar 1989 var bekendt med Landsorganisationens skrivelse af 26. juli 1988. Skrivelsen blev ikke drøftet på mødet. Mødet tog meget kort tid. Man var enige om alt, herunder at der ikke var grund til at udarbejde referat af mødet. Man blev enige om at følge Hovedaftalen med Dansk Arbejdsgiverforening, bortset fra de medlemmer af HO Byggefagenes Mesterforening, der ikke er medlemmer af Dansk Arbejdsgiverforening.
Sekretær Niels Jørgen Hillstrøm har forklaret, at temaet for mødet den 13. januar 1989 alene var at få en praktisk måde at klare fællesmøderne på i den periode, hvor der måtte være to hovedaftaler.
Klagerne har gjort gældende, at HO-Hovedaftalen er behørigt opsagt i medfør af dens § 12, stk. 1. Skrivelsen af 28. juni 1988 er i hvert fald et varsel. Opsigelse er derefter sket på mødet den 13. januar 1989. Dette møde havde kun mening, hvis HO-Hovedaftalen bortfaldt den 1. marts 1991. Kan det ikke lægges til grund, må skrivelsen af 28. juni 1988 stå ved magt som behørig opsigelse. Begge parter er efter hele sagens udvikling gået ud fra, at HO-Hovedaftalen den 1. marts 1991 ville blive afløst af DA-Hovedaftalen.
Indklagede har bestridt, at HO-Hovedaftalen er behørigt opsagt efter dens § 12, stk. 1. Skrivelsen af 28. juni 1988 er efter sit indhold en upræcis opsigelsesskrivelse, der intet oplyser om bortfaldstidspunktet. Den 28. juni 1988 var indklagede ikke underrettet om, at man agtede at opsige Hovedaftalen, og der var af samme grund heller ikke passeret en 6 måneders periode, hvor parterne kunne drøfte den påtænkte opsigelse. Indklagede gjorde ved skrivelse af 26. juli 1988 indsigelse mod opsigelsen, og denne indsigelse blev ikke anfægtet. Indsigelsen blev fastholdt i mødet den 10. august 1988 og i det snævre udvalgs møde den 22. september 1988. Det er ikke bevist, at klageren under mødet den 13. januar 1989 mundtligt opsagde Hovedaftalen. Der bør stilles strenge beviskrav til den part, der gør gældende, at en Hovedaftale er opsagt mundtligt, når den påståede mundtlige opsigelse ikke engang er blevet bekræftet skriftligt.
Arbejdsretten skal udtale
Da det ikke er godtgjort, at HO-Hovedaftalen er blevet mundtligt opsagt under mødet den 13. januar 1989, og da skrivelsen af 28. juni 1988 blev afsendt på et tidspunkt, hvor indklagede ikke var underrettet om, at HO-Hovedaftalen ville blive opsagt, og hvor der ikke havde været lejlighed til forhandling mellem parterne, er HO-Hovedaftalen ikke behørigt opsagt efter dens § 12, stk. 1. Indklagede må derfor frifindes.
T h i k e n d e s f o r r e t
Indklagede, Landsorganisationen i Danmark, frifindes.
I sagsomkostninger skal klagerne, Dansk Arbejdsgiverforening for HO Byggefagenes Mesterforening, inden 14 dage efter denne doms afsigelse betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.
(* 1)
I hovedaftalen mellem HO og LO er det bl.a. bestemt, at den med 6 måneders varsel kan opsiges til en 1. januar, dog tidligst 1.
januar 1989, således at den af hovedorganisationerne, der måtte have ønske om ændringer i hovedaftalen, 6 måneder forud for opsigelsen skal underrette modparten herom, hvorefter der skal optages forhandlinger med det formål at opnå enighed og derved undgå opsigelse af hovedaftalen. I forbindelse med HOs indmeldelse i DA pr. 1. januar 1989 havde der været forskellige forhandlinger mellem parterne om hovedaftalens ophør. Hovedaftalen blev skriftligt opsagt af HO ved skrivelse af 28/6 1988 til LO.
Arbejdsr-018n fandt imidlertid, at LO på dette tidspunkt endnu ikke var underrettet om, at opsigelse ville ske, og at der ikke havde været lejlighed til forhandling mellem parterne. Da det endvidere ikke var godtgjort, at hovedaftalen blev opsagt senere, fandtes hovedaftalen ikke at have været behørigt opsagt.