Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Scandinavian Airlines System (advokat Henrik Uldal) mod Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Cabin Attendants Union for et antal af foreningens medlemmer (advokat Peder Vesterbæk) og i sag nr. 90.082: Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Cabin Attendants Union (advokat Peder Vesterbæk) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Scandinavian Airlines System (advokat Henrik Uldal). Dommere: Arnold Hansen, Kiil (retsformand), Gert Kristensen, Sarroe, Spang-Hanssen, Aage Sørensen og Thorning. Bod 1.2.4.1. og 2.3.2. Systematisk aktion. Bodsansvar for arbejdstageres overenskomststridige arbejdsnedlæggelser fandtes at være en forståelig reaktion på arbejdsgiverens adfærd, således at bod bortfaldt, men arbejdsgiveren fandtes ikke at have handlet overenskomststridigt.(* 1) (* 2)

Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Scandinavian Airlines System (advokat Henrik Uldal) mod Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Cabin Attendants Union for et antal af foreningens medlemmer (advokat Peder Vesterbæk) og i sag nr. 90.082: Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Cabin Attendants Union (advokat Peder Vesterbæk) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Scandinavian Airlines System (advokat Henrik Uldal). Dommere: Arnold Hansen, Kiil (retsformand), Gert Kristensen, Sarroe, Spang-Hanssen, Aage Sørensen og Thorning. Bod 1.2.4.1. og 2.3.2. Systematisk aktion. Bodsansvar for arbejdstageres overenskomststridige arbejdsnedlæggelser fandtes at være en forståelig reaktion på arbejdsgiverens adfærd, således at bod bortfaldt, men arbejdsgiveren fandtes ikke at have handlet overenskomststridigt.(* 1) (* 2)

Under disse sager, der er behandlet sammen, har klagerne i sag nr. 90.075 påstået de på sagens bilag 1 anførte medlemmer af Cabin Attendants Union dømt til at betale en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod for hver time, de pågældende har deltaget i arbejdsnedlæggelser den 15., den 16. og den 24. november 1989.

De indklagede har påstået frifindelse, i givet fald frifindelse for dem, der alene har deltaget i arbejdsnedlæggelser den 15. og/eller den 16. november 1989. Subsidiært har de indklagede påstået de i arbejdsnedlæggelserne deltagende medlemmer fritaget for bod og har mere subsidiært nedlagt påstand om, at der alene idømmes dem en mild bod.

I sag nr. 90.082 har klagerne påstået Scandinavian Airlines System idømt en alvorlig bod, medens de indklagede har påstået frifindelse.

Af de to sager, der vedrører samme hændelsesforløb, fremgår bl.a., at der onsdag den 15. og torsdag den 16. november 1989 fandt en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse sted blandt de indklagede medlemmer af Cabin Attendants Union. Arbejdsnedlæggelsen, der i første række skyldtes en uoverensstemmelse om opnormering til pursere som følge af en af SAS truffet beslutning om indførelse af basebestemt senioritet, blev iværksat ved 7.30-tiden onsdag den 15. november 1989. I en af de strejkende samme dag udleveret meddelelse hedder det om årsagen til konflikten

»KABINEPERSONALE

TILLIDEN TIL SAS ER VÆK!

SAS BRYDER DAGLIGT INDGÅEDE AFTALER

HVORFOR ?

SAS VIL IKKE FORHANDLE MED VORES REPRÆSENTANTER

HVORFOR ?

SAS DIKTERER I STEDET FOR AT FORHANDLE

HVORFOR ?

VI KRÆVER SVAR!!!!!!!

Gennem det sidste års tid er praktisk taget alt, hvad C/A og fagforeningerne har fremført og prøvet at forhandle, enten blevet blankt afvist eller ikke overholdt af SAS. Selv faste etablerede rutiner og aftaler bliver brudt, og negligeret gang efter gang.

Vi kan blot nævne problemerne omkring schedulering og omdisponeringer som forpester og ødelægger vor arbejdsglæde og privatliv.

Den stadige underbemanding som overbelaster den enkelte C/A og forhindrer, at vi kan få vor ferie og F7-dage.

Den amatøragtige og inkompetente måde hele 767 problematikken og bemandingen er blevet behandlet på.

Den ulideligt lange række af klare aftalebrud, som introduktionen af 5/4 systemet har medført på den trykte schedule.

Hele vor flight duty allotment der styrer vor gruppeinddeling, og dermed vor hverdag, kan i øjeblikket ikke hænge sammen på grund af SAS« modstridende ordre og beslutninger.

Vort sikkerheds- og miljøarbejde der bliver behandlet så inkompetent og henholdende, at selv de afdelinger vi samarbejder med i resten af SAS, på det nærmeste har opgivet vor afdeling.

Det alvorligste tilbageslag er dog, at SAS selv inden forhandlinger har været afholdt, fuldstændigt kynisk bryder vort fælles senioritetssystem. Første skridt var at meddele, at fremtidige A/P-udnævnelser sker basevis, 2 i Malmø, 18 i København, 30 i Oslo og 50 i Stockholm.

Der findes ikke et fornuftigt argument for at tage et sådant skridt, andet end at bryde hele vort aftale system op. Hvad med vor bidding, stationeringer, orlov, deltid osv. - listen er lang.

Vort ganske samarbejdsmiljø med SAS er forpestet af en hidtil ukendt kynisme og inkompetence fra SAS' side.

DIN FREMTID ER I FARE!»

Samme dag - onsdag den 15. november 1989 - afsendte SAS, Stockholm, følgende skrivelse til samtlige Cabin Attendants, adresseret til deres privatadresser

»Med anledning av arbetsnedlaggelsen i Kopenhamn.

Det ar med djupaste beklagan jag skriver till dig med anledning av den situation som uppstått i Kopenhamn och jag vill med dessa rader forklara SAS hållning.

Grundkonflikten galler purserutnamningarna. SAS har fullgjort sin forhandlingsskyldighet utan att enighet har kunnat nås och har som arbetsgivare att fatta beslut. Sjalvklart kan ej SAS i vår konkurrenssituation anstalla 194 pursers nar det verkliga behovet ar 100.

CAU och dansk kabinpersonal har kollektivavtal med SAS och Handelns Arbetsgivareorganisation (HAO) på svensk jurisdiktion med fredsplikt. Vi betraktar det intraffade som en illegal konflikt och vi kommer darmed att stamma CAU och de cabin attendants som genomfor stridsåtgarden infor svensk arbetsdomstol. Bland annat for de extra kostnader som SAS får på grund av den illegala konklikten.

Konflikten har hittills inneburit att trafiken utifrån Kopenhamn i stort sett stått stilla.

Från och med nu kommer vi inte att planera några flygningar med dansk kabinpersonal, forran vi fått klartecken från CAU att man återgår till arbetet. Moglighet finns aven for enskild cabin attendant att anmala sig till flygtjanst.

Tillfalliga avbrott for fackliga moten accepteras inte.

Eftersom SAS betraktar det som en olaglig konflikt utbetalas ingen lon for de som inte genomfor flygtjanst. Ovriga personalformåner, exempelvis ID-biljetter indrages under den tid som den illegala konflikten pågår, i enlighet med SAS praxis.

Tvartemot vad som sags ar vi alltid villiga att diskutera med cabin attendants och fackforeningar, hur vi gemensamt ska forma 90-talets SAS under de krav som marknaden och verkligheten staller.«

I en ny skrivelse den følgende dag - torsdag den 16. november 1989 - en skrivelse, der denne gang ikke blev sendt til privatadressen, anførte divisionschef Mats Mitsell fra SAS' Operations Division følgende

»I anledning af den igangværende arbejdskonflikt.

SAS havde allerede onsdag den 15. november om formiddagen via CAU's formand John Vangen Nielsen, erklæret sig villig til, umiddelbart at diskutere kabinepersonalets arbejdssituation i sin helhed.

En forudsætning er, selvfølgelig at arbejdet genoptages inden diskussionerne starter.

Grundspørgsmålet, som det er fremgået, gælder purserrekruttering. I denne sammenhæng ser vi det nødvendigt at tydeliggøre os. Det er ikke vor mening at sen. ordningen generelt skal ophæves, men at A/P rekrutteringen skal ske, hvor produktionsbehov findes.

Som det blev fremført, onsdag 15. november er vi villige til, grundigt at diskutere problemerne omkring schedulering, omdisponering, ferie og F7-dage, samt introduktionsproblemerne omkring 5/4 systemet.

Vi er interesserede i at få specificeret de problemer, som gælder Flight Duty Allotment.

Kritikken gældende vort sikkerheds- og miljøarbejde ser vi meget alvorligt på, da det er to områder vi prioriterer højt.«

Samme dag - torsdag den 16. november 1989 - afholdtes fællesmøde. I referatet fra mødet hedder det bl.a.

»Fra arbejdstagerside erkendte man, at arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig, og gav tilsagn om at pålægge de strejkende at genoptage arbejdet snarest muligt, dog senest d.d. kl. 16.00. For så vidt de strejkende først genoptager arbejdet senere end kl. 16.00, men dog senest kl. 24.00, vil dette dog ikke få ansættelsesmæssige konsekvenser for dem.

Under forudsætning at arbejdet genoptages som ovenfor nævnt, var der mellem parterne enighed om at etablere en lokal forhandling til drøftelse af den til grund for arbejdsnedlæggelsen værende årsag.

Fra arbejdsgiverside tog man forbehold om at indbringe sagen for Arbejdsretten, såfremt arbejdet ikke genoptages som ovenfor nævnt.«

Arbejdet blev herefter genoptaget samme dag - torsdag den 16. november 1989 - kl. 16. I en af SAS' Operations Division herom udsendt telefax kl. 19.39 hedder det

»ARBETSKONFLIKTEN I KOPENHAMN AR NU AVBLÅST

Danska cabin attendants återgick till arbetet kl. 16.00, torsdag 16nov.

Med omedelbar verkan har flygningarna borjat bemannas enligt gallande avtal.

Trafiken återgår succesivt till normal tidtabell, och vi raknar med att från och med i morgon, fredag, kunna flyga enligt normalt trafikprogram.

De strejkande återgick till arbetet efter det att den danska arbetstagarsidan, under mote i dansk arbetsgivareforening erkant att konflikten var olaglig och att man overenskommit att traffas for att diskutera de frågor som legat bakom den illegala strejken.

Divisionsledningen kommer i morgon, att som tidigare utlovats, traffa CAU for att grundligt diskutera och forsoka finna losningar kring cabin attendants arbetssituation på Kopenhamnsbasen. Bland de problem som kommit till vår kannedom kan namnas schedulering och omdisponeringar, ferier och F7-dagar samt introduktionsproblem kring 5/4-systemet.

Vi har också fått kritik angående vårt sakerhets- och miljoarbete, vilket vi onskar få narmare specificerat.

Detta innebar dock inte att vi ar beredda att återta forhandlingen om purserbefordran.«

Som aftalt under fællesmødet blev der dagen efter - fredag den 17. november 1989 - afholdt et forhandlingsmøde i København med deltagelse af bl.a. divisionschef Mats Mitsell og CAU's formand John Vangen Nielsen samt CAU's mangeårige advokat John Folkmann. Det lykkedes imidlertid ikke ved dette møde at nå til enighed om en løsning af purserspørgsmålet. Der blev derfor på foranledning af FTF afholdt nyt fællesmøde lørdag den 18. november 1989. I referatet fra mødet hedder det bl.a.

»FTF gjorde på vegne CAU gældende, at man var af den klare opfattelse, at SAS ikke havde overholdt den den 16. november 1989 i DA indgåede aftale, idet SAS ikke har indgået realitetsforhandlinger vedrørende spørgsmålet om opnormering af pursere, idet tilføjes, at CAU havde formået at få foreningens medlemmer til med meget kort varsel at genoptage arbejdet, og at dette har været normaliseret siden. Til trods for, at SAS mødte med kompetente forhandlere, lykkedes det ikke at få forhandlingen påbegyndt. Det tilføjes, at CAU fortsat er parat til med kort varsel at deltage i realitetsforhandlinger angående opnormering af pursere.

Fra arbejdsgiverside vedstod man tilsagnet om en lokal forhandling og tilkendegav, at forudsætningen om arbejdets genoptagelse er opfyldt.

Fra SAS's side fastholdt man at have gennemført den ønskede lokale forhandling med CAU i overensstemmelse med det givne tilsagn.

FTF og CAU tilkendegav, at sagen ville blive indbragt for Arbejdsretten.«

Torsdag den 23. november 1989 afholdtes herefter på ny et forhandlingsmøde i København, hvorunder man drøftede purserudnævnelserne uden at nå til noget endeligt resultat, inden SAS's forhandlere samme aften rejste tilbage til Stockholm. Fra CAU's side betragtede man dette som en ensidig afbrydelse af de påbegyndte forhandlinger. I protest herimod blev arbejdet den følgende dag - fredag den 24. november 1989 - på ny nedlagt. Da man fra arbejdstagerside bestred, at denne arbejdsnedlæggelse - der varede ca. 3 timer - havde systematisk sammenhæng med den tidligere arbejdsnedlæggelse den 15.-16. november 1989, blev der den 19. december 1989 afholdt et fællesmøde, hvorunder spørgsmålet blev drøftet. I referatet fra mødet hedder det

»Fra arbejdstagerside oplyste man følgende

Arbejdsnedlæggelsen den 15.-16. november 1989 skyldtes, at SAS ensidigt besluttede at oprette basebestemt senoritet.

CAU's tilkendegivelse om forhandlingsforløbet den 23.11.1989

Mødet indledtes med en klar tilkendegivelse fra SAS om, at man var parat til at forhandle samtlige de af CAU berørte punkter, og at CAU kunne bestemme rækkefølgen. Man tog herefter fat på punktet purserudnævnelser.

Kl. ca. 14.30 blev man enige om at udarbejde udkast til protokollat vedrørende ovennævnte punkt.

Kl. ca. 16.30 forelå SAS« udkast til kommentarer.

Kl. ca. 17.30 afleverede CAU kommentarerne.

Kl. ca. 19.30 meddelte SAS' forhandlingsleder, at man ikke ville gøre protokollatet færdigt, og at dette ville blive fremsendt senere (snarest), at man ville tage hjem til Stockholm, at man ikke ville sætte noget nyt tidspunkt for forhandling af de øvrige punkter, som man ikke var kommet i gang med.

Derefter forlod SAS' forhandlingsdelegation mødelokalerne.

Arbejdsnedlæggelsen den 24. november 1989 skyldtes SAS' ensidige afbrydelse af de påbegyndte forhandlinger. Det bestrides derfor, at arbejdsnedlæggelserne kan betegnes som en systematisk aktion.

Fra arbejdsgiverside angav man, at man overfor CAU havde fremsat ønske om udsættelse af mødet med henblik på genoptagelse den 24. november 1989 om formiddagen på overvejelser om sin endelige stillingtagen. Efter at have modtaget den meddelelse forlod CAU mødet. Fra arbejdsgiverside var man fortsat af den opfattelse, at der var tale om en overenskomststridig systematisk aktion, nemlig en protest mod, at arbejdsgiversiden ikke kunne imødekomme arbejdstagersidens ønske om kriterier for purserudnævnelser, og man tog derfor forbehold om at indbringe sagen for Arbejdsretten med krav om bod.'

For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af nedennævnte vidner.

CAU's formand John Vangen Nielsen har forklaret bl.a., at baggrunden for konflikten var SAS' ønske om helt ensidigt at ændre de hidtil gældende principper for purserudnævnelserne. I stedet for det hidtidige anciennitetssystem ville man gå over til at udnævne efter behov på de forskellige baser Oslo, Stockholm, København m.v. Arbejdsnedlæggelsen den 15. - 16. november 1989 skyldtes, at man da havde fået at vide, at SAS ved purserudnævnelser i Stockholm var sprunget over nogle, der stod foran på anciennitetslisten. Arbejdet blev imidlertid genoptaget, efter at man ved fællesmødet den 16. november havde fået tilsagn om en forhandling. Vidnet blev noget forundret over den telefax, der kom samme aften, og hvori det til sidst hed, at man fra SAS' side ikke var indstillet på at genoptage forhandlingerne om purserudnævnelserne. Mødet den 17. november 1989 blev derfor meget kort. Det varede højst 45 minutter. Man ville nok fra SAS' side drøfte de øvrige problemer, men ikke purserudnævnelserne, der var det vigtigste og mest påtrængende spørgsmål. En drøftelse heraf blev afvist af Mats Mitsell, der gav udtryk for, at det var hans afgørelse, og at den var truffet, så der var ikke mere at diskutere. Anden begrundelse blev ikke givet. Under forhandlingsmødet den 23. november 1989 indledte man med en drøftelse af purserudnævnelserne. Mødet forløb herefter, som det er beskrevet i referatet fra fællesmødet den 19. december 1989. Det endte med, at de svenske forhandlere rejste tilbage til Stockholm, uden at der var aftalt noget nyt møde. Der blev sendt meddelelse herom til medlemmerne, hvorefter arbejdet blev nedlagt dagen efter den 24. november 1989 ved 9-tiden. Arbejdsnedlæggelsen varede kun ca. 3 timer, idet arbejdet blev genoptaget, efter at Mats Mitsell om formiddagen telefonisk havde givet tilsagn om, at forhandlingerne om purserudnævnelserne kunne genoptages. Forhandlingerne resulterede i, at man vendte tilbage til det gamle system.

Advokat John Folkmann har forklaret bl.a., at han har været fast advokat for CAU i 25 år og har deltaget i foreningens forhandlinger med SAS. Hans hustru er som ansat i SAS medlem af foreningen. Senioritetssystemet havde været gældende i 25 år, da SAS besluttede, at udnævnelserne ikke længere skulle ske efter den fælles anciennitetsliste. Hans hustru modtog brevet af 15. november 1989 fra SAS i Stockholm på deres privatadresse, og vidnet blev noget forbløffet både over, at det var sendt til privatadressen, og over indholdet, hvor der truedes med retsforfølgning ved den svenske arbetsdomstol. Ved mødet den 17. november 1989 var alle deltagerne bekendt med den udsendte telex, som var modtaget aftenen før. Mats Mitsell var totalt afvisende over for CAU's ønske om at drøfte purserudnævnelserne. Da man foreholdt ham, at der ved fællesmødet den foregående dag var givet tilsagn om en sådan drøftelse, udtalte Mats Mitsell, at »det var jo noget, man sagde, for at få arbejdet igang igen«. Fra CAU's side forsøgte man alene at få en forhandling om purserudnævnelserne, og da det ikke lykkedes, sluttede mødet efter kort tids forløb. Ved fællesmødet den følgende dag gav Mats Mitsell udtryk for, at han mente at have opfyldt sin forhandlingspligt. Under mødet den 23. november 1989 fik man klart at vide, at alle de punkter, man var utilfreds med, kunne drøftes, og man kunne selv vælge rækkefølgen. Man gik derfor straks igang med purserudnævnelserne. Ved 16.30-tiden kom SAS' forhandlere med et udkast, som man fra CAU's side i alt væsentligt kunne tiltræde, hvilket man gav besked om ved 17.30-tiden. Ca. 2 timer senere meddelte SAS' forhandlere imidlertid blot, at man ikke kunne komme videre, og at de nu tog hjem. Noget nyt møde blev ikke aftalt. Kort efter at arbejdet var blevet nedlagt den følgende dag, blev der imidlertid ringet fra Stockholm, at man nu bøjede sig og havde trukket ændringen af det hidtidige system tilbage. Efter at dette var blevet bekræftet pr. telex, blev arbejdet genoptaget. Under de forhandlinger, man havde haft i den omhandlede periode, havde man fra CAU's side stedse fastholdt, at et system for udnævnelser, som man havde efterlevet i 25 år, ikke kunne ændres ensidigt.

Divisionschef Mats Mitsell har forklaret bl.a., at man fra SAS' side under mødet den 17. november 1989 var parat til at drøfte den række af klagepunkter, som fremgik af CAU's meddelelse af 15. november 1989, men at man ønskede dem drøftet under et og ikke purserudnævnelserne som et separat forhandlingspunkt. Det var jo utilfredsheden på samtlige de opregnede områder, der var årsag til arbejdsnedlæggelsen. Det var derfor ikke hensigtsmæssigt at trække et enkelt punkt ud til særskilt forhandling. Telefaxen, som var sendt aftenen i forvejen, skulle tilkendegive SAS' holdning inden forhandlingerne. Meddelelsen var ikke ment så ultimativ, som den måske kom til at lyde, men man var efter vidnets opfattelse berettiget til at anvende en sådan taktik. Det kunne så godt være, at man alligevel blev tvunget til at tage en forhandling også om purserspørgsmålet. Under det senere møde i København den 23. november 1989 blev der af SAS' forhandlere udarbejdet et udkast til protokollat, som blev forelagt CAU's forhandlere, der foreslog forskellige ændringer heri. Disse blev drøftet internt af SAS' forhandlere, der imidlertid nåede til, at man ikke kunne forhandle videre den pågældende dag, da de først måtte have et nyt mandat. Der blev ikke aftalt nogen ny mødedato, men man tilkendegav fra SAS' side, at man ville vende tilbage til sagen senere.

Til støtte for de nedlagte påstande i begge sager har FTF anført, at arbejdsnedlæggelsen den 15. - 16. november 1989 skyldtes, at SAS ensidigt havde ændret det system for purserudnævnelser, som havde været gældende i 25 år, medens årsagen til den kortvarige arbejdsnedlæggelse den 24. november 1989 var, at SAS ensidigt havde afbrudt den forhandling, som var aftalt mellem SAS og CAU. Det bestrides ikke, at arbejdsnedlæggelserne var overenskomststridige. Forud for den første arbejdsnedlæggelse havde man imidlertid forhandlet gennem længere tid om bl.a. senioritetssystemet. Disse forhandlinger var endnu ikke afsluttet, da SAS pludseligt begyndte at foretage udnævnelser i strid med det hidtidige 25-årige system. Det var den omstændighed, som udløste den første konflikt, hvorunder SAS i strid med alle almindelige arbejdsretlige spilleregler sendte CAU's medlemmer en skrivelse til privatadressen med trusler om sagsanlæg mod de enkelte medlemmer ved den svenske arbetsdomstol med krav om erstatning. Efter fællesmødet den 16. november 1989 lykkedes det CAU at få medlemmerne til at genoptage arbejdet straks i tillid til det tilsagn om fortsatte forhandlinger, man havde fået på mødet. Den følgende dag lykkedes det imidlertid slet ikke at få forhandlinger igang om det problem, som var den egentlige årsag til konflikten, nemlig purserudnævnelserne. Denne stejle holdning havde SAS allerede tilkendegivet i den telefax, man udsendte den 16. november 1989 få timer efter arbejdets genoptagelse. Man overholdt således ikke den aftale, der var indgået under fællesmødet, en aftale, der - som forklaret af advokat Folkmann - fra SAS' side kun var indgået »for at få arbejdet igang igen.« Den senere arbejdsnedlæggelse den 24. november 1989 skyldtes som nævnt, at SAS under det nye forhandlingsmøde den 23. s.m., hvorunder der i realiteten var opnået enighed vedrørende punktet purserudnævnelser, ensidigt afbrød mødet og tog afsted, uden at der var aftalt noget tidspunkt for mødets fortsættelse. Under disse omstændigheder må samtlige indklagede medlemmer af CAU frifindes. Efter den første arbejdsnedlæggelse den 15. - 16. november 1989 blev arbejdet nemlig genoptaget straks efter fællesmødets afholdelse, og den senere arbejdsnedlæggelse den 24. november 1989 havde anden årsag, således at de to arbejdsnedlæggelser ikke kan betragtes som led i en systematisk aktion, jf. arbejdsretslovens § 12, stk. 2. Under alle omstændigheder må der ske frifindelse af de medlemmer, som alene har deltaget i arbejdsnedlæggelsen den 15. og/eller 16. november 1989, idet disse medlemmer ikke kan have deltaget i en systematisk aktion. En forskyldt bod må i givet fald bortfalde eller nedsættes på grund af SAS' overenskomststridige adfærd, der ydermere må pådrage SAS et alvorligt bodsansvar for det brud på en indgået aftale, man gjorde sig skyldig i, da man den 17. november 1989 helt afviste at deltage i en forhandling om purserudnævnelserne.

Dansk Arbejdsgiverforening har indledningsvis ønsket at fastslå, at der intet var til hinder for, at SAS ensidigt kunne ændre det hidtil fulgte system for purserudnævnelser. Foreningen har videre anført, at der ved fællesmødet den 16. november 1989 ifølge referatet blev opnået enighed om »at etablere en lokal forhandling til drøftelse af den til grund for arbejdsnedlæggelsen værende årsag.« Det var således ikke blot purserspørgsmålet, man skulle forhandle, men også de mange andre punkter, som var opregnet i CAU's meddelelse af 15. november 1989. På denne baggrund må det lægges til grund, at arbejdsgiversiden har opfyldt sin pligt til forhandling under mødet den 17. november 1989. Man kan ikke fortolke referatet fra fællesmødet således, at man havde forpligtet sig til udelukkende at drøfte purserspørgsmålet. Telefaxen, som blev sendt aftenen før mødet, var som forklaret af Mats Mitsell ikke ment som noget ultimatum. Den skulle alene tjene til oplysning om SAS' holdning til dette spørgsmål forud for forhandlingen næste dag. Arbejdsnedlæggelsen den 24. november 1989 havde nøjagtig samme baggrund som den tidligere arbejdsnedlæggelse den 15. - 16. november 1989, nemlig utilfredshed med SAS' holdning til purserproblemet. Da de to arbejdsnedlæggelser således var led i en systematisk aktion, kan der ikke ske frifindelse for medlemmernes deltagelse i de erkendt overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, heller ikke selv om nogle medlemmer kun har deltaget i den første arbejdsnedlæggelse. Da SAS som anført har efterlevet aftalen om lokal forhandling den 17. november 1989 og heller ikke i øvrigt bærer nogen del af skylden for arbejdsnedlæggelserne, er der hverken grundlag for bodsfritagelse eller bodsnedsættelse eller for at idømme SAS bod.

Arbejdsretten skal udtale

Det er ubestridt, at arbejdsnedlæggelserne henholdsvis den 15.-16. november 1989 og den 24. november 1989 var overenskomststridige. Efter det foreliggende var den egentlige årsag til arbejdsnedlæggelserne i begge tilfælde utilfredshed navnlig med den af SAS ensidigt foretagne ændring af det hidtil fulgte system for purserudnævnelser og med de resultatløse forhandlinger herom, man havde ført forud for begge arbejdsnedlæggelser. Under disse omstændigheder må arbejdsnedlæggelserne betragtes som led i en systematisk aktion og for så vidt være bodspådragende, dog kun for de medlemmer af CAU, som har deltaget i begge arbejdsnedlæggelser, jf. herved Arbejdsrettens dom af 18. juni 1987 i sag nr. 10.559.

Ved afgørelsen af, om den forskyldte bod kan nedsættes eller eventuelt helt bortfalde, lægger Arbejdsretten til grund, at det system for purserudnævnelser, som man havde fulgt gennem 25 år, blev ændret ensidigt af SAS, efter at man gennem nogen tid havde forhandlet med CAU om dette og andre problemer. Da dette var den umiddelbare årsag til arbejdsnedlæggelsen den 15.-16. november 1989, måtte CAU naturligt forstå tilsagnet på fællesmødet den 16. november 1989 som et tilsagn om lokal forhandling til drøftelse i første række af purserproblemet. Allerede samme aften - men efter at arbejdet i overensstemmelse med arbejdstagersidens tilsagn var blevet genoptaget kl. 16 - tilkendegav SAS imidlertid i en telefax, at man ikke var »beredda att återta forhandlingen om purserbefordran«, og dette standpunkt fastholdt man under forhandlingsmødet den følgende dag. Først under en genoptagelse af forhandlingerne den 23. november 1989 accepterede SAS at drøfte også purserudnævnelserne. Efterfølgende blev parterne herefter enige om at bibeholde det hidtidige system for disse udnævnelser.

Under disse omstændigheder finder Arbejdsretten, at der vel ikke - som påstået af FTF på CAU's vegne - er handlet overenskomststridigt fra SAS' side med den følge, at SAS har pådraget sig bodsansvar, men at der dog har foreligget forhold af en sådan art, at arbejdsnedlæggelserne har været en forståelig reaktion herpå. Den af nogle af de indklagede medlemmer af CAU forskyldte bod findes herefter at kunne bortfalde.

T h i k e n d e s f o r r e t

Den bod, der er forskyldt af de medlemmer af Cabin Attendants Union, der er anført på bilag 1 i sag nr. 90.075, og som har deltaget i arbejdsnedlæggelser såvel før som efter fællesmødet den 16. november 1989, bortfalder.

De øvrige indklagede i både sag nr. 90.075 og sag nr. 90.082 frifindes.

I sagsomkostninger til Arbejdsretten betaler klagerne i sag nr. 90.075, respektive de indklagede i sag nr. 90.082, i alt 2.000 kr. og de indklagede i sag nr. 90.075, respektive klagerne i sag nr. 90.082, ligeledes i alt 2.000 kr.

(* 1) Henvisninger: K.87.052 (A 1988, s.59).

Ansatte blandt det danske kabinepersonale ved SAS gennemførte den 15.-16./11 og den 24/11 1989 overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Arbejdsretten lagde til grund, at arbejdsnedlæggelserne i begge tilfælde skyldtes utilfredshed med, at SAS ensidigt havde ændret det hidtil fulgte system for purserudnævnelser. Herefter ansås arbejdsnedlæggelserne som led i en systematisk aktion, således at de som udgangspunkt var bodspådragende, dog kun for de medlemmer, der havde deltaget i begge arbejdsnedlæggelser. Den måde, SAS havde ført forhandlingerne om stridsspørgsmålet på, fandtes ikke at indebære, at SAS havde handlet overenskomststridigt med den følge, at bod var forskyldt, men der antoges dog at have foreligget forhold af en sådan art, at arbejdsnedlæggelserne havde været en forståelig reaktion herpå. Bod bortfaldt derfor også for de ansatte, der havde deltaget i begge arbejdsnedlæggelser.