Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Bilia Motor A/S, Herlev, i virksomhedens afdelinger: Jagtvej, Vallensbækvej, Turbinevej (PV-afdeling) og Turbinevej (LV-afdeling) (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) og sag nr. 90.054: Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, LV-afd., Turbinevej 7, Herlev (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Marstrand Dahl, Ole Espersen, Arnold Hansen, Otto Hansen, Maabjerg og Jørgen Pedersen. Arbejdsvægring. Bod 1.2.1.1., 2.3.2. Faglig voldgift. Systematisk aktion. Temponedsættelse. Såvel virksomhed som medarbejdere frifundet for modpartens bodspåstande.(* 1) (* 2)

§ 15 indeholder bestemmelse om betaling af tillæg for udearbejde defineret som »arbejde uden for det værksted eller den arbejdsplads, hvor arbejderen er antaget, når arbejdet ikke kræver, at han skal overnatte på et fremmed sted.«

Fra den 26. oktober 1989 nedlagde de indklagede medlemmer af Dansk Metalarbejderforbund arbejdet, der i overensstemmelse med pålæg efter fællesmøde blev genoptaget den 30. oktober 1989. Nogle arbejdere i personvognsafdelingen på Turbinevej nedlagde desuden arbejdet i 20 minutter den 7. november 1989.

Fra den 30. oktober 1989 undlod de indklagede mekanikere at udfylde dagsedler/arbejdskort, og ved møder i Arbejdsretten den 2. og 10. november 1989 erkendte indklagede, at arbejdsvægringen var overenskomststridig, og gav tilsagn om at ville pålægge arbejderne at normalisere arbejdet ved at udføre det i henhold til overenskomstens bestemmelser, herunder at følge arbejdsgiverens instrukser og hidtidige rutine for udfyldelse af arbejdskort, dog således, at arbejdsgiveren accepterede, at kortene ikke påføres priser og operationsnummer. Arbejdsgiveren var ikke tilfreds med den måde, arbejdskortene blev udfyldt på efter den 10. november 1989, eller med, at de ikke blev tidsstemplet. På et møde i Arbejdsretten den 23. november erkendte de indklagede på ny, at arbejdsvægringen var overenskomststridig, og pålagde de ansatte at udføre arbejdet i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser. Arbejdsgiveren fandt i øvrigt, at den måde, de indklagede arbejdere på lastvognsafdelingen på Turbinevej fra den 25. januar 1990 praktiserede tidsstempling i forbindelse med frokostpauser, indebar arbejdsvægring.

Parterne er enige om, at arbejdstagerne i forbindelse med overgang til ren timeaflønning har ret til en tilsvarende temponedsættelse. På et fællesmøde den 7. november 1989 behandlede man påståede temponedsættelser fra den 30. oktober 1989. Man kunne fra arbejdstagerside ikke på det foreliggende grundlag erkende, at der pågik en overenskomststridig temponedsættelse, men dersom arbejdsgiversidens oplysninger var korrekte, kunne man erkende, at en sådan temponedsættelse var overenskomststridig, og man gav tilsagn om i givet fald at pålægge arbejderne straks at normalisere arbejdstempoet.

Tom Nordby, Revisions- og forvaltningsinstituttet, har for klagerne foretaget en opgørelse af omsætningen af værkstedstimer i de forskellige afdelinger i virksomheden, dels i 1. kvartal 1989, dels i perioden 27. oktober 1989 - 29. marts 1990. Samtidig har revisoren beregnet forholdet mellem ændringerne i timelønnen mellem de to perioder og ændringerne af omsætning pr. time mellem samme perioder. Beregningerne viser, at omsætningen pr. time gennemsnitlig for alle afdelinger er faldet 3,81%-points mere end den gennemsnitlige timeløn. Tallet stiger til 10,28%-points, såfremt der foretages korrektion for de pauser, der indgik i overenskomsten for januar kvartal 1989, og for den omstændighed, at der i konfliktperioden er brugt 1510 funktionærtimer til udfyldelse af arbejdskort.

Indklagedes selvstændige påstande om overenskomstbrud blev gjort gældende på et fællesmøde den 29. november 1989. Klagerne bestred overenskomstbrud.

FORKLARINGER

Tonny Wendt Jensen har under domsforhandlingen blandt andet forklaret, at han er teknisk direktør i Bilia A/S. Han mener, at parternes uoverensstemmelser alle har baggrund i arbejdstagernes lønkrav på yderligere 20 kr. i timen.

Der har ikke været tale om nogen systematisk forringelse af lønforholdene eller andre ændringer i arbejdsforholdene, der kunne være årsag til utilfredshed med virksomheden. Det var arbejdstagerne, der pr. 25. oktober 1989 opsagde en aftale, hvorefter de foruden fast løn fik bonus for ekstra indsats. Det må have været klart for dem, at de derefter havde ret til at nedsætte tempoet svarende til lønnedgangen, men alligevel lavede de arbejdsnedlæggelser i dagene derefter. Det er muligt, at en af arbejdsnedlæggelserne havde forbindelse med en afskedigelse.

Arbejdsvægringerne har bestået i, at mekanikerne ikke tidsstemplede arbejdskortene, der så var uanvendelige for virksomheden. De udfyldte heller ikke serviceskemaerne eller sedlerne til bilerne om udført smøring. Der var også uregelmæssigheder med hensyn til ind- og udstempling ved frokostpauser, og det kom først i orden, da man havde indført stempelure og givet nogle advarsler om, at de skulle bruges.

Virksomheden var udsat for forskellige aktioner - dels uddeling af løbesedler, dels fysisk blokade - der afskrækkede leverandører og kunder. Der har desuden været talrige småobstruktioner fra metalarbejdernes side. De uberettigede temponedsættelser kunne hurtigt konstateres, og de beregninger, man først foretog, sandsynliggjorde dette, selvom beregningerne ikke var fuldstændige. Revisoren havde ubegrænset adgang til oplysninger, men vidnet ved ikke, om han så firmaets beregninger.

Medarbejdere (fra forskellige andre forbund) underskrev erklæringer til støtte for virksomheden, uden at de af virksomheden var blevet opfordret eller presset til det.

Virksomheden har ikke nogensinde nægtet at deltage i lokalforhandlinger eller at underskrive referater herom.

Det er rigtigt, at der ikke gives udetillæg for fx. kørsel til prøve eller syn, men dette er fast kutyme på personvognsværksteder.

Jørgen Steen Frederiksen har under domsforhandlingen blandt andet forklaret, at han er værkstedschef og havde samme funktion i virksomheden, da den i 1985 fik medhold under en arbejdsretssag, der er ganske analog med denne. I den gamle sag var virksomheden dog ikke opmærksom på betydningen af, at pausereglerne og reglerne om udfyldelse af arbejdskort er anderledes, hvis man aflønnes efter bonusordning, end hvis man aflønnes med ren timeløn. Der blev dengang foretaget en korrektion, fordi temponedsættelserne gik ind over en ferieperiode.

Fastprisværket lå indtil 25. oktober 1989 fremme på værkstederne, for at metalarbejderne på arbejdskortene kunne angive nr., art, tid og pris for udført arbejde. Nu er det værkførerne, der udfylder arbejdssedlerne. Da de er meget rutinerede, bruger de mindre tid til det, end metalarbejderne gjorde. Man kan ikke sige noget generelt om, hvor lang tid det tager at udfylde et arbejdskort.

Efter den 25. oktober 1989 havde metalarbejderne ikke brug for fastprisværket, heller ikke til at kontrollere deres tempo. De har gennemsnitlig 15 års anciennitet på virksomheden og kender udmærket deres eget tempo. Lige efter den 25. oktober 1989 fik arbejdskortene ikke, som de skulle have, påført tidsforbrug.

Medarbejderne fik pr. 16. november 1989 overført lønnen en dag for sent på grund af et EDB-stop i banken. Der blev orienteret om dette på fællesmødet den 29. november.

Vidnet leder afdeling 45, personvognsmekanikerværkstedet i Brøndby. Der er ikke der efter konfliktens start blevet ansat folk til lavere løn end de allerede ansattes. Vidnet ved ikke, om det er ligesådan i afdeling 25 og 26.

Jan Spaabæk har under domsforhandlingen forklaret, at han ikke har optrådt som påstået over for Jens Theilgaard den 17. november 1989.

Tom Nordby har under domsforhandlingen blandt andet forklaret, at han er revisor for virksomheden og også var det i 1984-85, da man havde en tilsvarende arbejdsretssag. Han har udregnet temponedsættelserne efter almindeligt anerkendt revisionsmæssig metode og har haft adgang til alt materiale, han ønskede. I beregningerne har han anvendt den del af den bogførte omsætning, der er arbejdslønnen. Det var ikke vidnet, der lavede de første beregninger af temponedsættelserne i 1989, men forskellene mellem dem og vidnets beregninger kan, selvom de er store, godt skyldes periodeforskydninger. Han har ved sammenligningerne med januar kvartal 1989 ikke korrigeret for prisstigninger og mener, at en sådan korrektion ville gøre de tilladelige temponedsættelser mindre.

Valget af januar kvartal 1989 som sammenligning er sket ud fra det saglige hensyn, at der så ikke skulle korrigeres for skæve helligdage m.v. Han har ikke indtryk af, at valget er specielt gunstigt for virksomheden.

I modsætning til 1984-85 har vidnet denne gang ikke skullet korrigere for ferie, og han blev af virksomheden efter sine første beregninger gjort opmærksom på, at der burde korrigeres for pauser og for den tid, der spares, ved at mekanikeren ikke skulle udfylde arbejdskortene detailleret. Hvis vidnet havde været opmærksom på det, ville han have foretaget disse korrektioner også i 1984-85.

Vidnet mener ikke, at der skal tages hensyn til pauser ved beregning af den lovlige temponedsættelse.

Det er på basis af funktionærnes indberetninger, at der er regnet med 1510 timer til udfyldelse af arbejdskort.

I beregningerne vedrørende afdeling 25 og 26 er aftenholdene medregnet. Derimod er der ikke inkluderet overtidstillæg.

Willy Jørgensen har under domsforhandlingen forklaret, at han har arbejdet i virksomheden siden 1970 og siden 1982 været tillidsmand for afdeling 25 og 26. Han er nu også fællestillidsmand og medlem af selskabets bestyrelse.

Fastprisværket består af 70-90 sider, og det kan selv erfarne arbejdere naturligvis ikke udenad.

Der kan være andre grunde end temponedsættelse til omsætningsnedgangen. Dels har værkførerne helt opgivet de løbende drøftelser af reparationerne med mekanikerne, herunder fx. at få dem til at gøre op, før der bliver givet tilbud, dels har virksomheden på de afdelinger, vidnet kender, fået mere arbejde med militærkøretøjer, og det er ikke så lønsomt. Revisorens tal er misvisende, også fordi de tager udgangspunkt i produktionstiden og ikke i den faktisk anvendte tid. De indklagede har beregnet, at dette betyder en forskel på ca. 2700 timer.

Da fastprisværket blev fjernet fra værkstedet, måtte mekanikerne ved udfyldelse af arbejdskortene lave en mere omfattende beskrivelse end den, der stod i fastprisværket, og udfyldningen blev derfor ikke nævneværdigt lettere, end da der tillige skulle skrives nr. og pris.

Det er ikke rigtigt at korrigere for pauser, fordi de også før 25. oktober 1989 blev betalt af kunderne.

På afdeling 25 og 26 er der nyansat mekanikere til 105 kr. i timen, skønt de allerede ansatte får 114 kr., og dette påvirker revisorens beregninger. Skønt de indstævnte medarbejdere i det hele har følt sig dårligt behandlet, har de ikke aftalt at obstruere over for virksomheden, og det er ikke dem, der har uddelt løbesedler og lavet opslag på virksomheden.

PARTERNES ARGUMENTER

Til støtte for påstandene har klagerne anført, at de gennemførte temponedsættelser, arbejdsnedlæggelser og arbejdsvægringer er systematisk sammenhængende og derfor må medføre bod, selv om den oprindelige arbejdsnedlæggelse ophørte efter fællesmødet, og den derefter følgende kun var af meget kort varighed, og selv om arbejdsvægringerne i sig selv måske ikke kunne begrunde bod.

Afgørende i sagen er imidlertid de ulovlige temponedsættelser, der blev erkendt overenskomststridige på fællesmødet den 7. november 1989 og først blev bestridt i et processkrift den 8. august 1990.

Revisoren har foretaget beregning af temponedsættelserne efter samme principper som i Arbejdsrettens sag nr. 10.445 mellem samme parter, hvor klagerne fik medhold ved dom af 28. november 1985. De indvendinger, arbejdstagerne har mod beregningerne, er tilbagevist ved den sagkyndige revisors forklaring. Således er aftenholdet medregnet, men uden overtidsbetalingen, og det kan ikke kritiseres, at januar kvartal 1989 er brugt til sammenligning.

De overenskomstbrud, virksomheden beskyldes for, er ikke på nogen måde bevist og er først inddraget i arbejdsretssagen i august 1990. Den lidt forsinkede lønudbetaling er virksomheden uden skyld i. Man har betalt udetillæg i det omfang, man er forpligtet til det, og det er rene bagatelbeløb, der nu skiller parterne. Spørgsmålet om udetillæg må i øvrigt afgøres ved faglig voldgift.

Indklagede har heroverfor gjort gældende, at der ikke er systematisk sammenhæng mellem arbejdsnedlæggelserne, hvoraf den sidste var helt bagatelagtig (20 minutter) og begrundet i en afskedigelse.

Det erkendes, at manglende indstempling er arbejdsvægring, men dels må det betragtes som et mindre overenskomstbrud, dels er det helt udokumenteret, hvilke arbejdere, der har undladt indstempling, og hvornår.

En eventuel overenskomststridig temponedsættelse må dokumenteres konkret, såvel i omfang som med hensyn til hvilke arbejdstagere, der har gennemført den. Gennemsnitsberegninger bør ikke kunne medføre bodsansvar for de enkelte arbejdstagere. Beregningerne bestrides, fordi der indgår personer ansat til mindre timeløn, fordi der ikke er taget udgangspunkt i den faktisk anvendte tid, fordi pauserne i givet fald måtte indgå også i beregningen af den lovlige temponedsættelse, og fordi korrektionen vedrørende udfyldelse af arbejdssedler urigtigt forudsætter, at mekanikerne sparer (tilsvarende) tid til sådan udfyldelse. De ansatte var i øvrigt stillet i en umulig situation derved, at de først i juni 1990 fik oplyst, hvor stor temponedsættelse, arbejdsgiveren ville acceptere, og ved at fastprisværket blev fjernet fra værkstederne. Også efter klagernes beregninger er temponedsættelsen i nogle afdelinger på under 10 %, og sådanne nedsættelser kan i hvert fald ikke begrunde bod.

Klagernes overenskomstbrud må anses som bevist ved erklæringer fra de implicerede arbejdstagere og ved fremlæggelse af referater, der ikke er underskrevet af virksomheden. Det bestrides, at der er kutyme for, at udetillæg ikke altid skal betales.

ARBEJDSRETTENS PRÆMISSER OG KONKLUSION

Arbejdsretten finder det ikke ved den foreliggende bevisførelse med tilstrækkelig sikkerhed godtgjort, at der er en systematisk sammenhæng mellem de skete arbejdsnedlæggelser, arbejdsvægringer og eventuelle temponedsættelser.

Den første arbejdsnedlæggelse er standset i overensstemmelse med henstillingen på fællesmødet, den anden har kun varet 20 minutter, og ingen af dem kan derfor begrunde, at der pålægges indklagede bod.

Der er ikke i sagen en sådan dokumentation for arbejdsvægringerne, at bod kan pålægges nogen af de indklagede. Efter det oplyste er arbejdsvægringerne ophørt, således at der ikke er grundlag for pålæg om at normalisere arbejdet.

Med hensyn til temponedsættelser finder Arbejdsretten ikke at kunne se bort fra de indvendinger, indklagede har fremført over for revisionsfirmaets beregninger. Der er derfor ikke i sagen tilstrækkeligt bevis for påstanden om overenskomststridige temponedsættelser, og de indklagede frifindes herfor.

Klagerne har en ubetinget pligt til at sørge for lønudbetaling på forfaldsdagen og har derfor brudt overenskomsten, da lønnen den 16. november 1989 ikke blev betalt rettidigt. Ved de foreliggende oplysninger om grunden til forsinkelsen på en dag er der godtgjort sådanne undskyldende omstændigheder, at bod ikke bør pålægges.

Spørgsmålet om betaling for udearbejde beror på en fortolkning af overenskomsten, og klagernes subsidiære påstand om henvisning til faglig voldgift tages derfor til følge.

Indklagedes påstande 3 og 4 bestrides af klagerne. Indklagedes beviser i form af tre erklæringer og nogle lokalforhandlingsreferater, der ikke er underskrevet for virksomheden, indeholder ikke tilstrækkeligt bevis, og klagerne frifindes derfor for disse påstande om overenskomstbrud.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund, frifindes.

Spørgsmålet om omfanget af klagernes, Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening/Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, Herlev's pligt til at betale udetillæg henvises til eventuel afgørelse ved faglig voldgift.

I øvrigt frifindes klagerne for indklagedes påstande under sagen.

I sagsomkostninger skal klagerne og indklagede hver betale 1.000 kr. til Arbejdsretten.

En virksomhed indklagede medarbejdere for Arbejdsretten med påstand om bod for arbejdsnedlæggelser, arbejdsvægringer og temponedsættelser. Arbejdsretten fandt det ikke godtgjort, at der var systematisk sammenhæng mellem de enkelte påståede aktioner, og da der endvidere ikke fandtes tilstrækkelig dokumentation for overenskomststridige temponedsættelser, blev arbejdstagersiden i det hele frifundet for bod.

Ved en samtidig påkendt sag var samme virksomhed blevet indklaget for forskellige påståede overenskomststridige forhold. Virksomheden blev frifundet for bod for en een dags forsinkelse af lønudbetaling, idet der forelå undskyldende omstændigheder. Et spørgsmål om betaling for udearbejde i henhold til overenskomsten blev henvist til faglig voldgift. For to andre klager blev virksomheden frifundet på grund af manglende bevis.

Under disse sager, der er behandlet samlet, har Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening/Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, Herlev, indklaget Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund for overenskomstbrud, og indklagede har påstået klagerne dømt for overenskomstbrud.

Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Bilia Motor A/S, Herlev, i virksomhedens afdelinger: Jagtvej, Vallensbækvej, Turbinevej (PV-afdeling) og Turbinevej (LV-afdeling) (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) og sag nr. 90.054: Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, LV-afd., Turbinevej 7, Herlev (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Marstrand Dahl, Ole Espersen, Arnold Hansen, Otto Hansen, Maabjerg og Jørgen Pedersen. Arbejdsvægring. Bod 1.2.1.1., 2.3.2. Faglig voldgift. Systematisk aktion. Temponedsættelse. Såvel virksomhed som medarbejdere frifundet for modpartens bodspåstande.(* 1) (* 2)

PARTERNES PÅSTANDE

Klagerne har nedlagt påstand om, at

1. de på navnelisten (bilag 14, mandtalsliste for afdelingerne 15,25,26,35,45,46) anførte arbejdstagere tilpligtes at normalisere arbejdet.

2. de indklagede arbejdstagere tilpligtes til Dansk Arbejdsgiverforening at betale en efter rettens skøn fastsat bod, for hver time de pågældende har deltaget i arbejdsnedlæggelser fra 26. oktober 1989, i arbejdsvægringer fra 30. oktober 1989 og i temponedsættelse fra 30. oktober 1989.

De indklagede har påstået frifindelse og har herudover påstået klagerne tilpligtet at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Dansk Metalarbejderforbund for følgende overenskomstbrud

1. Virksomheden har ikke udbetalt løn på udbetalingsdagen den 16. november 1989, men først den 17. november 1989.

2. Virksomheden nægter at betale løntillæg for udearbejde i henhold til overenskomsten.

3. Værkstedschef Jan Spaabæk har den 17. november 1989 udvist krænkende forhold over for tillidsmand Jens Theilgaard ved med fysisk magt at smide ham ud af værkførerkontoret.

4. Virksomheden har nægtet at underskrive referat af lokale forhandlinger.

Klagerne har over for indklagedes selvstændige påstand påstået frifindelse, for så vidt angår påstand 2 subsidiært henvisning til faglig voldgift.

SAGSFREMSTILLING

På virksomheden Bilia Motor A/S arbejdede Dansk Metalarbejderforbunds medlemmer til og med den 25. oktober 1989 efter en lokalaftale med bonusordning. Aftalen blev opsagt af arbejdstagerne, der herefter alene arbejdede efter overenskomsten mellem Jernets Arbejdsgiverforening og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark.

Efter overenskomstens § 24, stk. 1, skal lønnen udbetales den første torsdag efter lønningsperiodens afslutning.

(* 1)

En virksomhed indklagede medarbejdere for Arbejdsretten med påstand om bod for arbejdsnedlæggelser, arbejdsvægringer og temponedsættelser. Arbejdsretten fandt det ikke godtgjort, at der var systematisk sammenhæng mellem de enkelte påståede aktioner, og da der endvidere ikke fandtes tilstrækkelig dokumentation for overenskomststridige temponedsættelser, blev arbejdstagersiden i det hele frifundet for bod.

Ved en samtidig påkendt sag var samme virksomhed blevet indklaget for forskellige påståede overenskomststridige forhold. Virksomheden blev frifundet for bod for en een dags forsinkelse af lønudbetaling, idet der forelå undskyldende omstændigheder. Et spørgsmål om betaling for udearbejde i henhold til overenskomsten blev henvist til faglig voldgift. For to andre klager blev virksomheden frifundet på grund af manglende bevis.

Under disse sager, der er behandlet samlet, har Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening/Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, Herlev, indklaget Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund for overenskomstbrud, og indklagede har påstået klagerne dømt for overenskomstbrud.