Mercandia Linierne I/S, Amaliegade 27, 1256 København K. (advokat Bent Nielsen) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard). Dommere: Arnold Hansen, Otto Hansen, Erik Jensen, Kofod, Henrik Lind, Albæk Petersen og Pontoppidan (retsformand). Eksklusivaftale. Konfliktvarsel. Lovligt fagligt formål. Organisationsforhold. Konfliktvarsel lovligt, selv om der kort forinden var indgået overenskomst indeholdende eksklusivklausul med et andet fagforbund vedrørende samme arbejde(* 1) (* 2)
Statutory Text (3 Articles)
Mercandia Linierne I/S, Amaliegade 27, 1256 København K. (advokat Bent Nielsen) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard). Dommere: Arnold Hansen, Otto Hansen, Erik Jensen, Kofod, Henrik Lind, Albæk Petersen og Pontoppidan (retsformand). Eksklusivaftale. Konfliktvarsel. Lovligt fagligt formål. Organisationsforhold. Konfliktvarsel lovligt, selv om der kort forinden var indgået overenskomst indeholdende eksklusivklausul med et andet fagforbund vedrørende samme arbejde(* 1) (* 2)
Under denne sag har Mercandia Linierne I/S indklaget Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for Arbejdsretten i anledning af en konflikt, som Specialarbejderforbundet i Danmark har varslet over for klageren.
Klageren har nedlagt påstand om, at Specialarbejderforbundet tilpligtes at anerkende, at det af forbundet ved skrivelse af 2. november 1990 afgivne konfliktvarsel er ulovligt.
Indklagede har påstået frifindelse.
Sagens nærmere omstændigheder er følgende
I forbindelse med klagerens åbning pr. 1. november 1990 af en færgerute mellem Kalundborg og Juelsminde indgik klageren den 24. oktober 1990 en overenskomst med Sømændenes Forbund i Danmark gældende for trossefolk/pladsmænd. Overenskomstens § 1 er sålydende
»ANSÆTTELSE OG AFSKEDIGELSE.
a) Til afløsning ved forfald blandt det sejlende personale og til udførelse af arbejde med færgernes fortøjning i henholdsvis Kalundborg havn og Juelsminde havn samt til alt forefaldende arbejde i land, herunder lager- og provianteringsarbejde og eventuel hjælp ved billettering, ansætter rederiet skibsassistentafløsere/trossefolk, der opfylder Sønæringslovens krav for skibsassistenter.
b) De af overenskomsten omhandlede, skal være medlem af Sømændenes Forbund i Danmark.
Anvisning af skibsassistentafløsere/trossefolk sker gennem Sømændenes Forbund. Kan Sømændenes Forbund ikke med rimeligt varsel anvise de ønskede kvalificerede skibsassistentafløsere/trossefolk, er rederiet frit stillet til at skaffe mandskab på anden vis.
c) De første seks måneder efter ansættelsen er den gensidige opsigelse 7 dage. Herefter er den gensidige opsigelsesfrist 1 måned.
d) Ved midlertidigt fravær grundet sygdom/ulykke ydes løn som anført under § 2, a, og i overensstemmelse med de under § 1, c, fastsatte anciennitetsregler.
e) Såfremt den ansatte påtager sig rederiet uvedkommende arbejde eller driver selvstændig forretning, må vedkommende være selvforsikret mod den dermed følgende risiko.
f) Ved eventuel udvidelse af fartplan eller anden forøgelse af antal sejlende skibsassistenter, kan disse efter aftale med rederiet rekrutteres blandt de her nævnte skibsassistentafløse~ re/trossefolk.«
Ifølge § 13 træder overenskomsten i kraft den 1. november 1990 og kan opsiges med 3 måneders varsel, dog tidligst til den 1. juni 1991.
Klageren havde i efteråret 1990 forhandlet med Specialarbejderforbundet om indgåelse af overenskomst om det i det væsentlige samme arbejde, som er omfattet af overenskomsten mellem klageren og Sømændenes Forbund. Disse forhandlinger var imidlertid ikke ført til ende, da klageren indgik aftale med Sømændenes Forbund.
Den 30. oktober 1990 skrev Specialarbejderforbundet således til Mercandia Rederierne
»Vedrørende oprettelse af overenskomst med »Kattegat broen« - Mercandia Rederierne.
Ved nærværende skal vi meddele Dem, at vort forbunds kompetente forsamling har vedtaget at iværksætte en konflikt imod ovennævnte rederi den 1. november 1990 fra arbejdstids begyndelse, idet vi har konstateret, at vore afdelinger, Kalundborg og Juelsminde, forgæves har forsøgt af indgå overenskomst med rederiet omhandlede arbejde vedrørende trosseførere og losning/lastning af de pågældende skibe.
Vi har endvidere konstateret i henhold til pressemeddelelse, at rederiet har indgået overenskomst med Sømændenes Forbund i Danmark på et område, der dækkes af vore overenskomster, og det omfatter vi naturligvis som en afvisning og et kampskridt af vort andragende.
Vi skal dog ikke undlade at gøre opmærksom på, at vi gerne havde set, at tingene kunne have været løst i fordragelighed, og vi skal beklage, at det ikke har været muligt.
Såfremt man fra rederiets side skulle ændre standpunkt, er vi naturligvis parat til en forhandling herom.'
Klagerne besvarede den 31. oktober 1990 skrivelsen således
»Under henvisning til Deres skrivelse af 30. oktober 1990 skal vi herved protestere mod det afgivne konfliktvarsel med henvisning til, at vi ikke lovligt kan indgå en overenskomst med SiD vedrørende det omhandlede arbejde, da vi allerede har indgået overenskomst med Sømændenes Forbund i Danmark, i henhold til hvilken vi forpligter os til kun at ansætte medlemmer af Sømændenes Forbund i Danmark.«
Efter det var oplyst, at rette modpart var Mercandia
Linierne I/S sendte Specialarbejderforbundet den 2. november 1990 et nyt - ligelydende - konfliktvarsel til interessentskabet.
Sømændenes Forbund har kommenteret Specialarbejderforbundets konfliktvarsel i sålydende skrivelse af 2. november 1990 til klageren
»Sømændenes Forbund er blevet bekendt med, at Specialarbejderforbundet i Danmark kræver overenskomst for trossefolk i Kalundborg havn og Juelsminde havn, og til støtte herfor har varslet kollektive kampskridt overfor Dem.
I den anledning skal vi henlede Deres opmærksomhed på, at det af vor overenskomst af 24.10.1990 omfattede arbejde, alene kan udføres af medlemmer af Sømændenes Forbund. Endvidere sker anvisning af folk til det pågældende arbejde gennem Sømændenes Forbund. En indgåelse af overenskomst med Specialarbejderforbundet i Danmark eller andre faglige organisationer om det samme arbejde, vil derfor krænke Sømændenes Forbunds overenskomstmæssige rettigheder, som fastslået i overenskomst af 24.10.1990, og således være overenskomststridigt.
Endelig skal vi erindre om, at overenskomst af 24.10.1990 omfatter afløsning ved forfald blandt det sejlende personale, fortøjning og alt forefaldende arbejde i land.«
Som svar på en forespørgsel fra klageren har Sømændenes Forbund i skrivelse af 5. december 1990 oplyst følgende om de overenskomster, som forbundet har indgået omfattende trossefolk
»Trossemandsarbejde har siden sejlskibenes tid været matrosarbejde. I takt med at skibene blev stadig større, har enkelte andre ansættelsesgrupper undtagelsesvis taget skibenes trosser. Dette gør imidlertid næppe trossemandsarbejdet til SiD's naturlige faglige område. Sømændenes Forbund er ikke bekendt med at SiD har egentlig overenskomst for trossemænd.
Trossemandsarbejde vil ikke nødvendigvis være særskilt nævnt i Sømændenes Forbund's overenskomster, da det altid har været matroserne/skibsassistenternes arbejde. Nogle steder har arbejdsgiveren, uden dette er nævnt særskilt i overenskomsten, udtaget særlige folk til trossemandsarbejde (eksempelvis i DSB's færgehavne). Andre steder gøres der i overenskomsten for matroser/skibsassistenter bemærkninger om trossemændene (eksempelvis i overenskomsterne med Dampskibsselskabet Øresund og GT-Link). Atter andre steder er der indgået særskilt overenskomst om det omhandlede arbejde (eksempelvis Nordisk Færgefart, Vognmandsruten og Mercandia Linierne).
Endelig skal vi gøre opmærksom på, at trossefolk naturligvis kan optages i Sømændenes Forbund ifølge forbundets love, og at Maritim A-kasses faglige område i sømandsfaget bl.a. omfatter bromænd og trossefolk.«
Der er under sagen afgivet vidneforklaring af økonomidirektør hos klageren Harry Nefling, forretningsfører i Specialarbejderforbundet Knud Erik Hansen, afdelingsformand i forbundets Kalundborg afdeling Peter Hansen og kontorchef i Sømændenes Forbund Kjeld Olsen.
Harry Nefling har forklaret, at rederiet den 17. oktober 1990 sluttede overenskomst om skibsassistenter med Sømændenes Forbund. Under forhandlingerne om denne overenskomst kom man ind på spørgsmålet om også at indgå overenskomst om det landbaserede arbejde. Sideløbende forhandlede rederiet med Specialarbejderforbundet om en overenskomst om det landbaserede arbejde. Det var imidlertid vanskeligt at opnå enighed, navnlig fordi Specialarbejderforbundet stillede krav til antallet af beskæftigede, et krav som Sømændenes Forbund ikke fremkom med. Han blev endvidere klar over, at det ville være en betydelig fordel for rederiet at have overenskomst med et forbund, bl.a. fordi det ville gøre det lettere at opnå den nødvendige koordination mellem arbejdet om bord og på land. Overenskomsten om trossefolk/pladsmænd omfatter i alt 8 arbejdere, 4 i Kalundborg og 4 i Juelsminde. Trossefolkene/pladsmændenes arbejde består i at tage trosserne ved anløb og afgang og ved anløb at være besætningen om bord behjælpelig med at få færger på plads i færgelejet. Herudover skal de pågældende anbringe løstrailere på pladsen, ved færgelejerne og køre trailerne om bord og fra borde. De skal desuden være behjælpelige med at vise biler på plads på pladsen ved færgelejerne og med billettering. Endelig skal de fungere som afløsere ved forfald blandt det sejlende personale.
Knud Erik Hansen har forklaret, at han har været forretningsfører i Specialarbejderforbundets Transportgruppe i ca. 10 år. Det arbejde, som rederiet har sluttet aftale med Sømændenes Forbund om, er et typisk og centralt område for havnearbejderne, som er organiseret i Specialarbejderforbundet. Forbundet har overenskomst med en lang række færgerederier om lignende arbejde, f.eks. med Mols-Linien, Øresundsbådene, Oslobådene, Stena Line og GT- Linien. Ca. 150 af forbundets medlemmer er beskæftiget som trossefolk/pladsmænd. Det var derfor også ganske naturligt, at forbundet, da man blev bekendt med planerne om den nye rute, henvendte sig til rederiet med henblik på at opnå overenskomst.
Peter Hansen har forklaret, at han har været formand i Kalundborg-afdelingen i ca. 4 år. Han kom ind i sagen i foråret 1990, idet Juelsminde-afdelingen allerede da rettede henvendelse til rederiet. Kalundborg-afdelingen tilsendte rederiet et overenskomstforslag i september 1990. Da rederiet ikke er medlem af Rederiforeningen, indeholdt forslaget i overensstemmelse med sædvanlig praksis en eksklusivbestemmelse. Man var nået så langt i forhandlingerne, at en prokurist John Christensen fra rederiet i midten af oktober 1990 meddelte ham, at forbundet kunne forvente i løbet af kort tid at blive kaldt til København for at skrive overenskomsten under. Han var derfor meget overrasket, da han fik at vide, at rederiet i stedet havde sluttet aftale med Sømændenes Forbund.
Kjeld Olsen har forklaret, at forbundet har ca. 150 medlemmer, der er beskæftiget som trossefolk/pladsmænd.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at det fremgår af skrivelse af 2. november 1990 fra Specialarbejderforbundet, at konflikten ønskes iværksat for at opnå overenskomst for det landbaserede personale. Rederiet har imidlertid allerede sluttet overenskomst om samme arbejde med Sømændenes Forbund. Denne overenskomst indeholder en eksklusivbestemmelse jfr. overenskomstens § 1, litra b. Klageren ville derfor - som allerede påpeget af Sømændenes Forbund - tilsidesætte sine forpligtelser over for dette forbund, hvis man sluttede aftale med Specialarbejderforbundet. Allerede af denne grund er forbundets konfliktvarsel ulovligt. Klageren har herved henvist til, at det både af arbejdsretlig teori og praksis (Arbejdsrettens domme i sagerne 6948, 9823 og 10.106) fremgår, at det er ulovligt at iværksætte kampskridt for at opnå overenskomst om et arbejde, som allerede er dækket af en anden overenskomst, der indeholder en eksklusivbestemmelse.
Efter dansk ret er sådanne eksklusivaftaler fuldt ud lovlige og helt sædvanlige, når der indgås aftaler med arbejdsgivere, der som klageren ikke er medlem af nogen arbejdsgiverforening. Rederiet har da også sådanne eksklusivbestemmelser i alle sine overenskomster, og det er karakteristisk, at også det overenskomstforslag som Specialarbejderforbundet fremsendte, indeholdt en eksklusivbestemmelse.
Hvis man gav forbundet medhold, ville det bringe rederiet i en ganske uholdbar situation, idet man da kun ville kunne bringe konflikter til ophør ved at foretage en i forhold til trediemand - Sømændenes Forbund - retsstridig handling.
Hertil kommer, at der heller ikke er nogen faglig baggrund for Specialarbejderforbundets krav om overenskomst. Det bestrides ikke, at forbundet organiserer arbejderne, der er beskæftiget som trossefolk/pladsmænd. Men der er for rederiet betydelige og helt legitime fordele ved den overenskomst, som man har indgået med Sømændenes Forbund. Sømænd må antages at være bedre egnede som trossefolk end havnearbejdere. Koordinationen mellem den sejlende besætning og trossefolkene lettes, når de hører til samme forbund, og trossefolkene kan af samme grund fungere som afløsere om bord. De foreliggende oplysninger viser da også, at Sømændenes Forbund organiserer et betydeligt antal trossefolk/pladsmænd. Der er derfor ikke tale om, at Sømændenes Forbund har forsøgt sig med strandhugst ved at slutte overenskomst med rederiet.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at et arbejde, som det, der er omfattet af klagerens overenskomst med Sømændenes Forbund, både traditionelt og aktuelt hører til havnearbejdernes kerneområde og dermed også til Specialarbejderforbundets naturlige faglige område. Det er derfor helt rimeligt, at forbundet rettede henvendelse til rederiet for at opnå overenskomst. Rederiet forhandlede i længere tid med forbundet uden at tilkendegive, at man også forhandlede med Sømændenes Forbund om en aftale om det samme arbejde. Efter direktør Neflings forklaring var det først under forhandlingerne med dette forbund om overenskomst for det sejlende personale, at man blev klar over, at Sømændenes Forbund også var parat til at slutte aftale om det landbaserede arbejde. Rederiet måtte imidlertid være klar over, at man ved at afbryde forhandlingerne med Specialarbejderforbundet og i stedet slutte aftale med Sømændenes Forbund udsatte sig for, at Specialarbejderforbundet ville varsle konflikt for at gennemføre sit helt legitime krav om overenskomst.
Det ville føre til uantagelige resultater, hvis arbejdsgiversiden i en situation som den foreliggende skulle kunne forhindre arbejdstagersiden i at iværksætte en i øvrigt lovlig konflikt ved at indsætte en eksklusivbestemmelse i overenskomsten.
Der er intet hensyn at tage til Sømændenes Forbund, der har forsøgt at vinde indpas på et arbejdsområde, som falder uden for forbundets naturlige faglige område.
Klagerens henvisning til de fordele, som rederiet skulle opnå ved kun at have en overenskomst, kan ikke tillægges vægt over for Specialarbejderforbundets lovlige ønske om at opnå overenskomst.
Arbejdsretten skal udtale
Det arbejde, som er dækket af overenskomsten mellem klageren og Sømændenes Forbund, falder traditionelt og aktuelt inden for Specialarbejderforbundets naturlige faglige område. Specialarbejderforbundet har derfor haft en væsentlig faglig interesse i at opnå overenskomst med klageren om det pågældende arbejde. Herefter og idet bemærkes, at Sømændenes Forbund ikke er medlem af Landsorganisationen i Danmark, findes overenskomsten mellem klageren og dette forbund ikke i sig selv at have været til hinder for, at indklagede har varslet konflikt for at opnå overenskomst. Af de grunde, der er anført af indklagede, finder Arbejdsretten, at heller ikke eksklusivbestemmelsen i klagerens overenskomst med Sømændenes Forbund under de foreliggende omstændigheder kan føre til, at konfliktvarslet er ulovlig.
Retten tager herefter indklagedes frifindelsespåstand til følge.
T h i k e n d e s f o r r e t
Indklagede, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, frifindes.
I sagsomkostninger betaler klageren, Mercandia Linierne I/S, 2.000 kr. til Arbejdsretten.
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.93, s.308 ff, s.536, note 26, K. 90.240, K. 10.106 (A 1985, s.8).
Efter i nogen tid at have forhandlet om indgåelse af en overenskomst med SiD, der skulle dække arbejde som trossefører og vedr.
losning/lastning af skibe udført på land, indgik et rederi R overenskomst med Sømændenes Forbund S om udførelse af det nævnte arbejde. Den indgåede overenskomst indeholdt en eksklusivklausul, således at arbejdet kun kunne udføres af medlemmer -015. Herefter afgav SiD 1. konfliktvarsel til støtte for indgåelse af overenskomst vedr. arbejdet. R indklagede SiD for Arbejdsretten med påstand om, at konfliktvarslet var ulovligt, idet man bl. a.
gjorde gældende, at området var overenskomstdækket.
Indklagede blev frifundet, da det arbejde, der var dækket af overenskomsten mellem R og S, traditionelt og aktuelt faldt inden for SiDs naturlige faglige område. SiD havde derfor haft en væsentlig faglig interesse i at opnå overenskomst med R om det pågældende arbejde. Under de foreliggende omstændigheder kunne eksklusivbestemmelsen i overenskomsten mellem R og S ikke føre til, at SiDs konfliktvarsel var ulovligt.