Bod 2.3.1., Overenskomstbrud og bod pålagt. 2.3.2. Bod ikke pålagt. Fællesmøde. Særoverenskomst. (* 1) (* 2) Arbejdsgiver idømt bod for overenskomstbrud ved bl.a. at have undladt at opfylde aftale på timandsmøde om at forhandle om plan for afvikling af afspadsering af overarbejde. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Maersk Air I/S (advokat Helge Werner) Dommere: Bangert (retsformand), Arnold Hansen, Otto Hansen, Kjærgaard, Lillian Knudsen, Sløk og Westergaard.
Statutory Text (3 Articles)
Bod 2.3.1., Overenskomstbrud og bod pålagt. 2.3.2. Bod ikke pålagt. Fællesmøde. Særoverenskomst. (* 1) (* 2) Arbejdsgiver idømt bod for overenskomstbrud ved bl.a. at have undladt at opfylde aftale på timandsmøde om at forhandle om plan for afvikling af afspadsering af overarbejde. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Maersk Air I/S (advokat Helge Werner) Dommere: Bangert (retsformand), Arnold Hansen, Otto Hansen, Kjærgaard, Lillian Knudsen, Sløk og Westergaard.
Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Maersk Air I/S for Arbejdsretten for overenskomstbrud i forbindelse med udførelse af overarbejde.
Klagerne har nedlagt følgende påstande
1. Indklagede, Maersk Air I/S, har brudt gældende overenskomsts § 12, stk. 4, ved ikke at foranledige udført overarbejde afspadseret.
2. Indklagede har begået overenskomstbrud ved ikke at forhandle med arbejdstagerne om en plan for afvikling af afspadsering i overensstemmelse med pålæg på fællesmøde den 15. juli 1988.
3. Indklagede har begået overenskomstbrud ved i 1987 og 1988 at have iværksat overenskomststridig systematisk overarbejde.
4. Indklagede pålægges at betale bod for de begåede overenskomstbrud.
Indklagede har taget bekræftende til genmæle over for påstand nr. 1, men i øvrigt påstået sig frifundet, subsidiært at der alene ikendes en mild bod.
Parternes overenskomst indeholder i § 12 følgende bestemmelse om overarbejde
»Stk. 1
Organisationerne er enige om, at overarbejde så vidt muligt bør undgås, men at der kan forekomme forhold, der nødvendiggør overarbejde af hensyn til virksomhedens drift eller rettidig færdiggørelse af indgåede ordrer, forpligtelser etc.
Stk. 2
Omfanget af overarbejde bør som regel ordnes mellem arbejdsgiverens repræsentant og den enkelte arbejder personligt under hensyn til vedkommende arbejdssteds særlige og den enkelte arbejders personlige forhold.
Den enkelte arbejder må - udover 39 præsterede arbejdstimer pr. uge - ikke udføre mere afspadseringsfrit overarbejde end 12 timer i alt i 4 på hinanden følgende uger.
Den enkelte arbejder kan ikke systematisk nægte at påtage sig overarbejde.
Tillidsmanden holdes orienteret om overarbejdets omfang.
Stk. 3
Når tvingende grunde foranlediger det, kan virksomhedens ledelse og tillidsmanden i forening lokalt give tilladelse til udførelse af overarbejde ud over den i stk. 2 angivne grænse.
Stk. 4. Afspadsering
1. Overarbejde, der overstiger den i stk. 2 anførte grænse, skal afspadseres inden for 6 måneder måneder efter arbejdets udførelse. Såfremt de lokale parter er enige herom, kan der etableres en ordning vedr. tilbageholdelse af indtjent løn til brug for afspadsering. Sådant overarbejde skal afspadseres inden arbejderens eventuelle afgang fra virksomheden.
2. Såfremt overarbejde ud over den i stk. 2 anførte grænse ønskes fritaget for afspadsering, må parterne omgående indsende ansøgning til deres respektive organisationer om dispensation for afspadseringen. En sådan ansøgningspligt må dog i intet tilfælde hindre overarbejdets påbegyndelse og udførelse.
3. Dispensationsansøgningen skal være organisationerne i hænde senest 3 dage efter det udvidede overarbejdes påbegyndelse, således at der umiddelbart herefter mellem organisationerne kan træffes afgørelse om dispensationen.
4. Såfremt dispensationsansøgningen ikke imødekommes, kan sagen behandles fagretligt.«
er oplyst følgende om sagens nærmere omstændigheder
Virksomheden beskæftiger foruden medlemmer af det i sagen omhandlede forbund medlemmer af Dansk Metalarbejderforbund og Dansk El-Forbund.
I 1986 opstod der problemer med afvikling af overarbejde i virksomheden. Sagen blev behandlet ved lokal forhandling og på et timandsmøde, hvor den blev afsluttet med en aftale om, at der inden 14 dage lokalt skulle aftales en plan for afvikling af det ophobede overarbejde, hvilket skete.
I en rapport om flyvedligeholdelse af 19. november 1987 gives der udtryk for, at bemandingen i en længere periode har været utilstrækkelig til udførelse af nødvendige aktiviteter. Der er foretaget en beregning, hvorefter der ønskedes nyansat yderligere 16 mekanikere og 1 flyarbejder. Kun flyarbejderne er medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark. Denne utilstrækkelige bemanding havde medført opsparing af betydelig overtid, at liggetiden var blevet mere end fordoblet, at fejlretning kun blev udført i strengt nødvendigt omfang, og at det ikke længere var muligt at udføre større eftersyn i eget regi.
I maj måned 1988 rejste værkstedsklubben på ny spørgsmål om afspadsering og gjorde gældende, at virksomheden gjorde sig skyldig i brud på overenskomsten. Sagen blev behandlet lokalt og på et mæglingsmøde, hvor man opnåede enighed om samme retningslinier som i 1986.
Sagen blev endvidere behandlet på et fællesmøde den 15. juli 1988, hvor man fra arbejdsgiverside erkendte, at virksomheden havde begået brud på overenskomstens § 12, stk. 4. Organisationerne var enige om at pålægge parterne lokalt at aftale en plan for afvikling af afspadsering ud over det i § 12, stk. 4, nævnte, som rettelig skulle have været afspadseret inden for en 6 måneders periode. Såfremt der ikke lokalt kunne opnås enighed, forbeholdt arbejdstagerne sig at indbringe sagen for Arbejdsretten.
Der afholdtes herefter lokal forhandling den 21. juli 1988. Ifølge referatet gentog virksomheden et tidligere fremsat forslag, der gik ud på dels afkøb af afspadseringspligtige timer, dels afspadsering efter nærmere anførte retningslinier. Fra arbejdstagerside fremsattes krav om enten indførelse af en pensionsordning, eller om en to-årig aftale om timelønsforhøjelse og forhøjelse af forskellige tillæg. Til gengæld ville arbejdstagerne udstrække perioden for afspadsering til et år og lade det være frit for den enkelte, hvorvidt han ville afspadsere eller i stedet have penge. Afspadsering skulle dog fortrinsvis ske på frivillig basis, men tillidsmændene ville være behjælpelige med afviklingen. Mødet endte uden enighed, men nyt møde blev fastsat til den følgende dag.
Der foreligger et bilag af 22. juli 1988, hvori virksomheden giver udtryk for, at man har overvejet de af arbejdstagerne fremsatte forslag og er kommet til den konklusion, at man ikke vil betale ekstra for at få lov til at afvikle det afspadseringspligtige overarbejde. Man ville herefter efterleve organisationernes pålæg ved med virkning fra uge 30 at iværksætte afspadsering inden for de enkelte klubber i henhold til de vedlagte oversigter.
Der er fremlagt en plan for afspadsering fra uge 30 til og med uge 39. Det har ikke kunnet fastslås, om denne plan, der er dateret den 20. juli 1988, blev udleveret til arbejdstagerne på mødet den 21. juli eller først den 22. juli.
Klagerne indbragte ved klageskrift af 2. august 1988 sagen for Arbejdsretten. I et forberedende møde den 4. august 1988 blev sagen udsat på fortsat lokal forhandling.
Der blev herefter ved aftaler af 19. og 24. august 1988 opnået enighed om afvikling af afspadseringen.
Arbejdsretssagen, som oprindelig var anlagt også på vegne af Dansk Metalarbejderforbund og Dansk El-Forbund, er senere blevet hævet for disse forbunds vedkommende.
Det er oplyst, at antallet af afspadseringstimer pr. 30. juni 1988 var 568 timer for 28 medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark.
Der er under domsforhandlingen afgiver forklaring af tillidsmand Jens Boserup Jensen, personalechef Jørgen Raben Korch og teknisk chef Ole Skytte.
Jens Boserup Jensen har forklaret, at han har været forbundets tillidsmand i virksomheden siden 1975. Arbejdet var organiseret, således at 5 hold arbejdede kontinuerligt i 7 dages uge og 3 hold arbejdede kontinuerligt i 5 dages uge. På de førstnævnte 5 hold var der 3 flyarbejdere og på de øvrige hold 2 flyarbejdere på hvert hold. Vanskelighederne opstod, fordi der kun kunne være 1 flyarbejder væk fra hvert hold ad gangen, og der kunne ikke fås afløsere udefra. Når der manglede en mand til et hold, blev tillidsmanden bedt om at skaffe en. Han er blevet orienteret om alt overarbejde, og hvis det var over 12 timer, har han givet tilladelse til overarbejdet mod afspadsering. Han troede i øvrigt ikke, at han kunne nægte det. Når overarbejdet var mindre end 12 timer, blev det overladt til den enkelte, om han ville afspadsere eller have overtidsbetaling. Afspadseringen skete ikke, som den skulle, men det gamle overarbejde er afspadseret, og nu overholdes fristen. Det er svært at sige, hvor mange der behøvedes, for at overarbejde normalt kunne undgås.
Han havde ved mødet den 21. juli fået det indtryk, at virksomheden ville afkøbe overtimerne, og at der skulle handles herom. Derfor blev der også forhandlet om eventuel lønforhøjelse og pension, uden at der opnåedes enighed. Der havde været den forhandling om lønstigning, som overenskomsten gav ret til. Den 22. juli fik man udleveret referat fra mødet den foregående dag og liste over afvikling af afspadsering. Der blev ikke forhandlet herom, men blot sagt »nu går vi i gang«. Det hele tog højst fem minutter. Senere kom en ny liste på grund af fejl i den første, og den blev også bare fremlagt. Efter mødet i Arbejdsretten blev der i fællesskab aftalt en ordning. Han ved ikke, hvad de to øvrige forbund har opnået til gengæld for at opgive sagen i Arbejdsretten.
Jørgen Raben Korch har forklaret, at han tiltrådte i Maersk Air I/S den 1. januar 1990. Han kendte sagen fra arbejdsgiverforeningen. Han har gennemgået beregningen af de henstående afspadseringstimer. Afspadsering sker i forholdet 1,5 eller 2 afspadseringstimer for hver overarbejdstime. Af de 568 timer er 352 ikke overarbejdstimer. Hertil kommer, at virksomheden ikke sondrede strengt mellem afspadseringsfrit og andet overarbejde. Var § 12, stk. 4, udnyttet fuldt ud, var der næppe noget overenskomstbrud. Det er ikke muligt at opgøre behovet for mandskab med en margen på 1 person. Overarbejde kan ikke undgås. Der er ikke nu problemer med afspadsering.
Ole Skytte har forklaret, at planen for mandskabsbehov fra november 1987 er udarbejdet på den måde, at man indregner skæve helligdage, ferier og et skønnet antal sygedage. Derefter laves skiftene. Arbejdets omfang vekslede meget. Omfanget heraf, der beror på, hvor meget flyene bruges, hvilket veksler, og hertil kommer leasing af fly. I det pågældende tidsrum foretog virksomheden desuden udskiftning af Dashfly med Fokkerfly. Dette betød, at man dels havde eftersyn af de nye fly, dels skulle lave check på solgte fly. Dette kan ikke planlægges på forhånd, men fører til overarbejde, når et fly pludselig kan sælges og derfor skal efterses. Når man skulle foretage et sådant eftersyn, orienterede man tillidsmændene og så, om der kunne skaffes folk. Derefter traf man bestemmelse, om man selv skulle foretage eftersynet eller sende eftersynet ud af landet. Hvis en mand blev syg, foretog man omrokeringer, og dette kan give overarbejde.
Virksomheden har prøvet i videst muligt omfang at imødekomme medarbejderne med hensyn til afspadsering. I juli 1988 lavede man en plan for afspadseringen. Vanskeligheden var at skaffe kvalificerede folk, f.eks. en mand med kort til store traktorer, til hvert hold. Der var nogle fejl i de første lister, men de blev efterhånden rettet, og så kørte man efter dem. Det er rigtigt, at man først forsøgte at afkøbe medarbejderne afspadseringstimer.
Klagerne har til støtte for deres påstande anført, at der i den første påstand, over for hvilken indklagede har taget bekræftende til genmæle, foreligger et overenskomstbrud uden formildende omstændigheder. Afspadsering har været undladt gennem længere tid, og det angår et større antal afspadseringstimer, som - således som virksomheden havde tilrettelagt arbejdet - ikke kunne komme til afspadsering. Det har krævet mange møder at få afspadseringsforholdene bragt i orden. For så vidt angår den anden påstand, må det efter tillidsmandens forklaring lægges til grund, at der ikke blev foretaget egentlige forhandlinger om afspadseringen forud for sagens indbringelse for Arbejdsretten. Det må herved tages i betragtning, at der ikke fra indklagedes side er afgivet forklaring om forløbet af møderne den 21. og 22. juli. Det i den tredie påstand omhandlede overenskomstbrud er det alvorligste. Tillidsmandens forklaring må forstås således, at ferier ikke kunne afvikles uden overarbejde. Dette må anses for systematisk overarbejde, og det kan ikke undskyldes med, at man regnede med, at arbejdets omfang ville gå ned. Virksomhedens indsigelse bærer præg af, at man nu søger at finde en forklaring. De alvorlige overenskomstbrud må føre til, at der pålægges en betydelig bod.
Indklagede har anført, at de 568 afspadseringstimer repræsenterer et væsentligt mindre antal overarbejdstimer, som ikke kan anses for et betydeligt overarbejde. Virksomheden har opfyldt pålægget om at forhandle. Der blev forhandlet den 21. juli 1988, og virksomheden har fremlagt en plan for afspadsering, men blev mødt med krav om pension og almindelig lønregulering. Under disse omstændigheder har virksomheden gjort, hvad der kunne forlanges, og afspadseringen fandt stort set sted efter den oprindelige plan. Det bestrides, at der har foreligget systematisk overarbejde. Der har kun været en tilfældig ekstra produktionsbelastning på grund af udfasning af fly, hvilket sker med kort varsel. Der kan ikke lægges vægt på den skønnede beregning af mandskabsbehov fra november 1987. Tillidsmanden har hele tiden været orienteret om overarbejdets omfang og ikke på noget tidspunkt protesteret, og afspadsering kunne da også gennemføres, da man nåede til enighed herom. Det overenskomstbrud, som erkendes, er af så ringe omfang, og der foreligger formildende omstændigheder, således at der ikke bør pålægges bod eller højst en rent symbolsk bod.
Arbejdsretten skal udtale
Den af klagerne nedlagte første påstand, over for hvilken indklagede har taget bekræftende til genmæle, tages til følge.
Med hensyn til den anden påstand bemærkes, at der på fællesmødet var givet pålæg om at forhandle om afspadseringen. Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at indklagede indledte forhandlinger den 21. juli 1988 og forelagde en plan, hvorefter der dels skulle søges afkøbt afspadseringsdage, dels skulle foretages afspadsering. Selv om der må gives indklagede medhold i, at der fra arbejdstagerside blev fremsat nogle helt urimelige krav, som ville vanskeliggøre yderligere forhandlinger, var der aftalt nyt møde til den følgende dag. På dette møde fremlagde indklagede, som havde opgivet at afkøbe arbejdstagerne afspadseringsdage, en plan for afspadseringen, men efter tillidsmandens forklaring, som ikke er søgt imødegået fra indklagedes side og derfor må lægges til grund, erklærede indklagede uden forhandling herom, at denne plan ville blive fulgt. Egentlige forhandlinger, som førte til ændringer af planen, blev først iværksat, efter at klage var indgivet til Arbejdsretten. Retten finder ikke, at denne fremgangsmåde opfyldte pålægget om forhandling. Klagernes anden påstand tages derfor til følge.
Derimod finder retten ikke, at der foreligger systematisk overarbejde. Det er ikke bevist, at indklagede i sin tilrettelæggelse af det almindelige arbejde har regnet med en fast mængde overarbejde. Det i skønnet fra november 1987 over behovet for arbejdskraft indeholdte ønske om yderligere 1 flyarbejder var afhængig af, hvor meget arbejde virksomheden ønskede at udføre på eget værksted, og hvilken liggetid for flyene man ville acceptere. Dette spørgsmål må det være op til ledelsen at afgøre. Det er ikke godtgjort, at sygdom og ferie under sædvanlige forhold ville medføre overarbejde, og antallet af afspadseringstimer viser ikke i sig selv, at der var tale om systematisk overarbejde. Arbejdet med udfasning af fly må efter det oplyste anses for ekstraordinært. Indklagede vil derfor være at frifinde for klagernes tredie påstand.
Boden for de begåede overenskomstbrud fastsættes til 50.000 kr.
T h i k e n d e s f o r r e t
Indklagede, Maersk Air I/S, har begået overenskomstbrud dels ved ikke at opfylde reglen om afspadsering af overarbejde, dels ved ikke at efterkomme fællesmødets pålæg om forhandling, men frifindes for så vidt angår påstanden om systematisk overarbejde.
Indklagede skal til Specialarbejderforbundet i Danmark betale en bod på 50.000 kr.
Indklagede skal endvidere betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.567 (note 109), K. 90.014.
En arbejdsgiver fandtes at have begået overenskomstbrud ved ikke at foranledige udført overarbejde afspadseret og ved i strid med en aftale truffet på timandsmøde at undlade at deltage i reelle forhandlinger om en plan for afvikling af ophobet overarbejde, idet egentlige forhandlinger ikke blev iværksat umiddelbart efter, at der på fællesmøde var givet pålæg herom, men først efter, at klage af arbejdstagersiden var indgivet til Arbejdsretten. Arbejdsgiveren idømtes en bod på 50.000 kr. Arbejdsgiveren blev frifundet for en påstand om at have iværksat overenskomststridigt systematisk overarbejde.