Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt Eksklusivaftale. Fuldmagt. Kollektiv overenskomst 1. Spørgsmål om, hvorvidt kollektiv overenskomst foreligger Særoverenskomst. (* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (konsulent Morten Ulrich) mod Lange Isenkram ApS, 6950 Ringkøbing, (Jørgen Lange). Dommere: Bæhring, Engelbrechtsen, Gade, Arnold Hansen, Kiil (retsformand), Henrik Lind og Allan Nielsen.

Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt Eksklusivaftale. Fuldmagt. Kollektiv overenskomst 1. Spørgsmål om, hvorvidt kollektiv overenskomst foreligger Særoverenskomst. (* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (konsulent Morten Ulrich) mod Lange Isenkram ApS, 6950 Ringkøbing, (Jørgen Lange). Dommere: Bæhring, Engelbrechtsen, Gade, Arnold Hansen, Kiil (retsformand), Henrik Lind og Allan Nielsen.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark indklaget Lange Isenkram ApS, Torvet 4, 6950 Ringkøbing, for Arbejdsretten og nedlagt følgende påstand

Indklagede tilpligtes at overholde gældende overenskomst, herunder dennes bestemmelse om, at det af overenskomsten omfattede personale skal være medlemmer af Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, samt for overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

Indklagede har påstået frifindelse og til støtte herfor gjort gældende, at der ikke består noget overenskomstforhold mellem selskabet og forbundet.

Af det under sagen oplyste fremgår, at den indklagede forretningsvirksomhed, der nu omfatter 2 forretninger i Ringkøbing med 20 ansatte, indtil 30. juni 1977 blev drevet i interessentskabsform med den nuværende hovedanpartshaver Jørgen Lange og dennes fader Valdemar Lange som interessenter. Den nævnte dato stiftedes anpartsselskabet, hvis direktør er Jørgen Lange, der ifølge en udskrift fra Aktieselskabs-Registeret af 15. september 1987 tegner selskabet alternativt med den samlede bestyrelse.

Indklagede var indtil den 1. juli 1981 medlem af Butiks- og Kontorvirksomhedernes Arbejdsgiverforenings afdeling A og dermed omfattet af den mellem denne arbejdsgiverorganisation og Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark gældende Landsoverenskomst. Indklagedes udtræden af arbejdsgiverforeningen blev meddelt forbundet ved en skrivelse af 26. maj 1981 fra foreningen, hvori det bl.a. hedder

»Vi har gjort virksomheden bekendt med, at overenskomsten - uanset udmeldelsen af vor forening - stadig er gældende, således at forhandlinger vedrørende overenskomsterne for fremtiden må ske direkte mellem forbundet og virksomhederne uden vor forenings medvirken.«

Meddelelsen gav anledning til, at forbundet den 18. juni 1981 sendte følgende skrivelse til indklagede

»Vedr.: Overenskomstforhold.

Vi har fra Butiks- og Kontorvirksomhedernes Arbejdsgiverforening modtaget meddelelse om, at De har meldt Dem ud af arbejdsgiverforeningen.

Imidlertid løber overenskomsten videre ifølge de fagretlige regler, og vi fremsender derfor 4 eksemplarer af vor standardoverenskomst, som De venligst bedes underskrive som bekræftelse på en direkte overenskomst mellem Deres firma og vort forbund.

De 3 eksemplarer af overenskomsten bedes returneret os sammen med vedlagte skema til brug for indbetaling til den i § 18 nævnte uddannelsesfond i udfyldt og underskrevet stand.

Vi kan oplyse, at den fremsendte overenskomst ligger på linie med de overenskomster, der afsluttes med Dansk Arbejdsgiverforening og Butiks- og Kontorvirksomhedernes Arbejdsgiverforening.«

I skrivelse af 24. juni 1981 takkede forbundets Holstebro afdeling indklagede for modtagelsen af 3 underskrevne eksemplarer af overenskomsten. I skrivelsen hedder det

»Vi har med tak modtaget 3 underskrevne overenskomsteksemplarer fra Dem, og returnerer hermed det ene eksemplar i fuld underskrevet stand.

Som aftalt telefonisk d.d., har vi på overenskomstens forside tilføjet butikkerne Torvegade 1 samt »Spar 2«, V. Strandgade 2, således overenskomsten er gældende for alle 3 butikker.

Vi håber i øvrigt på et godt samarbejde vedrørende overenskomsten.'

Af en fotokopi af et af overenskomsteksemplarerne fremgår, at overenskomsten på indklagedes vegne er underskrevet den 19. juni 1981 af B. Lange, der er direktør Jørgen Langes søster Bente Lange, som da var - og fortsat er - beskæftiget i forretningen. Overenskomsten indeholder i § 20 om organisationsforhold en eksklusivbestemmelse, hvorefter det af overenskomsten omfattede personale skal være medlemmer af Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark. Af § 21 fremgår, at overenskomsten tidligst kunne opsiges til ophør den 1. marts 1983.

Indklagede har ikke opsagt overenskomsten, men har tværtimod i årene efter 1981 indtil fremkomsten af nærværende sag efterlevet de forpligtelser, der følge af overenskomstforholdet. Som eksempler herpå har klagerne fremlagt forskelligt skriftligt materiale, der viser, at indklagede i 1982 drøftede et spørgsmål om feriegodtgørelse til en tidligere medarbejder med forbundets Holstebro afdeling, at forbundet i 1983 og 1987 ved anbefalede skrivelser sendte meddelelse til indklagede om ændringer i overenskomsten som resultat af afsluttede forhandlinger om Landsoverenskomsten, ligesom man i 1985 i forbindelse med forlængelsesloven gav indklagede underretning om lønstigningerne, og at indklagede ved Jørgen Lange i 1984/85 underskrev en aftale med forbundet om tegning af en gruppelivsforsikring for medarbejderne. Hertil kommer, at indklagede gennem alle årene har betalt bidrag til den i overenskomstens § 18 omhandlede uddannelsesfond.

I efteråret 1988 blev forbundet bekendt med, at indklagede medio dette år havde ansat en medarbejder, som ikke var og heller ikke ønskede at blive medlem af forbundet. Der forhandledes i den anledning mellem repræsentanter for forbundet og indklagede. Forhandlingerne endte, uden at enighed kunne tilvejebringes. Med henblik på sagens indbringelse for Arbejdsretten afholdtes et fællesmøde den 13. april 1989. I referatet fra mødet hedder det bl.a.

»Jørgen Lange tilkendegav, at der ikke eksisterede et overenskomstforhold mellem firmaet og HK, og der derfor heller ikke forelå overenskomstbrud.

HK fastholdt, at der eksisterede et overenskomstforhold mellem firmaet og HK, og at firmaet tilpligtedes til at anerkende dette.

LO tilkendegav at ville indbringe sagen for Arbejdsretten med krav om en alvorlig bod.«

Sagen er herefter indbragt for Arbejdsretten ved klageskrift af 19. april 1989. I et forberedende retsmøde den 28. september 1989 mødte Jørgen Lange personlig og påstod frifindelse samt oplyste bl.a., at han først ca. 1 1/2 år tidligere var blevet klar over, at der forelå en overenskomst, der var underskrevet af hans søster Bente Lange, der imidlertid ikke havde haft fuldmagt hertil.

For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af vidnerne, faglig sekretær i HK Henning Rasmussen, direktør Jørgen Lange og dennes søster Bente Lange.

Henning Rasmussen har forklaret, at han havde et møde med Jørgen Lange i februar 1989 for at drøfte den situation, der var opstået, da Jørgen Lange ikke ville anerkende, at indklagede var bundet af overenskomsten. Vidnet havde inden mødet konstateret, at overenskomsten var underskrevet af B. Lange, men havde også fundet den gamle gruppelivsaftale frem og set, at den var underskrevet af Jørgen Lange. Han havde papirerne med til mødet og havde regnet med, at der ikke ville være problemer, når Jørgen Lange havde set papirerne.

Jørgen Lange har forklaret, at hans fader døde i 1981, hvorefter hans søster Bente blev beskæftiget i forretningen. Hun deltager i forefaldende arbejde både i butikken og på kontoret. Han har betragtet det som en »helt naturlig ting«, at indklagede betaler til gruppelivsforsikringen og til uddannelsesfonden på samme måde, som indklagede betaler til så mange andre ting, de ansatte deltager i. Alle de breve, man får fra HK, bliver lagt i kantinen. Anbefalede breve bliver åbnet af den, der henter posten.

Bente Lange har forklaret, at hun i sin tid underskrev de tilsendte eksemplarer af overenskomsten, fordi hun regnede med, at det var en overenskomst, som indklagede skulle have. Hun husker ikke, om hun drøftede spørgsmålet herom med sin broder.

Klagerne har til støtte for påstanden anført, at indklagede før 1981 som medlem af Butiks- og Kontorvirksomhedernes Arbejdsgiverforening var omfattet af Landsoverenskomsten. Udmeldelsen pr. 1. juli 1981 medførte ingen ændring heri. Særoverenskomsten, hvis bestemmelser svarer til Landsoverenskomstens, blev da også i juni 1981 returneret med Bente Langes underskrift. Efter det oplyste om hendes stilling hos indklagede må det lægges til grund, at hun havde fornøden fuldmagt til at underskrive overenskomsten, der således har været bindende for indklagede fra dette tidspunkt. Selv om det imidlertid måtte blive lagt til grund, at Bente Lange ikke havde fornøden fuldmagt til at underskrive overenskomsten, er indklagede alligevel blevet forpligtet til at overholde dennes bestemmelser, da man fra indklagedes side ikke blot har forholdt sig passiv over for de henvendelser m.v., som man gennem alle årene har modtaget fra forbundet, men også gennem positive handlinger har tilkendegivet, at man følte sig bundet af overenskomsten. Dette er således kommet til udtryk gennem gruppelivsaftalen, gennem de foretagne indbetalinger til uddannelsesfonden og gennem de lønreguleringer, der er sket i årenes løb. Da indklagede således er bundet af overenskomsten, hvis § 20 man har tilsidesat, må der pålægges indklagede en alvorlig bod.

Indklagede har bestridt, at der foreligger nogen gyldig overenskomst. Denne er underskrevet af en person uden fuldmagt, og det senere passerede giver ikke grundlag for at fastslå, at overenskomsten uanset dette skulle være bindende for indklagede.

Arbejdsretten skal udtale

Som sagen foreligger oplyst, finder retten det ikke godtgjort, at Bente Lange i 1981 i kraft af sin stilling eller på anden måde havde fornøden fuldmagt til at underskrive den fra forbundet fremsendte særoverenskomst, der efter indklagedes udmeldelse af Butiks- og Kontorvirksomhedernes Arbejdsgiverforening skulle træde i stedet for Landsoverenskomsten mellem foreningen og forbundet. I overensstemmelse med det af klagerne herom anførte lægger retten derimod til grund, at indklagede i årene efter 1981 har disponeret på en måde, der må sidestilles med en efterfølgende godkendelse af overenskomstens gyldighed. Indklagede har herefter begået overenskomstbrud ved ikke at overholde eksklusivbestemmelsen i overenskomstens § 20. For dette overenskomstbrud findes indklagede at burde betale en bod, der bestemmes til 10.000 kr. Boden tilfalder Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark.

Indklagede findes at burde betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Lange Isenkram ApS, 6950 Ringkøbing, skal overholde gældende overenskomst, herunder dennes bestemmelse om, at det af overenskomsten omfattede personale skal være medlemmer af Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark.

Indklagede skal til forbundet betale en bod på 10.000 kr.

I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal indklagede betale 2.000 kr.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage.

(* 1) Henvisniger: Per Jacobsen s.82 f, Knud Illum s.86 f, K 10.461 (A 1985, s.93).

Virksomhed bundet af kollektiv overenskomst ved at have disponeret på en måde, der måtte sidestilles med en godkendelse af overenskomsten.

Anpartsselskabet S meldte sig i 1981 ud af Butiks- og Kontorvirksomhedernes Arbejdsgiverforening, hvilket blev meddelt HK, som derefter sendte S en tiltrædelsesoverenskomst. Denne blev underskrevet af selskabets direktørs søster, der var ansat i selskabet.

Arbejdsretten fandt ikke, at søsteren havde haft fornøden fuldmagt til at underskrive overenskomsten, men da selskabet efter underskrivelsen disponerede på en måde, der måtte sidestilles med en efterfølgende godkendelse af overenskomstens gyldighed, fandtes selskabet at være bundet af overenskomsten og idømtes en bod på 10.000 kr. for at have overtrådt en eksklusivbestemmelse i overenskomsten.