Gammel arbejdsskade - tandlidelse - erstatning (* 1)

Gammel arbejdsskade - tandlidelse - erstatning (* 1)

Landpolitiassistent K (lrs. Lisbeth Victor Hansen) mod Den Sociale Ankestyrelse (km.adv. v/adv. Birthe Eskildsen).

ØSTRE LANDSRETS DOM 22. MARTS 1989 (14. AFD.)

(Kistrup, Danielsen, M. Levy (kst.)).

Under denne sag, der er anlagt den 2. marts 1988, har sagsøgeren landpolitiassistent K påstået sagsøgte, Den Sociale Ankestyrelse, tilpligtet at anerkende, at sagsøgeren er berettiget til erstatning for tandbehandling 12.464 kr. som følge af en arbejdsskade den 4. september 1970.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagen drejer sig om en afgørelse truffet af Den Sociale Ankestyrelse, der i en skrivelse af den 9. februar 1988 til sagsøgeren anfører

»Advokat Knud Bjørn Eriksen har på Deres vegne klaget over en afgørelse truffet af Sikringsstyrelsen den 19. juni 1987, hvorefter der blev givet afslag på betaling af yderligere tandbehandling til ca. 12.000 kr.

Styrelsen har meddelt, at man i 1975 har afholdt udgifter til tandbehandling med ialt 2.264,10 kr., samt at denne behandling af tandskaden, som overgik Dem den 4. september 1970, har fungeret tilfredsstillende indtil den 14. maj 1987, hvor De henvendte Dem til Deres tandlæge med en tabt tandkrone.

Sikringsstyrelsen meddelte i afgørelsen, at sagen må anses for udgået af behandling ved styrelsens betaling af tandbehandling i 1975, som må anses for dækkende styrelsens forpligtigelser i henhold til ulykkesforsikringslovens § 31, således at det ikke påhviler styrelsen at afholde yderligere udgifter til tandbehandling af nævnte ulykkestilfælde.

Endelig meddeler styrelsen, at udgifterne til behandling og undersøgelse er afholdt i medfør af ulykkesforsikringslovens § 21, og at sådan hjælp normalt ikke kan afholdes ud over 3 år efter ulykkestilfældets dato.

Det fremgår af den skriftlige anmeldelse, at De den 4. september 1970 blev slået i ansigtet af en anholdt, og at 2 tænder i overmunden herved blev slået løs.

Deres tandlæge udtalte den 9. september 1970, at der ikke kunne lægges nogen behandlingsplan på daværende tidspunkt, og at prognosen var dårlig.

Det fremgår af en af Dem udfærdiget notits af 24. april 1975, at Deres tandlæge ved en undersøgelse den 7. april 1975 havde oplyst, at tænderne stadig sad fast, og at der var gode muligheder for, at de ville blive siddende fremover. Tænderne var blevet stærkt misfarvet, og De anmodede om betaling for oprettelse af dette forhold.

Det daværende Direktorat for Ulykkesforsikringen ydede ved afgørelse af 3. juni 1975 betaling for tandbehandling med 2.000 kr. (isætning af 2 tandkroner).

Den 4. maj 1987 faldt den ene af disse tandkroner ud, og Deres tandlæge konstaterede ved denne lejlighed, at tandrødderne på de 2 beskadigede tænder var smuldret bort, hvorfor det var nødvendigt at konstruere en bro, der ville koste ca. 12.000 kr.

I anken anføres bl.a., at en udtalelse af G. Hagen fra den kommenterede ulykkesforsikringslovs side 223-224 må kunne anvendes analogt på den aktuelle sag, hvor stationærtidspunktet først kan anses at foreligge i 1987 eller senere.

Desuden gøres opmærksom på, at De i 1970 forbeholdt Dem ret til at kræve erstatning, og at der ikke foreligger noget om, at sagen skulle være endeligt afsluttet. Desuden henvises til de almindelige forældelsesbestemmelser, hvorefter forældelsen suspenderes, såfremt den skadelidte på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav ikke har kunnet gøre det gældende. Det anføres, at dette gælder i Deres tilfælde.

Efter ulykkesforsikringslovens § 21, stk. 1, påhviler det forsikringsselskabet at afholde udgifterne til anskaffelse af proteser m.v., som - mens sagen er under behandling - skønnes fornødne blandt andet til at formindske ulykkestilfældets følger. En tilsvarende bestemmelse er givet i § 21, stk. 2, om udgifter til sygebehandling.

Efter lovens § 31, stk. 2, kan afgørelse af, om der tilkommer en tilskadekommen krav på invaliditetserstatning, i intet tilfælde udsættes ud over 3 år efter ulykkestilfældets indtræden.

Efter lovens § 34, stk. 4, kan erstatningsspørgsmålet genoptages, hvis omstændighederne ændrer sig væsentligt. Genoptagelse kan dog ikke finde sted når der er forløbet 5 år efter erstatningens første fastsættelse, medmindre der forinden er fastsat frist for genoptagelse af sagen.

Sagen har været behandlet i Ankestyrelsens møde den 28. januar 1988, hvor der blev truffet følgende afgørelse

Ankestyrelsen finder, at De ikke er berettiget til at få dækket udgifterne til en tandbro efter ulykkesforsikringsloven.

Ved afgørelsen har Ankestyrelsen lagt vægt på, at der er gået mere end 17 år, fra Direktoratet for Ulykkesforsikringen første gang traf afgørelse i sagen den 20. januar 1971 om erstatning af udgifter til tandbehandling, og til De gennem rigspolitichefen i maj 1987 anmodede Sikringsstyrelsen om at få sagen genoptaget. Sagen er derfor for længst udgået af behandling.

Der er derfor ikke hjemmel i ulykkesforsikringslovens § 21 til at få dækket den pågældende udgift, uanset eventuel årsagssammenhæng.

Ankestyrelsen tiltræder derfor Sikringsstyrelsens afgørelse.«

Sagsøgeren har i landsretten bl.a. oplyst, at han efter isættelsen af de nye kroner ikke havde problemer før i 1987.

Sagsøgeren har til støtte for anerkendelsespåstanden bl.a. anført, at han i 1975 blev anset for erstatningsberettiget, hvorfor der også må være en forpligtigelse for sagsøgte i anledning af tandbehandlingen i 1987. En eventuel forældelsesfrist kan først regnes fra dagen for tandlægeregningen den 27. maj 1987, fordi sagsøgeren ikke forud havde anledning til at regne med yderligere udgifter. Fristerne i ulykkesforsikringslovens § 31, § 34, stk. 4 og § 47, stk. 1 og 2, må anses som rent tekniske regler, og er ikke udtryk for almindelige principper.

Sagsøgte har bl.a. henvist til ulykkesforsikringslovens § 21, der begrænser tidsrummet, hvori der kan udbetales erstatning, hvilket støttes af ordlyden af lovens § 31 og § 34.

Landsretten henviser til, at sagsøgeren efter uheldet fik dækket udgifterne til genopretning af tænderne, hvilken behandling afsluttedes i 1975, og tiltræder, at der ikke efter ulykkesforsikringslovens § 21 kan kræves betaling af udgifterne i 1987 til en fornyet tandbehandling.

Hver part betaler sine omkostninger.

HØJESTERETS DOM.

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Torben Jensen, Funch Jensen Munch, Else Mols, og Hermann.

Appellanten har gentaget sin påstand.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Det er ubestridt, at der er årsagsforbindelse mellem den arbejdsskade, der overgik appellanten i 1970, og den tandlidelse, som han blev behandlet for i 1987. Højesteret finder, at der ikke i ulykkesforsikringslovens § 21 eller i andre bestemmelser i loven er fornøden hjemmel for at afskære det fremsatte erstatningskrav. Højesteret tager derfor appellantens påstand til følge.

THI KENDES FOR RET

Indstævnte, Den Sociale Ankestyrelse, skal anerkende, at appellanten, landpolitiassistent K, er berettiget til erstatning for tandbehandling, 12.464 kr., som følge af en arbejdsskade den 4. september 1970.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal indstævnte inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 15.000 kr. til appellanten.

Resume (udarbejdet af Socialministeriet) Da årsagsforbindelsen mellem en 17 år gammel arbejdsskade og en aktuel tandlidelse fandtes ubestridt, og da der hverken i ulykkesforsikringsloven eller anden lovgivning fandtes hjemmel til at afskære skadelidtes erstatningskrav, ansås kravet som værende berettiget.