Faglig voldgift. Lovfortolkning. Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt Processuelle spørgsmål 2.1. - i forhold til de almindelige domstole (* 1) (* 2) Ikke pligt til at medvirke til fagretlig behandling af uoverensstemmelse om dagpengegodtgørelse ved første ledighedsdag efter § 84 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen (advokat Helge Werner) Dommere: Ole Espersen, Arnold Hansen, Søren B. Henriksen, Erik Jensen, Jørgen Pedersen, Preben Albæk Petersen og Pontoppidan (retsformand).

Faglig voldgift. Lovfortolkning. Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt Processuelle spørgsmål 2.1. - i forhold til de almindelige domstole (* 1) (* 2) Ikke pligt til at medvirke til fagretlig behandling af uoverensstemmelse om dagpengegodtgørelse ved første ledighedsdag efter § 84 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen (advokat Helge Werner) Dommere: Ole Espersen, Arnold Hansen, Søren B. Henriksen, Erik Jensen, Jørgen Pedersen, Preben Albæk Petersen og Pontoppidan (retsformand).

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for Arbejdsretten i anledning af, at Entreprenørforeningen har nægtet at medvirke ved fagretlig behandling af krav om udbetaling af dagpengegodtgørelse i henhold til § 84 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

Klagerne har påstået Entreprenørforeningen tilpligtet for brud på Norm for regler for behandling af faglig strid at betale en bod fastsat efter rettens skøn til Specialarbejderforbundet i Danmark.

Indklagede har påstået frifindelse.

Efter § 84, stk. 1, skal arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende betale en dagpengegodtgørelse svarende til dagpenge for højst en ledighedsdag. I § 84, stk. 6, bestemmes: »Uoverensstemmelser om dagpengegodtgørelsen afgøres ved fagretlig behandling, jf. § 22 i lov nr. 317 af 13. juni 1973 om arbejdsretten, eller ved civilt søgsmål.« § 84 er indsat i loven ved lov nr. 840 af 21. december 1988. § 84, stk. 6, er ikke omtalt i bemærkningerne til lovforslaget. Under behandlingen af lovforslaget besvarede arbejdsministeren følgende spørgsmål fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

»I relation til § 84, stk. 6, ønskes oplyst: I hvilke tilfælde skal uoverensstemmelser afgøres ved henholdsvis fagretlig behandling og civil søgsmål?».

Svaret er sålydende

»I arbejdsretlige spørgsmål supplerer det fagretlige system og de almindelige domstole hinanden, således at det fagretlige system med faglig voldgift og Arbejdsretten som endelige instanser finder anvendelse i sager vedrørende fortolkning eller håndhævelse af kollektive overenskomster, medens de almindelige domstole tager sig af problemer vedrørende rettigheder i henhold til lov eller individuelle aftaler.

Lovforslagets § 84 fastlægger en pligt for arbejdsgiveren til at betale en medarbejder et pengebeløb ved visse tilfælde af ophør af arbejdsforholdet. Uoverensstemmelse om et sådant lovfæstet mellemværende hører efter de almindelige skillelinier under de almindelige domstole, men i mange tilfælde vil en sådan uoverensstemmelse naturligt høre sammen med problemer, som er af overenskomstmæssig karakter f.eks. vedrørende berettigelsen af afskedigelsen eller hjemsendelsen og derfor bedst egnet for fagretlig behandling.

Forslaget er derfor udformet således, at det er retligt bindende at foretage fagretlig behandling, når de berørte parter er enige herom.

I den forbindelse kan henvises til loven om Arbejdsretten § 9. I denne bestemmelse er det først opregnet, hvilke sager af overenskomstmæssig karakter der kan indbringes for Arbejdsretten, men i stk. 4 tilføjes det

»Ud over de i stk. 1 nævnte sager kan sager vedrørende uoverensstemmelse mellem arbejdsgivere og lønmodtagere indbringes for Arbejdsretten, når retten billiger det, og der mellem en arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisation eller mellem en enkeltvirksomhed og en lønmodtagerorganisation derom er truffet aftale.«

Henvisningen i den foreslåede bestemmelse til § 22 i arbejdsretsloven tjener til at sikre, at der er et regelsæt til rådighed også i de situationer, hvor parterne ikke har vedtaget betryggende regler til afgørelse af uenigheden.

Muligheden for civilt søgsmål sikrer navnlig, at også den uorganiserede lønmodtager har adgang til at hævde sin ret ved en domstol.'

Den 29. maj 1990 skrev Landsorganisationen i Danmark således til Dansk Arbejdsgiverforening

»Landsorganisationen er gennem en række konkrete sager vedrørende uoverensstemmelser om arbejdsgiverbetaling ved 1. ledighedsdag indenfor entreprenør- og bygge- og anlægsområdet blevet bekendt med, at Entreprenørforeningen generelt afviser at lade konkrete uoverensstemmelser blive fagretlig behandlet, men henviser til civilretlig behandling.

I lyset af at Dansk Arbejdsgiverforening og LO gennem nedsættelse af en fælles arbejdsgruppe om arbejdsgiverbetaling ved 1. ledighedsdag, der i de konkrete sager skal udarbejde vejledende retningslinier, har været enige om, at konkrete uoverensstemmelser vedrørende arbejdsgiverbetaling ved 1. ledighedsdag bør finde deres afklaring som hovedregel ved fagretlig behandling (og i sidste ende faglig voldgift) må LO betragte den generelle holdning hos Entreprenørforeningen for særdeles uholdbar.

LO finder det meget betænkeligt, at det fagretlige system på denne måde miskrediteres.

Landsorganisationen skal derfor anmode Dansk Arbejdsgiverforening om snarest at rette henvendelse til Entreprenørforeningen omkring dette spørgsmål og foranledige, at Entreprenørforeningen ændrer holdning til fagretlig behandling af sager vedrørende arbejdsgiverbetaling ved 1. ledighedsdag.«

Dansk Arbejdsgiverforening svarede ved skrivelse af 29. juni 1990. I skrivelsen anføres bl.a.

»Herved bekræftes modtagelsen af Landsorganisationens brev af 29. maj 1990 vedrørende Entreprenørforeningens holdning til fagretlig behandling af konkrete uoverensstemmelser om arbejdsgiverbetaling ved 1. ledighedsdag. Der henvises til LO's j.nr. EH/EKR/LT.

Det er fortsat Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse at uoverensstemmelser vedrørende dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag mest hensigtsmæssigt kan behandles i det fagretlige system.

Når dette er sagt, bemærkes, at DA også har tilkendegivet, at medlemsorganisationerne og medlemsvirksomhederne selvstændigt vurderer de enkelte problemstillinger, hvilket kan indebære, at man beslutter sig for egentlig domstolsbehandling frem for afgørelse ved det fagretlige system. Denne valgmulighed hænger sammen med, at man blander lovgivning med kollektive aftaler. Det har og vil også i fremtiden give problemer, ikke mindst når der opstår uoverensstemmelser. Men som en konsekvens af vor grundlæggende tro på aftalesystemets værdi også i fremtiden er vi som nævnt af den opfattelse, at fagretlig behandling vil være det mest hensigtsmæssige.«

Fællesmøde blev afholdt den 28. august 1990 uden at enighed opnåedes.

Til støtte for påstanden har klagerne anført, at § 84, stk. 6, åbner mulighed for, at sager om betaling af dagpengegodtgørelse behandles enten fagretligt eller ved civilt søgsmål. Såvel en naturlig sproglig forståelse, som en formålsfortolkning må føre til, at uoverensstemmelser om betaling af dagpengegodtgørelse behandles ad fagretlig vej, hvis kravet som her rejses mod en part, som er omfattet af en kollektiv overenskomst. Hvis man som hævdet af indklagede ville kræve, at begge parter var enige om fagretlig behandling, ville henvisning til denne behandlingsform være overflødig. Det foran citerede svar fra arbejdsministeren giver ikke klart udtryk for en modsat holdning.

Stærke praktiske grunde taler endvidere for at følge klagernes opfattelse. Langt de fleste enkeltsager vil ikke rejse lovfortolkningsproblemer af større rækkevidde, men derimod angå spørgsmål, som klart er bedst egnet til fagretlig behandling, f.eks. spørgsmålet om den måde, hvorpå hjemsendelsen er sket. Hertil kommer, at sagerne ofte vil angå relativt små beløb, hvor der er særligt behov for den hurtige og billige afgørelsesmåde, som den fagretlige behandling indebærer. Dansk Arbejdsgiverforening er da også enig i, at det er mest hensigtsmæssigt, at sagerne afgøres på denne måde.

Klagerne har endvidere henvist til, at det ikke er usædvanligt, at lovgivningsmagten lader fortolkningen af ufravigelige lovbestemmelser ske gennem det fagretlige system. Dette er således sket ved ligelønsloven samt ved Industriministeriets bekendtgørelse nr. 32 af 12. januar 1989 om medarbejderes valg af bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber og anpartsselskaber. Efter bekendtgørelsen afgøres sager om tilsidesættelse af den beskyttelse, der tilkommer medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, ad fagretlig vej.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at en part i en kollektiv overenskomst efter ordlyden af § 84, stk. 6, ikke uden tilslutning fra den anden overenskomstpart har krav på, at uoverensstemmelser om betaling af dagpengegodtgørelser behandles ad fagretlig vej. At dette heller ikke har været hensigten, fremgår af det foran citerede svar fra arbejdsministeren, hvor det udtrykkeligt siges, at fagretlig behandling kun er bindende, når de berørte parter er enige herom.

Indklagede har endvidere henvist til Arbejdsrettens dom af 19. november 1987 i sag nr. 86.246 (Arbejdsretligt Tidsskrift 1987, s.99), hvoraf det fremgår, at fortolkningen af ufravigelige lovbestemmelser i mangel af enighed om det modsatte hører under de almindelige domstole.

Arbejdsretten skal udtale

Det følger af Højesterets dom af 20. marts 1987 (U1987.337) og Arbejdsrettens dom i den foran nævnte sag nr. 86.246, at sager, hvis afgørelse i første række beror på fortolkningen af ufravigelige lovbestemmelser, hører under de almindelige domstole, med mindre parterne er enige om at lade sagen afgøre på anden måde. Undtagelse herfor må kræve en klar lovhjemmel. En sådan hjemmel kan ikke udledes af ordlyden af § 84, stk. 6, i loven om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., og det foran citerede svar fra arbejdsministeren under behandlingen af lovforslaget tyder på, at det har været hensigten, at fagretlig behandling kræver enighed mellem parterne. Uanset at væsentlige praktiske hensyn - som også erkendt af Dansk Arbejdsgiverforening - taler for, at tvister om dagpengegodtgørelse afgøres ad fagretlig vej, finder Arbejdsretten herefter ikke grundlag for at fastslå, at Entreprenørforeningen har tilsidesat Norm for regler for behandling af faglig strid ved at nægte at medvirke til fagretlig behandling af de i sagen omhandlede krav.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen, frifindes.

I sagsomkostninger betaler klagerne, Landsorganisationen i Danmark, 2.000 kr. til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: K 90.250, K 86.246 (A 1987, s.99)

Efter § 84, stk. 1, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. skal arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse o. lign. betale dagpenge for højst een ledighedsdag. I § 84, stk. 6, bestemmes, at uoverensstemmelser om dagpengegodtgørelsen afgøres ved fagretlig behandling eller ved civilt søgsmål.

En større arbejdsgiverforening havde i en række tilfælde nægtet at medvirke ved fagretlig behandling af sådanne uoverensstemmelser og blev i den anledning indklaget for Arbejdsretten.

Arbejdsretten udtalte, at sager, hvis afgørelse i første række beror på fortolkningen af ufravigelige lovbestemmelser, hører under de almindelige domstole, med mindre parterne er enige om at lade sagen afgøre på anden måde. Undtagelse herfra må kræve en klar lovhjemmel, der ikke fandtes at kunne udledes af ordlyden af lovens § 84, stk. 6, eller dennes forarbejder. Herefter frifandtes arbejdsgiverforeningen.