Legislator Case Law & Legislation
U19900391013 DK

Bod 2.2.2. Bod ikke pålagt Organisationsfjendtlig virksomhed. Virksomhedsoverdragelse. (* 1) (* 2) Rækkevidde af virksomhedsoverdragelsesloven. Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Plastindustriens Arbejdsgiverforening for Novoplastics A/S, Kolding (advokat Helge Werner). Dommere: Vejgaard Andersen, Ole Espersen, Arnold Hansen, Kiil (retsformand), Henrik Lind, Sløk og Strube.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1990 3910 Valid

Bod 2.2.2. Bod ikke pålagt Organisationsfjendtlig virksomhed. Virksomhedsoverdragelse. (* 1) (* 2) Rækkevidde af virksomhedsoverdragelsesloven. Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Plastindustriens Arbejdsgiverforening for Novoplastics A/S, Kolding (advokat Helge Werner). Dommere: Vejgaard Andersen, Ole Espersen, Arnold Hansen, Kiil (retsformand), Henrik Lind, Sløk og Strube.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Plastindustriens Arbejdsgiverforening for Novoplastics A/S, Kolding, for Arbejdsretten, hvor klagerne har nedlagt følgende påstande

1. Indklagede Novoplastics A/S tilpligtes at anerkende at være omfattet af gældende overenskomst mellem Dansk Typograf-Forbund og Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening for så vidt angår arbejde omfattet heraf og hidtil udført på maskinerne nr. 242 og 203 og i forbindelse hermed hos virksomheden Schur Plastic A/S, Vejle.

2. Indklagede Novoplastics A/S og/eller Plastindustriens Arbejdsgiverforening har begået overenskomstbrud ved dels ikke at anerkende overenskomstmæssige forpligtelser og dels ved at annullere 2 ansættelsesaftaler med medlemmer af Dansk Typograf-Forbund under henvisning til disses organisatoriske tilhørsforhold.

3. Novoplastics A/S og/eller Plastindustriens Arbejdsgiverforening tilpligtes for overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Dansk Typograf- Forbund.

De indklagede har påstået frifindelse.

Af sagen og de fremlagte bilag fremgår, at Schur International A/S, hvorunder virksomheden Schur Plastic A/S i Vejle hører, pr. 1. juni 1986 overtog den indklagede virksomhed Novoplastics A/S i Kolding. Medens Schur Plastic A/S i Vejle er medlem af Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening, som Dansk Typograf-Forbund har overenskomst med, er Novoplastics A/S i Kolding medlem af Plastindustriens Arbejdsgiverforening, som Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund - men ikke Dansk Typograf- Forbund - har overenskomst med. Om baggrunden for overtagelsen af Novoplastics A/S hedder det i en orienteringsskrivelse af 27. september 1989 til virksomhedens medarbejdere fra administrerende direktør Erik Christensen, hvori der i øvrigt redegøres for »strukturtilpasning af Schur Gruppens danske plastvirksomheder med det formål at forbedre konkurrenceevnen og med sigte på det indre marked i 1992«

»Pr. 01.06.1986 overtog Schur Gruppen A/S Novoplastics Emballage, hvilket betød et øjeblikkeligt tilkøb af en omsætning på ca. 80 mio.kr.

To afgørende årsager til denne beslutning var

1. Schur Plastic a/s stod overfor at skulle etablere helt ny extruderingsafdeling i Vejle - en samlet investering i byggeri og maskiner på ca. 30 mio.kr.

Novoplastics havde moderne extruderingshal, der ville kunne rumme en udvidelse maskinmæssigt til at dække begge virksomheders behov.

2. A/S Novoplastics Emballage ville være blevet overtaget af en udenlandsk koncern, såfremt Schur Gruppen ikke havde foretaget denne investering. Dette ville have haft en kraftig konkurrenceforøgelse overfor Schur Plastic a/s, især på det danske marked, til følge.«

I de første år efter overtagelsen blev produktionen opretholdt i det væsentlige uændret i begge virksomheder. Den økonomiske udvikling i virksomhederne førte imidlertid i løbet af 1989 til en ændring af produktionsformen, som indebar lukning af produktionsaktiviteterne i Vejle, herunder nedlæggelse af trykkeriet, hvis opgaver blev flyttet til trykkeriet i Kolding. I redegørelsen herfor i orienteringsskrivelsen af 27. september 1989 hedder det bl.a.

»De sidste 2 års resultater samt indgående og detaljerede analyser viser, at vi ikke længere kan fortsætte på denne måde.

Tabstallene for de 2 virksomheder set under et viser

- et underskud de sidste 2 år på ca. 30,0 mio.kr.

Gennem en kraftig reduktion af funktionærstaben med 27 medarbejdere - en reduktion på knap 25% - og et forbedret produktmix samt en vis produktivitetsstigning er der i det sidste halve år skabt en vis forbedring af resultaterne, men uden at vi alene hermed har opnået en sund og tilfredsstillende økonomi, der vil sikre overlevelse på langt sigt.

Produktionen afsættes for halvdelens vedkommende på det danske marked, medens den andel halvdel afsættes på eksportmarkederne, hvoraf England er langt det betydeligste marked. Specielt på dette marked oplever vi en meget kraftig priskonkurrence, forårsaget af et betydeligt lavere omkostningsniveau end det danske. Dette betyder manglende omkostningsdækning under vor nuværende driftsform og på det seneste betydeligt lavere ordreindgang som følge af den manglende konkurrencedygtighed.

Men også andre forhold som intern transport, flere dobbeltfunktioner med to produktionssteder, har gjort os alt for omkostningstunge.

Vi er nødt til at øge vor konkurrenceevne betydeligt i de kommende år for at sikre den fortsatte bevarelse af langt størstedelen af vore arbejdspladser.

Et afgørende led i vore planer vil være etablering af et enstrenget produktionsflow med

en extruderingsafdeling

et trykkeri

en poseafdeling og

et færdigvarelager

Herigennem vil vi kunne opnå den krævede effektivitet og flexibilitet samt de nødvendige omkostningsbesparelser på driftssiden, og samtidig opnå besparelser gennem mindre pengebinding i lagre af folie, igangværende arbejder, farver, reservedele og omkostningsvarer.

De øgede krav fra vore kunder omkring kvalitetsgarantier (kvalitetsstandarder) vil medføre investeringer og omkostninger, som billigst og mest rationelt kan gennemføres ved et enstrenget produktionsflow.

Vore undersøgelser viser, at en extrudering, et trykkeri, o.s.v. vil give os en forbedret konkurrenceevne i forhold til den nuværende opdeling.

Dette medfører, at vi ønsker at nedlægge vort trykkeri og vor poseafdeling i Vejle, så snart det er praktisk muligt.

De helt afgørende forhold for, at vi mener. at Novoplastics a/s bør være det fremtidige produktionssted er, at vi her har extruderingsafdelingen, samt at de samlede bygningsudvidelser i Vejle ville blive langt dyrere end i Kolding.

En del af de aktiviteter, der nu finder sted i Vejle, vil over en periode blive overført til Novoplastics a/s i Kolding.

Vor tidsplan vil i grove træk være

Flytning af en del af trykkeriet færdig inden

31.12.1989

Flytning af poseafdelingen fastlægges senere

Flytning af administrationen fastlægges senere.

Vi har i meget lang tid forsøgt at fastholde opdelingen med produktion, m.v. i Vejle og Kolding, men må nu efter det 3. år med meget store underskud erkende, at kun en kraftig strukturtilpasning vil kunne sikre hovedparten af de nuværende arbejdspladser.

Vi forventer at kunne tilbyde langt de fleste af såvel vore funktionærer som vore timelønnede medarbejdere arbejde i Kolding.

Over en periode vil den fremtidige medarbejderstab blive samlet i Kolding uanset, at Schur Plastic a/s også fremover vil fungere som salgsselskab, da det vil tage mange år og meget betydelige beløb at indarbejde et tilsvarende velkendt navn på alle vore markeder.«

Den bebudede ændrede produktionsform var allerede dagen før - den 26. september 1989 - blevet drøftet ved et møde mellem repræsentanter for virksomheden, forbundet og medarbejderne. I referatet fra mødet hedder det bl.a.

»Deltagere: Henry Jensen, Dansk Typograf-Forbund

Preben Hansen, Dansk Typograf-Forbund

Jørgen Marschal, DTF, Vejle afdeling

Lars Sebelius Juhl, SCHUR PLASTIC, Vejle

Erik Christensen, SCHUR International

Niels Aage Frandsen, SCHUR PLASTIC, Vejle

Leif Eriksen, SCHUR PLASTIC, Vejle

John Niklasson, PA

JN bød velkommen - takkede for fremmødet på trods af det korte varsel. Meddelte, at mødet var et informationsmøde, hvor SCHUR PLASTICs ledelse ville forklare baggrunden for beslutningen om at lukke SCHUR PLASTICs produktion.

EC forklarede - på samme måde som overfor Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund - DTFs repræsentanter baggrunden for beslutningen om lukning af SCHUR PLASTICs produktion.

Med hensyn til konsekvenserne for virksomhedens trykkere redegjordes for følgende: 2 trykmaskiner sælges til Tyskland, og 2 trykmaskiner sælges til Novoplastics, Kolding, formodentlig inden årsskiftet.

Detaljer om opsigelser og fratrædelsestidspunkter kunne man ikke redegøre for, men man ville umiddelbart efter den generelle information ved morgendagens SU-møde drøfte disse lokalt.

Det blev oplyst, at man vil forsøge at fastholde ca. 300 arbejdspladser mod de nuværende 350.

På spørgsmål fra PH oplyste EC og JN

- SCHUR PLASTIC A/S sælger til Novoplastics A/S.

- SCHUR International ejer begge virksomheder.

- DB&KF, der har overenskomst med Novoplastics, har udtalt, at de ville være positivt indstillet m.h.t. eventuelle overflytninger af trykkere fra DTF.

Ved den efterfølgende debat gav HJ udtryk for, at DTF ønskede en generel drøftelse af konkurrence- og beskæftigelsesforholdene med repræsentanter fra PA.

PH udtalte, at forbundet var rede til at deltage i en drøftelse med de lokale medlemmer af DTF, dersom man ønskede det.

HJ pegede på muligheden af, at trykkerne - når de var informeret om lukningen - ville søge andre job - deres muligheder var ret gode.

Situationen blev endvidere drøftet under et ekstraordinært samarbejdsudvalgsmøde den 28. september 1989. I referatet fra mødet hedder det bl.a.

»DRØFTELSE AF FREMTIDIG STRUKTUR

Konklusion

Ledelsen konkluderede efter de fremførte bemærkninger, at den fremlagte plan vil blive gennemført. Bortset fra visse salgsmedarbejdere vil ansættelsesforholdet for selskabets 204 medarbejdere ophøre, dog således at langt de fleste vil få tilbudt ansættelse i Novoplastics a/s. Herudover blev det fastslået, at de medarbejdere fra Vejle, der bliver tilbudt arbejde i Kolding, vil blive ansat under de her bestående overenskomstforhold.

Derefter gennemgik LE de i informationsskrivelsen angivne tidsrammer og kunne tilføje følgende med hensyn til flytning af de enkelte afdelinger

Trykkeriet

Maskine nr. Flyttes/stoppes uge 242 41 203 45

27 eller 28 45

Man forventer, at hele flytningen vil være færdig pr. 31.01.90.

Under mødet blev det vedtaget at nedsætte en »projektgruppe«, der skulle »etablere planen for nedlæggelse af trykkeriet i Vejle i henhold til de gældende regler og for at sikre den bedst mulige afvikling.« I referatet fra et møde i gruppen den 2. oktober 1989 hedder det bl.a.

»1. Salg og flytning af maskiner i trykkeri.

Maskine nr. 242 og 203 sælges til Novoplastic A/S og flyttes som følger

Maskine nr.: Flyttes uge: 242 41.89 203 45.89

Maskine nr. 227 og 228 sælges til andre og flytter som følger

Maskine nr.: Flyttes uge

227 el. 228 45.89

227 el. 228 05.90

2. Fratrædelsestidspunkt for medarbejderne i trykkeriet.

Medarbejderne i trykkeriet fratræder efter følgende plan

Antal medarb.: Fratrædelsesdato: 10 27.10.89 9 01.12.89 2 15.12.89 10 31.01.90

Afskedigelserne vil blive gennemført fredag den 06.10.89. Fratrædelsestidspunktet for den enkelte medarbejder vil blive gennemgået på næste møde.

3. Forhold for afbødning af virkningerne ved afskedigelserne.

3.1 Beskæftigelse i Kolding.

En eventuel beskæftigelse i trykkeriet i Kolding vil blive under de der gældende overenskomstforhold.

Den aktuelle gennemsnitsløn i trykkeriet på Novoplastic A/S er ca. 20.000 kr. mindre end på Schur Plastic A/S.

Medarbejdere, der er interesseret i at blive ansat i Novoplastic A/S, skal henvende sig til Finn Frederiksen.

Ved en eventuel ansættelse i Novoplastic A/S vil medarbejderne blive ansat med den anciennitet, som de har i Schur Plastic A/S.

Af oplysningerne i svarskriftet fremgår, at salget af trykkerimaskinerne skete i overensstemmelse med indstillingen fra projektgruppen og efter almindelige handelsprincipper. De i klagernes påstand omhandlede to maskiner nr. 203 og nr. 242 blev solgt henholdsvis den 27. oktober og den 14. november 1989 til et af Schur Invest A/S ejet anpartsselskab, hos hvem Novoplastics A/S derefter har leaset dem.

I referat fra et nyt møde, som gruppen holdt den 5. oktober 1989, hedder det bl.a.

»1. Salg og flytning af maskiner i trykkeriet.

Ledelsen oplyste, at projektet omkring salg og flytning af maskiner skrider frem som planlagt.

2.Fratrædelsestidspunkt for medarbejdere i trykkeriet.

Ved gennemgang af den udarbejdede oversigt er der foretaget ændringer, der medfører, at medarbejderne i trykkeriet fratræder efter følgende plan

Antal medarb. Fratrædelsesdato. 8 27.10.89 9 01.12.89 4 15.12.89 10 31.01.90

Den ændrede oversigt blev udleveret til medarbejderne.

Opsigelserne vil blive gennemført torsdag d. 05.10.89 og fredag d. 06.10.89, hvorefter arbejdsmarkedsnævnet vil blive orienteret på behørig vis.

3. Forhold vedr. afbødning af virkningerne ved afskedigelserne.

3.1 Beskæftigelse i Kolding.

Det blev ved eksempler konstateret, at den aktuelle gennemsnitsløn i trykkeriet på Novoplastic A/S er ca. kr. 20.000 mindre pr. år end gennemsnitslønnen i trykkeriet på Schur Plastic A/S.

Det blev besluttet, at de medarbejdere, der ønsker mere detaljerede oplysninger om løn- og overenskomstforhold i trykkeriet på Novoplastic A/S, kan blive orienteret om dette ved henvendelse til Finn Frederiksen.

Projektgruppens udtalelse om, at en eventuel beskæftigelse i trykkeriet i Kolding ville blive under de der gældende overenskomstforhold, gav anledning til følgende skrivelse af 9. oktober 1989 fra Dansk Typograf-Forbund til Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening og Plastindustriens Arbejdsgiverforening

»Dansk Typograf-Forbund har fra vor afdeling i Vejle modtaget indberetning om, at ovenstående virksomhed, der ejes af Schur-gruppen, skal overtage maskiner, driftsinventar, varelager, eksisterende kontrakter, administration og medarbejdere.

På den baggrund skal vi anmode om et mæglingsmøde for ovennævnte virksomheder, idet man i henhold til virksomhedsoverdragelsesloven ikke kan frigøre sig fra vor overenskomst med Schur Plastic A/S, Vejle.

Da Schur Plastic A/S, Vejle er medlem af Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening og Novoplastic A/S, Kolding er medlem af Plastindustriens Arbejdsgiverforening, skal vi foreslå, at der aftales møde med deltagelse af begge foreninger.

Skrivelsen gav anledning til, at Schur Plastic A/S i en skrivelse af 26. oktober 1989 til Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening fremkom med en redegørelse for forløbet af produktionsomlægningen og de i forbindelse hermed førte forhandlinger. Inden denne redegørelse blev fremsendt, havde der imidlertid været afholdt endnu to møder i projektgruppen henholdsvis den 16. og den 20. oktober 1989. I referatet fra det førstnævnte møde hedder det bl.a.

»1. Salg og flytning af maskiner i trykkeriet

Ledelsen oplyste, at projektet omkring salg og flytning af maskiner skrider frem som planlagt, og trykmaskine 242 er således afmonteret og flyttet.

2. Fratrædelse for medarbejdere i trykkeriet

Alle opsigelser er gennemført som planlagt.

3. Forhold vedr. afbødning af virkningerne ved afskedigelserne

3.1. Beskæftigelse i Kolding

Ledelsen oplyste, at der til dato ikke er nogle medarbejdere fra trykkeriet, der endeligt har tilkendegivet, at de vil ansættes i Novoplastics a/s.

Med henblik på at sikre drift til den planlagte tid af de trykmaskiner, der er solgt til Novoplastics a/s, er det nødvendigt i indeværende uge at ansætte medarbejdere til trykkeriet i Novoplastics a/s.

På denne baggrund blev det vedtaget, at de medarbejdere, der ønsker ansættelse i Novoplastics a/s senest med udgangen af uge 43 skal give endelig besked til Finn Frederiksen.

I referatet fra mødet den 20. oktober 1989 hedder det bl.a.

»1. Salg og flytning af maskiner i trykkeriet

Ledelsen oplyste, at projektet omkring salg og flytning af maskiner skrider frem som planlagt, og trykmaskine 242 forventes således at være i drift i Novoplastics a/s i uge 45.

3. Forhold vedr. afbødning af virkningerne ved afskedigelserne

3.1. Beskæftigelse

Via tillidsmand Lars S. Juhl har ledelsen fået meddelelse om, at de fleste medarbejdere i trykkeriet i Schur Plastic a/s ønsker beskæftigelse i Novoplastics a/s under de her gældende løn- og overenskomstforhold.

Med baggrund i denne meddelelse har ledelsen umiddelbart kunnet tilbyde 4 medarbejdere beskæftigelse i Novoplastics a/s med tiltrædelse uge 45-46 1989.

Ledelsen analyserer p.t. den aktuelle og forventede ordresituation, og med baggrund heri kan der eventuelt blive tale om at ansætte yderligere et mindre antal medarbejdere til trykkeriet i Novoplastics a/s med tiltrædelse inden udgangen af 1989.

I skrivelsen af 26. oktober 1989 fra Schur Plastic A/S til Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening hedder det bl.a.

»Som følge heraf er det besluttet at nedlægge produktionen af plastemballage i Schur Plastic a/s, således at dette selskab i fremtiden udelukkende vil beskæftige sig med salg og distribution.

Schur Plastic a/s vil som følge af, at produktionen nedlægges, afsætte det hidtil anvendte produktionsudstyr, der omfatter trykmaskiner, udstyr til skæring af folie, konfektionering af plastposer samt hertil hørende produktionsudstyr bedst muligt.

Novoplastics a/s vil herefter alene være produktionssted for Schur Gruppens plastaktiviteter i Danmark.

I den forbindelse viser det gennemførte analysearbejde, at der skal gennemføres en produktsanering sammen med en vis kapacitetsudvidelse i Novoplastics a/s ved etablering af udvidelse af de nuværende bygningsarealer, investering i produktionsudstyr samt ansættelse af personale.

Novoplastics a/s vil med henblik på denne kapacitetsudvidelse indkøbe produktionsudstyr på de for Novoplastics a/s mest fordelagtige vilkår, hvilket betyder, at indkøbene vil blive foretaget enten hos Schur Plastic a/s eller hos andre leverandører. Derudover vil Novoplastics tilbyde ansættelse til en del af det personale, der vil blive opsagt i Schur Plastic a/s. De i Novoplastics a/s gældende løn- og overenskomstforhold vil naturligvis blive respekteret ved disse ansættelser.

Som det fremgår af ovennævnte planlagte aktiviteter er der på ingen måde tale om virksomhedsoverdragelse, idet både Schur Plastic a/s og Novoplastics a/s vil fortsætte som selvstændige selskaber med hver sine aktiviteter og medarbejdere.

Dansk Typograf-Forbund's påstand om, at Novoplastics a/s overtager maskiner, driftsinventar, varelager, eksisterende kontrakter og medarbejdere i Schur Plastic a/s er således ukorrekt.

Som anført i referatet fra projektgruppens møde den 20. oktober 1989 var der foreløbig tilbudt 4 medarbejdere i trykkeriet i Vejle beskæftigelse i den indklagede virksomhed i Kolding med tiltrædelse i uge 45-46. To af disse skulle begynde mandag den 6. november 1989, den ene om morgenen, den anden om eftermiddagen. Da det imidlertid allerede samme dag stod klart, at de pågældende medarbejdere ikke ville acceptere at arbejde i den indklagede virksomhed under de der gældende løn- og overenskomstforhold, blev de henvist til at fortsætte deres hidtidige arbejde i Vejle i resten af opsigelsesperioden. Bortset fra den medarbejder, som mødte om morgenen den 6. november og nåede at udføre en enkelt dags arbejde i Kolding, har således ingen af medarbejderne i trykkeriet i Vejle været beskæftiget hos den indklagede virksomhed, men har fortsat været beskæftiget i Vejle i opsigelsesperioden.

Sagen blev behandlet ved et fællesmøde den 21. november 1989. I referatet fra mødet hedder det bl.a.

»Fra arbejdstagerside var man af den opfattelse, at Schur Plastic A/S var blevet overført til Novoplastics A/S ved en virksomhedsoverdragelse, hvorfor Lov om Lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse må finde anvendelse ved sagens bedømmelse. På denne baggrund gjorde arbejdstagersiden gældende, at den overenskomst, der på Schur Plastic A/S gælder mellem Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening og Dansk Typograf-Forbund, skal finde anvendelse for så vidt angår de 2 overflyttede maskiner.

Yderligere gjorde arbejdstagersiden gældende, at Novoplastics A/S har handlet organisationsfjendtligt ved at pålægge en medarbejder fra Schur Plastic A/S, medlem af Dansk Typograf-Forbund, der var tilbudt arbejde hos Novoplastics A/S, at denne skulle indmeldes i Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund, forinden ansættelse kunne finde sted. Ligeledes var en medarbejder, medlem af Dansk Typograf-Forbund, startet i virksomheden, men efter en dags beskæftigelse hos Novoplastics A/S tilbageflyttet til beskæftigelse hos Schur Plastic A/S, uden at opsigelsesvarsel m.v. var efterlevet.

Fra arbejdsgiverside oplyste man, at de to maskiner var købt af Novoplastics A/S, og man bestred, at Novoplastics A/S« overtagelse af de 2 maskiner var omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven, hvorfor man afviste, at den på Schur Plastic A/S gældende overenskomst mellem Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening og Dansk Typograf- Forbund kan finde anvendelse.

Fra arbejdsgiverside blev det oplyst, at medarbejdere på Schur Plastic A/S i forbindelse med lukningen af produktionen i denne virksomhed er blevet tilbudt ansættelse i Novoplastics A/S på de i denne virksomhed gældende overenskomstmæssige vilkår.

Fra arbejdstagerside var man af den opfattelse, at de medarbejdere, der havde accepteret ansættelse i Novoplastics A/S, havde gjort det på de i denne virksomhed gældende overenskomstmæssige vilkår, hvilket efter arbejdstagersidens opfattelse ikke indebærer, at Dansk Typograf-Forbund har fraskrevet sig retten til at overenskomsten mellem Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening og Dansk Typograf- Forbund, skal være gældende under henvisning til virksomhedsoverdragelsesloven.

Fra virksomhedens side tilkendegav man, at forudsætningen for ansættelse af de 2 arbejdere var bristet, da man fik oplyst, at Dansk Typograf-Forbund mente, at overenskomsten med Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening fortsat skulle gælde for de pågældende arbejdere ved de 2 maskiner.

Da virksomheden på denne baggrund fandt, at det var uklart, på hvilket grundlag ansættelsen af de 2 skulle finde sted, besluttede man at annullere ansættelsen.

For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af nedennævnte vidner

Administrerende direktør Erik Christensen har forklaret bl.a., at man inden overflytningen af trykkeriarbejdet til virksomheden i Kolding havde drøftet ændringerne med repræsentanter for såvel Dansk Typograf-Forbund som Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund. Mødet med Typografforbundet fandt sted den 26. september 1989, efter at man dagen forinden havde haft møde med Bogbinder og Kartonnagearbejderforbundet. Ved mødet den 26. september var der ingen fra forbundet, som gjorde gældende, at en overflytning af trykkere fra Typografforbundet til Bogbinder og Kartonnagearbejderforbundet ville være i strid med virksomhedsoverdragelsesloven.

Administrerende direktør Leif Hansen har forklaret bl.a., at det under det ekstraordinære samarbejdsudvalgsmøde den 28. september 1989 - og altså inden opsigelserne blev iværksat - klart blev sagt, at de medarbejdere, som ville få tilbudt arbejde i Kolding, skulle arbejde under den overenskomst, som var gældende for denne virksomhed. Det er både forud for og efter overflytningen af trykkeriet fra Vejle til Kolding sket, at medarbejdere, som ved ansættelsen var medlemmer af Dansk Typograf-Forbund, er blevet overflyttet til Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund.

Fabrikschef Leif Eriksen har forklaret bl.a., at det er fast praksis, at folk, der ansættes hos Novoplastics A/S, overflyttes til Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund. Den 6. november 1989 om morgenen mødte den første af de medarbejdere fra trykkeriet i Vejle, som var blevet tilbudt beskæftigelse i Kolding. I overensstemmelse med sædvanlig praksis blev han vist rundt i virksomheden af tillidsmanden, som lidt senere orienterede vidnet om, at den pågældende ikke havde ladet sig overføre til Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund og nok heller ikke agtede at gøre det. Efter at have drøftet sagen med arbejdsgiverforeningen meddelte vidnet den pågældende, at han så næste dag måtte fortsætte sit arbejde i Vejle i resten af opsigelsesperioden.

Direktør i Plastindustriens Arbejdsgiverforening Erik Kjærgaard har forklaret, at formålet med det møde, som afholdtes i begyndelsen af november 1989 efter Dansk Typograf-Forbunds anmodning herom i brevet af 9. oktober 1989, alene var at få klarlagt, om alle de accessorier, som var nævnt i brevet, var overtaget af den indklagede virksomhed. Det viste sig, at det var de ikke.

Til støtte for påstandene har klagerne anført, at den ændring af produktionsformen, som blev gennemført i 1989, og hvorved trykkeriet i Vejle blev overført til den indklagede virksomhed i Kolding, må betragtes som overdragelse af en del af en virksomhed, der medfører, at loven om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse finder anvendelse. Ændringen medførte, at to af de 4 trykkerimaskiner blev flyttet fra Vejle til Kolding for at udføre det samme arbejde som det, der hidtil var udført i Vejle. Det var således en i teknisk, lokal og arbejdsmæssig henseende afgrænset del af virksomheden, man besluttede at flytte til virksomheden i Kolding. Denne er herefter umiddelbart blevet forpligtet til at respektere overenskomsten med Dansk Typograf-Forbund for så vidt angår arbejde, der hidtil er udført på de overtagne maskiner, og arbejde i forbindelse hermed. Det er uden betydning, om medarbejderne under forhandlingerne forud for overflytningen har givet afkald på fortsat at være beskæftiget på de vilkår, som er gældende efter Typografforbundets overenskomst, idet et sådant afkald kun kan gives af organisationen og ikke af de enkelte medlemmer. Og her har forbundet på et tidligt tidspunkt givet til kende, hvad der var forbundets holdning. Det oplyste om virksomhedens praksis med hensyn til overførsel af forbundets medlemmer til Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund er uden betydning i en situation som den foreliggende, hvor virksomhedsoverdragelsesloven er bestemmende for retsforholdet. Det afgørende er, at med overflytningen af maskinerne skete der en overførsel af produktionen, omend ikke af de medarbejdere, som hidtil havde været beskæftiget herved. En sådan overførsel betyder, at også den hidtidige overenskomst overføres. Grunden til, at man annullerede ansættelserne af de medarbejdere, som havde fået tilbudt beskæftigelse i Kolding, var alene, at de ikke ville overflyttes til Bogbinder og Kartonnagearbejderforbundet. Den indklagede virksomhed har således tilsidesat Hovedaftalens § 1 og bør for de begåede overenskomstbrud idømmes bod. Det samme gælder Plastindustriens Arbejdsgiverforening, der har gjort sig delagtig i de skete brud på overenskomsten.

De indklagede har bestridt, at overdragelsen af de omhandlede to maskiner til den indklagede virksomhed kan betragtes som overdragelse af en del af en virksomhed. Der var alene tale om maskiner til en værdi af 6-7 mio. kr. pr. stk., som lige så godt kunne være solgt til udlandet som afhændet til en virksomhed her i landet. Det var således to enkeltstående aktiver, som blev afhændet, hvorimod de øvrige accessorier ikke var omfattet af overdragelsen. Disse to maskiner isoleret kan ikke være omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven. I givet fald har man også fra forbundets side accepteret, at medarbejdere, som fik tilbudt beskæftigelse i Kolding, måtte lade sig overflytte til Bogbinder og Kartonnagearbejderforbundet. Der er således hverken begået overenskomstbrud eller handlet i strid med Hovedaftalens § 1.

Arbejdsretten skal udtale

Loven om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse og det til grund for loven liggende EF-direktiv har til formål at beskytte arbejdstagere i situationer, hvor en virksomhed eller en del af en virksomhed ved aftale overdrages til en ny indehaver, og de i virksomheden beskæftigede arbejdstagere som følge heraf enten afskediges eller forbliver i virksomheden med den nye indehaver som arbejdsgiver.

I tilfælde af afskedigelse i forbindelse med virksomhedsoverdragelsen er beskyttelsen udmøntet i lovens § 3, hvorefter overdragelsen ikke er saglig afskedigelsesgrund i relation til bestemmelser, der hjemler krav på godtgørelse for usaglig afskedigelse, medmindre afskedigelsen skyldes økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer. For de arbejdstagere, som uden afbrydelse fortsætter i virksomheden under den nye arbejdsgiver, er beskyttelsen efter lovens § 2, at de overenskomster og aftaler, som hidtil har været gældende for deres løn- og arbejdsforhold, skal respekteres af den nye arbejdsgiver. Beskyttelsen er således i alle tilfælde en beskyttelse for virksomhedens personale, således som også lovens og direktivets titel angiver, medens loven ikke har til formål uafhængigt heraf at regulere spørgsmålet, i hvilket omfang erhververen - herunder erhververen af enkelte dele af en virksomhed - måtte være forpligtet til at respektere de af virksomheden indgåede overenskomster m.v. i tilfælde, hvor ingen af de hidtidige arbejdstagere fortsætter hos den nye ejer.

At det forholder sig således i relation til virksomhedsoverdragelsesloven, som klagerne alene har gjort gældende til støtte for de nedlagte påstande, kunne muligt tidligere give anledning til tvivl, men må nu anses for afklaret ved EF-Domstolens besvarelse af spørgsmål 4 i den såkaldte Ny Mølle-sag, jf. herom Lars Svenning Andersen: Lov om lønmodtageres retsstilling (2. udgave) side 113 ff. med forfatterens konkluderende bemærkninger side 115.

Ved afgørelsen af den foreliggende sag finder Arbejdsretten - omend under en vis tvivl - at kunne lægge til grund, at nedlæggelsen af trykkeriet hos Schur Plastic A/S i Vejle og overflytningen af trykkeriopgaverne til den indklagede virksomhed i Kolding med anvendelse af 2 af de 4 trykkerimaskiner, som man hidtil havde benyttet i Vejle, for så vidt må være omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven, som overflytningen kan betragtes som overdragelse ved aftale af en i teknisk og arbejdsmæssig henseende afgrænset del af virksomheden i Vejle, jf. herved Arbejdsrettens dom af 1. november 1990 i sag nr. 89.323.

Forud for overflytningen var medarbejderne i trykkeriafdelingen i Vejle imidlertid blevet opsagt til fratræden med overenskomstmæssigt varsel og måtte efter det foreliggende betragte deres ansættelsesforhold som endeligt ophørt ved opsigelsesperiodens udløb. Som det fremgår af referaterne fra projektgruppens møder, kunne i hvert fald indtil videre kun en mindre del af de opsagte medarbejdere regne med ansættelse i Kolding, og rent faktisk nåede kun en af de to, som skulle tiltræde den 6. november 1989, at påbegynde arbejdet og at udføre en enkelt dags arbejde i Kolding, hvorefter såvel han som de øvrige medarbejdere i den resterende del af opsigelsesperioden fortsatte deres arbejde i Vejle. Da der således i realiteten ikke medfulgte lønmodtagere ved overdragelsen, kan virksomhedsoverdragelsesloven ikke føre til at fastslå, at den indklagede virksomhed - der er omfattet af overenskomsten mellem Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund og Plastindustriens Arbejdsgiverforening - fremtidig også skal være omfattet af overenskomsten mellem Dansk Typograf-Forbund og Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening for så vidt angår arbejde med tilknytning til de i sagen omhandlede to maskiner.

Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at de indklagede har begået overenskomstbrud ved ikke at anerkende overenskomstmæssige forpligtelser. For så vidt angår »annullationen« af de i påstanden omhandlede to ansættelsesaftaler med medlemmer af Dansk Typograf-Forbund bemærkes, at denne vel efter det foreliggende skete, fordi de pågældende ikke ønskede at lade sig overflytte til Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund med deraf følgende lønnedgang. Baggrunden for »annullationen« var imidlertid den alvorlige økonomiske situation for Schur Plastic A/S i Vejle, som havde gjort det nødvendigt at flytte trykkerivirksomheden til Novoplastics A/S i Kolding, hvor arbejdet kunne udføres i henhold til overenskomsten med Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund. Da overflytningen af trykkeriarbejdet til Kolding og den skete opsigelse af medarbejderne i Vejle - og den i konsekvens heraf foretagne »annullation« af de to ansættelser i Kolding - således var driftsmæssigt begrundet, kan »annullationen« ikke betragtes som en organisationsfjendtlig handling som defineret i Hovedaftalens § 1, jf. Arbejdsrettens dom af 18. februar 1975 i sag nr. 7400. De indklagede vil derfor i det hele være at frifinde.

T h i k e n d e s f o r r e t

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Plastindustriens Arbejdsgiverforening for Novoplastics A/S, Kolding, frifindes for de af Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund i denne sag nedlagte påstande.

I sagsomkostninger skal klagerne betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

M10 70 4 0 0 0 11 16 25 70

Dom 1990 3910 Valid

En koncern, der bl.a. omfattede virksomheden S, overtog i 1986 virksomheden N. S var omfattet af en overenskomst med fagforbundet T, mens N var omfattet af en overenskomst med fagforbundet B. I 1989 lukkede S, der var blevet drevet i Vejle, hvilket bl.a. indebar nedlæggelse af et trykkeri, hvis opgaver blev overført til et trykkeri i N, der blev drevet i Kolding. I forbindelse hermed solgtes to S tilhørende trykkerimaskiner - efter det oplyste efter almindelige handelsprincipper - til N. Forud for overflytningen af trykkeriopgaverne var medarbejderne i S blevet opsagt til fratræden med overenskomstmæssigt varsel, og Arbejdsretten fandt, at de måtte betragte deres ansættelsesforhold som endeligt ophørte ved opsigelsesperiodens udløb. 4 medarbejdere, der havde været ansat i S, var blevet tilbudt arbejde i N, men nåede i realiteten ikke at arbejde i N.

Arbejdsretten lagde til grund, at overflytningen af trykkeriopgaverne fra S til N med anvendelse af trykkerimaskiner, der hidtil havde været benyttet i S, var omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven (overdragelse af en afgrænset del af en virksomhed).

Der fandtes i realiteten ikke at være medfulgt lønmodtagere ved overdragelsen, hvorfor virksomhedsoverdragelsesloven ikke medførte, at N fremtidig også skulle være omfattet af overenskomsten med T, for så vidt angår arbejde i tilknytning til de to maskiner, der tidligere havde tilhørt S.

Selv om baggrunden for, at de førnævnte 45 medarbejdere ikke kom i gang i N, var, at de ikke ønskede at lade sig overflytte til B med deraf følgende lønnedgang, fandtes dette ikke at indebære en organisationsfjendtlig handling, da der antoges at foreligge driftsmæssig begrundelse.

Herefter frifandtes N for en påstand om bod for overenskomstbrud og organisationsforfølgelse.

(Præmisserne indeholder en ret udførlig gennemgang af rækkevidden af virksomhedsoverdragelsesloven).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →