Lovfortolkning. Processuelle spørgsmål 2.1., - i forhold til de almindelige domstole 2.2. - i forhold til faglige voldgiftsretter (* 1) (* 2) Spørgsmål om forståelse af overenskomst, der henviste til funktionærloven, udsat på de ordinære domstoles afgørelse af fortolkningen af funktionærloven. Landsorganisationen i Danmark for Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Amtsrådsforeningen for Storstrøms Amtskommune (advokat Morten Ulrich) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Ole Espersen, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kurt Petersen, Sarroe og Sløk.

Lovfortolkning. Processuelle spørgsmål 2.1., - i forhold til de almindelige domstole 2.2. - i forhold til faglige voldgiftsretter (* 1) (* 2) Spørgsmål om forståelse af overenskomst, der henviste til funktionærloven, udsat på de ordinære domstoles afgørelse af fortolkningen af funktionærloven. Landsorganisationen i Danmark for Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Amtsrådsforeningen for Storstrøms Amtskommune (advokat Morten Ulrich) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Ole Espersen, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kurt Petersen, Sarroe og Sløk.

Afgørelsen handler om Arbejdsrettens kompetence til at tage stilling til fortolkning af funktionærloven samt en overenskomst.

Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, har anlagt sag ved Arbejdsretten med påstand om bod for overenskomstbrud i anledning af, at indklagede, Storstrøms Amtskommune, har afskediget omsorgsmedhjælper Marianne Romanoff uden at iagttage det overenskomstmæssige opsigelsesvarsel og uden at give forbundet meddelelse om opsigelsen.

Den overenskomst, der gælder på området, har følgende bestemmelse om opsigelse

Ȥ 15. OPSIGELSE

Stk. 1. Det gensidige opsigelsesvarsel for omsorgsmedhjælpere fastsættes i henhold til funktionærloven.

Stk. 2. Omsorgsmedhjælpere afskediges uden opsigelse fra udgangen af den måned, hvor de fylder 67 år.

Stk. 3. Det påhviler ansættelsesmyndigheden skriftligt st meddele enhver opsigelse til den ansatte og vedkommende organisation. Denne meddelelse skal indeholde begrundelse for opsigelsen.

Stk. 4. Skønner organisationen, at afskedigelse af en efter nærværende overenskomst ansat ikke kan anses for rimeligt begrundet i pågældendes eller ansættelsesmyndighedens forhold, kan organisationen inden for en frist af 1 måned efter opsigelsen kræve spørgsmålet forhandlet med ansættelsesmyndigheden og de enkelte parter, jf. § 1.«

Marianne Romanoff var ansat som timelønnet vikar og arbejdede for indklagede i perioden mellem 1. november 1988 og 8. september 1989. Sagens parter er uenige, om der er tale om et eller flere ansættelsesforhold, eventuelt et ansættelsesforhold med en midlertidig fortsættelse, og er derfor uenige om hvilket varsel, den ansatte havde krav på.

Indklagede har påstået sagen afvist fra Arbejdsretten, og dette formalitetsspørgsmål har været særskilt forhandlet.

PARTERNES PÅSTANDE OG ARGUMENTER

Indklagede har påstået sagen afvist fra Arbejdsretten, fordi sagens hovedspørgsmål er en fortolkning af funktionærlovens § 2, der via overenskomstens § 15, stk. 1, bestemmer opsigelsesvarslet. Dette må afgøres ved de almindelige domstole. Efter afgørelse der, må spørgsmålet om overenskomstbrud eventuelt på ny indbringes for Arbejdsretten.

Det er da heller ikke sædvanligt, at afskedigelse af en enkelt medarbejder indbringes for Arbejdsretten, og klagerne kan ikke ved at maskere sagen som et overenskomstbrud opnå en afgørelse ved Arbejdsretten af et spørgsmål, der hører under de almindelige domstole.

Spørgsmålet om indklagedes pligt til at give forbundet meddelelse om opsigelsen beror på en fortolkning af overenskomstens § 15, stk. 3, der må ses i lyset af bestemmelsen i § 15, stk. 4. Dette fortolkningsspørgsmål skal, når indklagede protesterer mod behandling ved Arbejdsretten, afgøres ved faglig voldgift.

Klagerne har heroverfor påstået principalt at sagen fremmes i realiteten ved Arbejdsretten, subsidiært at sagen udsættes på de ordinære domstoles og/eller en faglig voldgiftsrets afgørelse af fortolkningsuenighederne.

Til støtte herfor har klagerne anført, at den omsorgsmedhjælper, sagen drejer sig om, ikke direkte er omfattet af funktionærloven, men kun via overenskomstens § 15 er undergivet tilsvarende regler. Spørgsmålet om brud på overenskomsten afgøres ifølge Arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 2 af Arbejdsretten. Det gør ingen forskel, at der præjudicielt skal tages stilling til et spørgsmål, som i anden sammenhæng kunne afgøres af de almindelige domstole. Lovens § 10, stk. 1, giver hjemmel for afvisning eller udsættelse i forbindelse med henvisning til faglig voldgift, men en tilsvarende hjemmel findes ikke for så vidt angår henvisning til de almindelige domstole. Der er ingen saglige betænkeligheder ved at lade Arbejdsretten træffe afgørelse også af, hvorledes funktionærloven skal fortolkes, og det er da også almindeligt, at ikke-arbejdsretlige love, f.eks. lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, fortolkes af Arbejdsretten under behandling af sager om overenskomstbrud.

Spørgsmålet om indklagedes meddelelse til forbundet om opsigelsen kan, men skal ikke henvises til faglig voldgift, og det er efter klagernes opfattelse åbenbart, at overenskomsten på dette punkt er brudt.

RETTENS PRÆMISSER OG KONKLUSION

Det egentlige stridsspørgsmål i sagen er, hvordan funktionærloven skal fortolkes i en bestemt relation. Indklagede har efter Arbejdsrettens opfattelse krav på, at få dette principielle lovfortolkningsspørgsmål afgjort ved de almindelige domstole.

På tilsvarende måde har indklagede krav på, at det ved faglig voldgift afgøres, om overenskomstens § 15, stk. 3, skal forstås således, at den omfatter en situation som den foreliggende.

Da der efter afgørelse af disse spørgsmål fortsat kan være grundlag for at tage stilling til klagernes bodspåstand, tages klagernes subsidiære påstand om udsættelse af sagen til følge, hvorfor

b e s t e m m e s

Sagen udsættes på de ordinære domstoles og en faglig voldgiftsrets afgørelse af de fortolkningsspørgsmål, der er rejst.

(* 1) Henvisninger: K 90.324, K 86.246 (A 1987, s.99).

Ved kollektiv overenskomst var det bestemt, at opsigelsesvarsel for omsorgsmedhjælpere skulle fastsættes i henhold til funktionærloven.

Overenskomsten indeholdt endvidere en bestemmelse om, at ansættelsesmyndigheden skriftligt skulle meddele enhver opsigelse til den ansatte og vedkommende organisation.

En omsorgsmedhjælper var ansat som timelønnet vikar og arbejdede i perioden 1/11 1988-8/9 1989. Sagens parter var uenige om, hvorvidt der var tale om et eller flere ansættelsesforhold, eventuelt et ansættelsesforhold med en midlertidig fortsættelse og derfor uenige om, hvilket varsel den ansatte havde krav på.

Indklagede påstod sagen afvist fra Arbejdsretten.

Arbejdsretten udtalte, at det egentlige stridsspørgsmål i sagen var, hvorledes funktionærloven skal fortolkes i en bestemt relation, at indklagede havde krav på at få dette principielle lovfortolkningsspørgsmål afgjort ved de almindelige domstole, og at indklagede på tilsvarende måde havde krav på, at det ved faglig voldgift afgøres, om pligten til at give organisationen meddelelse om opsigelse omfattede en situation som den foreliggende. Da der efter afgørelsen fortsat kunne være grundlag for at tage stilling til bodspåstanden, traf Arbejdsretten ved kendelse bestemmelse om, at sagen skulle udsættes på de ordinære domstoles og en faglig voldgiftsrets afgørelse af de rejste fortolkningsspørgsmål.