Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt Organisationsfjendtlig virksomhed. Passivitet. Tillidsrepræsentant. (* 1) Frifindelse for organisationsforfølgelse allerede på grund af klagerens passivitet. Teknisk Landsforbund (advokat Chr. Harlang) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Scanvægt A/S (advokat Merete Preisler) Dommere: Bangert (retsformand), Brink, Arnold Hansen, Friis Christensen, Knap, Jørgen Pedersen og Sløk.
Statutory Text (3 Articles)
Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt Organisationsfjendtlig virksomhed. Passivitet. Tillidsrepræsentant. (* 1) Frifindelse for organisationsforfølgelse allerede på grund af klagerens passivitet. Teknisk Landsforbund (advokat Chr. Harlang) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Scanvægt A/S (advokat Merete Preisler) Dommere: Bangert (retsformand), Brink, Arnold Hansen, Friis Christensen, Knap, Jørgen Pedersen og Sløk.
Under denne sag har Teknisk Landsforbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Scanvægt A/S for Arbejdsretten for overenskomstbrud.
Klageren har nedlagt følgende påstande
1. Dansk Arbejdsgiverforening tilpligtes at anerkende, at den indklagede virksomhed Scanvægt A/S, har handlet overenskomststridigt ved at nægte tillidsmand J den årlige lønregulering i 1987.
2. Den indklagede virksomhed betaler til klageren en alvorlig bod, hvis størrelse fastsættes af Arbejdsretten.
Indklagede har påstået frifindelse.
Der er oplyst følgende om sagens nærmere omstændigheder
Den 22. juli 1985 blev J, der er medlem af forbundet, ansat som elektroniktekniker på Scanvægt A/S. Arbejdstageren, som var nyuddannet, fik arbejde i virksomhedens datasystemafdeling. I december 1986 blev der oprettet en klub i virksomheden, og J blev valgt til formand for klubben og tillige valgt til tillidsrepræsentant. I begyndelsen af marts 1987 blev han sygemeldt og genoptog først arbejdet den 10. august 1987.
Overenskomst I mellem Jernets Arbejdsgiverforening og Teknisk Landsforbund indeholder følgende bestemmelse om lønfastsættelsen
»§ 8. Tillæg til lønsatsen
1. Det forudsættes, at der normalt til den i overenskomsten fastsatte minimalløn, jfr. § 4, ydes et tillæg, der giver udtryk for den enkeltes indsats, kvalifikationer, uddannelse og dygtighed samt stillingens indhold og ansvar.
2. Vurdering og eventuel regulering af teknikerens lønforhold sker individuelt mindst en gang om året.
3. Uoverensstemmelser om lønforhold kan kræves behandlet ved faglig voldgift i tilfælde, hvor misforhold - som helhed taget - skønnes at være til stede. Der kan ikke føres voldgift om lønforhold for en enkelt person.«
J begyndelsesløn var aftalt til 14.000 kr., men blev i april 1986 forhøjet til 15.100 kr. og i juni 1986 yderligere til 15.700 kr.
I løbet af foråret 1987 foretoges den i overenskomsten aftalte vurdering af teknikernes lønforhold, og dette førte til en regulering af lønnen for de øvrige elektronikteknikere i datasystemafdelingen, men ikke for J.
Efter sin genoptagelse af arbejdet havde J i december 1987 en forhandling med virksomhedens ledelse om sin løn, men virksomheden ville ikke forhøje den.
I en skrivelse af 21. januar 1988 udbad forbundets afdeling i Århus sig en forhandling med virksomheden for at borteliminere de problemer, som man gennem nogle medlemmer var blevet bekendt med. Virksomheden svarede herpå i et brev af 22. januar 1988, at det ikke var oplyst, hvilke problemer det drejede sig om, og at man ikke kunne se noget formål med et møde.
I en skrivelse af 22. februar 1988 anmodede afdelingen under henvisning til overenskomstens § 12, stk. 1, sammenholdt med funktionærlovens § 10 om et møde om arbejdsvilkårene for forbundets medlemmer på virksomheden. Et sådant møde kom heller ikke i stand, men efter klagerens begæring afholdtes der den 30. maj 1988 mæglingsmøde vedrørende J, uden at der opnåedes enighed.
I mellemtiden var J efter egen opsigelse fratrådt den 1. maj 1988.
Den 6. oktober 1988 meddelte klageren indklagede, at det måtte påregnes, at sagen ville blive fortsat over for Scanvægt med henblik på at drage virksomheden til ansvar for organisationsforfølgelse.
Der har den 11. maj og 8. august 1989 været afholdt organisationsmøder, og den 15. november 1989 indgav klageren klageskrift.
Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af afdelingsformand Per Bent Kjær, elektronikteknikerne Søren Nielsen-Man og John Matthiesen, ingeniørerne Flemming Skjoldborg, Jesper Jørgensen og Kim Aarslev, EDB-assistent Marianne Graversen og direktør Lars Grundtvig.
Klageren har til støtte for sine påstande anført, at indklagede har gjort sig skyldig i en organisationsfjendtlig handling ved i 1987 at undlade at forhøje lønnen ene af alle for J, der var blevet valgt til tillidsrepræsentant i december 1986. Der er ikke udvist passivitet ved først at indbringe sagen for Arbejdsretten i november 1989, idet der stadig har været ført forhandlinger om en forligsmæssig løsning.
Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at der ikke er begået overenskomstbrud, idet der ikke efter overenskomsten er krav på en årlig lønforhøjelse. Undladelse heraf skyldtes, at der ikke var en saglig begrundelse for på ny at forhøje lønnen for J, hvis løn var blevet forhøjet to gange i løbet af 1986. Endvidere har klageren udvist passivitet ved først i maj 1988 1 år efter, at de øvrige elektronikteknikere havde fået lønforhøjelse at gøre kravet gældende over for virksomheden og ved først i november 1989 at indgive klageskrift med påstand om organisationsforfølgelse.
Arbejdsretten skal udtale
Det er af afgørende betydning, at den, der påstås at have begået et overenskomstbrud, hurtigt bliver gjort bekendt med, at man agter at gøre dette gældende, og at sagen forfølges inden for en rimelig tid.
Indklagede undlod at forhøje J løn ved den almindelige vurdering i foråret 1987 og afslog ved den pågældendes møde med ledelsen i december 1987 at forhøje lønnen i 1987. Det må lægges til grund, at indklagede først i forbindelse med mæglingsmødet den 30. maj 1988 blev gjort bekendt med, at det var den manglende lønforhøjelse til J, der på det tidspunkt var fratrådt, forbundet ønskede at klage over, og at det først ved skrivelse af 6. oktober 1988 blev tilkendegivet, at man påregnede at drage virksomheden til ansvar for organisationsforfølgelse, hvorefter klageskrift blev indgivet den 15. november 1989.
Uanset at der har været afholdt organisationsmøder den 11. maj og 8. august 1989, findes indklagede at have udvist en sådan passivitet, at indklagede allerede af denne grund må frifindes.
T h i k e n d e s f o r r e t
Indklagede, Scanvægt A/S, frifindes.
Klageren, Teknisk Landsforbund, skal betale de med Arbejdsrettens behandling af sagen forbundne omkostninger, 2.000 kr.
(* 1) Offentliggjort i Arbejdsretligt Tidsskrift 1990, side 101
Et fagforbund indklagede en virksomhed for overenskomstbrud ved at have nægtet en tillidsmand årlig lønregulering i foråret 1987.
På et møde med tillidsmanden i december 1987 afslog virksomhedens ledelse at forhøje lønnen. Først den 30/5 1988 blev virksomheden gjort bekendt med, at forbundet ønskede at klage over den manglende lønforhøjelse, og først den 6/10 1988 blev det af forbundet tilkendegivet, at man påregnede at drage virksomheden til ansvar for organisationsforfølgelse. Klageskrift blev indgivet 15/11 1989.
Uanset at der var afholdt organisationsmøder 11/5 og 8/8 1989, fandtes forbundet at have udvist en sådan passivitet, at virksomheden allerede af denne grund måtte frifindes.