Bod 1.2.4.2. bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket Fællesmøder. Passivitet. Politisk aktion. (* 1) (* 2) Sædvanlig bod for arbejdsnedlæggelser i protest mod lovindgrebet i overenskomstfastsættelsen i 1985. Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for en række medlemsvirksomheder (advokat Helge Werner mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark og Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark for en række medlemmer af de indklagede forbund, herunder medlemmer af Jord- og Betonarbejdernes Fagforening (konsulent Ulrik Jørgensen) og sag nr. 86.277: Dansk Arbejdsgiverforening for Højgaard & Schultz A/S, Niels Hansen ApS, Rasmussen & Schiøtz A/S, Murermester John B. Pedersen, Wright, Thomsen og Kier A/S og V.E. Entrepriser Veddelev ApS (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Murerforbundet i Danmark for en række medlemmer af dette forbund. (konsulent Ulrik Jørgensen) Dommere: Bangert (retsformand), Kofod, Maabjerg, Anne M. Petersen, Albæk Pedersen, Jørgen Pedersen og Sløk.

Bod 1.2.4.2. bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket Fællesmøder. Passivitet. Politisk aktion. (* 1) (* 2) Sædvanlig bod for arbejdsnedlæggelser i protest mod lovindgrebet i overenskomstfastsættelsen i 1985. Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for en række medlemsvirksomheder (advokat Helge Werner mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark og Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark for en række medlemmer af de indklagede forbund, herunder medlemmer af Jord- og Betonarbejdernes Fagforening (konsulent Ulrik Jørgensen) og sag nr. 86.277: Dansk Arbejdsgiverforening for Højgaard & Schultz A/S, Niels Hansen ApS, Rasmussen & Schiøtz A/S, Murermester John B. Pedersen, Wright, Thomsen og Kier A/S og V.E. Entrepriser Veddelev ApS (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Murerforbundet i Danmark for en række medlemmer af dette forbund. (konsulent Ulrik Jørgensen) Dommere: Bangert (retsformand), Kofod, Maabjerg, Anne M. Petersen, Albæk Pedersen, Jørgen Pedersen og Sløk.

Under disse sager, der er behandlet samlet, har Dansk Arbejdsgiverforening dels for Entreprenørforeningen for en række medlemsvirksomheder, dels for de ovenfor nævnte virksomheder indklaget Landsorganisationen i Danmark dels for Specialarbejderforbundet i Danmark og Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark for et antal medlemmer af disse forbund, herunder Jord- og Betonarbejdernes Fagforening, dels for Murerforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund for Arbejdsretten for overenskomstbrud.

Der er oplyst følgende om sagernes nærmere omstændigheder

Den 30. marts 1985 vedtog Folketinget et forslag til lov om overenskomsternes forlængelse. Loven blev stadfæstet den følgende dag. I lovens § 16 er det bestemt, at loven træder i kraft den 1. april 1985. Loven blev kundgjort i Lovtidende mandag den 1. april 1985.

I protest mod denne lov blev arbejdet nedlagt på en lang række arbejdspladser, ligesom arbejdstagere på en række arbejdspladser, hvor arbejdet allerede var nedlagt, undlod at genoptage dette.

Der blev i anledning af arbejdsnedlæggelserne holdt mange fællesmøder.

Vedrørende de virksomheder, som er omfattet af de foreliggende sager, blev der afholdt fællesmøder den 2. april, 3 april og 9. april 1985. På fællesmøderne erkendte indklagede, at arbejdsnedlæggelserne var overenskomststridige og gav tilsagn om at pålægge arbejdstagerne at genoptage arbejdet snarest muligt. Der blev fra arbejdstagersiden taget forbehold over for antallet af deltagende arbejdstagere og tidspunkterne for deres deltagelse i arbejdsnedlæggelserne. Til brug for møderne var udarbejdet bilag, som angav virksomhederne og de forbund, hvis medlemmer havde nedlagt arbejdet, samt i en række tilfælde tillige den arbejdsplads, hvor arbejdet var nedlagt. Ved de to sidste møder indeholdt bilagene tillige henvisning til indklagedes journalnummer. Mødereferatet for den 2. april er foruden af Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark underskrevet af repræsentanter for en række forbund, men ikke af Murerforbundet og Jord- og Betonarbejdernes Fagforening. De to øvrige mødereferater er alene underskrevet af de to hovedorganisationer.

Der førtes i den følgende tid forhandlinger for at opnå udenretlige forlig. Der forelå den 10. december 1985 et udkast til forlig mellem Entreprenørforeningen og Specialarbejderforbundet indeholdende retningslinier for afgørelse af spørgsmålet om bodsansvar, men forlig blev ikke indgået. Derefter indgav klagerne den 25. februar 1986 klageskrift. Klageskriftet var bilagt navnelister.

I et supplerende klageskrift betegnet replik og dateret den 2. juli 1986 oplyste klagerne, at man for overskuelighedens skyld udskilte arbejdsnedlæggelser iværksat af Murerforbundets medlemmer til en særskilt sag. Samtidig fremsendtes reviderede navnelister.

Særskilt klageskrift vedrørende Murerforbundets medlemmer blev indgivet den 31. juli 1986.

Der har været afholdt en række forberedende møder i Arbejdsretten samlet i begge sager. På det første møde den 5. februar 1987 blev sagen udsat med en henstilling fra retsformanden om i videst muligt omfang at bringe sagen til afslutning, og at indklagede, hvor dette ikke skete, fremlagde svarskrift.

Indklagede indsendte svarskrift den 23. marts 1987, hvori der tages sædvanligt forbehold over for navnelisterne og redegøres for de enkelte forbunds indsigelser. I denne forbindelse anføres en række konkrete omstændigheder, for at en række navngivne personer ikke burde pålægges bod. Det er oplyst, at bod er frafaldet for disse personers vedkommende.

Sagerne blev herefter udsat til domsforhandling den 13. oktober 1987, men sagerne måtte udsættes på grund af retsformandens sygdom. I et retsmøde den 22. oktober 1987 udsattes sagen på en skriftlig præcisering fra begge parter af de i sagerne foreliggende tvistigheder. Sagerne har herefter gentagne gange været udsat på parternes begæring. I et retsmøde den 18. august 1988 gjorde rettens sekretær opmærksom på, at nogle sider i navnelisten bilag 9t og 9u ikke var læselige. Den 23. februar 1990 fremsendte indklagede et processkrift, hvori man præciserede sine indsigelser. Efter parternes begæring afholdt rettens formand den 13. marts 1990 et udvidet forberedende retsmøde med parterne og fremsatte herefter et forslag til retningslinier for en forligsmæssig løsning. Parterne kunne imidlertid ikke acceptere forslaget.

Under domsforhandlingen har klageren nedlagt påstand om, at de medlemmer af de indklagede forbund, som er optaget på navnelisterne bilag 9a til 9u i sagen 86063 og bilag 1a til 1i i sagen 86277, pålægges bod for hver time, i hvilken de har deltaget i de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i tiden efter den 1. april 1985.

Indklagede har påstået frifindelse.

Der har ikke været bevisførelse under domsforhandlingen.

Klageren har til støtte for sine påstand anført, at årsagen til, at sagen er trukket så længe ud, er, at der har været ført mange forligsforhandlinger.

Der blev afholdt fællesmøder vedrørende alle de arbejdspladser, som er omfattet af disse sager, umiddelbart efter at arbejdsnedlæggelserne var påbegyndt. På fællesmøderne erkendtes det, at arbejdsnedlæggelserne var overenskomststridige, og der tages alene generelt forbehold over for navnelisterne. Dette er bindende for de enkelte forbund. Det må derfor lægges til grund, at der har været overenskomststridige arbejdsnedlæggelser på disse arbejdspladser. Hvis indklagede ønskede at protestere herimod, burde man have gjort det i et svarskrift. Der er aldrig afgivet svarskrift i sagen vedrørende Murerforbundets medlemmer. For så vidt der skulle have foreligget arbejdsmangel, er det arbejdsgiveren, der bestemmer, om der skal ske hjemsendelse, og i så fald har de hjemsendte krav på ventepenge, men det er ikke krævet. Navnelisterne er udfærdiget på grundlag af de foreliggende oplysninger, og i de tilfælde, hvor der er fremkommet en konkret begrundet indsigelse, har klageren frafaldet bod.

Hvad endelig angår spørgsmålet om bod for den 1. april 1985, har klagerne anført, at loven bestemmer, at den træder i kraft den 1. april 1985, og der er almindelig enighed om, at det er fra døgnets begyndelse. Tidspunktet for indrykkelsen i Lovtidende må i denne forbindelse være uden betydning.

Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at der i tiden op til den 1. april 1985 forekom arbejdsnedlæggelser, som ikke var i strid med overenskomsterne. Det bestrides imidlertid ikke, at arbejdsnedlæggelserne efter den 1. april 1985 var overenskomststridige. Ved de fællesmøder, som blev afholdt i dagene umiddelbart efter, måtte alene arbejdsgivernes oplysninger lægges til grund, og indklagedes erkendelse af, at arbejdsnedlæggelserne var overenskomststridige, hvilede derfor på den forudsætning, at der på de enkelte virksomheder var tale om strejke. Arbejdsnedlæggelser andre steder kan have ført til, at der på nogle arbejdspladser var arbejdsmangel og derfor slet ikke forelå strejke, og der er da også over for nogle virksomheder rejst krav om ventepenge.

Med hensyn til beviset for, at der foreligger strejke, må der lægges vægt på, at navnelister først fremkom med klageskriftet næsten et år efter, og at navnelisterne var delvis ulæselige. Det må tages i betragtning, at sagerne angår bygge- og anlægssektoren med mange forskellige arbejdspladser, således at indklagede skulle have fat i et stort antal personer. Indklagede har anmodet om at få de strejkendes personnumre, men disse fremkom først efterhånden. Dette har bevirket, at indklagede ikke har kunnet bevise, at der ikke forelå overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. På den anden side har klageren, som bevisbyrden må påhvile, og som har valgt ikke at føre vidner, heller ikke bevist, at der var tale om overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.

Hvad angår spørgsmålet om bod for den 1. april 1985, har indklagede anført, at loven, der angiver at træde i kraft den 1. april 1985, blev indrykket i Lovtidende samme dag. Lovtidende blev imidlertid først udgivet et stykke op ad formiddagen formentlig omkring kl. 10. Loven får herved reelt en vis tilbagevirkende kraft, og der foreligger intet konkret om, at Folketinget har ønsket dette. Det må føre til, at eventuelle arbejdsnedlæggelser den 1. april ikke har været overenskomststridige, eller at bod herfor bør bortfalde eller nedsættes.

Arbejdsretten skal udtale

Da ingen af parterne har ønsket bevisførelse må retten delvis træffe sin afgørelse ud fra mere generelle synspunkter.

Det ligger fast, at det påhviler den arbejdsgiver, der kræver pålagt bod, at bevise, at den indklagede arbejdstager har deltaget i en overenskomststridig strejke. Når der som i det foreliggende tilfælde pågår landsomfattende overenskomststridige strejker med samme baggrund, er formodningen for, at de arbejdstagere, som ikke møder op på deres arbejdsplads, deltager i de overenskomststridig arbejdsnedlæggelser imidlertid så nærliggende, at det må godtgøres, at deres udeblivelse skyldes andre årsager. Formodningen kan ikke afkræftes ved en generel henvisning til, at de overenskomststridige strejker kan tænkes at have medført arbejdsmangel på andre arbejdspladser. I så fald skulle arbejdsgiveren have hjemsendt de ansatte, og der foreligger ikke oplysninger endsige bevis for dette.

De i Hovedaftalens § 10 omhandlede fællesmøder afholdes under hovedorganisationernes medvirken, og afgørelser der træffes vedrørende de forhandlede forhold, må være bindende for underorganisationerne. Der er derfor ikke afgørende for denne sag, at nogle af de indklagede forbund ikke har medunderskrevet på referatet af fællesmødet den 2. april 1985, hvilket for så vidt heller ikke har været bestridt af indklagede.

Det er indlysende, at det på grund af de omstændigheder, der forelå i begyndelsen af april 1985, måtte bero på de enkelte arbejdsgiveres oplysninger, på hvilke arbejdspladser der pågik overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Indklagede, hvis muligheder for at skaffe tilstrækkelige oplysninger allerede til fællesmødet var begrænsede, har derfor ikke ved sin erkendelse afskåret sig fra senere at godtgøre, at der på en enkelt eller enkelte arbejdspladser ikke havde været strejker.

Det er ubestridt, at der forud for indgivelsen af klageskrift førtes forhandlinger om et udenretligt forlig, og det kan derfor ikke lægges klageren til last, at klageskrift først blev indgivet, da forlig måtte opgives. Det er heller ikke godtgjort, at klageren i øvrigt har søgt at trække sagen i langdrag. Det er hverken tidspunktet for indgivelse af klageskrift eller de efterfølgende udsættelser af sagen, hvorom parterne har været enige, der har forringet indklagedes bevismæssige stilling. Indklagede har fået de yderligere oplysninger, man har bedt om, og dette har da også medført, at sagen efterfølgende er blevet hævet, for så vidt angår nogle arbejdspladser, og at bod er frafaldet for en del arbejdstagere.

Retten må herefter lægge til grund, at der har været overenskomststridige arbejdsnedlæggelser på de arbejdspladser, som er omfattet af de to sager, og at de på navnelisterne optagne personer har deltaget heri.

Afgørende for, fra hvilket tidspunkt bod skal pålægges, er, hvornår loven om overenskomstforlængelse trådte i kraft. Ifølge lov om udgivelsen af en Lovtidende og en Ministerialtidende § 3 træder en lov, for så vidt den ikke indeholder afvigende bestemmelse, i kraft ugedagen efter den dag, da det nummer af Lovtidende, hvori den bekendtgøres, er udkommet. Det er almindeligt antaget, at loven træder i kraft fra døgnets begyndelse. Loven om overenskomsternes forlængelse træder ifølge en udtrykkelig bestemmelse i kraft den 1. april 1985. Der er intet grundlag for at antage, at det ikke har været Folketingets mening, at loven skulle træde i kraft fra døgnets begyndelse den pågældende dag. Loven er behørigt bekendtgjort, og det må være uden betydning, at Lovtidende først blev udgivet i løbet af formiddagen. Fredspligten er derfor indtrådt fra døgnets begyndelse den 1. april 1985, og det har været overenskomststridigt ikke at følge lovens bestemmelse om at arbejde denne dag. Der kan således pålægges bod også for denne dag. Da det fra medierne var almindeligt kendt, at loven skulle træde i kraft denne dag, findes der heller ikke grund til at lade bod bortfalde.

Den forskyldte bod fastsættes til 20 kr. for ufaglærte og 24 kr. for faglærte for hver strejketime.

Indklagede skal betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

T h i k e n d e s f o r r e t

Hver af de på navnelisterne bilag 9a til 9u i sagen 86063 og bilag 1a til 1i i sagen 86277 optagne personer skal for hver time, i hvilken de har deltaget i de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser den 1. april 1985 og følgende dage betale en bod på 20 kr. for ufaglærte og 24 kr. for faglærte.

Boden tilfalder Dansk Arbejdsgiverforening.

Indklagede skal betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: K 86.207E m.fl. (A 1988, s.32), K 10.554 (A 1987, s.13), K 10.964 (A 1986, s.120), K. 10.111 (A 1985, s.10), K 10.560 (A 1986, s.39).

I protest mod loven om forlængelse af kollektive overenskomster af 31. marts 1985 blev arbejdet nedlagt på en række arbejdspladser over hele landet.

For så vidt angår arbejdsnedlæggelserne på Entreprenørforeningens område gennemførtes fællesmøder i begyndelsen af april 1985. Disse arbejdsnedlæggelser blev indbragt for Arbejdsretten med påstand om bod. Arbejdstagersiden påstod frifindelse bl.a. under påberåbelse af, at det ikke var godtgjort, at de arbejdere, der var optaget på navnelisterne, havde handlet overenskomststridigt Udtalt, at den arbejdsgiver, der kræver bod pålagt, har bevisbyrden for, at der foreligger overenskomststridig strejke. Men når der pågår landsomfattende overenskomststridige strejker, er formodningen for, at arbejdstagere, der ikke møder på deres arbejdsplads, deltager i de overenskomststridige strejker, så nærliggende, at det må godtgøres, at udeblivelsen skyldes andre årsager. Formodningen var ikke afkræftet gennem en generel henvisning til mulig arbejdsmangel.

Da fællesmøder efter hovedaftalens § 10 afholdes under hovedorganisationernes medvirken, var det uden betydning, at enkelte forbund ikke havde underskrevet et fællesmødereferat.

Arbejdstagerorganisationerne havde ikke ved på fællesmødet at erkende, at der havde foreligget overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, afskåret sig fra senere at godtgøre, at der ikke forelå overenskomststridige arbejdsnedlæggelser på en enkelt eller enkelte arbejdspladser. Det kunne ikke lastes klageren, at klageskrift først blev indgivet, da forlig måtte opgives. Det var heller ikke i øvrigt godtgjort, at sagen var søgt trukket i langdrag.

Loven, der bekendtgjordes i Lovtidende 1/4-1990 ansås som trådt i kraft ved døgnets begyndelse.

Herefter blev de arbejdere, det var anført på navnelisterne, pålagt sædvanlig bod.